1 minute read
DRIK MED ALLE SANSER (i behold)
De gode tider med sol og varme på terrassen/altanen nærmer sig, og når temperaturen stiger, skal vi selvfølgelig også tænke mere på væskebalancen. Men det behøver ikke automatisk være i retning af øl, vin og spiritus. På drinksfronten vælter det ind med gode bud på nye og spændende drikketrends og -alternativer.
Sunde og sukkerfrie cocktails
Low Carb bevægelsen er gået i krig med de traditionelle cocktails, der som regel er rene sukkerbomber. En tilsyneladende uskyldig gin-tonic indeholder fx typisk 20 g kulhydrater, mens en stor fadøl løber op i 12-13 g kulhydrater. Så vil du holde dig på den slanke side, er det en god idé at hente inspiration til low carb og sukkerfrie cocktails på fx madbanditten.dk og ravfood.com. Alternativt kan du holde dig til tør vin og champagne, hvor der ofte er mindre end 1 g kulhydrat pr. glas.
Drik dine grønsager
Radicchio, selleri, squash og andre ingredienser, der typisk er forbundet med velsmagende side-dishes til kødretten, bruges nu også i stigende grad til fantastiske cocktails. Grøntsager åbner især døren til mere ’dry’ og salte cocktails, og en lang række trendsættende bartendere har taget denne grøntsagsudfordring op ved at eksperimentere med unikke juicer, infusioner, fermenter og sirupper (fx sød kartoffelsirup og gumbobittere).
Rens kroppen og samvittigheden med rent vand
”For hver flaske Mananalu du drikker, fjerner vi én plastikflaske fra havaffaldet”, lyder det fra en ægte vandmand på mission. Jason Momoa (bedst kendt som Aquaman) har bestemt sig for at slå to fluer med et smæk. Ved at rense vandet og hælde det på uendeligt genanvendelige aluminiumsflasker, sparer han miljøet for mere plastaffald, og samtidig sørger han for – gennem et partnerskab med rePurpose Global - at fjerne plast fra havet.
Juice- og kombucha menuer
Selv verdens bedste restauranter er for længst gået all in med non-alkoholiske alternativer til de ellers obligatoriske vine. På alt lige fra Noma og Kiin Kiin til Wagamama kan du læske dig med friskpressede frugt-, grønsags- og urtejuicer, mens du nyder et udsøgt måltid. At der lægges lige så megen kærlighed i juicen som i vinen ses af det store og opfindsomme udvalg, men desværre også af prisen. På fx Noma koster en juicemenu i dag 1.300 kr., mens vinmenuen ligger på 1.800 kr.
Drik med øjnene Mad og drikke har altid været en kunstnerisk platform med plads til mange former for talenter og teknikker. Lige nu er det den ”multisensoriske” cocktailtrend der overskrider alle grænser. Masser af mixologer leder efter nye og innovative måder at fortælle en historie gennem deres kreationer med innovativ brug af alt fra røg og damp over gel eller skum til helt nye og uventede teksturelementer. Den klassiske mini-papirparasol kan forvente topkvalificeret konkurrence i 2023.