Højskolelærer brændte ud: Kasper håber, at arbejdsvilkårene bliver bedre

Kasper Winther nåede at være højskolelærer i godt fire år. Nu har han forladt sit drømmejob og fundet en anden branche – højskolejobbet tog for meget af ham.

AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK // FOTO: CHRISTIAN ALS

Det er ikke en let historie at fortælle for Kasper Winther. For jobbet som højskolelærer var hans drømmejob. Han nåede at være i det i godt fire år, før han måtte give op og sige farvel til en elsket beskæftigelse.

Problemet var, at han hverken kunne leve af eller holde til at være ansat i en stilling på 65 procent, hvor han arbejdede markant flere timer, end han var ansat til. Det tærede på ressourcerne, så der hverken var tid eller overskud til at være selvstændig og have et firma ved siden af.

»Min oplevelse er, at jeg har været rigtig meget på. Jeg har været til rådighed hele tiden. Selvom man har færre undervisningstimer, når man er deltidsansat, så er der stadig mange vagter, mange møder og et stort planlægningsarbejde, som man skal og gerne vil være med i«, fortæller Kasper Winther og nævner opstart og afslutning af hold hvert halve år, mange små projekter, arbejdsopgaver, ekskursioner, rejser og kommunikation på kryds og tværs, mails i ferier og weekender og møder flere gange dagligt – ofte spontant.

Alt sammen er det helt almindelige forhold på en højskole, som Kasper Winther siger, men han sidder tilbage med en oplevelse af, at midlerne ikke stemmer overens med opgaverne.

»Man er projektleder for en masse små projekter på en højskole og samtidig er man omsorgsperson for unge mennesker med en masse psykisk sårbarhed. De bor på skolen, og alle deres følelser vælter frem. Der er et stort emotionelt arbejde, og man giver meget af sig selv. Der er ikke bare et pensum, du kan køre igen og igen«, siger Kasper Winther.

Bekymret for højskolen

Han siger det højt, fordi han er bekymret for hele højskolebevægelsen og for sine kolleger på højskolerne, og fordi han mener, at der skal fokus på rammerne, vilkårene og lønnen.

Han har ikke lyst til at kaste med sten mod en verden, han holder meget af, og derfor forsøger han også at give konstruktiv kritik og påpege, at de generelle vilkår for højskolelærere er urimelige.

»Jeg har lyst til at give feedback til hele højskoleverdenen. Jeg fornemmer, at der bliver ansat mange økonomifolk som forstandere, og de kører det meget efter taxameter-logik, hvor man får en time i regnearket for at møde ind til et møde på en time eller fire timer for at møde ind i en aftenvagt fra klokken 16-20, men hvad så, når man sidder og lytter til en grædende elev, når man faktisk har fri og er på vej ud ad døren?«, spørger Kasper Winther.

»Der kan godt være en tendens til, at man opfatter ydertimerne, hvor man har samvær med eleverne, som om det bare er hygge, men det er jo faktisk også hårdt arbejde. Især i dag, hvor eleverne kommer som overbebyrdede senmoderne individer, der falder fra hinanden og mistrives. De har brug for et menneske, der ser dem og giver dem rum til at få ro på. Og så er det svært at tjekke ud klokken 20, og nogle elever reagerer også på det. Vi mister noget af det, vi kan på højskolerne, hvis vi bare er nødt til at gå for at have fokus på timerne«.

Unge og energiske kolleger

Kasper Winther ville gerne have været fuldtidsansat på højskolen, for så skulle han ikke også have varetaget et andet job ved siden af, men højskolen havde ikke budget til fuldtidsansættelse. Samme udfordring ser han mange af sine højskolekolleger stå i. Det erfarede han blandet andet på HPU – Højskolepædagogisk Uddannelse – hvor tid blev fremhævet som en stor udfordring.

»Der er en tendens til, at der bliver ansat mange unge og nyuddannede mennesker uden børn på højskolerne. Måske bare i en deltidsstilling. De kommer friske og med en masser energi, fordi de håber på en fastansættelse. De vil gå langt for at gøre lidt ekstra, og sådan havde jeg det også selv. Men vi er også en ekstra sårbar gruppe, som nemt brænder ud, ligesom jeg selv gjorde«, fortæller Kasper Winther.

Som højskolelærer bidrager du med dit liv og din personlighed. Det er ikke bare din faglighed, du tager med på arbejde. Hvis du gør det, så er du en dårlig lærer. Du er nødt til at give noget af dig selv, og derfor er det også vigtigt, at man passer på lærerne

Da han første gang fik fornemmelsen af at være udbrændt, eksperimenterede han i en periode med at give så lidt som muligt af sig selv, når han mødte på arbejdede - snakkede så lidt som muligt med eleverne og engagerede sig så lidt, som han kunne slippe afsted med. Det hjalp på symptomerne, men det var en utilfredsstillende tilgang.

»Det kunne jeg heller ikke være i, for det var ikke derfor, jeg var blevet højskolelærer. Jeg vendte tilbage til passionen og gav af mig selv, overskred mig selv på alle mulige måder ud fra tanken om, at der var nogen, der havde brug for mig, og at så ville der sikkert også komme noget til mig en dag«.

En befrielse og et tab

I dag er Kasper Winther ansat på en kommunal institution og arbejder med kriminalitetstruede unge mennesker. Han har faste mødetider og ved, hvornår han skal møde, og hvornår han har fri, og der forventes ikke noget af ham derimellem. Det er en stor befrielse for ham, at der er styr på timeregnskabet, klare forventninger, opgaver og rammer. Derfor oplever han også kontrasten til sin tidligere ansættelse endnu større.

»Det er et stort fagligt tab for mig, at jeg ikke er højskolelærer mere, men jeg nyder, at strukturen og rammerne er nemme at forstå og være i. Jeg har fået en helt anden ro på min hverdag, og mit nervesystem falder mere til ro. Jeg holder rent faktisk fri nu, for jeg behøver ikke at tage arbejde med hjem«. ■

■ Kasper Winther er 33 år og uddannet cand. mag i pædagogik. ■