1 Introduktion

Kapitel 1

INTRODUKTION

I september lægger bønderne majskorn til næste års høst. En af de mange illustrationer fra Andesindianeren og kronikøren Guaman Pomas store værk El primer nueva corónica y buen gobierno, som blev afsluttet omkring 1615, da han var blevet gammel. De første potteskår

Under min første rejse til Peru i 1971 deltog jeg i en amerikansk arkæologisk ekspedition til den nordøstlige del af landet. Ekspeditionslederen var på forhånd overbevist om, at inkaerne ikke havde erobret de nordlige områder. Jeg fik lov til at udgrave en lille ruin, der lå for sig selv. Det viste sig at være en karakteristisk tampu – en lille vejstation, hvor inkaernes embedsmænd, løbere og lamaer kunne overnatte undervejs.

Inkakeramik. Alene ordet klinger godt. Begejstringen var da også stor, da de første potteskår fra inkaerne kom frem under min udgravning. Så stor, at potteskårene forsvandt på turen tilbage til vores hus i Uchucmarca. De lokale gravere troede, at potteskårene indeholdt guld, siden vores begejstring var så overvældende. Traumet fra den spanske erobring i 1532, hvor ufattelige mængder af guld og sølv blev ført fra alle egne af riget til byen Cajamarca, smeltet om og transporteret til Spanien, ligger stadig så dybt i den indfødte befolkning, at arkæologer anses for at være ude på at røve, hvad der måtte være tilbage. Under mine senere udgravninger i Cochabamba, et center for inkaernes administration, troede de lokale, at de blot skulle grave for os om dagen, og ved nattetide ville vi så gå ud for – med vores røntgenøjne – at tage guldet op.

Jeg har villet studere sydamerikanske kulturer lige fra 12-årsalderen. Min nysgerrighed blev vakt under læsning af adskillige bøger om gemte byer og skjulte skatte og senere Guld og guder fra Peru af Hans Baumann. Jeg er ikke blevet skuffet i min higen og søgen. Fundet af 130 nye ukendte arkæologiske steder i Andes’ højland – især i Chachapoyasprovinsen og i ’junglens øjenbryn’ (Ceja de Selva) – er det blevet til, men ingen skatte. Der er faktisk til dato slet ikke fundet nogen rigdomme endnu i Chachapoyas.

Siden nyheden om inkariget eller Tawantinsuyu – landet med de fire områder, som inkaerne kaldte deres rige – nåede Europa i 1500-tallet, har myterne

Forfatteren på feltarbejde i Andesbjergene.

om El Dorado, byen belagt med guld på gaderne, altid tiltrukket eventyrere og rejsende. I virkeligheden var der tale om en høvding, der ved sin indsættelse blev overpudret med guldstøv. Han blev sejlet ud på en flåde på Guatavitasøen ved Bogota (Colombia) sammen med et præsteskab og mange guldgenstande. Alt guld blev kastet ud i søen som offergave. Utroligt nok fandt tre landsbybeboere i en lille hule i bakkerne syd for Bogota i 1969 en lille flåde af guld, der skildrer scenen som beskrevet af en spanier i 1500-tallet. Historien voksede siden til, at det havde været en hel by, der lå inde i regnskoven med gaderne belagt med guld. Det fik guldhungrende europæerne, eventyrere og rejsende i hobetal til at drage væk hjemmefra for at forvilde sig ind i skovene. Dog uden held. Også den spanske conquistador Francisco Pizarro drog ud for at finde guld i inkaernes land.

Den sidste Inka

Denne bog er en fortælling om, hvordan en lille slægtsgruppe i løbet af nogle hundrede år ved fremragende organisation og administration kunne komme til at dominere hele det vestlige Sydamerika. Om hvordan en herskerklasse monopoliserede magten, og hvorledes hele Tawantinsuyu var underlagt denne klasses religiøse overbevisninger med utallige ceremonier og ofringer. Inkaerne var helt afhængige af deres trosforestillinger, de kunne stort set intet foretage sig uden at have ofret til guderne eller udført andre ritualer. Hele

Prinsessens Bad i Ollantaytambo.

riget blev holdt sammen af sindrig byplanlægning og et veludviklet vejsystem, og de havde opfundet metoder til udnyttelse af arbejdskraft, ligesom de forstod at anvende og udvikle de forekommende økonomiske ressourcer.

Resultater fra både mine egne og andres arkæologiske udgravninger i de senere år sammenholdt med analyser af historiske dokumenter danner baggrund for mine bestræbelser på at forøge interessen for inkaernes fantastiske rige.

Noter til læsningen

Ingen publikationer om inkaerne kan undgå at bruge mange ord fra quechua, inkaernes sprog. Mange af disse ord findes i ordlisten bag i bogen. Da inkaerne ikke havde noget skriftsprog, nedskrev de første spaniere ordene, som de hørte dem. Men udtalen kunne være meget forskellig på grund af de mange regioner i Tawantinsuyu. Først i 1980’erne fik quechua sit eget fonetiske alfabet, som nu er vidt udbredt. Jeg har imidlertid oftest benyttet mig af den gamle skrivemåde, fordi det gør det langt lettere at finde vej i den ældre litteratur for ikke-specialister. Således skriver jeg Cuzco og ikke Qosqo, Huascár og ikke Waskar, Atahualpa og ikke Atawalpa.

I slutningen af bogen findes også et afsnit med refleksioner over kilderne og over, hvordan de kilder, der gennem tiden har været til rådighed, har formet forestillingerne om Tawantinsuyu.