Katalog Gimsinghoved 2014 by Galería Krabbe

SPANSK VISIT

Arne Haugen S酶rensen 路 Dorthe Krabbe Luise Haugen 路 Caroline Krabbe

GIMSINGHOVED Kunst- og kulturcenter

Gimsinghoved Kunst- og kulturcenter har til huse i en smuk gammel proprietærgård, hvis his torie går ca. 500 år tilbage. Frem til begyndelsen af dette århund rede bevarede gårdens bygninger deres bondegårdspræg, men efter en brand i 1916 blev den nuværende herskabelige hovedbygning opført. Arkitekt var overbanemester Kornerup, Struer, der også står bag andre af byens perler. I 1925 overtog Ivar Lundgaard – også kaldet »Dansk kreaturhandels ukronede konge« – Gimsinghoved. Han døde i 1969 og i 1986 købte Struer Kommune Gimsing hoved af Lundgaards arvinger. De store alvsbygninger blev solgt fra til boligforeningen Lejerbo, som indrettede dem til moderne lejligheder. I 1989 blev hovedbyg ningen lavet til det levende kunst- og kulturcenter, vi kender i dag. Det imponerende gårdsrum er b evaret og lejlighederne og kulturhuset bindes sammen af Karl Åge Rigets skulptur »Samspil«, som Lejerbo i 1990 opsatte på stedet. Gimsinghoved Kunst- og kulturcenter drives som en selvejende institution, hvor hovedaktiviteten er de skiftende kunstudstillinger af høj kvalitet. Udstillingerne finder sted i de smukke stuer i stueetagen. Huset danner desuden den perfekte ramme om klassiske koncerter og jazzkoncerter, hvoraf der arrange res ca. 10 om året ligesom der arrangeres foredrag, forfatter-

aftner, sangaftner m.m. Endelig råder huset over to veludstyrede konferencelokaler med plads til op til 50 del tagere. Gimsinghoveds smukke stuer og parklignende have er altid et besøg værd. Der er åbent tirsdag-søndag kl. 13-17 (mandag lukket) og i caféen kan der købes kaffe, hjemmebagt kage og drikkevarer. Rie Nyborg, leder Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter

SPANSK VISIT

Krabbe Haugen Sørensen familien gæster Gimsinghoved Arne Haugen Sørensen, hustru og to døtre udstiller for første gang samlet i Danmark, hvilket naturligvis giver anledning til at opleve, hvordan et sådant kunstnerisk fællesskab ser ud. Smitter det af på hinanden, eller går det ud i forskellige retninger som i en stjerneform? Og hvilken betydning har det, at Arne Haugen Sørensen nu i flere årtier er en af mastodonterne i dansk kunst – kan det ses eller aflæses i familiens andre udtryk? Er der hjælp at hente, eller er det bedst at holde afstand og udvikle sit eget sprog? Allerede her kan det afsløres, at forskellene er store, så det er en udstilling med bredde og forskelig slags dybde,

der præsenteres. En udstilling, der ikke bare kan klemmes ned i en overordnet skabelon, men skal ses og opleves med hver del for sig. Et andet forhold, der naturligt er fokus på, er med hvilken betydning Spanien, sydens sol og anderledes æstetik har blandet sig med den nordiske opfattelse af farver og motiver. Det er også sådan, at Arne Haugen Sørensen selv på grund af sin lange karriere og betydning for dansk kunst naturligt kommer til at fylde lidt mere i denne beskrivelse end de andre deltagere. Familien består af: Caroline Krabbe, ældste datter, maler. Dorthe Steenbuch Krabbe, hustru, oprindelig pressefotograf og senere keramiker. Arne Haugen Sørensen, grafiker og maler. Luise Haugen, yngste datter, grafisk designer og maler.

Patriarkens verden

For mig er Arne Haugen Sørensen et billede på en af Det Gamle Testamentes store patriarker også rent fysisk. Dette sagt uden nogen form for ironi. Han er som stamfaderen Abraham en skikkelse, der må underkaste sig en indre tvang og fortsætte hele linen ud. Men hvor Abraham var villig til i blind loyalitet at ofre sønnen Isak på Guds befaling – et motiv, Arne Haugen Sørensen har spundet flere ender over – er det et andet kald Arne Haugen Sørensen har måttet følge. ’Guds vilje’ er hos ham til dels blevet kravet om at forfølge de ubehagelige spørgsmål, hvor det også for ham har betydet personlige valg og fravalg til følge og erkendelsen af ’arvesynden’ som realitet. En anden side er det, at hans eget liv og værk er spundet i de absolut største fortællinger, hvorfra de som Fugl Fønix igen og igen rejser sig og beretter om såvel svig og udnyttelse som om kærlighed og den erotiske kraft. Bibelen er jo både fiktion og samtidig skrevet som en bevisførelse på, at der skulle have eksisteret et særligt udvalgt folk, der jo er legitimiteten for staten Israels oprettelse. Det er for længst afdækket, at Det Gamle Testamente er en stor konstruktion, hvor afgørende begivenheder og personer er uden hold i virkeligheden, men alligevel har de indskrevet sig i vores idé- og kulturhistorie, så de er uomgængelige. Selvom familiens konkrete værker er forskellige er det svært ikke at se patriarkens indflydelse et eller andet sted bagved såvel hustruen Dorthes kraftfulde fade og skåle som i døtrenes – i øvrigt meget forskellige – malerier. Som Abraham måtte rejse til Ægypten og andre lande for at lære, hvad det udvalgte land skulle være

for efterkommere, har Haugen Sørensen familien brugt Syden som mentalt eksil for at kunne se og tale med Danmark. Til en åbningstale ved Holstebro Kunstforening i 2012 udtrykte Arne Haugen Sørensen det således om sin familie, der udstillede deres værker: ”Caroline og Luise er mine døtre, og Dorthe er deres mor og har samtidig været mit livs lys i 45 år… Disse tre dejlige planter har det nemlig været mit privilegium og store glæde at opleve vokse op i min egen spanske baghave. Måske lidt i skyggen af mig, men pludselig en dag, var de sprunget ud og stod i fuld blomst...” Her på Gimsinghoved er alle fire stillet lige, og som den gode patriark kaster Arne Haugen Sørensen ikke skygge, men understøtter familiens forskellige kunstneriske udvikling og går derfor i dialog med sig selv. Arne Haugen har sagt, at hans motiv ’Vandringsmanden’ måske er kulminationen på hans lange karriere og kunstneriske rejse. Vandringsmanden kommer sammen med hele familien til Struer og det vil vi glæde os over. Erik Meistrup Kunstkritiker (AICA), journalist og forfatter

