3 Hvor kom inkaerne fra?

Kapitel 3

HVOR KOM INKAERNE FRA?

Ifølge en af inkaernes myter skabte guden Viracocha de første mennesker, Vari Viracocha. Garcilaso de la Vega, søn af en inkaprinsesse og en spanier, boede i Cuzco 1539-1550. Da han var barn, spurgte han sin onkel, en af inkaerne, hvordan det havde været i gamle dage. Garcilaso de la Vega husker onklens svar sådan her:

”Det er vigtigt, at du ved, at det land, du nu ser, engang var bare bjerge og trøstesløse klipper. Folk levede som vilde dyr den orden eller religion, ingen landsbyer eller huse, hverken marker eller klædedragter, for de havde ikke kendskab til hverken uld eller bomuld. De dækkede deres nøgenhed med bark og træernes blade eller skind fra dyrene […] så da vores far Solen så dem, skammede han sig over dem og besluttede at sende en af sine sønner og en af sine døtre fra himmelen til jorden, så de kunne lære menneskene at tilbede ham og anerkende ham som gud og at adlyde hans love og bestemmelser som enhver fornuftig skabning må gøre […] min onkel fortalte alt på sit sprog […] og jeg har forsøgt at oversætte det så godt som muligt, men også undgået visse sætninger, der kunne have været stødende sprogbrug.”

Inkaerne ønskede at fortælle eftertiden, at før dem var der intet af betydning, selv om de i høj grad overtog meget fra warikulturen – for ikke at tale om alle de forrige store kulturer, der havde eksisteret langs Stillehavskysten på vestsiden af Sydamerika.

Oprindelsesmyterne

Inkaerne fortalte spanierne om to oprindelsesmyter, som de lagde til grund for, hvor de kom fra, og hvorfor de havde ret til at indtage en sådan magtposition.

Den ene myte fortæller om fire brødre og fire søstre, der kommer ud af en grotte som Solens børn nær Cuzco, og den anden oplyser, at skaberguden Viracocha efter et totalt mørke skabte menneskene af sten og bad dem rejse ud og befolke landet – måske en spanskinspireret myte. Ifølge den første myte kom Solen først frem fra en hellig klippe på en ø i Titicacasøen, og den første Inka og hans søskende rejste fra Soløen og blev Solens børn.

De første inkaer – fire brødre, Ayar Manco (der betyder første forfader til quinoa), Ayar Awka (fjende af forfader), Ayar Cachi (forfader til salt) Ayar Uchu

På Soløen, Isla del Sol, i Titicacasøen findes nogle geologiske formationer, som ifølge overleveringen er Solens fodspor. Den første Inka, Manco Capac, på Guanacauribjerget, hvor de unge adelsfolk blev indviet, og hvor en af de første af Inkaens brødre blev til en sten. Illustration fra Martín de Murúas værk Historia General del Piru fra årene omkring 1600. Det anses for det tidligste illustrerede værk om Perus historie.

(forfader til chilipeber), og fire søstre, Mama Occlo (buttet moder), Mama Waku (kind-/kæbemoder, bedstemor), Mama Cora (tante på moderens side) og Mama Rawa (moder) – var af Ayarslægtsgruppen, en panaca. Man fortalte, at de blev kaldt ud af skaberguden Viracocha fra den midterste grotte i Tampu T’oqo, vindueshuset, en grotte med tre åbninger i Pacariqtampu nær ved Cuzco. De havde mandat fra Inti, Solen, til at slå sig ned, hvor guldstave kunne sættes i jorden, og til at plante den hellige majs, de også medbragte.

En af brødrene, Ayar Cachi, var så stærk, at han ved hjælp af sin slynge kunne få bjerge omdannet til dale og dale til bjerge, så de andre søskende blev bange for hans vildskab og styrke. De bad Ayar Cachi vende tilbage til grotten med en ledsager for at hente de guld- og sølvrigdomme, de havde efterladt der. Lige så snart han var trådt ind i grotten, anbragte ledsageren en stor klippeblok foran indgangen, så Ayar Cachi ikke kunne slippe ud, og ”jorden rystede så meget, at mange bjerge faldt sammen ned i dalen.”

De øvrige søskende fortsatte rejsen, indtil de kom til et lillle bjerg ved navn Guanacauri, hvor de opholdt sig en tid. Her blev Ayar Uchu forvandlet til en stenstøtte på toppen af bjerget.

Stedet blev senere til et helligt fristed, hvor inkaerne fejrede deres årlige indvielsesriter for de unge adelsdrenge til Ayar Uchus ære. Imidlertid vandrede

de sidste søskende videre ind i dalen. En af søstrene, Mama Waku, kastede to guldstave ind i selve dalen. Men da den første ikke stod fast i jorden, var de klar over, at der ikke var frugtbart. Men den anden sank dybt ned i jorden tæt på Cuzco. Derfor vidste de, at de havde fundet det rigtige sted at slå sig ned.

De drog nu ind mod Cuzco, hvor Ayar Manco, senere benævnt Manco Capac kaldte på Ayar Awka og sagde til ham: ”Husker du, at vi blev enige om, at du skulle tage det land i besiddelse, hvor vi skal slå os ned? Men se lige den klippe! Flyv derover (fordi de siger, at han havde fået vinger) og sæt dig på klippen og tag alt det land i besiddelse, du kan se derfra, så vi kan gå derover og bosætte os der.” Ayar Awka fløj derover (han må have været shaman) og satte sig ned og forvandlede sig til en sten, som man gjorde til en grænsemarkering.

Uheldigvis var dalen allerede beboet, så inkaerne måtte slås med de lokale. Mama Waku påførte guayllasfolket de mest modbydelige grusomheder. Blandt andet flænsede hun en mand op med sine bare hænder og pustede hans lunger op ved at blæse ind i dem. I myten om hende siges det, at

”hun var meget smuk og mørk over det hele og af fin størrelse. De siger, at hun var en stor troldkvinde, og hun talte med dæmonerne. Hun kunne tale med stenene og klipperne og guderne og alle helligdommene. Denne kvinde var begyndelsen til de senere inkaherskere.”

Manco Capac iklædte sig to sølvplader og en guldkrone, hvorefter han lod solens første stråler ramme sig på toppen af et bjerg. På den måde beviste han over for befolkningen, at han var Solens søn. Inkaerne havde overtaget og slog sig ned som herrer over området. De opførte et lille stenhus med stråtag. Det var begyndelsen til det senere soltempel, Coricancha.

Manco Capac siges at være blevet meget gammel, og han efterlod sig flere børn, hvoraf Sinchi Roca blev den næste Inka. Der blev lavet en stenstatue af ham, som blev opbevaret i Coricancha, og han blev tilbedt som Solens søn og bragt ud som talisman, en lykkebringende amulet i krig.

Den hellige klippe på Soløen har været dækket af guldplader.

Tawantinsuyus udbredelse i første del af 1500-tallet.

Ifølge den anden version siges det, at Viracocha skabte solen, månen og stjernerne – en myte, der har flere ligheder med den kristne religion.

”I gamle dage herskede der totalt mørke i landet og provinserne […] de siger, at i det totale mørke steg en Herre op af søen (fra Soløen i Titicacasøen) i Collasuyuprovinsen, og hans navn var Contiki Viracocha […] derfra tog han til en by ved navn Tiahuanaco, og der skabte han solen og dagen, og Viracocha beordrede solen til at følge sin gang over himmelen. Så siger de, at han skabte stjernerne og månen. Her i Tiahuanaco skabte han nogle mennesker fra sten som en slags model, han kunne bruge senere. Således skabte han ud af stenene nogle mennesker til at blive curacaer, de skulle regere og herske over de andre, og mange kvinder, nogle med barn og andre med børn. Spædbørnene var i vugger ifølge deres tradition […] (og han sagde:) Som jeg har skabt jer af sten og malet (tøj) på jer, skal I komme ud af kilder og floder og huler og bjerge og gå til de provinser, jeg har nævnt, og I skal straks gå i alle retninger.”

Eftersom Soløen ifølge myten var inkaernes oprindelsessted, var Manco Capac og hans søskende skabt her og derefter rejst til Pacaritambo og videre til Cuzco som Solens børn. Inkaerne inkorporerede stedet i deres ideologi som et af de mest betydningsfulde helligsteder, huacas, for at retfærdiggøre deres tilstedeværelse.

