Fyens Stifts Årbog 2019: Vi er alle præster by Fyens Stift

VI ER ALLE PRÆSTER FOLKEKIRKEN

PÅ

FYN

2019

SAMME JOB – FORSKELLIGE VILKÅR Præster i små og store sogne har vidt forskellige arbejdsbetingelser

DE PASSER KIRKEGÅRDEN Graverparret tager vare på både planter og mennesker

DET MYNDIGE LÆGFOLK Teologi er alt for vigtigt til at overlade til teologer

INDHOLD

5 MANGE SLAGS PRÆSTER

Indledning ved biskop Tine Lindhardt 6 JEG VIL DA HELST, AT DER ER TID TIL AT KALDE PÅ PRÆSTEN

Sygeplejerske Sanne Andersen døbte en lille dreng, som kun levede en time 8 DET ER ALTID MENINGSFULDT

Hospitalspræst Solveig Refsgaard bliver kaldt ind på hospitalet på alle tider af døgnet

10 SAMME JOB – FORSKELLIGE VILKÅR

Præster i små og store sogne har vidt forskellige arbejdsbetingelser

14 GUDSTJENESTENS FÆLLES ÅNDEDRÆT OG RØDE TRÅD

Povl Christian Balslev giver et indblik i organistens arbejde

18 VI PASSER KIRKEGÅRDEN, SOM VAR DEN VORES EGEN HAVE

Graverparret tager vare på både planter og mennesker på kirkegården i Tullebølle

20 SYGEPLEJERSKEN DER BLEV BEDEMAND

Bedemanden har et tæt samarbejde med præster og kirketjenere

22 SKAL DU HA’ EN KOP KAFFE?

Birgitte Kjær laver kirkekaffe til de andre kirkegængere, når hun alligevel er i kirke

24 DET SKAL IKKE KUN HANDLE OM ØKONOMI OG MURSTEN

Tro, etik og forkyndelse er på dagsordenen hos menighedsrådet i Kerteminde

26 FADERVOR FOR 3. KLASSE

Kirke- og kulturmedarbejderen lærer børnene om kirke og kristendom

28 GUDSTJENESTEN ER MENIGHEDENS – IKKE PRÆSTENS

Frivilligt arbejde er forudsætningen for, at valgmenigheden i Ryslinge kan eksistere

30 HER ER PLADS TIL ALLE

20-årige Amanda Bonde Lyngsø giver det videre, som hun selv har lært i FDF

32 HVAD DER ER KRØBET UD AF DÅBEN

Luthers syn på præsteembedet

34 DET MYNDIGE LÆGFOLK

Teologi er alt for vigtigt til at overlade til teologer

36 PROVSTERNE HAR ORDET

Med bidrag fra alle provstier i Fyens Stift

40 FAKTA OM FYENS STIFT

Stiftets tal - og fakta om hvem der varetager hvilke opgaver

42 AF- OG TILGANG AF PRÆSTER

Hvem fratrådte og hvem kom til Fyens Stift

Biskop Tine Lindhardt

MANGE SLAGS PRÆSTER ”Vi er alle præster.” Sådan lyder titlen på årets Stiftsbog. Titlen er inspireret af Martin Luther, som siger, at enhver, der er blevet døbt, også er præst og biskop og pave. En af Luthers pointer er, at vi alle er lige for Gud – og vi behøver ikke en ordineret præst som mellemmand for at komme i kontakt med Gud. En anden Lutherpointe er, at vi har pligt til at til at gøre gavn, der hvor vi er. Stiftsbogen indeholder således artikler om mennesker, der påtager sig ”præstearbejde” på talrige måder. Mennesker der forkynder, underviser og yder omsorg for andre. For eksempel møder vi en sygeplejerske på OUH, som måtte døbe et nyfødt barn, fordi barnet ikke ville leve længe nok til, at sygehuspræsten kunne nå frem. Sygeplejersken påtog sig at være præst for barnet. Og den dåb, som en sygeplejerske eller en jordemoder foretager med en kop vand på en fødestue, er nøjagtig ligeså fin og gyldig, som hvis det var biskoppen, der døbte barnet i Domkirken. Sådan udtrykker sygehuspræst Solveig Refsgaard det så rigtigt. Vi er alle præster. I Stiftsbogen er vi også med til minikonfirmandundervisning, hvor kirke- og kulturmedarbejderen underviser minikonfirmander og lærer dem at bede. Vi møder graverparret, der i deres arbejde på kirkegården støtter mange efterladte. Organisten fortæller, hvordan musikken er med til at gøre gudstjenesten til en helhed. Og i valgmenigheden ser vi, hvordan frivillige løfter en god del af det arbejde, der hører til gudstjenesten og kirkelivet. Også menighedsrådene udfører uundværligt arbejde for kirkens liv og vækst, når de F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

for eksempel hjælper forkyndelsen på vej ved at lave studiekredse og foredrag, og når de gør sig umage med at ansætte præster, der passer netop til deres sogn. Selvfølgelig er de ordinerede præster også fremtrædende i årets Stiftsbog. For selvom vi alle er præster, har vi i høj grad brug for de uddannede og ordinerede præster. Vi har brug for engagerede præster, der er fagligt godt funderede, og som kan udbrede evangeliet jordnært uden at det mister højde og dybde, enkelt uden at forenkle og livsnært uden at det bliver banalt. Det kan præsterne i Fyens Stift heldigvis! Præsterne har vidt forskellige arbejdsvilkår, alt efter om de er landpræster, bypræster eller måske præster med en særlig funktion, men kernearbejdet er det samme, nemlig at forkynde evangeliet så det giver mening for mennesker i dag. Jeg håber, at Stiftsbogen kan inspirere præster, menighedsråd, ansatte og frivillige til at tage opgaverne med gudstjeneste, undervisning, diakoni og forkyndelse på sig på forskellige måder. Jeg håber også, at I vil bruge bogen til at sætte gang i diskussioner om de opgaver og muligheder, der er for os i folkekirken. Vi er alle præster. Det er godt. Der er brug for os alle, både de der er ordinerede, og de der ikke er. God fornøjelse med præstearbejdet! TINE LINDHARDT

Biskop

VI ER ALLE PRÆSTER

”Man tager ligesom ansvaret lidt væk fra os mennesker ved at tænke, at der er noget, der er større end os,” siger sygeplejerske Sanne Andersen, som arbejder på afdelingen for børn, der er født for tidligt.

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

JEG VIL DA HELST, AT DER ER TID TIL AT KALDE PÅ PRÆSTEN Sygeplejerske Sanne Andersen døbte en lille dreng, som kun levede en time.

n tidlig september morgen påtog sygeplejerske Sanne Andersen sig rollen som præst. Det gjorde hun, fordi det var nødvendigt. Et ungt par var kommet ind på Odense Universitetshospital om natten, og moren havde født en lille dreng tre en halv måned for tidligt. Lige efter fødslen blev drengen sammen med sin far overflyttet fra fødeafdelingen til afdelingen for børn, der er født for tidligt, hvor Sanne Andersen arbejder som sygeplejerske. Det stod hurtigt klart, at drengen ikke kunne overleve, og der blev i hast sendt bud efter barnets mor, som stadig lå på fødeafdelingen til observation. Det unge par ville gerne have deres dreng døbt, og der var ikke tid til at præsten kunne nå frem, så sygehuspersonalet måtte træde til. EN FINGER PÅ PANDEN

Det nyfødte barn blev lagt over til sin mor i sengen, og sygeplejerske Sanne Andersen dyppede en finger i et fad med vand og rørte forsigtigt den lille dreng med fingeren på panden tre gange. ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, Amen” sagde hun. Så bad hun Fadervor, og kort efter døde barnet i sin mors arme. Kun forældrene, lægen og sygeplejersken var til stede. ”Der kom lidt ro på situationen under selve dåben, for vi skulle koncentrere os om det, der skete. Faren sagde drengens navn under dåben, og selvom det var en meget ulykkelig situation, tror jeg, det var godt for forældrene, at drengen blev døbt og fik sit navn,” siger Sanne Andersen.

Dåbsfad, lys og dug ligger også klar på afdelingen, og kan meget hurtigt findes frem og gøres klar til en dåb. ”Jeg sagde selvfølgelig ja til at døbe barnet, da lægen spurgte, om jeg ville, og jeg vil gøre det igen, hvis det bliver nødvendigt. Men det bliver aldrig hverdagskost, og jeg vil da helst, at der er tid til at kalde på præsten,” siger Sanne Andersen. VI HAR IKKE STYR PÅ ALTING

Sygeplejerskens egne børn er også døbt, da de var små, og dåben er for hende en handling, som minder os om, at vi ikke har styr på alting. ”Man tager ligesom ansvaret lidt væk fra os mennesker ved at tænke, at der er noget, der er større end os. Der er noget, vi ikke er herrer over som mennesker. Selv i den her tekniske verden, vi lever i, er der nogle ting, som bare sker, uden at vi kan finde en forklaring på det — og som vi må prøve at finde fred med,” siger sygeplejersken. Det er tanker, som sygeplejersken sjældent taler med sine kolleger og patienter om, for selvom døden ofte er nærværende på sygehusafdelingen for de for tidligt fødte børn, så bliver der ikke talt meget om Gud og tro. ”Jeg tror, at forældrene taler med præsten om det, men vi går jo ikke sådan og skilter med vores religion i den danske kultur,” slutter hun. n

Enhver, der selv er døbt med en kristen dåb, må foretage en nøddåb, hvis man er i en situation, hvor der er risiko for, at præsten ikke kan nå frem, før barnet dør. Når det sker på Odense

VIL HELST HAVE PRÆSTEN

Universitetshospital, er

Sanne Andersen har været med mange gange, når sygehuspræsten har døbt et af de for tidligt fødte børn på Odense Universitetshospital, så hun var ikke i tvivl om, hvordan hun skulle gribe dåben an. Hospitalet har et lamineret ark, hvor der står, hvad der skal siges og gøres ved en nøddåb.

det typisk en sygeple-

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

jerske, en jordemoder eller en læge, der foretager dåben.

