Påskeudstilling 2021

Page 1

Dansk og international påskeudstilling 2021

GALERIE MODERNE SILKEBORG



Dansk og international påskeudstilling 2021

Galerie Moderne Silkeborg  2021



PÅ SKE U D STIL L ING E N 2021

Vi er optimistiske i galleriet og gennemfører vores årlige påskeudstilling lidt senere end vanligt. Et kunstværk skal ikke bare opleves i et katalog eller i en bog, men i virkeligheden. I en tid, som snart i et år har frataget os muligheden for at besøge gallerier og museer, mærker vi gennem kontakt med vore trofaste samlere og besøgende, at der er et utroligt stort behov for direkte samvær med kunsten. Derfor ser vi frem til besøg på denne påskeudstilling, hvor alle de nødvendige hensyn er taget til den usynlige fjende Covid 19, også kunstfjende. Mange af vores mange arrangementer i det sidste år er udsat, Art Cologne, udstillinger i udlandet og her i landet. Men på kunstnernes atelierer har der været en intensiv skaberkraft i gang, og nogle af de resultater viser vi på vores udstilling og her i kataloget, sammen med historiske værker. Vi ser med glæde frem til besøg og gensyn. Hjertelig velkommen Henrik Omme  Asger Jorn “Modifikation”, uden titel, 1964 Maleri på plade 24 x 33 cm Registreret på Museum Jorn


På denne påskeudstilling vises tre værker af Asger Jorn, to malerier og et lertøjsfad. Igennem mange år er det blevet til flere hundrede værker, som er gået gennem vores galleri ud til samlere og museer.   Modifikationsmaleriet er karakteristisk for disse billeders idé og formsprog. Jorn opkøbte banale, eller må man sige ligegyldige malerier på loppemarkeder og bemalede dem med nye egne udtryk for at frembringe et kritisk syn på en småborgerlig verdens billedunivers. Skovsøer, brølende hjorte, ligegyldige interieurer blev brugt til at sønderrives af Jorns ironiske økse og sprængbare granater iblandt småligheder.   Det grønne modifikationsbillede gør os opmærksom på, at i den grønne idyl kan et fatalt møde ændre ikke bare en eftermiddagsspadseretur, men ens liv.   Det store maleri færdigmalet i 1945 må betragtes som et mesterværk fra denne periode, og meget få malerier i den kategori og kvalitet af Jorn vil nogensinde komme til salg. De værker er allerede havnet på museer.

Billedet viser, at Jorn har været under et åg. Besættelsen og anden Verdenskrig væltede ind over en sensibel registrerende kunstner. I dette hovedværk er de koloristiske spring fra de brune farver til smykkesten befriende lyspunkter, som lyser klart frem fra en dunkelhed. Glædesudbrud, som vi også kender det fra Picasso, som efter besættelsen forlod Paris for at give udtryk for sin livsglæde i Antibes ved Middelhavet.   Der skal gå to år, efter udstillingens væsentlige Jorn maleri var færdigt, hvorefter Jorn tager til Djerba i ­Tunesien ved Middelhavet. Her fanges han ind af et splintrende lys, elementer som genkendes fra 1945 maleriet.   Sammenligner man dette utroligt komplicerede maleri med Stalingrad-maleriet, som var undervejs senere i flere år efter 1945-maleriet og frem til kunstnerens død, så forekommer det een, at 1945-billedet er et juvelskrin af glæde, mens Stalingrad-maleriet er snedronningens frosne juveler.

Asger Jorn Uden titel, 1945 Maleri på lærred 96 x 127 cm (Atkins no. 405)



Heerup Pan, 1968 Olie på træ, 60 x 85 cm


Hvis man forstiller sig, at det var muligt at sætte tiden tilbage til de stenmestre, som skar og udhuggede runer i træ og granit, og hvis man bevægede sig et stykke længere frem i tiden til den romanske tid i Danmark og i begge tidsperioder mødte stenhuggere og billedskærere, så ville der være mulighed for at genkende Heerup med træskostøvler på blandt disse datidens kunstnere. Han er ud af den slægt.   Hans enestående formsans og fantasi er så dybt original, så det alene at sætte ham i forbindelse kun med CoBrA-bevægelsen begrænser hans universalitet i kunstnerens univers. Han er ikke knyttet til tiden, men til dem som måske var assistenter, da jorden blev skabt. Heerup Blyantstegninger på papir, 1957, 1960 og 1963


Carl-Henning Pedersen Uden titel, 2002-2003 Keramisk kakkel 50 x 50 cm


Omkring Angligårdens monumentale udsmykning af Carl-Henning Pedersen opstod et stedets atmosfære, som var noget særligt. Man gik fra Angligårdens billedfriser ud og følte sig båret afsted af en skaberkraft, som en enkelt person havde formået at opfylde rummet, ja området med.   Omkring dette næsten sakrale sted opbyggedes Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet. Og fra denne skabende magnetiske kraft i museet opstod en obelisk tæt ved. Hernings Luxor var blevet til.   Under arbejdet med obelisken samledes penge ind blandt andet via salg af overskydende kakkelskitser til søjlen. Obelisken blev af kunstneren skabt i Haag, Holland på et vidunderligt værksted, som forstod at samarbejde med havets og himlens budbringer.   Vi er heldige at kunne tilbyde en af disse fliser.


