Profetien gik i opfyldelse. Men det skete på andre måder, end Stegelmann forestillede sig. I tilbageblik har 1950’ernes unge Elvis ikke så meget symboliseret det kulturelle forfald, Stegelmann og mange andre så i ham. Snarere huskes han som frihedshelt i ungdommens kamp mod de gamle, snærende normer. Og gennem sine foranderlige udtryk blev han ved med at forbinde sig med samtiden, først som fysisk levende idol, siden som afdød berømthed med et enestående efterliv. Det er Elvis som kulturelt fænomen, jeg vil se nærmere på i bogen. Udgangspunktet er Danmark. Her blev alt det nye og amerikanske, som Elvis stod for, længe anset for fremmed. Mange modtog det med foragt, men også med frygt, fascination og fryd. Og ved at tage afsæt i den danske modtagelse af Elvis kan man pejle sig ind på væsentlige elementer af de seneste syv årtiers kampe om det moderne samfunds normer, værdier og mentaliteter. Er det store ord at bruge om Elvis? Næppe større end de ord, Stegelmann og hans samtidige brugte.
Gadedreng i guldtråd Hør blot, hvordan Berlingske Tidende et par år tidligere havde berettet om en koncert i USA med det samme idol: Saa snart han viste sig paa scenen i en guldtraadsjakke, rejste det ungdommelige publikum sig i fuldkommen ekstase og græd af lykke. En pige besvimede med et saligt smil i sit blege ansigt. Da rock’n’roll-kongen tog fat med guitaren og hoftevridningerne, steg ekstasen til rent hysteri, saa der ikke kunne høres ørenlyd i den store Pan Pacific-hal.2
Det var en skræmmende begivenhed, forstod man: vulgær, støjende og hysterisk. Og larmen fra salen var lige så øredøvende som den fra scenen. Den anonyme skribent havde ganske vist ikke selv overværet koncerten i Hollywood den 28. oktober 1957, men nyhedsbureauerne spredte de små fortællinger ud i alle verdenshjørner. 12
Elvis i Danmark.indd 12
28.09.2020 08.56