Arne Haugen Sørensen Rejse mod Tillid til Livet Arne Haugen Sørensen er fra 1932 og tilhører en kunstnergeneration, der fostrede nogle afgørende navne i dansk kunst, men som alligevel befinder sig i et smalt område, der har en tendens til at komme lidt ud af fokus, klemt mellem Cobra-folkene med Jorn i spidsen i den ene ende og af Ex-skolens stjerner som Kirkeby og Bjørn Nørgaard i den anden ende. Men klemt inde i den kolde krigs 1950erne, der var gennembruddets årti, er ud over Arne Haugen Sørensen selv bl.a. den store grafiker og tegner Palle Nielsen og maleren, grafikeren og skulptøren Svend Wiig Hansen.

Frygtens tid

Oplevelserne som ung under verdenskrigen og efterfølgende Jerntæppet i Europa og kommunismens fremmarch både med Sovjet i Østeuropa, de kinesiske kommunisters magtovertagelse med Mao i spidsen og deres indsats i Koreakrigen fra 1950-53 satte dybe spor, der også blev forvandlet til kunstneriske værker. Palle Nielsen skabte hovedværket ”Orfeus og Eurydike”, Svend Wiig Hansen skabte værker som maleriet ”Menneskeridt” (1959) eller raderingen ”De sidste” fra 1957. Om den periode har Arne Haugen Sørensen fortalt i Kunstavisen nr. 7/2000: ”En stor fristelse at lave dødsangst. Det ved jeg, fra jeg

selv var ung…. Da jeg startede, var der jo hele den skole med Svend Wiig og de andre, der simulerede, at de var døde… Jeg mener kunst drejer sig om, at man tør rejse sig op på bagbenene og være et rigtigt menneske… For mig handler det mere om en tillid til livet.” Denne søgen efter tilliden til livet kom ikke af sig selv, men gennem indre kampe, der løbende blev til manifestationer som værker. Måske kan man tillade sig at konkludere, at vi skal frem til udgangen af 1990erne, før den kamp var nået til sit højdepunkt. Siden 1975 havde de farlige og vilde dyr været en hel retning hos Arne Haugen Sørensen, hvor mennesket er det skrøbelige bløde væsen, der trues af undergang. På Kunsten i Aalborg hænger ”Selvportræt som fugl mellem to katte” (1986), hvor han altså skildrer sig selv som den skrøbelige fugl, der ikke kan undslippe det farlige dyriske. I 2000 maler han værket ”Legende fugle med rovdyr”, hvor rovdyrene udmanøvreres af de frie, smukke fugle. Fuglen har jo været et motiv mange gange for frihed og fred. Samtidig erklærerede Arne Haugen Sørensen, at han er nået til vejs ende med ’dyret’.

Legende fugle med rovdyr.

Rammen der frisætter

”Maleriets rammer er ikke verdens rammer, men alligevel kan verden holdes inden for dets afmålte grænser. Verden kan fuldt ud og glødende udspille sig dér, bevogtet og inviteret af maleren, hans guder og dæmoner”. Forfatteren Sven Holm: ”Paradisets sorte hul” en Arne Haugen Sørensen udstilling med nye arbejder, Galleri Profilen april 2000. Denne karakteristik af Sven Holm er yderst rammende for Haugen Sørensens værker. Det er en hel verden, en total fortælling, der ’glødende’ altså passioneret udspiller sig i det enkelte billede. Det gælder hvad enten det er ’Leda og Svanen’ (forførelsen og den erotiske magt),

’Jesus på korset’ (grundlaget for genopstandelsen og ’det evige liv’ – som jo også er kunstens/kunstnerens højeste mål) og ’Jesus & Judas’ (om forræderiet), Ikaros’ fald, eller parafraser over Leda og Svanen (gudernes leg/udnyttelse med/af menneskene). Fælles for alle disse motiver (som for de tidligere med ’Abrahams ofring af Isak’ og ’Kentaurerne’) er de vilde dyr/det rent dyriske, men der findes også den enlige skikkelse på vej ind i skoven/naturen eller mødet mellem to elskende samt erotiske situationer af total fysisk forening. Alle temaer betyder ’frisættelse’ i en form, der bliver til en ny fortælling, som man selv kan bidrage med baseret på egne livserfaringer og erindringerne om de store myter.

Eva med æblet.

Rød Jacobs kamp.

Ikaros fald.

Arne Haugen Sørensen har foretaget en lang mental og personlig rejse, der fra - hvad man kunne kalde ’afgrundens land’ - er kommet i mål med tillid til livet. En rejse, der kan fortælles på en anden måde som af digteren Sophus Claussen med de første strofer af digtet ’Det levende Land (1922): Jeg søgte fra Aar til Aar // fra Strand til Strand // efter det dybe, levende Land, // hvor den høje Sol og det tavse Siv // var skabt af mit eget dybeste Liv.

Men finder nogen det Land engang, // er hver et Ord af ham bleven Sang, // og hvis Du ejer det levende Land, // da kan Du gøre, hvad ingen kan. // De døde er borte, alt vildt bliver vænt, // og Du har det dejlige Land fortjent.

