2 Det verdenshistoriske drama

Kapitel 2

DET VERDENSHISTORISKE DRAMA

Atahualpa sidder på sin trone, mens tolken Felipillo oversætter præsten Valvardes ord, så Atahualpa kan høre Guds ord. Der var helt stille. Morgenen var stadig kold efter haglstormen dagen forinden. Det lysnede langsomt, mens skyerne drev hen over bjergene. De spanske soldater, der var gemt i inkaernes tre langhuse, frøs og rystede over hele kroppen ved tanken om, hvad dagen ville bringe. Hestene var urolige og stampede utålmodigt inde i husene.

Det var fredag den 16. november 1532. Dagen før havde spanierne set hele den ene bjergside i Cajamarca fyldt med hvide telte og tusindvis af inkaernes soldater. De havde aldrig forestillet sig, at Inkaen havde så mange soldater til rådighed. Tusindvis af bål flammede op i nattens mørke, næsten så tætte som stjernehimmelen. Så der var ingen vej tilbage. Derfor var de hunderædde, og de fleste lod vandet af ren og skær angst. Hele natten bad de til Gud, og de måtte også hellere få syndsforladelse af præsterne. Francisco Pizarro var helt kold og lod dem forstå, at de måtte opbygge styrke i deres hjerter. Han havde lagt en slagplan, for han var usikker på Inkaens intentioner. Det var derfor, soldaterne gemte sig i husene. Der var kun 105 fodfolk og 62 til hest, så de kunne uden tvivl let besejres, men for en sikkerheds skyld bad Inka Atahualpa sin general Rumiñai om at afskære spanierne vejen med 5.000 mand. Hvis de flygtede, kunne de tages til fange og blive ofret til Solguden – derimod skulle hestene spares og bruges til avl. De ventede og ventede. Ingenting skete.

Atahualpa begyndte først at bevæge sig fra de varme kilder mod Cajamarca midt på dagen. Iklædt en kappe med indvævede guldtråde og bærende en smaragdkæde sad Atahualpa på en bærestol, som 80 rucunafolk bevægede fremad. Bærestolen var foret med de fineste mangefarvede papegøjefjer og udsmykket med guld- og sølvplader. Foran gik musikere, der spillede på fløjter, trommer og konkylietrompeter. De akkompagnerede dansere og korsangere, der lovpriste Atahualpa: ”Oh store og magtfulde hersker, Søn af Solen, eneste hersker, må jorden adlyde dig.” En spanier skrev senere, at det på ingen måde manglede vellyd, mens en soldat huskede det som Helvedes sange.

Atahualpa blev fulgt af de mest betydningsfulde af sine mænd, der også blev båret, og dele af sin hær på mand. De bar små krigsøkser og slynger med sten gemt under deres tunikaer. Resten af hæren blev efterladt uden for teltene. Både ved de varme bade og undervejs standsede Atahualpa adskillige gange for at drikke chicha (majsøl). Han var særdeles bedugget og foretrak derfor at overnatte inden mødet, men en af spaniernes udsendinge bad ham om at fortsætte, så han kunne møde guvernøren samme dag.

Da solen var ved at forsvinde fra horisonten, ankom Atahualpa til pladsen og gav tegn til stilhed. Atahualpa sagde senere, at han havde været forbløffet over, at der ikke var flere spaniere på pladsen. Præsten Vicente de Valverde inviterede Atahualpa til at spise med indenfor, så de kunne lokke ham væk fra vagterne. Men han nægtede. I stedet læste Valverde en proklamation op på spansk, der blev oversat af tolken Martínillo. Man læste altid proklamationer op under det første møde med en ny befolkning.

Valverde overrakte Atahualpa Bibelen, så han kunne høre Guds ord. Atahualpa tog den op til sit øre, men da den ikke sagde noget, kastede han den på jorden. Dernæst rejste han sig i sin bærestol og gjorde tegn til

Spanierne går til angreb på inkaerne, der forgæves forsøger at flygte. Tegneren Theodor de Bry var født i Belgien og havde aldrig været i Sydamerika, men illustrerede i 1590’erne ud fra, hvad han i Europa hørte fra øjenvidner om erobringen.

Nutidig peruansk tegning, der viser Atahualpa måle med hånden, hvor meget han vil fylde rummet op med guld og sølv i håb om at blive løskøbt.

sine mænd, men i det samme udstødte Valverde krigsråbet ”Santiago”, fordi Atahualpa havde bespottet Guds hellige ord. Spanierne myldrede frem fra deres skjul i langhusene og begyndte et frygteligt slagteri.

