Kapitel 1. En mand i et spændingsfelt

SPÆNDINGERNE I BOMHOLTS LIV

Julius Bomholts liv og tænkning er udspændt mellem en vigende almuekultur og en gryende industrikultur. Hvordan kan almuekulturens fællesskab erstattes af et nyt på modernitetens vilkår? Hvordan kan det nye vinde fodfæste?

De spørgsmål er livet igennem mejslet i hans politiske og poetiske gerning. Spændingen mellem fortid og nutid er en samtidig spænding i Bomholts sind, men det er ikke den eneste. Han skal også finde vej gennem konflikter mellem en tilværelse som politiker eller digter, mellem betoning af arbejderklasse eller folk, individualisme eller kollektivisme, det almene eller det specialiserede, det religiøse eller det sekulariserede, det evige eller det tidsbestemte, åndsaristokrati eller folkelighed, tradition eller modernitet. Han lever livet i mange spændingsfelter, men altid med det overordnede mål at genskabe det brudte, så der skabes harmoni.

Grundhistorien om Julius Bomholt, dens mønster og sammenhæng, har som omdrejningspunkter spændingerne, ønsket om udvikling af et nyt fællesskab og det fundamentale synspunkt, at den grundlæggende livsidé skal omsættes i handling – ofte udtrykt i de to paroler: ”for de andre” og ”kræv mere”. Hans liv er præget af en kontinuitet fra begyndelse til slutning, men samtidig mærket af brudflader. 17

For den modne Bomholt er socialismens kerne retsindighed, respekt for medmennesket og vilje til at bekæmpe onder, der truer mennesket.1 I sine barndomsår i Alderslyst lærer han retsindighed som et etisk krav om at rejse mennesket til ny værdighed. Ingen har ret til at se ned på et andet menneske, fordi den enkelte kun har, hvad han eller hun har fået fra sine forældre.2 Alt er gave. Vel er der kontinuitet i hans liv fra opvækst til modenhed, men der er også brud: rebeltid og frustrationsår.

I hans unge år er socialisme udelukkende knyttet til arbejderklassen, men begrebet udvides efter 1934 til et folkeligt, medborgerbaseret sæt af idéer som grundlag for et folkehjem. Socialdemokratiets ændrede holdning – Danmark for folket, diktaturstaternes dominans i 1930’erne, besættelsesårenes oplevelser og den kolde krig – forklarer forskellen i synspunkter mellem rebelårenes unge og den modne Bomholt; men det er ikke så ligetil at bevæge sig fra rebeltid til modenhed. Indimellem ligger en mørk frustrationsperiode.

Mens rebellen lægger afgørende vægt på en arbejderkultur i opposition til det borgerlige samfund, er det medborgerskab, folk, folkehjem, nation, demokrati og folkestyre, den modne Bomholt betoner. Etik og etisk bevidsthed rykker frem som de centrale motiver bag socialismen. Bevægelsen spejler en tilbagevenden til hjemmet i Alderslyst, mens rebelårene er knyttet til tiden på Esbjerg Arbejderhøjskole og de tidlige 1930’ere.

Man ser den ændrede tankegang, når han f.eks. i 1951 understreger folkehjemmet Danmark og ”det arbejdende folk” som erstatning for det forældede begreb ”arbejderklasse”. Den socialistiske tanke udspringer ikke længere af samfundsanalyser, men følger af en etisk bevidsthed. Harme over uret, krav om retfærdighed og vilje til reform for menneskets skyld er etiske krav forankret i den enkeltes personlighed.3 Fra rebel udvikler han sig – gennem en tid (1933-1940) præget af frustration, nederlag og skuffelser – til en etisk bestemt politiker, for hvem den demokratiske socialisme hviler på den enkeltes eget hjertes vilje til retfærdighed – en næsten individualistisk pointe i en verden, hvor solidaritet skal herske.4

Tanken om et fællesskab, der ophæver klasseskel, om hjertets vilje

til retfærd, om medborgerskab, om en etisk betinget socialisme, om en bevægelse mod et nyt folkefællesskab, har han taget med sig fra sit barndomshjem i Alderslyst. Socialismen – og for så vidt kristendommen – er for den modne Bomholt ikke en dogmatisk lære, men et levet liv.