Pierre Wemaëre Fausse séduction, 1987 Maleri på lærred 100 x 81 cm

 Pierre Wemaëre l’Aquarium de comics, 2001 Maleri på lærred 100 x 81 cm


Pierre Wemaëres malerier kræver omtanke og tid til at blive betragtet. Så kommer man lagdelt frem til oplevelser, som ikke har med hastværk eller overfladisk beundring at gøre.   Wemaëre er en refleksionens maler, som holder af farver. Det er ikke tilfældigt, at han sammen med Jorn havde tålmodighed til at væve. For vævekunsten kræver tålmodighed både i ventetiden til det færdige resultat, men også i hele værkets udtænkning.   Wemaëres malerier har brug for denne indlevelse og tålmodighed.


Dette maleris lysende kraft og enkelhed i linien og formen bringer ens tanker ind i glasmaleriets univers. Farverne er gennemlyste og med himmelens blå som baggrund står vi foran en sjælden engel.

Lucebert Nergal, 1993 Maleri på lærred 145 x 115 cm



Joseph Beuys Kuchenmehl, ca. 1980 Wirtschaftswert 22 x 10 x 8 cm Joseph Beuys Löwenzahn, ca. 1980 Wirtschaftswert 22 x 10 x 8 cm  Joseph Beuys Uden titel, ca 1980 Wirtschaftswert 22 x 10 x 8 cm


Joseph Beuys var en af de sjældne kunstnere, som havde forbindelse direkte tilbage til middelalderens alkymister. Han var mystiker, men også et åbent menneske over for en nutidig omverden med social uretfærdighed og med mangel på spiritualitet.   Hele tiden befandt han sig i sin kunst og sit engagement i omgivelserne kastet rundt i en lang række paradokser, som han selv forstod at iscenesætte. Her iblandt helt dagligdags ting eller afbrugte genstande, skrot kunne man også sige. Forskellige materialer som glas, jern, møbler, tryksager, filt, fedt, nåle, søm, gaze­ bind og gamle formularer blev med hans berøring eller iscenesættelse forvandlet som fra vand til vin eller til et nyt liv med en ny funktion. Metamorfoser, forvandlinger.   Påskeudstillingens tre objekter, en pakke med mel til påskebrød, en flaske med løvetandvand og resterne af en skurebørste med stigmatiske huller i træet, alle disse tre genstande er symboler, som hvis man vil, kan transformeres i ens fantasi, som henvisninger til nadverbrødet, til altervinen og til Kristi sår.   Nadverens indstiftelse og lidelsen på Golgatha. Påske.


Gerda Louis-Hansen Spirit, 2020 Maleri på lærred 46 x 38 cm

Gerda Louis-Hansen Klit og marehalm 1, 2020 Maleri på lærred 46 x 38 cm


Gerda Louis-Hansen er igang med en fordybelse. Det vil sige, at hun ikke styrter afsted med øjne på stilke og opsamler indtryk i bundtevis for at udtrykke mange forskellige udtryk i mange forskellige retninger.   Nej hun fordyber sig. Og i denne akt kan en overfladisk betragtning fra os betyde, at billedet har sine grænser, ja endda begrænsninger vil nogen sige.   Al fordybelse vil fremstå påhæftet disse karakteris­ tika. Men tag ikke fejl. Ingenting og alting er knyttet til hinanden i eet åndedrag.


Adam Saks Footfall, 2020 Maleri på lærred 120 x 100


Adam Saks er ikke længere en nyhed med stort talent vist i flere omgange på galleriet. Hans skaberkraft virker utrættelig, og med de to nye udstillede malerier fra hans atelier i Berlin gemmer sig en dybde og naturmystik.   Her er vi som en betragter faldet i en dyb søvn på skovbunden, og her begynder en lang drøm. I søvne kan man et kort øjeblik åbne sine øjne, men stadig sove og drømme videre.   Disse to malerier er et par øjeblikkes åbne øjne i drømme på skovbunden.

Adam Saks Gleam, 2020 Maleri på lærred 120 x 80 cm


Maja Lisa Engelhardt har indenfor det sidste halve år brugt et kornaks eller et kornstrå med aks som udgangspunkt for nye motiver i bronzer, keramik og monotypier. Et motiv som også dukkede op i en række landskabsmotiver fra slutningen af 90’erne: Kornaks over landskab. Korn kan også give alterbrød. Sædemanden, som en symbolsk figur fra det Nye Testamente, er brugt af van Gogh, hvor bonden om foråret spreder nyt kommende liv til jorden. I disse to malerier har jorden modtaget sine sædekorn.


