Indledning

Anders Juhl Rasmussen, Anne-Marie Mai og Helle Ploug Hansen

Narrativ medicin som felt

Narrativ medicin er et nyere forsknings- og undervisningsfelt, der udspringer af en interdisciplinær interesse for personcentreret medicin, og feltet opfattes af nogle som den mest iøjnefaldende fornyelse inden for medicinsk humaniora (Solomon 2015; Bleakley 2015). Visionen for arbejdet med narrativ medicin på Syddansk Universitet (SDU) er, at feltet bliver et fremtrædende element i uddannelsen af læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle i Danmark. Desuden vil forskerne undersøge, i hvilket omfang feltet kan blive en integreret del af det danske sundhedsvæsen med afgørende bidrag til udvikling af innovative og evidensbaserede sundhedsfremme-, behandlings-, rehabiliterings- og palliationstilgange til borgere og patienter. Det tilstræbes således samlet set, at narrativ medicin vil kunne bidrage væsentligt til at besvare komplekse samfundsudfordringer med at bevare og udvikle et sundhedssystem, der tilgodeser det enkelte menneske med dets sociale relationer i forhold til diagnosticering, behandling, pleje og omsorg. Denne antologi er den første samlede introduktion på dansk til feltet narrativ medicin med bidrag fra ledende udenlandske såvel som danske forskere, og bogen udgives på engelsk senere i år.

Narrativ medicin har fået sit navn og har etableret sin metodologi siden begyndelsen af dette århundrede ved Rita Charon, læge, professor i intern medicin og ph.d. i engelsk litteratur ved Columbia University i New York. Før hun dannede termen ‘narrativ medicin’ [narrative medicine], var hun en fortaler for udviklingen af en ‘narrativ etik’, beskrevet som en bestræbelse på at anerkende og tilgodese “den enestående betydning af begivenheder i menneskers liv” (Charon og Montello 2002, s. ix) i forbindelse med behandling og pleje. Med dannelsen af det interdisciplinære felt narrativ medicin udvidede hun perspektivet til at indbefatte narrative aspekter af og narrativer i al medicinsk praksis, med særlig orientering mod værdien af empati og etik for både patienten og den sundhedsprofessionelle: “Jeg benytter termen narrativ medicin i betydningen en medicin praktiseret med narrative færdigheder i forhold til at genkende, absorbere, fortolke og blive bevæget af patienters sygdomshistorier” (Charon 2006, s. 4, forfatternes oversættelse).

Med et formål om at styrke klinikeres forståelse af patienters historier om

sygdom inddrog Charon sammen med kolleger på Columbia University de litterære metoder nærlæsning og kreativ skrivning, og derved er metoderne gennem årene tilpasset og integreret i undervisningen af læger og andre sundhedsprofessionelle. Med nærlæsning menes en undersøgende læsning af kortere tekster, ofte foretaget i plenum, hvor hvert ord i teksten får betydning i et samspil med helheden, og ved kreativ eller refleksiv skrivning (begreberne bruges indimellem synonymt) forstås en måde at personliggøre og udforske ens egen tankeproces i forlængelse af en fælles artikuleret nærlæsning. Hypotesen er, at klinikerens kompetence i at modtage, fortolke, forstå og handle på patienters historier kan opøves gennem metodisk bevidst arbejde med litterære tekster eller lignende kunstneriske udtryksformer. Dermed forlængede Charon og hendes kolleger en tradition for at undersøge ikke bare humanistiske aspekter af sundhedsfaglig praksis og uddannelse, men mere specifikt narrativers betydning i kliniske sammenhænge; en tradition anført af forskere som psykiater og professor i medicinsk antropologi Arthur Kleinman (1988), professor i litteratur Kathryn Montgomery Hunter (1991), professor i antropologi og ergoterapi Cheryl Mattingly (1998) og professor i sundhedssociolog Arthur Frank (1995). Især sidstnævnte har sideløbende med Charon udviklet sit eget parallelle forskningsområde, der undersøger, hvad mundtlige og skriftlige narrativer betyder for alvorligt syge mennesker (2010). Med nydannelsen narrativ medicin forenede Charon sin egen passion for litteratur, en længerevarende tradition for kurser i “Literature and Medicine” på amerikanske lægeuddannelser og en bredere, epistemologisk orientering mod betydningen af narrativer på tværs af akademiske fagområder, sommetider benævnt ‘den narrative vending’.

