Den fjerde rytters ridt gennem historien

Den 57-årige rejehandler Wei Guixian følte sig småsløj. Hun havde feber, hovedpine og tør hoste, og i begyndelsen af december 2019 forlod hun sin stadeplads på dyremarkedet i den store og driftige centralkinesiske by Wuhan ved Yang tzeflodens bredder og opsøgte en læge for at få hjælp til at dulme forkølelsessymptomerne. Derpå vendte hun tilbage for at passe sit arbejde.

Det blev en beslutning med skæbnesvangre konsekvenser. Otte dage senere lå hun halvt bevidstløs med lungebetændelse, vejrtrækningsproblemer og nedsat nyrefunktion i en seng på et af byens største hospitaler, mens det væltede ind fra højre og venstre med folk med tilsvarende symptomer. Adskillige af dem forlod hospitalet igen i en kiste.

Nogle få uger senere, i slutningen af februar 2020, ankom Jakob Tage Ramlyng med sin familie til Roskilde efter et ferieophold på et skisportssted nordøst for den norditalienske by Milano. Efter en dags møder på arbejdspladsen, TV2 News, fik han akut maveonde, og en sen nattetime kunne personalet på Roskilde Sygehus give ham forklaringen. Han var, som den første dansker, testet positiv for den samme lidelse, som man berettede om i Kina, og han blev sendt i to ugers hjemmekarantæne.

9

Smitten var ude af kontrol. Turister fra alle egne af verden blev kaldt hjem, og krydstogtskibe blev sat ud af drift, mens folk i tusindvis nærmest instinktivt fik travlt med at hamstre. I begyndelsen af marts erklærede verdenssundhedsorganisationen WHO sygdommen for en global pandemi.

Fra at være en eksotisk lidelse observeret på et kinesisk dyremarked, havde virussen på tre måneder spredt sig til stort set alle hjørner af kloden via nutidens hyperglobaliserede rejsenetværk og fået verden til at gå i stå. Følgevirkningerne var omfattende. Land efter land lukkede ned, indstillede flytrafik og satte betonklodser ved landegrænserne. Opsatte testtelte, indrettede modtagecentre og lynuddannede akutsygeplejersker. Coronavirussen, COVID-19, som ingen havde hørt om før, blev altings omdrejningspunkt, og folk forskansede sig inden døre, mens nyhedsstrømmen forvandlede sig til en sløjfe af oplysninger om smittekurver og dødstal, diskussioner om vacciner og flokimmunitet og kamp om værnemidler og respiratorer. Det, som epidemiologer og andre havde advaret om i årtier, var en realitet.

For langt de fleste af den moderne verdens indbyggere var det første gang, de så effekten af en epidemi med så stor mediebevågenhed – med al den angst og destruktion, som følger i slipstrømmen. I et historisk perspektiv var den til gengæld forventelig. Målt med tidens alen er sygdomme af global skala nemlig et tilbagevendende fænomen, og det mærkværdige består egentlig i, at den denne gang lod vente så længe på sig. Sidste gang, en epidemi bredte sig over flere kontinenter med så mange døde på så kort tid til følge, var for hundrede år siden.

Da historie er menneskehedens erfaring, er det også i for

10

tidens begivenheder, at man kan hente viden om, hvordan epidemier opstår og udvikler sig og aflæse, hvordan mennesker reagerer på dem. Historiske eksempler er der under alle omstændigheder masser af, og frygten for epidemierne er ældgammel. I Johannes’ Åbenbaring i Det Nye Testamente finder man fortællingen om de fire dommedagsryttere, som drager hærgende gennem verden. De tre første symboliserer de destruktive kræfter krig, erobring og hungersnød, mens den fjerde af rytterne, som rider på en gustengul hest, spreder sygdom i sit kølvand. Når alle fire ryttere rider på samme tid, vil jorden gå under. Men læser man historiebøger, vil man hurtigt opdage, at den fjerde rytters hærgen undertiden i sig selv har været næsten nok. ”I disse tider kom en plage, som nær var blevet enden på menneskeheden”, skriver en stærkt rystet historiker ved navn Prokopius i årene efter historiens første veldokumenterede udbrud af byldepest i året 542. Han havde set, hvordan menneskene omkring ham bukkede under for den mystiske sygdom i Konstantinopel – nutidens Istanbul – og måtte begraves i hobetal. Det var næsten et årtusind før, den for mange så velkendte epidemi med det gruopvækkende tilnavn Den Sorte Død tog livet af op imod halvdelen af Europas befolkning.

