LÆR OM SYDSLESVIG
FLENSBORG AVIS — Lørdag 31. august 2013 — 7 ARKIVFOTOS
En tegners opfattelse af konflikten i 1848: Både danskere og tyskere ville have det sagesløse hertugdømme Slesvig, der her i form af en hund er ved at blive savet over.
Borgerkrig i Danmark Nationalitet. I 1800-tallet begyndte folk i højere grad at definere sig nationalt, og så viste det sig, at de fleste i Sydslesvig var blevet tyskere. FLENSBORG. - Gid at der må komme en tid, da min fædreneegn atter som Sønder-Jylland vorder en del af et nyfødt constituelt Danmark. Sådan skrev den danske flensborger Christian Paulsen i sin dagbog i 1820. Når han så sig omkring, kunne han konstatere, at han boede i hertugdømmet Slesvig, der sammen med Holsten og Lauenborg var i en såkaldt personalunion med Danmark. Det vil sige, at den danske konge var fælles i det, som man også kaldte Helstaten. Slesvig og Holsten var dengang rigere end
selve kongeriget. I hertugdømmerne boede 40 procent af alle indbyggere, men de betalte 60 procent af alle statens udgifter. Indbyggerne i hertugdømmerne så traditionelt ned på de lidt tilbagestående og fattige bønder længere nordpå, hvor der kun var meget lidt industri. Mange af dem kunne bedre lide at se sydpå, hvor en lang række tyske stater var gået sammen i det Tyske Forbund, som var en løs sammenslutning af stater.
Begyndte at definere sig nationalt Tidligere havde folkene i Europa ikke i ret høj grad defineret sig selv som tyskere eller danskere eller tilhørende en anden nation. De så mere sig selv som folk fra Haderslev eller Husum - og et eller andet sted langt væk var der så en konge eller en hertug, som herskede over dem. Om han talte dansk eller tysk betød ikke ret meget. Det blev anderledes hen i 1800-tallet. Specielt det frembrydende borgerskab begyndte i
højere grad at definere sig selv som tilhørende en nation. Og så viste det sig, at mange århundreders administration på tysk i Sydslesvig og specielt tysk som det fremherskende sprog i kirker og skoler havde sat sine spor. Da myndighederne i København i 1846 undersøgte det danske sprogs stiling i Sydslesvig, var billedet forstemmende set ud fra en dansk synsvinkel: Det viste sig, at dansk næsten var forsvundet i Angel, hvorimod det var mere udbredt i midtlandet. Tysk - og sproget er som bekendt den vigtigste enkeltstående indikator for kulturen - var langt det mest udbredte sprog i området mellem den nuværende grænse og ned til Ejderen. Den danske konge havde set sig nødsaget til at tillade stænderforsamlinger, hvorfra borgerne kunne gøre deres indflydelse gældende. - Kun konge og fjende fælles, havde det lydt fra den fremtrædende slesvig-holstener Uwe Jens Lornsen. Han ønskede sig en fri forfatning
for et forenet Slesvig-Holsten og en løsrivelse fra Danmark, og det viste sig, at de fleste i stænderforsamlingerne i Slesvig og Itzehoe var enige med ham. Det var noget, som danskerne selvfølgelig ikke kunne gå med til. Der var to holdninger i Danmark. Kongen og nogle konservative kredse ønskede Helstaten bevaret, mens andre gik ind for den såkaldte Ejderpolitik. De gav afkald på Holsten, men ville have hertugdømmet Slesvig tættere knyttet til Danmark. På den anden side stod stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten. De sendte den 18. marts 1848 en deputation til København med krav om løsrivelse fra Danmark. Allerede inden deputationen blev sendt tilbage med det danske svar, udråbte tyske embedsmænd, officerer og borgere en provisorisk slesvig-holstensk regering i Kiel den 23. marts. Det betød krig. Jens Nygaard jn@fla.de
Flensborg ville bevare verden uforandret
Slaget ved Isted i nærheden af Slesvig i 1850 var det største i Danmarks historie.