Charon har konsolideret feltets metodologi i monografien Narrative medicine: honoring the stories of illness (2006), og hun har senest udbygget feltet teoretisk og ikke mindst didaktisk med bogen The principles and practice of narrative medicine (2017), hvor hun er én blandt otte andre forfattere fra Columbia University. Allersenest har hendes kollega Danielle Spencer med monografien Metagnosis: revelatory narratives of health and identity (2021) vist, at narrativ medicin kan tænkes videre af andre end Rita Charon. Skønt metodologien er relativt strengt afgrænset til læsning og skrivning, kreative og refleksive processer, antydes den teoretiske spændvidde i feltet ved, at der blandt Columbias forskere og undervisere findes specialister i filosofi, filmvidenskab, mundtlige fortællinger, kreativ skrivning, psykoanalyse og kvalitativ evaluering. Narrativ medicin bliver dog stadig defineret ved tre signifikante momenter i de sundhedsprofessionelles møder med patienter:

Vi opdagede tidligt opmærksomhed [attention], repræsentation [representation] og samhørighedsfølelse [affiliation] som de tre momenter i narrativ medicin, der var opstået ud af vores tilslutning til kvalificeret lytning, repræsentationens kraft til at opfatte andre og værdien af de fællesskaber, en narrativ kontakt resulterer i (Charon 2017, s. 3, forfatternes oversættelse).

Sigtet med narrativ medicin er altså at udvikle klinikeres kompetence i at etablere en tillidsfuld relation til patienten gennem lydhør opmærksomhed mod, hvad denne fortæller om sygdom og lidelse – eller tøver med at fortælle, eller kun delvist fortæller. Ikke alle meddelelser fra patient til læge er strengt taget fortællinger, men den sundhedsprofessionelle kan ofte ud fra ganske få signaler uddrage en fortælling om sociale, kulturelle eller familiære forhold, som ofte vil kunne uddybes af patienten, og denne gensidighed kan i mange tilfælde medføre en empatisk og effektiv kontakt. Evnen til at uddrage sådanne underliggende eller samskabte fortællinger kan ifølge hypotesen stimuleres gennem fortrolighed med æstetiske narrativer i litteratur og anden kunst. Litteraturforskere understreger som regel, at man ved læsning af især kvalitetslitteratur kan forbedre sin sensitivitet i forhold til at opfatte og forstå sin omverdens iboende narrativitet. Ved at bevæge os fra ord til sætning, fra sætning til afsnit, og fra afsnit til kapitel, styrker eller bevarer vi en evne til modtagelighed, klarsyn og indsigt. Det kan sammenlignes med at få nye briller, at komme sig efter sygdom, eller vende hjem fra en rejse. Netop denne koncentrerede øvelse i at være nysgerrig over for og fastholde opmærksomhed på en kunstnerisk tekst, som dermed bliver ved med at afkaste ny betydning, alt efter hvordan, af hvem og hvor længe den studeres, vil kunne bibringe sundhedsprofessionelle en narrativ kompetence i den kliniske praksis til at forstå, hvad patienten forsøger at fortælle.

Charon er specialist i engelsk-amerikansk litteratur, men hun har også inddraget billedkunsten i sine præsentationer af feltet. Det korte digt eller et maleri kan formidles til studerende og kolleger på et øjeblik – i en PowerPoint slide – og vil kunne igangsætte omfattende erkendelsesprocesser. Forsidebillederne til begge de førnævnte bøger om narrativ medicin er heller ikke for ingenting lånt fra billedkunsten (Mary Cassatts The conversation og Mark Rothkos Blue, green, brown). Ønsket om at inddrage både tekstuelle og visuelle produkter på læge- og sundhedsfaglige uddannelser viser desuden, at Charon ikke først og fremmest interesserer sig for den narrative struktur i historier, men snarere leder efter spor af narrativer i kunst gennem hvilke, den studerende eller uddannede kliniker kan forfine sin forståelse af og modtagelighed overfor de mange variationer i sygdomshistorier. Det er derfor også koncentreret læsning, aflæsning

og lydhørhed, der benyttes til at definere det overordnede mål med narrativ medicin, snarere end en narratologisk begrebsforståelse:

Frem mod målet om en fuldstændig, ikke-dømmende, skabende modtagelse, som inddrager af alle aspekter ved, hvad en fortæller fortæller – i ord, tavshed, gestik, position, stemning og forudgående ytringer – absorberer den opmærksomme lytterende, hvad der bliver meddelt og returnerer en repræsentation af det hørte til fortælleren (ibid., s. 157, forfatternes oversættelse).