VI ER ALLE PRÆSTER

DET ER ALTID MENINGSFULDT Hospitalspræst Solveig Refsgaard bliver kaldt ind på hospitalet på alle tider af døgnet

”

Jeg må ærligt stå ved, at jeg nogle gange har tænkt åhhhh.., når der er blevet ringet til mig fra sygehuset juleaften eller midt om natten. Men når jeg kører derfra, synes jeg altid, at det var godt, de ringede.” Sådan siger hospitalspræst Solveig Refsgaard, som er én af Odense Universitetshospitals tre præster. Om dagen passer præsterne hver deres afdelinger, og om aftenen og natten samt på søn- og helligdage deles de om at være til rådighed for hospitalets patienter og pårørende. Ifølge Solveig Refsgaard giver det altid mening at møde de mennesker, som hun bliver kaldt til. Det gælder, hvad enten det er et menneske, der er tæt på at dø, eller forældre til et barn, der er blevet kvæstet i en trafikulykke, eller når præsten tilkaldes for at holde en dåb.

meget svageligt barn, vælger ofte at få barnet døbt, selvom de måske før fødslen havde tænkt, at barnet selv skulle tage stilling til dåben senere i livet. ”Forældrene vil gøre alt, hvad de kan, for at styrke det lille menneske, og den rituelle handling har en styrke og en kraft, som giver håb,” forklarer hun. Ifølge præsten skelner forældrene ikke mellem, hvad der er tro, og hvad der er videnskab. De er taknemmelige for lægernes indsats, og de håber, at Gud også lægger sin hjælp ind over deres barn. ”Et sygehus er på samme tid det mest højteknologiske og det mest religiøse sted, for troen vågner i os, når vi har brug for den. Derfor er det også et enkelt sted at være præst,” siger hun. EN BØN

AT GØRE OG AT VÆRE

Solveig Refsgaard fortæller, at sygehuspræsterne har et virkelig godt samarbejde med de andre faggrupper på hospitalet. Personalet kender præsterne, og de giver gerne patienterne tilbud om at tilkalde præsten, når de mærker, at der er brug for åndelig omsorg. ”Læger og sygeplejersker har fokus på behandling – hvad der er at gøre for patienten. Men vi præster fokuserer på, hvordan det er at være patient, og hvordan vi kan støtte vedkommende i den situation, hun eller han er i,” fortæller Solveig Refsgaard. Når hun underviser sygehuspersonalet i åndelig omsorg, taler de om, at sygdom flytter både vores tanker og vores tro. At i en afmægtig situation, som når sygdom rammer, rækker vi ud efter noget, der er større end os selv. Mange patienter oplever en eksistentiel krise, hvor de fuldstændig kan miste fodfæstet, selvom der er lagt en god plan for behandlingen på sygehuset. ”Sygeplejerskerne har ikke altid så meget tid til at tale med patienterne, men det er også omsorg at afdække et behov og så – efter aftale med patienten – ringe efter en præst,” siger Solveig Refsgaard. TRO OG VIDENSKAB

På afdelingen for de børn, der er født for tidligt, holder hospitalspræsten jævnligt barnedåb. Forældre, der får et 8

VI ER ALLE PRÆSTER

Mange forældre fortæller Solveig Refsgaard, at de beder for deres barn. Men det er sjældent noget, de taler højt om til andre. ”De siger det måske kun til præsten, og de fortæller det ikke engang altid til hinanden,” smiler Solveig Refsgaard. Hun hører fra forældrene til nyfødte i intensiv behandling, at de næsten kan føle, at sygehuset ”overtager” barnet, fordi der er så mange situationer, som personalet nødvendigvis må tage sig af. Her er dåben til gengæld en handling, som forældrene selv har mulighed for at vælge til og give deres barn. EN FULDGYLDIG DÅB

Det sker, at præsten ikke kan nå frem til et barn, der er tæt på at dø. Så døber en af de ansatte på sygehuset det lille barn, hvis forældrene ønsker det. ”Den dåb, som en sygeplejerske eller en jordemoder foretager med en kop vand på en fødestue, er nøjagtig ligeså fin og gyldig, som hvis det var biskoppen, der døbte barnet i Domkirken,” siger Solveig Refsgaard. Også i de tilfælde, hvor barnet dør lige efter dåben, giver ritualet håb. ”Her er håbet, at der bliver passet på barnet, når far og mor ikke selv får lov til det. Forældrene finder ofte en, de selv har mistet – måske en farmor eller en oldefar – som de så at sige udnævner til at tage hånd om barnet på den anden side,” slutter præsten. n > > F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Hospitalspræst Solveig Refsgaard

I 2018 blev der døbt 18 børn på Odense Universitetshospital. Langt de fleste af dem blev døbt af en af hospitalspræsterne.

Man bliver kun døbt én gang, så når et barn er døbt på sygehuset, bliver det ikke døbt i kirken igen. Barnet bliver i stedet fremstillet i kirken, og en fremstilling forløber næsten som dåben, dog med den væsentlige forskel, at der svares ”ja,” når præsten spørger, om barnet er hjemmedøbt. Herefter bekendtgør præsten, at barnet allerede er døbt med den kristne dåb.

Der er tre præster på Odense Universitetshospital. Også på Svendborg Sygehus og på Middelfart psykiatriske hospital er der sygehuspræster.

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

P R Æ S T på landet RIKKE MØLLER GOTFREDSEN

Gudstjenester i 2018: 121 Bisættelser/begravelser i 2018: 10 Døbte i 2018: 15 Folkekirkemedlemmer i sognene: 1.180 Kirker: 3 Præstekolleger: 0 Ansatte ved kirkerne: 6 (kun én på fuld tid)

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

P R Æ S T i forstaden LENE SØRENSEN PLACATKA

Gudstjenester i 2018: 43 Bisættelser/begravelser i 2018: 43 Døbte i 2018: 31 Folkekirkemedlemmer i sognet: 9.098 Kirker: 1 Præstekolleger: 2 Ansatte ved kirken: 27 (på fuld- eller deltid)

SAMME JOB – FORSKELLIGE VILKÅR F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

›››

SAMME JOB – FORSKELLIGE VILKÅR Præster i små og store sogne har vidt forskellige arbejdsbetingelser, men kerneopgaverne er de samme

en ene bor i en præstegård med bindingsværk, og den anden bor i et parcelhus. Den ene har 1200 sognebørn, og den anden har mere end dobbelt så mange. Den ene har gudstjeneste i to af sine tre kirker de fleste søndage, og den anden skiftes med præstekollegerne om at holde gudstjeneste i sognets eneste kirke. Både Rikke Møller Gotfredsen og Lene Sørensen Placatka er sognepræster på Fyn, men deres arbejdsvilkår som præst på landet og i en forstad til Odense er umiddelbart ret forskellige. LANDPRÆSTEN

Rikke Møller Gotfredsen er præst i Jordløse, Håstrup og på Avernakø. Da hun kom til Fyn for 15 år siden havde familien en 12

VI ER ALLE PRÆSTER

plan om, at landpræstelivet skulle vare i et par år, og så skulle de tilbage til Sjælland og lidt tættere på byen. Men familien er blevet rodfæstet i de små sogne på Sydfyn, hvor Rikke Gotfredsen er en del af foredragsforeningerne, skolen, byplanlægningen og meget mere. ”Det bedste ved at være præst på landet er, at jeg får lov til at følge folk i alle faser af livet og samtidig være en del af menighedens dagligliv. Når man for eksempel står og ser på ungerne til en fodboldkamp eller til gymnastik, så kommer der nogle gange en mulighed for at tale med folk om det, der rører sig eksistentielt, og det er en gave,” siger Rikke Gotfredsen HYGGEGUDSTJENESTE

For et par år siden fik Rikke Gotfredsen

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Rikke Møller Gotfredsen til venstre er præst i tre kirker på landet Lene Sørensen Placatka til højre er præst i Odense-forstaden Paarup

øen Avernakø med i sit præsteembede, så en gang om måneden sejler hun til den lille ø for at holde søndagsgudstjeneste. Når hun er på Avernakø om formiddagen kan dagens anden gudstjeneste i Jordløse eller Håstrup ikke blive før kl. 14, og det bekymrede hende noget i starten, for det var svært at trække mennesker til en eftermiddagsgudstjeneste i de to sogne. ”Men så måtte vi jo finde på noget nyt,” siger hun. Rikke Gotfredsen allierede sig med forsamlingshuset, som nu laver lagkager til de sene gudstjenester, der har fået navnet ”hyggegudstjenester.” Når kirkegængerne kommer, får de udleveret en bakke med kage og kaffe samt tæppe og puder, og så råhygges der under gudstjenesten. ”Det er en stor succes, og jeg synes, at det er dejligt at bruge kirkerummet til at få skuldrene ned, stresse af, lade op og hygge sig,” siger Rikke Gotfredsen FORSTADSPRÆSTEN

Lene Sørensen Placatka har de sidste 17 år været præst i forstaden Paarup. Hun har ikke så mange søndagsgudstjenester som Rikke Gotfredsen, for i Paarup er der tre præster til én kirke, men til gengæld er hun, sammen med sine to kolleger, præst for mere end 9000 mennesker, så der er mange dåbs- og familiegudstjenester om lørdagen, mange konfirmander og mange begravelser. Igennem årene er hun kommet til at kende sit sogn og sin menighed, selvom det naturligvis er umuligt at kende hver enkelt af de flere tusinde mennesker i sognet. ”Det er klart, at jo flere mennesker man skal skabe en relation til, jo vanskeligere er det. Men vi bliver som præster mødt med stor tillid fra menigheden, og det, synes jeg, er det bedste ved at være præst. Det med at komme ind i et hjem, hvor folk er imødekommende fra start, fordi de har en forventning om, at det kan de trygt være,” siger Lene Placatka. STORT PERSONALE

I Paarup får præsterne stor hjælp til det praktiske arbejde af kirkens personale, som f.eks. tæller to kirketjenere på fuld tid. Præsterne behøver derfor ikke – som det ofte

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

er tilfældet på landet – at være med til at bestille lagkage, købe ind og dække bord, når der er møder og arrangementer i sognegård eller kirke. ”Vi har folk på alle poster, og det gav os for eksempel mulighed for at lave en paneldebat i kirken op til folketingsvalget i foråret, hvor alle partierne kom og diskuterede kirkepolitik. I et stort sogn har vi gode muligheder for at udbyde det ”særlige,” men samtidig besinder vi os på, hvad det er at være kirke – nemlig at give syndernes forladelse til den, der har brug for det. Det gælder, uanset om man er kirke på landet eller inde midt i byen,” siger Lene Placatka. ALTID PRÆST

Fælles for landpræsten og forstadspræsten er, at de ALTID er præster. De skelner ikke mellem at være privatpersoner og at være på arbejde. ”Jeg er præst, uanset hvor jeg er, og jeg bliver også genkendt som præst på gaden, for der er mange, som jeg har haft en relation til gennem årene, siger Lene Placatka. Det samme gælder Rikke Gotfredsen. ”Jeg møder altid nogen fra menigheden, når jeg køber ind, og jeg ved aldrig, hvornår der er nogen, der banker på døren,” fortæller hun. KIRKEN TAGER FARVE

Ingen af de to præster ønsker at deltage i mudderkastning eller diskussion, om det er mest arbejdskrævende at være præst i store eller små sogne. ”På landet har vi ikke så mange ”skal-opgaver,” som man har i byen. Til gengæld påtager landpræster sig ofte at indgå i foreningsarbejdet i området, vi har tid til mange hjemmebesøg og til at udvikle nye tiltag, siger Rikke Gotfredsen. Lene Placatka er enig i, at der er mange pligt-opgaver i det store sogn, men hun nægter at klynke over det. ”Livet er en pligt, og jeg synes, at styrken i præsteembedet er, at det er bundet op på nogle ting, vi skal. Kirken tager naturligvis farve efter det sted, den er, men overordnet er præstegerningen og kirkens kerneopgaver de samme, uanset hvor man er præst,” slutter Lene Placatka. n

VI ER ALLE PRÆSTER

GUDS

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Povl Christian Balslev ved orglet i Vor Frue Kirke, Svendborg

STJENESTENS FÆLLES ÅNDEDRÆT OG RØDE TRÅD F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

›››

TEKST POVL CHRISTIAN BALSLEV

GUDSTJENESTENS FÆLLES ÅNDEDRÆT OG RØDE TRÅD Povl Christian Balslev, organist ved Vor Frue Kirke i Svendborg giver et indblik i, hvordan musikken er med til at understøtte ordet og gøre gudstjenesten til en helhed

Povl Christian Balslev vil gerne give menigheden lyst til at synge med på fællessangen. Og det er vigtigere, end at organisten viser sig frem, skriver han.