Processen

Arne Haugen Sørensens arbejdsmåde blev grundlagt i Paris i mødet med surrealismens forestilling om at kunne arbejde spontant, noget også Jorn dyrkede. Han beskriver det daglige maleri således: ”Jeg starter med et par klatter og så udvikles historien. Men historien må ikke være der på forhånd – den skal findes som var det en arkæologisk udgravning… billedet skal (imidlertid) også kunne opfattes som rene strøg. Jeg skal selv kunne overraskes, ellers bliver det kedeligt. Min bevidsthed er min hæmsko for mine gode vilje kan ødelægge det hele. Arbejdsmetoden er enkel, kaotisk og langvarig, for han kan arbejde på op til 30 billeder ad gangen og så i årevis. Først når ”billedet sparker igen, er det færdigt”. Da han startede, gik han som andre efter at finde sine egne motiver (og det var f.eks. rovdyrbillederne), men på et tidspunkt fandt han ud af, at der var alle disse bibelske historier og antikke mytologier. ”De utrolige historier var

der jo, som en guldgrube, dem behøvede jeg ikke opfinde”. Det gjaldt ’bare’ om at opnå et personligt forhold til fortællingerne, for ellers bliver behandlingen af dem på lærredet ikke originalt – det må man sige er lykkedes. (Ovennævnte citater er fra Kunstavisen nr. 7/2000 og Jyllands-Posten 3/6-2005).

Familiebillede.

Leda og svanen.

Luise Haugen Kunsten er en gave

Luise Haugen er opvokset i landsbyen Frigiliana et stykke fra Malaga i Spanien. Da hun blev 20, besluttede hun at tage til Danmark for at lære sine danske rødder at kende og samtidig få en uddannelse. Hun lod sig som mange andre kreative sjæle indskrive på Krabbesholm Højskole. Efter højskoletiden flyttede hun til København og fortsatte uddannelsesmæssigt på Den Grafiske Højskole. Livet i Skandinavien tiltrak hende så meget, at hun er blevet hængende og har etableret sit eget firma ”Haugen Grafisk Design” og har også fået etableret familie på Frederiksberg i København. Livsgrundlaget er det grafiske design, hvor hun oplever at have faste rammer og kunder at tage sig af og skaffe gode resultater, der skaber basis for at male og udvikle maleriet mere og mere til at være det bærende. Hun siger selv, at hun gik fra maleriet, som hun var vokset op med til det grafiske og er så vendt tilbage til maleriet. Faderen Arne Haugen startede jo selv med det grafiske og havde i mange år sit eget grafiske værksted i hjemmet i Frigiliana, så måske er der også smuttet nogle oplevelser med i bagagen hos Luise.

Forvandlingsbilleder

Luise Haugens hovedinteresse i maleriet ligger i processen, siger hun og herunder at gå på opdagelse i materi-

alerne (akryl, papir, tape, lim, træ osv.) og se, hvad de kan blive til. Der er ikke en klar mening, påpeger hun. ”Jeg ønsker at skabe påvirkninger og stemninger – nærmest som et stykke musik eller et digt. Virkemidlerne er rim og rytme, gentagelse og uventede eller usædvanlige mønstre, former eller figurer brugt i en overraskende sammenhæng”. Hun understreger også, at hun oplever det som en stor gave, at hele familien har kunsten som noget grundliggende til fælles. Det omfatter også deres eget Galleri Krabbe i Frigiliana, hvor Luise startede med at udstille. ”Luise Haugens billeder synes i en konstant forvandling. Dét, som ens fortolkende hjerne lige syntes at have fået styr på, bryder sammen for øjnene af én. Aggressive pileforme tager over og ændrer billedet, en blå skygge i baggrunden insisterer pludseligt på sit nærvær, op og ned, for og bag, motiv og undermotiv skyder sig ind og ud imellem hinanden. Og så kigger man op og opdager, at alt alligevel er en helhed, at kompositionen faktisk sidder lige i skabet. … Med sin blanding af akrylmaleri og collage har Luise Haugens billeder en mærkbar plastisk og taktil kvalitet. De er fysisk nærværende i lige så høj grad, som de er visuelt kalejdoskopiske”. Tom Jørgensen, redaktør Kunstavisen

Et grafisk maleri

Noget af det første, man lægger mærke til i Luise Haugens maleri er den markante grafiske ”stil”, der går igen i motiverne. Måske kunne man forvente det, når hun er professionel grafiker men det, hun laver, har mere karakter af tegning og sammenkoblinger af elementer. I maleriet er det den kraftige optrukne streg, de spidse former og så den stærke brug af sort, der træder frem i mange sammenhænge.

Octopus.

Motivmæssigt er det en verden, der balancerer mellem det figurative og det rent abstrakte og mellem det fantasifulde/fabulerende og det fortællende. Der foregår noget, en slags fragment af en historie et eller andet sted i de virtuelle landskaber, som malerier også er. Det er stumper af historier, man ikke rigtig kan få fat på, de undslipper hele tiden, men dukker så op igen og pirrer fantasien til at prøve igen.

Fantastiske landskaber

Der er et maleri fra 2012, Angstens øjne, 100x80 cm, hvor to mærkelige leddelte sorte figurer, i forgrunden, med markante øjne stirrer på os. Deres hoveder ligner lidt enten bispehuer eller Ku Klux Klan huer. Mellem dem er en lille sort figur, der minder om en blæksprutte. Over dem er sorte skyer og i baggrunden noget, der kan minde om veje/landingsbaner og i et rødt amorft felt en masse små hvide klatter som vinduer i en by eller på et stort krydstogtskib.

På samme tid lidt uhyggeligt og måske lidt drillende – en slags blanding af en delvis abstrakt ekspressionistisk måde at udtrykke sig på blandet op med noget fra populærkulturen med tegneserie/tegnefilm. Billedet udstråler noget med energi og kommunikation og med noget mystisk som oplægget til fantasy historie. Langs kanterne er der takkede mønstre, der på samme tid holder figurerne inden for fladens rum og samtidigt forhindrer noget ude fra at komme ind i det samme rum.

