Kære monopol: Skal jeg blande mig?

Crop top-debatten satte tanker i gang her på redaktionen, og Frie Skoler spurgte derfor tre lærere, om de ville mødes til en monopoldiskussion om, hvor grænsen går for lærerens rolle, ansvar og indblanding over for eleverne. Her kommer fem dilemmaer.

AF SIMONE KAMP · SKA@FRIESKOLER.DK // FOTO HENNING HJORTH // ILLUSTRATION: SOLVEIG MØNSTED HVIDT

Velkommen til! Monopolet består af lærerne Lea Rylander-Kjær, Signe Katrine Yde Knudsen og Anders Shermer Kristensen. Ordstyrer er journalist Simone Kamp. Første dilemma lyder således:

Kære monopol. Jeg er en kvindelig klasselærer i 9. klasse, hvor en af pigerne er begyndt at møde op i meget udfordrende tøj. Hun har tit meget nedringede bluser på, lårkort kjole eller nederdel eller toppe med bar ryg. For at være ærlig, synes jeg, at hun indimellem ligner en prostitueret. Jeg synes personligt, at det er forstyrrende for undervisningen, men jeg er i tvivl om, om hun er bevidst om, hvilke signaler hun sender, og hvordan det påvirker resten af klassen. Skal jeg blande mig i det? Og hvis ja, hvordan skal jeg sige det?

Anders: For det første bryder jeg mig ikke om hendes kategorisering, altså at sige prostitueret. Hvad er en prostitueret? Og så tror jeg ikke, at hun skal blande sig. Hvis der er noget, som debatten om crop top har vist os, så er det vel, at der ikke rigtig er nogen plads til at blande sig. Man kan godt have en debat om, hvad der er passende påklædning i visse situationer, men jeg synes ikke, at hun kan blande sig i, hvad hendes elev har på. Lea: Jeg tænker både og. Jeg synes godt, at man som klasselærer kan snakke om tøj og dets signalværdi. Men medmindre, at skolen har en politik på området, så kan du ikke tvinge folk til at ændre på deres tøj. Hvis brysterne sidder og vælter ud i hovedet på os andre, synes jeg afgjort, at man godt kan sige ’prøv lige at høre her, du bliver simpelthen lige nødt til …’. Hvis det er lærernes bryster, der vælter ud i hovedet på eleverne, så vil de måske heller ikke synes, at det er passende.

Signe: Jeg synes som udgangspunkt, at man godt kan blande sig. Hendes indgangsvinkel med, at eleven ligner en prostitueret, er jeg nok ikke enig i, men jeg synes bestemt godt, at man kan blande sig i samtalen med de unge mennesker. Det handler bare om, hvordan man blander sig. Crop tops og for den sags skyld ingen bh’er er ikke noget, der fanger mit blik længere, for der er også noget med, hvordan moden er, og hvordan stemningen er blandt unge mennesker i dag. Jeg synes, det er fedt, at pigerne ikke længere har behov for at proppe vat i bh’en for at føle sig rigtige. Men samtalen vil også altid være afhængig af, hvad det er for et menneske, vi har med at gøre. Er der andre ting at være bekymret for ved denne pige? og lange støvler, så var der sikkert også en flok af gamle lærere, der dengang sagde, at pigerne lignede prostituerede. Så vi må simpelthen til at blive lidt moderne i vores opfattelse af det der.

Simone: Men læreren synes jo, at det er forstyrrende for undervisningen?

Lea: Hvem er det forstyrrende for?

Simone: For hende som lærer. Kan hun godt sige til pigen, at det forstyrrer min undervisning?

Lea: Som lærer synes jeg godt, at hun kan sige det, ud fra, at det forstyrrer hende. Hun skal ikke sige, at det forstyrrer andre, medmindre andre kommer og brokker sig over det. Men det betyder ikke, at pigen skal gøre noget ved det.

Simone: Der er en bonusinfo: Pigens mor går klædt på nogenlunde samme måde. Gør det en forskel, i forhold til om man må sige noget til pigen?

Anders: Selvfølgelig ikke. Du må ikke dømmes på dine forældre. Så lægger læreren op til, at social arv er en ting, man skal forholde sig til, og man giver ikke eleven en chance for at danne sig sin egen virkelighed, om hun så ser op til moderen eller ej.