MELLEM ALMUEKULTUR OG MODERNITET

I spændingen mellem en fortid rodfæstet i landsby og almue og en fremtid bestemt af ”fabrikken” ser Laurits Julius Jensen Bomholt den 11. juni 1896 dagens lys og vokser op i grænselandet mellem fabrik og almue.5 Han fødes i Alderslyst – dengang en arbejderbebyggelse i Gødvad-Balle Sogn, senere en forstad til Silkeborg.6 Han døbes den 26. juli 1896 Laurits Julius Jensen, men i 1905 får hele familien bevilling til navnet Bomholt.7

Med sine barndomserindringer for øje beder Julius allerede i midten af 1940’erne sin fars halvbror Jens om at nedfælde, hvad han husker fra det gamle Alderslyst.8 Jens skriver en fyldig beretning, som Julius gør brug af i sine erindringer.9 Jens fortæller, at det er dygtige og arbejdsomme folk, der bor i Alderslyst.10 De klarer dagen og vejen, så godt de kan, og repræsenterer en arbejdskraftreserve for bønderne i Balle. I sygdomstilfælde og ved arbejdsløshed må de skøtte sig selv, men hjælper hinanden med deres fattige smuler. Den indbyrdes hjælpsomhed – ”for de andre” – er en indgroet del af det almuefællesskab, der går sin opløsning i møde, men også et vilkår, Julius vil omsætte til ny virkelighed.

Alderslyst er en bydel med fattigdom, træskoarbejde, tilfældigt arbejde og en social opdeling af Balle Sogn i gårdmænd og andre. Beboerne er almuemennesker og fabriksarbejdere. Almuefolket præges af usikkerhed, fordi deres lille verden kan bryde sammen, om ikke i morgen, så i overmorgen. Fabriksarbejderne har deres organisation og arbejder bevidst på at sætte de store fra magten og selv overtage styret.11

Julius’ liv er en rejse gennem almuekulturens forvandling til industrisamfund. Altid med et ben i både det gamle og det ny, måske oftest rodfæstet i det gamle. Den gamle tids harmoni er brudt sammen. Spørgsmålet er, hvor mange af denne fortids goder man kan bringe med 19

20

sig på den videre rejse. Er det muligt at forene det gamle og det nye i en tanke- og følelsesmæssig syntese, eller må han acceptere at være del af en overgangsgeneration på vej mod noget andet?12

Enhver er, siger Julius, bundet til sin kultur, og det nysyn, der antager skikkelse i én, henter sin mening i den levende, organiske traditions udspring.13 Gentagelsen, traditionen og slægten er kernebegreber i forståelsen af højskolemennesket, folketingsmanden, radioråds- og folketingsformanden, undervisnings-, social- og kulturministeren, forfatteren, ja, mennesket Julius Bomholt – en af det 20. århundredes markante socialdemokratiske skikkelser. De ligger som undertoner, selv i hans rebelprægede år.14

De gentagne og fastholdte værdier – de etiske krav som ubrudt kæde – knytter fortid, nutid og fremtid sammen og giver gentagelsen større betydning end fremskridtet. De nedarves fra far til søn, som giver dem videre til sin søn. Derfor har Julius store – måske også for store – forventninger til sin søn, Steen Asger, der fødes i 1939 – sent i ægteskabet. I årene forinden har han og hans kone, Anna Marie, kaldet Ne, gennemlevet en abort, tre dødfødsler og fødsel af en dreng, der kun lever i seks uger. Fem tragedier, der påvirker deres liv.

De har levet med døden. Måske netop derfor bruger han ofte Goethes morale: memento vivere, husk at leve.15 ”Sørgmodighedens skygge lister sig ind over mig og mennesker, og snart er ilden forsvundet i aske. Men endnu er vi. Endnu lever underet. Livets velsignede under”, skriver han i dagbogen.16

I flere af sine romaner – mest markant i Længsel (1944) – er han optaget af værdierne, dvs. det der bør fastholdes og virkeliggøres, i den gamle almuekultur og brydningerne i kølvandet på den socialistisk farvede bykultur.17 Han ser sig som bindeled mellem almuetid og det moderne liv og oplever spændingen mellem den første socialistiske arbejderrejsning og det gamle almueliv.18 Han er ”fastholder” af sammenhængen til fortiden, men er samtidig ”tilpasser” til tidens skiftende vilkår.