Danmark blev reddet af Rusland Krigen fra 1848-50 gik dårligt for Danmark, indtil Rusland pressede Preussen til at trække sine tropper hjem. FLENSBORG. Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten vidste i foråret 1848, at det ville komme til væbnet konflikt og satte sig derfor straks på den vigtige befæstning Rendsborg. Herfra stødte tropperne videre mod nord, men de blev slået af danskerne ved Bov den 9. april. Det var imidlertid stormagternes indblanding, der afgjorde krigen. Prøjsen og det Tyske Forbund besluttede at komme
oprørerne til hjælp, og i slaget ved Slesvig den 23. april stod 32.000 tyskere og slesvig-holstenere over for 10.000 danskere. Med et sådant styrkeforhold var kampen afgjort på forhånd, og danskerne trak sig tilbage til Als. Derefter ebbede kampene ud, og der blev sluttet en foreløbig våbenstilstand den 26. august.
Erobrede det meste af Jylland I 1849 blev krigen genoptaget, men mens danskerne kunne mønstre 41.000 soldater, var der 65.000 på den anden side. Danskerne blev slået ved Kolding, og de tyske og slesvig-holstenske tropper besatte området helt op til Århus. Danskerne gjorde succesrigt udfald fra Fredericia, men vigtigere var, at Rusland blandede sig og
pressede prøjserne til at trække sig ud af konflikten. Herefter stod slesvig-holstenerne alene, og den 25. juli 1850 kom det til det afgørende slag ved Isted, hvor 36.000 danskere stod over for 26.000 slesvig-holstenere. Det var det største slag i Danmarks historie, og danskerne vandt. Derefter kom det kun til mindre træfninger i krigen. I 1852 underskrev stormagterne England, Rusland, Frankrig, Østrig og Prøjsen den såkaldte London-protokol. Her blev Danmarks overherredømme over Slesvig og Holsten fortsat garanteret. Men samtidig blev det fastslået, at hertugdømmerne ikke måtte sluttes sammen med Danmark eller med hinanden. Jens Nygaard jn@fla.de
FLENSBORG. Mens den øvrige del af Sydslesvig op til krigen i 1848 ville løsrive hertugdømmet Slesvig fra Danmark og søge kontakt til det Tyske Forbund, så det anderledes ud med indstillingen i Flensborg. Her var det helstatspatriotismen, der var fremherskende - selv om der i byen også helt overvejende blev talt tysk dengang. Patriotismen hang dog ikke sammen med, at indbyggerne var mere danske end tyske. Det var de materielle interesser, der afgjorde valget. Blandt andet sejlede de flensborgske skibe under Dannebrog til sukkerøerne i Caribien og tjente gode penge. Sydpå var der fra Hamborg kun konkurrence at vente. - Hvis jeg kunne, ville jeg opføre en kinesisk mur langs den tyske grænse og beskytte den med et ildsvælg, som aldrig skulle slukkes, sagde den ene af byens repræsentanter i stænderforsamlingen, Peter Nielsen. Flensborgerne var kongetro og ville beholde helstaten. De støttede ikke Ejderpolitikken - og de ville fortsætte med at tale tysk. Kort sagt: Verden skulle fortsætte uforandret. Men de fik ikke deres vilje. Jens Nygaard jn@fla.de
Slesvig-holstenske soldater på flugt gennem Flensborg.
LÆR OM SYDSLESVIG Krigen i 1864 og det efterfølgende tab af hertugdømmerne helt op til Kongeåen var først og fremmest et udslag af dansk dumhed.