Signe: Det er jeg sådan set enig i, men så er vi igen tilbage ved hønen eller ægget: Hvad er hendes motivation for at blande sig? For jeg synes godt, at hun må tale med pigen om det tøj. Men jeg har det nok lidt svært med, at det er, fordi det forstyrrer hende. Det har jeg svært ved at forstå, men sådan vil det selvfølgelig altid være, for vi har forskellige grænser. Åh, det er vildt svært!

Lea: Jeg har en mandlig kollega, hvor det er mig, der går ind og snakker med pigerne, når vi har idræt. Jeg har fx talt med dem om, at de simpelthen er nødt til at have en sports-bh på, for ellers kan de ikke fysisk udfolde sig i det, de skal gøre, fordi de render rundt og holder på deres bryster hele tiden. Mine mandlige kollegaer føler, at det er grænseoverskridende for dem at gå ind og fortælle pigerne noget omkring et emne, der er så privat. Og jeg kan godt se, at det er svært og hurtigt kan ende i misforståelser eller skandaler.

Simone: Så monopolets svar til læreren er, at pigen har ret til at have det tøj på, hun har lyst til, men at man godt kan tage en snak med hende. Og hvis man gør det, hvad skal man så indlede den snak med?

Signe: Det er vigtigt at snakke om, om hun er bevidst om signalerne. Selvfølgelig har pigen ret til at have det tøj på, men vi har alle sammen et ansvar i det, vi kommunikerer, uanset om det er med tøj eller i en samtale. Den samtale er vigtig at have med unge mennesker. Men måske skal hun ikke blande sig, fordi det forstyrrer hende. Så jeg sætter mig lidt på forskellige stole.

Lea: Man kan også bruge klassens tid, hvis man har det på sin skole, til at diskutere noget af det her. Hvis man ikke snakker om tingene og om forskellige holdninger, så kan eleverne heller ikke se, at der er andre, der synes, at det er mærkeligt, når man går klædt sådan her.

Anders: Nu ved jeg godt, at vi skulle holde fokus, men jeg synes bare lidt, at læreren skal tjekke sig selv, før hun overhovedet siger noget som helst. Hvad er årsagen til, at hun har de her tanker?

Signe: Det er jeg enig i. Når hun har et problem, får jeg næsten lyst til at sige, at nej, så må du ikke blande dig.

Simone: Så det ville være noget andet, hvis det var eleverne, der blev forstyrrede?

Signe: Ja.

Anders: Åh, jamen – så er vi tilbage i crop top-diskussionen, hvor man dømmer to grupper. Så dømmer man dem, der har crop tops på, og du dømmer også drengene og siger, at de bliver forstyrrede. Og ud fra hvilket parameter har du besluttet, at drengene bliver forstyrrede?

Signe: Jeg synes, at den der forstyrrelse skal ud af ligningen. Den forplumrer snakken.

Anders: Ja!

MONOPOLDELTAGERNE

(Dilemmaerne fortsætter nedenfor)

Signe Katrine Yde Knudsen, 35 år, lærer på Kastanievej Efterskole, Frederiksberg C.

Anders Shermer Kristensen, 43 år, lærer på Skt. Ansgars Skole, København N.

Lea Rylander-Kjær, 36 år, lærer på Bjørns Internationale Skole, København Ø.

Overvægtig elev

Kære monopol. Jeg har en elev i 2. klasse, der er tydeligt overvægtig og har svært ved at følge med i frikvartererne og idrætstimerne. Han bliver ikke mobbet, men jeg frygter, at det kommer til at ske på et tidspunkt. Dag efter dag har han en madpakke med, der består af enten pizza, nutella- og pålægschokolademadder på hvidt brød, søde yoghurter eller mælkesnitter. Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal blande mig, og hvordan jeg eventuelt skal gribe det an. Hvad synes I?

Lea: Du SKAL blande dig. Det er dit ansvar som medmenneske. Hvis du kan se, at et barn ikke får den rigtige næring og mad, det har behov for, så kommer det ikke til at vokse ordentligt. De kommer til at føle sig udsatte, fordi de bliver overvægtige resten af livet.