Angstens øjne.

Der er et andet maleri med en blå baggrundsfarve, hvor vi ser på en række spidse kegletoppe, der skal illudere et bjerglandskab. Forrest mange mindre bjerge, hvor toppene er markeret med brunt. I baggrunden – der er rent illusorisk som i et middelaldermaleri, hvor alt er anbragt oven på hinanden og som skaber en slags perspektiv og en vægtning af elementerne – er to store lyse ”bjerge”, som man kan se igennem til en række mindre figurer, der synes at forme en slags virkelighed. Så opdager man, at der er tre ”bjerge”, der står på hovedet og giver form til de to lyse massiver.

Submarino.

Rundt omkring er der figurer og elementer, hvoraf nogle er genkendelige som en fisk, en fugl, et billede, andre er abstrakte symboler som takker og buer, noget der minder om bogstaver, linjer der binder hjørner sammen med bunden i de lyse bjerge. Igen er der buer/takker ude i siderne, der så at sige fastholder motivet inden for sine egne grænser. Det er malerier, der ikke skal have rammer, for det sørger motiverne selv for.

Den eksplosive tilstand

Et tredje maleri, Rejse mod natten, 120x100 cm, akryl på lærred som de øvrige er et mærkeligt billede med en sort platform på en sokkel som en slags træ. På platformen er noget, der må være to små huse. Op af plaformen vokser en grenstruktur, der rækker til kanten og peger ud af billedet. Til venstre er nogle frit svævende sorte streger

– næsten som jetfly – også på vej væk, men ramler ind i en sort kant, der indrammer hele billedet. Alt er holdt på plads, så den eksplosionsagtige dynamik i billedet ikke kan komme væk men fastholdes i et frosset øjeblik. Hele baggrunden er som andre malerier fyldt med mønstre af forskellig art.

Rejse mod natten.

Det fremmede.

Moustache.

De spidse gådefuldheder

Farveholdningen hos Luise Haugen er efter min opfattelse præget af opvæksten i Andalusien. De stærke farver og spillet mellem dem sidder fast i erindringen og gør det naturligt at bruge sort, rød og grøn på den klare og markante måde, der præger malerierne.

Der var engang en kunsthistoriker, der påpegede, at når der er så meget, som i et motiv er spidst, så man nærmest kan stikke sig på det, så er det en slags aggression og indestængt kraft, der vil ud og markere sig. Her skal ske noget og her menes også noget med det, der skabes. Men der leveres ikke færdige svar, man må selv arbejde med billederne, der næsten synes at holde på deres mening og fortælling gennem den måde, de er spærret af mod omverdenen på.

Hvert maleri er et slags reservat – et landskab, der indeholder en fortælling eller gåde, der præsenteres, og hvor svaret skal findes som at læse en rebus. Men flere af rebussens elementer er rene maleriske udtryk frataget deres sproglige beskrivelse, som man også kan se af denne beskrivelse, hvor sproget hele tiden kommer til kort i beskrivelse, afdækning og analyse. Luise Haugen er som søsteren Caroline Krabbe mere rundet af den større europæiske tradition med Matisse, Picasso o.a. end den nordiske. Og så alligevel er der en slags nordisk undertone, hvor dur og mol blandes på den særlige måde, hvor mol farver dur’en for at henvise til musikkens sprog. En undertone der må være den kunstneriske arv efter faderen Arne Haugen Sørensen, hvor der også altid er denne fornemmelse af tab til stede.

Nattergal.

Byen ved havet.

Flammende savanne.

Caroline Krabbe Andalusiske stemninger

Maleriet har mange facetter i sig til og kan f.eks. bruges til udforskning af alt fra f.eks. de indre dæmoner til ikoniske landskaber. For at denne udforskning skal bære frugt, som andre kan få noget ud af, kræver det, at maleren både har noget at sige og evne til kvalitativt at udtrykke sig.

motiver og farveholdning, så vi fornemmer det sydlandske som rammen for mødet med hendes personer. Nok er det sydlandske en ramme, men det er ikke målet for hendes kunstneriske blik. Målet er de konkrete personer og landskabsudsnit, der er blevet til motiver og dermed til et møde for os andre.

Caroline Krabbe besidder begge disse sider af maleriet. Evnen til at undersøge og til at omsætte det til billeder, der er værd at besøge og genbesøge, fordi de også indeholder en basal håndværksmæssig og æstetisk kunnen samt vilje til at kommunikere over afstand og tid.

Caroline Krabbes stil er den forenklede og stilistiske, som et eller andet sted henter sin oprindelige inspiration hos den flamske maler Brueghel. Dengang var det gruppen eller fællesskabet, der var målet for undersøgelsen - i dag som sagt det enkelte menneske. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har vi i stadig højere grad forstået betydningen af den enkelte som menneske, og det gennemsyrer nu al nyhedsdækning på TV overalt, at der skal være den enkelte borgers stemme til belysning af konkrete begivenheder. Måske fordi vi lettere skal kunne identificere os, men måske også på bekostning af overblikket og indsigten i den konkrete problemstilling.

Det helt afgørende, når man møder Caroline Krabbes malerier, er mødet med en række ukendte mennesker og de stemninger, de danner ved især deres blikke og holdninger. Caroline er opvokset med base i Sydspanien og har som voksen valgt at gøre Spanien til sit hjemland, hvilket naturligvis sætter sit særlige præg på hendes valg af

Mediterraneo.

Øjnenes tale

Nogle gange står man over for billeder, hvor man bliver konfronteret med en anden virkelighed, man ikke bare kan vende sig væk fra. En sådan virkelighed er der hos Caroline Krabbe.