FLENSBORG AVIS — Tirsdag 6. august 2013 — 10
Dengang Danmark blev et lille land FOTOS: FLA
FLENSBORG. Danmark i 1860 var et helt andet land end det Danmark, som vi kender i dag. Det var den såkaldte helstat, der både omfattende kongeriget og tre hertugdømmer: Slesvig, Holsten og Lauenborg. Det var kun lidt over halvdelen af indbyggerne, der dengang boede i kongeriget, og hertugdømmerne havde dengang også en bedre økonomi end det egentlige Danmark. Det var en konstruktion, som dengang ikke var ualmindelig i Europa. Dansk var det fremherskende sprog i kongeriget og i den nordlige del af Slesvig. Jo længere man kom sydpå, jo mere dominerende blev tysk. Det var imidlertid en stat med store problemer. De fælles anliggende blev behandlet i det såkaldte rigsråd, og her stillede de tysktalende sig mere og mere på bagbenene. Samtidig var der efter krigen fra 184850 blevet indført en række sprogreskripter, som skulle styrke det danske sprogs stilling i hertugdømmerne. Det var danske initiativer, som var meget forhadte i den tysktalende befolkning. De havde ikke noget ønske om at blive danskere, og de ville fortsat kunne tale tysk, som de havde gjort i århundreder. Tyskland eksistererede dengang endnu ikke som stat, men der var en løs sammenslutning, som blev kaldt Det tyske Forbund. Her var Holsten medlem - men ikke Slesvig. Det blev derfor mere og mere klart, at der var en knude, som måske skulle hugges over. Og det var netop, hvad danskerne forsøgte, da de i parlamentet vedtog den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Den knyttede Slesvig nærmere til Danmark. Problemet var, at det var i modstrid med en international traktat, den såkaldte Londonkontrakt fra 1852. Ifølge den skulle Danmark forblive en helstat. - Da Danmark vedtog Novemberforfatningen, inviterede man faktisk til en krig, skrev den danske historiker Ole Lange senere.
Lige hvad Bismarck havde håbet Det var nemlig lige præcis, hvad den ny prøjsiske kansler, Otto von Bismarck, havde håbet. Han ville gerne gøre Prøjsen stærkere og på sigt samle tyskerne i en enkelt stat. Begge dele lykkedes for ham -
Danskerne sagde hele tiden nej Danskerne rømmede Dannevirke, og de tabte stort ved Dybbøl til prøjserne og østrigerne, hvorefter der kom en våbenstilstand.
Herefter skulle en international konference i London forsøge at formidle, men her sagde danskerne nej, nej og atter nej - selv om de stod over for en national katastrofe. Englænderne foreslog blandt andet en grænse ved Dannevirke, men selv om det var langt mere, end man kunne have håbet på fra dansk side, kunne danskerne heller ikke bekvemme sig til at sige ja til dette. Konferencen led skibbrud, og så skulle våbnene tale igen. Prøjserne og østrigerne gik over til Als og slog de danske styrker der, og de rykkede længere op i Jylland. Så var krigen endegyldigt tabt for danskerne.
En lilleputstat
Krigen i 1864 kostede mange liv på dansk, prøjsisk og østrigsk side. Danmark var efter krigen et lille land.
”
Da Danmark vedtog Novemberforfatningen, inviterede man faktisk til en krig. Ole Lange, historiker
Kong Christian 9. tugdømmerne. Det var det rige, han havde arvet, og det ville han beholde. Det var derfor paradoksalt, at han som en af sine første handlinger underskrev Novemberforfatningen - der netop ville opløse helstaten. Sagen var, at hvis han ikke havde gjort det, ville han være blevet afsat, eller også ville der have indtruffet borgerkrigslignende tilstande.