Simone: Men er det ikke også en voldsom kritik af forældrene at komme med?

Lea: Jo, men det er sådan set også dem, der gør det forkert. Vi andre spiser også forkert, og alle mennesker skal lære at spise ordentligt et eller andet sted. Men de fleste børn, der er overvægtige, har oftest en eller anden psykisk ting, som gør, at de spiser forkert.

Simone: Men er det en lærers opgave at lære et barn, hvordan man skal spise?

Lea: Jeg underviser i kost og ernæring i biologi og fysik/kemi. Det hænger sammen og er et af emnerne i undervisningen.

Signe: Det giver også god mening at have det som tema i undervisningen, for så er vi ude i en bred dannelse, og det hører helt sikkert til i undervisningen. Jeg synes også, at man gerne må blande sig, men igen handler det om, hvordan man gør det. Hvad er det for en situation, og hvad er det for et hjem, eleven kommer fra. Så må man tage en snak med forældrene og ytre sin bekymring for drengen. Det er omsorgsfuldt, tænker jeg.

Lea: Hos os er det oftest klasselæreren og sundhedsplejersken, der går ind og tager den snak med forældrene.

Simone: I det her tilfælde er familien helt gennemsnitlig og normalvægtige.

Anders: Men så er det måske også netop der, hvor man kunne give dem et skub i den rigtige retning. Jeg synes også, at det er okay at sige noget, men kun ud fra det faktum, at eleven ikke kan følge med i timerne – enten hvis de er trætte i dansk eller matematiktimen, eller hvis de ikke kan løbe i idrætstimen.

Signe: Ja, det handler om trivsel.

Lea: Men man kan aldrig nogensinde tvinge forældre til at lave en sundere madpakke. Man kan snakke med dem ud fra det synspunkt, at man kan se, at det ikke fungerer i timerne, og at barnet heller ikke er med i frikvartererne, og håbe på, at man kan påvirke dem.

Anders: Der må være en pjece, tænker jeg, som man kan give dem med. Eller en hjemmeside, som man kan sige, at de kan kigge på.

Simone: Så jeg hører jer rimeligt klart sige: Det her må man gerne blande sig i?

Anders: Ja, men også, fordi, hvis man bare siger: ’I skal give jeres barn sundere mad med’, så tænker jeg ikke, at der sker noget. Man skal hjælpe dem på vej med den viden, de har brug for.

Hashbrug og bortvisning

Kære monopol. Jeg arbejder på en efterskole, hvor reglen er, at hvis en elev ryger hash, så er det bortvisningsgrund. Jeg har opdaget, at en af mine elever ryger lidt i smug. Jeg har dog kun set ham ryge en gang, men jeg har en fornemmelse af, at det sker flere gange ugentligt. Eleven er i min kontaktgruppe, så det er mit ansvar. Skal jeg se gennem fingre med det? Eller skal jeg tage en snak med ham? Skal jeg orientere skolen om det, men slås for, at han ikke skal smides ud? Jeg kan godt forstå skolens regel, men for den her elev vil det i min optik være skadeligt for ham at blive smidt ud, fordi han kommer fra et belastet hjem. Hvad skal jeg gøre?

Signe: Hun skal snakke med ham. Jeg synes helt sikkert også, at hun skal snakke med skolen og kæmpe for, at han skal have lov til at blive. Vi har ansvar for at hjælpe ham, give ham den rette støtte og snakke med forældrene. Det hele kommer dog an på, hvor stort hans forbrug er – er det noget, der ligger ud over vores kompetencer som efterskolelærere for at kunne støtte ham? Så skal han måske have hjælp et andet sted. Men er der mulighed for, at han kan trappe ned, synes jeg, at han skal have lov til at blive på skolen. Målet er, at han selvfølgelig ikke skal ryge, når han er på efterskole. Men det handler om at få forbruget kortlagt og finde ud af, hvor stort er problemet hos ham. Hvis det er en enkelt gang eller nogle gange, synes jeg, at man skal forsøge at hjælpe ham.

Simone: Men hvad så i forhold til de andre elever, der ser, at der ikke er nogen konsekvens?

