Grønlykkerne

Til at begynde med så det ud, som om ægteparret Lene og Sven Grønlykke skulle få et meget trygt og traditionelt liv som det succesfulde ægtepar, hvor Lene gik hjemme og passede børneflokken, mens Sven udfyldte rollen som den succesfulde erhvervsleder, der havde skabt sit eget imperium. Men sådan blev det ikke helt. De var begge vokset op i Hellerup, men havde aldrig set hinanden, før de en dag mødtes på Haarby Kro på Fyn, blev forelskede og giftede sig med hinanden. Det, der efterfølgende skete, er vigtigt at få fortalt, for det var dette ægteskab – og den højst uventede drejning det tog – der satte en lang række meget vigtige kædereaktioner i gang, som førte til, at den danske gastronomi for alvor avancerede til det internationale niveau, vi kender i dag.

Svens far solgte landbrugsmaskiner, og sammen tog de to rundt på dyrskuer i begyndelsen af 50’erne. Her lagde Sven mærke til de hårde jernsæder på traktorerne, som bønderne skulle sidde på i 10-12 timer om dagen, og meget hurtigt fandt han på at lave nogle skumgummisæder, der ville gøre arbejdsdagen meget mere behagelig for traktorførerne. Og afsætningsmuligheder var der rigeligt af, vidste Sven, der havde været vidne til mange bondemænds ømme bagdele på utallige dyrskuer. Det blev begyndelsen på et betragteligt og meget lukrativt skumgummieventyr.

En dag var Sven til et større møde på Haarby Kro, som Lene, der var journalistelev på Faaborg Avis, skulle dække, og Svend, der selv var en charmerende ung mand, fik hurtigt inviteret den smukke 19-årige frøken Meyer Petersen på en drink. Da parret sad i fred og ro i kroens bar, bestilte Sven en scotch og en C.L.O.C. hos tjeneren. ”Hvis den danske whisky er til mig, så kan du sgu godt tro om igen,” svarede Lene selvsikkert. Hun skulle ikke nyde noget af alkoholen fra De Danske Spritfabrikker, som dengang producerede likør, men også whisky, gin og vodka af en beskeden kvalitet under navnet C.L.O.C., der stod for Cuminum Liquidum Optimum Castelli og betyder noget i retning af ’Fæstningens bedste kommendrink’. Det vides ikke, hvad Lene fik serve-

50’erne og 60’erne 11

ret i stedet for, men linjen var lagt. Sven vidste nu, at han var i selskab med en pige med ben i næsen og flair for kvalitet, og det skulle vise sig at få positiv indvirkning på både deres ægteskab og det danske køkken.

Lene havde været au pair-pige i Frankrig og England, før hun var gammel nok til at få en læreplads, så hun havde allerede lært at lave mad fra både det franske og det engelske køkken. Mens hun var i lære som journalist, boede hun på et lejet værelse i Vesterled ved Faaborg, og her levede hun dog primært af buddingpulver, kogt op med mælk. Sven, der begyndte sin første virksomhed som 24-årig, var uddannet på det gamle Niels Brock på Julius Thomsens Plads i København. Han ville egentlig bare lave forretninger, og det var også det, han fortsatte med at beskæftige sig med som 26-årig, efter parret var blevet gift den 17. oktober 1953, dagen før Lenes 20års fødselsdag. Lene derimod stoppede som journalistelev, og et år senere, under stort besvær, fødte hun parrets første barn, Christian. Selv om Lene blev alvorligt syg og måtte indlægges, hver gang hun blev gravid, gik der kun yderligere to et halvt år, før Grønlykkerne også fik drengen Thomas og derefter datteren Maria. Der skulle komme yderligere tre børn til, og for Sven og Lene gik 50’erne mere eller mindre med at drive firmaet Dansk Polyether-Industri A/S og passe børn. Et liv som restauratører lå langt væk fra deres bevidsthed, og intet pegede på, at Grønlykkerne nogensinde skulle begynde at tænke i de baner.

Mad spillede dog en vigtig rolle i Grønlykkernes liv og havde altid gjort det. Både Lenes og Svens mødre var gode til at lave mad, så de var begge vokset op med god mad og en bevidsthed om råvarer. Den bevidsthed skulle blive yderligere forstærket, da de flyttede fra deres første hus i Reerslev til Hornsher-

Lene Grønlykke som 20-årig i 1953. Privatfoto.

12 De fem franske kokke

Sven og Lene som nygifte i 1953. Privatfoto. red for at være tættere på fabrikken i Frederikssund. I Hornsherred havde de fundet et klassisk og velegnet hus på Skallehage, som lå ned til Isefjorden og matchede ægteparrets Jaguar E ganske glimrende. ”Faktisk var min mor en fænomenal kok,” fortæller Maria Grønlykke, der er den eneste pige i den store børneflok på seks, som Grønlykkerne fik med årene. ”Hun lavede køkkenhaver, hvor hun gik ud og hentede sine grøntsager, og hun lærte mig at sanke. Min far satte stor pris på god mad i forvejen, men via min mors meget store interesse for mad og råvarer, blev han med tiden revet endnu mere med.”

