
2 minute read
Portræt af et Geoforummedlem
by Geoforum
Hvad er din civile status? Jeg blev gift med Kirsten i 1988, og det er blevet til to børn, som er fløjet fra reden om end ikke længere væk end, at datteren arbejder i Geodatastyrelsen i Nørresundby som jurist. Både Kirsten og jeg er oprindeligt fra Tyskland og kom til landet i 1982, og vi elsker at bo i det nordjyske med dejlig natur og kysterne tæt ved.
Hvad er din baggrund? Jeg er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet (AAU) inden for anlægskonstruktioner med speciale i offshore. Forskellige omstændigheder førte mig over i vejfaget, idet jeg startede som vejingeniør i det daværende Nordjyllands Amt. Faget fangede mig, og jeg begyndte at arbejde med digitale kort i sin spæde start. Jeg kom tilbage på AAU i 1991 som stipendiat og arbejdede med udvikling af CAD-komponenter til vejbranchen. Her har jeg slået mine folder på forskellige områder, men altid med geodata som omdrejningspunkt, bl.a. som leder af universitetets VR Media Lab i nullerne. Her udforskede vi den virtuelle verdens mange anvendelser. I dag har jeg mest fokus på klassifikationsarbejdet for vejdata og anvendelse heraf fra vugge til grav.
Hvorfor valgte du i sin tid denne uddannelse/branche? Det var en tilfældighed og en snak over en kop te med en studievejleder fra Duborg-Skolen i Flensborg over bogen, som vistnok hed: ”Hvad kan jeg blive?” Det blev AAU fremfor DTU pga. den problembaserede studieform, som tiltalte mig.
Hvad er din stillingsbetegnelse? Fortæl om dine arbejdsopgaver. Jeg er lektor på AAU, forskningsleder for Trafikforskningsgruppen og uddannelsesansvarlig for vej- og trafikuddannelsen. I sagens natur består mit arbejde således i at uddanne unge mennesker og forske i vej- og trafikfaget, omend ansvarsområdet nok mest af alt peger på en hel del administrativt arbejde.
Hvad er vigtigt for dig i dit arbejdsliv? Jeg ser det som min fornemste opgave at udvikle vore unge mennesker til fagligt dygtige og selvstændige individer, der kan være med til at føre faget videre, og med ny opdateret viden i bagagen skubbe til vanetænkningen og de teknologiske rammer, vi alle er underlagt. Det samme gør sig gældende i forskningen, hvor jeg især fokuserer på anvendelse og udvikling af nye teknologier og metoder. Hvor i branchen kan du se, om der er noget, som rykker? Vi rykker generelt på mange geodata-områder i Danmark. Vi har en meget stærk og dedikeret geodata-organisation med fokus på konstant videreudvikling og fornyelse i datatilgængeligheden. Kommer man til udlandet, opdager man hurtigt, at vi er privilegerede i Danmark – også på geodata-området.
Kan du se nogle udfordringer i fremtiden? Vi skal holde fast i det gode momentum, der er skabt på geodata-området, og fortsat investere i geodata. Et kæmpe ønske, jeg har, og har haft i mange år, er at få direkte adgang til komplette rumlige data. Dvs., når jeg starter et nyt anlægsprojekt et eller andet sted i Danmark, vil jeg gerne kunne hente 3D grunddata med egenskabsdata tilknyttet for alle forekommende elementer i landskabet, og ikke kun kort- og højdedata. Der er brug for information om bygningshøjder og tagformer, vegetation, type af master og skilte helt ned til kantpælen. Gerne med tilknytning til et fremtidigt LER (indsæt selv version), hvor også objekter under jorden medtages. Mon ikke, det kommer en dag J
Navn Erik Kjems
Alder 59 år
Stillingsbetegnelse Lektor
Hvor i landet bor du? Langholt i Nordjylland
Hvor i landet arbejder du? Aalborg