Anders: Det er glidebaneargumentet. Jeg tror ikke rigtig, at man kan forholde sig sådan til det. For de, der vil ryge hash, kommer til at gøre det. De, der ikke vil ryge hash, kommer ikke til det, fordi der er en, der har overtrådt reglerne. Det kan måske være rart for eleverne at se, at man strækker en hjælpende hånd ud.

Signe: For mig er dilemmaet, at hvis ikke han er på skolen, hvem hjælper ham så? Der er helt sikkert en problematik i, at læreren ved det og ikke går til ledelsen med det. Så jeg vil nok mere sige, at hun er nødt til at forsøge at overbevise ledelsen om, at de skal hjælpe eleven.

Lea: Hvis det ikke hjælper ham at komme hjem, må man jo finde ud af, hvilken løsning der vil hjælpe ham bedst muligt? Man kan også henvende sig de rigtige steder i kommunen og spørge: Hvad gør vi med en elev på den her alder og hans forbrug? Det er den måde, vi kan hjælpe bedst som lærere: Ved at tage kontakt til dem, der ved noget om det.

Anders: Jeg tror, ligesom I andre har sagt: Min pligt er at hjælpe eleven. Min pligt er ikke nødvendigvis at overholde skolens regler og normer. Sådanne situationer tror jeg, at alle lærere oplever. Hvis hans liv ser herrens ud, og man kan se, at han ikke har det godt, så har man pligt til at hjælpe ham.

Simone: Så svaret til læreren her er: Drengen skal hjælpes frem for, at han skal smides ud?

Anders: Ja. Kæmp for det!

Signe: Unge mennesker har altså også godt af at se, at selvfølgelig er der konsekvenser af dine handlinger, men tingene skal også hænge sammen, så selvom du dummer dig en gang, så er der også mulighed for udvikling. Når man er ung, kvajer man sig 1000 gange. Og hvis der er afregning ved kasse 1, hvor er læringen så? Der er altid nogle regler, men der er også altid en kontekst.

Hvor skal min non-binære elev klæde om?

Kære monopol. Jeg er svømmelærer for en 4.klasse, hvor pigerne og drengene plejer at klæde om hver for sig. En af eleverne har indtil for nylig været pige, men har netop fortalt klassen, at eleven fremover identificerer sig som non-binær, dvs. hverken dreng eller pige. Eleven vil gerne have ret til selv fra gang til gang at bestemme, hvor eleven vil klæde om. Må jeg bestemme, at den pågældende elev alligevel skal klæde om sammen med pigerne? Min skole har ikke nogen holdning eller retningslinjer, jeg kan læne mig op ad. Men jeg har på fornemmelsen, at eleven bare gør det her for at markere sig. Jeg har ikke lyst til at tilbyde eleven at bruge handicaptoilettet, fordi jeg ser det som en vigtig del af elevernes udvikling, at man klæder om i fællesskab med andre. Så hvordan skal jeg håndtere elevens udmelding?

Lea: Det dér – det er bare dét, jeg frygter allermest. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg lige pludselig står med en elev, der siger sådan. Lige nu har vi svært nok ved bare at få dem til at klæde om. Så lige pludselig at stå med en, som udseendemæssigt er et andet køn end det, vedkommende føler sig som eller mener, at vedkommende er – det, tror jeg, bliver rigtig svært. Ville drengene have det okay med, at der var en pige inde i deres omklædningsrum, der så var dreng? Eller som skifter?

Anders: Det er en meget moderne problemstilling. Det er jo lidt som den transseksuelle vægtløfter – må man selv bestemme, om man stiller op ved kvinderne eller herrerne? Men herregud. Snak med klassen, snak med forældrene: Har I noget problem med, at eleven går frem og tilbage? Ej, jeg ved det ikke. Men det kunne være et sjovt eksperiment at se, hvordan det udviklede sig.

Signe: Det er faktisk meget interessant, det med at tage den i plenum. Hvis det var en klasse, hvor der var plads til at tale om, hvorvidt det ville være et problem. Så skal man selvfølgelig være opmærksom på, om der er nogen, der føler sig klemt i det. Men som udgangspunkt ville jeg nok prøve at tale med forældrene og barnet om at blive hos pigerne. Hun må føle sig præcis som det, hun vil, men der er noget praktik omkring det, og så længe at personen ikke har en kønsskifteoperation endnu, så …

Lea: Det vil personen jo nok aldrig få.

