3 minute read
PLANTEBASEREDE SOLBRILLER I TIDLØST DESIGN
Du kender måske James Ay fra Løvens hule, hvor de plantebaserede solbriller scorede en investering i 2022. Siden da er brandet vækstet med 150 % og har fuld fokus på at skabe så bæredygtigt en forretning som muligt. Impact har mødt en af de to stiftere, Torben Holt, til en snak om solbriller, bæredygtighed og drømmen om en fed hverdag.
HVORDAN FIK I IDEEN TIL AT SKABE PLANTEBASEREDE SOLBRILLER?
Jeg har altid haft en fetich for solbriller og er generelt drevet af lyst, så da jeg i 2019 stod og skulle starte noget nyt op, faldt valget på solbriller. Jeg er en del af en generation, der både har oplevet brug-og-smid-væk-kulturen og er vokset op med bæredygtighed som en selvfølgelighed, så for os er der ingen tvivl om, at det bæredygtige aspekt bare skulle være der.
HVAD BETYDER DET BÆREDYGTIGE ASPEKT FOR JER?
Vores solbriller er plantebaserede, og vi har en bæredygtige tilgang til alt, hvad vi gør, men det vigtigste for os er at lave et fedt produkt, som vores kunder kan bruge i mange år – og så kommer det bæredygtige oveni. Det mest bæredygtige, du kan gøre, er, at lave et produkt i høj kvalitet, der holder længe, så vi kører ikke med kollektioner, der kan blive udaterede. Vi er i stedet dedikeret til solbriller i et tidløst design, som folk kan se sig selv gå med i mange år. Vores solbriller skejer ikke for meget ud, men har samtidig nogle fede detaljer, farver eller stilmæssige opdateringer, der gør dem interessante. I dag har vi 15 forskellige styles, som kan fås i forskellige farver, så vi er oppe på 82 optioner i alt. Derudover er alle vores solbriller som udgangspunkt også kønsneutrale, så de kan bruges af alle køn.
HVAD ER SOLBRILLERNE LAVET AF?
De er lavet af et plantemateriale, der hedder bioacetat. Det består af træfibre, bomuldsfrø og celloluse, hvor sidstnævnte er det, der gør det stift. 90 % af materialet vil være omdannet til naturgasser efter kun 115 dage, mens resten omdannes til vand og biomasse (ifølge UN-EN-ISO 14855-2: 2018 standarden). Vi bruger acetat fra det italienske firma Mazzucchelli, der har deres fabrik i Shenzhen i Kina, hvor vi også har vores produktion, så vi slipper for at fragte materialet frem og tilbage. Derudover bruger vi OBE-hængsler af 60 % genanvendt metal, vores emballage er lavet af genbrugslæder og pudsekluden er lavet af aflagte plastikflasker. Glassene er det eneste, der ikke er bæredygtige. Endnu. Vi venter på, at der kommer en grønnere mulighed, end der findes på markedet i dag, for så længe, de ikke helt er der endnu, vil vi hellere vente.
ER DET VIGTIGT FOR JER AT VÆRE TRANSPARENTE?
Ja, vi vil gerne være et ærligt brand – både på bæredygtighed og alt muligt andet. Derfor fortæller vi tingene, som de, og vi bliver aldrig 100 % bæredygtige. Det er simpelthen umuligt. Men vi vil gerne give mere tilbage, end vi bruger. Derfor samarbejder vi for eksempel med den danske organisation Climaider, som planter et træ for os for hver solbrille, vi sælger. Det er vigtigt for os at give noget tilbage.
I 2022 VAR I MED I LØVENS HULE, HVOR I SIKREDE JER EN INVESTERING FRA CHRISTIAN ARNSTEDT. HVAD ER DER SKET SIDEN DA?
Vi har fået rigtig meget ud af samarbejdet med Christian Arnstedt. Det seneste år er vi vækstet med 150 %, og vi er rigtig glade for alt det, vi har opnået. I dag sælger vi vores solbriller gennem 200 forhandlere over hele verden – hvoraf 60 af dem ligger i Danmark. Det er typisk selvstændige optikere og design shops som for eksempel Dansk Arkitektur Center i København.
I HAR OPNÅET MEGET PÅ KORT TID. HVAD DRØMMER I OM, AT DER SKAL SKE
NU?
Vi er stadigvæk en forholdsvis lille virksomhed, der primært består af Daniel og jeg samt mine forældre, der er gået på pension og hjælper med at pakke i Fredericia. Vores drøm er at skabe en fed hverdag for os selv, og få nogle flere medarbejdere med ombord, så vi kan skabe en lille James Ay-familie.
Vi vil gerne lave en form for bonusordning til vores medarbejdere i form af en rejse, hvor medarbejderne skal hænge deres bonusdestination op ved deres skrivebord. Vi har follow the sun som en del af vores brandfortælling, og den vil vi gerne ud og forfølge endnu mere. Vi har ingen intentioner om at tjene 100 millioner, men vil bare gerne have en sund forretning, hvor vi med tiden kan give lige så meget tilbage til vores planet, som vi forbruger. Vi rammer ikke 150 % igen, men vi kommer også til at vækste i år, og ellers holder vi lige vejret og ser, hvordan markedet og den økonomiske situation i verden udvikler sig det næste stykke tid.
Billedkunstneren Anette Harboe Flensburg er især kendt for sin ”grundforskning” i rum, hvor hun med lys- og skyggespillene i de tomme, abstrakte interiører formår at fastholde det flygtige og skabe plads til en fænomenologisk refleksion over indholdet i vores virkelige verden. Hvad der startede med et nærstudie af et dukkehus er nu udvidet til et mangesidet wunderkammer i hendes seneste projekter.