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

in far var præst, min farfar var præst, min oldefar var præst – med otte generationer af præster tilbage i lige linie lå det lige til højrebenet for mig at følge traditionen og blive det niende led i denne lange række. Jeg husker tydeligt spændende og dybe samtaler med min farfar i hans røgfyldte stue, og i de sidste år af hans liv endte de ofte med snakken om generationer af præster i vores slægt, og at denne lange række i lige linie nu blev brudt, da han nåede at opleve, at jeg ikke valgte teologivejen men derimod musikvejen med min uddannelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Ved en af disse samtaler sagde min farfar: ”Men Povl Christian – du blev dog indenfor rummet,” hvorefter han fortsatte: ”Og musikken – det er jo den halve gudstjeneste.” Det er denne halvdel, jeg vil skrive om her – en halvdel der på forunderlig og vigtig vis er uadskillelig fra sin anden halvdel, og som netop skal afspejle og understøtte denne – forkyndelsen af ordet, så gudstjenesten ikke fremstår som to halvdele, men som en helhed. AT VÆRE LYTTENDE

Som præstesøn har jeg fået kirke og gudstjeneste ind med ”modermælken,” men det var alligevel med dirrende hænder og stor spænding, at jeg første gang skulle have ansvar for musikken ved en højmesse. Jeg var dengang 15 år og havde i kraft af min baggrund en god fornemmelse for, hvad en højmesse er, men at jeg skulle være ansvarlig for det musik-liturgiske, det var en anden sag. Jeg havde derfor omhyggeligt sat mig ind i planen set fra orglets ende af kirken – med understregning af alle de gange, jeg som organist skulle være på i guds-

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

tjenestens liturgi – og der var mange røde streger, syntes jeg. Efter at have prøvet det et par gange, gik det hurtigt op for mig, hvor vigtigt det var, ikke blot at have fokus på mine egne røde streger men ligeledes hele tiden at være et skridt foran – at være lyttende og at være bevidst om gudstjenestens fælles åndedræt. Et fælles åndedræt fra præstens ord over musikken til menighedens aktive fællessang - det er det måske vigtigste af alt for en organist. Det være sig i alle de funktioner, hvor musikken har en rolle i en gudstjeneste.

er det banale ikke nødvendigvis det enkleste. Vi bliver som organister nogle gange ivrige for at vise os frem og glemmer så måske de tre T´er – når de er på plads, er grundlaget lagt til at give folk lyst til at synge med i kraft af den energi og fantasifuldhed, vi som organister derefter kan lægge i både vores salmeforspil og salmespil. MENIGHEDSSVAR

Jeg taler tit med mine orgelelever om den røde tråd i en højmesse. Det hele starter med organistens valg af musik – præludium og postludium og evt. motet. Målet må være, at man allerede fra præludiet lyder kan fornemme søndagens stemning i den musik, der er valgt. Efterfølgende: den måske vigtigste funktion - salmespillet. Her er vi netop alle fælles i gudstjenesten – der er jo en rigtig god grund til, at vi bevidst kalder sangen for fællessang og salmerne for fællessalmer. Med den store tradition, vi i Danmark har for salmesang, er det vigtigt, at den bevares og understøttes på fornemste vis. Salmesangen er netop menighedens svar og kommentar til alt, vi har hørt i gudstjenestens læsninger, bønner og lovprisninger.

Jeg underviser hvert år et antal hold kommende gravere, kirketjenere og kordegne under AMU i kirkens musik. Her er jeg, som med ordet fællessalmer, meget opmærksom på at få fortalt, at de musikalske svar, der knytter sig til hilsen, bøn, velsignelse m.m. ikke skal opfattes som korsvar, hvad vi ofte kalder dem indenfor kirken, men som menighedssvar. Koret synger ikke på menighedens vegne, men sammen med menigheden. Tidligere var der en del præster, der messede bl.a hilsenen i starten af en højmesse. På den vis blev det syngende fra præsten svaret af sang fra menigheden. I dag fremsiges ”Herren være med jer” oftest, hvortil menigheden syngende svarer” og med din Ånd.” Men stadig er det fælles åndedrag utrolig vigtigt. Ikke to stemmer er ens, men afrundingen af det talte giver menigheden tegn til den vejrtrækning, der indleder det syngende, og her skal vi som organister sørge for, at netop den røde tråd ”holder.”

TEMA, TONEART OG TEMPO

GUDSTJENESTEN ER EN HELHED

For at få lyst til at synge med skal menigheden have vakt appetitten. Dette gøres ved salmeforspillet, og jeg taler her ofte med min elever om det, jeg kalder de 3 T´er: Tema, Toneart og Tempo. Det er mest trygt, at man som menighed kan høre, hvilken salme organisten begynder på – at man er sikker på, at man har slået op på det rigtige nummer… herudover selvfølgelig, hvilken tone man skal starte på samt i hvilket tempo. Det kan lyde meget banalt, men tit

Musikken er den halve gudstjeneste, som min farfar dengang sagde – hvis man startede stopuret hver gang en gudstjeneste indeholdt musik, ville det nok passe meget godt, at det er halvdelen af en gudstjeneste. Men det vigtigste er ikke, hvem der har mere eller mindre plads/tid, men derimod, at vi alle stiler mod at gøre vores gudstjenester til en helhed, der har et fælles mål – i fælles åndedrag at forkynde og at synge ”Gud være lovet for sit glædelige budskab.” n

FÆLLESSANG

VI ER ALLE PRÆSTER

VI PASSER KIRKEGÅRDEN, SOM VAR DEN VORES EGEN HAVE Graverparret Lone og Svend Jørgen Jensen tager vare på både planter og mennesker

an skal kigge meget godt efter for at finde en tot ukrudt på kirkegården i Tullebølle på Langeland. Græsset er slået, gruset er revet, og der er ingen visne blomster på gravene. ”Vi passer det, som var det vores eget” siger graver Svend Jørgen Jensen, og gravermedhjælper Lone Maagaard fortsætter: ” Når folk betaler for at få passet deres gravsteder, så skal det også være i orden.” Lone og Svend Jørgen Jensen gør ofte hinandens sætninger færdige, ligesom de hjælper hinanden med alt muligt andet. Privat er de gift, og på kirkegården er de hinandens nærmeste kolleger. De sætter en ære i, at kirkegården er fin, og samtidig er det en hjertesag for dem, at kirkegårdens brugere får en god behandling. ”For nylig kom der f.eks. en mand herop kl. 7.30 om morgenen. Hans kone var død dagen i forvejen, og han havde brug for vores hjælp til at finde et gravsted til hende,” fortæller Svend Jørgen Jensen. Lone Magaard Jensen er ud over gravermedhjælper også sekretær, så det er hende, der finder de ledige gravsteder på sin computer, og så går Svend Jørgen Jensen rundt med de efterladte for at vælge det rigtige gravsted. Det bliver til mange snakke med de pårørende på kirkegården både før og efter begravelsen. Nogle efterladte kommer næsten hver dag og ser til deres kæres gravsted, og så får de en snak med graverparret. For Lone og Svend Jørgen Jensen kender kirkegårdens brugere og interesserer sig for, hvordan de har det. FRIHED MED BEGRÆNSNING

Lone Magaard Jensen er født og opvokset i Tullebølle, og også Svend Jørgen har boet i byen i mange år. De kender næsten alle i byen, og der bliver af og til ringet på døren hjemme i privaten for eksempel med en forespørgsel om, hvornår man kan få sat en urne ned. ”Nogle vil gerne have sat en urne ned om lørdagen, og det kan man godt få. Man kan såmænd også godt få den sat ned på min fridag om mandagen, for så holder jeg bare en time fri en anden dag,” siger Svend Jørgen Jensen. ”Ja, man kommer længst med at være lidt fleksibel,” supplerer Lone Magaard Jensen. Lone og Svend Jørgen Jensen nyder den frihed, de har, til selv at tilrettelægge deres arbejde. Men friheden har sin be18

VI ER ALLE PRÆSTER

grænsning, for de har også kirketjeneste i henholdsvis Tranekær og Tullebølle Kirke, og begravelser kan af gode grunde ikke planlægges lang tid i forvejen. ”Man vænner sig jo til, at det er sådan,” siger Svend Jørgen Jensen. Han fremhæver det gode samarbejde med kolleger, menighedsråd og daglig leder i pastoratet, som får arbejdet til at glide godt og effektivt. TRO PÅ GUD

I de henholdsvis 17 og 18 år Lone og Svend Jørgen har haft arbejde ved kirkenerne på Nordlangeland, er de stille og roligt vokset ind i kirken og dens liv. ”Når man starter, er man måske ikke så meget en del af det, men det bliver man, siger Svend Jørgen Jensen, og Lone Maagaard Jensen fortsætter: ”Jeg synes ikke, at man kan arbejde i en kirke og på en kirkegård uden at tro på Gud.” Parret fortæller, at de efter gudstjenesterne sover rigtig godt til middag, for ”gudstjenesten får kroppen til at hvile i sig selv,” som de siger. De undrer sig ofte over, at der ikke dukker mange flere op i kirkerne om søndagen. For det er rart at være med. PSYKOLOGIKURSUS

Da Svend Jørgen Jensen startede som graver foregik både ringe- og gravearbejdet med håndkraft. Nu er ringningen automatiseret, og han har maskiner til gravearbejdet. Men man skal stadig være to om at grave en grav, så når Svend Jørgen har brug for hjælp, ringer han efter parrets søn, som er gravermedhjælper i Tranekær. ”Vi har såkaldt geografisk fleksibilitet i vores job, så vi hjælper hinanden,” forklarer han. Familien støtter også hinanden med arbejdets psykiske udfordringer. For eksempel når et nyfødt barn skal begraves. ”Der går mange tanker gennem hovedet, når man står og graver en grav til sådan en lille purk. Det skal man jo ikke vise udadtil, men man kan godt mærke det,” siger Svend Jørgen Jensen lavmælt. ”Det er rigtig godt, at graverne nu får tilbudt et psykologikursus i deres uddannelse, for der er mange ting, man skal lære at kapere, og vi har jo tavshedspligt, så vi kan kun tale med hinanden om de ting, vi går og tænker over, ” supplerer Lone Jensen og ser på sin mand. ”Svend Jørgen er utrolig dygtig til at tackle det – jeg er mere blød,” slutter hun. n

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Graver Svend Jørgen Jensen kender hver en krog af Tullebølle Kirkegård efter 18 års arbejde på kirkegården. Lone Magaard Jensen er både gravermedhjælper, sekretær og kirketjener

De fleste steder på Langeland er jobbet som graver og kirketjener slået sammen, så det er graverne og gravermedhjælperne, der har kirketjenesten.

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

SYGEPLEJERSKEN DER BLEV BEDEMAND Bedemanden har et tæt samarbejde med præster og kirketjenere

Tommerup Begravelsesforretning har kølerum med plads til seks kister. ”Det giver en stor tryghed, at vi er sikre på, at der ikke kommer lugt fra kisterne, når de står i kirken,” siger Jeanette Schärfe.