Det er ikke tilfældigt, at han i en lille note med punkter til en tale ved faderens 80-års fødselsdag i 1952 skriver: ”Fra gml. Tid til ny Tid”.19

Koblingen mellem fortid og nutid – og videre til fremtiden – betyder meget i både faderens og hans eget liv. Jo ældre man bliver, jo stærkere taler slægten i én, siger Julius. Almuefolket er uden anelse om ”højere kulturer”. De repræsenterer en kultur, og den går dybere end som så. Der er ikke i det jævne mål, de taler, plads til store og skinnende gloser. Er de ringere af den grund? De kender både til arv og forpligtelse, og det store, som de inderligt går ind for, taler de mindre om. De gør det virkeligt.20 Det egentlige – det uforanderlige – står, som det altid har stået. Det, de inderligt går ind for, virkeliggør de i det levede liv.

Da Julius i 1956 fylder 60 år, gør han – efter et levet liv – regnebrættet op.21 ”Mit liv er vokset ud af min barndom, og jeg fortsætter min fars arbejde”.22 Forældrene spiller en stor rolle i formningen af Julius’ personlige karakter. Gentagelsen, traditionen, slægten giver livet mening og fylde. Det er i dem, de sande værdier ligger. Derfor fastholder han, da han i 1954 fejrer sit 25-års jubilæum som folketingsmand, hjemmet, Alderslyst og Esbjerg som sit livs tre grundpiller.23

At se det store i det små og det små i det store er vigtigt for Bomholt. Da partiforeningen i Alderslyst i 1944 fejrer sit 25-års jubilæum, fremhæver han i sin festtale, at det er barndommens oplevelser og erfaringer, der har bestemt hans socialistiske samfundsforståelse.24 Fra det konkrete sociale arbejde – det små – til perspektiverne i indsatsen – det store. Det er den vej, han vandrer i en dobbelt bevægelse. Her fra handlingerne – partiforeningens praktiske arbejde – til idéen, mens han mange andre steder går den modsatte vej. Det er da idéen – livs- eller verdensanskuelsen, der betinger og udløser handlingerne. Efter rebelårene ser han den afgørende forskel mellem socialismen som abstrakt begreb og som en samfundsforståelse, der gror ud af oplevelse og erfaring – en hverdagssocialisme – ”hverdagismen” kontra det abstrakte.

VELFÆRDSSTATEN SOM ET NYT FÆLLESSKAB?

Gang på gang vender Julius tilbage til forholdet mellem det, der var, og det, der skal komme. Ved Kildefesten i Svaneke i 1958, hvor myterne lever, er det igen forholdet mellem almuekulturen, den industrielle 21

22

kultur og fællesskabet, der står i centrum.25 Myten lever, siger Bomholt selv, i ”min verden som eksistentiel sandhed”.26

Det er den samfundsmæssige totalforandring, der er på spil. Fællesskabet i almuekulturen bryder sammen, mennesket skilles fra naturen, og det opdelte klassesamfund i en moderne forstand vokser frem. Humanismen og det alment menneskelige viger, mens økonomiske, teknologiske og sociale vurderinger af mennesket vinder frem. Det religiøse svækkes til fordel for det rationelle. Atomiseringen af samfundet slår igennem. Livet reduceres til forbrug, arbejde og andre målbare størrelser. Spændingen igen. Når fællesskabet opløses, hvordan kan da det brudte heles? ”Hvorledes skal denne verden bygges op igen, så vi atter får den samme fællesskabsfølelse, vi tidligere havde?”

Han finder dele af svaret i værdier som tillid, solidaritet og et humanistisk menneskesyn – den aktive humanisme, der er centrale værdier i en velfærdsstat, som bygger på dannelsesetik og aktiv kulturpolitik.