Institutionelt har det indgående arbejde med narrativ medicin gennem to årtier på Columbia University resulteret i udbredelsen af obligatoriske og valgfrie kurser på læge- og sundhedsfaglige uddannelser foruden en etårig Master of Science, et online certificeringsprogram samt halvårlige internationale workshops og et hele tiden ekspanderende globalt netværk. På SDU har en gruppe forskere siden slutningen af 2016, støttet af Rita Charons tilstedeværelse og vidensdeling, introduceret kurser i narrativ medicin, og der har endvidere været besøg af hendes nære kolleger som Rishi Goyal, Deepthiman Gowda og Danielle Spencer. Goyal, som er læge på en akutmodtagelse under Columbia University, har ligesom Charon en ph.d. i engelsk litteratur, og han leder en ny kandidatuddannelse i medicinsk humaniora på samme universitets institut for sammenlignende litteratur. I et interview har han placeret narrativ medicin inden for et bredere felt som “et aspekt af en større tendens, som vi kunne kalde medicinsk humaniora eller kritiske sundhedsstudier” og bl.a. defineret feltet i relation til biomedicin på følgende måde:

Generelt er biomedicinske videnskaber interesseret i de universelle kategorier, hvorimod narrativ medicin og medicinsk humaniora lægger vægt på partikulære narrativer, og på en vis måde er denne nærmere beslægtet med personlig medicin, fordi den behandler enhver patient som et individ (Rasmussen 2017, s. 27).

Goyal har endvidere en interesse i de over-individuelle narrativer, sommetider benævnt diskurser, om sygdom i et samfundsperspektiv, der uundgåeligt vil have en især ubevidst indvirkning på det enkelte menneskes egen sygdomsforståelse (2013).

For at udfordre og supplere vores eget perspektiv på narrativ medicin har vi på SDU inviteret professor i litteratur og adjungeret professor i medicin Ronald Schleifer,University of Oklahoma, foruden lektor i litteratur Ann Jurecic, Rutgers University, til at lede workshops om narrativers betydning på sundhedsfaglige uddannelser. Tidligere nævnte Arthur Frank har ligeledes været inviteret mere

end en gang til at fremlægge og diskutere sit synspunkt på narrativ medicin. Det bør i den sammenhæng tilføjes, at narrativ (baseret) medicin [narrative based medicine] har en vis udbredelse blandt engelske læger og forskere som Trisha Greenhalgh (1998), Brian Hurwitz (2004) og John Launer (2002) og altså ikke skal opfattes som et rent amerikansk fænomen. Imidlertid står det ligeledes interdisciplinære felt medical humanities stærkere end narrativ medicin i England anført af bl.a. Martyn Evans (2001), Alan Bleakley (2015) og Anne Whitehead (2017), og inden for førstnævnte søges en endnu større bredde af fagligheder inkluderet, således at de litterære metoder blot er en blandt flere forskellige – eksempelvis filosofiske, antropologiske, historiske, teologiske og sociologiske – metodologier til at analysere, fortolke og systematisere menneskers oplevelser af sygdom, lidelse og sundhed. De senere år er feltet health humanities vokset frem som et interdisciplinært korrektiv til orienteringen mod specifikt de lægefaglige uddannelser i medical humanities, og feltet er i England bl.a. defineret af Paul Crawford (2015). Det er kendetegnende for den britiske forskning ved universiteter i London, Durham, Nottingham, Liverpool og Edinburgh mv., at det regionale netværk kaldes The Northern Network for Medical Humanities. Samtidig har medical- og senest knopskydningen health-humanities også en stor og stigende udbredelse i USA. Rishi Goyal leder således en styregruppe i det nyere forskningsnetværk CHCI Medical and Health Humanities Network med hovedsagligt amerikanske forskere, og Rita Charons program for narrativ medicin hører ind under Columbia Universitys nye Department for Medical Humanities and Ethics, ledet af hende selv.

Bogens opbygning

Formålet med denne antologi er at samle og kvalificere den hidtidige viden og erfaring om narrativ medicin inden for uddannelse, forskning og netværk. Charon og Goyal er adjungerede ved humaniora på SDU, henholdsvis som professor og lektor. Charon har skrevet forord til denne antologi, og Goyal har skrevet efterord. I sit forord introducerer Charon nydannelsen ‘system narrativ medicin’ [systems narrative medicine] med henblik på at udvide feltet fra primært at være orienteret mod undervisning til bl.a. også at indbefatte interventioner med skrivning, læsning og filosofisk dialog med patienter og borgere. Det første afsnit i antologien indeholder oversatte, internationale bidrag ved Ann Jurecic, Ronald Schleifer og Arthur Frank, som i nævnte rækkefølge diskuterer, om empati kan fremmes gennem læsning af skønlitteratur, hvordan narrativ viden kan styrke sundhedsprofessionelles praksis, og hvorfor kendskab til Shakespeares dramatik kan give patienter et øget selvværd.

Som opfølgning på de internationale bidrag bringer vi et afsnit om undervis-

ning i narrativ medicin til læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle – med en distinktion mellem læger og de øvrige sundhedsprofessionelle. Vi omtaler også yderligere initiativer omkring efteruddannelse af almen praktiserende læger og apoteksfarmaceuter. Det obligatoriske seksugers kursus i narrativ medicin på lægeuddannelsens første år er et af de mest nyskabende initiativer på SDU i forsøget på at virkeliggøre de indledningsvist skitserede visioner, mens det tilbagevendende valgfag for sundhedsfaglige kandidatstuderende afsætter det mest direkte aftryk på nutidens sundhedsvæsen. De to kapitler forsøger tilsammen at diskutere overordnede problemstillinger om begreber og evidens, ligesom de giver konkrete anvisninger på, hvordan vores undervisning og de studerendes evalueringer heraf kan gennemføres.

Narrativer betegnes ofte af Rita Charon som singulære historier i kontrast til universelle kategorier, mens de af Ronald Schleifer og Arthur Frank gerne beskrives som forskelligartede typer, fx de mange historier, der er blevet benævnt ‘restitutionsnarrativer’, og som omhandler patientens målrettede behandlings- og rehabiliteringsforløb. Begrebet masternarrativer dækker over det forhold, at individuelle fortællinger om fx alkoholmisbrug kan ordnes i nogle få, genkendelige typer. Et centralt kapitel i denne antologi vil præsentere forskningsresultater fra et studie af, hvordan mennesker med varierende grader af alkoholafhængighed forklarer deres indtag over for sundhedsprofessionelle. Et andet kapitel introducerer til den i Danmark hastigt fremvoksende genre e-mail-konsultation og diskuterer de typiske narrativer i klinisk kommunikation mellem læge og patient, når den foregår i en e-mail. I den forbindelse kan lægestuderendes træning i at skrive med størst mulig sproglig bevidsthed på kurser i narrativ medicin få fornyet relevans.

Samtidig med at SDU har introduceret kurser i narrativ medicin for sundhedsprofessionelle, har forskerne i gruppen forsøgt at undersøge feltets muligheder med nye interventioner målrettet patienter og sårbare borgere, hvori der anvendes kreativ skrivning og fælleslæsning. Denne type interventionsforskning har også andre kategoriseret som en praksis af narrativ medicin, og der findes et systematisk review over de ganske vist endnu få internationale studier (Fioretti et al. 2016). Formålet med de æstetiske aktiviteter er ikke direkte terapeutisk, og derfor ikke sammenfaldende med et område som ‘narrativ terapi’ ved Michael White og andre, selvom der kan være terapeutiske virkninger forbundet med at skrive og læse. Formuleret på en tilsigtet paradoksal måde: Litteratur skal ikke skrives eller læses som terapeutisk, kun derved kan den muligvis være det. Mens der stadig savnes teoretiske overvejelser om denne anvendelse af narrativ medicin fra forskerne på Columbia, vil man kunne finde sådanne i forbindelse med beslægtede interventioner i England, som benytter sig af fælleslæsning [shared