Pizarro tog sit sværd og sin dolk og gik ind midt mellem inkaerne sammen med fire spaniere, der fulgte ham hen til Atahualpas bærestol. Han greb frygtløs fat i Atahualpas venstre arm og råbte ”Santiago”, men han kunne ikke trække ham ned, da inkaerne løftede bærestolen højt op. Alle hænder, der bar Atahualpas bærestol, blev hugget af, og blodet sprøjtede. Nye hænder tog hele tiden plads, men også de blev hugget af. Til sidst løb syv-otte ryttere frem og fik væltet bærestolen og trukket ham ned på jorden. Pizarro greb fat i Atahualpa og var med til at føre ham tilbage til overnatningsstedet.

På pladsen fortsatte spanierne deres umættelige myrderier af inkaernes soldater, og mange blev trampet ihjel af både mennesker og heste. Da der kun var fire smalle udgange, var det umuligt at flygte, og til sidst stormede tusindvis mod den fjerneste, næsten to meter høje og to meter brede mur. Den gav sig omsider, og de flygtede ud af byen skarpt forfulgt af omkring 60 skrigende og gale spanske ryttere, der gennemborede dem med spyd og lanser. De gik først og fremmest efter alle i uniform. Blandt de omkomne var Herren af Chincha, en af Atahualpas nære venner, og Herren af Cajamarca og mange andre betydningsfulde mænd og høvdinge fra hele Tawantinsuyu. Under hele forløbet løftede ingen inka en hånd mod en spanier. Så stor var deres rædsel ved at se guvernøren tage deres hersker til fange, ved at høre trompeterne, ved artilleriets skud og ved at se de angribende heste, at de mere tænkte på at flygte end på at kæmpe.

Da trompeterne til sidst kaldte spanierne tilbage, blev de sidste inkakrigere slået ned af spanierne. I løbet af kun få timer døde 6.000-7.000 mand på pladsen og udenfor, mens ikke en eneste spanier mistede livet.

Atahualpas sidste tid

Imens var Atahualpa blevet ført ud til soltemplet lidt uden for byen. Det var først under angrebet, at Atahualpa selv havde set Francisco Pizarro. Nu sørgede Pizarro for, at Atahualpa fik rent tøj og inviterede ham til at spise ved sit bord, hvor hans kvinder kunne opvarte ham. Han var dog under stærk bevogtning og blev beordret til at sige til nogle af sine overlevende kaptajner, at de ikke måtte gøre modstand mod spanierne. Han fik redt en seng med mange lag af de fineste tæpper over en måtte, og Francisco Pizarro og han sov i samme rum den første nat uden vagter. De indfødte var blevet bedt om at føre de døde bort, og det var sket i løbet af natten. Næste morgen tog den spanske conquistador Hernando de Soto ud til teltlejren ved badene. Intet havde forandret sig. Der var tilsyneladende det samme antal soldater, men ingen turde gøre modstand mod spanierne.

Sådan gik det til, da to vidt forskellige kulturer tørnede sammen, og historien ændrede sig på begge kontinenter. Et verdenshistorisk drama fandt sted i løbet af ganske få timer, og inkaernes verden kollapsede.

Spanierne anerkendte Atahualpas kongelige status, og han fik huse stillet til rådighed og kunne lade sit hof servicere sig. Adgangen til ham blev omhyggeligt

Rummet i Cajamarca, som Atahualpa efter sigende fyldte op med sine rigdomme.