Signe: Nej, det vil hun nok ikke. Men jeg tror, der er noget svært i at sige, at eleven må bestemme det fra gang til gang. Jeg ville nok prøve at se, om man kunne lave en aftale om, at eleven er ét sted. Og jeg ville nok anbefale pigernes omklædningsrum, hvis det er det, eleven biologisk er. Vi har ikke haft udfordringen i omklædningssituationen, men vi har flere elever, der er født som pige, men identificerer sig som dreng, når de kommer på skolen. Og vi har ikke oplevet endnu, at de har boet på drengeværelse. Det afgøres altid af en snak med forældrene og personen om, 'hvor er du henne, og hvad er din situation nu'. Det er altså ikke os, der pådutter dem, at de skal det ene eller andet, men det viser sig altid i snakken, at hvis de har været en pige og identificerer sig som dreng, så føler de sig alligevel tryggest på et pigeværelse i forhold til at bo privat, sove, stå op og så videre. Så det er ud fra den erfaring, at jeg siger, som jeg gør.

Simone: Så det er ikke en mulighed, at de kan bruge handicaptoilettet?

Lea: Helst ikke. Men det der med at tage en snak ville på min skole give et meget stort rungende NEJ. Sådan vil det nok også være på en katolsk skole?

Anders: På min skole har vi snakket meget om, hvordan skolen, som er katolsk, vil tage imod sådan en der. Og det ved vi jo ikke endnu.

Simone: Men er der ikke også noget om at have respekt for den her elevs ønske? Hvordan skal læreren sige det, uden at eleven bliver ked af det eller føler, at der ikke er plads til mig her?

Lea: Ja, det er et godt spørgsmål.

Anders: Kan man ikke vise det i samtalen med eleven? Være åben, sige, at jeg forstår dig godt, men den skal jeg lige tænke over … så skal vi lige snakke med dine forældre. Sådan er der jo mange situationer, som man står i som lærer, hvor man er i tvivl og sådan lidt ’ææh’ …

Lea: Jeg tror, at det gælder for mange elever, at hvis det her er første situation, hvor de møder en person, der den ene dag er en dreng og den anden dag en pige, så vil de stille spørgsmålstegn ved det. Og så tror jeg, at der helt automatisk vil komme en snak i klassen om, at man skal være tolerant og åben over for det, der er nyt for dem. Så af den grund mener jeg, at man også sagtens kan tage en snak på klassen om det.

Signe: Når de skal i svømmehallen, møder de jo faktisk det samme: Der er et pigeomklædningsrum og et drengeomklædningsrum. Og man kan jo godt i samtalen sige, at det handler ikke om, at det ikke er okay, at du gerne vil identificeres sådan, men ud fra praktikken, så…

Lea: Hvis det er en offentlig svømmehal, har de jo nogle helt specifikke regler, som vi som lærere ikke kan lave om på. Men hvis det er skolens eget, kan vi jo godt gå ind og lave nogle regler.

Anders: Men hvis man som lærer peger på de to omklædningsrum som grunden til, at eleven ikke kan gøre, som vedkommende ønsker, så respekterer du ikke, at eleven prøver at bryde normerne, for så bliver du selv en del af det etablerede ved at pege på: Ja, desværre, der er kun de to her.

Simone: Eleven ønsker jo bare at have ret til at vælge fra gang til gang, hvor vedkommende vil være. Er det så stort et problem at give lov til?

Anders: Ja. Det er mere over for resten af klassen, tænker jeg.

Men skal man så tage en snak med klassen og spørge, om det er i orden med dem, at den her elev skifter frem og tilbage?

Signe: Ej, drop det der, og put dem alle i det samme omklædningsrum. Det, synes jeg, er løsningen. Vi skal slet ikke have det der opdelte drenge/piger, når de kun går i 4. klasse. Ind i det samme. Sådan.

Lea: Men så vil jeg bare sige, at alle de, der er religiøse, allerede er stået af der. De kan ikke engang være nøgne over for deres eget køn.

Signe: Hmm. Ej, jeg synes virkelig, at den er svær den her.

