3 minute read
Portræt af et medlem
by Geoforum
Hvad er din civile status? Jeg bor i Skovlunde, og er gift med Charlotte, som jeg gik i klasse med i gymnasiet for snart mange år siden. Sammen har vi Nora på 14 år, samt Daniel og Victoria på 9 år.
Hvad er din baggrund? Min baggrund er meget blandet. Min bachelorgrad er fra KU i geografi og geoinformatik, og min kandidatgrad er Geoinformation Technology and Management fra AAU. Herefter var jeg et smut forbi Danmarks Miljøundersøgelser, og det var her, at min interesse for GIS-forskning blev grundlagt. Dette resulterede i en Ph.d.-grad i et samarbejde mellem AAU og AU. Her balancerede jeg to EU-projekter til en samlet afhandling om rastermodellering af byudviklingsscenarier. Navn Morten Fuglsang
Alder 41 år
Hvorfor valgte du i sin tid denne uddannelse/ branche? Min vej til Geodatabranchen var ret tilfældig. Jeg begyndte på Geografi med en idé om at ville læse kulturgeografi, men 1. GIS-forelæsning med Thomas Balstrøm fik mig til at ”se lyset”, Siden da har det været GIS, der har været omdrejningspunkt for min faglige interesse. At mit bachelorprojekt så tilmed endte med at handle om GIS og hydrologi, viser bare, hvor hurtigt ting kan skifte i en helt anden retning end først planlagt.
Fortæl om dine arbejdsopgaver. Jeg arbejder som specialkonsulent hos Rigspolitiet. Her varetager vi GIS-understøttelsen af dansk politi med data, applikationer og rådgivning. Min kontor-PC har ingen adgang til Internet, så vi kan ikke benytte eksisterende GIS-tjenester. Derfor går meget af vores tid med at indsamle geodata og genudstille dem til politiets applikationer. Vi har med andre ord vores egen lille datafordeler, der tilbyder mange af de samme tjenester som på Internet.
Hvad er vigtigt for dig i dit arbejdsliv? At der er mulighed for at finde en god balance mellem arbejde og fritid, hvilket jeg i meget høj grad føler, at jeg har hos politiet. Dertil skal der gerne være plads til noget ”nørderi” – tid til at fordybe sig i et projekt, der måske ikke nødvendigvis bliver til noget, men har potentiale som idé. Politiet giver mig desuden rig mulighed for at fortsætte mit arbejde i Geoforums kompetenceudvalg, hvilket jeg også sætter stor pris på. Vi risikerer at sidde i en lille ”boble”, fordi vi er afkoblet fra verden, og her ser man netværk og arrangementer som en del af vores mulighed for at kunne holde os ajour. Hvordan ser du en direkte nytte af det, du beskæftiger dig med? For øjeblikket arbejder vi meget med GIS-understøttelsen af et nyt system til politiets vagtcentraler. Når en borger henvender sig, så står vores GISintegrationer for at hjælpe operatøren med at placere henvendelsen, anvende relevante geodata, og vælge den rigtige patrulje, der skal køre frem. På den måde spiller vores arbejde en stor rolle, når borgerne ringer og har brug for hjælp. Derudover arbejder vi meget med udbredelsen af GIS i politiet. Vi har som sektion været igennem en fantastisk rejse de senere år, som har konsolideret GIS som et værktøj, der anvendes af betjentene på gaden. Vi ser med stolthed med, når store hændelser har en betydelig GIS-dimension, og data indtegnes og anvendes direkte, mens tingene sker.
Kan du se nogen udfordringer i fremtiden? Konkurrencen om dygtige medarbejdere bliver hårdere og hårdere, hvilket vi nu mærker i Geodatabranchen. Det er svært at rekruttere, og da antallet af kandidater ikke ser ud til at blive større fremadrettet, så er det et problem, der fortsat vil blive mere centralt. Vi kommer som arbejdspladser til at tage kandidater ind, som vi skal forme og udvikle til vores job – der er simpelthen ikke nok ”færdige” GIS-specialister til alle…
Stillingsbetegnelse Specialkonsulent
Hvor i landet bor du? Skovlunde, vest for København
Hvor i landet arbejder du? Ejby, Glostrup