VI ER ALLE PRÆSTER

edemand Jeanette Schärfe kommer altid til kirken en time før en begravelse eller bisættelse begynder. Det gør hun for at støtte de pårørende, som har hyret hende til at hjælpe med det praktiske i forbindelse med begravelsen. ”Nogle gange har vi lagt afdøde i kiste sammen og holdt udsyngning sammen, og de har måske været her i begravelsesforretningen flere gange for at se deres afdøde igen. Jeg er et kendt ansigt for de pårøren-

de, og jeg er der som deres forlængede arm,” siger bedemand Jeanette Schärfe. SAMARBEJDE MED KIRKEPERSONALET

Jeanette Schärfe ser sig selv som et serviceorgan for de pårørende, og generelt har hun et godt samarbejde med præster og andre ansatte i folkekirken. Men samarbejdet fungerer meget forskelligt fra kirke til kirke. ”Nogle steder forventer kirketjeneren, at bedemanden lægger alle blomster ind i kirken, og andre steder må man ikke røre

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Jeanette Schärfe er fjerde generation i Tommerup Begravelsesfor-

blomsterne, fordi det er kirketjeneren eller graverens job. Så når jeg kommer et sted, hvor jeg ikke har været før, spørger jeg altid, hvad jeg kan hjælpe med, og som regel hjælper vi bare hinanden,” fortæller hun. Også når det gælder samarbejdet med præsterne, er der forskelle i samarbejdsformen. ”Nogle præster mener slet ikke, at bedemanden har noget at gøre i kirken, og andre vil gerne have, at jeg f.eks. på de pårørendes vegne siger, hvor der er kaffe efter begravelsen,” fortæller Jeanette Schärfe.

retning. Forretningen blev grundlagt i 1910

FRA SYGEPLEJERSKE TIL BEDEMAND

af hendes oldefar, som

Egentlig ville Jeanette Schärfe ikke have været bedemand. Slet ikke. ”Min far var bedemand, så jeg vidste jo, at en bedemand sjældent er hjemme og altid går i sort tøj,” smiler hun. I stedet blev hun sygeplejerske, for hun ville have et arbejde, hvor hun kunne hjælpe andre. Men da faderen blev syg, og hun gav en hånd med i begravelsesforretningen i Tommerup, blev hun alligevel bidt af bedemandsfaget, og det endte med at hun overtog forretningen sammen med sin mand Ulrich Nielsen, som nu er direktør i den danske del af familiens kistefabrik.

var snedker. Dengang var det naturligt, at man henvendte sig til snedkeren i forbindelse med et dødsfald, for han skulle jo lave kisten – så snedkeren og bedemanden var ofte én og samme person.

KISTER PÅ KØL

For tre år siden ansatte Jeanette Schärfe en bedemand mere i firmaet, og for nyligt har hun købt Glamsbjerg Bedemandsforretning. En anden nyskabelse i forretningen er et stillerum, hvor man i fred og ro kan tage afsked med den døde samt et kølerum med plads til seks kister. ”Somrene bliver jo varmere og varmere, og de færreste kapeller har køl til kisterne. Samtidig går der længere tid fra man dør, til man bliver begravet, end der gjorde for år tilbage, så kølerummene er nødvendige. Det giver en stor tryghed, at vi er sikre på, at der ikke kommer lugt fra kisterne, når de står i kirken,” siger hun. NYE TIDER

Jeanette Schärfe fortæller, at de pårørende i højere grad end tidligere ønsker at sætte deres individuelle præg på en begravelse. Det gælder f.eks. det tøj, som afdøde skal have

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

på i kisten. Førhen brugte man oftest ”ligtøj” – en lang hvid skjorte og en pude og dyne, som bedemanden leverede. ”I dag bliver de fleste begravet i deres eget tøj og med deres eget sengetøj. På den måde bliver det mere personligt, og det synes jeg er rigtig fint,” siger hun. Gennem årene har bedemanden fået bedre tekniske hjælpemidler, når de tunge kister skal løftes og flyttes. Og det er ifølge Jeanette Schärfe også helt nødvendigt, for den hjælp kirkepersonalet har mulighed for at give bedemanden og hendes medarbejder, når de kommer med kisten, er blevet mindre i takt med, at arbejdsmiljøkravene er blevet skærpede, og der er kommet større fokus på at undgå rygskader. ”Nogle steder får vi ikke længere hjælp til at håndtere kisten ved kirken, så vi er nødt til at have hjælpemidlerne til at klare os selv, siger hun.” DEN BEDST MULIGE OPLEVELSE

Jeanette Schärfe er glad for sit fag og for de mange samtaler med pårørende. Hun prøver at aflæse stemningen i hjemmene, når hun kommer, og den er naturligvis meget forskellig alt efter omstændighederne ved dødsfaldet. ”Nogle vil gerne fortælle hele historien om, hvordan deres kære er død. Jeg lytter gerne, og jeg fortæller dem, at jeg har tavshedspligt, siger hun. Hvis hun ved hvilken præst, der skal begrave den døde, ringer hun som regel til ham eller hende før hun kører ud til de pårørende, så hun er på forkant med, hvornår det er muligt at planlægge begravelsen. ”Mange præster bryder sig ikke om, at jeg ringer til dem, mens jeg sidder hos de pårørende, og det kan jeg godt forstå. For hvis præsten ikke kan den dag, familien ønsker begravelsen, skal vi måske have fat i en anden præst, og familien skal jo ikke føle sig til besvær,” siger hun. Af og til inviterer en præst eller provst til møde med lokalområdets bedemænd for at tale om samarbejdet om begravelserne, og det sætter Jeanette Schärfe stor pris på. ”Familien skal have den bedst mulige oplevelse ved en begravelse, og det er vi fælles om at hjælpe med,” slutter hun. n

VI ER ALLE PRÆSTER

Birgitte Kjær er uddannet korrespondent og lærer. Ved siden af arbejdet som sognemedhjælper har hun arbejde som speciallærer i grundskolen og som dansklærer for tosprogede på VUC. Desuden læser hun ”Teologi for lægfolk” på Diakonhøjskolen i Århus en weekend hver måned.

”Nogle kommer i kirke for at høre prædiken og andre for at synge salmer. Jeg kommer for fællesskabet,” siger Birgitte Kjær. Birgitte Kjær serverer kaffen af rigtige kopper – ikke plastickrus.

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

SKAL DU HA’ EN KOP KAFFE? Birgitte Kjær laver kirkekaffe til de andre kirkegængere, når hun alligevel er i kirke

fficielt er der kirkekaffe efter gudstjenesten i Vindinge Kirke en gang om måneden. Menighedsrådet står for kaffen, og en lille stjerne i kirkebladet markerer de gudstjenester, som afsluttes med kaffe. Men også andre søndage kan man være heldig at komme ud i våbenhuset til velduftende kaffe, småkager og chokolade. Så er sognemedhjælper Birgitte Kjær smuttet ud af kirken som en af de første og står klar med sit venlige tilbud: ”Skal du ikke have en kop kaffe?” ”Jeg kan godt lide det fællesskab, der opstår, når vi drikker kaffe sammen efter gudstjenesten,” fortæller hun. Derfor har hun aftalt med menighedsrådet, at hun gerne må lave kirkekaffe de søndage, hvor hun alligevel er i kirke. ET PRIVILEGERET ARBEJDE

Birgitte Kjær er ansat 12 timer om ugen i Vindinge Kirke. Hun kalder sig sognemedhjælper, for den titel kan hun bedre lide end kirke- og kulturmedarbejder, som det egentlig hedder i dag. Hun bruger ikke store ord, så hun siger ikke, at arbejdet er et kald – men man mærker, at jobbet for hende er langt mere end blot et arbejde. I tæt samarbejde med sognepræst Kristina Løvenstrøm underviser hun konfirmander og minikonfirmander i sognet. Desuden laver hun blandt andet kirkeblad, plakater og flyers med kirkens arrangementer. ”Jeg er så privilegeret. Der findes ikke mange, som er så heldige at have en stilling som min, og når jeg får en ide, er præsten og menighedsrådets aktivitetsudvalg meget ofte med på at føre ideen ud i livet, hvad enten det drejer sig om en pilgrimsvandring eller måske en særlig gudstjeneste,” fortæller hun. ARBEJDE OG FRITID

Når man er så engageret som Birgitte Kjær, kan lønnet og frivilligt arbejde nemt komme til at smelte sammen, og for at have styr på, hvad der er hvad, noterer hun sine arbejdstider i en kalender. Arbejdet med tryksager og undervisning ligger inden for arbejdstiden, men den del, der handler om nærvær, opmærksomhed og omsorg, vil hun gerne bruge noget af sin fritid på. Når hun laver kirkekaffe er aftalen med menig-

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

hedsrådet, at hun får betaling for at lave kaffen og rydde op bagefter – mens den tid, hvor hun er til gudstjeneste, er hendes egen. ET MENNESKE DER VIL LYTTE

Hun oplever, at det bliver lidt nemmere for kirkegængerne at få talt med sognepræst Kristina Løvenstrøm, når der er kirkekaffe. ”Hvis der ikke er kaffe, ønsker man jo bare præsten god søndag i kirkedøren, og lige dér er det måske svært at bede om en samtale. Men hvis man kan tage en kop kaffe og vente på, at præsten bliver ledig, går det lidt lettere,” forklarer hun. Hvis præsten skal videre til en anden gudstjeneste, kan det også være Birgitte Kjær, der taler med den eller de, der måtte trænge til en snak. ”Jeg har da siddet og talt med kirkegængere både én og halvanden time efter gudstjenesten, for nogle gange er der bare behov for et menneske, der vil lytte, og så er det måske ikke så vigtigt, hvem der lytter,” siger hun. BINDELED

Birgitte Kjær husker en del år tilbage, hvor hun for første gang gik pilgrimsvandring. Hun var meget opmærksom på ikke at komme til at gå ved siden en præst, for det turde hun ikke. ”Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tale med en præst, og jeg var bange for at sige noget forkert. Vi danskere har så få ord, når vi skal tale om vores tro,” siger hun. Derfor oplever hun af og til, at hun som sognemedhjælper kan være bindeled mellem menighed og præst. ”Når de taler med mig, behøver de jo ikke være bange for, hvordan de får sig formuleret,” smiler hun og tilføjer, at erfaringen har vist hende, at det ikke er sværere at tale med en præst end med alle andre, måske endda tvært imod. I TRYGGE RAMMER

Selv taler hun gerne om sin tro, men helst i trygge rammer. ”I nogle sammenhænge kan jeg godt lige gemme korset ind bag trøjen, for jeg vil ikke diskutere min tro. Men når vi går pilgrimsvandring eller drikker kirkekaffe, behøver jeg ikke være så varsom, for vi har et fælles fundament,” slutter hun. n

VI ER ALLE PRÆSTER

DET SKAL IKKE KUN HANDLE OM ØKONOMI OG MURSTEN Tro, etik og forkyndelse er på dagsordenen hos menighedsrådet i Kerteminde

å møderne i Kerteminde-Drigstrup Sogns Menighedsråd er der altid afsat mindst et kvarter til at tale om tro og etik. Medlemmerne skiftes til at holde et oplæg om et emne, der er oppe i tiden – eksempelvis flygtninge eller forældreskab – og rådet tager sig tid til at fordybe sig i temaet. ”Det kan ikke nytte noget, at vi udelukkende snakker om mursten og økonomi, for mange af medlemmerne er gået ind i arbejdet, fordi de brænder for det kirkelige, ” siger menighedsrådsformand Carsten Weisz. EN NY PRÆST SKAL ANSÆTTES

I efteråret 2019 er der en særlig anledning til at tale om tro og forkyndelse i menighedsrådet, for Kerteminde-Drigstrup sogn skal have en ny præst, og menighedsrådet har derfor drøftelser om embedsbeskrivelse og prøveprædikener samt naturligvis om, hvilken præst man til sidst vil indstille til ansættelse. ”Vi vil gerne have en grundtvigsk præst, som er en god formidler og kan kommunikere på moderne vis, siger Elisabeth Møller Løye, som er menighedsrådets kontaktperson. ”Og en præst der kan træde ind i samarbejdet med kirkens to øvrige præster og præsterne på Hindsholm,” supplerer menighedsrådsformand Carsten Weisz. FORKYNDELSE UDEN FOR KIRKEN

