![](https://assets.isu.pub/document-structure/220308092138-d1408233b5bce3790ac218c0bedd1f9b/v1/7b3b6543c8c77c2e9b67d611732c947a.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
9 minute read
Formandens beretning
by GKF
FORMANDENS SKRIFTLIGE BERETNING
2021 blev en fortsættelse af året 2020, desværre. Igen måtte vi skiftevis arbejde hjemme og være på arbejde - med og uden værnemidler. Vi måtte igen navigere i et farvand, hvor dagligdagen var uforudsigelig.
At det lykkedes har medlemmerne af Gentofte Kommunalforening været store bidragsydere til på alle planer. Nogle vil synes, vi har set for lidt til hinanden, fordi der er blevet arbejdet meget hjemme, og nogle vil føle, at det er svært at komme tilbage igen.
Mundbind på og mundbind af – mundbind er blevet en del af vores hverdag, og coronapas skal vises stikprøvevis på arbejdspladserne. Endnu en ny ting der er kommet ind i vores hverdag, og som vi har lært at navigere i.
Vores normale generalforsamling for 2020 blev endnu en gang udskudt, og det samme blev vores normale generalforsamling, så de blev afholdt henholdsvis den 29/9 2021 for 2020 og den 12/10 2021 for 2021.
Det har på ingen måde været optimalt hverken for GKF eller for vores samarbejdspartnere. Men det har været det muliges kunst, og der er behov for, at der via vores vedtægter kan afholdes andre former for generalforsamlinger end ved fysisk fremmøde, når hele Danmark står over for et forsamlingsforbud over flere gange, og der samtidig ikke er udsigt til, at det forsvinder i nærmeste fremtid. Så må Gentofte Kommunalforening finde nye løsninger, så vi hele tiden sikre driften.
Det var en stor mundfuld at afholde det på denne måde, men det var det, som der kunne lade sige gøre i forhold til forsamlingsloftet, som hele tiden blev ændret.
Medlemsgåhjemmøder og sociale arrangementer har der ikke været afholdt i 2021 af samme grund - at vi ikke har kunnet samles. Derfor har vores undervisning af TR foregået som Teamsmøder. Alle tog det med godt humør, selvom det ikke var den ideelle undervisningsform – tak for det.
Der er har været en hel del medlemssager og problemer med lønforhandlingerne gennem 2021. Specielt har det været et stort spørgsmål, hvor forhandlingsretten er placeret. I de år, hvor jeg har siddet, har det altid været nærmeste leder, som har været den part, der forhandler, men flere og flere ledere sender lønaftaler til underskrift, som ikke har været forhandlet, og som de ikke selv har udarbejdet.
Det udvander det unikke forhandlingsøjeblik, som opstår når parterne mødes. Derfor vil Gentofte Kommunalforening gerne slå et slag for, at lønforhandlingerne igen bliver:
- at parterne finder et forhandlingstidspunkt og udveksler synspunkter inden forhandlingen.
- at der afsættes midler til lønforhandlingerne.
- at lederne fortæller medarbejderne, hvorfor de enten har fået en lønforhøjelse, eller fortæller, hvad der skal til for at få en lønforhøjelse. Det er ikke tillidsrepræsentanten, der har denne opgave. Det er en ledelsesopgave og en vigtig en af slagsen.
MED-systemet har vi også brugt meget tid på i Gentofte Kommunalforening. Og TRIO-arbejdet. En af de ting, som der gennem årene har været brugt rigtigt meget tid på fra både direktion, chef-leder forum og medarbejdersiden, er, at vi sammen skaber Gentofte Kommune og den arbejdsplads, vi er på.
Det har givet TR og FTR et langt større ansvarsområde, og med indflydelse følger der også et ansvar. Derfor har samarbejdet i TRIOERNE, tillidsrepræsentanten, arbejdsmiljørepræsentanten og ledelsen været et unikt omdrejningspunkt, når der var forandringer eller svære ting at tale om.
Når der er sagt samskabende, så er det noget, som alle har været en del af. Det var det, der gjorde Gentofte Kommune unik. Her var der handling bag ved og ikke kun pæne ord. I Hovedudvalget har der været lagt et stort arbejde for, at det skulle nå helt ud i de yderste kroge af organisationen.
TRIOERNE er en kæmpe fordel for os alle, og noget som skal prioriteres og passes på. Gennem årene er der kommet mere pres på både arbejdsmiljørepræsentanterne og på fælles/tillidsrepræsentanterne. Arbejdsdagen er blevet mere kompleks, og tingene går hurtigere i dag end for 10 eller 20 år siden.
Krænkelser og det psykiske arbejdsmiljø er nogle af de opgaver, som fylder meget. Arbejdsmiljørepræsentanten går ikke kun rundt og siger: ”Der mangler vist en gul og sort stribe på det dørtrin”. I dag handler det også om det usynlige arbejdsmiljø - nemlig det psykiske. I denne tid, hvor vi både arbejder hjemme og på kontoret, kan det give nogle konflikter. Hvor meget og hvor lidt skal man som medarbejder være det ene eller det andet sted. Der er blevet stillet mange spørgsmål gennem 2021. Også spørgsmål, som der ikke var taget stilling til, fra dem der i første omgang sidder og forhandler om, hvordan man skal forholde sig til dette eller hint. Simpelthen fordi lige netop den situation var der ikke tænkt på, men sammen bliver vi klogere.
Klogere er Gentofte Kommunalforening også blevet sammen med resten af de faglige organisationer og direktionen gennem endnu et år med mange udfordringer. Vi har lært, at vi kan stå sammen, og at kommunen er blevet driftet, selvom medarbejderne har været spredt for alle vinde. At alle igen har taget et kæmpe ansvar for, at det nok skal lykkes, og at borgerne nok skal blive betjent på bedste vis.