Mennesket opfører sig ofte, som om det bestemmer verdens gang, og momentvis er der da også perioder med fredelige tilstande, hvor man let kan få den opfattelse, at mennesket er frit og herre i sit eget liv. Men historien viser, at det grundlæggende er en illusion, og at det i andre perioder er mikroberne, der styrer og ændrer retningen for vores tilværelse. Adskillige gange har epidemier ændret verdenshistoriens

11

gang, og de har været afgørende for, om imperier bestod eller bukkede under, ligesom de har leveret nye muligheder for dem, der overlevede sygdommens tilfældige hærgen. Uanset social status. Det er faktisk, helt uden sammenligning, sygdomme, der har fungeret som verdenshistoriens største dræber og samfundsomvælter helt frem til Anden Verdenskrig, og Selv da må man indrømme, at tuberkulose og kolera tilsammen krævede langt flere ofre end selve krigsurolighederne. Alligevel er det netop de årstalsmæssigt velafgrænsede krige, vi som regel foretrækker at inddele historiens epoker efter.

Sygdommenes hærgen og succes kan vi mennesker takke os selv for. De største og mest omfattende sygdomsudbrud gennem tiderne skyldes nemlig vores tætte forhold til de dyr, vi opdrætter, slagter og spiser. Samlere og jægere, som sjældent var bofaste, nåede aldrig op på en befolkningstæthed, der gjorde det muligt at opretholde floksygdomme, men for mere end 10.000 år siden begyndte mennesker i Mellemøsten at dyrke jorden og holde husdyr. De bosatte sig i landsbyer og indrettede komplekse samfund, hvor affaldet hobede sig op, og hvor menneskene og dyrene boede op og ned ad hinanden. Deres kropssekreter blandede sig let med fødevareproduktionen, og det skabte ideelle betingelser for, at alverdens sygdomme kunne opstå. Den nye måde at leve på skabte samtidig mulighed for produktionsoverskud, som øgede befolkningens størrelse og befolkningstætheden, samtidig med, at landsbyerne blev forbundet gennem handel, som muliggjorde, at sygdommene bredte sig over store landområder.

Det var særlig kvæg og svin, som gav mikroberne videre til mennesker, og som udviklede sig til store floksygdomme. Det er lige fra begyndelsen foregået som en evolutionær proces,

12

hvor sygdommene langsomt har tilpasset sig ændrede forhold og har indrettet sig med forskellige strategier for at blive spredt, som influenzaens klassiske nys og tuberkulosens og coronavirussens host, der spreder millionvis af små inficerede og luftbårne dråber spyt, og let og effektivt fordeler sig fra det ene menneske til det andet. Mikroberne er jo interesseret i at overleve og forandrer derfor vores krop, så den bliver en fabrik, der skaber ny smitte.

Omgangen mellem mennesker og dyr i tætbefolkede landsbyer og snart også i større bydannelser har alt i alt skabt nogle af verdenshistoriens mest vidtrækkende og frygtede sygdomme. Mæslinger og tuberkulose kommer fra kvæg, og det samme gør som regel kopper. Pesten er en bakterie, som overlever i en rotteloppes mavesæk og overføres ved bid, mens influenza kommer fra grise og fugle. Malaria spredes gennem myg, aids er vandret fra aber til mennesker, og ebola stammer blandt andet fra store flagermus kaldet flyvende hunde.

