2 minute read

Leder

Fortid og fremtid på Kortdage 2022

AF CARSTEN ANDERSEN, FMD. KORTDAGSUDVALGET 2022

Som vanligt bruger vi november-nummeret af GEOFORUM til at varme op til Kortdage, der er årets store tilbagevendende begivenhed for hele Geodatabranchen. Vi glæder os meget til at se og tale med jer.

Det endelige program for konferencen er nu på plads og kan ses på https://kortdage.dk/program. Som sædvanlig har vi krydret det faglige program med en række spændende hovedtalere, som du kan læse om her i bladet. Vi skal blandt andet møde Rikke Hougaard Zeberg, der er branchedirektør i DI Digital, professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, og direktør på Nationalmuseet Rane Willerslev.

Temaet for Kortdage 2022 er: ”Tilbage til fremtiden”; på samme tid en selvmodsigelse og en reference til et univers med tidsrejser, g(eni)ale videnskabsmænd og ny, banebrydende teknologi. Gennem indlæg og aktiviteter på Kortdage skal vi både kigge mod fremtiden og tilbage i historien.

I dette nummer af GEOFORUM har vi sat et særligt fokus på anvendelse af GIS og geodata i arkæologiens tjeneste – mere specifi kt på søgning og identifi kation af arkæologisk interessante lokaliteter via luftfotos og LiDAR. Anvendelse af historiske kort berøres også både i historien om REGAN VEST og i artiklen af Peder Dam fra Museum Odense, som vi også får fornøjelsen af at høre i forbindelse med Geodataprisen 2022, onsdag aften på Kortdage.

Dataøkosystemer er et af de nyere begreber inden for Geodatabranchen. På Kortdage kan du fredag morgen deltage i en engelsksproget session om emnet, som Geoforums internationale udvalg står for. Her i bladet kan du læse Ulla Kronborg Mazzolis introduktion til emnet og til workshoppen.

Uddannelse af nye kandidater til at indgå i og videreudvikle Geodatabranchen er noget, der i dén grad peger mod fremtiden, og som er et af Geoforums fokusområder. På Kortdage står Kompetenceudvalget for en Uddannelsesdag, der strækker sig over hele onsdagen. Her vil en række forskellige aktører inden for uddannelsesverdenen fremlægge deres praksis og syn på uddannelse og læring inden for GIS og geodata. Bliv inspireret af Morten Fuglsangs introduktion til arrangementet her i GEOFORUM.

Konferencens hovedtema vil også materialisere sig i udstillingen. I år har vi valgt at bruge noget af standpladsen på en mini-udstilling. Her kan nostalgien få frit løb, når vi i samarbejde med Aalborg Universitet udstiller historiske redskaber anvendt i landmåling og kortlægning. Der er også plads til en mere fremtidsrettet aktivitet, hvor du kan skabe kreative kort med hjælp af kunstig intelligens.

Som et nyt tiltag – om end ikke decideret futuristisk – vil Kortdage i år tage konference-appen Conference Communicator i anvendelse. Den skal gøre den nødvendige information let tilgængelig for deltagerne, men den skal også være med til at øge interak tionen mellem oplægsholdere og tilhørere.

Rigtig god læselyst – vi ses på Kortdage!

Temanummer

Med dette temanummer af GEOFORUM varmer vi op til årets geodata-konference, Kortdage 2022. Vi letter lidt på låget for alt det, du kommer til at høre mere om ved konferencen. Næste temanummer bliver til december, hvor vi runder året af med et tilbageblik. Hvis du har lyst til at bidrage med en artikel til GEOFORUM i 2023, så skriv til redaktør, Mette Borg, mbo@geoforum.dk.

This article is from: