7 minute read
Læreridealet er blevet for stort til, at man kan leve op til det
Læreridealet er blevet for stort til, at man kan leve op til det
Læreridealet har ændret sig gennem historien –ligeså har de forventninger, læreren møder fra forældre og samfund. Tag med på en tidsrejse, og find ud af, hvordan læreren blev til den lærer, vi kender i dag.
»Idag kalder vi det lærerprofessionen, ergo lærere skal være professionelle. Og det er noget af det dummeste, jeg har hørt. Hvis professionel bare er et andet ord for god, fint nok, men den professionelle lærer som lærerideal er forkert. Det gør eleven til en klient«.
Sådan siger Rasmus Kolby Rahbek, forstander på Den frie Lærerskole i Ollerup, da han skal svare på, hvilket lærerideal vi har i dag. Han fremhæver det nuværende antal studerende på læreruddannelsen som et eksempel på, at en navneændring ikke hjælper på anerkendelse eller flere studerende på uddannelsen.
»Jeg forstår godt, at det var et forsøg på at genopbygge en tabt anerkendelse at kalde lærerne for professionelle, men man glemmer, at der med det ord følger noget andet. I stedet putter vi bare flere ting ned i den mængde, læreren skal være og kunne. Det betyder, at det bliver sværere og sværere at være lærer«, siger han.
Historisk set har læreren også haft udfordringer, fortæller Jens Erik Kristensen, der er lektor i pædagogisk idehistorie på DPU. Grundskolelæreren er kendt helt tilbage fra antikken, hvor han gik under navnet ’didaskalos’ og var den, der skulle lære børnene at læse, skrive og regne. Det er herfra, ordet didaktik stammer, forklarer forskeren:
»En didaskalos var forskellig fra en paidagogos, som typisk var en slave udvalgt af familien, der havde til hovedopgave at følge barnet til undervisningen og holde øje med, at barnet opførte sig ordentligt. Selv om en paidagogos var en slave, havde han faktisk højere status end en didaskalos, for lærergerningen blev dengang set som et relativt usselt lavstatuserhverv«, siger Jens Erik Kristensen.
Seminarietraditionen
I dansk sammenhæng kan man ifølge Jens Erik Kristensen føre læreren tilbage til kirkens degn, som dukkede op i kølvandet på reformationen i midten af 1500-tallet, og som stod for den helt elementære undervisning af børn og unge i landets sogne.
Læreruddannelsens historie begynder, da det første officielle danske seminarium bliver oprettet i slutningen af 1700-tallet: Blågårds Seminarium i København. I 1814 kommer den første skolelov, almueskolelovene, som efterfølges af loven om seminarier i 1818, der gør det bestemt ved lov, at lærere skal være uddannede – og dermed er kirkens degn ikke længere tilstrækkelig, forklarer Jens Erik Kristensen. Den første rigtige lærerfigur er den, man i samtiden kalder for seminaristen.
Antallet af seminarier og læreruddannede vokser enormt op gennem 1800-tallet og i takt hermed også lærerens status, autoritet og prestige. Mange steder i landet er læreren på dette tidspunkt den højest uddannede på linje med lægen og præsten. Dertil kom, at mange af de nye seminarier havde grundtvigianske ledere og hentede inspiration i højskolernes vækst fra 1864 og frem. Det betød for lærerne en stærk kobling mellem faglig identitet og åndelig vækkelse. En lærer var ikke længere bare en, der skulle uddannes til at undervise, men også en, som skulle vækkes og dannes til sit kald og sit folkelige virke i sognenes foreningsliv m.v., fortæller Jens Erik Kristensen:
»Når man i dag begræder nedlæggelsen af seminarierne, er det blandt andet på grund af den særlige danske seminarietradition, der opstod fra dette tidspunkt. Seminarierne fik næsten status som lokale folkehøjskoler. Der knyttede sig helt frem til 1990’erne en bestemt åndelig og pædagogisk dannelse til seminariernes læreruddannelser, som ikke fandtes i den universitære gymnasielæreruddannelse«.
I løbet af de sidste 50 år af seminariernes levetid voksede antallet af kvinder på læreruddannelsen til at udgøre flertallet, og lærerne skiftede fra tjenestemandsstatus til lønmodtagerstatus. Seminarietraditionen kom til at præge læreruddannelsen helt indtil 2001, hvor seminarierne blev afskaffet, og læreruddannelsen blev til en professionsuddannelse, hvorefter det pædagogiske igen trådte i baggrunden, fortæller Jens Erik Kristensen. Med andre ord: Vi nærmer os vor tids lærer.