Ved fredsslutningen afstod Danmark alle de tre hertugdømmer, og ikke alene Sydslesvig, men også Sønderjylland helt op til Kongeåen - i nærheden af Kolding - blev tysk helt frem til afstemningen i 1920. Fra at have været et mellemstort europæisk land blev Danmark en lilleputstat. Det paradoksale for Sydslesvig er, at området ligesom Sønderjylland blev en del af Prøjsen - og det var slet ikke, hvad de tysktalende havde ønsket. De fleste af dem ville have en selvstændig slesvigholstensk stat. Det fik de ikke. Jens Nygaard jn@fla.de
Statsministeren var nærmest sindssyg
Kongen var enfoldig og talte dårligt dansk FLENSBORG. Da den 45-årige prins Christian den 16. november 1863 blev udråbt til kong Christian 9., blev han kaldt »protokolkongen«. Han kom fra huset Lyksborg, som var en nærmest forarmet slægt, og i traktaten fra London efter krigen i 1848-50 var det blevet bestemt, at dette hus skulle overtage den danske trone efter oldenborgerne, som uddøde med den gamle konge. Christian var en stilfærdig mand - nogle historikere har endog kaldt ham en smule enfoldig - og han var klart mere tysk end dansk. Han talte dansk med en kraftig tysk accent. Han var usikker, og han stammede, når han skulle forklare sig. Som regent gik han helt og fuldt ind for helstaten altså både Danmark og her-
og en krig mod det lille, svage Danmark var startskuddet. Så var det, at en hel række af danske fejltagelser tog sin begyndelse. Danskerne holdt på deres, også efter at det havde vist sig, at deres lille og dårligt udrustede hær ikke havde en chance mod østrigere og prøjsere. Helt op til vore dage har mange spurgt sig selv: Hvorfor holdt danskerne så stædigt fast i deres position. - Svaret må søges i, at man fuldstændig fejllæste det internationale klima, skriver forfatteren og journalisten Tom BukSwienty i sin meget roste bog »Slagtebænk Dybbøl«. Under krigen fra 1848-50 havde især Rusland tvunget Prøjsen ud af konflikten, og danskerne regnede med, at stormagterne igen ville komme dem til hjælp. Men det skete ikke.
Kongen så krigen komme, og han vidste, at det var en krig, som Danmark ikke kunne vinde. Han afskedigede et ministerium, men han fik blot et nyt af samme kaliber med D.G. Monrad som statsminister. Efterhånden som statsministeren blev svagere, trådte kongen mere i forgrunden og det var medvirkende til den nationale katastrofe. Han ville bevare sit rige, og derfor fik de danske forhandlere efter nederlaget ved Dybbøl besked på, at grænsen skulle ligge meget langt sydpå - blandt andet ville kongen have et af sine barndomshjem, Luisenlund, med til Danmark. Blandt andet derfor startede krigen igen - og derfor mistede Danmark blandt andet hele Sønderjylland. Jens Nygaard jn@fla.de
FLENSBORG. Da Danmark ved årsskiftet mellem 1863 og 1864 skulle have en ny regering, fordi kongen havde afskediget den tidligere, takkede mange kendte politikere nej. Først da D.G. Monrad blev spurgt, sagde han ja til at danne en regering. Den blev i Danmark kaldt »millionen«. Ud over Monrad var der seks ministre, som var lavt rangerende embedsmænd - altså nuller. Regeringen var mere eller mindre en enmandshær. Monrad havde været en af Danmarks store personligheder, men »han var ikke den rigtige mand på posten«, skriver Tom Buk-Swienty i »Slagtebænk Dybbøl«. Sagen var, at den danske Novemberforfatning skulle omstødes - og det ville Monrad, som var nationalliberal, ikke høre tale om.
D.G. Monrad. - Intellektuelt var han kun en skygge af sig selv, og mentalt var han fuldstændig utilregnelig, skriver Tom Buk-Swienty. Den medicinske historiker Johan Schioldann-Nielsen har i en disputats vurderet, at D.G. Monrad var maniodepressiv. Med andre ord: Da det nationalt brændte på som aldrig før i Danmarks historie, havde landet en sindssyg mand til at lede sig. Sygdommen syntes at
blusse op, når Monrad kom under stærkt pres. Og det kom han i 1864. Da Prøjsen og Østrig i januar 1864 stillede et ultimatum om, at Danmark skulle trække den ny forfatning tilbage inden for 48 timer, kunne Monrad ikke beslutte sig - som så mange gange senere. Han blev »fortumlet i hovedet«, sagde han til en departementchef, som konkluderede, at Monrad »ikke længere er i besiddelse af sund dømmekraft«. Hans humør for op og ned i raketfart, og snart anbefalede han det ene og snart det andet. Nogle år senere brugte han selv begrebet »politisk svimmelhed«. - Ansvarets uhyre vægt tynger på tanken og forvirrer den, skrev han selv senere. Jens Nygaard jn@fla.de
LÆR OM SYDSLESVIG
FLENSBORG AVIS — Lørdag 14. september 2013 — 10 FOTOS: FLA
En dansk pige i en tysk skole
Paragraf fem FLENSBORG. Efter nederlaget i krigen i 1864 og afståelsen af hertugdømmerne helt op til Kongeåen var der stor tristhed i det nuværende Sydslesvig. - Stakkels, stakkels Slesvig. Hvornår vil det blive bedre, skrev den fremtrædende danske sydslesviger Gustav Johannsen lige efter krigen. De fleste slesvig-holstenere var heller ikke glade for situationen. De ville have haft deres egen stat, og nu blev de i stedet en del af Prøjsen. Det blev imidlertid anderledes, efter at den tyske stat blev en realitet i 1870/71. De fleste slesvig-holstenere så derefter krigene som en nødvendig forberedelse til den tyske samling. Danskerne i Nord- og Sydslesvig satte deres lid til den såkaldte Paragraf Fem i fredstraktaten efter den prøjsiskøstrigske krig i 1866. Her hed det, at »befolkningerne i de nordlige distrikter i Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive genforenet med Danmark«. Sydslesvigerne mente, at det også måtte gælde mindst Flensborg Håbet blev dog kort. I 1878/79 blev Prøjsen og Østrig enig om at slette løftet om en folkeafstemning. (FlA)
Sult under krigen FLENSBORG. Under 1. Verdenskrig lå de danske i Sydslesvig i dvale: Nogle blev arresteret af sikkerhedsmæssige grunde, ikke-tyske møder blev forbudt, og de fleste af mændene blev indkaldt. I 1917 og 1918 blev forholdene på hjemmefronten katastrofale. Værst gik det ud over arbejderbyen Flensborg, mens man ude på landet havde lettere ved at supplere de magre rationer. Smør og mælk var ikke til at få, og selv brød kneb det med på grund af den britiske blokade. Tyskland kom ned på en tildeling af 1000 kalorier om dagen. Det er under halvdelen af, hvad man behøver for at kunne overleve. 750.000 tyskere døde af sult. Til sidste bestod kosten næsten kun af roer og kålrabi. Det var meget almindeligt, at skolebørn bare havde en skive kålrabi indviklet i avispapir med i skole, og de frøs også hjemme, for kul og koks kunne heller ikke fås. (FlA)
Südermarkt i Flensborg omkring år 1900. På det tidspunkt var skiftet fra dansk til tysk allerede ved at være fuldbyrdet.
Hvordan en dansk by blev til en tysk by Historie. På 45 år - fra 1867 til 1912 - blev Flensborg forvandlet fra en by med dansk flertal til en helt overvejende tysk by. Byens traditionelle tyske sprogbrug blev en afgørende faktor. FLENSBORG. Efter krigen i 1864 og senere krigen i 1866 mellem Østrig og Prøjsen blev hele Sydslesvig og Nordslesvig en del af Prøjsen, og allerede i 1867 var der valg til den grundlovgivende forsamling. Det blev det første sikre fingerpeg om, hvordan det så ud med den nationale tilknytning. Det viste sig, at der var dansk flertal nord for en linje, der gik syd om Flensborg og nord for Tønder. Det er lidt paradoksalt på baggrund af, at Flensborg i dag er en tysk by og Tønder en dansk by. Det var kun mænd, der kunne stemme dengang, og de skulle være over 25 år. I Flensborg hed den danske kandidat Ahlmann, og han fik 52 procent af stemmerne. Det vil sige, at Flensborg tre år efter nederlaget i krigen stadig mestendels var befolket af mennesker, der anså sig selv for at være danskere. 45 år efter var der igen valg, og denne gang faldt der kun 456 stemmer på den danske side.
Med andre ord: På ganske få årtier var Flensborg blevet forvandlet fra at være en overvejende dansk by til at være en næsten helt tysk by.
