I mikrobernes tjeneste

Mennesket er den mest invasive art på jorden. Der er snart ikke det dyb eller den bjergtop, hvor mennesket ikke for længst har plantet et flag og fejret sin sejr over den vilde og utæmmede natur. Den slags giver let os mennesker den fejlopfattelse, at vi har monopol på at kontrollere naturen og afgøre jordens og dermed vores egen skæbne. Men den fornemmelse, som er tæt forfulgt af troen på egne evner, er i vid udstrækning en falsk tryghed. For når antibiotika og vacciner virker, og sygdomme ser ud til at forsvinde, så kommer det helt bag på os, når nye sygdomme opstår. Mikroberne eksisterer stadig blandt os, de muterer, og nye sygdomme kommer hele tiden til.

Hvis vi træder et langt skridt tilbage i vores forhistorie til dengang, det hele begyndte, så får vi et bedre overblik over, hvorfor den teknologiske udvikling, befolkningstilvækst og komplekse civilisationer i sidste ende også gjorde os så udsatte og sårbare over for epidemier og dermed mikrobernes hærgen.

Vores tid på jorden er nemlig kun et øjeblik sammenlignet med de ældgamle mikroorganismer, som har befolket jordens ufremkommelige afkroge i milliarder af år. Og livet, som vi

17

kender det i al sin kompleksitet, er vokset ud fra nogle små og smarte organismer, som fortsat lever i bedste velgående. Alligevel har vi nok en tilbøjelighed til at mene, at vi selv er evolutionens foreløbige kulminationspunkt. Men vi er stadigvæk prisgivet, når mikroberne slår til, trænger ind i vores kroppe og gør os syge. Homo sapiens – det tænkende menneske – har altså eksisteret i en rum tid og har forandret jorden mere end nogen anden art, men i forhold til hajer og skildpadder er vi rene nybegyndere på jorden, og i forhold til mikroberne knap værd at tale om. Det kommer ikke uden konsekvenser, og epidemierne, som rammer os hårdt med jævne mellemrum gennem dele af forhistorien og historien, er direkte konsekvenser af den måde, vi lever på. Evolutionen har stadig sit greb om os mennesker, selvom vi med alle midler prøver at undslippe det greb og indføre vores egne regler.

De ældste fund af mennesker finder man i Nordafrika, hvor knogler fra Homo sapiens kan dateres og har vist sig at være omtrent 300.000 år gamle. Herfra gik det stærkt med at indtage Afrikas jagtmarker. For omkring 100.000 år siden opnåede mennesket så store færdigheder som jæger, at det bevægede sig fra midten af fødekæden og op til toppen. Hjernen vandt over musklerne, og millioner af års evolution, som skabte tunge elefanter, stærke løver og lynhurtige gazeller blev matchet af intelligens på uhørt kort tid set i forhold til andre arters udvikling over tid.

Mennesket fik et komplekst sprog, udviklede anlæg for kunst og evnede allerede dengang at fortælle historier og dermed samle flokken om et større formål end det næste måltid mad og tryghed i hulen. For den fiktive virkelighed, som historier og myter udgør, kan få mennesker, der ikke kender hin

18

anden, til at arbejde sammen om fælles mål. Det kan være historier om guder, beretninger om verdens skabelse, myter om de første mennesker og tilstedeværelsen af naturens ånder. Historierne kunne understøtte fortællingen om enkeltindividers særlige ret til at udstikke ordrer og ret til at tolke fortællingernes indbyggede sandheder og deres krav om, at flokken havde pligt til at følge dem. Det gav en mulighed for, at store flokke af mennesker kunne ændre adfærd hurtigt.

Over tid blev det konger, der ledte, og præster, som tolkede. I oldtiden og langt op igennem historien var det præsterne, som forklarede sygdommenes væsen, og kongerne, som gav besked om, hvad man skulle gøre. I dag er det sundhedsmyndighederne, der er vor tids præster, som udstikker sandheder, og statsministeren, som er kongen – eller måske rettere dronningen – der beder os ændre adfærd, og som vi følger, fordi menneskearten er blevet godt opdraget og har haft tid til at tilpasse sig spillereglerne siden stenalderen.

Alt sammen har givet mennesket en meget høj grad af tilpasningsevne og opfindsomhed, der med tiden uden sidestykke har gjort det til klodens mest invasive pattedyr. Skarpt forfulgt af rotter og til dels kaniner. Men for intet at regne i sammenligning med antallet af de mikrober, der fulgte med i menneskets fodspor.

Da mennesket først satte foden uden for Afrika, i begyndelsen af den seneste istid – som varede i omkring 109.000 år helt frem til for omkring 11.000 år siden – blev jorden aldrig den samme igen. De omstrejfende grupper af historiefortællende mennesker var ikke bare den mest opfindsomme, men også den mest destruktive kraft, dyreriget hidtil havde frembragt.

19

Den verden, mennesket mødte dengang, var temmelig anderledes end den verden, som omgiver os i dag, hvor halvdelen af den beboelige del af jorden er dækket af et velfriseret landbrugsland. Under istiden herskede en vild verden med endeløse stepper og skove, hvor spredte menneskegrupper primært levede af planter, de fandt omkring sig, og jagt på smådyr og storvildt. De gik heller ikke af vejen for at stjæle et godt ådsel fra et succesrigt, men også dummere rovdyr, og hvad de ellers kunne komme i nærheden af.

Mennesket fulgte det tropiske bælte fra Afrika og mod Sydøstasien på sine vandringer og bevægede sig senere for omkring 47.000 år siden op mod de store mammutstepper, som dækkede store dele af Europa, Rusland og Asien, hvor de store vandringer blev bremset af en stor iskappe omkring den nordlige halvkugle, som holdt Nordamerika og Europa i et jerngreb. De store klimaudsving, barske levevilkår og begrænsede fødevareforsyninger under istiden fik jægerstenalderens befolkning til at sprede sig over store områder med meget lav befolkningstæthed.

Mennesket har været jægere, fiskere og samlere i størstedelen af sin tid på jorden, og derfor strækker jægerstenalderen sig groft sagt, fra de første menneskearter begyndte at bruge redskaber af sten for omkring 3,4 millioner år siden og helt frem til, at de første pionerer i Mellemøsten blev bønder for omtrent 11.000 år siden. Derefter kalder man den sidste del af stenalderen bondestenalderen. Men herfra bliver det også lidt mere kompliceret, fordi agerbruget kun gradvist bredte sig til Europas, Nordafrikas og Asiens fjernere områder, mens det også opstod uafhængigt af Mellemøsten i andre dele af verden. I Danmark blev størstedelen af befolkningen

20

således først bønder for 6.000 år siden, og periodeopdelingerne varierer dermed en del alt efter geografien.

Før mennesket begyndte at dyrke jorden, nåede jordens samlede befolkning næppe over 10 millioner mennesker – det er færre end den kinesiske storby Wuhans befolkning i dag – og det havde stor betydning for de sygdomme, som de pådrog sig – og disses evne til at sprede sig.

Kannibalens forbandelse

Hvis vi ser på sygdommene fra mikrobernes perspektiv og lægger vores eget farvede blik på dem som sygdomsfremkaldende organismer til side, så er de resultatet af en evolutionær proces på præcis samme måde, som vi selv er. De udvikler sig og forsøger konstant at finde værter, der opfører sig på en sådan måde, som spreder dem hurtigst og mest effektivt. Derfor er det de mikrober, der har den mest effektive spredningsstrategi, som overlever. Det er simpel matematik, og det handler om at få værten til at smitte flest mulige andre, der dermed spreder sygdommene videre igen. Værterne skal mangedobles, for at mikroben holdes i live. Derfor går det ikke, at værterne holder sig fra hinanden.

Mange symptomer på sygdom er egentlig bare mikrobernes måde at sikre sig, at deres afkom spredes, og de har over tid udviklet mange forskellige strategier til at sprede sig mellem mennesker, mellem dyr og fra dyr til mennesker, eller den anden vej rundt. Den letteste måde er at vente på, at andre æder en, som salmonellabakterien i dårligt tilberedt kylling eller parasitterne i rå fisk, der er frygtet af sushielskere over hele verden. Lidt mere komplicerede smittemønstre kræver

21

mellemmænd i form af små insekter som lopper, lus og myg, der spreder pest, plettyfus og malaria. De ændrer vores kropsfunktioner, så de får optimale livsbetingelser. Derfor giver salmonellabakterien diarré og influenza en trang til nys og host. Det kan man fra et evolutionsbiologisk synspunkt ikke klandre dem for, det er bare en del af deres spredningsstrategier.

Derimod kan det godt undre, at mikroberne undertiden finder på at slå deres vært ihjel som del af spredningsplanen, da man jo skulle mene, at en levende vært kan sprede smitten mere effektivt end en død.

Døden er sandsynligvis også en utilsigtet effekt af et ellers effektivt spredningssystem. Så længe symptomer som diarré eller host bliver ved med at smitte i omgivelserne, så overlever sygdommen selvfølgelig fint, uanset at den oprindelige vært går hen og dør. Men ikke alle sygdomme har den effekt. Store dødelige epidemier holder sig nemlig ikke længe i små befolkninger, for så dør mikroberne ud helt naturligt, fordi der simpelthen ikke er værter nok. Derfor har sygdommene mange forskellige strategier, alt efter hvad forholdene tillader, og er i konstant fare for at ende i en evolutionær blindgyde.

Nogle strategier er da også forsvundet igen. Kuru eller lattersyge – bedre kendt i en beslægtet variant som kogalskab eller Creutzfeldt-Jakobs sygdom – havde for eksempel sit udspring i en ret makaber tradition. Den var udbredt i begyndelsen af forrige århundrede, hvor man kunne være heldig – eller snarere uheldig – at træffe på den i Ny Guineas højland. Smittekilden var rå menneskehjerne, og grunden til, at man fik sygdommen, var kannibalisme. Sygdommen kom, hvis man under slagtningen af et andet menneske slikkede sig på fingrene efter at have håndteret den rå hjerne. Særlige prote

22

iner blev overført til kannibalens egen hjerne, som langsomt men sikkert nedbrød hjernens væv og resulterede i død. Så snart befolkningen stoppede med at spise andre mennesker, ophørte sygdommen også. Der findes i det hele taget masser af eksempler på sygdomme, som ikke viste sig levedygtige og kun dukkede kortvarigt op for så at forsvinde igen, mens andre har fulgt os i tusindvis af år – lige siden jægerstenalderen – fordi de har fundet den helt rigtige teknik.

Tyggegummipigen

Det er en næsten umulig opgave at kortlægge de mange smågrupper af jægere og samlere og deres sygdomme, fordi de levede for så lang tid siden, at deres knogler og efterladenskaber ofte er forsvundet i jorden. Arkæologerne kan udgrave deres boliger og gravpladser og derfra analysere sig frem til deres måde at leve på, så man aflæser – nærmest som en anden detektiv, vi kender fra kriminalromaner og -serier – de spor, mennesker har efterladt sig i jorden, og derfra konkluderer man omkring levevilkår og samfundsmønster.

Man kan også se på, hvilke sygdomme de mennesker, der lever som jægere og samlere i dag, lider under, og så får man en meget god fornemmelse af, hvilke typer sygdomme jægerstenalderens folk kan have båret rundt på. Det er typisk kroniske sygdomme, som er lang tid om at dræbe, hvis de overhovedet er dødelige. Som for eksempel spedalskhed, der over mange år nedbryder kroppens væv, og som har temmelig svært ved at klare sig i vore dage. En anden og meget gammel sygdomsform blandt mennesker er hepatitis B, en yderst smitsom leverbetændelse, som til gengæld har haft overor

23

dentligt godt held til at holde sig gående. I dag er den faktisk en af de mest udbredte sygdomme i verden med mere end 250 millioner smittede. Det ældste påviste tilfælde er 7.000 år gammelt, og ser man på virussens arvemasse, så har den ovenikøbet eksisteret i mindst 15.000 år og må derfor også have været en sygdom, der har været kendt og frygtet blandt mennesker i stenalderen.

En sygdom, der er næsten lige så gammel og påvist i en russisk grav, der er præcis 6.795 år gammel, og som antages at have eksisteret blandt mennesker i mindst 13.000 år, er en forholdsvis mild sygdom, Erythema infectiosum, som i folkemunde går under navnet lussingesyge. Dermed har vi alligevel et par konkrete bud på sygdomme blandt mennesker, før vi blev bønder. Men det er ikke sygdomme, som kan fremkalde pludselige epidemiske bølger med høj dødelighed. Det er nærmere ubehagelige bekendtskaber, som forringer livskvaliteten uden at slå dig ihjel.

Parasitter hyggede sig også i jægerstenalderens menneskekroppe. De små organismer, som kan tage ophold i kroppen og snylte på systemet, kunne være den nok så velkendte bændelorm, der bor i menneskets tarm. Fra skeletter i grave fundet ved Skateholm langs med Skånes kyst har forskerne nemlig kunnet konkludere, at folkene, som boede der og fiskede i jægerstenalderen, også spiste rå fisk og fik parasitter herfra i kroppen. Rå fisk var åbenbart også på menuen i jægerstenalderen.

Men det er faktisk også muligt at komme endnu tætte

Baseret på gammelt DNA fra spyt i en begklump fundet på Lolland er det lykkedes forskerne at komme meget tæt på, hvordan stenalderens mennesker i Danmark så ud for omkring 5.800 år siden.

24

En lille klump beg var stenalderens tyggegummi, og lige præcis denne klump, fundet på Lolland, indeholdt spyt fra en stenalderkvinde. Hendes DNA afslørede bl.a., at hun kunne have haft kyssesyge.