De seneste 20 års arkæologiske udgravninger har imidlertid vist en helt anden og mere kompleks begyndelse på inkaernes opståen og tilstedeværelse i Cuzcodalen. Tidligere mente man, at inkaerne var en lokal gruppe, men deres oprindelsesmyter, stenarkitektur og politiske organisation tyder på, at de virkelig kom fra Titicacaregionen. De seneste lingvistiske undersøgelser tegner et billede af tætte forbindelser til Titicacaregionen, hvor de første inkaer talte aymara og puquina, før de overtog sproget quechua. Inkaerne kaldte selv deres sprog for runasimi eller menneskesprog. Da spanierne kom, misforstod de ordet quechua (der betyder en økologisk zone i bjergene i bjergene) og antog, at de alle talte sproget quechua. Inkaerne havde allerede tidligt fundet det særdeles belejligt at påtvinge alle de erobrede områder deres sprog. Quechua er egentlig en hel sprogfamilie med mange varianter. Flere af de tidlige krønikeskrivere nævner, at inkaerne havde et hemmeligt sprog, og i dag mener flere sprogforskere, at det netop har været aymara eller puquina, de to sprog, der var fremherskende ved Titicacasøen.

Inkaerne var altså en gruppe af Ayarslægten, der kom som fremmede til Cuzcodalen omkring år 1000 e.v.t., og de brugte de første par hundrede år på at konsolidere sig i Cuzcoområdet. Rivaliserende etniske grupper af forskellig størrelse førte krig mod hinanden, og fra omkring år 1100 opstod i dette virvar den begyndende nye statsdannelse med inkaerne og Cuzco som centrum.

Alle inkaherskerne fra den oprindelige lille gruppe sporede deres slægtskab tilbage til deres mytiske forfader Manco Capac, og de kom til at dominere hele det vestlige Sydamerika i løbet af nogle hundrede år. Nøgleord for deres dominans var en fremragende organisation og kontrol. Området var og er utrolig varieret, både landskabsmæssigt og klimatisk. Langs Stillehavskysten afbrydes tørre gråbrune ørkener af frugtbare floddale, og længere inde i landet ligger Andesbjergene med deres svimlende, dybe dale og kilometerhøje snedækkede tinder. På de østlige bjergskråninger begynder den tættere skovbevoksning, der rummer den største variation af plante- og dyrearter, og som i den tropiske del af Sydamerika ender i Amazonas’ jungle. Inkaerne monopoliserede magten. De var helt afhængige af deres trosforestillinger og kunne stort set intet foretage sig uden at have ofret til guderne eller udført andre ritualer. Hele riget var underlagt religiøse overbevisninger med utallige ritualer, ceremonier og ofringer. Staten blev holdt sammen af sindrig byplanlægning med administrationscentre og et veludviklet vejsystem, og inkaerne udnyttede befolkningens arbejdskraft, ligesom de forstod at anvende og udvikle de økonomiske ressourcer.

Bemalet tavle fra 1500-tallet, der viser alle Inkaerne og de første spanske vicekonger.

Inkaerne

Listen over inkaherskerne og deres dronninger (coyaer) er taget fra Sarmiento de Gamboa omkring 1572. Den afspejler imidlertid i høj grad en europæisk dynastitankegang, som ikke nødvendigvis svarer til inkaernes virkelighed.

Hurin Cuzco Den nedre bydel

Inka

Manco Capac

Sinchi Roca

Lloque Yupanqui

Mayta Capac

Capac Yupanqui

Huascár, 1525-1532 Coya Hans søster Mama Occlo

Mama Cuca fra Sañu Slægtsgruppe Chima panaca

Raura panaca

Mama Cava fra Uma Auayni panaca

Mama Tacuraray fra Tacucaray Usca Mayta panaca

Curi Hilpay fra Ayarmaca Apo Mayta Capac panaca

Hans søster Chukuy Juypa Capac ayllu

Hanan Cuzco Den øvre bydel

Inka

Inka Roca Coya

Slægtsgruppe Mama Micay fra Huayllacan Uicaquirao panaca

Yahuar Huacac Mama Chicya fra Ayarmaca Aucaylli panaca

Viracocha, indtil 1438 Mama Runtucaya fra Anta Socso panaca Pachacutec Inka Yupanqui, 1438-1471 Hans søster Mama Anahuarqui Hatun ayllu Tupac Inka Yupanqui, 1471-1493 Mama Chimpa Occlo Capac ayllu Huayna Capac Hans søster Mama Cusi Rimay, Tumipampa panaca bagefter Rahua Occlo

Atahualpa, 1532-1533 Hans søster Cuxirimay Occlo Hatun ayllu