Men det er ikke kun, når der skal ansættes ny præst, at menighedrådet har indflydelse på forkyndelsen i sognet. ”Der foregår jo også forkyndelse andre steder end i kirken, og den er vi med til at brede ud. For eksempel er vi med til at arrangere studiekredse og foredrag, som tiltrækker nogle af de mennesker fra menigheden, som ikke går til højmesse som søndagen,” siger Elisabeth Møller Løye. Menighedsrådsformand Carsten Weisz fortæller, at han for nylig blev stoppet på gaden af en mand, som ikke er medlem af folkekirken. Manden havde været til en bisættelse i Kerteminde Kirke, hvor præsten holdt en virkelig 24

VI ER ALLE PRÆSTER

god tale, så nu overvejede han at melde sig ind i folkekirken igen. Det fik de to en snak om på vejen. ”Man kan sige, at vi også hjælper forkyndelsen på vej ved at være synlige i gadebilledet,” siger Carsten Weisz. MENIGHEDSRÅDET SKABER RAMMER

Menighedsrådsmedlemmerne har som arbejdsgivere et medansvar for, hvordan kirkens personale trives, og også her har menighedsrådets arbejde stor betydning for kirkelivet. Elisabeth Møller Løye er kontaktperson og holder ofte møder med personalet. ”Kirkegårdsmedarbejdere, kirketjenere, kordegn og organist er alle sammen med til at understøtte forkyndelsen, og det er vores opgave at skabe nogle rammer, hvor de har det godt og har mulighed for at passe deres arbejde ordentligt,” siger hun. ET GODT SAMARBEJDE

Alt i alt er de to menighedsrådsmedlemmer godt tilfredse med deres muligheder for at få indflydelse på kirkens liv og vækst, og de understreger, at det gode samarbejde mellem præster og menighedsråd er fundamentet for deres arbejde. Når den nye præst skal ansættes, får menighedsrådsformændene på Hindsholm lov til at give deres besyv med, for hun eller han kommer også til at prædike i deres kirker, ligesom de to Hindsholm-præster af og til holder gudstjenester og kirkelige handlinger i Kerteminde og Drigstrup. Samarbejdet mellem Kerteminde-Drigstrup sogn og sognene på Hindsholm startede for 15 år siden som et præstesamarbejde, men det har bredt sig, så også menighedsrådene nu arbejder tæt sammen, f.eks. om at arrangere koncerter og ældrearbejde. ”Vores gode samarbejde med Hindsholm er det, jeg er mest stolt af at have været med til at udrette som menighedsrådsformand,” siger Carsten Weisz. n

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Fra venstre: Kontaktperson Elisabeth Møller Løye, menighedsrådsformand Carsten Weisz og suppleant til menighedsrådet Marianne Horn.

Når man første gang bliver valgt til et menighedsråd afgiver man dette løfte: ”Undertegnede erklærer herved på ære og samvittighed at ville udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evangelisklutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.”

Kerteminde-Drigstrup menighedsråd holder et såkaldt ”profilmøde,” hvor de i samarbejde med biskoppen taler om præstestillingen, og hvordan de finder en præst, der passer godt til sognet. Mødet holdes i Kerteminde Kirkes Kulturhus, som også danner rammen om en del af byens foreningsliv.

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

FADERVOR FOR 3. KLASSE Før i tiden var det ”husfaderens” pligt at lære børnene om kirke og kristendom – nu er det en del af kirke- og kulturmedarbejderens og præstens arbejde

irsdag eftermiddag efter skoletid standser et par taxaer foran Middelfart Kirke, og 15 elever fra 3.b på Østre Skole begiver sig snakkende ind i et af kirkens lokaler. Her venter kirke- og kulturmedarbejder Tina Damgaard med saftevand, agurker og kiks. Støjniveauet er øredøvende, og Tina Damgaard griber til et kneb, som hun af erfaring ved, der virker: ”Nu skal I høre en historie” halvråber hun gennem larmen – og mens hun fortæller bibelhistorien om Daniel, som blev kastet i løvekulen, men slap for at blive ædt, sænker roen sig over de 9-10 årige minikonfirmander. SYV PERLER OG SYV BØNNER

Børnene udstyres med hver en snor, og nu skal de lære, at der inden i Fadervor gemmer sig syv forskellige bønner. Tina Damgaard læser, og børnene stopper hende, hver gang der kommer en ny bøn: ”Giv os i dag vort daglige brød”…”Stoooop!” For hver ny bøn, får børnene lov til at vælge en perle, der sættes på snoren. Til sidst bliver det til et armbånd med syv perler, som de må tage med hjem. Kirke- og kulturmedarbejder Tina Damgaard underviser sammen med præsterne ved Middelfart Kirke hvert år ca. 100 minikonfirmander fra byens fem skoler. Børnene får historier fra bibelen, de synger salmer og prøver at slå op i en salmebog, og som noget meget vigtigt lærer de kirken og gudstjenesten at kende. ”Mange af børnene er ikke vant til at komme i kirken, og de skal have en ballast, så de kan gå ind i en hvilken som helst kirke i Danmark og vide nogenlunde, hvad der foregår og hvorfor,” siger Tina Damgaard.

glæder sig over, at datteren kommer begejstret hjem fra undervisningen og f.eks. fortæller om en tur op i kirketårnet. ”Man kan da godt få lidt dårlig samvittighed, fordi man selv burde gå med sine børn ind i kirken og vise dem tingene, men på den anden side er det faktisk også fedt både for dem og for mig, at de kommer hjem og stolte fortæller om det, de har oplevet. På den her måde er det også alle børn, der får tilbuddet og ikke kun nogle få,” forklarer Marianne Thybo. Hendes ældste datter havde gavn af det, hun havde lært som minikonfirmand, da bedstefaren døde. ”Vi kunne snakke sammen om opstandelse, og vi talte om, at kærligheden lever videre – og så var det var godt, at begravelsen ikke var hendes første besøg i kirken,” siger Marianne Thybo. MÅSKE MED I MENIGHEDSRÅDET

Som en del af minikonfirmandforløbet inviteres børn og forældre til familiegudstjenester og fællesspisning. Marianne Thybo har med stor fornøjelse deltaget sammen med sine døtre. ”Det er hyggeligt at komme i kirken på den måde, og det er rart at se præsterne sidde i en ternet skjorte og være med

FORÆLDRENES ANSVAR

Førhen varetog skole og ikke mindst forældre den kristne børnelærdom. I Luthers lille Katekismus forklares Fadervor ”således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand det,” som der står. I dag er det altså en del af kirke- og kulturmedarbejderens arbejde at lære børnene om tro og kristendom. Marianne Thybo er mor til Anemone fra 3.b, og hun 26

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Alle sogne skal tilbyde undervisning til børn i 3. eller 4. klasse. Nogle steder kaldes børnene minikonfirmander og andre steder juniorkonfirmander eller børnekonfirmander. De fleste børn på Middelfarts

til fællesspisningen. På den måde er vi jo ikke vant til at se dem,” siger hun. Marianne Thybo er blevet så glad for være med i kirkelivet og lære medarbejderne at kende, at hun overvejer at stille op til menighedsrådet ved næste valg. ”Jeg kunne måske godt tænke mig at være en aktiv del af det, der forgår bagom kirken, og ikke kun være den der sidder i kirken og lytter,” siger hun.

fem skoler takker ja til tilbuddet om minikon-

SPARRING MED PRÆSTERNE

firmandundervisning.

Dagens minikonfirmandundervisning nærmer sig sin afslutning. ”Hvor mange af jer er døbt?” spørger kirke- og kulturmedarbejder Tina Damgaard. 15 hænder ryger i vejret. ”Vi skal snakke om dåb næste gang,” fortsætter hun. Tina Damgaard er uddannet i hotelbranchen og har senere undervist på en spe-

cialskole. Kvalifikationerne som underviser har hun tilegnet sig via en dygtig kollega. En formiddag om ugen har hun møde med præsterne, og her får hun teologisk sparring til undervisningen. ”Jeg har for eksempel spurgt præsterne, om det er OK at fortælle børnene, at Gud var megasur i det gamle testamente, men så fik han børn, og så bliver man altså lidt mildere – og i det nye testamente er han egentlig så rar,” siger hun og tilføjer smilende, at hun fik grønt lys af præsterne til den forklaring. Før ungerne buldrer ud af døren står de stille og beder Fadervor i kor. For som Tina Damgaard siger: ”De skal vide noget om, hvad Fadervor betyder, men de skal også lære den som en remse, som de altid vil kunne udenad – ligesom ”Okker gokker gummi klokker.” n

Kirke- og kulturmedarbejder Tina Damsgaard lærer børnene, at der gemmer sig syv bønner i Fadervor. Børnene får lov til at vælge en perle for hver bøn. u Marianne Thybo henter sin datter Anemone ved kirken – og så skal det fine armbånd vises frem. x

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

GUDSTJENESTEN ER MENIGHEDENS – IKKE PRÆSTENS Frivilligt arbejde er forudsætningen for, at valgmenigheden i Ryslinge kan eksistere

et er søndag i Nazaretkirken i Ryslinge. Organisten har spillet præludium og Jesper Vognsgaard rejser sig for at bede indgangsbøn. ”Gud Fader, Søn og Helligånd – i dit hus klinger en himmelsk tone. Vi er kommet herind for at lytte. Hjælp os med at lukke uro og støj ude og lad os høre din stemme. Tal til os om tro, håb og kærlighed og lad dine ord flytte ind i vore hjerter.” Jesper Vognsgaard, som til dagligt er kommunikationsmedarbejder i Sydfyns Elforsyning, sætter sig igen på bænken. Han er almindeligt medlem af valgmenigheden, men han tager gerne tjansen med at læse ind- og udgangsbøn en gang imellem. ”Jeg går ind for, at man skal byde sig til i livet, hvor man er, og det er rart at føle, at jeg er med,” siger han. EN PRÆST TIL 700 MENNESKER

Jesper Vognsgaard er et af ca. 700 medlemmer af Ryslinge Valgmenighed. Menigheden har ansat Malene Rask Aastrup som præst på fuld tid, og når man ud af medlemsbidraget skal betale løn til en præst for kun 700 mennesker, så er det en forudsætning, at en stor del af det arbejde, der ellers foregår i kirken, varetages af frivillige. Det gælder lige fra kaffebrygning og oprydning i køkkenet til arbejdet med at lægge nyt gulv i mødesalen. Det er en økonomisk nødvendighed, at mange hjælper til. Men det er også en glæde. ”Jeg ved fra mange af dem, der kommer i kirken, at det er et ”helle” at komme her og være med til at gøre noget. Her er der ikke fokus på dig, men du indgår som en vigtig del af et fællesskab,” fortæller præsten. Malene Rask Aastrup var sognepræst, før hun kom til valgmenigheden for fire år siden. I sognekirken var der også hjælpsomme frivillige og menighedsrådsmedlemmer, men professionaliseringen af arbejdsfunktionerne er slået langt mere igennem i sognekirkerne end i valgmenigheden. ”Det æder altså mange af folkekirkens penge,” siger hun. I valgmenigheden bliver organist og graver lønnet på normal vis. Andre der yder en indsats for kirken er frivillige eller får en symbolsk betaling.

kører gerne langt for at besøge et medlem af menigheden. ”Jeg er deres familiepræst på samme måde, som man har en familielæge. Som valgmenighedspræst kan jeg følge medlemmerne i deres liv. Det kan man selvfølgelig også som sognepræst, men i sognemenigheden har man mange flere, man skal følge, så der er man mere presset,” siger hun. BØRNENE ER MED

