Kapitel 2. Martinus og Karen Marie. Fødehjemmet i Alderslyst

DET, JEG DU’R TIL, ER VOKSET UD AF BARNDOMMEN

Julius fødes i et lille rødstenshus i Borgergade i Alderslyst1 – en ganske almindelig vej med almindelige små huse til begge sider.2

Hans første verden er et lille hus, hvor hans forældre bor i den østvendte og Peter Skov og hans kone Trine – gudmor til Julius – i den vestvendte del. Der er to små spartansk møblerede stuer. I soveværelset ud til haven er der en seng og et vækkeur, i værelset ud til vejen et bord og to stole.

Her lever Julius, indtil forældrene – for en tid – flytter til Silkeborg. ”Mine første indtryk spænder fra Ask Yggdrasil til maskinen. Tilsammen siger de, at jeg blev født i grænseregionen mellem de evige ting og den unge industri med dens opmarch, spændinger og hårde problemer. Vi var ganske almindelige mennesker i et hus ved alfarvej”.3

Her – og senere i Efeuhuset – oplever han overgangen fra almue- til fabrikstid, fra almuens fester til fabriksarbejdernes foreningsmøder og -fester. Her ser han, hvordan arbejderne sætter selvhævdelse og selvrespekt i stedet for de gamles tålsomhed og ydmyghed. Mens festen tidligere er et problemløst samvær mellem slægt og venner, beherskes den nu af den idé, der er foreningens samlingspunkt, en komsammen for meningsfæller.4 25

I dette lille hus Borgergade 47 i Alderslyst fødes Julius Bomholt. Familien bebor kun den østlige (højre) del af huset. (Foto fra Silkeborg Arkiv)

26

Vi er i en brydningstid ved et århundredeskifte præget af en dominerende liberalisme under pres af et fremvoksende socialdemokrati. Produktionen omlægges. Den gamle hjemmeproduktion af træsko – begge bedstefædres arbejde – erstattes af fabriksproduktion. En ny økonomi er under udvikling og bryder for alvor igennem omkring århundredskiftet.

Markedsøkonomien holder sit indtog. Produktion med salg og profit for øje fortrænger selvforsyning og manufakturproduktion. Arbejdet afkobles fra produktet og bliver selv en vare. Sociale bånd ændres til markedsrelationer. Den beskyttelse, som i det gamle samfund varetages af familien, bliver nu en sag for de faglige foreninger – ”organisationen”. Og dog går ærbødigheden for det gamle hånd i hånd med nødvendigheden af at tilpasse sig det nye.

Julius fødes i et tidehverv mellem en epoke i undergang og en æra under udvikling. Det skaber en spænding i hans sind. Derfor spiller

barndommen en så stor rolle for forståelsen af ham – ”det, der du’r i mig, er vokset ud af den. Det er den, der har grundbestemt oplevelserne senere hen”.5

MARTINUS – PRINCIPFAST MAND OG ÆGTE SOCIALDEMOKRAT

Julius’ far, Martinus Bomholt,6 er papirarbejder, senere salsmester på Silkeborg Papirfabrik.7 Han fødes i 1872 som frugt af et forhold mellem en tjener på landejendommen Eriksborg i Gjødvad Sogn, Niels Jensen, og Julius’ farmor, Juline Jensen.8 Hun er kun 20 år, da Martinus fødes. Fire år senere gifter hun sig med den noget ældre enkemand Laurs Sørensen Bomholt.9 Han bliver Julius’ virkelige farfar.10

Fra midten af 1890’erne er Martinus først faglig og senere kommunal tillidsmand. Det giver sønnen en tidlig forståelse af, at politik har noget med retfærdighed at gøre, og han oplever politikken i praksis. Han er med til politiske møder, og mens han går i skole, lærer han en række af tidens politiske personligheder at kende.11 Han når også til en større forståelse af sin far.