Caroline Krabbes personer møder vi enten i direkte konfrontation ansigt til ansigt eller også ser vi dem i profil, hvor de er optaget af noget, som vi ikke er en del af. Dette møde er ofte med kvinder, der stirrer tilbage på os. Deres åbne sorte øjne er som huller i lærredet til noget dybt inde bagved – som en sort flænge i et Fontana maleri. De lukkede munde giver dem et uudgrundeligt udtryk. Hvad søger de at fortælle? Skal vi inddrages, eller er det for privat? Bærer de på hemmeligheder eller en særlig tung livserfaring? Der er stemninger af noget uforløst, forsigtigt, skjult, smerteligt og en stille ”bærende verden på sine skuldre” i disse malerier, der derved gør dem spændende og appellerende, så man ikke rigtig ved, hvordan man kan blive færdige med dem og deres mennesker.

I nogle af disse malerier lister et stille smil sig ind hos nogle af kvinderne, et smil der er åbent for fortolkning – smiler de ad os over vores undren over dem? Smiler de, fordi en byrde (f.eks. reproduktionen) er blevet løftet fra deres skuldre? Smiler de, fordi de gamle strukturer og mandsdominansen er under hastig nedbrydelse? Eller smiler de, fordi de har forstået noget, vi kun kan gætte os til, noget vi måske har tabt? Når man betænker Spaniens historie siden midten af 1930erne med fascismens undertrykkelse og nu den helt nye med social armod, arbejdsløshed, håbløshed og korruption, så ved vi, at mange spaniere bærer byrder, vi er lykkelige for ikke at skulle bære. Caroline Krabbes malerier er på trods af deres tidløshed og almenhed i skildringerne alligevel også en konkret fortælling om et Spanien, vi ikke ser fra turiststrandene.

Andalusisk solnedgang.

Det lukkede ansigt

Andre billeder handler om personer i profil, der er optaget af noget. Det kan være at studere andre, eller det kan være en, der maler, en der kommer med et frugtfad, et par der danser etc. Fælles for disse personer er også et lukket ansigtssprog. De er koncentrerede og opfyldt af en hensigt. En hensigt vi bliver tilskuere til uden at kunne komme dem nærmere og uden at kunne forstå deres hensigt på anden måde, end vi må tolke ud fra vores egne præmisser og stemninger.

Par ved belyst fad.

Der er maleriet fra 2013 med parret, hvor hun ser på os med et lille smil, mens han med et glas vin i hånden ser på en stor skål frugt. Skålen er oplyst af en elektrisk pære og lyset opleves som en farvet trekant, der stoppes af den mørklilla væg bag kvinden. Rummet omkring dem er fyldt med mønstringer (der også kan ses på manden). Der er noget Matisseagtigt over måden billedfladen nu er brugt på, selvom Krabbes konkrete måde selvfølgelig er anderledes og helt sin egen. Mandens optagethed af frugten, er det hans måde at huske livet på med kvinden, som bærer sort, fordi livet med frugtbarhed er overstået?

Et andet interessant maleri er kvinden, der sidder og ser ud af vinduet. Foran hende er et stort fad kongeligt porcelæn med tre røde kirsebær. I baggrunden stærkt grønne bakker et lille hvidt hus og to små dyr (heste?) i profil. I baggrunden solen, der synker ned bag den mørkeblå havflade. Igen er der mønstringer bag ved solen, kvinden og som underlag for fadet. Maleriet er en konstruktion med et billede i et billede i endnu et billede, således at der dannes perspektiv og tidsmæssighed. Man får en fornemmelse af en person, der både ser på noget konkret og

samtidig selv bliver et billede på et liv, hvor man kender afslutningen og kan leve med den udsigt. Caroline Krabbes maleriske stil ligger tæt op af noget, vi kalder naivistisk. Men hun både holder en distance til det lyse og lette på den ene side og samtidig formår hun at inddrage ekspressionistiske og fauvistiske måder at håndtere sine motiver på, så der opstår en helt personlig blanding – en personlig unik stil, der beskriver forskellige livssituationer, hvor stemningerne rækker fra det optimistiske til det uudgrundelige og eftertænksomme.

To kulturer.

Landskaberne eksploderer

På udstillingen møder vi en længere serie af landskabsbilleder, der fortæller historier ude fra landet fjernt fra storbyens buldrende og hektiske liv. Hun har selv formuleret det således: ”Gennem mine malerier viser jeg Andalusiens landlighed, for det er, hvad mine øjne og mit hjerte er fuld af. De forskellige maleriske lag, det transparente, strukturerne inde i formerne driver mig fremad for at male lyset og mørket og intensiteten i farverne. Nuancerne bliver bevidst presset til det yderste, hvor de når til et sansernes gennembruds punkt. Jeg føler, jeg skulle have haft tilbageholdt åndedrag, så det ikke skete, men det skete. Farverne eksploderede. Så kommer stormen

Venten.

fulgt af den dybe stilhed, lange skygger, melankolien og måske en søgen efter nåde”. Malerisk arbejder hun med at finde ind til kærnen i det valgte landskabsmotiv og så bruger hun landskabet til et formsprog, hvor linjer bølger eller krydser hinanden. Hvor land og himmel mødes. Hvor et enkelt hus venter på, at dets beboer skal vende hjem i aftenstunden. Som HC Andersen formulerede det i sin aftensang fra det danske landskab: ”Hist hvor vejen slår en bugt ligger der et hus så smukt // væggene lidt skæve stå // ruderne er ganske små // …. Solen synker – og så vid’re.”

Blandes det spanske blik med den danske kulturarv og forenes til et billedsprog, der er anderledes end det syn, man ellers møder i sydens maleri eller for den sags skyld i nutidens danske maleri, hvor kun få malere – som Allan Otte – har opdaget, at landet også hjemme er blevet næsten mennesketomt. Hos Caroline Krabbe er der et lille hvidt hus på landet og ukendte skikkelser, der ven-

der hjem ved solnedgang, hvor himlen enten gløder eller mørkner blåt mod sort. Sorte silhuetter står mod baggrundens farvemosaik. I et maleri genopfinder Caroline Krabbe det klassiske kronhjortemaleri i ny forklædning stående på en rød jord overfor et afpillet træ, der kaster en skrap skygge. Proportionerne passer ikke sammen, så dyret virker næsten grotesk påfaldende.

Efterårets skygger.

Huset ved vandet.

Serien af landskabsbilleder indeholder også den lille ø med den enlige palme og en spejdende skikkelse sammen med en hund. Fælles er en gennemspilning af et møde mellem stærke levende farver og enkelte huse og mennesker (og et par kronhjorte) mellem landskabet og himlen og så en stemning af noget melankolsk. Vi er fjernt fra Danmark, men vi genkender de nordiske toner,

Strandet i det blå.

hvor mol skifter med dur men vender tilbage til mol. Noget – en livsform – er ved at smuldre og fortoner sig dér som hér.

Baggrunden

Caroline Krabbe Haugen Sørensen (42 år) er datter af maleren Arne Haugen Sørensen og keramikeren Dorthe Krabbe og opvokset i det sydlige Spanien, hvor hun i dag bor med sin argentinske mand og 2 børn i den mindre by Frigiliana. Fra sit ateliervindue følger hun udviklingen og de skiftende stemninger samtidig med at skæbnen

udfordrer hende selv med sklerose. Hun har herom sagt: ”Jeg er ekspert i at se de positive sider af tingene, og det er jo meget typisk, at man lever livet meget mere intenst, når tingene pludselig får en skarp drejning”. Den drejning skærper også Carline Krabbes eget blik for, hvordan vi er nødt til at bære vores skæbne på trods af såvel modgangen eller med far Arnes ord - at have tillid til livet!

29 Andalusisk landskab.

Pink aftengry.

Dorthe Steenbuch Krabbe Lerets musik

Dorthe Steenbuch Krabbe er født på Sjælland i 1947 og kom i lære som portrætfotograf i Kalundborg, inden hun skiftede retning og søgte stillingen som pressefotograf på Sjællands Tidende i Slagelse. Det var i den forbindelse, at hun i 1967 under en opgave mødte Arne Haugen Sørensen. Dorthe sagde sit job op og rejste med Arne Haugen til Paris. De boede fra 1968 i Odsherred, inden de siden 1981 har boet i Frigiliana i Spanien. Det førte også til tre døtre, hvoraf Caroline og Luise har taget kunsten op efter forældrene. Dorthe Krabbe har for 15 år siden ’konverteret’ det arbejdsmæssige til keramikken og dermed til kunsten. Det startede med at lære at dreje potter hos en engelsk keramiker. Fra det øjeblik var hun bidt af formningen. Hun fik bygget et lille værksted, men da værkerne voksede og voksede, blev det for lille. Så hun fik lov til at overtage Arne Haugens oprindelige atelier (som han havde brugt som et grafisk værksted), da han havde bygget et større atelier et stykke fra huset. Kampen for at blive dygtigere førte hende tilbage til Danmark og til forskellige kurser hos Morten Løbner Espersen.

Inspiration

”Det magiske sted, som de andalusiske bjerge udgør, er en del af Dorthes daglige liv. Dér lever hun og arbej-

der med leret, et medie, som giver hende mulighed for at forme sit verdensbillede og det indtryk landskaberne danner i hende. I hendes krukker gemmes personernes og rejsernes abstrakte ekko, samtaler og latter, den stille vind i cypressen, en gøen langt borte fra, den intense morgensol, tusmørkets stilhed”. Frederico Castro Morales (kunsthistoriker). Dorthe S. Krabbe fortæller, at inspirationen til mønstring og farver kommer fra forskellige rejser. Den 3.000 m høje vulkan Teide på Tenerife har været igangsættende for en serie store fade. Ellers har det været mødet med den historiske islamiske byggekunst – som der er markante eksempler på ikke langt væk i bl.a. Granada. Men også en tur med mødet med den voldsomme natur på Færøerne, med ørkenen i Marokko eller med bjerglandskaber i Uzbekistan har haft afgørende betydning. Sidstnævnte rejse førte til en serie kar med indvendige mønstre, hvor træstammernes bark, landskabernes former og himlen er lagt ned i glasuren som spor. Når hun f.eks. bruger indtrykkene fra Uzbekistan så sker det til tonerne af musik fra landet selv. Musikken betyder i det hele taget meget under arbejdet i værkstedet og den veksler ubesværet mellem folkemusik, spansk guitarmusik, jazz og klassisk.

Sfærernes former

Sfærernes Musik (1916-18) er en af de mest originale kompositioner i dansk musik i det 20. århundredes første halvdel. I Sfærernes Musik foreskriver sen-romatikeren Rud Langgaard foruden hovedorkestret med orgel og kor et ”fjernorkester” samt en sopransolist. Langgaard har selv sagt følgende om værket: ”I Sfærernes Musik har jeg i Nat og Fortvivlelse fuldstændig opgivet alt hvad der forstaas ved Motiver, Gennemarbeidelse, Form og Sammenhæng”. Dorthe Steenbuch Krabbe har en serie fra 2012 kaldet ”Sfærer”. Det er krukker af grov stentøj eller raku

brændte stentøjskugler med en næsten voldsom bearbejdet overflade (som var naturens kræfter selv på spil), hvor mønstringen fremstår som reliefvirkninger mod en farvet flade. Kuglerne er som kloder eller planeterne i verdensrummet, hver med deres specielle egenart og udtryk. Der er den dybt sort furede mod den glødende baggrund som et vulkanudbrud med lavaens sorte veje. Der er den dybt blå, hvorpå ukendte kontinenter synes at flyde som mærkelige øer, og hvor farverne changerer mellem grønt, umbra, orange og gråt. Der er den gule, hvor fordybningerne synes at være udtørrede flodsænkninger fra en fjern urtid.