Anders: Men det er jo ikke en religiøsitet, der ligger til grund for det her, det er jo en kropsforskrækkelse, der er sket blandt unge mennesker over de seneste 15-20 år eller noget i den retning. Hvor man ikke klæder om sammen længere.

Signe: Ja, og det kunne da være dejligt at gøre noget ved det.

Lea: Det er SÅ svært. Ellers skulle man sende den videre til kommunen og sige, hvad gør vi her? Det er jeres opgave, det er jeres svømmehal. Hvordan kan vi gøre det her bedst muligt. Og så ville de nok sige: Er hun over syv år gammel, må hun ikke komme ind i det andet rum.

Anders: Det kan jeg godt lide, for så står man ikke som lærer og skal tage en brandfarlig beslutning. Så sender man det videre til noget kommunalt, som på ingen som helst måde kan sige ’der er kun to omklædningsrum’, for så ryger de i en shitstorm.

Lea: Der er jo kommet alle de her familierum i nogle svømmehaller. Så kunne man sige, at det var en løsning, hvis der er mulighed for det.

Simone: Jeg har lidt svært ved at høre, hvad I siger, at den her lærer skal gøre?

Signe: Ja, det er heller ikke helt tydeligt.

Anders: Send den videre til kommunen.

Lea: Ja, haha, det er en brandgod idé at sende den videre.

Anders: Ej, altså. Jeg ville nok tage den face up og lægge kortene på bordet. Nærmest indkalde til et ekstraordinært forældremøde for ikke at få fingrene i klemme i en beslutning, som jeg selv skal tage.

Simone: Med den pågældende elevs forældre eller med alle forældre?

Anders: Med hele klassen (trækker på det). …. Ej. Jeg melder pas. Det er netop, at fordi der er den her shitstorm, der ligger og lurer. Altså… Det må der simpelthen laves regler om. Hvis det er noget, der begynder at poppe op i klasserne, så bliver lærerne nødt til at have nogle retningslinjer, de kan agere ud fra. For det er nyt, det her.

Simone: Så måske er det faktisk skolens ansvar?

Lea: Ja, det er klart skolens ansvar. Det kan ikke være den enkelte lærers ansvar. Så kan der komme en situation, hvor læreren måske siger op, og så kan der komme en ny lærer, der skal tage ansvar omkring det og handler på en anden måde.

Signe: Så vi siger, at der er ikke nogen, der har noget problem med, at personen føler på den måde og har det på den måde, og det vil vi egentlig rigtig gerne imødekomme. Men det er måske ikke en beslutning, vi bare selv kan tage som lærer. Det kræver måske inddragelse af ledelsen også. Og forældrene. Altså – barnet er i 4. klasse. Deler de barnets holdning? Det, synes jeg, er ret afgørende.

Mine elever snaver

Kære monopol. Jeg er efterskolelærer, og i de sidste par måneder er det stukket helt af med snaveriet blandt eleverne. De kysser og stikker tungerne langt ned i halsen på hinanden på fællesarealerne og har ingen respekt for deres omgivelser. Sidst jeg kommenterede på et meget forelsket pars mundvandsudveksling, spurgte de bare: 'Hvorfor er det et problem?' Og jeg må indrømme, at jeg egentlig har lidt svært ved at finde argumentet. Men jeg kan bare mærke, at jeg bliver akavet og utilpas, når de ingen hæmninger har. Jeg synes bare ikke, at kysseri og gramseri hører til i fællesarealer. Er det bare mig, der er galt på den?

Lea: Jeg synes, at de kan snave lige så meget de vil, men hvis de begynder at sidde og gramse på hinanden, så tag det ind på et værelse. Du boller heller ikke foran folk, vel?

Signe: Jeg synes også, at det er okay med snaveriet, men jeg synes stadigvæk også, at det er okay at tage snakken om andre folks grænser. Jo mere dialog, desto bedre, så vi får bevidstgørelse omkring, hvordan det kan opfattes. Det er okay at gøre dem bevidste om, at nogen aldrig har haft en kæreste og synes, at alt det der er nyt område for dem. Og hvis der kommer en stemning, hvor mange samtaleemner handler om sex – og det kan der nemt komme – så synes jeg, at det er okay at tale om, hvilke signaler man sender, hvis man sidder og gramser og snaver.