Sproget var fra starten tysk Hvad var der sket? Det er helt klart, at tysk efter krigen blev det helt fremherskende sprog i både skoler og kirker, men historikere peger på flere andre forhold, som var medvirkende til, at Flensborg blev forvandlet til en tysk by. Det drejer sig blandt andet om, at byens opland mod øst, syd og vest helt overvejende var tysksindet. Og så drejer det sig nok så meget om, at byens sprog allerede fra gammel tid helt overvejende havde været tysk - i høj grad plattysk. I midten af 1880erne blev det skønnet, at der kun var cirka 3000, der havde dansk som hjemmesprog. Det var kun omkring ni procent af befolkningen. Efter krigen var der nogle enkelte familier, der bevidst skiftede det tyske hjemmesprog ud med dansk. - Men de fleste holdt fast i det tyske sprog, og eftersom nationaliteten blev stadig tættere knyttet til sprog og kultur, mistede de fleste af de gamle danske familier i Flensborg i løbet af en generation kontakten til danskheden, anfører historikeren René Rasmussen. Måske har den samme tendens som i Medelby også gjort sig gældende: Her øn-
skede de fleste at bevare deres gamle danske kirkesprog, mens de af hensyn til børnenes fremtid helst ville have tysk som undervisningssprog i skolerne. Der var også flere andre forhold, der trak i den samme retning. 1870erne var præget af en kraftig økonomisk vækst i den ny tyske stat, og det betød, at den mest velhavende del af borgerskabet i Flensborg blev meget interesseret i at samarbejde med tyskerne - og mere og mere så sig selv som tyskere. Samtidig betød opsvinget, at der kom flere industriarbejdere til byen, og de fleste af dem kom sydfra. Og endelig var der en del danskere, som vendte deres gamle hjemstavn ryggen for at prøve lykken andre steder. En del af dem rejste til Danmark, og andre satte kursen over Atlanten, hvor de fleste slog sig ned i landbrugsområder i midten af USA.
Det danske uddøde Mange af dem, der havde stemt dansk i 1867, gjorde det ud fra mindet om den gode tid før 1864 og baserede sig i høj grad på troskab mod den danske konge. Det var imidlertid holdepunkter, som ikke gik i arv til børnene og dermed uddøde med den gamle generation. Så da man nærmede sig 1. Verdenskrig, var det i Flensborg med en befokning, som ikke bare talte tysk - langt de fleste følte sig også som tyskere. Jens Nygaard jn@fla.de
En stor del af indbyggerne i Flensborg i dag har forfædre, der anså sig selv for at være danskere. Men det danske parti får i dag kun mellem 20 og 25 procent af stemmerne.
FLENSBORG. Fra 1871 fandtes der ingen offentlige danske skoler i Sydslesvig, og folkeskolen så det generelt som sin opgave at gøre eleverne til gode prøjsere. Der var fest i skolen, når den tyske kejser havde fødselsdag, og hvert år blev også Sedan-dagen fejret. Den skulle minde om Tysklands sejr over Frankrig i krigen i 1870. Der blev sunget tyske patriotiske sange - og dem skulle eleverne lære udenad. Det betød, at det var meget hårdt at være et dansk barn i den tyske skole. En af dem var Marie Elsbeth Miang. Hun gik i skole i Flensborg. - Jeg gruede hvert år for det øjeblik, da direktøren - som rektor hed kom ned i klassen midt i en time med en protokol under armen og stillede sig op foran katederet og spurgte højt: »Wer spricht dänisch zu Hause«, fortalte hun senere. Hele klassen vendte sig nemlig så om mod den lille Marie og sagde: - Die da. - Jeg rejste mig rystende, blodet skød op i mine kinder, hvorpå jeg fremstammede: Ich. - Jeg gruede hele året for det øjeblik, da jeg igen skulle stå til ansvar for mit hjemmesprog, fortalte