kontrolleret. Pedro Pizarro, Francisco Pizarros bror, bemærkede, at folk fandt Atahualpa skjult bag et ceremonielt klæde, som blev holdt oppe af to af hoffets kvinder, der først sænkede klædet, når de blev bedt om at gøre det. Selv vigtige personer præsenterede sig for Inkaen på bare fødder og aldrig uden at bære en byrde, give en gave eller udvise underkastelse og ærbødighed. Personer, der ønskede at tale med Atahualpa, måtte vente og stå på afstand. Francisco Pizarros sekretær observerede, at Herrerne – de lokale herskere, som var loyale mod Atahualpa – ville kysse Inkaens hænder og fødder. Befolkningen trak øjenvipper ud på sig selv og blæste dem til den guddommelige sol som et udtryk for ærbødighed. Inkaen blev kun tiltalt med sænkede øjne, og han selv så sjældent direkte på nogen. Når Inkaen gav en kommando, gjorde han det kun med en gestus eller et blik uden ord, og når han talte, hævede han aldrig sin stemme. Atahualpas adfærd var imponerende og ophøjet, og han forventede og modtog fuldstændig lydighed. Atahualpas væremåde skiftede over for spanierne. De fandt Atahualpa venlig, endda munter, og de måtte overvinde sig selv for at indrømme, at han besad sund fornuft og logik. Gaspar de Espinosa, en af de spanske conquistadorer, der fulgte med Francisco Pizarro, var af den holdning, at Inkaen var den klogeste og dygtigste indfødte, han nogensinde havde mødt. Spanierne tillod ham at fortsætte sit liv med den luksus, han var vant til. Hernando de Soto og Hernando Pizarro blev efter spaniernes opfattelse gode venner med Atahualpa og lærte ham at spille skak, og de spillede i timevis, og det var tydeligt, at han nød det strategiske aspekt. Francisco Pizarro så, hvordan Atahualpas hof kun benyttede sig af guldservice. Han hørte om de utrolige rigdomme i hovedstaden Cuzco (der betyder verdens navle på quechua) og om Huascár, Atahualpas halvbror, der var taget til fange af Atahualpas kaptajner. Derfor beordrede han tre spaniere, to soldater og notaren Juan Zarata, til at tage til Cuzco for at rekognoscere og for at få mere at vide om hovedstaden og

landet. Atahualpa skulle garantere deres sikkerhed og sørge for bærestole til dem. Det er svært at forestille sig, hvordan de tre spaniere blev transporteret gennem dybe dale og over sneklædte pas i de bekvemme bærestole – en flere dage lang rejse.

Da de ankom til Cuzco, blev de overvældet af al den rigdom, der fandtes i hovedstaden. Til inkaernes store rædsel og totale stilhed fik de tre spaniere brudt guld- og sølvplader plader ned med kobberbrækjern og fjernede et af herskerens sæder af det pureste guld fra pladsen i det indre af soltemplet, Coricancha. Det havde siddet, hvor det fangede solens stråler. Sædet blev Francisco Pizarros mest værdifulde andel af udbyttet. Guldpladerne var imidlertid af forskellig karat. I Cajamarca bemærkede Francisco Pizarros sekretær Xeres, at over 700 plader af det fineste guld blev transporteret til Cajamarca, og Pedro Sancho de la Hoz beskrev, hvordan bærerne kom med en trone af det fineste guld og en fontæne af det pureste guld. De var var værd at se på, ikke kun på grund af deres kvalitet, men også på grund af deres form. Hundredvis af bærere og lamaer transporterede det alt sammen til Cajamarca. Andre 2.800 guldplader var ikke af så fin kvalitet og var placeret andre steder i templet, og de blev senere ført til Cajamarca.

Atahualpa lod sig døbe og fik navnet Juan Santos Atahualpa, så han kunne blive garrotteret i stedet for at blive brændt. Ifølge myten om Inkarri kunne hans legemsdele nu begraves forskellige steder, og den dag hans legeme igen samles, kan han og Inkariget genopstå.

Mens Atahualpa sad fanget, kunne han kommunikere med sine embedsmænd og til en vis grad stadig styre Tawantinsuyu. Mens han var venlig over for nogle spaniere, var han en grusom despot mod sine undersåtter, og han fik endog i Cajamarca henrettet flere af sine modstandere – blandt andre udsendinge fra chachapoyafolket. Hadet mellem ham og halvbroren Huascár var så stærkt, at han beordrede Huascár og hele hans familie myrdet i Cuzco. Det samme overgik curacaer, høvdinge, og dem, der havde været mod ham i kampen mod Huascár.

Spanierne lærte på den måde meget om inkaerne og deres land i løbet af de syv måneder, Atahualpa sad fanget. Modsat lærte han meget om spanierne. Ikke mindst syntes deres guldtørst at være uudslukkelig, så Atahualpa krævede af sine undersåtter, at de skulle lade et rum på 6,2 × 4,8 m og 2,5 m højt fylde med guld og et dobbelt så stort med sølv i håbet om at kunne købe sig fri.

I løbet af et par uger indfriede de Inkaens krav og indsamlede omkring ni tons af det pureste guld og omkring 60 tons sølv, der blev smeltet om, inden det blev ført ombord på skibe og bragt til Spanien. Men meget guld forsvandt sporløst på vej til Cajamarca, og lokalbefolkningen havde skjult det så godt, at det stadig ikke er fundet. I Europa indgik guldet i en ny økonomisk og vesteuropæisk sfære. Kong Karl V skulle have sin femtedel, og alle, der havde været med i slaget i Cajamarca, fik tildelt en sum alt efter rang.