I en heftig diskussion mellem sognefogeden og bedstefaderen om et nyt skolebyggeri blander Julius sig: ”Bedstefar har ret”. Da sognefogeden nedrigt svarer: ”Det er jo ikke din bedstefar”, oplever knægten en verden gå under og søger ly hos sin bedstemor: ”Jeg er i hvert fald din bedstemor”, siger hun. Først mange år senere, da Julius er blevet formand for Folketinget, fortæller Martinus, at hans rigtige far var en herregårdskarl, der var ”noget fordrukken” og senere blev slagter i Balle.12 Han holdt af bedstemor, men hun ville ikke gifte sig med ham. Julius forstår, at faderen som dreng har været plaget af at være ”uægte” barn, som det dengang hed. Han indser, hvorfor faderen i hele sit liv har været oprører, ”en oprørsskæbne … som jo på en måde gik igen i mig”.13 Nok rebel i nogle år, men senere en oprører rodfæstet i en etisk/religiøs livs- og verdensanskuelse – aldrig oprører for oprørets egen skyld.

Martinus er over 70 år, da han betror sønnen, at hans far er født uden for ægteskab – en skam, en forbandelse, der forklarer meget i hans skæbne. Martinus ved ikke, at en frygtelig replik (sognefogedens) for længst har ladet Julius forstå forholdet.14 27

28

Martinus er stærkt engageret i Socialdemokratiet. Straks efter sin ansættelse på papirfabrikken tager han initiativ til en lønaktion, og det varer ikke længe, før han medvirker til at oprette en fagforening og bliver dens formand. Han indser, at det kniber med de nødvendige forkundskaber, men hvor der er vilje, er der vej.

Han kontakter Teknisk Skole og får lov til at følge undervisningen i dansk og regning. I tre år sidder han sammen med de langt yngre læredrenge og slider sig gennem tal og bogstaver. Derfor gør han senere alt, hvad han kan, for at sikre sin søn en god uddannelse. Selv har han tilegnet sig de nødvendige forudsætninger for sit aktive liv uden skolens hjælp.15 ”En rask og ærlig skikkelse, der selv havde fundet frem til sin viden og sociale solidaritetsfølelse – en type, som dansk arbejderbevægelse står i gæld til”.16

Martinus er en mand af principper. Da redaktøren for Silkeborg Social-Demokrat, byrådsmedlem og senere folketingsmand, Jacob Christensen – for at sikre sit valg – appellerer til samarbejde med de radikale, siger Martinus nej.17 ”Partiet først – og ikke stræberne”.18 Han er socialdemokrat af sin tid: partiet først og forud for koalitioner.19 Det gustne overlæg er ikke noget for Martinus. Det er det – med enkelte undtagelser – ej heller for sønnen.

I 1937 deltager Julius – der da har været folketingsmand i otte år – i en samtale mellem sin far og den daværende sognerådsformand i Balle, Jens Jensen.20 Det går op for ham, at

Far [egentlig ikke er] Politiker. Der er for meget Temperament i ham. Han beregner ikke de andres Bevægelser, men tænker ud af sit eget Sind, lidenskabeligt optaget af det, som han synes er rigtigt. Skønt han altid har staaet for mig som Indbegrebet af Praktisk Fornuft og maskulin Vilje, er der alligevel noget kunstnerisk ved ham.21

Det principfaste og temperamentsfulde præger også sønnen, især i hans unge år. Senere bliver han en smule mere taktisk, også når det strider mod hans kunstneriske sind; men temperamentet beholder

han, og i ministerperioderne er det ikke alle medarbejdere, der har det lige let med hans indimellem vulkanske opførsel. Selv siger han: ”Vi lærer alle sammen meget med Aarene, man bevæger sig i Retning af større Forsonlighed, man har lettere ved at tilgive. Men som ung havde jeg et stærkt Temperament”.22 Ja ja, men med evnen til at tæmme temperamentet er det nu så som så.

HANDLINGSMENNESKET MARTINUS

Fagforeningsformand, javel; men det er langtfra nok for den engagerede og ambitiøse Martinus. Snart bliver han formand for ”den frie fattigkasse” og nogen tid efter medlem af sognerådet.23 Han er også aktiv ved etablering af det vandværk, der står klar i 1909.24 Desuden er han formand for Alderslysts socialdemokratiske forening og for Alderslyst Brugsforening.25 Også i forarbejdet til bygning af den kirke, der indvies i 1929, medvirker han. En markant skikkelse i Alderslyst. En mand, der vil noget. I 1961 skriver Julius: ”Min far var optaget af et utal af reformer, som krævedes for at føre et sogn fra almuetiden over i den nye fabrikstid”.26 Også faderen er et bindeled. Som far, så søn!