hun. En enkelt af lærerne i klassen kaldte hende ikke ved hendes navn, som det ellers var sædvanen, men sagde kun: Die kleine Dänin. - Min skoletid i Flensborg var en lidelse for mig. Jeg var næsten bragt til at skamme mig over at være dansk. Jeg syntes, at de så ned på mig, og jeg var mange gange gråden nær, når for eksempel mor talte dansk til mig på gaden. Jeg rystede af skræk, når vi mødte en af vore lærere og bad mor så inderligt om at tale tysk med mig, fortalte den lille skolepige senere. Det ville moderen imidlertid ikke. - Du er en dansk pige, og det behøver du så sandelig ikke at skamme dig over, sagde hun I Flensborg undersøgte de tyske skolemyndigheder hvert år børnenes hjemmsprog. Skolen skulle virke fortyskende, og det krævede dengang meget mod og stor stædighed at vedblive med at være dansk. Jens Nygaard jn@fla.de
Lær om Sydslesvig
Flensborg Avis / lørdag den 22. marts 2014 / side 10
Mindretallet i tekst og tal Det danske mindretal udgør cirka ti procent af befolkningen i Sydslesvig. FLENSBORG. I gamle dage talte man ikke om Sønderjylland - men om Nordslesvig. Det var den nordlige del af det gamle hertugdømme, og mens landsdelen i dag har fået et andet navn, holdes der endnu fast i den gamle betegnelse Sydslesvig (på tysk: Landesteil Schleswig). Det er et område, der strækker sig fra den danske grænse i nord til floden Ejderen og Kielerkanalen i syd og fra Østersøen til Vesterhavet. Skønsmæssigt bor der i dette område omkring 500.000 mennesker, og de udgør igen lidt under 20 procent af den samlede befolkning i den tyske delstat Slesvig-Holsten. Det er en af de mindste tyske delstater, og det er et decideret udkantsområde, der stadig er præget meget af landbruget. Tidligere var der en del militær stationeret i Sydslesvig, men ligesom i andre lande har det tyske militær skå-
ret kraftigt ned i de seneste år. - Rent økonomisk havde det nok været bedre, om vi var blevet en del af Danmark ved afstemningen i 1920. Nu er vi et tysk udkantsområde, men hvis vi havde tilhørt Danmark, ville vi have været Danmarks port ned mod resten af Europa, sagde en tysk forretningsmand for en del år siden.
50.000 i mindretallet Det danske mindretal skønnes at udgøre cirka 50.000 mennesker - men det er svært at opgøre. Fælles for de almindelige mindretalsdanskere er det nemlig, at langt de fleste er tyske statsborgere, og det står enhver frit for at definere sig selv som enten frisere, danskere eller tyskere - el-
ler for den sags skyld en skønsom blanding. - Mindretal er, hvem der vil, er det blevet formuleret. Det er meget forskelligt, hvor stærkt det danske mindretal står rundt omkring i Sydslesvig. I for eksempel landlige områder ned mod Kielerkanalen er mindretallet ofte stort set ikke eksisterende, mens det udgør helt op omkring 20 procent i Flensborg og grænsebyen Harreslev. Ude vestpå er der mange frisere, men for eksempel øen Før har altid haft et ret markant dansk mindretal.
RESÜMEE
Die dänische Minderheit Der Landesteil Schleswig (Sydslesvig) streckt sich von der deutsch-dänischen Grenze im Norden bis zur Eider bzw. dem Nord-Ostsee-Kanal im Süden sowie von der Ostsee zur Nordsee. In diesem Gebiet leben etwa 500.000 Menschen. Die dänische Minderheit umfasst rund 50.000 Menschen - es fällt jedoch schwer, die genaue Zahl zu ermitteln. Weit die meisten sind deutsche Staatsbürger, es steht ihnen jedoch frei, sich selbst als Friesen, Dänen, Deutsche, oder eine Mischung zu definieren. Während die dänische Minderheit etwa in Flensburg oder Harrislee stark ausgeprägt ist, ist sie andernorts, z. B.