Jesper Vognsgaard kom med i Ryslinge valgmenighed via sin kone, hvis oldefar var med til at grundlægge menigheden i 1865. Parrets tre halvvoksne børn er også med i kirken, og det har de været, siden de var små. ”Vi har en kristen kulturarv, og vi har også en kristen tro, som på en eller anden måde skal formidles til børnene. Det sker jo blandt andet gennem kirkebesøg og gennem salmer og de foredrag, som vi også kan finde på at slæbe dem med til. Her lærer de, at der er store værdier, som binder os sammen,” siger han. MENIGHEDEN KAN FYRE PRÆSTEN

Ryslinge Valgmenighed er en del af folkekirken, og teologisk set er der ikke den store forskel på at høre til det ene

FAMILIEPRÆST

De fleste af Ryslinge Valgmenigheds medlemmer bor på Fyn, men der er også en del, som er spredt over resten af landet. Forholdet mellem menighed og præst er tæt, og Malene Rask Aastrup 28

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Malene Rask Aastrup er præst for de ca. 700 medlemmer af Ryslinge Valgmenighed. u

”Jeg går ind for, at man skal byde sig til i livet, hvor man er, og det er rart at føle, at jeg er med,” siger Jesper Vognsgaard, som her læser indgangsbøn. x

og det andet sted. Men på ét væsentligt punkt skiller valgmenigheden sig ud: Menigheden kan selv afskedige den præst, de har valgt, hvis samarbejdet ikke fungerer. Og det uden at inddrage hverken provst eller biskop. ”Jeg kan godt lide den fornemmelse, det giver, at være med i et stærkt fællesskab, der er vigtigere end præsten og murstenene, ” siger Jesper Vognsgaard. Valgmenighedspræst Malene Rask Aastrup har det også fint med, at hun kun er præst, så længe menigheden bakker op om hende. ”Jeg har set præstkolleger i sognekirkerne blive nedbrudt, fordi de ikke har opbakning fra menigheden. Når menighedrådet ikke kan fyre en præst, så føler de måske heller ikke på samme måde ansvar for at passe på deres præst, som man gør her, hvor menigheden er meget opmærksom på, at jeg helst skal være glad for at være her,” siger hun. MENIGHEDENS GUDSTJENESTE

Den bedste kompliment valgmenighedspræst, Malene Rask Aastrup har fået, kom fra en konfirmationsgæst, som sagde: ”Det er vildt at mærke, at her er gudstjenesten menighedens og ikke præstens.”

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Malene Rask Aastrup smiler stort, mens hun fortæller historien. Ved den omtalte konfirmation læste nogle af konfirmandforældrene ind- og udgangsbøn, og et medlem af menigheden hjalp med at dele nadverbrød ud til de mange konfirmationsgæster. Det gav oplevelsen af, at gudstjenesten var menighedens. ”De, der hjælper til, gør det, fordi de gerne vil, og det kan folk godt mærke,” siger præsten. UDGANGSBØN

Gudstjenesten i Ryslinge nærmer sig sin afslutning. En lille dreng er blevet døbt med vand fra det dåbsfad, som Grundtvig selv forærede kirken for 150 år siden. Vi har sunget og bedt, en tidligere konfirmand har spillet et stykke på sin violin, og mange har været til nadver. Jesper Vognsgaard stiller sig igen op midt i kirken for at læse udgangsbønnen: ”Herre Jesus Kristus, som ikke kan rummes i himlenes himle. Tak, fordi du bor i verden og deler liv med os. Her bryder du alle skel ned og bygger et rigt fællesskab, der åbner verden som vores hjem. Tak for vores synders nådige forladelse og håbet om det evige liv.” n

VI ER ALLE PRÆSTER

HER ER PLADS TIL ALLE 20-årige Amanda Bonde Lyngsø har været FDFer i mere end halvdelen af sit liv. Nu giver hun det videre, som hun selv har lært.

Hvis man har et godt fællesskab, kan alt være sjovt – selv det at vaske op.” Sådan siger den 20-årige FDF-leder Amanda Bonde Lyngsø fra Nordfyn. Hver tirsdag aften mødes hun med en flok børn i FDF’s kredshus i Særslev. De laver mad på bål, leger, klatrer, synger, laver bolcher og meget mere. Men først og fremmest lærer de at samarbejde. ”Det vigtigste, jeg gerne vil lære børnene, er at være ordentlige overfor hinanden. Her skal være plads til alle,” siger Amanda Bonde Lyngsø. Hun har været FDFer, siden hun var otte år, og nu giver hun de værdier videre, som hun selv har fået i organisationen. ”Her behøver man ikke konkurrere mod hinanden eller kæmpe om at præstere bedst. Børnene udvikler nogle gode færdigheder sammen, og det synes jeg er fedt,” siger hun. SOMMERLEJR MED ANDAGT

FDF er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation, og Særslevs sognepræst Gunvor Sandvad sidder med i bestyrelsen for den lokale afdeling. Hun er med f.eks. når der presses æbler i præstegårdshaven eller holdes juleafslutning, og hun holder andagt ved lejrbålet om aftenen, når FDFerne er på sommerlejr. I år planlagde præsten, hvad der skulle siges og synges ved andagterne, i samarbejde med den unge FDF-leder Amanda Bonde Lyngsø. Det havde den store fordel, at Amanda Bonde Lyngsø uden problemer kunne stå for andagterne de aftener, hvor præsten ikke kunne nå frem til sommerlejren, som blev holdt på Langeland. ”Det var faktisk kun nødvendigt, at jeg kom den dag, hvor der var nadver for at sige indstiftelsesordene og lyse velsignelsen,” siger sognepræst Gunvor Sandvad. Hun dukkede dog op på lejren til aftensmad og lejrbål de fleste dage. For som hun siger: ”Jeg kan nu så godt lide at være sammen med FDFerne, og det er godt at få lidt brænderøg i håret.” 30

VI ER ALLE PRÆSTER

KRISTNE VÆRDIER

FDF-lederen Amanda Bonde Lyngsø synes, at det kristne indhold fylder ”lige tilpas” i FDF i Særslev. Børnene synger salmer og beder Fadervor om aftenen på sommerlejren, men det gør de ikke hver gang, de er sammen. Det vigtige er, at de får nogle gode værdier ind under huden. ”En fortælling om næstekærlighed kan jo godt give dig rigtig meget, selvom du ikke tror på Gud eller måske tror på en anden gud,” siger Amanda Bonde Lyngsø. Kredslederen for FDF i Særslev, Heidi Nielsen fortæller, at der i perioder har været et par muslimske børn med i kredsen, og dem skal der også være plads til. ”Vi kan rumme mange forskellige børn. Både de vilde børn og de stille børn – og også børn med forskellig tro. Her er der ikke nogen, som ikke kan være med, og det er nok én af de kvaliteter, som FDF – og spejdere i det hele taget – har i forhold til mange andre fritidsaktiviteter, slutter hun. n

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Frivilligt Drengeog Pige-Forbund, FDF har 25.000 medlemmer i 350 lokale afdelinger fordelt over hele landet. På Fyn er der mere end 20 lokale afdelinger.

Nogle af FDFerne i Amanda Bonde Lyngsøs gruppe tager et ”bålaktivitetsmærke.” Det indebærer blandt andet, at de skal flytte ild. Opgaven består i at holde liv i et lille bål i en gryde, imens de i fællesskab flytter bålet fra kredshuset op til Særslev Kirke og tilbage igen.

Amanda Bonde Lyngsø har været FDFer i Særslev siden hun var otte. Nu giver hun de værdier videre, som hun selv har fået i organisationen.

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

TEKST TORKIL JENSEN

HVAD DER ER KRØBET UD AF DÅBEN Luthers syn på præsteembedet Torkil Jensen er sognepræst og desuden uddannelseskonsulent for præster i Fyens Stift.

DET ALMENE PRÆSTEDØMME

Reformatoren Martin Luther gjorde ved sin reformation af kirken fundamentalt op med forståelsen af, hvad en præst er. Det gjorde han blandt andet ved at tale om det almene og det specielle ”præstedømme.” Ordet ”præstedømme” bruges i dag også i sammenhænge, der ligger fjernt fra Luther. Måske skal man derfor lige for en god ordens skyld præcisere, at det intet har at gøre med ayatollaher og fundamentalistiske styreformer. Snarere tværtimod. Begrebet ”præstedømme” er en oversættelse af det tyske ”Priestertum.” Det er en samlet betegnelse for præ32

VI ER ALLE PRÆSTER

sters funktion i kirken som forkyndere af evangeliet og forvaltere af sakramenterne, dåb, nadver, sjælesorg osv. Præster er i den almindelige optik dem, der har en sort kjole og en hvid krave. De er de gejstlige i modsætning til de verdslige. Når der for eksempel er Stiftsdag i Domkirken i Odense den sidste lørdag i september ligger der på stolene i midtergangen et skilt, hvor der står ”reserveret præster.” Her tør ingen andre sætte sig. Det er måske også meget praktisk lige den dag, men egentlig er det forkert. For Luther siger, at vi alle er præster.

Eller måske siger han rettere, at ingen er præster. I hvert fald ikke i betydningen særligt nær ved Gud af den grund. Han vil faktisk hellere bruge ord som tjener eller hyrde. Begrundelsen for dette er denne artikels overskrift en genklang af. En af Luthers mest kendte sætninger – og der er ellers mange – lyder: ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.” Denne sætning stammer fra 1520. Det er et vigtigt år i den lutherske reformation, selv om vi allerede for et par år siden i 2017 fejrede Luther. For i 1520 udsendte Luther en lang række F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

Det særlige i præsteembedet ligger altså ikke i en guddommelig indvielse, men i den tillid, samfundet har vist netop dette menneske ved at bede ham eller hende om at være præst.”

skrifter, der samlet kaldes for de ”reformatoriske hovedværker.” Et af dem har titlen ”Til den kristne adel af den tyske nation” og det er herfra citatet om, at alle er præster stammer, sammen med begrundelsen, at vi alle er præster i kraft af det offer Kristus har bragt en gang for alle. Det kan så synes selvmodsigende, at det skulle betyde, at ingen er præster, men forklaringen ligger som sagt i forståelsen af selve begrebet en præst. Luther vil med sit skrift lægge afstand til den katolske kirkes embedsforståelse, hvor præster i kraft af en særlig indvielse udgør en særlig stand. En slags formidlende mellemstand mellem mennesker og Gud, der for eksempel sætter præsterne i stand til at indvie brød og vin i forbindelse med nadveren. For Luther er det tværtimod altafgørende, at alle mennesker er lige over for Gud, og at vi heller ikke har brug for ”mellemmænd.” Det er kernen i hans reformation, og det er derfor også kernen i hans tale om det almene præstedømme.

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

At det forholder sig sådan, kan man for eksempel forvisse sig om ved at kigge i salmebogen. Her finder man efter salmerne en afdeling med Folkekirkens ritualer, og her findes også et ritual for nøddåb i situationer, hvor der ikke er tid til at hente præsten. En sådan dåb er fuldt ud gyldig og skal og må ikke gentages. Vi er altså alle præster for Vor Herre. DET SÆRLIGE PRÆSTEDØMME

Martin Luther taler imidlertid også om det særlige eller specielle præstedømme. På Luthers tid gik man meget mere op i kald og stand end vi gør i dag. Samfundet var opbygget ved, at alle havde deres specielle plads og en gerning at udføre der. Det kunne for eksempel være som smed eller skomager. Det havde samfundet brug for, og Luther siger derfor, at alle er kaldede til at udføre deres hverv. Også her er alle lige for Gud ved at tjene næsten i kald og stand, som det hedder, med de evner og talenter, vi nu en gang hver især har fået i gave af Gud.