Der er kuglekrukken med den middelhavsblå overflade og de markante nærmest rytmiske anslag, der giver fornemmelse af dynamisk cirkelbevægelse – en klode i evig bevægelse. Der er den turkise krukke med de flot svungne cirkulære former. Der er en anden dybt blå overflade, hvor de mørke stregtegninger næsten kan opfattes som mennesker i bevægelse – som en dans om krukkens særlige men ukendte måske spirituelle indhold – man strejfer i et øjeblik de tyske kunstnere Penck og Middendorf med deres karakteristiske grafiske figurer (Middendorf f.eks. med ”The Singer”, der er på ARoS) fra 80er generationen.

Sådan fortsætter værkerne længere og længere væk i sfærerne, hvor ordene fortaber sig over for de stærke grafi-

ske krukkerier. Måske er det ikke Rud Langgaard, der har spillet i baggrunden, måske er det i stedet Gustav Holsts ”Planeterne”, der er et af de flotteste orkesterværker, der er lavet! En timelang rumrejse, der fascinerer både science fiction-nørder og dem, der tror på astrologi. Samt alle de musiklyttere, der ikke kan få nok af det store symfoniorkester. Storværket gennemgår solsystemets planeter en for en. For Gustav Holst var Planeterne ikke kun syv portrætter. Tilsammen udgør de et symbol på hele livets cyklus. Måske er det det samme med Dorthe Steenbuch Krabbes værk, at de er en sang i ler om vores del af universet og dermed en stor fortælling om en cyklus af eksistenser i rummet.

Kar og fade

I serierne med kar eller fade, er det ikke ydersiden men den indre flade der som regel er i fokus. Der er fade, hvor ukendte leddeløse væsener synes at sno sig som DNA-strenge eller celler. Andre udsmykninger arbejder med forskellige former for uendeligheds symbolik som den evige spiral, eller snoninger ind og ud af hinanden, eller en slags gitterstruktur, der synes at favne fadet i en proces, der forsvinder bagpå og dukker op igen. Der er fadet med den store himmel og den sorte sky, og grønlige figurer som bronzealder ristninger mod den røde baggrund.

Der er de uzbekiske kar, hvor f.eks. ”Zhahi Zinda” synes af bestå af et biologisk liv, der som plantefrø søger op mod kanten og lyset. Mens den blå ”Bukharas” indre synes at være enten et stenet ørkenagtigt landskab, hvor man ikke kan gå, eller også er det de islamiske ornamenter, man kan finde på moskeer i fjerne støvede karavane byer. Men der er også den helt enkle gråblå skål, hvor kun glasuren uden anden ornamentik bærer formen opad som en tak til lyset.

Kunstkeramikken har udviklet sig og skabt sin egen tradition og tilsvarende brud med samme. Dorthe Steenbuch Krabbes måde at arbejde med mønstre og glasurer på vidner om et fodfæste, der blev etableret af Thorvald Bindesbøll i den danske ’Skønvirke’ tid op mod udgangen af det 19. århundrede. Der er naturligvis forskelle men også ligheder mellem dem, når det gælder skåle

og fade. Jugendstilens slyngede og naturinspirerede ornamentik har undergået forandring og bearbejdninger, men en vigtig rest er blevet tilbage og indgår ubesværet med nutidens ny-ekspressionistiske keramiske stil, som Dorthe også er med i et eller andet personligt sted. Det tunge og rå stentøj er i vælten i en tid, hvor det fine og teknologiske vælter frem og kræver modspil.

Arne Haugen Sørensen Den sidste dinosaur

Spørgsmålet er jo, hvad vi skal gøre med alle de ubehagelige sandheder. Alle de grimme spørgsmål! – Her tror jeg kunsten har en opgave: At fortælle det ubehagelige. At gengive den rå virkelighed – uden at pynte på noget… Det synes jeg er et relevant kunstnerisk mål. Somme tider føler jeg mig som en dinosaur, en sidste overlevende, en slags, der burde være uddød for længe siden. Lige nu har samfundet tilsyneladende ikke brug for den erfaring, som jeg kommer med. Den erfaring, der hedder: Det starter godt, men ender skidt. S. 28 i Ole Lindboe: ”i Skønheden & Udyret”, Gads forlag 2003.

Erkendelsesrejse med dæmoner

Arne Haugen gæstede Paris i 50erne og mødte direkte den surrealistiske tanke – bl.a. forestillingen om automatisme, som også Jorn var inspireret af, med at søge ned under de bevidste tegne- og maleprocesser. Tiden er jo kort efter 2. Verdenskrig og atombomberne over Japan og det kan ikke undre så meget, at Arne Haugen og andre (f.eks. Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen eller britiske Francis Bacon) bliver optaget af det destruktive som en kraft (som jo lige havde udfoldet sig i umådeholden skala), men som også kunne bruges

som en kunstnerisk strategi, måske især hvis den samtidig blander og udfordrer realismen og abstraktionen. Det sidste er jo også det, der sker i surrealismen, men hos Arne Haugen Sørensen, Palle Nielsen og hos Francis Bacon er det en anden blanding tilsat en stærk ekspressionisme, hvor mennesket og dets livsvilkår er og forbliver i centrum for processen. Arne Haugen var i 50ernes begyndelse bosat i Paris i sammenlagt 8 år. Senere vendte han tilbage til Paris igen og til Mallorca, hvor han boede i 2 år. Denne tætte tilknytning til Sydeuropa har uden tvivl også haft afgørende betydning på hans udvikling og hans motiver - både på farvevalget og på viljen og evnen til at gribe ned i de underliggende lag (for at henvise til Freud) og skildre det grusomme, hvor dæmonerne så at sige overtager det menneskelige, som vi også kender det fra den oldgræske mytologis skabelse. De store spanske kunstnere ikke mindst Goya har uden tvivl skabt en forståelse af, at det kan være nødvendigt at skildre, hvad der sker i mørket og i ulvetimen, når dæmonerne slippes løs. Goya kunne med sine grafiske blade skildre en virkelighed, der var grum og værre end den værste horrorfilm, hvor gyset kun er til underholdning.