Martinus er ikke let at bide skeer med. ”Min far var et handlingsmenneske, der satte den stærkest tænkelige handling ind for den idé, han anså for rigtig. Han opfattede ordet som en handling i svøb”.27 Denne sammenknytning af idé og handling får stor betydning for sønnen. Han vender gang på gang tilbage til, at en idé, der ikke følges op af handling, er tom, mens handlinger, som ikke hviler på en idé, er af tvivlsom karakter. Idéen er for Julius udtryk for en tanke, der spejler menneskets grundforhold til tilværelsen – et udstrålingspunkt, der kaster lys over helheden.28 Sådan ville Martinus næppe udtrykke sig, men det er sådan, Julius forstår sin far – og sig selv.

I sognerådet er Martinus ansvarlig for den sociale forsorg.29 Småfolk nærer tillid til ham og ser ham gerne som deres talsmand. Det samme kommer til at gælde Julius. Esbjergs arbejderbefolkning bakker ham op – akademikerstatus og en ikke særlig folkelig form til trods.

For Bomholt er det politiske arbejde en organisk fortsættelse af faderens.30 Slægten, traditionen og gentagelsen igen. Slægten som forbin- 29

30

delsesleddet mellem fortid, nutid og fremtid. Det er ingen tilfældighed, at Bomholt understreger, at både hans bedstefar og far er æresmedlemmer af Socialdemokratisk Forbund. ”De var den reserve, som en anden een har udmøntet. Delvist udmøntet, for at være korrekt”.31

Så er det lidt pudsigt, når man tænker på Julius’ rebelår, at han skriver:

I det hele taget. Der var ikke megen Dogmatik i den Tids Sogne-Socialisme – og vel for Resten heller ikke senere. Jeg mindes ikke i min Barndom at have hørt Karl Marx’ Navn, og jeg gad vide, om det i de Aar overhovedet var at finde i ”Silkeborg Social-Demokrat”! Der var næppe en socialdemokratisk Taler, der ikke sluttede sin Tale med nogle Ord om ”det socialistiske Samfund” som Maalet for alle Bestræbelser; det hørte sig nu eengang til; det var lige saa uundgaaeligt som Missionsmandens Ord til Slut om ”de Helliges Samfund”. Men i hjemmene og det daglige spillede den slags Visioner en forsvindende Rolle.32

Det er ikke en dogmatisk lærebogssocialisme, han tager med sig fra hjemmet. Det er den levede socialisme, hverdagssocialismen, socialismen som livsform. Det er den modne Bomholt, der repræsenterer arven fra Alderslyst – ikke rebellen.

MARTINUS – ”FOR DE ANDRE”

Der er ikke noget, der kan ændre den bane, der fører Martinus ud i en stadig større offentlighed. ”Han tog imod byrderne og læssede dem af i hjemmet for så at gå videre”. Når Julius’ mor er mest træt, lover han hende, at han aldrig vil give sig af med ”politik”; men samtidig er han sig bevidst, at både moderen og faderen inderst inde er stolte af, at sognets småkårsfolk, der hidtil har måttet gå den sure vej til en piberygende gårdmand i Balle, nu får deres sager ordnet i Karen Maries og Martinus’ hjem.33

Ikke nok med det. Inden Martinus om aftenen drager af sted til ge-

neralforsamlinger eller andre møder, går han som oftest ”på besøg”, så han ved selvsyn kender de hjem, der søger om understøttelse. Han er så udadvendt og fokuseret på ”organisationen”, at han i 1933 endog forsømmer Karen Maries 60-års fødselsdag: ”Om Aftenen var han optaget af Tanken om et Opstillingsmøde til Sogneraadet, og han kunde ikke dy sig. Kl. 7½ gik han hen til Forsamlingsbygn. [ingen], deltog i Debatten og kom efter en Times forløb opstemt tilbage”.34 Fødselsdagen afbrydes gang på gang ”med Sogneraadssnak”, og telefonen ringer gentagne gange, fordi nogen vil høre nyt om opstillingen.

Han er en aktiv mand og engageret i alt, selv om han indimellem kan klage over, at det er for meget. I et fødselsdagsbrev til Julius i 1929 skriver han: ”Jeg er desværre kommen i saa mange Udvalg om baade dit og dat, saa jeg bogstavelig talt aldrig har en Aften fri. Det er lige ved at blive en Plage”.35 Ja, ligeved, men næppe i virkeligheden en plage for Martinus – så lidt som det senere bliver for Julius, da det bliver hans tur.

På et tidspunkt besøger digteren og agitatoren A.C Meyer familien og konstaterer, at han og Julius er født under samme stjerne. De har samme fødselsdag. ”… du kan [derfor] risikere at blive verseskriver eller det, der er værre: folketingsmand ligesom jeg”. ”Forhåbentlig ikke”, siger Karen Marie.36 Julius tilføjer lakonisk: ”Vi kunne ikke ane, nogen af os, at A.C. Meyer og jeg engang skulle mødes i den socialdemokratiske folketingsgruppe, han som ældste medlem og jeg som yngste”.37 Og verseskriver, ja, det bliver Julius også.

Ved Martinus’ begravelse i 1955 holder Julius en smuk tale over sin far, der viser, hvad han har taget med sig fra sit hjem, og som i den grad præger ham:38

Hans liv var et ja til alle positive og opbyggende kræfter. I hans liv var der to faner: nationens og partiets. Partiets blev den første, maatte blive det. For ham betød den, at oprejsning for de smaa og fattige var mulig, at menneskeværdet respekteres, og at Danmark var en mor for alle dets børn. Nationens flag, 31

32

som folder sig ud over os alle, symboliserede for ham, at vi alle til syvende og sidst siger ja til nationen og til dens fortsatte bestaaen ...

Dér hvor andre hviskede, talte han højt, dér hvor andre holdt sig tilbage, tog han initiativ, brød igennem kun staaende til ansvar overfor sin egen samvittighed og retfærdighedssans. Saa fik resten være, som det kunne ...

Bag den store skabergerning laa et lykkeligt forhold mellem far og mor. Faa kunne være mere forskellige end de to, men vi drenge oplevede aldrig et grimt eksempel. Alt forvandledes ved dem til menneskelig værdighed. Det var hans lykketid, da mor levede. De sidste aar var trælse for ham. Han mistede hukommelsen – og vidste det – og i de senere aar kunne han ikke administrere sin ejendom. Men han ville blive i hjemmet, og han blev ved med at være taknemlig for livet.39

Talen afsluttes: ”Kære far! – Tak for dit rige sind, din retfærdssans, din hjælpsomme gerning. Tak for alt. Guds fred over din hvile”.40 Det sidste ville en renlivet humanist næppe sige.

Gennem livet besøger han, når han er i nærheden af Silkeborg, Karen Maries og Martinus gravsted. Så sent som i november 1968 – kort før sin død – aflægger han besøg på kirkegården med ”en stille tak til de to, som ligger der”.41

KAREN MARIE – POESIENS MOR

Allerede som barn er Julius optaget af kreative udfoldelser. Han både digter og tegner.42 Det poetiske gemyt har han arvet fra moderen, Karen Marie (Laursen Rod).43 Hun samler i en skål i ”den fine stue udklip fra ’Socialen’. Finder hun et digt, hun synes om, klipper hun det ud og lægger det i skålen. Det er hendes digtsamling”.44 Når Julius fortæller om sin første ”poesibog” med indklæbede vers fra bladene, ser han det som en arv fra sin mors fantasi og kombinationsevne.45

Som Martinus ved også Karen Marie, hvad hun vil – om end på en anden måde. Hun ejer koncentrationens nådegave, kan samle sig om én ting ad gangen og omfatte den med hele sit sind.46 Det er en evne, der går i arv til sønnen. Uden den ville han ikke præstere et så omfattende både fagligt og skønlitterært forfatterskab sideløbende med en aktiv politikerkarriere, endog en arbejdsfyldt ministergerning. Hans energi og arbejdsevne er legendarisk, interesserne og evnerne vidtspændende.

