Stor oplevelse på en mørk og trist novemberdag

GKF havde indbudt medlemmernes børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre til en oplevelsesrig eftermiddag.

Da vi så invitationen i GKF-bladet, var vi ikke i tvivl – børnebørnene skulle opleve Sebastian live.

Aldersgrænsen var 11 år, og det passede så ganske fint med, at vi kunne dele børnebørnflokken, så de tre på hhv 8, 10 og 11 år kunne komme med, mens de tre teenagere……….ja, vi finder på noget andet med dem en anden dag.

Den herligste duft af nylavede popcorn trak os op i Rådhushallen, hvor børnene blev trakteret med varme popcorn, cacao og juice.

Ingen tvivl - Sebastian er en fantastisk formidler og fortæller, men det ved de fleste sikkert allerede fra fjernsynet. Men at se ham stå på scenen i Rådhushallen og have børnene i sin hule hånd fra første fløjt – ja, det var en oplevelse.

Måske skal det lige tilføjes, at vi voksne også var grebet, levede med og fik et godt grin. Nå ja, og jeg selv en forskrækkelse, da jeg pludseligt og uventet fik en slange lige hen foran ansigtet.

Sebastian startede med at fortælle en sjov historie fra da han var på opgave i Afrika. Han skulle lave et indslag om elefanter, og selvom elefanter er meget store dyr, var det altså ikke nemt at finde dem på savannen, men det lykkedes heldigvis.

Og mon ikke børnene skreg af grin, da Sebastian sagde, at han havde tisset en lille smule i sine underbukser, fordi elefanten havde jagtet ham, da han var uopmærksom.

Efter denne historie skulle Sebastian bruge et barn, der ikke var bange for dyr – ingen dyr overhovedet.

Fingrene røg i vejret, og Sebastian valgte en frygtløs fyr yderst til højre i salen.

Så første modige dreng på scenen var Jakov.

”Stå lige her, kig lige ud, ikke til siden, kun lige ud og hænderne frem foran dig”, sagde Sebasti an. Jakov stod ret op og ned, og vi ventede spændt på, hvad der skulle ske.

Så tog Sebastian noget op fra en kasse – en slange – og Jakov stod jo med ryggen til, så han var uvidende om, hvad Sebastian stod og viftede med bag ryggen på ham.

Et øjeblik efter lagde Sebastian en slange på omkring 1 meter i armene på Jakov, som bare stod helt stille og kiggede.

”Er der nogen, der ved, hvad det er for en slange?” Ingen børn råbte op, men mange rakte bare fingeren i vejret. Fantastiske unger.

”Er det ikke en python-slange?”, spurgte Mathias, da han blev peget på.

”Jo, men hvilken python-slange?” – den var værre. Ingen svar.

”Det er en kongepython”, sagde Sebastian, ”og det kan man se på de flotte farver og det flotte mønster, den har ned ad ryggen”.

Jakov stod bare helt stille med slangen i armene og kiggede. Nej, hvor var han sej.

Herefter skulle Sebastian bruge én, som IKKE havde taget slips på i dagens anledning.

Igen røg en mindre skov af fingre i vejret, og valget faldt på vores eget barnebarn Mathias på 10 år, som blev trukket op på scenen.

”Kig lige ud, ikke til siden, se kun lige ud” – og pludselig satte Sebastian en lille øgle på Mathias’ blu se, hvor den skulle agere slips.

Igen blev børnene spurgt ”Hvad er dette så for en lille fætter?”

Uh, ingen vidste det, men det var en lille skægagam.

Mathias så først lidt betuttet ud, men da han så, hvad det var, Sebastian satte på ham, var han helt cool.

Det skal siges, at i sommer holdt Mathias en anden skægagam, som hed Preben, da vi var i Krokodillezoo på Falster.

En skægagam er en lille øgle, som har et meget behageligt temperament, stort set aldrig bider og derfor egner sig derfor særdeles godt til børn, der gerne vil havde et lille krybdyr som kæledyr.

Efter pythonslange og skægagam skulle vi hilse på et meget lille livligt dyr – en mus med navn Herkules. Et imponerende navn til en lille mus.

Til nummeret med Herkules skulle Sebastian bruge to børn – det blev kønne, lyshårede Liv og charmerende Charlie, som skulle stå på scenen ved siden af hinanden og vinke til publikum, mens Sebastian hentede Herkules.

Liv og Charlie blev stille overfor hinanden og fik hver et bånd om hovedet. Mellem hvert bånd var der spændt en halv meter, sort ”line”.

Herkules blev sat på midten og skulle så gå over til den, han syntes var kønnest – det var ikke nemt. Herkules gik først mod Liv, så mod Charlie, så mod Liv og så mod Charlie igen, for endnu en gang at få over mod Liv. Han kunne bare ikke bestemme sig, for de var jo kønne begge to.

Til sidst opgav Sebastian at få Herkules til at vælge side, og skulle så have Herkules ned i sin kasse igen – men han fik meget snedigt viklet Herkules ind i Liv’s lange, lyse hår og havde et stort mas med at få den stakkels mus ud igen. Liv tog det helt roligt, og salen morede sig.

Så var vi nået til sidste nummer. Der blev sat to stole frem med en spand på hver, som begge –en rød og en blå – stod med bunden i vejret.

Mathias så først lidt betuttet ud, men da han så, hvad det var, Sebastian satte på ham, var han helt cool.

Musen Herkules blev sat under den blå spand og skulle så trylles over under den røde spand. Dette kunne kun ske med absolut ro i salen og Sebastian i total trance. Det var meget dramatisk. Desværre blev nummeret afbrudt, fordi Sebastian kom ud af trancen, fordi en voksen i salen grinede – det var der vist flere, der gjorde, for den dér trance kan slet ikke beskrives!

Men ”hende damen med brillerne på anden række” fik – under stor latter – besked på at være stille og opføre sig ordentligt, og forestillingen kunne fortsætte.

Sebastian kom heldigvis ind i en ny formiddabel trance, og ”hokus, pokus, filiokus, filihankat” var Herkules mirakuløst tryllet fra den blå og over under den røde spand.

MEN ak, børn lader sig altså ikke sådan snyde (og slet ikke, når Herkules samtidig havde skiftet farve fra grå til hvid), hvorfor vores Mathias uden tøven fortalte Sebastian, at det var snyd, og at han gerne ville have Sebastian til at løfte den blå spand, så vi alle kunne se, at Herkules stadig var under den blå spand. ”Siger du, jeg lyver?”, spurgte Sebastian Mathias.

”Ja, det gør jeg”, svarede Mathias, og de andre børn stemte i.

Efter en del ping-pong med børnene om at lyve - og han lovede dem faktisk ekstra store julegaver fra deres forældre, hvis han løj, og han ville give en undskyldning, hvis Herkules faktisk stadig var under blå spand – ja, så fik han lettet på spanden, og selvfølgelig sad Herkules nok så fint under spanden.

Stor latter, da han måtte se sig ”slået”.

Han kan altså noget, ham Sebastian.

Til slut kunne børnene få taget selfies/billeder sammen med Sebastian, mens de holdt python-slangen. Der blev også skrevet mange autografer.

Da vi sagde farvel, fik børnene en slikpose og et spil kort med hjem.

Sikke en dejlig eftermiddag –men hvor var det synd, at ikke flere havde fundet tid til at komme og opleve Sebastian Klein for fuld udblæsning.

Af Jacqueline A. Erichsen