6 minute read

Gasbranchen i Corona-krisen

Onsdag den 11. marts tonede statsminister Mette Fredriksen frem på tv-skærmen i det første, af hvad der skulle vise sig at blive en lang række af pressemøder, med en melding om, at Danmark lukkede ned som følge af Corona-virus. Pludselig så hverdagen helt anderledes ud, og det stillede en række krav til både private og virksomheder. For gasbranchen betød det også en lang række ændringer, aflysninger, udsættelser og nye måder at arbejde på.

Tekst, foto og redigering af input fra gasbranchen Matilde Fenger Flindt Dansk Gas Forening maf@dgc.dk

Advertisement

Fra det ene øjeblik til det andet lukkede Danmark stort set helt ned. Pludselig skulle alle, der kunne, arbejde hjemmefra, møder skulle holdes digitalt, konferencer og andre store samlinger af mange mennesker blev aflyst eller udsat på ubestemt tid, og arbejdsdagen så i det hele taget helt anderledes ud for rigtig mange mennesker.

I Evida var der mere eller mindre lukket ned fra torsdag den 12. marts. Alle kritiske opgaver blev dog fortsat udført i forbindelse med driften af gasnettet, herunder tilslutning af nye biogasanlæg mv. Evida var dog udfordret af den svære situation i Italien, hvorfra leverancerne af kompressorer stoppede. Evida har måttet imødese væsentlige forsinkelser på en del af sine netforstærkningsprojekter.

I Energinet lod de ikke Corona-virussen komme i vejen for deres anlægsarbejde. Der blev der kørt på – naturligvis efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Kontorerne i Ballerup, som ellers er rammen for 100 gasfolk, var tomme, fordi alle arbejdede hjemmefra, mens det udendørs vedligeholdelsesarbejde fortsatte. Bl.a. er der blevet etableret en betonkonstruktion rundt om gastransmissionsrøret, så den kommende letbane ved Brøndby kan krydse over det uden risiko for såkaldt materialevandring.

Det stod Energinets maskiningeniør Theis Jonsman for, og derfor var han af sted på arbejde i april måned. (Se foto af den glade mand med hvid hjelm).

Senere på året skal Theis stå for samme opgave på hele 700 meter rør et andet sted i landet.

HOFOR

Hos HOFOR satte Corona-virus også en kæp i hjulet for nogle aktiviteter, men skabte samtidig mulighed for at finde og reparere langt flere vandlækager end normalt. For da andre arbejdsopgaver blev gjort umulige af Corona-virussen, valgte man i stedet at bruge de ekstra ressourcer på at styrke jagten på lækager på vandrørene i Brøndby Kommune.

Kurser, der ikke blev aflyst, kunne afholdes med et begrænset deltagerantal og god afstand. Her Danvak-kursus om Gassikkerhedsloven i Ballerup i maj 2020. Foto: Jytte Skytte

Sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen var mere eller mindre lukket ned i godt to måneder, men kunne fra den 27. maj som led i anden fase af genåbningen genoptage arbejdet med at føre tilsyn på sine områder. Det gjaldt både varslede og uvarslede tilsyn inden for bl.a. håndkøbsmedicin, lattergas, tatovører og solcentre og el- og gasinstallationer.

Dansk Gasteknisk Center

Hos Dansk Gasteknisk Center (DGC) krævede Corona, at der skulle tænkes lidt ud af boksen i forhold til det storstilede projekt THyGA, der bl.a. omfatter masser af test i laboratoriet. For det første besluttede ledelsen i DGC ret hurtigt, at projektet skulle prioriteres, således at de medarbejdere, der arbejder på projektet, fik fortrinsret til at komme på arbejde. Dernæst blev en række retningslinjer for brugen af og arbejdet i laboratoriet ændret. Det betød bl.a., at der kun måtte være en medarbejder i laboratoriet ad gangen, og dér, hvor det almindeligt sikkerhedsmæssigt er påkrævet, at der skal være to medarbejdere, blev visirer og masker taget i brug. Det blev også under Corona besluttet, at der skulle købes webcams hjem, både så arbejdet i laboratoriet kunne tilses på afstand af andre kollegaer, og så arbejdet kan optages. Efterspørgslen på webcams af den krævede kvalitet har dog vist sig at være stor, og derfor er det indtil videre kun lykkedes at få et enkelt i hus. Brugen af webcams er en ændring i arbejdsgangen, der vil blive holdt fast i fremover, da det har vist sig at være en rigtig god og effektiv måde at arbejde på i forhold til laboratorietest.