I forbindelse med udgivelsen af Blomstrende Grene (1947) spørger en journalist ham, hvordan han evner at overkomme sit mangesidige virke. I svaret klinger en tone fra Karen Marie: ”Det gaar saamænd meget godt, synes jeg da selv. Jeg tager en Ting ad Gangen og slipper den ikke, før den er ført til Ende. Jeg holder af at arbejde – ikke mindst om Søndagen. Det er saadan en dejlig rolig Dag”.47 Ikke nok med det. Da han fortæller, hvad romanen handler om, skelner han mellem frihed som noget ydre, som er nødvendig for et folk, og en indre frihed – sindets frihed, der indebærer uanede muligheder – den ægte livskunst. Spurgt, om han selv ejer denne frihed, er svaret et håb om, at det er tilfældet. ”Det er en lykkelig Arv fra min Mor. Midt i selv meget bevægede Scener er der altid et Rum af Stilhed i mig”. Selv om han ofte beretter om sin far, er det måske i sidste ende Karen Marie, der har betydet mest for ham.

Også Karen Marie arbejder på papirfabrikken, indtil Martinus bliver salsmester. Derefter passer hun hus og hjem. Det spejler tidens kvindevilkår, selv for en viljestærk kvinde, og et kvindesyn, som Julius synes at tage med sig i sit forhold til Ellen og Ne. Nok er han sin mor taknemlig, men det fører ikke til en opgradering af kvinden. Hun forbliver den, der skal danne bagtæppe for den succesrige mand – for Julius Bomholt. Selv om han er frisindet, stikker han i sit kvinde- og familiesyn fast i samtidens mandsholdninger.

Karen Marie er datter af Laurs Jacobsen Rod i Linå, der som farfar Laurs er træskomand. Morfar Laurs er gift med Ane Cathrine (Madsen) – kaldet Trine.48 Både hun og bedstemor Juline må spæde til deres respektive husholdninger ved at vaske for fremmede. Småkårsfolk er de og rodfæstet i almuekulturen. Dem møder vi senere. 33

34

DET NÆNSOMME SIND

Når Julius erindrer sin mor, er det hendes nænsomme sind og milde hænder, der træder frem:49 ”… hun havde en egen Evne til at faa selv de fattigste til at fornemme, at de var Mennesker i det fælles Menneskeland. Hun var i sin Samfølelse lige med alle – og dog i Sindets frigjorthed en lille smule mere Menneske end de fleste … Der var Fremstød i min Faders Politik. Den var haandgribelig og udadrettet; men selve Bevægelsens Aand levede i min Moders Nænsomhed”.50

Det er moderen, der lærer Julius, at socialisme ikke er gold teori, men levet liv. Ganske som han senere indser, at kristendom ikke er en dogmatisk lære, men et liv levet i ansvarlig omsorg for medmennesket. Om han tager ”samfølelsen lige med alle” med sig i sit daglige liv, er mere tvivlsomt – måske nok som tanke, men i praksis?

I 1954 tegner Julius et smukt billede af sin mor:51

Forleden kom jeg gående gennem Linå Vesterskov og glædede mig over det miledybe udsyn til Himmelbjerget og Knøsen og Svejbæk.52 Denne ufattelige stilhed! Og jeg tænkte på min mor, som var født i sognet her. Da hun endnu var ung, var hendes øjne store og drømmende, og de vedblev til hendes død at have dette fjerne i sig, – som om de så igennem de nærværende tings utilstrækkelighed og ind i det egentlige. Hun vidste, hvad jeg tænkte, inden jeg talte. Hun behøvede kun at høre et par ord, – og et langt perspektiv blev til i hendes sind. Den indre virkelighed var altid større end den ydre. Der var i hendes væsen en ro, som utallige almueslægters håb og resignation havde bevaret i det – og en dunkel viden om verdens fattigdom og usigeligt dybe værdi.

Karen Marie er for Julius bærer af de dybeste og mest egentlige værdier. Også for ham er ”det egentlige” overordnet ”de nære ting”.

Karen Marie dør den 1. marts 1939. Forud skranter hun en hel del.53

I et manuskriptfragment skriver sønnen: ”Min mor lå dødssyg. Om

natten kl. 12 skulle min far på arbejde i papirfabrikken, og hun bad ham om at pakke sine ting og gå, skønt han nødigt ville gå fra hende. Da han havde været på fabrikken en times tid, mærkede han, at hun kom og lagde sin hånd på hans, og så vidste han, at hun var død, og var glad ved, at hun sådan tog afsked med ham”, en historie, der ikke helt passer med den følgende beretning.54 For Julius glider poesi og virkelighed ofte over i hinanden.