I det evige jag efter præstationer er der noget, der står fast: drømmen om et medmenneskeligt fællesskab – drømmen om en ny helhed og en ny frihed i et nyt fællesskab. ”De gamle talte om syner og varsler. Det nye fabriksfolk talte om solidaritet og omsatte ord i handling”.27

Men der er tegn på, at vi atter er ved at samle os i et fællesskab. I det politiske og sociale liv har vi skabt et fællesskab med respekt for mennesket og dets værdi. Vi har skabt et demokrati, og demokratiet sidder ikke bare i hjertet og hovedet, men er gået helt ud i fingerspidserne. Det er et levende og kildefrisk demokrati, vi samles om … På det sociale område har vi også skabt et fællesskab, hvori der lægges vægt på hensynet til den enkelte. Vi har fået en fælles, folkelig pensionsordning [folkepensionen træder i kraft i 1957] og søger at nå frem til en hjemmehjælpsordning for de gamle, så de kan blive boende i de levende samfund. Et socialt fællesskab forudsætter nemlig et levende samspil mellem de unge og gamle. I fællesskab søger vi at hjælpe hinanden på de sociale områder, så ingen glemmes.

Det er socialministeren, der taler, men det er også knægten fra Alderslyst opvokset på et sted og blandt mennesker, for hvem fællesskab er en levende og levet virkelighed. Han ser udviklingen af velfærdsstaten som vejen til at genskabe det gamle fællesskab. Det er for ham et samfund, hvor alle forstår, at de er afhængige af hinanden, at de bærer ansvar for hinanden, at de anerkender og respekterer hinanden, at livet er en lang række af rollebytter fra afhængighed til uafhængighed og tilbage igen, og at alle derfor er parat til at acceptere et fælles ansvar for den enkeltes skæbne. Det er et samfund, hvor det enkelte menneske har værdi i sig selv, uden hensyn til præstationsevne – et samfund med ”lige værdighed i borg og hytte”. Demokratiet er ikke kun en styreform; det er en livsform. Et samfund, hvor dannelsens etik bærer fællesskabsmennesket.

Retsindigheden, medmenneskeligheden, den indbyrdes respekt og anerkendelse som omdrejningspunkt for en ny form for fællesskab er de centrale drivkræfter i Bomholts liv og gerning. Derfor ser han socialpolitikken som kulturpolitik og kulturpolitikken som socialpolitik. Mennesket skal bringes ud af sit amputerede forhold til andre og (gen)- indsættes i et fællesskab på modernitetens vilkår.

RETSINDIGHED ER KERNEBEGREBET

Da Bomholt i 1946 holder takketale ved sin 50-års fødselsdag, begynder han: ”Tak til Far. Det Hjem, jeg er vokset op i, har betydet det meste. Mor … Naar jeg siger at være en Retsindighedens Gesandt i denne Verden, er det bare min Moders Gerning, jeg viderefører”.28 Kan man tænke sig en smukkere anprisning af en mor? Kan man se et smukkere billede af, hvad en socialdemokratisk politiker bør være: retsindighedens gesandt?

Med udvikling af spændingen mellem et proletariat og en voksende velhavergruppe og med troens vigen til fordel for intellektualismen går fællesskabet i opløsning. Hvordan kan der da etableres nye helheder og ny frihed i et nyt fællesskab? Hvordan kan vi sammen sikre en gensidig hjælp, så ingen glemmes, og ingen efterlades i kælderen? Det er Bomholts problem, og det gør, at han – teologiuddannelsen til trods – ikke 23

vil være præst, men vælger en rolle som folkeoplyser, politiker og poet. Fra idéen over handlingen til virkeliggørelse af idéen.

Fællesskabet, medmenneskeligheden, retsindigheden og respekten for det enkelte menneskes værdighed er værdier, han har taget med sig fra familien, fra hjemmet og fra Alderslyst. De er kernen i hans politiske liv. De styrer hans ministergerning, hvad enten det er undervisning, socialpolitik eller kultur, der er omdrejningsakse, og de finder udtryk i hans skønlitterære forfatterskab.

24