Bange for arbejdsløshed Som den tyske flertalsbefolkning er medlemmerne af det danske mindretal ofte bange for at blive arbejdsløse. I Flensborg siger de nyeste tal, at 11,1 procent er uden arbejde, og de tilsvarende tal i Slesvig-Flensborg og Nordfrislands amter ligger på 8,3 og 8,1 procent. Til sammenligning siger de nyeste sønderjyske tal, at mellem fem og syv procent er uden arbejde. Med til historien hører også, at en gennemsnitlig tysk lønmodtager kun får understøt-
telse i lidt over et år, hvorefter den står på den lave Hartz IV-ydelse. Så skal en enlig klare sig med omkring 800 euro om måneden - og det er svært, selv om priserne er lavere i Tyskland end i Danmark. Den danske uddannelsesstøtte er også betydeligt bedre end den tyske.
Danskerne har flere penge En del af befolkningen i Sydslesvig ernærer sig ved turisme, og danskerne er gerne sete gæster - blandt andet fordi de
ofte har godt med penge på lommen. De nyeste tal viser, at den gennemsnitlige slesvig-holstenske lønmodtager har omkring 1600 euro hver måned, efter at skatter og sociale bidrag er blevet betalt. Det giver lidt over 140.000 kroner om året. Den gennemsnitlige danske lønindtægt ligger over 50 procent højere - selv efter at den høje danske skat er blevet betalt. Jens Nygaard
Det danske mindretal er spredt ud over hele Sydslesvig, som her kortmæssigt er gengivet på en noget speciel måde. Der er stor forskel på, hvor stærkt mindretallet står forskellige steder - fra næsten ingen til cirka 20 procent.
De mange kommuner FLENSBORG. Lige nord for den dansk-tyske grænse har den danske kommunalreform betydet, at der nu ligger fire meget store kommuner, som udgør Sønderjylland. Det er Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Haderslev kommuner. Helt anderledes ser det ud i Sydslesvig. Her er der omkring 300 kommuner i amterne Slesvig-Flensborg, Nordfrisland og den nordlige del af Rendsborg-Egernførde. Flensborg er en undtagelse, fordi det er en selvstændig by uden et tilhørende landligt område - en såkaldt amtsfri by. Byen har 83.500 indbyggere og er derfor langt den største forvaltningsenhed, mens kommunerne er meget små. Ofte
har de kun en halvdagsansat borgmester, og for i det hele taget at få en nogenlunde effektiv størrelse at administrere, har de små kommuner ofte slået sig sammen i såkaldte amtsdistrikter. - Det er alt for små enheder. Vi må have en kommunalreform, har det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) sagt i mange år. Men de store tyske partier har ikke planer om at ændre noget. Iagttagere peger på, at de så vil gøre sig uvenner med deres partifæller i de små kommuner. Jens Nygaard jn@fla.de
jn@fla.de
(Arkivfoto)
De mange sprog FLENSBORG. Normalt følges sprog og nationalitet ad - men det er ikke altid tilfældet i Sydslesvig. Det helt almindelige hjemmesprog for det danske mindretal er tysk - som også kaldes højtysk. Det vil sige, at de børn, som starter i danske børnehaver og skoler, ofte først begynder at lære dansk, når de kommer i institution. Deres danske kaldes også ofte sydsles vigsk, fordi det er præget af tysk sprogtone og ordstilling. Kendt er også den gamle situation i Agtrup, der ligger i midten af Sydslesvig. I mange årtier var der her en del lokale beboere, som talte sønderjysk derhjemme - selv om de følte sig
sowm tyskere. Deres børn lærte så ofte plattysk og børnebørnene højtysk. I dag står sønderjysk meget svagt i Sydslesvig. Det skønnes, at hver fjerde taler plattysk godt. Det er et sprog, som stammer fra det gamle saksiske, og fra i mange år at have været ugleset, er det i dag i opvind. Dansk var i mange år ikke ret respekteret som sprog i Sydslesvig, fordi det i høj grad var underklassens sprog. Det har ændret sig, og man skønner nu, at der er rekordmange, der kan tale dansk i Sydslesvig. Jens Nygaard jn@fla.de