Nutiden
Med folkeskolereformen i 2014 blev lærerens såkaldte ’metodefrihed’, dvs. friheden til selv at planlægge undervisningen, afskaffet. Samtidig er lærerens status og autoritet i forhold til forældre og skole faldet, hvilket også hænger sammen med, at befolkningens generelle uddannelsesniveau er steget, så lærernes vidensniveau oftere og oftere bliver overhalet af forældrene, siger Jens Erik Kristensen. Og det peger frem til nutidens problem: at det er svært at få unge til at tage læreruddannelsen.
»Mange troede jo, at hvis man lavede læreruddannelsen om til en professionsuddannelse på linje med andre professioner, ville det forøge prestigen på både lærer- og pædagoguddannelsen. Det kan man så diskutere, om den har, for lærerne har også været mere pressede de seneste 20 år af den mere og mere statsstyrede skole og dens mange mål, man skal leve op til«, siger Jens Erik Kristensen.
»De seneste reformer af læreruddannelsen gjorde meget ud af at sige, at læreren skulle uddannes til at have specifikke didaktiske kompetencer, at en moderne lærer med andre ord skulle være en evidensbaseret ’ekspert i at undervise’ – også for at hæve sin prestige og autoritet. Vi er med andre ord tilbage ved didaskalos, hvor man forstod læreren som en håndværker eller tekniker, der blot udfører den elementære undervisning og overlader det pædagogiske og omsorgsfulde til paidagogos. På det seneste har vi så erfaret, at det faktisk er afgørende for en lærers succes at have pædagogisk dannelse og dømmekraft. Og det er det, lærerne kæmper for i dag: Plads til deres egne pædagogiske valg og handlinger«.
Lærere under pres
Den udvikling oplever forstander på Den frie Lærerskole Rasmus Kolby Rahbek også:
»Men læreren er ikke en tekniker, der "bare" skal lære, hvad der virker. For det, der virker i teorien, virker ikke altid i praksis. Så glemmer man, hvad det vigtige ved skolen er, og alting kommer til at handle om at finde fejl. Fejl er et vilkår og kan være gode, men fokusset skal være på måden, man håndterer fejlen på. Diskussionerne og refleksionerne«.
Hvad en lærer skal kunne i dag, er derfor et spørgsmål, der handler meget om perspektiv, mener Rasmus Kolby Rahbek. Ser vi det fra samfundets perspektiv, de lærerstuderendes, skolelederens eller forældrenes?
»Der er mange interessenter til skolen i dag, og alle har en holdning til, hvad læreren skal kunne og være for en støbning. Det er blevet ekstremt komplekst at være lærer. Man skal både være fagligt velfunderet, have en stærk læreridentitet, være knivskarp på didaktik, god til inklusion og dybest set også ekspert i specialpædagogik«, siger Rasmus Kolby Rahbek.
»Man kan så spørge, om det overhovedet er et realistisk ideal at stille op? Er der ikke risiko for at blive en stor fiasko? Og jo, det kan jeg godt være bange for. Det er et ideal, som er for stort til, at alle kan leve op til det. Det skaber en stand af lærere, som føler, at uanset hvad de gør, er det aldrig godt nok«.
Forberedelse på virkeligheden
Den frie Lærerskole lærer blandt andet sine studerende at skrive forældrebreve, for i dag er mængden af konflikter med forældre enorm i forhold til tidligere. Rasmus Kolby Rahbek oplever, at det er blevet skolens ansvar at tage sig af næsten et hvilket som helst problem i samfundet. Det skaber et pres på lærerne, for der er jo kun dem til at løse det.
Omvendt synes hver forælder, at der samtidig skal tages hensyn til netop deres barn, hvilket igen øger presset på lærerne, mener Rasmus Kolby Rahbek.
»Vi kan sørge for, at vi klæder de studerende på, så de ikke kun bliver gode fagdidaktisk, men også kan svare på de spørgsmål, som kritiske forældre og medier stiller. Så de kan forklare og forsvare, hvorfor de har valgt at gøre, som de gør. Men vi bruger også lang tid på at tale med vores studerende om læreridentitet, og at der ikke er et fast svar på, hvem man bliver som lærer. Pointen er, at det skal de selv besvare i løbet af deres liv«, siger han.
»Men det er også vigtigt at huske, at lærergerningen rummer så meget, at du umuligt kan alting, når du er færdiguddannet. Så skulle man studere i 20 år. Vi kan ikke lære de studerende alt, men vi kan give dem evnen til at reflektere og forståelsen af, at uddannelsen ikke er én til én med virkeligheden. Og at man må kaste sig ud i det«. ■
Af Simone Kamp, ska@frieskoler.dk, illustrationer Christina Ann Sydow