Francisco Pizarro havde stillet Atahualpa i udsigt, at han ville blive løsladt. Men selv om Atahualpa havde holdt sit løfte, havde Francisco Pizarro ikke i sinde at holde sit. Der gik rygter om, at Atahualpa var ved at samle en stor hær, og Pizarro indså, at det bedste var helt at slippe af med Inkaen. Pizarro havde tidligere ønsket at møde Huascár, og det tolkede Atahualpa, som om Huascár skulle overtage hans herskerrolle. Det skulle være en af årsagerne til, at Atahualpa havde fået Huascár dræbt, mens han selv sad fanget. Atahualpa blev derfor anklaget for at have ladet sin halvbror

Kvinde- og mandsfigur af guld.

myrde og for forræderi, og han blev dømt til døden. Ifølge inkaernes religion var der intet værre end at blive brændt, fordi man risikerede ikke at kunne leve videre efter døden. Derfor lod Atahualpa sig døbe og blev derefter garrotteret i Cajamarca den 26. juli 1533 og begravet i San Francisco-kirken. Men næste dag forsvandt hans lig på mystisk vis. Hans tro folk havde hentet det og gemt det i bjergene på et ukendt sted.

Guld

Guld var især forbundet med solen, og inkaherskerne var Solens børn. Det var en guldstav, den første Inka, Manco Capac, havde kastet ved ankomsten til den frugtbare dal i Cuzco. Den symbolske betydning af guld som solen og sølv som månen var udelukkende forbeholdt Inkaen og hans slægt, og guld og sølv blev brugt i religionens tjeneste som udsmykning i templerne, ligesom Inkaen og adelsklassen havde behov for personlig udsmykning, ornamenter, guldservice og gaver af guld. Guld var et prestige- og magtmiddel, og de fint forarbejdede genstande i ædelmetaller blev brugt til at udføre eksempelvis skålritualer med chicha.

Bagefter opstod myten om Inkarri, der fortæller, at Atahualpas legemsdele blev begravet forskellige steder i Tawantinsuyu, og når de er vokset sammen, vil inkariget opstå på ny. Der findes stadig et kloster i Ecuador, hvor den sidste bror på sit dødsleje skal have fortalt, at Atahualpas rester hvilede der.

Atahualpa havde haft alle muligheder for at slå spanierne, men hans nysgerrighed og sikre forvisning om sin guddommelige status fik ham til at føle sig urørlig. Hans verdensopfattelse blev hans skæbne.

Karl V i Spanien var meget utilfreds med nyheden om Atahualpas endeligt. Atahualpa havde kongelig status, og derfor havde en menigmand som Francisco Pizarro ikke juridisk ret til at dømme ham. Nu da både Huascár og Atahualpa var døde, var der ingen indfødte til at tage over, og derfor skyndte Francisco Pizarro sig at udnævne en bror til Atahualpa som Inka. Det blev Tupac, der uheldigvis blev forgivet et par måneder efter, hvilket gav Franscisco Pizarro flere problemer. Herefter blev Manco Inka Yupanqui, en halvbror til Atahualpa, udvalgt. I mellemtiden var der kommet nye tropper fra Panama under ledelse af Diego de Almagro, en anden af conquistadorerne, og utallige etniske grupper sluttede sig til spanierne for at slippe for inkaernes åg.

Det store rige

Det var et gigantisk område, inkaerne havde underlagt sig, da spanierne ankom - over 5.000 km i længden og med ca. 16 millioner indbyggere. De første inkaer havde slået sig ned i Cuzcodalen i det centrale Peru i 1100-tallet og grundlagt hovedstaden Cuzco. Fra 1400-tallet begyndte de at erobre områderne omkring dalen, og i år 1500 var Tawantinsuyu blevet den største statsdannelse på det sydamerikanske kontinent. Riget strakte sig ud over den sydlige del af Colombia, Ecuador, Peru og dele af Bolivia, Argentina og Chile.

Inkaernes erobringer og organisationen af et så stort rige imponerede de første spaniere, især fordi inkaerne ikke havde udviklet et skriftsystem, så der fandtes ingen skriftlige kilder. De havde ingen ride- eller trækdyr og intet hjul. De var dygtige metallurger med bronze som det vigtigste håndværksredskab, men manglede viden om jern og stål, og alligevel havde de været i stand til at udvikle en af de største statsdannelser, man kender til.