I dagbogen skriver han langfredag 1939:

Mor blev kun 66 Aar. Hendes Fysik var svagelig i mange Aar, men hendes Sind var forunderligt levende – et ligesom bundløst Væld til det sidste. Hun smilte til os endnu faa Minutter før hun døde. Saa taalmodig. Saa rolig. Saa helt ud fortrolig med Døden.

Hun havde levet et Menneskeliv i Højden og i Dybden og var taknemlig for det. – Vi er jo alle sammen Vorherre en Død skyldig, sagde hun, da vi stod omkring hendes Seng og var stumme og raadløse. Hun gled ind i det ukendte, som om det var Hvile og Godhed.55

Et andet sted i dagbogen lyder det:

Den første Marts kl. 20.15 døde Mor. Hun døde i mine Arme. Hvor ofte har jeg ikke siden set hende i Dødsøjeblikket. Hendes stærke, kloge Ansigt. Hendes Dødsmaske er det smukkeste Ansigt, jeg nogensinde har set. Det rolige, alvidende Ansigt med et Skær af Højtid.

Jeg har forsøgt at nedskrive Oplevelserne, men det er mig endnu umuligt. Det hele lever endnu – Dag for Dag – for stærkt i mig.56

35

36

Karen Marie og Martinus i Julius’ tidlige barndom. Man ser den beslutsomme far og den fantasifulde mor med de drømmende øjne. (Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 38717-070)

MOR OG FAR – STÆRKE HVER FOR SIG, STÆRKERE SAMMEN

Det er opbrudstid. Byen er stærk og suger arbejderne til sig. Som andre papirarbejdere flytter også Karen Marie og Martinus til Silkeborg – dog kun for en tid.

I de år ser Julius ikke meget til sine forældre. De arbejder hver dag på fabrikken i mere end tolv timer, og når de vender hjem, er det hans sengetid. Først bor de på Drewsensvej – noget nær den mest triste vej i verden, noterer Julius.57 Her fødes den 7. september 1899 Julius’ første lillebror. Til familiens store sorg dør han den 7. juni 1900. På det tidspunkt venter Karen Marie sig igen. Lillebrorens død er en traumatisk oplevelse, som Julius kommer til at genopleve ikke mindre end fem gange i sit og Nes ægteskab.

Den 11. september 1900 fødes ”den ny lillebror”. Han får samme navn som den døde: Louis Karl Anker. Louis efter Pio.58 Karl efter Marx. Anker som udtryk for håb. Mon ikke Martinus har stået fadder til Louis og Karl, mens Karen Marie har sat Anker igennem? Efter lillebrorens død flytter familien igen for at komme væk fra de minder, der knytter sig til Drewsensvej. Den nye bopæl er Møllegade – en mørk og fattig gade, husker Julius.

Forældrene er forskellige, men præget af et dybt sammenhold. Karen Marie er et følsomt gemyt, og hendes ansigt spejler, hvad hun umiddelbart tænker. Martinus har et stærkt og befalende blik, der uden ord er nok til at indprente sønnen, hvad hans opgave er.59 Moderen er poesien i huset, og faderen den praktiske og udadvendte natur; men der er også noget, de sammen giver videre til sønnen: ”Af begge mine forældre har jeg lært: at vende blikket fremefter mod det næste krav. Når en opgave er løst, lader jeg den helst overgå i andre hænder”.60 Idémanden, der fostrer tanken, omsætter den til virkelighed og går videre. Idé og handling hænger sammen.

Der kommer mange i hjemmet – tiltrukket af samtalerne og de uendelige diskussioner og debatter, der som friske vinde med sus af en ny tid strømmer gennem hjemmet. ”Mennesker af alle slags kom ind i vore stuer. Min far ville helst have en diskussion i gang, med anskuelse i skarp konflikt med anskuelse. Min mor ville helst forlige”.61 37

Sønnen tager ånden i hjemmet med sig ind i voksenlivet. En vilje til retsindighed, en altid åben hjælpsomhed over for dem, der har det svært, og en ærbødighed for og anerkendelse af medmennesket. Den slags binder for livet, og det bandt Julius.62

38