Det gælder så også for sognepræsterne, og det er vel her begrebet ”kald” har fået lov til at overleve længst. Ikke kun som et kald, den enkelte præst kan føle, men også i begreber som ”kaldelsesret.” Dette begreb dækker over, at det er menighedsrådene, der vælger præsten. Samfundet har for at fungere brug for mange funktioner, og det ville ifølge Luther bryde sammen, hvis alle gik rundt og gjorde det hele. Derfor skal der naturligvis kun være nogle bestemte, der er skomagere, og nogle bestemte, der er præster og have det ”erhverv.” Men det særlige i dette præsteembede ligger altså ikke i en guddommelig indvielse, men i den tillid, samfundet (sognet) har vist netop dette menneske ved at bede ham eller hende om at være præst. Det er naturligvis vigtigt, at den, der udnævnes til præst har den fornødne faglighed; det er ikke blevet mindre vigtigt siden Luthers tid, men bortset fra det, kunne man for så vidt lige så godt have kaldet skomageren, bare man så fandt en ny til at lave sko.

Martin Luther siger, at vi alle er præster. Eller måske siger han rettere, at ingen er præster. I hvert fald ikke i betydningen særligt nær ved Gud af den grund.

VI ER ALLE PRÆSTER

TEKST HANNE UHRE HANSEN

DET MYNDIGE LÆGFOLK Hanne Uhre Hansen er religionspædagogisk konsulent og teologisk medarbejder i Fyens Stift.

Lægfolket skulle dannes! Så Luther skrev den lille katekismus, der kunne bruges vidt og bredt og råde bod på den værste uvidenhed. 34

VI ER ALLE PRÆSTER

DEN LUTHERSK EVANGELISKE

kirke er en kirke fra neden – ikke fra toppen. I modsætning til datidens romersk-katolske pavekirke, hvor kirken var defineret ved hierarki og privilegier, søgte Luther at skabe en kirke, der var funderet i menigheden. I fællesskabet af troende. Et fællesskab, som præsten selv var en del af. Når alle på sin vis var præster for Vorherre i form af det almene præstedømme, blev vi samtidig alle en del af menighedens fællesskab.

tvivl!). Lægfolket, dvs. enhver der ikke var præst men dog døbt, blev til gengæld løftet og bemyndiget til selv at tage del i forkyndelsen og ikke mindst i videregivelsen af troen. Før var det f.eks. stort set kun præsterne der måtte læse og udlægge den bibelske tekst. Men Luther oversatte bibelen til tysk, så enhver der kunne læse, kunne læse skrifterne selv. Børnene skulle skoles i de bibelske fortællinger og husfaderen forestod morgen- og aftenandagten i hjemmet.

Præster var med andre ord ikke tættere på Gud end alle andre (og er det stadig ikke, hvis nogen skulle være i

Men med indflydelsen fulgte også ansvaret og forpligtelsen til at klæde lægfolket på til opgaven. Og med en kir-

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

ke, der i århundreder havde gjort det til en dyd at holde folket i tilpas uvidenhed til, at forkyndelsen kunne tilpasses pavens luner, var der noget at tage fat på: Lægfolket skulle dannes! Så Luther skrev den lille katekismus, der kunne bruges vidt og bredt og råde bod på den værste uvidenhed. Dermed opstod begrebet det myndige lægfolk. Normalt er myndighed noget vi forbinder med myndigheder; offentlige, statslige eller kommunale, eller med alle de rettigheder der følger med, når vi bliver 18 år. Men vi siger også ind imellem om nogen, at han eller hun taler med myndighed, og mener dermed at de har stor indsigt og viden om det, de taler om. Når det gælder det myndige lægfolk, kan man sige det sådan, at lægfolket dels henter sin myndighed i dåben og dels gennem dannelse og indsigt i kirkens lære, liv og traditioner. Noget er givet, og noget skal opøves, læres og vedligeholdes. Den forståelse har også smittet af på andre dele af samfundet, f.eks. i forbindelse med demokratiet. Da det danske folkestyre var i sin spæde vorden, var det én af Grundtvigs kritiske pointer, at det ikke var nok at give magten til folket. Folket skulle samtidig klædes på til opgaven; Ikke ved hjælp af specialiseret ekspertviden, men med bred dannelsesorienteret folkeoplysning, forankret i folkelivet og den kristne tro. Hvis bønder og andet godtfolk skulle have indflydelse på statens ledelse, skulle de også have indsigt i den. Af den tanke opstod folkehøjskolerne, som i år kan fejre 175 års jubilæum. Inden for kirken er menighedsrådene nok det tydeligste udtryk for hvordan kirken ledes og styres af menigheden selv. Siden menighedsrådene blev en fast ordning i alle sogne i 1903, er alt

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

fra økonomi og personaleledelse til liturgi og forkyndelse blevet besluttet og udviklet i samspil mellem fagteologer og lægfolk. Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig; hvordan står det til med det myndige lægfolk i dag? Hvilken indflydelse har det så ofte omtalte traditionstab på lægfolkets myndighed? Hvordan sikrer lægfolket sig imod en præstekirke, og hvordan sikrer kirken et myndigt lægfolk, med indsigt og engagement i kirkens liv, tradition og forkyndelse? Det giver ikke bare sig selv. Engang var kirkegang og overlevering af de kristne fortællinger en selvfølge, både i skoler og hjem, siges det. Måske er det mest i vores forestilling. Men ét er i hvert fald sikkert. Der er ingen, der bliver født med viden og indsigt – vi lærer hele livet. Og selvom vi i dåben bliver skænket den første og vigtigste myndighed, nemlig den at blive udråbt som Guds arvinger og Jesu disciple med ret og pligt til at give det videre, vi selv har fået ganske gratis, så skal de traditioner og fortællinger, tro

og viden vi har om kirke og kristendom til stadighed gives videre, udvikles og vedligeholdes, hvis den anden myndighed – den, der kommer af indsigt og forståelse – skal have gyldighed. Et af de fokuspunkter, der lige nu arbejdes med i stiftet, er derfor også fortsat dannelse og oplysning. Ikke kun af præster, men også med lægfolket for øje. F.eks. vil vi gerne tilbyde teologiske kurser for menighedsrådsmedlemmer i samarbejde med Fyens Stifts Menighedsrådsforening om alt fra kirkehistorie og liturgi til bekendelsesgrundlag. Vi åbner op for teologiske saloner i bispeboligen med spændende oplæg og åben samtale, og så arbejdes der på at skabe et tilbud om teologisk voksenundervisning i et 3-årigt forløb fra september 2020 med plads til at gå både dybt og bredt i teologiens klassiske discipliner. Alt sammen fordi det myndige lægfolk er en afgørende del af folkekirkens DNA, eller sagt med andre ord: Teologi er alt for vigtigt til at overlade til teologer!

Siden menighedsrådene blev en fast ordning i alle sogne i 1903, er alt fra økonomi og personaleledelse til liturgi og forkyndelse blevet besluttet og udviklet i samspil mellem fagteologer og lægfolk.

VI ER ALLE PRÆSTER

PROVSTERNE HAR ORDET De 11 provster i Fyens Stift skriver hvert år en beretning om det kirkelige arbejde i deres provsti. Beretningerne kan ses på Fyens Stifts hjemmeside www.fyensstift.dk. Her kan du læse uddrag fra beretningerne.

ODENSE SANKT KNUDS PROVSTI REGINA LJUNG, DOMPROVST

Når der sker forandringer, er det nyttigt, hvis man tillader sig et øjebliks ro. Et roligt øjeblik, hvor spørgsmålet f.eks. lyder, hvad er uopgiveligt i forhold til gudstjenestelivet og aktiviteterne i sognet? I princippet kan spørgsmålet stilles til alle områder inden for kirkelivet i sognet. På den måde kommer man ind til de essentielle overvejelser både i forhold til kvalitet og kvantitet. n 36

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

ASSENS PROVSTI OLE HYLDEGAARD HANSEN, PROVST

Generelt for provstiet er det på kirkegårdsdriften, at mange af årets ændringer er sket. I Glamsbjerg sker der en omlægning til en mere fleksibel kirkegårdsdrift, så personalet begynder og slutter arbejdsdagen i Glamsbjerg, og herfra kan tage større maskiner med til kirkegården i Køng på den indkøbte lastbil. Som følge af denne omlægning er personalefaciliteterne blevet udvidet og et nyt garageanlæg opført. I lyset af den ændrede begravelseskultur, hvor stadig færre kister stilles i kapel, og hvor flere bedemænd efterhånden råder over kølefaciliteter, har Glamsbjerg menighedsråd fået lov til at tage kapellet i Køng ud af brug som kapel og i stedet indrette det til redskabsrum. I Glamsbjerg forefindes der stadig kapelmulighed. n F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

BOGENSE PROVSTI KELD B. HANSEN, PROVST

Ved de tre nordfynske kirker, Østrup, Skeby og Gerskov kirke, har man opbygget 10 års erfaring med gudstjenestegrupper. ”Rejseholdet,” som de fem gudstjenestegrupper hedder under et, består af 23 frivillige, der sammen med præsten vælger salmer til søndagsgudstjenesterne, og som uddeler salmebøger ved indgangen til kirken, læser tekster, hælder dåbsvand op m.m. I Særslev kirke har sognepræsten, Gunvor Sandvad, i nogle år haft babysalmesang. Hun har samtidig gjort sig den erfaring, at mange af mødrene gerne vil fortsætte også efter at forløbet med babysalmesang er afsluttet. Derfor afholder hun nu børnegudstjeneste for de 1 - 3-årige og deres forældre. Disse gudstjenester afholdes søndag morgen før starten på den ordinære gudstjeneste. n

FAABORG PROVSTI LARS OLE JONSSEN, PROVST & MIDTFYN PROVSTI INGE DALSGAARD, PROVST

”Tro på stemmen” er et nyt projekt, der har til formål at styrke konfirmandsangen. Faaborg og Midtfyn provstier er gået sammen med Den fynske Sangskole om projektet. Gennem fire kursusdage får de deltagende præster, organister, kirke- og kulturmedarbejdere anderledes redskaber til at få konfirmanderne til at blive fortrolige med brugen af deres stemme og opleve glæden ved at synge sammen. Til at tro på stemmen. n

VI ER ALLE PRÆSTER

PROVSTERNE HAR ORDET

HJALLESE PROVSTI PAW KINGO ANDERSEN, PROVST

Der er vist ingen tvivl om, at det er vældig sundt for præstens selvforståelse som præst at dvæle lidt ved den lange række af præstenavne, som siden reformationen har forkyndt evangelium, døbt og forrettet nadver. Og ikke mindre sundt at konstatere, at der er plads til at tilføje flere præstenavne på tavlen. Det siger noget om, at selvfølgelig skal enhver sognepræst gøre sit yderste for at røgte sit kald, men det er ikke den nuværende præst, der har bragt kristendommen til sognet og når den nuværende engang bliver forhenværende, så vil der komme en anden og tage over. n 38