 Maja Lisa Engelhardt Kornmark – 8. dag, 2020 Maleri på lærred på træ 53 x 108 cm Maja Lisa Engelhardt Kornmark – 8. dag, 2020 Maleri på lærred på træ 54 x 101 cm


Lars Tygesen Uden titel, 2020 Maleri på lærred 180 x 150 cm


I kunstens lange historie er der motiver, som går igen og igen gennem flere tusinde år. Et af disse motiver er kvindekroppen, som model, som mor, som femme fatale, som heks og som frelser, for at nævne et uendelig lille udpluk af kvindens funktion og rolle.   Tygesen arbejder med den klassiske modeltegnings attitude for at skabe et maleri uden titel og gøre motivet så anonymt som muligt.   Han søger på maleriets betingelser at glæde sig og os med at vise, hvad et motiv formår.   Her er abstraktionen et påskud til et maleri.

Lars Tygesen Uden titel, 2020 Maleri på lærred 110 x 80 cm


Anders Brinch har før vist i sine malerier, at han bevæger sig på den sårbare grænse, som hele tiden er mellem normalitet og hvad mange forstår dermed. Så er der enspænderen, som har en helt anden opfattelse af det ordinære og normale.   På denne øde ø i hans maleri venter vi tilsyneladende på Godot eller på flaskepost fra den omverden, som ikke rigtig er til stede.   Den eneste kommunikerende person, som er tilstede uden for dig selv, er øjne, øjne overalt som ser hvad? Og ser efter hvad?   Du er selv svaret.

Anders Brinch White and purple wasteland Maleri på lærred 180 x 250 cm



Russeren Kolkoutine er i nogle af sine malerier i slægt med den uskyld, som H.C. Andersen ved første øjekast og læsning kan give udtryk for. Gennem H.C. Andersens dagbøger hører vi, at han lod Collins børn smage på foræret chokolade, inden han selv spiste af den.   Så snart han forstod, at børnene havde det godt, efter at de havde spist chokoladen, gav Andersen udtryk for, at han glædede sig til at nyde den.   Grænsen mellem uskyld og lidt djævleri kan være svær at definere.


Andrei Kolkoutine Legetøjssælger nr. 4, 2020 Maleri på lærred 95 x 70 cm


Simone Haack Gulliva, 2020 Maleri på lærred 170 x 130 cm


Vi kender alle sammen Jonathan Swifts historie om Gulliver, en kæmpe som blev fæstnet til jorden trods sin størrelse i forhold til mennesker omkring, der var store som myrer.   Nu er Gulliver blevet til Gulliva, en kvinde som sidder dér monumentalt stor, og tilsyneladende undrer hun sig over de menneskelige småfolk langt nede i forhold til hendes synshøjde. Er hun en fjende og fare eller er de små dernede venlige væsener?   I Simone Haacks univers er det altid vanskeligt at skelne mellem ven og fjende, mellem kærlighed og begær, mellem skyld og uskyld.

Simone Haack Couple, 2020 Maleri på lærred 80 x 100 cm


Peter Brandes Veronikas svededug, 2020 Maleri på træplade 55 x 46 cm


Peter Brandes Veronikas svededug, 2020 Olie på papir 38 x 28 cm

Peter Brandes har siden sidste år arbejdet intensivt med en række motiver, som kredser omkring den monumentale udsmykningsopgave, han har fået: Nemlig et kapel til Aarhus Domkirke.   Det drejer sig om 5 glasmosaikker, alterbord, døbefont og to figurer, dels en i bronze og dels en i sølv.   Bronzefiguren forestiller den opvækkede Lazarus, som vil svæve over døbefonten i kapellet, og sølvfiguren vil stå på alterbordet og har som motiv Veronikas Svededug.   Et klæde hun gav til Kristus så han kunne aftørre sit ansigt på vej til Golgatha. Hans ansigt aftryktes på Veronikas klæde.   Gemt i dets folder er Kristus usynligt tilstede.


PÅ SKE U D STIL L ING E N 2021 Dette katalog er udgivet i anledning af Påskeudstillingen 2021 Tilrettelæggelse Galerie Moderne Silkeborg i samarbejde med Narayana Press Fotograf Ralf Søndergaard Færdigtrykt på Arctic Volume White i marts 2021, hos Narayana Press Copyright © for teksterne, Galerie Moderne Silkeborg Copyright © for billederne, kunstnerne ISBN: 978‑87‑90618‑08-7 Udstillingsdato fra 27. marts til 15. maj, 2021

Forsiden Asger Jorn Uden titel, 1945 Maleri på lærred 96 x 127 cm (Atkins no. 405) (Udsnit) Bagsiden Asger Jorn Uden titel, 1969 Keramisk fad, lertøj, ø 52 cm Privateje

www.galeriemoderne.dk Info@galeriemoderne.dk Tel +45 86 81 44 44 Hostrupsgade 39 – 8600 Silkeborg

GALERIE MODERNE SILKEBORG



Galerie Moderne Silkeborg  2021


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.