2 minute read
BRITISK NGO HENTER INSPIRATION FRA GHANA VENSKAB
from Håndslag / NOV 2020
AF INGER MILLARD
Det er altid en fornøjelse at kunne udveksle gode erfaringer og lære af andre organisationer, som arbejder med udvikling. Ghana Venskabs samarbejde med lokale partnere og tilgang til udvikling i Empowerment for Life programmet har inspireret den britiske organisation Tzedek til gavn og glæde for lokalbefolkningen, vore partnere, Tzedek og GV
Advertisement
Den britiske organisation Tzedek har arbejdet i Ghana i godt 10 år og har i en del af den periode arbejdet sammen med School for Life om efteruddannelse af lærere og med YEFLGhana om ung-til-ung fællesskaber mellem unge i Ghana og i Storbritannien. For et par år siden besluttede organisationen at omlægge deres samarbejdsform, og planen var at etablere en ghanesisk afdeling af Tzedek. De udstationerede en medarbejder for at løse denne opgave, og det førte til mange interessante samtaler mellem deres mand i Tamale, Charlie Tayler, og os fra GV-sekretariatet, når vi var på mission i Tamale. Charlie Tayler var meget interesseret i at høre om ’den danske model’ med samarbejde mellem en civilsamfundsorganisation i nord og lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer, der repræsenterer dem de arbejder for og med. Vi havde ikke svært ved at brænde igennem med vores entusiasme for det langvarige og tætte partnersamarbejde, som har tjent os så godt og har gjort, at vi har kunnet levere overbevisende resultater, modstå vanskelige tider sammen, og i dag står med nogle stærke, velrenommerede lokale partnerorganisationer og et velfungerende program. Det satte nogen overvejelser i gang hos Charlie, som fortalte sit bagland i London om det danskghanesiske samarbejde og foreslog at gå den vej, i stedet for at flyve ind nordfra og starte en afdeling af Tzedek i Ghana.
VI NÅR UD I ENDNU ET DISTRIKT
Vi fik mulighed for at fortælle mere om vores tilgang til partnersamarbejde til Tzedeks daglige leder, da hun var på besøg i Tamale samtidig med os fra sekretariatet. Kontakten fortsatte via skype, og deres bestyrelse besluttede så at indgå formelt samarbejde med GDCA og YEFL-Ghana om at replikere Empowerment for Life tilgangen i Tolon distriktet. Dermed når programmet ud i endnu et distrikt, og vi opnår flere positive resultater for befolkningen i Nordghana ved at kunne bruge det organisatoriske program set-up og metoderne i større skala.
Tzedek finansierer et distriktskontor i Tolon med field staff, og program teamet i Empowerment for Life deltager i planlægning, monitorering osv. ligesom i den del af programmet GV står for.
OM TZEDEK
Tzedek er en britisk jødisk organisation, som har sit udspring i mobilisering omkring Band Aid støttekoncerterne midt i 1980’erne og blev etableret i 1990 https://tzedek.org. uk/. De har aktiviteter i Ghana og i Indien. Foreningen drives fra et sekretariat i London
med 3 fuldtids- og 2 deltidsansatte, og har primært midler fra privat fundraising. COVID-19 krisen har givet Tzedek en
midlertidig nedgang i indsamlingen af midler og dermed overførsler til E4L programmet, men samarbejdet fortsætter.