4 minute read

Et døgn med kampkunstlærer Pelle Stryhn

Pelle Stryhn er 38 år, lærer og tillidsrepræsentant på Park Allé Privatskole i Brøndby, hvor store dele af undervisningen og hverdagen på skolen er bygget op om værdierne i kampkunst. Han bor i Hvidovre med sin kone Milica og Viola på 2 år, Villum på 7 år og Bastian på 13 år. Pelle underviser i kampkunst, idræt, musik og førstehjælp, og han har sit eget firma CphSundhed, hvor han også underviser i kampkunst, rytmik, bevægelse og førstehjælp. Han er uddannet ambulancebehandler.

FORTALT TIL PETER KROGH ANDERSEN / PKA@FRIESKOLER.DK // FOTO: HENNING HJORTH

06.00 Hele familien står altid tidligt op, så vi kan spise morgenmad stille og roligt sammen. Jeg er morgenmenneske og hygger mig i de tidlige timer - særligt når jeg selv kan bestemme tempoet. Viola ser en tegnefilm, Villum går tur med hunden, og jeg smører madpakker.

07.30 Jeg afleverer Viola i vuggestue og Villum i skole, inden jeg cykler over på min skole. Her er der lige tid til at forberede den første time: idræt med mellemtrinnet.

08.20 Eleverne i 5., 6. og 7. klasse skal løbe, og vi spiller musik for dem, mens jeg forsøger at motivere dem ved at kommentere deres løb. Jeg bruger deres navne, så de alle sammen føler sig set: “Her kommer Jesper løbende…”. Nogle af de elever, som kan præstere lidt mere, end de gør, presser jeg en smule - med et smil på læben.

9.40 Et hurtigt bad inden jeg evaluerer timen med de to andre lærere. Vi var lidt spændte på, om vi kunne få eleverne til at løbe, men det gik rigtig godt, så vi roser hinanden. Om et halvt år skal eleverne igen løbe, og så kan vi se, om der er forbedring eller forværring. Bare for sjov.

10.05: Efter dagens første frikvarter er der kampkunst med 9. klasserne. Vi træner vores dojo-kun, som er japansk og betyder ‘regler i træningshallen’. Sammen med faglighed og medborgerskab udgør dojo-kun skolens værdigrundlag. Dojo-kun er en form for etisk regelsæt med fem elementer, der på sin vis svarer til almen dannelse: søg den perfekte karakter (fx ydmyghed og disciplin), ærlighed, stræbsomhed, respekt og selvkontrol. Det er ikke altid lige let at motivere eleverne i 9. klasse, men i dag arbejder de på deres videoprojekt, hvor de skal forklare, hvad kampsport er på Park Allé Skolen, og de virker til at synes, det er sjovt. Der er en god stemning.

10.50 Før frikvarteret har jeg TR-tid, som i dag mest handler om at få kolleger meldt ind i fagforeningen.

11.35 I spisefrikvarteret snakker vi lidt om, at jeg skal giftes på lørdag, men ellers handler det om nogle af drengene i 4. klasse, der har været oppe at toppes i spisepausen. Jeg aftaler med de andre lærere, at jeg laver lidt rytmik med klassen, før vi går videre med kampkunstsundervisningen. Det viser sig at virke.

12.15 4. klasserne øver Maculelè (stokkedans). Dansen foregår oprindeligt med macheteknive - men det tør vi ikke med eleverne - og stammer fra de afrikanske slaver i Brasilien. Når de havde pause fra at hugge sukkerrør, sang og dansede de med knivene, mens de lavede dramatiske bevægelser. Eleverne er dygtige, og selv om at det vi laver, ikke er på et super højt niveau, så skaber det samhørighed, når børnene laver bevægelserne synkront. Det er fedt.

Pelle Stryhn bag sin atabaque-tromme, som han bruger til capoeira og rytmik. Her sidder børnene og strækker ud, mens de tæller til 20 på portugisisk. På sigt skal de kunne sidde med strakte ben og nå fødderne.

13.00 En ny kollega og 3. klasserne kommer ned i dojoen (træningssalen). Eleverne på vores skole lærer om dojo-kun allerede i 0. klasse, og det er sjovt at se, hvor meget de allerede kan, når de når til 3. klasse.

14.00 Team-møde. Vi snakker om et kommende forældremøde, hvor vi skal lave nogle øvelser med forældrene, så de også forstår grundprincipperne i dojo-kun. Vi forsøger generelt at få forældrene til både at forstå og bruge principperne derhjemme. Og så taler vi om, hvordan vi kan få forældrene mere involveret, så det bliver deres møde og ikke vores.

16.12 En times tid efter at have hentet mine yngste børn i vuggestue og SFO tager jeg bilen tilbage til skolen sammen med Villum og Bastian. Jeg skal undervise i capoeira. Klokken 17 til 18 er det for de 7 til 10-årige, hvor Villum træner med, og Bastian hjælper, og fra klokken 18 til 19.30 er det voksenundervisning, hvor Bastian træner med, mens Villum hygger og leger og spiser sin aftensmad. Det gør vi hver tirsdag og torsdag, og selv om jeg godt kan mærke på min krop, at jeg bliver ældre, så bliver jeg aldrig træt af det. At være kampkunstlærer er det fedeste i verden.

20.08 Vi er hjemme igen. Drengene tager et bad og går i seng, mens min kæreste og jeg ser på de sidste detaljer til vores bryllup på lørdag. Efter det ser vi et afsnit af serien Good Trouble.

22.54 Jeg går dagens sidste tur med hunden og får frisk luft til hovedet. Bagefter tager jeg et bad, og så sover jeg cirka ved midnat. ■

Har du en kollega, Frie Skoler bør følge en dag på arbejde, så skriv til mso@frieskoler.dk.

This article is from: