Gadedreng i guldtråd

Profetien gik i opfyldelse. Men det skete på andre måder, end Stegelmann forestillede sig. I tilbageblik har 1950’ernes unge Elvis ikke så meget symboliseret det kulturelle forfald, Stegelmann og mange andre så i ham. Snarere huskes han som frihedshelt i ungdommens kamp mod de gamle, snærende normer. Og gennem sine foranderlige udtryk blev han ved med at forbinde sig med samtiden, først som fysisk levende idol, siden som afdød berømthed med et enestående efterliv.

Det er Elvis som kulturelt fænomen, jeg vil se nærmere på i bogen. Udgangspunktet er Danmark. Her blev alt det nye og amerikanske, som Elvis stod for, længe anset for fremmed. Mange modtog det med foragt, men også med frygt, fascination og fryd. Og ved at tage afsæt i den danske modtagelse af Elvis kan man pejle sig ind på væsentlige elementer af de seneste syv årtiers kampe om det moderne samfunds normer, værdier og mentaliteter.

Er det store ord at bruge om Elvis? Næppe større end de ord, Stegelmann og hans samtidige brugte.

Gadedreng i guldtråd

Hør blot, hvordan Berlingske Tidende et par år tidligere havde berettet om en koncert i USA med det samme idol:

Saa snart han viste sig paa scenen i en guldtraadsjakke, rejste det ungdommelige publikum sig i fuldkommen ekstase og græd af lykke. En pige besvimede med et saligt smil i sit blege ansigt. Da rock’n’roll-kongen tog fat med guitaren og hoftevridningerne, steg ekstasen til rent hysteri, saa der ikke kunne høres ørenlyd i den store Pan Pacific-hal. 2

Det var en skræmmende begivenhed, forstod man: vulgær, støjende og hysterisk. Og larmen fra salen var lige så øredøvende som den fra scenen. Den anonyme skribent havde ganske vist ikke selv overværet koncerten i Hollywood den 28. oktober 1957, men nyhedsbureauerne spredte de små fortællinger ud i alle verdenshjørner.

På det tidspunkt var beretningerne om den ekstase- og hysterifremkaldende amerikanske rock’n’roll for længst blevet til en fast del af pressens fortællinger. Faktisk havde man i nogle måneder skrevet håbefuldt om, at den seneste amerikanske ungdomsdille var ved at være overstået, så man også kunne blive fri for uvæsenets førstefigur, Elvis Presley. 3 Men det var vist alligevel ikke tilfældet, konstaterede avisen nu. Med umiskendelig beklagelse.

Berlingske-skribenten udpenslede i efteråret 1957 endnu en gang, hvor grelt det stod til med teenagerne – især de amerikanske og ikke mindst de kvindelige – og hvor usmageligt et idol de havde udset sig: ”Presleys guldjakke var diskret pyntet med dueæg-store rhinstene. Under den havde han sort silkeskjorte og et par sorte toreador-bukser, der sad betydeligt strammere, end hvad der maa regnes for anstændigt.” 4

Guld, silke og udsmykninger viste ikke det fornemme, men det vulgære. Sammen med artiklen bragte avisen et fotografi, hvor sangeren ganske vist stod ret op og ned, fuldt påklædt i ikke synderligt kropsnært tøj, men til gengæld havde armen omkring en kvinde klædt i udfordrende, skinnende dragt – måske af samme guldstof som hans jakke? Kvinden blev præsenteret som ”strip-tease-danserinden Tempest Storm.” 5 Dårligt selskab, men vel nok passende for en så uanstændig ung mand.

Præcisionen svigtede lidt i den lille koncertreportage. For eksempel var oplysningen om hans stramme bukser fri fantasi. Fotografier fra koncerten viser ret løstsiddende sorte herrebukser. Jakken var rigtigt nok i prangende guldstof, og revers og manchetter var besat med rhinsten – dog noget under dueægstørrelse. 6 De strengt taget usande påstande var dog langtfra tilfældige. De passede nøje ind i opfattelsen af det amerikanske idol som en pyntedukke, der frivolt demonstrerede sin krop for at vække teenagernes begær. Og journalisten fortsatte:

Dagen efter blev der til politiet indgivet adskillige anmeldelser mod Presley for blufærdighedskrænkelse. Bukserne var for skrappe, skriver aviserne, men i bekymrede forældres politianmeldelser siges det, at rok

Elvis et stenkast fra Aarhus Hovedbanegård. Før premieren på filmen G.I. Blues i sommeren 1961 udstillede Derna Radio i Ryesgade alle sine lækre Elvissager: plakater, fotos fra filmen, vinylplader i LP-, EP- og singleformat. Har De dem alle?

og rul-kongen ikke havde generet sig for på scenen at gøre tvetydige og obskøne bevægelser i dem. 7

De seksuelle signaler var slemme i sig selv. Mindst lige så provokerende var legen med kønsroller. Elvis’ rebelske image, kropslighed og larmende lydunivers gjorde ham til et maskulint forbillede for unge mænd i protest mod underkuelsen og på jagt efter selvstændighed og selvagtelse. Men han blev samtidig affærdiget som ”tøset og skabagtig.” 8 Også det lå i Berlingske Tidendes fortælling om Elviskoncerten i 1957. Rigtige mænd skabte sig ikke i guldtråd og gamacher, ligesom rigtige kvinder ikke nød den umandige mand, der skabte sig. Ifølge 1950’ernes fremherskende idealer skulle hverken mænd eller kvinder udtrykke følelser eller sansninger så kraftigt. Da slet ikke, hvis følelserne eller sansningerne var seksuelle. Det var sådan noget, negrene gjorde.

Komplekset af alders-, køns-, race- og støjforstyrrelse var også et spørgsmål om klasse. Elvis blev omtalt som en ”landsbydreng” eller en ”lastbilchauffør,” der pludselig var blevet styrtende rig på sine uartigheder. 9 Ud fra normerne for god smag og social orden var han en malplaceret gadedreng, en opkomling eller en moderne Jeppe på bjerget uden legitim adkomst til økonomisk formue eller kulturel anseelse. Dermed kunne han i forbifarten også bekræfte 1950’ernes typiske dansk-europæiske opfattelser af USA, der var kendetegnet ved nærmest ufattelig materiel velstand og smarthed på den ene side, men åndelig armod og gold individualisme på den anden. 10

I årtierne efter hans død i 1977 syntes legenden at vokse og vokse. Mens mange idoler er blevet glemt eller i dag kun huskes for deres storhedstid, har Elvis vist sig ualmindeligt levedygtig. Ikke kun i kraft af sin musik, men også – og især – som image, som kulturikon og som kommercielt brand, der atter og atter hyldes, fordømmes, erindres og relanceres. ”Af et dødt menneske at være er Elvis Presley skrækkeligt støjende,” bemærkede kulturanalytikeren Gilbert B. Rodman 19 år efter idolets død. 11

Støjen er forandret siden da, men den lyder stadig højt.