reading], senest Philip Davis Reading for life (2020) og tidligere Josie Billington Is literature healthy? (2016); sidstnævnte har desuden redigeret antologien Reading and mental health (2019). Sammenlignet med nærlæsning tillader fælleslæsning som metode større rummelighed over for læserreaktioner, der ikke har direkte reference til den læste tekst, og som snarere må betegnes som individuelle associationer. Selvom Davis og Billington definerer deres begreb om forandringsprocesser hos patienter og sårbare borgere ved at tage afstand fra antagelsen om en narrativ identitet, og generelt er mere optaget af litterær æstetik end narrativitet, opfatter vi deres mål som parallelle og på nogle punkter sammenfaldende med narrativ medicin. For at rette fokus mod de helende kræfter eller regenererende processer, der somme tider vil kunne aktiveres ved anvendelse af skrivning, læsning og sokratisk dialog, afslutter vi rækken af danske bidrag med tre kapitler om aktuelle resultater af denne forskning.

Nærværende antologi lægger sig i forlængelse af en nordisk forskningstradition inden for humanistisk sundhedsforskning. I 2017 blev Nordic Network for Narratives in Medicine reaktiveret af Anders Juhl Rasmusen og Peter Simonsen på SDU, efter oprindeligt at have været etableret af forskere ved Københavns Universitet i 2011, og det tæller nu mere end 100 deltagere fra ph.d.- til professorniveau ledet af en internordisk styregruppe. Historisk er den nordiske forskning inden for medicinsk humaniora med orientering mod litteratur præget af enkeltstående forskeres indsats, eksempelvis Anders Palm (Lund), Rolf Ahlzén (Karlstad), Merete Mazzarella (Helsinki) og Knut Stene-Johansen (Oslo) og monografier som Petter Aaslestads Pasienten som tekst. Fortellerrollen i psykiatriske journaler: Gaustad 1889-1990 (1997), Katarina Bernhardssons Litterära besvär. Skildringar av sjukdom i samtida svensk prosa (2010) foruden Knut Stene-Johansen og Hilde Bondeviks Sykdom som litteratur. 13 utvalgte diagnoser (2011) samt antologier som Illness in context (2010), Læse, skrive og hele. Perspektiver på narrativ medicin (2017) og Skrivning og sundhed (2021). Særligt i Sverige findes en nyere tradition for at tilbyde kurser i medicinsk humaniora på læge- og sundhedsfaglige uddannelser med stærk fundering de senere år i forskningsmiljøet på Lunds Universitet. Der eksisterer endvidere en Svensk forening för Narrativ Medicin, som overvejende består af klinikere.

Inden for en nordisk kontekst vil narrativ medicin i sin snævre og stadig relativt omfattende definition skulle beskrives som hjemmehørende – indtil videre – på Syddansk Universitet. I en større kontekst sker der i disse år, foruden de nævnte bevægelser i Storbritannien, en udbredelse af narrativ medicin i bl.a. Tyskland gennem German Network for Narrative Medicine etableret i 2019 af Anita Wohlmann. Uden for den vestlige verden drives udviklingen globalt flere steder i samme retning, ofte igangsat af deltagelse i de halvårlige internationale

workshops ved Columbia University, som fra 2020 tilbydes virtuelt. Fra 2021 er et forum kaldet International Narrative Medicine etableret af samme universitet med henblik på at understøtte en verdensomspændende udvikling. Med SDU’s obligatoriske kursus på lægeuddannelsen to gange om året, et tilbagevendende valgfag på de sundhedsfaglige kandidatuddannelser samt stadigt nye efteruddannelseskurser for klinikere er undervisningen i narrativ medicin ved at være solidt forankret, skønt der stadig findes mange ubenyttede muligheder for ekspansion. Forskningen har nydt fremme gennem strategiske satsninger som Human Health (startet i 2018), med bl.a. en arbejdsgruppe om narrativ medicin ledet af professor i litteratur Anne-Marie Mai og professor i humanistisk rehabiliteringsforskning Helle Ploug Hansen, samt med oprettelsen af et lektorat i narrativ medicin, som Anders Juhl Rasmussen bestrider. Derfor er denne antologi redigeret af disse tre forskere og har tilstræbt en interdisciplinær balance mellem det humanistiske og sundhedsvidenskabelige felt. Et enkelt inviteret bidrag kommer fra lektor i medicinsk etik på Københavns Universitet, Jeanette Knox, der har siddet i styregruppen for det nordiske netværk sammen med Hilde Bondevik fra Universitetet i Oslo og Katarina Bernhardsson fra Lunds Universitet.

Vi håber med denne bog at sætte en standard for dansk forskning i narrativ medicin og være kommet lidt tættere på indfrielsen af visionerne om at fremme et sundhedssystem, der bl.a. tager sit udgangspunkt i det enkelte menneske som et fortællende væsen – eller “et sprogdannede pattedyr”, som digteren Per Højholt engang skrev (1994).

Referencer

Bernhardsson K 2010. Litterära besvär. Sklidringar av sjukdom i samtida svensk prosa. Lund:

Ellerströms förlag. Billington J 2016. Is literature healthy? The literary agenda. Oxford: Oxford University Press. Billington J (ed.) 2019. Reading and mental health. London: Palgrave. Bleakley A 2015. Medical humanities and medical education: how the medical humanities can shape better doctors. London: Routledge. Charon R, Montello M (eds.) 2002. Stories matter. The role of narrative in medical ethics. London: Routledge. Charon R 2006. Narrative medicine: honoring the stories of illness. Oxford: Oxford University

Press. Charon R, DasGupta S, Hermann N, Irvine C, Marcus ER, Colón ER, Spencer D, Spiegel

M (eds.) 2017. The principles and practice of narrative medicine. Oxford: Oxford University

Press.

Crawford P, Brown B, Baker C, Tischler V, Abrams B 2015. Health Humanities. London:

Palgrave Macmillan. Davis P 2020. Reading for life. Oxford: Oxford University Press. Evans M, Finlay IG (eds.) 2001. Medical Humanities. London: BMJ Books. Fioretti C, Mazzocco K, Riva S, Olivieri S, Masiero M, Pravettoni G 2016. Research studies on patients’ illness experience using the narrative medicine approach: a systematic review. BMJ Open; 6(7): 1-9 [Online]. Frank AW 1995. The wounded storyteller: body, illness and ethics. Chicago: University of Chicago Press. Frank AW 2010. Letting stories breathe. A socio-narratology. Chicago: University of Chicago

Press. Goyal R 2013. Narration in medicine. I: Hühn P et al. (eds.): The living handbook of narratology. Hamburg University. Lokaliseret på www.lhn.uni-hamburg.de. Greenhalgh T, Hurwitz B (eds.) 1998. Narrative based medicine. Dialogue and discourse in clinical practice. London: BMJ Books. Hunter KM 1991. Doctors’ stories. The narrative structure of medical knowledge. Princeton:

Princeton University Press. Hurwitz B, Greenhalgh T, Skultans V (eds.) 2004. Narrative research in health and illness.

Hoboken: Blackwell Publishing. Højholt P 1994. Boldene i luften. I: Stenvaskeriet og andre stykker. København: Gyldendal. Jespersen MR, Gammelgaard LR, Uldbjerg S 2021. Skrivning og sundhed. Aarhus: Aarhus

Universitetsforlag. Kleinman A 1988. The illness narratives. Suffering, healing, and the human condition. New York:

Perseus Book Group. Launer J 2002. Narrative-based primary care. A practical guide. Oxford: Radcliffe Medical

Press. Mai AM, Simonsen P (red.) 2018. Syg litteratur. Litterære tekster om sygdom og sundhedsvæsen. 2. udg. København: Munksgaard. Mattingly C 1998. Healing dramas and clinical plots: the narrative structure of experience. Cambridge: Cambridge University Press. Rasmussen AJ (red.) 2017. Læse, skrive og hele. Perspektiver på narrativ medicin. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Solomon M 2015. Making medical knowledge. Oxford: Oxford University Press. Spencer D 2021. Metagnosis: revelatory narratives of health and identity. Oxford: Oxford University Press. Stene-Johansen K, Tygstrup F (eds.) 2010. Illness in context. Amsterdam: Rodopi. Stene-Johansen K, Bondevik H (red.) 2011. Sykdom som litteratur. 13 utvalgte diagnoser.

Oslo: Universitetsforlaget i Oslo. Whitehead A 2017. Medicine and Empathy in Contemporary British Fiction. An Intervention in

Medical Humanities. Edingburgh: Edingburgh University Press. Aaslestad P 1997. Pasienten som tekst. Fortellerrollen i psykiatriske journaler: Gaustad 18891990. Oslo: Tano Aschehoug.