Anders: Altså hvad er klokkeslættet her? Kommer jeg lige ud med morgenkaffen, og ’wooei!’

Alle: HAHAHAHA

Simone: Ja, det kunne det sagtens være. Det er ikke, at fordi det er sent på aftenen. Det sker også ved højlys dag.

Anders: Er det så ikke også bare en smuk, ung kærlighed, man kan gå og glæde sig lidt over? Så er de kærester den ene dag, og så er de lidt nede den anden dag … Jeg synes, det er så sjovt i 9. klasse, det dér. Men for at være helt ærlig, synes jeg, at det er lidt bornert. Vi er tilbage igen til det der med, hvad man lader sig forarge af.

Simone: Så du ville sige til læreren her: Ved du hvad, det kan du godt klare.

Anders: Jeg ville helt sikkert kommentere det fx sådan ’HOLD da op. Ej, hvor kan I godt lide hinanden. Det er dejligt at se’. Jeg elsker at hive det op på et voksent plan, så jeg synes, det er fedt, og så de synes, at det er nederen. ’Ej, jeg elsker bare Drake, han er bare den bedste’ og sådan noget. Man kan godt køre det humoristisk.

Signe: Sådan ville jeg også selv have det, men jeg synes, at vi kender til nogle situationer, hvor andre elever synes, at det kan være svært.

Lea: Og hvis en lærer har svært ved det, så kan der også godt være nogle elever, som har svært ved det.

Signe: Jeg synes også lidt, at det er snerpet af læreren at have det sådan. Men for mig handler det om, om der er andre elever, der finder det svært.

Anders: Men det her med de andre elever – er det ikke også en del af livet at se nogen, der har kærester, og øv, det er ikke mig. Eller se nogen, der har penge, og øv, det er heller ikke mig. De bliver mindet om de ting, de ikke selv har. Men sådan er det jo at være menneske.

Signe: Jo, det er det også. Men jeg tror mere, at det handler om konteksten og den stemning, der bliver skabt. Samtalen kan hurtigt dreje sig om, at man har gjort dét og dét i weekenden, og der kan nogle ret hurtigt føle sig forkerte i det, fordi det er nyt land for dem. Der synes jeg, at det er vigtigt at nuancere, at det er vidt forskelligt, hvor man er i den proces.

Anders: Men vi er også forskellige som mennesker. Jeg ved ikke, om man med bekymringer for de andre elever kan dæmme op for de følelser.

Simone: Men kan der være noget i at give plads til, at alle kan være der, og ingen skal føle sig udenfor. Når det netop er på en efterskole, så er det også lidt svært bare at smutte hjem, for det er jo der, man bor. Eller hvad?

Signe: Helt sikkert. Af samme årsag må de heller ikke have sex på værelserne. Sex er en kæmpe naturlig del af det at være et ungt menneske, men af hensyn til de andre mennesker, der har deres private gang der og skal bo der, skal de have sex derhjemme. Og det er ikke, at fordi vi ikke anerkender, at vi er seksuelle væsener, og at det fylder enormt meget for mange unge mennesker i den alder. Men det er jo deres private hjem i den periode, og der skal man have lov til at stå op midt om natten i sine trusser og skulle på toilettet uden at møde sin roomie og roomies kæreste i fuld gang. For så er vi inde i intimsfæren.

Simone: Så vi siger til læreren: Du skal måske tage det stille og roligt i den her situation, men du kan godt tage en snak med eleverne, især de to her, der især kysser amok, men måske også med hele skolen, fordi der kan komme en god snak ud af, at der skal være plads til alle.

Lea: Ja, eller ens kontaktgruppe. Det er jo noget af det, hendes arbejde er: At sørge for, at der er trivsel i hendes kontaktgruppe. Man kan blande sig ret tit, det handler bare om, hvordan man gør det.

Signe: Jeg får lige lyst til at sige, at det at blande sig også hurtigt bliver sådan lidt negativt ladet. At blande sig er jo også interesse – altså, at vi vil noget med hinanden, når vi er sammen. Det er det, vi gør, når vi blander os, synes jeg. ■