Mange fra Gentofte Kommunalforening har været en del af den kritiske medarbejderstab, som har skullet være på arbejde uanset, hvordan verden så ud. Ikke en eneste gang har der været en, der har ringet og sagt, at det vil jeg ikke være en del af. Det er bare flot og tak for det.
I 2021 havde vi overenskomstforhandling. Normalt plejer overenskomsten at være underskrevet og trykt på nuværende tidspunkt, men vi er ikke blevet færdige med redigeringen af det forhandlede endnu.
Det har været uenighed om fortolkning og ordlyd mellem Kommunernes Landsforening og Gentofte Kommune/Gentofte Kommunalforening. Vi skal nok blive færdige, men det har bare taget meget lang tid denne gang. Ikke kun for os, men også for mange af de andre fagforeninger.
Jeg glæder mig til at have den trykte overenskomst i hånden, og til at den gerne skulle træde i kraft pr. 1. april 2022 – det er jo lige om lidt. Og det ville også være dejligt, hvis blækket var blevet tørt inden den næste overenskomstforhandling i 2024…
2021 blev også året, hvor der blev sagt farvel til vores kasserer Cliff Beckmann og til vores redaktionssekretær Lisbet Elkjær efter mange års arbejde i bestyrelsen. I stedet kom Hanne Gearlan og Sussie Breimheim ind i bestyrelsen. Både Hanne og Sussie har været tillidsrepræsentanter i mange år og har en solid baggrund i forhold til at være med i bestyrelsen.
Hanne overtager endvidere arbejdsopgaven med at være redaktionssekretær for vores blad.
Jane Christensen opstillede og blev valgt til kasserer på generalforsamlingen 2021. Dette er en ny post for Jane, men jeg er sikker på, at Jane vil løfte opgaven og blive en god kasserer for Gentofte Kommunalforening.
Peter Kromann trådte af som næstformand ved konstitueringsmødet efter generalforsamlingen 2021. I 15 1/2år har Peter være min næstformand. Det er en lang arbejdsrelation, hvor vi har stået sammen omkring Gentofte Kommunalforening. Det har været spændende at være på denne arbejdsmæssige rejse sammen, og jeg har været meget glad for samarbejdet.
Gitte Klinch Andersen overtog posten som næstformand efter Peter Kromann ved konstitueringen. Gitte har også mange års erfaring som tillidsrepræsentant og har mod på at løfte opgaven efter Peter og gøre Gentofte Kommunalforening relevant også i fremtiden.
Jeg glæder mig til at samarbejde med den nye bestyrelse og få alle deres kompetencer i spil til gavn og glæde for Gentofte Kommunalforening. Og jeg håber på, at det bliver nemmere at mødes fysisk i 2022, end det var i 2021.
For der er brug for fysiske møder. Både til at have vores sociale arrangementer men også til at få lavet nogle gode gå-hjem-møder, hvor der kommer til at være spændende og relevante emner på programmet.
Måske har du et emne, som du tænker ville være godt at tage op som gå-hjem-møde, så skriv en mail til: gkf@gentofte.dk
Den 15. oktober var der 150 års fødselsdag for arbejderbevægelsen, som blev fundamentet for de fagforeninger, der findes i dag. Nok ikke mange tænker på, at der tidligere er taget nogle store kampe om de ansattes rettigheder. Rettigheder, som vi i dag tager for ganske givet, men som tidligere var store problemer. Tak til de arbejdere, der har sørget for, at vores arbejdsliv på så mange punkter er lettere end for 100 år siden.
Gentofte Kommunalforening er en gammel fagforening, snart 116 år. Det forhindrer os ikke i at ønske, at vi altid vil være relevante for vores medlemmer og være med til at sikre, at vores medlemmer får gode arbejdsvilkår, og at vi har den bedst mulige overenskomst.
Derfor er det også vigtigt, at vi er så mange som muligt i fællesskabet Gentofte Kommunalforening, og vores bedste ambassadører er vores medlemmer.
Du kan som medlem være med til at gøre en forskel. En forskel på, om din kollega får den rette hjælp, når de står med et problem, som hører under fagforeningen. Det kan du gøre ved at fortælle om Gentofte Kommunalforening og dit eget medlemskab og invitere din kollega med ind i GKF. Og tak fordi du er medlem, det er Gentofte Kommunalforening glad for – det betyder, at du har valgt fællesskabet til.
I november måned blev der valgt en ny kommunalbestyrelse, og vores borgmester Michael Fenger blev valgt som borgmester for Gentofte Kommune. Spændende bliver det at se, hvad den nye kommunalbestyrelse beslutter, og hvordan det skal udføres. Jeg er sikker på, at der ligger en spændende tid foran os alle sammen med både nye og gamle arbejdsopgaver. Og i Gentofte Kommunalforening glæder vi os til samarbejdet.
En stor tak skal der lyde til alle vores samarbejdspartnere, både de interne og de eksterne, alle husket – ingen glemt. Vi sætter meget stor pris på, at I er en del af den hverdag, som er vores. Hver eneste dag bliver vi klogere og smartere sammen. Store og små problemer bliver løst til gavn for vores medlemmer. Så Gentofte Kommunalforening glæder os til at fortsætte det gode samarbejde også i 2022.
Året 2021 er slut, og 2022 er begyndt. Jeg er sikker på, at det bliver et godt år for Gentofte Kommunalforening - alle i bestyrelsen og på kontoret står klar i arbejdstøjet - klar til at tage fat.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/220308092138-d1408233b5bce3790ac218c0bedd1f9b/v1/adcc9ecc175f119dd2c5afc715124ab9.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
Vibeke Bredsdorff Sørensen formand