Aftensmaden bestod som regel altid af tre retter, og Lene var meget glad for at lave forskellige salater med olivenolie. Det var ikke nødvendigvis gastronomiske overdådigheder, som familien spiste hver aften, men Lene brugte altid de bedste råvarer, hun kunne få fat på, og hun nød at handle ind, når der var torvedage i Roskilde. Hendes hjemmelavede frikadeller havde høj status blandt Sven og børnene, og det tog hende to dage at lave dem, for først skulle de røres og steges kort i smør. Dagen efter, når frikadellerne skulle spises, blev de så stegt i olie, hvilket gav dem en hård skorpe, der virkelig vakte begejstring.

Lene kunne den ene dag lave æggekage af friske landæg til familien for så den næste dag at servere

50’erne og 60’erne 13

andeterrin, som hun fulgte op med stegt lever og rørt tatar med chips de efterfølgende dage. Mindst én dag om ugen spiste familien rester, hvilket der aldrig var nogen, der lagde mærke til, for også det var inspirerende lavet, og Lenes madlavning blev aldrig triviel og ensformig. Grønlykkerne havde som regel unge piger i huset, som var der ét år ad gangen, og engang blev en pige, som skulle rejse, hørt sige til den næste, som lige var ankommet: ”Vi har ikke lavet den samme mad to gange.”

Udenlandske retter var heller ikke sjældne i Grønlykkernes køkken, og ofte fik børnene lov at vælge et land, der skulle laves mad fra. Det siges, at Lene engang, ved en meget senere lejlighed, lavede borsjtj til en gruppe russere, som Grønlykkerne fik på besøg. De russiske gæster elskede oprigtigt talt suppen, men måtte bemærke, at det ikke havde noget med borsjtj at gøre. Til gengæld lavede Lene nogle utrolig autentiske engelske afternoon tea-borde om lørdagen med scones og sandwicher.

På Skallehage begyndte Lene at dyrke brøndkarse, samtidig med hun også begyndte at anlægge store køkkenhaver. Brøndkarsen havde hun savnet, siden hun havde forladt Frankrig, for i Danmark var det en af mange råvarer, man ikke kunne få i en ordentlig kvalitet. Men tæt på grunden lå en å, det var oplagt at dyrke brøndkarse ved, og snart havde Lene al den gode brøndkarse, som familien kunne fortære. Samtidig begyndte Sven at designe sine egne rygeovne og lave sin egen rygeost, mens han også kunne ryge de fisk, han fangede som den ivrige lystfisker, han var, ved siden af at være direktør. Direktørtitlen havde han heller ikke ret meget længere.

Sven havde haft stor succes med sin skumgummifabrik, der i kraft af sit avancerede produkt, lavet af polyether, eksporterede til mange lande, og i 1964 solgte han så Dansk Polyether-Industri A/S til en tysk koncern for 15 millioner danske kroner, hvilket var en stor sum penge i midten af 60’erne. Nu begyndte den tilværelse så småt, som skulle definere resten af Grønlykkernes liv. Fra nu af ville intet i Lene og Svens ægteskab være kedeligt, traditionelt, forudsigeligt, stillestående eller på andre måder helt normalt. Fra nu af ville alt derimod være overraskende, uforudsigeligt og eventyrligt. Det umulige ville være muligt, og ingen kunne længere vide, hvad Grønlykkerne nu havde fundet på og kunne finde på, eller hvor meget de kunne finde på på én gang.

Sven, der egentlig ikke var meget for faste arbejdstider, havde nu al den tid i verden, han kunne

14 De fem franske kokke

drømme om, men han begyndte hurtigt at kede sig, så han gav sig til at eksperimentere med at konstruere et ørredbrug. For Sven var det traditionelle ørredbrug, man havde kendt til i generationer, naturligvis ikke interessant, da han i høj grad var en nørd, så han begyndte at arbejde med nye avlsmetoder i både fersk- og saltvand. Resultatet var enestående, og inden længe solgte Grønlykkerne røget ørred til Irma, mens de også begyndte at tale om at afsætte brøndkarse til den fremsynede supermarkedskæde. Pludselig – ud af det blå – var Grønlykkerne fødevareproducenter. Både Lene og Sven var gode til at komme på idéer, og mens det var Sven, der var nørden, var det Lene, der insisterede på de høje standarder. ”Mine forældre var ikke traditionelle erhvervsfolk. De havde en helt anden tankegang,” fortæller Maria Grønlykke. ”Der var en passion omkring den måde, de gjorde forretning på, og de var begge meget uformelle. Der var slet ikke noget, der var planlagt overhovedet. Tingene blev skabt som ved knopskydning.”

Den næste knopskydning kom også i 1964. Samme år som Sven havde solgt sit firma, opstod muligheden for at købe det dengang hæderkronede ASA Filmstudie, og Sven slog til med det samme. At lave film var Svens gamle drengedrøm, og Danmark havde i Julius Bomholt fået sin første kulturminister, en post, som tidligere havde titlen: minister for kulturelle anliggender. Det nye ministeriums oprettelse betød, at kulturen i Danmark – og dermed også filmbranchen – fik nogle hidtil uhørt gode betingelser, også økonomisk. Idéen om at skulle være restauratør var endnu ikke spiret hos Grønlykkerne, men ganske som de senere skulle bruge den franske gastronomi som forbillede, var det også franske filminstruktører som Claude Chabrol, Jean-Luc Godard, Jacques Rivette og ikke mindst Francois Truffaut, der nu var forbilleder for Sven. Disse franske filmpionerer havde sat La nouvelle vague (Den nye bølge) i gang, og i den så Sven noget, som han kunne bruge senere.

16 De fem franske kokke