SANGHÆFTE Vi tager afsked med
HENRY BUHL * 11. september 1924 † 2. december 2016
Begravelse St. Marien-Kirche Hatsted den 9. december 2016 Pastor: Ulrich Paul Georg Vogel Bedemand: Jan Ingwersen Tak for hjÌlpen til Jørg og Birgit
Indhold
I kirken 1. Morgenstund har guld i mund 2. Nu titter til hinanden 3. En rose s책 jeg skyde 4. Dejlig er jorden
Ved graven 5. I sne st책r urt og busk i skjul
Ved kaffebordet 6. For en fremmed barsk og fattig 7. Imellem nattens stjerner 8. Septembers himmel er s책 bl책 9. Den signede dag med fryd
Henry med sit svendestykke 1945
I kirken
MORGENSTUND HAR GULD I MUND Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1853 Melodi: Thomas Laub, 1916
Morgenstund har guld i mund! For natten Gud vi love; han lærte os, i Jesu navn, som barnet i sin moders favn, vi alle sødt kan sove. Morgenstund har guld i mund, vi til vort arbejd´ ile, som fuglen glad i skov og vang udflyver med sin morgensang, genfødt ved nattehvile. Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde, og glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde. Gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil på allerbedste måde.
Sol opstår, og sol nedgår, når den har gjort sin gerning. Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små, da randt for os guldterning.
I kirken
NU TITTER TIL HINANDEN Tekst: B. S. Ingemann, 1837 Melodi: C. E. F. Weyse, 1837
Nu titte til hinanden de favre blomster små, de muntre fugle kalde på hverandre. Nu alle jordens børn deres øjne opslå, nu sneglen med hus på ryg vil vandre.
Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær, han føder fugl og markens lilje klæder. Dog menneskenes børn har han allermest kær, Gud ånder på øjet, når det græder. Guds søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå, hans vugge stod på jord foruden gænge. Guds himmeriges fryd har han lovet de små og blomster fra paradisets enge.
Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen. Han storm og hav betvang, da han vandred på jord, men børnene leged ham ved barmen.
O du, som os velsigned og tog i favn de små, en morgen se vi dig i paradiset! Du lærte os til Gud vore øjne opslå, evindelig være du lovpriset!
I kirken
EN ROSE SÅ JEG SKYDE Tekst: Thomas Laub, 1920 Melodi: Køln, 1599
En rose så jeg skyde
op af den frosne jord alt som os fordum spåde profetens trøsteord. Den rose spired frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem.
For rosen nu jeg kvæder omkap med himlens hær: En jomfru var hans moder, Maria ren og skær. I ham brød lyset frem midt i den mørke vinter om nat ved Betlehem. Den rose fin og lille har dejlig duft og skær; den lyse for os ville og sprede mørket her; i sandhed mand og Gud af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud.
I kirken
DEJLIG ER JORDEN Tekst: B. S. Ingemann, 1850 Melodi: Schlesisk melodi
Dejlig er jorden! Prægtig er Guds himmel! Skøn er sjælenes pilgrimsgang! Gennem de favre riger på jorden gå vi til Paradis med sang! Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang; aldrig forstummer toner fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang. Englene sang den
først for markens hyrder; skønt fra sjæl til sjæl det lød: Fred over jorden! Menneske, fryd dig: os er en evig frelser fød!
Ved graven
I SNE STÅR URT OG BUSK I SKJUL Tekst: B. S. Ingemann, 1831 Melodi: J. P. E. Hartmann, 1866
I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude, dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude. Giv tid! giv tid! - den nynner glad og ryster de små vinger, giv tid! og hver en kvist får blad, giv tid! - hver blomst udspringer.
Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue, giv tid! og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue.
Giv tid! og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer, giv tid, og bi på herrens stund, - hans skønhedsrige kommer.
Ved graven
Far Henry og Bjarne ved Binderup Strand 1962
Jeg kører frem gennem stråefryd Se deri er jeg af sneglearten At huset bærer jeg med på farten. Og den, som tror, det er tungevindt bør, Han skulle vide, hvor godt det gør At krybe ind under taget atter Hvor hun står i lys, mellem barnelatter. Godt mod! Du hilste på fler end mig, skønt du i skyndingen så det ej. Bjørnstjerne Bjørnson, 1869
Henrys arbejdsplads i 34 år Husum Danske Ungdomshjem
Ved kaffebordet
FOR EN FREMMED BARSKT OG FATTIGT Tekst: A. Egeberg Jensen, 1922 Melodi: Ernst A. Kiørboe, 1920
For en fremmed barskt og fattigt
er vort land, men rigt på minder for dets børn og fuldt af skønhed; her plovjernet guldhorn finder.
Østpå knejser over sletten som en kæmpe Kloster kirke; vestpå mindet stedse taler om Hans Schaks og Rantzaus virke. Skønt er landet; ingen hindring standser blikket, når det vanker over vidderne og henter fred og ro til sind og tanker. Her er skønt, når duggen perler trindt i engens blomstervrimmel under lærkens jubeltoner fra den høje, lyse himmel. Skønt, når solen går i hav og farver enge gyldenrøde, når langs gadens gamle huse Møgeltønders linde gløde. Nattens dybe stilhed brydes,
når de vilde svaner skrige; hvem kan glemme fugletrækket over Rudbøl sø og dige!
Skønne land! Dit strenge åsyn kun den fremmede du viser, dine børn du mildt tilsmiler; elsket hjemstavn! Vi dig priser.
Ved kaffebordet
IMELLEM NATTENS STJERNER Tekst: Johannes Jørgensen, 1907 Melodi: Povl Hamburger
Imellem nattens stjerner der står en stjerne klar, som aldrig før en stjerne På jordens himmel var. Og går du ud at finde, hvorover stjernen står, måske du først må vandre i mange lange år. Måske du først må træde så mangt et mødigt fjed, før du kan finde stedet, hvor stjernen stråler ned. Og venner må du slippe, de går en anden vej, og miste navn og ære... Hold ud og opgiv ej! Hold ud, du stjernepilgrim på vej til Betlehem, Du er på vej til lykken, du er på vejen hjem!
Ved kaffebordet
SEPTEMBERS HIMMEL ER SÅ BLÅ Tekst: Alex Garff, 1949 Melodi: Otto Mortensen, 1947
Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide. Den unge rug af mulden gror med grønne lyse klinger, men storken længst af lande fór med sol på sine vinger. Der er en søndagsstille ro imellem træer og tage en munter glæde ved at gro som var det sommerdage. Og koen rusker i sit græs med saften om sin mule, mens bonden kører hjem med læs, der lyser solskinsgule. Hver stubbet mark, vi stirrer på, står brun og gul og gylden, og røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden. Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have, så rig er årets sidste flor: oktobers offergave.
Ved kaffebordet
De røde æbler løsner let fra træets trætte kviste. Snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste. Når aftensolen på sin flugt bag sorte grene svinder, om årets sidste røde frugt den tungt og mildt os minder. At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive, er kun at visne for at dø kan ingen frugt du give. Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte.
Ved kaffebordet
DEN SIGNEDE DAG Tekst: N. S. F. Grundtvig, 1826 Melodi: C. E. F. Weyse, 1826
Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme, den lyse på himlen mer og mer os alle til lyst og fromme! det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme! Den signede stund, den midnatstid, Vorherre han lod sig føde, da klared det op i østerlid til dejligste morgenrøde, da lyset oprandt, som jordens bold skal lysne udi og gløde. Om levende blev hvert træ i skov og var så hvert blad en tunge, de kunne dog ej Guds nådes lov med værdelig røst udsjunge, thi evig nu skinner livets lys for gamle og så for unge. Thi takke vi Gud, vor fader god, som lærken i morgenrøde, for dagen, han os oprinde lod, for livet, han gav af døde. Den signede dag i Jesu navn, os alle vort liv forsøde!
Ved kaffebordet
Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag, med stråler i krans om tinde! Hver time til Herrens velbehag som bække i eng henrinde, til frydelig sig til sidst de sno op under de grønne linde!
Som guld er den årle morgenstund, når dagen opstår af døde, dog kysser os og med guld i mund den liflige aftenrøde, så tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde. Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale, så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale!
Henry modtager en gave af borgmester Ralf Hessmann i Hatsted i 2004
SCAN KODEN!
Det sidste billede med Henry og hans cricketdrenge på Mikkelberg 2014
Åbningen af H. C. Andersen udstillingen på Mikkelberg 2005
Enggården i Bylderup-Bov - Henrys sidste hjem