3 generationer tester livets store spørgsmål ........................................... side

Sanne Hoffensetz Andresen er ret begejstret over spørgsmålene, fordi det fremelsker en snak, som man normalt ikke har med familien. Foto: Lasse Olsson.

Hvad giver dit liv mening, Vega?

Tre generationer – konfirmanden Vega, mor Sanne og morfar Poul – satte sig om spisebordet i Nyborg og trak livets store spørgsmål ud af den sorte hat. De fik noget at tænke over, da de testede de samtalekort, som Fyens Stift har udarbejdet i anledning af ”Fyn faster og fester”.

Ansigtsudtrykkene svinger. Fra alvorlige folder, når der grubles, til en fælles, befriende latter, når morfar Poul igen har skudt en munter bemærkning ind i debatten. Og der går ikke lang tid, før mor Sanne siger: -Det er faktisk nogle rigtigt fine spørgsmål, og det er sjovt at snakke om noget, som vi ikke har for vane at snakke om, lige som det er spændende at høre, hvad der bliver sagt.

Hvortil morfar Poul hurtigt beslutter, at spørgsmålene skal med til pinsefrokosten, når hele familien samles.

I løbet af et par timer tager de tre generationer Hoffensetz stilling til store, eksistentielle spørgsmål som ”Hvad giver dit liv mening?” og ”Hvilken regel ville du lave om som den første, hvis du kunne bestemme over hele verden?”

De er nogle af de mange spørgsmål, som Fyens Stift har udviklet i anledning af, at stiftet med ”Fyn faster og fester” sætter fokus på fasten og påsken fra 2. marts. Samtalekortene ligger på stiftets hjemmeside,, og vi bad de tre generationer af familien Hoffensetz i Nyborg om at teste kortene. Vega på 13 år, som snart skal konfirmeres, trækker det første kort.

HVILKE VÆRDIER ER VIGTIGE FOR DIG IFT. AT LEVE MED ANDRE?

Vega: Jeg tror, det er vigtigt, at man viser gensidig respekt, når man er sammen med andre. Sanne (46 år): Jeg tænker, at størst af alt er kærligheden – til hinanden. Jeg tænker også tillid og loyalitet er vigtigt, for at man kan være sammen med andre. Poul (77 år): Og indordne sig. Sanne: At være fordomsfri – at have et åbent sind.

HVILKEN REGEL VILLE DU LAVE OM SOM DEN FØRSTE, HVIS DU KUNNE BESTEMME OVER VERDEN?

Poul: Det er et stort spørgsmål. Det skal jeg lige tænke lidt over… Det skal nok være noget med at leve i fred og fordragelighed, landene imellem. Når man ser, hvordan de opruster i øjeblikket. Vega: For mig skulle det nok være noget med, at mænd og kvinder i den samme stilling skal have det samme i løn. Også inden for sport. Nu spiller jeg selv golf, og der er der stor forskel på præmierne til mænd og kvinder. Nogen gange får herrerne det seks-

doblede beløb af kvinderne i en turnering, og det synes jeg er unfair. Sanne: Det kan også være at møde folk fordomsfrit, som jeg ikke altid selv kan efterleve. At man kan møde hinanden med et åbent sind uden at have nogen forestillinger om hinanden. Så ville man komme langt.

HAR DU EN LEVEREGEL ELLER NOGLE LIVSVÆRDIER, SOM ER VIGTIGE FOR DIG AT FØLGE?

Vega: Det har jeg faktisk. Jeg skal tro på, hvad jeg selv gerne vil gøre, og ikke tænke så meget på, hvordan andre ser mig. Det er mig, der bestemmer over mig. Og ja – mine forældre skal selvfølgelig bestemme deres del, men det er mit liv. Sanne: For mig er det egentlig gavmildhed – både ift. kærlighed og ting eller hjælp. Det er vel også altid at forsøge at være den bedste udgave af sig selv og se sig selv i øjnene. Med det værdigrundlag vi har i Danmark, og den kultur vi er vokset op med, har man vel altid en klar fornemmelse af, om man gør det rigtige eller ej. Poul: Jeg vil sige ærlighed. Omhyggelig med hvad du foretager dig. Flittig.

HVIS DU KUNNE SPØRGE GUD OM HVAD SOM HELST, HVAD VILLE DU SÅ SPØRGE HAM OM?

Poul: Jeg ville spørge ham, hvad er meningen med det hele? Sanne – helt overvældet: Hold da op?! Poul: Jamen, det må han da vide! Sanne: Det er da ikke sikkert. Det vil jeg da gerne udfordre dig på. Det er da din pligt at skabe mening. Poul: Næh. For hvorfor bliver vi født, og hvorfor dør vi? For det har jeg ikke selv opdaget. Vega: Jeg tænker bare, det er sådan, det er, og så er vi heldige, at vi kan være sammen. Sådan har det altid været. Du bliver født, og så dør du. Poul: Livet er lidt som at gå i tivoli. At sanse og opleve. Man bliver født og vokser op, og vi sætter en masse rammer om vores liv med hus, have, familie og arbejde. Men er det bare dét? Sanne: Så vil jeg da være så fræk at sige, at du måske skal til at lave noget andet end at se tv… Poul: Jamen set fra helikopteren, så farer hele verden rundt, og så er der VM i håndbold og EM i fodbold, og det er bare for at fornøje. Hvad sker der så bagefter? Sanne ler igen: Vi har fået givet et liv, og det kan du ikke ændre. Så er det jo vigtigt at fylde det liv med noget, som man gerne vil ha’ . Nogle gange kan man så godt sætte sig ned og tænke: Er det det? Men det er det jo. Det er op til én selv. Sanne: Jeg vil spørge om noget, der faktisk er lidt barnligt. Men når jeg dør, genser jeg så alle dem, jeg har mistet… Poul: Det gør du så ikke! Sanne: Det ved du da ikke. Det kan du da ikke sidde og sige. Hahaha. Har du været der?! Poul: Det er noget, de har fortalt igen og igen og igen for, at vi skal have noget at tro på den dag, vi dør. Det kan jo være, at det bare er slut, når vi udånder her. Vega: Nej, morfar. Det er noget, man tror på. Vegas spørgsmål til Gud lyder: Jeg vil spørge om, han kan høre mig. Da jeg var lille, bad jeg til Gud for at få en lillesøster. Og så fik jeg en lillesøster. Siden dengang har jeg, hvis der var et problem – ja, det lyder måske skørt – sådan lige foldet mine hænder og bedt en bøn.

HVAD GIVER DIT LIV MENING?

Sanne: Hahaha – far. Det synes jeg, du skal give svar på. Poul: Det giver meget stor mening for mig at have en familie – at ha’ børn og børnebørn. Det er nok det største. Sanne: Så har du en mening! Så behøver du jo ikke at spørge Gud. Vega: At jeg har en familie, og at jeg ikke bare er helt alene, men at jeg også har mig selv med i det, jeg gør. Det er bare vigtigt for mig, at jeg har selvtillid. Og at jeg stoler meget på mig selv. Jeg er ikke bange for, hvad andre tænker om mig. Jeg tror, der er mange, der gerne ville have det, lige som jeg har det. For jeg har det faktisk rigtig godt med mig selv. Alle bryder ud i hjertelig latter. Sanne: For mig giver det mening at være en del af et fællesskab. Både herhjemme og på mit arbejde. At kunne bidrage og gøre en forskel. At humoren og glæden altid er med. Det betyder også meget for mig, at der er en positiv tilgang til tingene. Vega: Så er det også vigtigt, man selv kan efterleve det. Det med den positive stemning. Sanne: SLAM… Haha. Du tænker nok på den dag, da jeg kom hjem, og det hele flød, og jeg spurgte, hvorfor er skoletaskerne ikke sat på plads.

HVAD GIVER DIG FRED?

Poul: At vi har det godt alle sammen i vores familie. Det giver mig fred og ro. Og at vi har en god hverdag, og at vi hviler i os selv. Vega: Ja, at alle er glade. Det giver os fred, når man selv har det godt, men også når andre har det godt. Sanne: Sidste gang vi var i kirke, tog du min hånd, Vega. Det var rart. For hvornår gør vi lige det? Holder i hånden? Poul: Hver aften! Alle tre bryder igen sammen i latter, og Poul tilføjer: -Man kan godt være kristen uden at gå i kirke.

Deltagerne

Vega Hoffensetz Fogh-Schultz, 13 år, går i 7. klasse. Hun går til konfirmationsforberedelse og skal til foråret konfirmeres i Vor Frue Kirke i Nyborg.

Sanne Hoffensetz Andresen, 46 år, turistchef i Nyborg.

Poul Hoffensetz Andresen, 77 år, tidligere herreekviperingshandler i Nyborg.

Samtalekort sætter gang i samtalen om livets store spørgsmål. De kan findes på Fyens Stifts hjemmeside.