VI ER ALLE PRÆSTER

LANGELAND-ÆRØ PROVSTI TRILLE BAKKIAM BRINK WESTERGAARD, PROVST

KERTEMINDE PROVSTI LONE WELLNER JENSEN, PROVST

Hvordan bevarer vi sognene med den trofasthed og den identitet, som er knyttet til dem, samtidig med at vi udvikler en kirke, der er fælles og går hen over sognegrænserne? I Kerteminde provsti arbejder vi med fællesskaber, der tager afsæt i sognene men udvikler en bredere identitet. n

Langeland-Ærø provstis største udfordring er en presset økonomi. Jeg er fuld af lovord over menighedsråd, præster, ansatte og frivillige, fordi de ikke lader sig bremse af det. I fællesskab vælger de altid at prioritere dét, det hele handler om: Forkyndelsen, at være kirke. Med stor energi, kreativitet og vilje til omstilling evner alle disse mange ”præster for Vorherre” at få kirkelivet til at blomstre og være den nærende grobund for forkyndelsen! n

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

MIDDELFART PROVSTI PETER LIND, PROVST

Det er et af de allerstørste privilegier som præst, at folk tillidsfuldt deler deres historier i forbindelse med nogle af livets allerstørste øjeblikke; når dåbsforældre fortæller om glæde og taknemmelighed for deres lille barn; når konfirmanderne fortæller om bekymringer for fremtiden; når par fortæller om kærligheden og livet sammen og håbet om, at det kan vare ved altid; når de pårørende med både kærlighed, humor og også nogle gange med vrede fortæller om den, de har mistet. Som præst ved man, at folk har denne enorme tillid, fordi de forventer, at man som præst sætter deres historie ind som en del af Guds historie; at man tager den med hjem i kirken. n

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

NYBORG PROVSTI HANS BREDMOSE SIMONSEN, PROVST

SVENDBORG PROVSTI PER AAS CHRISTENSEN, PROVST

Tidligere kaldte man præstens kontor for et studerekammer. Det var almindeligt anerkendt, at hvis vi her hos os fortsat skulle have en dygtig prædikant, der kunne holde gode gudstjenester og tale meningsfyldt til de kirkelige handlinger, så skulle han have tid til fordybelse. Det kan være svært for nutidens præst, hvis han samtidig skal være tovholder for alle sognets aktiviteter. Og det er fatalt i længden. Præsten kan blive ramt af stress eller udbrændthed, eller inspiration og kilder til prædikenarbejdet kan tørre ind, ganske enkelt fordi der ikke er tid til ro og læsning, til at fylde på, så der stadig er noget at øse af. n

Når det gælder menighedsrådene og alle de frivillige, der stiller op for at yde deres del af ”præstearbejdet,” så oplever jeg stor velvilje og engagement omkring de enkelte kirker. Det gælder igangsættelsen af nye initiativer, og det gælder deltagelse i søndagens gudstjeneste. Ved Bregninge kirke har vi et ”bedelaug,” som står for ind- og udgangsbøn ved søndagens gudstjeneste. I Vor Frue kirke medvirker medlemmer af menighedsrådet på skift som ”kordegne” ved søndagens gudstjeneste blandt med uddeling af brødet ved altergangen. n

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

FAKTA OM FYENS STIFT Fyens Stift består af Fyn med om-

Stiftsøvrigheden består af biskop-

liggende øer.

pen og stiftamtmanden.

I stiftet er der pr. 1. januar 2019

Stiftsøvrighedens opgaver omfatter:

498.581 indbyggere fordelt på 234

• Juridisk tilsyn med menigheds

sogne og 7 valgmenigheder. Der er

råd og provstiudvalg

394.832 folkekirkemedlemmer.

• Tilsyn med menighedsrådenes forvaltning af kirker og kirkegårde.

Fyens Stift omfatter 11 provstier,

• Godkendelse af ændringer i kirke-

251 kirker, 171 menighedsråd og

bygninger, som er mere end 100

195,25 præster, heraf 11 provster.

år, samt udvidelser og anlæggel- se af kirkegårde.

De 192,65 præstestillinger var fordelt med 184,55 præster betalt

Stiftsrådet for Fyens Stift består

af Fællesfonden og 10,7 lokalløn-

af 17 medlemmer. Biskop Tine

nede præster oprettet af de lokale

Lindhardt og domprovsten er fødte

menighedsråd.

medlemmer. Fra hvert provsti udpeges et valgt menighedsrådsmed-

Biskop Tine Lindhardt er stiftets

lem til rådet. Derudover vælges 1

øverste myndighed i gejstlige

provst og 3 sognepræster blandt

anliggender. Biskoppen har tilsyn

stiftets provster og præster.

både med præster og menigheder i stiftet og har således ansvar

Stiftsrådet har til opgave at be-

for at sikre, at samtlige områder i

styre stiftsmidlernes forvaltning.

stiftet får den nødvendige kirkelige

Stiftsrådet bestyrer midlerne

betjening (biskoppen fordeler præ-

på menighedsrådenes vegne og

stestillingerne i stiftet). Biskoppen

fastsætter herunder en politik for

har desuden et ansvar for at løfte

udlån af stiftsmidlerne til de lokale

større kirkelige opgaver i stiftet og

kasser. Stiftsmidlerne, som består

en væsentlig formidlingsopgave

af kirkernes og præsteembedernes

i stiftet og mellem folkekirken og

kapitaler udgør i Fyens Stift 440

det øvrige samfund. Det kan bl.a.

mio. kr. (på landsplan ca. 4,6 milli-

omfatte afholdelse af stiftsdage,

arder kr.).

udgivelse af stiftsbog og stiftsblad og udvikling af f.eks. skole-kirke-

Stiftsrådet kan udskrive et binden-

samarbejde.

de stiftsbidrag fra kirkekasserne til

Derudover varetager biskoppen

aktiviteter i de enkelte stifter. Det

opgaver som klageinstans ved

bidrag, som udskrives, kan ikke

uenighed om forretningsgangen i

overstige en procent af den lokale

menighedsråd og provstiudvalg,

ligning i de enkelte ligningsområ-

opgaver i forbindelse med de

der i stiftet. Bidraget udgør i Fyens

ansatte ved kirker og kirkegårde og

Stift 0,35 procent.

opgaver på præsteområdet.

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER

AF- OG TILGANG AF PRÆSTER I SEPTEMBER 2018 - AUGUST 2019 BOGENSE-NØRRE SANDAGER Sognepræst Karen Holm Agersnap fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. juli 2019

KVÆRNDRUP

STRYNØ

Sognepræst Dorte Wittrup Winther fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. august 2019

Sognepræst Andreas Skjoldborg Knudsen tiltræder som sognepræst pr. 1. november 2018

BRÆNDEKILDE-BELLINGE

MUNKEBO

SVANNINGE

Sognepræst Line Stæhr Frantzen tiltræder som sognepræst pr. 1. april 2019

Sognepræst Tamira Mariann Jørgensen fratræder sin stilling som sognepræst pr. 28. februar 2019

Sognepræst Vibeke Hammerum fratræder sin stilling som sognepræst pr. 30. april 2019

BRÆNDEKILDE-BELLINGE

OUH, ODENSE

Sognepræst Uffe Kærup fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. marts 2019

Sognepræst Elisabeth Rokkjær Hammer tiltræder som hospitalspræst i Palliativt team og Børne-og Unge Palliativt team pr. 1. juli 2019

TOMMERUP-BROHOLM Sognepræst Karen Frendø Ebbesen tiltræder som sognepræst pr. 1. august 2019

FLØDSTRUP-ULLERSLEV

Sognepræst Søren Holm fratræder som sognepræst pr. 30. juni 2019 FREDENS, ODENSE - OK Sognepræst Lise Marie Ranum tiltræder som sognepræst pr. 1. august 2019

UCL OG NATKIRKEN, ODENSE SYMF

Sognepræst Line Nissen tiltræder stillingen som præst i Kirkeskolesamarbejdet pr. 1. januar 2019

Sognepræst Kirstine Hansen fratræder sin stilling som natkirkepræst og som studenterpræst ved UCL pr. 31. maj 2019

SEDEN-ÅSUM

VESTER ÅBY-ÅSTRUP

Sognepræst Niels Holger Ellekilde fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. oktober 2018

Sognepræst Alex Vestergaard Nielsen tiltræder som sognepræst pr. 1. august 2019

SEDEN-ÅSUM

Sognepræst Lise Marie Ranum fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. juli 2019

VOR FRUE, SVENDBORG Sognepræst Anne Grethe Thestrup fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. maj 2019

Sognepræst Christian Rubech Hartmeyer Dienesen fratræder sin stilling som sognepræst pr. 15. august 2019

SEDEN-ÅSUM

ÆRØ

Sognepræst Anders Skaanning Andersen tiltræder som sognepræst pr. 1. maj 2019

Sognepræst Jeppe Sørensen fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. januar 2019

HJALLESE OG HØJBY Sognepræst Karen Frendø Ebbesen fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. juli 2019

SKELLERUP-ELLINGE

ÆRØ

Sognepræst Elisabeth Rokkjær Hammer fratræder sin stilling som sognepræst pr. 30. juni 2019

Sognepræst Regnar Nielsen fratræder sin stilling som sognepræst pr. 30. juni 2019

KERTEMINDE-DRIGSTRUP

SKÅRUP

ØRBÆK - REFSVINDINGE

Sognepræst Anne Bundgaard Hansen fratræder sin stilling som sognepræst pr. 15. januar 2019

Sognepræst Ida Fonsbøl fratræder sin stilling som sognepræst pr. 31. juli 2019

Sognepræst Hanne Uhre Hansen fratræder sin stilling som sognepræst pr. 28. februar 2019

GRINDLØSE-KLINTE

Sognepræst Jakob Agerskov Hansen tiltræder som sognepræst pr. 1. maj 2019 GUDBJERG-GUDME-BRUDAGER

VI ER ALLE PRÆSTER

F O L K E K I R K E N PÅ F Y N 2 019

VI ER ALLE PRÆSTER FOLKEKIRKEN PÅ FYN 2019 er udgivet af Fyens Stift September 2019

FYENS STIFT

Klingenberg 2, 5000 Odense C Tlf. 66 12 30 24 Mail: kmfyn@km.dk ANSVARSHAVENDE REDAKTØR:

Tine Lindhardt REDAKTION:

Fyens Stiftsråds kommunikationsudvalg TEKST:

Marianne Holst Hyrlov (hvor intet andet er anført) FOTO:

Ard Jongsma Lasse Skov, portrætfoto side 32 LAYOUT:

Lisbeth Fink TRYK:

Step

ISBN: 978-87-90345-23-5

De mennesker, der citeres, fortælles om og vises billeder af i Stiftsbogen, har givet deres samtykke til at medvirke.

VI ER ALLE PRÆSTER Titlen på Stiftsbogen 2019 er er inspireret af Martin Luther, som siger, at enhver, der er blevet døbt, også er præst og biskop og pave. Stiftsbogen indeholder artikler om mennesker, der påtager sig ”præstearbejde” på talrige måder. Mennesker der forkynder, underviser og yder omsorg for andre. Vi møder en sygeplejerske, som måtte døbe et nyfødt barn, fordi barnet ikke ville leve længe nok til, at sygehuspræsten kunne nå frem. Læs også om graverparret, der i deres arbejde på kirkegården støtter de efterladte – og mød organisten, som fortæller, hvordan musikken er med til at gøre gudstjenesten til en helhed. Kirke- og kulturmedarbejderen lærer børnene Fadervor. Og i valgmenigheden ser vi, hvordan frivillige løfter en god del af det arbejde, der hører til gudstjenesten og kirkelivet.