Arne Haugen SĂ¸rensen i sit atelier.

Andalusien

Arne Haugen Sørensen blev i 2000 interviewet af Max Vilmann i Kunstavisen (nr. 7) om bl.a. forholdet til Andalusien og han svarer: ”Stemningen – det voldsomme temperament, man besidder dernede og naturens voldsomhed. I Andalusien er naturen ligesom en scene… hvor det kolossale lys altid er på… Det er som stedet er befolket af guder, der kun beskæftiger sig med de vigtige ting i tilværelsen… En anden ting, der betyder meget for mig er isolationen. I Andalusien kan jeg arbejde helt uden forstyrrelse”. Arne Haugen Sørensen vender tilbage til Danmark og bosætter sig i Odsherred i 1967 med sin nye kone

Dorthe, men i længden kan han ikke trives og vender tilbage til Spanien i 1981, hvor han fortsat bor i Frigiliana og udøver sin kunstneriske gerning, fra herunder de efterhånden mange kirkeudsmykninger, hvoraf Dalbyneder Kirke, nok er det afgørende omdrejningspunkt. Opholdet i Odsherred fik iflg. forfatteren Rolf Læssøe betydning på den måde, at overfladen med det tilsyneladende lykkelige liv medførte, at der kunstnerisk opstår det glubske vilddyr, der overfalder og hugger tænderne i det bløde og sårbare kød. ”Dyr & Damer” perioden bliver måske også et opgør med familiebilledets idyl – pirrende og pinefuldt på samme tid.

Arketyper og dybe fortællinger

Dyrene forbliver i hans malerier til 90ernes slutning, hvor han erklærer, han er færdig med rovdyret, fordi: ”Det er som jeg har accepteret betingelserne for livet”. En ny slags billeder med basis i Bibelens beretninger opstår og blander sig med motiver fra den græske mytologi. Man kan sige, at Arne Haugen Sørensen vender opmærksomheden mod de store fortællinger på netop

det tidspunkt, hvor postmodernismen gør sit indtog og forkaster netop det store og almene fælles gods til fordel for de små og personlige fortællinger. Umoderne og på tværs er han, når han siger: ”de centrale dele af vort kristne arvegods stadig kan inspirere en nutidig kunstner” med arketyper, der fortsat kræver stillingtagen. Eller som han formulerede det til en udstilling i Oslo, at han følte sig ”tiltrukket af de åndelige byggeklodser, vi tænker og føler med” – at han ville ned i dybet ”ned til det umoderne og inderste”.

Væltet Leda.

Kirkekunstens kraft

Om arbejdet med Dalbyneder Kirkes udsmykning, hvor han i perioden 1992-93 skabte en klassisk fløjaltertavle, siger han selv i den lille bog om arbejdet og værket (Vejen til Dalbyneder Kirke, Hjørring Kunstmuseum, 1993): ”Forarbejdet består måske i virkeligheden af, at man bygger sin selvtillid op. Lægger sin tøven bag sig og tror på sig selv som et redskab for kræfter større end én selv”.

Senere skriver han om, da han malede Kristus: ”var det øjeblik, hvor jeg følte de gamle malede igennem mig. Jeg oplevede lidt af det Lorca* kalder ”duende”. Den mærkelige kraft, der stiger fra jorden op igennem fødderne og bemægtiger sig dig, når jordens døde taler igennem én”. *Lorca kendt spansk digter, ven med Dali, som bl.a. har skrevet: ”Sonetter om den mørke kærlighed”, som i den danske udgave er illustreret af Arne Haugen Sørensen på Brøndums Forlag i år 2000.

Altertavlen i Hjerm Østre Kirke i Struer kommune.

Altertavlen i Humlum Kirke i Struer kommune.

41 Baggrunden

Arne Haugen Sørensen, autodidakt kunstner – maler og grafiker Født 27. april 1932 på Amager fra en underklasse baggrund med en enlig mor uden kunst på væggene, der kom til at præge ham dybt personligt og kunstnerisk. Men først skulle han forsøge sig med en faglig uddannelse som maskinarbejder, det gik ikke. Så det ene job nedad i listen efter det andet, inden han valgte at satse på tegneriet. Studerer til grafisk tekniker i Paris 1951-53 Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1953 Repræsenterede Danmark på den danske pavillon på Venedig Biennalen i 1986 Har modtaget de store udmærkelser: Eckersberg (1978) & Thorvaldsen Medaljen (1984) Udstillet på gallerier og museer i Danmark, Norden, Østeuropa, Tyskland, Spanien og Brasilien o.a.

Vandringsmanden

I 2007 blev Arne Haugen foreviget på et 4,75 kr. frimærke med værket ”Hvilende Vandringsmand”. Vandringsmanden er efter eget udsagn det mest ikoniske af alle hans motiver. Men måske er vandringerne ved at nå sit mål, for vandringsmanden er blevet træt og hviler sig på en stor sten. Arne Haugen har et sted sagt, at motivet ikke er litterært, men det er svært ikke at se en kobling

til Johs. V. Jensens store værk ”Den Lange Rejse”, hvor Nornegæst, som er en evigt vandrende, binder tiderne sammen i den danske (u)historiske fortid for med nutidens retorik at skabe en national historisk identitet. Vandringsmanden er som Arne Haugen selv den sidste dinosaur, der bærer på den store tunge viden om livets sandhed.

En vandringsmand.

Gimsinghoved Kunst- og kulturcenter · Gimsinghoved 1 · 7600 Struer · Tlf. 9784 0258 post@gimsinghoved.dk · www.gimsinghoved.dk

Udstillingen løber fra den 3. maj - 15. juni 2014. Redaktion: Erik Meistrup, Willy Zickert, Ruth Kjær og Rie Nyborg Tekst: Erik Meistrup Grafisk design og produktion: ArcoRounborg Gemsevej 4, 78 Skive Tlf. 9616 5200

ISBN nr. 978-87-997211-0-8