Derfor undrer det hverken virologer, arkæologer eller historikere, at den nye coronavirus opstod i den meget tæt befolkede Hubeiprovins i det centrale Kina, og at epicentret var et marked med levende dyr samlet på meget lidt plads og præget af manglende hygiejne. En lokalitet, hvor der blev solgt dyr fra alle egne af verden, som blev slagtet på stedet for kort efter at ende på middagsbordene og blive indtaget af kulinarisk eventyrlystne markedsgæster. Det var en katastrofe, som bare ventede på at ske, og som også kommer til at ske igen. Hvilket dyr virussen udsprang fra denne gang, er endnu ikke fastslået med bestemthed. Slanger og flagermus har været nævnt som mulige kandidater.

13

Obduktion af rotter for tegn på byldepest i New Orleans. I 1914 ankom en svensk sømand til byen, og kort efter døde han af byldepest. Myndighederne greb ind med stor alvor og videnskabelig præcision. Man isolerede pestpatienterne og fangede 20.000 rotter, som led i at bekæmpe og inddæmme sygdommen.

Under alle omstændigheder skriver coronavirussen sig ind i en historie, som begyndte, da mennesker blev bønder og begyndte at holde dyr i fangenskab for bedre at kontrollere fødevareforsyningerne og satte ind på en kurs præget af befolkningstilvækst. En tilvækst, som stort set er fortsat lige siden og kun møder seriøs modstand, når voldsomme sygdomsudbrud som en fjerde rytter rider hærgende gennem byer og

14

kontinenter med års mellemrum. Den eneste forskel på dengang og i dag er nutidens viden, uddannelsesniveau, sundhedsvæsen og, nå ja, samfundssind.

For omkring hundrede år siden var verden også hærget af en særlig slem influenza. Den Spanske Syge. Da sygdommen ramte i slutningen af Første Verdenskrig, og dermed en tid præget af mørkelæggende pressecensur, tætpakkede skyttegrave og dårlig ernæringstilstand, fik epidemien rig lejlighed for at hærge i et omfang, som endnu en gang rystede en hel verden. Den dræbte på kort tid hovedsageligt yngre mennesker, først og fremmest dem mellem 20 og 40 år. Formentlig fordi børnenes stærke immunforsvar tog brodden af den, mens de ældre allerede havde gennemlevet influenzaepidemier, der mindede om den, og som havde gjort dem modstandsdygtige.

Resultatet blev det mest omfattende enkeltudbrud i form af en epidemi til dato. Omtrent 30-50 millioner mennesker mistede livet på globalt plan i årene 1918-20. Det var ganske vist, før vi fik et hospitalsvæsen i den udformning, vi kender i dag, men langt hen ad vejen står mennesket lige så uforberedt og magtesløst i dag, som det gjorde dengang. Mange af de velkendte strategier – nødhospitaler, karantæneforanstaltninger, værnemidler og hygiejneregler – var man allerede fortrolig med. Derfor kan vi uden videre sammenligne nutidens epidemier med fortidens og høste nogle af erfaringerne fra Den Spanske Syge med henblik på at gøre os klogere på vores egen situation, fordi de endnu gælder. Bl.a. at det kan betale sig at begrænse og bremse smittens acceleration i befolkningen, således at ikke så mange bliver smittet på én gang, og så sundhedsmyndighederne bedre kunne følge med og passe de

15

syge. Den strategi, som myndighederne i Danmark stadig benytter. Vi kan også uden videre spejle os i, hvordan befolkningen reagerede på nedlukningen, isolationen og sygdommens hærgen, og hvilket samfund, der kom ud på den anden side.

Bogen er med andre ord tænkt som et historisk overblik, der forklarer, hvorfor kloden gentagne gange har været ramt af epidemier og fortsat vil blive det. Den afsøger datidens forklaringsmodeller for at forstå befolkningernes reaktion, og nutidens for at skabe overblik over sygdommenes oprindelse, udvikling og forløb. Det sker gennem udvalgte eksempler fra alle dele af verdenshistorien. I hvert fald i de seneste årtusinder. De største og mest alvorlige tilfælde ændrede trods alt menneskehedens tilværelse, og derfor giver det god mening at få lidt indsigt i epidemiernes væsen ved at følge i kølvandet på den fjerde rytters hærgende ridt gennem historien.