Kulturministerens forord

Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, får nu omsider den biografi, han fortjener. Professor emeritus Jørn Henrik Petersen har higet og søgt i Esbjerg Byhistoriske Arkiv og hos slægtninge og bekendte til Laurits Julius Jensen Bomholt. Og det synes et held for os læsere, at Digterhjemmet i Sønderho netop henvendte sig til Jørn Henrik Petersen. Den drevne professor gav nemlig ikke op over for det omfangsrige materiale, som han blev præsenteret for, og det er lykkedes ham at skrive en velresearchet bog, der tegner et begavet billede af en stærk socialdemokratisk skikkelse.

Julius Bomholt lagde grunden til skolereformen i 1958 og gennemførte den anden socialreform og den første kulturreform i Danmark. Og som den visionære politiker han var, foreslog han allerede i 1937 oprettelsen af et kulturministerium, en vision, der som bekendt blev en realitet med Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961. Det er der god grund til at mindes og takke ham for.

Julius Bomholts verden udgik fra barndomshjemmet i Alderslyst ved Silkeborg, hvor han lige fra barnsben blev bevidst om social uretfærdighed, og hvilken rolle fællesskabet spiller for den enkelte og for samfundet. Arven fra barndomshjemmet var han alle dage meget bevidst om. Han voksede op i spændingsfeltet mellem landsbyens almuekultur og ”fabrikken”, mellem bondesamfund og den gryende industrialisering. 13

Hans far, Martinus, arbejdede på en papirfabrik, lavede en lønaktion, dannede en fagforening og blev formand. Faderen involverede sig i det hele taget i lokalsamfundet med liv og sjæl – han var formand for ”den frie fattigkasse” og medlem af Socialdemokratiet – og hjalp i sit arbejde småkårsfolk i sognet, når de søgte om understøttelse. Julius Bomholt havde overværet, hvordan markedsøkonomien ændrede samfundet og de sociale bånd. Hvordan den beskyttelse, som i det gamle samfund blev varetaget af familien, nu blev en sag for de faglige foreninger. Politik praktiseredes døgnet rundt i og uden for familiens hjem, og for Julius Bomholt blev solidaritet og retfærdighed kerneværdier. Og disse kan ikke udfoldes uden fællesskabet, som er og bliver fundamentet. Hans mantra var ”for de andre” – vi er ikke bare til for vores egen skyld, men er forpligtet på hinanden. Det var en tænkning, der gik igen i hele hans livsbane og politiske virke. Både da han i 1940 blev formand for Radiorådet, undervisningsminister i 1950, socialminister i 1957 og kulturminister i 1961, var den røde tråd fællesskabet. For Julius Bomholt var socialpolitik kulturpolitik, og kulturpolitik var socialpolitik.

Udviklingen af velfærdsstaten var for ham vejen til at genskabe det gamle fællesskab. Og hans tanker harmonerede med daværende statsminister Viggo Kampmanns, som var kommet til magten i 1960. På det tidspunkt gik det godt med den danske økonomi, og rigets husholdningsregnskab gik i plus. Flere havde fået mere, og i kølvandet på den økonomiske vækst og øgede produktivitet lurede den åndelige fattigdom. Velfærdssamfundets grundtanke var og er at muliggøre det gode liv, og med til dette liv hører ikke kun at have tag over hovedet og smør på brødet, men også fællesskab og åndelig og kulturel dannelse. Borgerne skal være herrer i deres eget liv, og de skal derfor ikke kun have økonomisk og social sikkerhed, men også uddannelse og kulturel kapital.

Netop kulturel kapital skaber selvsikre mennesker, som tør sige fra over for urimeligheder eller undertrykkende magtstrukturer. Den kapital får man blandt andet igennem foreningers og kulturlivets fællesskaber. Derfor er kulturpolitik også velfærdspolitik – dengang som i dag. Og derfor gav Viggo Kampmann i 1961 velfærdsstaten et kulturministerium med Julius Bomholt som kulturminister.

Gennem hele sit liv pendulerede Julius Bomholt mellem poesien og politikken. Mens han havde sin politiske drivkraft fra faderens side, udsprang den poetiske åre fra hans mor, Karen-Marie. Hun lavede sin egen digtsamling fra udklippede digte, som hun fandt i avisen Socialen. De små lapper papir med udvalgt lyrik blev lagt i en skål i ”den fine stue”. Evnen til dyb koncentration kom ifølge Julius Bomholt også fra moderen. Han kaldte det ”et rum af stilhed”, som han bar i sig og altid kunne søge ind i. Det rum må han flittigt have brugt – i hvert fald efterlader han sig en omfangsrig bibliografi. Julius Bomholt følte ofte en splittelse mellem poesien og politikken, og først med oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender, som Kulturministeriet dengang hed, forenedes de to poler. Han kastede sig med hud og hår ind i ministeriets to hovedopgaver, der ganske som i dag dels var at støtte det skabende åndsliv, dels at sikre det enkelte menneske adgang til kulturen. Han stod fadder til Statens almindelige Kunstfond i 1964, der skulle fremme dansk skabende kunst. Hans ledetråd var: Nok støtte, men ikke dirigere. Kunsten skulle kunne udfolde sig frit, og hans stærke passion kom ved siden af det travle virke som minister til udtryk ved, at han tog sig tid til at læse unge håbefulde forfatteres værker og give dem kritik.

For Julius Bomholt var det at skrive en del af det at trække vejret. Han var myreflittig, og det fortælles om ham, at det første, han gjorde, når han var steget af færgen på Fanø, var at tage til sommerboligen i Sønderho. Her gik han direkte op på sit arbejdsværelse, hvor han sad og arbejdede med udsigt over havet – ofte til klokken fem om morgenen. Han var et menneske med en enorm arbejdskapacitet, og han holdt på at hente sin inspiration til politikken udefra. Det var hans klare overbevisning, at ”politikere har behov for en refleksionens time” – han havde næppe været glad for sociale medier og det konstante krav, de skaber, om at være ”på”.

Meget har ændret sig siden Kulturministeriets fødsel – og så alligevel ikke. Kulturministeriet ligger i dag stadig i den samme bygning, hvor Julius Bomholt i sin tid gik i gangene, og Socialdemokratiets kulturpolitik bygger den dag i dag på det bomholtske tankegods – omend 15

i en opdateret udgave. For kulturpolitik må og skal udfolde sig i tæt samspil med det omkringliggende samfund, og selvfølgelig har virkeligheden ændret sig siden 1961. Sociale medier, techgiganter og deres indvirkning på den offentlige samtale og de fysiske fællesskaber påvirker kulturpolitikken anno 2021. For ikke at nævne corona og den effekt, pandemien har haft på vores fællesskaber på godt og ondt. For den virus, som lammede verden, har samtidig fået det til at stå krystalklart, at kunst og kultur er livsnødvendigt for os som mennesker. Det er ikke nok at trække vejret, vi skal også føle os i live, og det er netop det, kunst og kultur kan. Den er livgivende og kan lindre og løfte os.

Det vidste Julius Bomholt om nogen. Og det er passende, at biografien netop udkommer i forbindelse med Kulturministeriets 60-års fødselsdag.

Joy Mogensen