Total og Tyrafeltet

Også arbejdet med genopbygningen af Tyrafeltet har været påvirket af Corona-krisen. Dels har Total været nødt til at indføre en række foranstaltninger offshore for at undgå smitte blandt medarbejderen. Fx har bemandingen på platformene været reduceret til et minimum, ligesom al helikoptertrafik til og fra Nordsøen

har været indstillet. Corona- og oliepriskrisen har også medført, at Total har fået skåret ned på arbejdsprogrammet i Nordsøen efter besparelser fra gruppens hovedsæde i Paris. Det betyder bl.a., at 150 eksternt ansatte er blevet sendt hjem, hvor de ifølge den oprindelige plan skulle være sendt videre for at udføre vedligeholdelsesopgaver. Men lige præcis Tyraprojektet er øverst på listen over prioriteter hos Total. Sågar også for den danske stat. For Tyra er kritisk energiinfrastruktur, og det statsejede Nordsøfonden har en andel på 20 pct. i licensen. Det skriver EnergiWatch.

Det er dog fortsat sådan, at Tyrafeltet efter planen igen er klar til at levere gas i midten af 2022 og mindst 25 år frem.

Biogas Danmark

Under Corona-krisen er utallige konferencer og større møder blevet aflyst eller flyttet til et senere tidspunkt. Det gælder også Biogas Danmark (det tidligere Biogasbranchen) og deres varslede udsatte ordinære generalforsamling den 22. juni. Den er udsat til den 24. august, hvor Vingsted Centret er booket.

Også Dansk Gas Forenings planlagte Gastekniske Dage, der skulle have været afholdt i slutningen af maj, er blevet flyttet til et senere tidspunkt, nemlig den 3.- 4. november 2020 på Hotel Legoland i Billund.

Den 15. juni var de fleste arbejdspladser igen tilbage til en mere normal drift, men fortsat med et stort forbrug af håndsprit, afstand og i det hele taget en ny måde at være i verden på – med Covid-19 som en fast følgesvend.

Coronakrisen set i glimt...

Test i forbindelse med THyGA-projektet i laboratoriet på DGC. Visirer og masser håndsprit blev indkøbt til arbejdet under Corona.

Hurtigt opstillet hjemmearbejdsplads i form af havebord med dug på i børnelegerum i kælder og det ugentlige interne møde på DGC afholdt i Teams.

Madordninger blev under Corona-krisen ændret til portionsanretninger, og Gastronomiet forkælede de få medarbejdere på DGC med kage og lun humor. Foto: Conny Rom Petersen

Virksomheder kunne ikke længere være åbne for gud og hvermand, og fragtfolk og bude måtte ringe på. Her hos DGC.

Håndsprit er efter Corona blevet en (helt naturlig) del af hverdagen og er i virksomhederne lige så almindelig som frugtskålen og hylden med magasiner og aviser.

Energinets maskiningeniør Theis Jonsman var afsted på arbejde i hele april, da hans arbejde foregik udendørs. Foto: Energinet

Fredagsbarer på diverse digitale platforme så dagens lys og sikrede et minimum af social omgang blandt kolleger, der var hjemsendt.

”Hold afstand” blev det nye motto – her på gulvet i køen i supermarkedet. Mere ”Hold afstand”, og politiet kom på banen og sikrede, at grænsen på maks. 10 personer i forsamlinger blev overholdt i det offentlige rum.

This article is from: