Skive Ny Kunstmuseum - udstillingskatalog

“We inhabit the skeletal roller coasters, desiccated waterslides, stilled ferris wheels, slowed train tracks, and baby flyers poised for flight in Mie Olise’s The Exquisite Capabilities of The Flying Carpet as we might inhabit the days of abandonment. Hers are the places from whom one, or many, have removed their thoughts, their desires, and transferred them elsewhere. Objects turn to stone. Veins contract. Skin freezes. One becomes cold here. Neglect, faded colours, faded glory, manifest themselves as if unkempt, unwashed hair, an unwashed body. Movement has ceased.

Presence, left behind, is happened upon. Rendered, built, it is constructed as much through the layering of thick planes of creamy browns, blacks, grays, pinks and reds, as through the assembly of worn slats of wood, as through series of temporal frames. In these practical signs of abandonment there is no rancor, no rage, only the precarious-state-of-things, found inthe-midst”.

“Vi indtager skeletagtige rutsjebaner, udtørrede vandrutsjebaner, tavse pariser hjul, sløve togskinner og små svævende babyflyvere i Mie Olises The Exquisite Capabilities of The Flying Carpet på samme måde, som vi bebor dagene, hvor vi forlader tingene og stederne omkring os. Her er stederne, hvorfra en eller mange har taget deres tanker, deres inderste ønsker for at føre dem andre steder hen. Genstande bliver som forstenede.

Blodårer trækker sig sammen. Huden fryser – og man bliver ramt af kulden her. Forsømmelse, falmede farver, visnet storhed viser sig tydeligt, som var der tale om uvasket hår eller en uvasket krop. Bevægelser er blevet bremset.

Tilstedeværelse fortoner sig i en fjern fortid. Gengivet, bygget og konstrueret lige så meget gennem de forskellige lag og planer af lyst brunt, sorte, grå, lyserøde og røde farver som gennem bunken af brugte trælister og serier af tidsmæssige rammer. I disse konkrete tegn på svigt og bortrejse er der ingen bitterhed eller had, ingen vrede, kun tingenes vaklen og usikre tilstand, midt i det hele”.

Tina DiCarlo Independent writer and former curator for MoMA, New York.

Published by SNYK Skive Ny Kunstmuseum on the occasion of the exhibition: The Exquisite Capabilities of The Flying Carpet 25 September - 22 November 2009 Editor SNYK Skive Ny Kunstmuseum / Mie Olise

Udgivet af SNYK Skive Ny Kunstmuseum i forbindelse med udstillingen: The Exquisite Capabilities of The Flying Carpet 25. september - 22. november 2009 Redaktion SNYK Skive Ny Kunstmuseum / Mie Olise

translation Jørgen Eriksen

oversættelse Jørgen Eriksen

Typeface Futura and Univers

Font Futura og Univers

Paper 200 gr. Silk FSC Printed and bound Skive Offset Photographer Ole Geerthsen Cinematographer videos Simon Ladefoged

Papir 200 gr. Silk FSC Tryk og binding Skive Offset Fotograf Ole Geerthsen Filmfotograf videoer Simon Ladefoged

Cinematographer 8 mm film Armin Mobasseri

Filmfotograf 8 mm film Armin Mobasseri

Sound and composition videos Goodiepal

Lyd og komposition videoer Goodiepal

All works Courtesy Mie Olise Copyright 2009 SNYK Skive Ny Kunstmuseum and authors Copyright 2009 all works Mie Olise Graphic design Goodmorning Technology / Ida Marie ISBN 978-87-89762-33-3 Mie Olise would like to thank SNYK Skive Ny Kunstmuseum: Rasmus Vestergaard, Mette Dyrberg, Randi Woxholt, Børge Jensen and Jens Østergaard Nobert Witte, Tina DiCarlo, Oliver Thirschsky, Anabelle de Gersigny,

Alle værker Venligst stillet til rådighed af Mie Olise Copyright 2009 SNYK Skive Ny Kunstmuseum og forfattere Copyright 2009 alle værker Mie Olise Grafisk design Goodmorning Technology / Ida Marie ISBN 978-87-89762-33-3 Mie Olise takker SNYK Skive Ny Kunstmuseum: Rasmus Vestergaard, Mette Dyrberg, Randi Woxholt, Børge Jensen og Jens Østergaard Nobert Witte, Tina DiCarlo, Oliver Thirschsky,

Ida Marie Nissen, Martin Rosengaard, Mette Moestrup,

Anabelle de Gersigny, Ida Marie Nissen, Martin Rosengaard,

Johan Albrecthsen, Simon Ladefoged, Armin Mobasseri,

Mette Moestrup, Johan Albrecthsen, Simon Ladefoged,

Goodiepal, Ole Geerthsen, Lene Lavtsen, Asser Munch, Barbara Davis, Alex Duve, Ole & Lise Kjærgaard, Lærke Olise Kjærgaard, Jakob Keller, Frederikke Aagaard, Lene Nørgaard, Mia-Nelle Drøschler, Ida Kvetny, Maria Kai, All Skowheganers, Tamy Ben-Tor, Miki Carmi, Katherine Bradford,

Armin Mobasseri, Goodiepal, Ole Geerthsen, Lene Lavtsen, Asser Munch, Barbara Davis, Alex Duve, Ole & Lise Kjærgaard, Lærke Olise Kjærgaard, Jakob Keller, Frederikke Aagaard, Lene Nørgaard, Mia-Nelle Drøschler, Ida Kvetny, Maria Kai, All Skowheganers, Tamy Ben-Tor, Miki Carmi, Katherine Bradford,

Hasan Elahi, Ester Partegas, Ernesto Pujol,

Hasan Elahi, Ester Partegas, Ernesto Pujol,

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse,

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse,

NES, JP Fonden, Peter Larsen Kaffe This publication is supported by: The Danish Art Council

NES, JP Fonden, Peter Larsen Kaffe Denne publikation er støttet af: Statens Kunstråd

01 COLLAPSE AND INTERPRETATION - ENDEAVOURS INTO THE REAL KOLLAPs OG TOLKNING - BESTRÆBELSE PÅ DET REELLE

Rasmus Vestergaard

02 Allegories of Ruins and the Inevitable Utopias of Abandonment Allegorier over Ruiner og de Forladte Steders Uundgåelige Utopier

Tina DiCarlo

03 Paintings / malerier Flying Carpet, Butterfly, Spider, Jet Star 2, Babyflyer, Watergame 04 The Visual Re-Interpretation of Lost Paradise by Mie Olise Mie Olise & den visuelle genfortolkning af Det Tabte Paradis

Oliver Orest Tschirky

05 Videos / videoer 06 Structure / konstruktion 07 Interview / interview Anabelle de Gersigny

SNYK Skive Ny Kunstmuseum, 2009

INTRODUCTION It is a great pleasure for SNYK Skive Ny Kunstmuseum, to present a solo exhibition with one of the most prominent and talented young artists on the Danish artscene: Mie Olise.

As the exhibition THE EXQUISITE CAPABILITIES OF THE FLYING CARPET clearly shows, Mie Olise works within the fields of architecture, installation, painting and new media. Crossing the borders between the different artistic categories, her very personal artworks are marked by a characteristic nerve and a dynamic energy. The figurative language that she employs is spontaneous, sensuous and powerful. The artworks are based on a subtle and fascinating double vision where the rough and potent quality of her works is held in check by a clear focus on the sensuous nuance of the detail. Or in other words, Mie Olise aims at an artistic expression where the world is put forward in a refined mixture of expressive wildness and delicate strength.

An abandoned and deserted amusement park in East-Berlin is the starting point for the artworks which are on display in this exhibition.

In that sense THE EXQUISITE CAPABILITIES OF THE FLYING CARPET is characteristic of Mie Olise’s main objective, since abandoned buildings and constructions are predominant motifs in her artistic production. Several of her projects have their starting point in places where the original idea has shrunk, and where the fundamental narration – or utopia – has vanished. In her work Mie Olise seeks the romantic - melancholic energy of ruinous decay and she uses this energy to create a new meaning.

SNYK Skive Ny Kuntmuseum, constantly seeks to exhibit new expressions from the contemporary artscene. At the same time the museum pays special attention to the figurative and neo-realistic art of today.

Art that offers an expression or a practice which is deeply rooted in a structural and relational relationship to the physical reality that surrounds us, to the surrounding society. Over the most recent years

the museum has managed to establish a collection of contemporary Danish paintings. With Mie Olise’s exhibition the museum presents a young artist who, through her works, suggests new ways of looking at the world, and who tries to introduce new and different ways of understanding the time and world we live in. Thus, Mie Olise’s artistic project is very much in line with SNYK’s profile and main interest.

Having this publication in mind, SNYK Skive Ny Kunstmuseum, wants to thank the writers Tina DiCarlo (US), Oliver Orest Tschirky (CH) og Anabelle de Gersigny (UK). Their articles not only offer an insight into – and a perspective on – Mie Olise’s artistic world. They also underline the international connection and the broad view that characterizes her art and her practice. We would also like to express our thanks to: Statens Kunstråd Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Niels Wessel Bagges Kunstfond Skowhegan Artist Residency JP Fonden Peter Larsen Kaffe who all have supported Mie Olise in her work. Last but not least a warm thanks to Mie Olise for an inspiring collaboration and not least for the unique artworks that she has created with the exhibition at SNYK in mind. It is a great pleasure for the museum that now, after having exhibited in Germany, England and the USA, Mie Olise can show her artworks to a Danish audience.

Rasmus Vestergaard Director, MA

introduktion Det er en fornøjelse for SNYK Skive Ny Kunstmuseum at kunne

samtid, vi lever i. Dette kunstneriske projekt knytter Mie Olises kunst

præsentere en soloudstilling med et af de mest markante talenter på

nært til SNYK Skive Ny Kunstmuseums arbejdsfelt.

den unge, danske kunstscene: Mie Olise.

I forbindelse med denne publikation ønsker SNYK Skive Ny KunstSom udstillingen THE EXQUISITE CAPABILITIES OF THE FLYING

museum at takke skribenterne Tina DiCarlo (US), Oliver Orest Tschir-

CARPET viser, arbejder Mie Olise i et kunstnerisk krydsfelt mellem

ky (CH) og Anabelle de Gersigny (UK). Deres artikler giver ikke

arkitektur, installation, maleri og new media. På tværs af de kunst-

blot et indblik i og perspektiv på Mie Olises kunstneriske univers.

neriske medier emmer hendes særdeles personlige værker af en

De understreger endvidere den internationale forankring samt det

karakteristisk nerve og dynamik. Det figurativt orienterede formsprog

udsyn, der præger hendes kunst og virke. Ligeledes skal rettes en

er umiddelbart, sansemættet og kraftfuldt. Værkerne udtrykker en

stor tak til:

fascinerende dobbelthed, hvor deres grove, potente natur holdes i skak af et tydeligt fokus på nuancens sanselighed. Mie Olise tilstræ-

Statens Kunstråd

ber et billedkunstnerisk udtryk, hvor verden vælter frem i en blanding

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

af ekspressiv vildskab og forfinet styrke.

Niels Wessel Bagges Kunstfond Skowhegan Artist Residency

Et forladt tivoli i Østberlin danner afsæt for værkerne, der indgår i udstillingen. THE EXQUISITE CAPABILITIES OF THE FLYING CAR-

JP Fonden Peter Larsen Kaffe

PET er i den forstand karakteristisk for Mie Olise, idet et gennemgående interessefelt for hende er forladte bygninger og konstruktioner.

der har støttet Mie Olise i hendes arbejde. Og endelig en stor og

Flere af hendes projekter tager deres afsæt i steder, hvor den op-

varm tak til Mie Olise for et inspirerende samarbejde og ikke mindst

rindelige idé er svundet ind, hvor den bagvedliggende fortælling

for de enestående værker, hun har skabt specifikt til udstillingen på

– eller utopi – er borte. I sit arbejde søger Mie Olise forfaldets

SNYK Skive Ny Kunstmuseum. Det er en glæde for museet, at Mie

(ruinens) romantisk melankolske energi og anvender denne energi

Olise efter en række udstillinger i Tyskland, England og USA nu kan

til at skabe ny betydning.

vises til et dansk publikum.

SNYK Skive Ny Kunstmuseum søger konsekvent at vise de nyeste billedudtryk. Samtidig har museet et særligt fokus på den figurative, nyrealistiske samtidskunst. En kunstnerisk formgivning eller praksis, der udspringer af et strukturelt, relationelt forhold til den faktiske virkelighed, til det omgivende samfund. Her har museet de seneste år opbygget en samling af dansk nutidsmaleri. Med Mie Olises udstilling præsenterer museet en ung billedkunstner, der med sine værker byder ind med nye måder at se verden på og dermed sø-

Rasmus Vestergaard

ger at åbne for nye, anderledes forståelsesrammer i forhold til den

Museumsleder, mag.art

COLLAPSE AND INTERPRETATION - ENDEAVOURS INTO THE REAL KOLLAPS OG TOLKNING - BESTRÆBELSE PÅ DET REELLE

rasmus vestergaard

01

COLLAPSE AND INTERPRETATION ENDEAVOURS INTO THE REAL Rasmus Vestergaard

Mie Olise’s artwork consists of both decay and reconstruction. The spectator is put into an undecided position. Are the sketchy motifs dissolving, are the cars of the fairground carousel running so fast that they splinter, are the splashes of paint signs of dissolution? Or, are the motifs arrested in time to show their movements, arrested in an attempt to catch and grasp the actual structure of an intensified moment? The answer is obvious – and at the same time out of reach.

Mie Olise’s artwork offers a twofold journey. A journey to the land of recollection. A journey to the present moment. Her works lead us in two directions and are nourished by the inevitable clash between expectations and reality.

Using a deserted and decayed amusement park from East Berlin, Spreepark, as her starting point, Mie Olise embarks on a twofold journey. We all know the rush from the roller coaster, the sound of enthusiastic squeals, the sweet smell of candy floss, the inner thrill of excitement. Memories (both good and bad) are awakened when the word “funfair” are mentioned. We remember ourselves as children in a carefree universe. These expectations and memories are exactly what initiate the journey. However, the clash between this journey and the other one – the journey into the real world – is marked evidently. The funfair has been deserted, the amusements have been damaged, broken windows, silence prevails.

Initially the difference between recollection and reality is expressed through a feeling of melancholy that relates to the loss of the whole idea behind the amusement park. This feeling of melancholy is expressed most evidently in the video production MELANCHOLIC NOISE. In this work the handheld camera examines the reality that the decayed buildings and amusement activities represent with an

almost insisting voyeurism. The camera captures the melancholic atmosphere and the physical condition of the place which is present in both the soundtrack and cine camera quality of the video. But at the same time the camera seems to question the present logic of the wrecked amusements – and the ideas behind them. This “archeological experiment of the senses” creates a thematic framework for the other works in the exhibition.

Mie Olise often works with projects that are based on a single concept that embraces the whole process of different artistic activities.

Although all the works are autonomous, they also affect and enrich each other. The impressions and the different moods that MELANCHOLIC NOISE seems to pass on to the spectator are vigorously revived through a poetic logic that motivates the paintings and defines the constructive rules that apply to the gigantic structure COLLAPSING/RISING. Free and independent of the original setting. The actual funfair in Berlin is secondary. It offers an opportunity to move on.

To reach something which is real, something with a deeper meaning. Spreepark is a conceptual starting point that ignites the clashes and the confrontations that create the energy in Mie Olise’s artwork.

The contrast between our recollection (where we were) and our present reality (where we are now) is the crucial factor. Through a very concrete investigation, Mie Olise moves into decayed territory to register the difference between the original thoughts and idea and a present now. Accordingly she changes her way of looking at the world, and subsequently, in her paintings and constructions, she tries to reconstruct a new meaningful reality.

Mie Olise’s figurative language is very spontaneous, sensuous and powerful. She captures energy and holds the rough and potent quali-

ty of her works in check by focusing on the nuance of the detail. In the almost realistic paintings she aims at an artistic expression, where different worlds are put forward in a refined mixture of expressive wildness and delicate strength.

The abandoned place, which now presents itself as a transformed structure, is interpreted as a radically different reality. Mie Olise penetrates this reality, longing to find the essence of the real, the authentic quality of the present place. This endeavour makes it possible to relate Mie Olise’s artistic project to what can be characterized as a “neo-realistic approach”. Having this neo-realistic approach, the artistic process is based on a structural and relational relationship between reality and art. The neo-realistic art creates a dialogue with our present reality by offering different ways of looking at the world and by establishing a dialogue with the viewer. By focusing on the neglected sides of life, we are given the opportunity to see the world again. Although this artistic practice has reality as its main objective, it does not necessarily seek congruency or resemblance between art and reality. The purpose is to maintain a focus on what is real and what is meaningful. Thus, what is real can and will not be uncovered or revealed in a spontaneous form based on “copying” the world. The real has to be a constructed and created extract.

The realistic practice is not tied to time and style, but has to be seen as a critical strategy which can be used to create an extract of reality – from an object or from any given context. It would limit the potential forces of realism if it was defined as an attempt to analyze, decode and interpret the physical world in relation to a political or religious definition of “truth”. The real is far more integrated in the new story, the new narration which is constructed by the artwork. The real is an interpretation of reality and it is a product of the dynamic interchange between object (the world) and subject (the artist).

This quest for meaning is an important element in Mie Olise’s artistic project. Several of her projects – including THE EXQUISITE CAPABILITIES OF THE FLYING CARPET – have their starting point in a world where the fundamental truth, what you believed in then, has literally shrunk. People have moved, are gone, do not use the place any longer. The original stories that should carry these places into the future and support our search for meaning do not make sense anymore. It is tempting to see the parallels between the collapse of the EasternEuropean systems and the decay of the fun fair, but this is just one way to approach Mie Olise’s project.

The artworks express a persistent search for a new meaning. How do we meet and comprehend our immediate surroundings, how do we choose our motif, how do we get access to the true, meaningful layers of reality? Mie Olise’s strategy is to unfold the real within reconstruction. The demolished places are rebuilt according to a new systematic order, a new constructive idea, where the meaningful fragments, which the past holds, are recaptured. But not to create a complete whole where the original balance and coherence is re-established. In the artworks this is expressed by means of an expressive and sketchy touch which contradicts the urge to find new absolute truths. To Mie Olise, the sketch seems to be associated with a sense of originality which allows the fundamental idea to come forward.

Mie Olise’s artwork is marked by a distinct postmodern cognition that the great narrations or ideologies have died. Today we are facing a fundamental challenge. We have to find a structure which contains a true personal meaning without offering a universal truth based on monocultural, political or religious, arguments. Or in other words; we can pick and choose from different sets of beliefs in order to create a paradigm of values and beliefs that correlates with our own lives.

We do not take absolute truths for granted. However, one of the side effects is a growing complexity in our lives. Nothing is already there, everything is worth a discussion, all things must be seen in context.

This realization is visible in numerous places in public life, in society.

In Mie Olise’s production we do not find a “complete” story. The vision into the deepest layers of reality that pervades the artworks makes us faintly see the real as fragments of the truth. You meet glimpses of isolated truths that, put on a line next to each other, might offer a coherent picture of reality.

KOLLAPs OG TOLKNING BESTRÆBELSE PÅ DET REELLE rasmus

Mie Olises kunst er lige dele forfald og genopbygning. Beskueren

Forskellen mellem erindring og virkelighed kommer indledningsvis

vestergaard

er stillet i en uafklaret position. Er de skitseagtige motiver ved at gå

til udtryk i en melankoli over tabet af hele ideen, som forlystelses-

i opløsning, slynges karruselvognene så hurtigt rundt, at de splin-

parken byggede på. Tydeligst kommer dette til udtryk i videovær-

tres, er malerstænkene tegn på opløsning? Eller, er motiverne søgt

ket MELANCHOLIC NOISE. I værket undersøger det håndholdte

fastholdt i hast for at skildre deres bevægelse, fastholdt i et ønske

kamera med nærmest voyeuristisk insisteren den virkelighed, som

om at indfange den faktiske struktur i et stemningsmættet øjeblik?

de forfaldne bygninger og forlystelser repræsenterer. Kameraet op-

Svaret ligger ligefor – og samtidig uendeligt langt borte. Mie Oli-

fanger stedets tilstand med en melankolsk tone slået an i både

ses kunst er en dobbelt rejse. En rejse til erindringens rige. En rejse

værkets smalfilmspræg og lydside. Men samtidig synes kameraet

til vores ”her-og-nu”. Værkerne indeholder to bevægelser og tager

at udspørge de forliste forlystelser om deres nuværende logik og

næring af de uundgåelige sammenstød mellem forventningen og

idégrundlag. Dette ”sanse-arkæologiske” eksperiment danner afsæt

virkeligheden.

for udstillingens øvrige værker.

Med omdrejningspunkt i en forladt og forfalden østberlinsk forlystel-

Mie Olise arbejder ofte i projekter, som bygger på et koncept for

sespark, Spreepark, foretager Mie Olise sin dobbelte rejse. Vi ken-

den samlede kunstneriske proces. Nok står værkerne selv, men samti-

der alle suset fra rutsjebanen, lyden af begejstrede hvin, den søde

dig udfolder de hinanden. Indtrykkene og stemningerne, der fasthol-

duft af candyfloss, det indre gys af spænding. Minderne (gode

des i MELANCHOLIC NOISE, bliver vitaliseret gennem en poetisk

som dårlige) bliver iværksat blot ordet tivoli nævnes. Vi husker os

logik, som motiverer malerierne og definerer de konstruktionsmæs-

selv som børn og det sorgløse univers. Det er denne forventning

sige spilleregler for kæmpestrukturen COLLAPSING/RISING, frit og

og erindring, som indleder rejsen. Imidlertid er sammenstødet med

uafhængigt af den oprindelige lokalitet. Det østberlinske tivoli er

den anden rejse – rejsen i den faktiske verden – markant. Tivoliet

som sådant sekundært. Det er et redskab til at nå videre. Når noget

er forladt, forlystelserne ødelagte, knuste ruder, stilheden hersker.

der er ægte, noget som har betydning. Spreepark er et idemæssigt

udgangspunkt, der iværksætter det sammenstød, som skaber energien i Mie Olises værker. Kontrasten mellem vores erindring (dér, vi stod) og vores virkelighed (dér, vi står) er afgørende. Mere konkret søger Mie Olise ind i det forfaldne for at registrere forskellen mel-

Denne søgen efter mening er en vigtig linje i Mie Olises kunstneriske

lem de oprindelige tanker og et nu. Herefter ændrer hun sin optik

projekt. Flere af hendes projekter – også THE EXQUISITE CAPABI-

for i maleriet og konstruktionerne at opbygge en ny meningsfuld

LITIES OF THE FLYING CARPET – tager udgangspunkt i en verden,

virkelighed.

hvor den underliggende sandhed, det man troede på bogstaveligt talt er svundet ind. Menneskene er flyttet, er borte, bruger ikke ste-

Mie Olises figurativt orienterede formsprog er umiddelbart, mæt-

det. De oprindelige fortællinger, som skulle bære disse steder, og

tet og kraftfuldt. Hun skildrer energierne og lader værkernes grove,

vores forventning om betydning giver ikke længere mening. Det er

potente natur holdes i skak af et tydeligt fokus på nuancens sanse-

fristende at se parallellerne mellem det østeuropæiske systems kol-

lighed. I de næsten realistiske malerier tilstræbes et billedkunstnerisk

laps og tivoliets forfald, men dette er blot en tanke, der kan læses

udtryk, hvor verdenen vælter frem i en blanding af ekspressiv vild-

ind i Mie Olises projekt.

skab og forfinet styrke.

Værkerne udtrykker en konsekvent søgen efter ny mening. Hvordan Det forladte, der nu står som en transformeret struktur, bliver tolket

møder og forstår vi omverdenen, hvordan udvælger vi vores motiv,

som en radikal anden virkelighed. Mie Olise trænger ind i denne

hvordan finder vi ind i de ægte betydningsskabende lag? Mie Oli-

virkelighed med en længsel efter at finde ind til det reelle, det virke-

ses strategi er at udfolde det reelle i genopbygningen. De faldne

lige, det ægte i stedets nuværende form. Denne bestræbelse knytter

steder bliver genopbygget efter en ny systematik, en ny konstruktion,

Mie Olises kunstneriske projekt nært til, hvad der kunne kaldes en

hvor de betydningsbærende brudstykker, som det svundne indehol-

”nyrealistisk praksis”. I den nyrealistiske praksis er den kunstneriske

der, bliver indfanget. Men vel at mærke ikke for at skabe totale hel-

formgivning båret af et strukturelt, relationelt forhold mellem virkelig-

heder, hvor balancen og en sammenhængende virkelighedsopfat-

hed og kunst. Den nyrealistiske billedkunst går i dialog med vores

telse er genoprettet. I værkerne bliver dette udtrykt ved et ekspressivt,

virkelighed ved dels at tilbyde anderledes måder at se verden på,

skitseagtigt præg, der modsætter sig nye absolutte sandheder. For

dels at søge en direkte dialog med beskueren. Ved eksempelvis

Mie Olise synes skitsen at indeholde en oprindelighed, som lader

at fokusere på det oversete, det ikke-sete, bliver vi i stand til at se

den grundlæggende idé træde frem.

på ny. Der er tale om en praksis (en handling), der, skønt den har virkeligheden som objekt, ikke søger en lighed med verden som

Mie Olise bygger sin kunst med en distinkt postmoderne erkendelse

den ser ud. Målet er at opretholde et fokus på det reelle, det be-

af ”de store fortællingers død”. Vi er i dag stillet over for en grund-

tydningsbærende. Det reelle kan og bliver altså ikke afdækket i en

læggende udfordring. Vi skal finde en struktur, der er sand for os,

umiddelbar form ved fx at ”kopiere” verden. Det reelle skal udtræk-

men som ikke rummer en politisk, religiøs enhedskulturs overordnede

kes, konstrueres og skabes.

sandhed. Eller sagt på en anden måde; vi shopper rundt i forskellige holdningskomplekser for selv at sammensætte et tros-/holdningspa-

Den realistiske praksis er ikke bundet til tid og stil, men skal forstås

radigme, der stemmer overens med netop vores liv. Vi tager ikke

som en kritisk strategi, der kan anvendes til at uddrage det reelle

totaliteterne, sandhederne for givet. Biproduktet er stigende kom-

fra objektet, fra den givne kontekst. Det vil være begrænsende for

pleksitet. Intet er givet, alt er til diskussion, alle forhold må vurderes

realismens potentiale at definere den som forsøg på at kortlægge,

fra situation til situation. Denne erfaring er synlig et utal af steder i

afkode og fortolke den fysiske verden i relation til en given fx politisk

offentligheden, i samfundet. Hos Mie Olise finder vi ikke en ”hel”

eller religiøs ”sandhed”. Det reelle er derimod indlejret i den nye

fortælling. Dybdesynet, der underbygger værkerne, lader os ane

fortælling, den nye historie, som værket konstruerer. Det reelle er en

det reelle, giver fragmenter af sandhed. Det er glimt af de enkeltstå-

tolkning af virkeligheden, der opstår i det dynamiske møde mellem

ende erkendelser, der, når de sættes på linje, muligvis kan danne et

objekt (verden) og subjekt (kunstneren).

sammenhængende billede af virkeligheden.

Allegories of Ruins and the Inevitable Utopias of Abandonment Allegorier over Ruiner og de Forladte Steders Uundg책elige Utopier

Tina DiCarlo

02

Allegories of Ruins and the Inevitable Utopias of Abandonment Tina DiCarlo

Does my presence here change things?ii I realise you were not expecting to find me, nor anyone else, for that matter. And you felt a certain freedom, a certain latitude, as if you were not trespassing, for this structure it seems, belongs to no one and to everyone. The door is slightly ajar. The structure is crumbling, the wood rotting, slats missing, so you could see inside. Light seeps through these slits, through the door, as if beckoning you, urging you to peak around the corner. Perhaps. So I will leave you to enter as you might have done, on your own, seemingly at the end, or at one moment of ruination, which ironically is your beginning. But first please indulge me and allow me to ask you before you enter: Why did you come here? And what did you expect to find? Certainly I cannot believe any sort of common claim that you were merely passing by. This place has long since been abandoned. Left. All signs have been removed, traces effaced, and it remains - like the secret hidden within the flying carpet - that which one passes by unknowingly. Tell me: Do you think these ruins proclaim this building was beautiful?iii Or do you find that time and life debase? That life wears? That with abandonment comes age, deterioration and weariness, as if the decay of the body?iv Do you find here a silence of emptiness? Or do you agree that pleasure is silent, just like the state of happiness?v Is there necessity in amusement as there is in science?

Do these paintings, these found sounds, these stilled frames within which the only presence becomes a passing of fading light, possess, like the built structure, a clarity of emptiness?vi Can cruelty and compassion find a place here or is it, as an abandoned life lead in solitude, where they seemingly have none? Are youth and strength criteria for beauty?

We inhabit the skeletal roller coasters, desiccated waterslides, stilled Ferris wheels, slowed train tracks, and baby flyers poised for flight in Mie Olise’s The Exquisite Capabilities of The Flying Carpet as we might inhabit the days of abandonment. Here are the places from whom one, or many, have removed their thoughts, their

desires, and transferred them elsewhere. Objects turn to stone. Veins contract. Skin freezes. One becomes cold herevii. Neglect, faded colours, faded glory, manifest themselves as if unkempt, unwashed hair, an unwashed body. Movement has ceased. Presence, left behind, is happened upon. Rendered, built, it is constructed as much through the layering of thick planes of creamy browns, blacks, grays, pinks and reds, as through the assembly of worn slats of wood, as through series of temporal frames. In these practical signs of abandonment there is no rancor, no rage, only the precarious-state-of-things, found in-the-midst.

Set with oblique, often vertiginous viewpoints, against a luminous, infinite graying light, these scenes invite the spectator in, as if a novel, in which the narrator and audience act as characters, and the form of the text is an invitation to the readerviii. Foreshortened spaces expand and contract, objects shift from foreground to background as we move around the room. We see these structures from above or below, set against an aging sky tinged with pink, juxtaposed against diamond-shaped patterns of the nineteenth-century Harlequin. They extend beyond the painted frame of the canvas, beyond the walls of the gallery. Floating, hanging above any apparent foundation, they leave us unmoored, ungrounded, out-of-place.

If, as Walter Benjamin wrote in 1928, “allegories are in the realm of thoughts, what ruins are in the realm of things,” then where are we exactly within the work of Olise? Do such spaces inhabit an interior world, much like the exterior built world in which it is seen?ix If one speaks of the architecture of the novel as its plots and characters, among whom the audience is one, can one similarly speak of an architecture of abandonment, in which suspended airplanes, frozen waterways, skeletal tracks, faded magic carpets belie emptiness with presence, elude absence through construction?

While such fantastic spaces may allude to Olise’s training as an architect, the sensual tactility, physicality, presentness effused through the thickness of the paint and the complexity of technique belie the

i

Pointing towards new depths 200x180 cm / 79x”71” Keeping an eye on the depths 200x250 cm / 79”x98”

realities of place as if the ruminations of our mind. Her strokes, her constructions, her pretensions are not those of the impenetrable page. She, as if a narrator abandoned, likes the light, prefers the air between the slats, infuses hope through tinges of glowing pinks, reds. Her stories - those that she tells, those that she urges us to continue - are still full of breezes, of filtered rays where dust dancesx.

She infuses things with life, the start of joy, the stab of pain, an intense pleasure of the potential intensity of life. As if a child “who plays with waste scraps and turns them into treasures,” xi the spectator begins, where the artist and others have left off, layering one story atop another.

As part of a younger generation of radicantxii artists, Olise’s work is rooted as much to her Danish origins as it is to a contemporary spatiotemporal, multi-cultural landscape. The crumbling ships, watch towers, sheds, and factories exhibited in The Dreadful Sound When the Fish Went Fishing, and the stills of Into the Pyramid, not only recall the bleakness and blue light of the Arctic edges, but like her current work, they also speak to hidden, socio-political landscapes, contemporary dystopias of aging and atomisation. “Desolation comes from the middle of society, not from its edges. It will only grow in the long run. Thus one will live with intolerable tension and intolerable indifference. All of this is predictable, is essentially already present. Time merely exerts a retardant effect.”xiii Oscillating between painting, sculpture, photography, and video, her work eschews antiquated categories of modernist autonomies. It builds on accumulation. Histories, hidden, partially lost and forgotten, are subsumed, retold, recast as fiction, mythologized as allegories, projected into the future, as the inevitable utopias of abandonment.

i This

essay is based on and developed from a talk of the same name, given

with Mie Olise for “The Dreadful Sound When the Fish Went Fishing”, DUVE Gallery, Berlin, 1 May - 12 June 2009. iv The

form of this text was inspired by Mohsin Hamid’s The Reluctant

Fundamentalist (Boston and New York: Houghton Mifflin), 2007. iv Hamid,

p. 144. iv Michel Houllebecq, Possibility of an Island (London: Wei-

denfeld & Nicholson, A Division of Orion Books), 2005, p. 44. The passage references Houllebecq’s protagonist for whom “the blows of age .. multiply rapidly, leading to the total degradation” of the body. See pp. 40-1. iv Houllebecq,

p. 7. iv Houllebecq, p. 32. iv Elana Ferrante, Days of Abandon-

ment (trans. Ann Goldstein), Rome: Europa Editions, 2005, first printed 2002, “ iv A conversation with Mohsin Hamid,” in The Reluctant Fundamentalist, p. 195. iv Ibid. Ferrante, p. 21. iv Esther Leslier, Walter Benjamin, London: Reaktion Books, 2007, p. 17. iv Nicolas Bourriaud, Radicant, New York: Lukas & Sternberg, 2009. iv Botho Strauß, caption from Thomas Demand, Nationale galerie, Neue Nationalgalerie, Berlin, 18 September 2009 - 17 January 2010.

Allegorier over Ruiner og de Forladte Steders Uundgåelige Utopier Tina DiCarlo

Forandres tingene af min tilstedeværelse her? Jeg ved, at du ikke

Rummer disse malerier, disse fundne lyde, disse tavse rammer in-

forventede at finde mig eller nogen anden for den sags skyld. Og

den for hvilke det dæmpede lys er det eneste håndgribelige, en

du følte en særlig frihed, et særligt spillerum, som tillod, at du trådte

tomhedens klarhed, der minder om den konstruerede struktur? Kan

over en bestemt grænse, for denne struktur tilhører tilsyneladende

ondskab og medmenneskelighed komme til udtryk her, eller er disse

ingen og alle på samme tid. Døren står en anelse på klem. Struktu-

egenskaber ikke tilstede som i et forladt og ensomt liv? Er ungdom

ren synker sammen, træet er ved at rådne og listen mangler, så du

og styrke forudsætninger for skønhed?

kan se ind. Lyset slipper gennem disse åbninger, gennem døren,

og det drager dig og får dig til at kigge rundt om hjørnet. Måske.

Vi bor i de skeletagtige forlystelser, de udtørrede vandrutsjebaner,

Så jeg vil lade dig gå ind, sådan som du ville have gjort det på

de tavse pariserhjul, de sløve togskinner og de små svævende

egen hånd, stående foran slutningen og altings forfald, som ironisk

babyflyvere i Mie Olises The Exquisite Capabilities of The

nok også er din begyndelse. Men før du går ind, må du bære over

Flying Carpet på samme måde, som vi bebor dagene, hvor vi

med mig og tillade mig at stille dig følgende spørgsmål:

forlader tingene og stederne omkring os. Her er stederne, hvorfra

en eller mange har taget deres tanker, deres inderste ønsker for

Hvorfor kom du her? Og hvad forventede du at møde? Selvfølgelig

at føre dem andre steder hen. Genstande bliver som forstenede.

godtager jeg ikke en dårlig forklaring om, at du bare kom tilfældigt

Blodårer trækker sig sammen. Huden fryser – og man bliver ramt

forbi. Dette sted har længe været forladt. Ligget øde hen. Alle tegn

af kulden her. Forsømmelse, falmede farver, visnet storhed viser sig

og spor er blevet udslettet, og det, der er tilbage – som gåden, der

tydeligt, som var der tale om uvasket hår eller en uvasket krop.

holder det flyvende tæppe i luften – er det, som man passerer uden

Bevægelser er blevet bremset. Tilstedeværelse fortoner sig i en fjern

at lægge mærke til det. Sig mig: Mener du, at disse ruiner giver

fortid. Gengivet, bygget og konstrueret lige så meget gennem de

anelser om, at denne bygning var smuk engang? Eller mener du, at

forskellige lag og planer af lyst brunt, sorte, grå, lyserøde og røde

tid og liv fører til en egentlig forringelse? At livet bruger og bruges?

farver som gennem bunken af brugte trælister og serier af tidsmæs-

At bortrejse fører til aldring, forringelse og kedsomhed, ligesom

sige rammer. I disse konkrete tegn på svigt og bortrejse er der in-

når en krop går i forfald? Synes du, at stedet her emmer af en tom

gen bitterhed eller had, ingen vrede, kun tingenes vaklen og usikre

stilhed? Eller mener du også, at stilheden rummer en skønhed, der

tilstand, midt i det hele.

kan minde om lykke? Er der den samme nødvendighed i fornøjelse

og tidsfordriv som i videnskab?

Iscenesat med skæve og næsten svimlende synsvinkler og placeret foran et strålende, uendeligt gråt lys, inviterer disse scenarier beskueren inden for, som i en roman hvor fortæller og publikum opfører sig som karakterer, og tekstens form er en invitation til læseren. Perspektivisk forkortede rum udvider sig og trækker sig sammen, genstande skifter position fra forgrund til baggrund, mens vi bevæger os rundt i rummet. Vi betragter disse strukturer fra oven eller nedefra og ser, hvordan de træder frem på baggrund af en gammel himmel med toner af lyserødt, som er sat op imod diamantformede mønstre og tern fra 1800-tallets Harlequin. De rækker ud over maleriets bemalede ramme, ud over galleriets vægge. Svævende hænger Pillarscape, 2009, wood, tassels, light.

de over ethvert tænkeligt fundament; de efterlader os uden grund under fødderne og med en følelse af fremmedgjorthed.

Hvis, som Walter Benjamin skrev i 1928, ”allegorier tilhører tankens verden på samme måde som ruiner tilhører tingenes verden”, hvor befinder vi os så, når vi træder ind i Olises kunstneriske univers? Trænger disse rum sig på i en indre verden, som minder meget om den ydre verden, hvor man ser dem? Hvis man taler om romanens arkitektur som værende dens plot og karakterer, heriblandt også publikum, kan man så på tilsvarende måde tale om det forladte steds arkitektur, hvor man møder fritsvævende fly, tilfrosne

Som en del af en yngre generation af såkaldt ”radicante” kunstnere

vandrutsjebaner, skeletagtige skinner og falmede flyvende tæpper,

(Bourriaud), har Olises kunst rødder i såvel hendes danske bag-

der tilfører tomheden en konkret fylde og lader fraværet modsvares

grund som i samtidens rumlig-tidslige, multikulturelle landskab. De

af konstruktion?

smuldrende skibe, vagttårne, skure og fabrikker, som er udstillet i The Dreadful Sound When the Fish Went Fishing og

De fantastiske rum er muligvis produkter af Olises erfaringer som

gengivet i still-billederne fra Into the Pyramid, giver ikke kun

arkitekt. Det tykke lag maling og den varierede teknik, udtrykker

mindelser om den gustne tristhed og det blå lys i de arktiske egne,

en sanselig og fysisk taktilitet og en konkret tilstedeværelse, som

men henviser ligesom hendes aktuelle værker også til skjulte socio-

modsvarer stedets virkeligheder, der står som aftryk af sindets tan-

politiske landskaber og dystopiske visioner af aldring og atomi-

ker. Hendes penselstrøg, hendes konstruktioner, hendes fordringer

sering i samtiden. ”Trøstesløsheden kommer fra samfundets midte,

tilhører ikke den uigennemtrængelige side i en bog. Hun fremstår

ikke fra dets periferi. Den vil kun blive større med tiden. Man vil

som en forladt fortæller med forkærlighed for lyset og luften mel-

således komme til at leve med en ulidelig spænding og en ulidelig

lem listerne, og hun tilfører håb ved at bruge toner af brændende

indifference. Alt dette er forudsigeligt og er allerede et vilkår. Med

rødt og lyserødt. Hendes fortællinger, som hun opfordrer os til at

tiden viser der sig kun en forsinket effekt”. Ved at veksle mellem

fortsætte – er stadig fulde af frisk luft, af filtrerede stråler, hvori støvet

maleri, skulptur, fotografi og video undgår Olise at falde inden for

danser. Hun giver liv til tingene, glædens begyndelse, smertens

de antikverede modernistiske kategorier og idéer om autonomi.

dybde, en intens skønhed, der omfatter livets potentielle intensitet.

Hendes værker baserer sig snarere på ophobning. Skjulte og næ-

Ligesom et barn, ”der leger med gamle udklip og forvandler dem

sten glemte fortællinger bliver genfortalt og relanceret som fiktion,

til vidunderlige skatte”, begynder beskueren at lægge én historie

mytologiseret som allegorier, kastet ind i fremtiden som de forladte

oven på en anden, der hvor kunstneren og andre er stoppet.

steders uundgåelige utopier.

paintings malerier

Flying Carpet butterfly Spider Jet star 2 babyflyer watergame

03

Flying Carpet 2009 - 290 x 424 cm. / 144”x167”

butterfly 2009 - 250 x 550 cm. / 99”x217”

spider 2009 - 320 x 280 cm. /126”x110”

jet star 2 2009 - 250 x 300 cm./ 99”x118”

babyflyer 2009 - 250 x 300 cm. / 99”x118”

watergame 2009 - 300 x 400 cm. / 118”x158”

pocket fra skitsebogen

pocket from sketchbook

If not here in white box, then where in the world should I be able to face leveled to the ground ? the memories ooze like … springs from groundwater, how delightful! Natural? Original? Memories, distorted images that I have forgotten, or not yet remembered, which is not the same. Maybe some of them are fake. That phenomenon exists: fake memories. Memory illusions. Distorted images of what is real – a little like computerized photographs, I think. The memories ooze from rifts. I place them in order, chronologically, source-critically.

White box face leveled to the ground.

From Mette Moestrup’s poetry collection “Leveled to the Ground” 2009. Copyright Mette Moestrup and Gyldendal.

Hvis ikke her i hvid boks, hvor i alverden skulle jeg så kunne se jævnet med jorden i øjnene?

Minderne pibler som ... kilder fra grundvand, hvor lifligt!

Naturligt? Oprindeligt? Minder, forvrængninger som jeg har glemt eller ikke før har husket, hvilket ikke er det samme. Måske er nogle af dem falske. Det fænomen findes: falske erindringer. Hukommelsesillusioner. Forvrængninger af det faktiske – lidt ligesom computermanipulerede fotos, tænker jeg. Minderne pibler, lækker fra sprækker.

Jeg ordner dem kronologisk, kildekritisk. hvid boks se jævnet med jorden i øjnene.

Fra Mette Moestrups digtsamling “Jævnet med Jorden”, 2009.

Copyright Mette Moestrup og Gyldendal

The Visual Re-Interpretation of Lost Paradise by Mie Olise Mie Olise & den visuelle genfortolkning af Det Tabte Paradis

Oliver Orest Tschirky

04

The Visual Re-Interpretation of Lost Paradise

by Mie Olise They, looking back, all the eastern side beheld Of Paradise, so late their happy seat, Waved over by that flaming brand; the gate With dreadful faces thronged, and fiery arms: Some natural tears they dropt, but wiped them soon; The world was all before them, where to choose Their place of rest, and Providence their guide: They, hand in hand, with wandering steps and slow, Through Eden took their solitary way.

John Milton, Paradise Lost, end of book XII, 1667

Oliver Orest Tschirky

What does a flying carpet, created by Mie Olise, have to do with the lost paradise of Eve and Adam?

The exquisite solo exhibition by Mie Olise at the SNYK Skive Ny Museum is made up of six enormous paintings, a film projection, and an impressive sculptural structure. The paintings are figurative, painted with white and black, a lot of pastel colors and wild gestures. Some paint was dripping down the canvas during the process of painting. With a slight view from below, the paintings show six different amusement park attractions called Butterfly, Spider, Baby Flyer, Watergame, Jet Star 2 and Flying Carpet. The contemplator of the canvases is looking up to the attractions like a child in the amusement park who stands next to the machines and dreams about riding them. At first glance, the paintings seem joyous because of the colors and the movement in them, but then the spectator realizes that the attractions are unfilled; nobody is sitting in the flying cabins.

The video confirms these impressions; the whole fairground is empty and abandoned. The attractions are defunct and the vegetation has taken over much of the buildings. Like on a ghost ride the camera follows the tracks, rails, and constructions of the empty park. As a result, uneasy and romantic feelings come up at the same time.

Now the construction in the exhibition becomes comprehensible. A kind of wooden and partially painted scaffold or horizontal ladder structure with tree layers is suspending from the ceiling and fills the complete room of the museum. Because of a hanger and a counterweight in form of a bag filled with coffee beans that has exactly the same heaviness as the construction, the whole trestle is floating in the air. The framework looks like the technical supporting structure of a machine or the rear side of provisional and fake building in an amusement park. It may be interpreted as the leftover of an abandoned leisure park, the relict of a broken dream, or the symbol of a lost paradise.

Mie Olise takes as subject for the exhibition the surreal atmosphere of an abandoned amusement park with defunctive fairground attractions in the middle of nowhere that is overgrown by nature. It looks like an industrial ruin in the forest, quite a romantic and melancholic place.

The smart compositions of her paintings have a subtle yet suspenseful effect on the viewer. Looking at the images more closely, one discovers that they feature bright skies which are however grey; the colorful stripes in the sky of the Butterfly-painting is not a rainbow but in fact the tent roof of the machine. All the fun devices become threatening because the cabins are hovering above the observer. Some of the machines even seem to be huge and dangerous animals. The “Butterflies” are more like carnivorous vampire bats with blinking eyes that are flying attacks. And the Spider with its long legs appears like a giant tarantula searching for food. The attractions appear to be built as fragile and weak structures and it seems only a question of time until they break and fall on the observer. Harsh contrasts between light and shadow reinforce the effect of these observations.

The artworks by Mie Olise consist of the great themes of human existence, like paradise as a lost utopia, longing for utopia as a romantic myth, the myth of the happy childhood as a lost paradise, fear and wishful thinking, lost and broken dreams, life as a joy and a tragedy, and the endless search for a new and better world. Thereby the artist works like a court jester; she is able to tell the serious truth with lightness and fun. In this sense, her paintings have a mirroring function for the society because they show our strengths and weaknesses. Her work is sentimental, melancholic, poetic and a little bit sarcastic. She makes visible our ambivalent feelings, psychological dilemmas and inevitable contradictions in our existence. The decaying structures and abandoned settlements are a narrative statement for lost memories and a symbol for the up and down in life. The endless tracks of the rollercoaster are a repetitive structure and therefore an image for endless repetition. With her unique evocative, imagery and visual language, Mie Olise touches one’s heart and dreams but also achieves to get the attention of the profound observer.

By regarding her new works, Mie Olise states: “It’s quite a strange experience to wander along the empty path of the abandoned amusement park, once filled with happy people and now a contrast to the fun once going on. This makes me remember my own childhood and provokes melancholic feelings”. She uses the abandoned amusement park and its attractions as an artistic metaphor for the lost paradise. By painting, filming and constructing, she literally re-installed the amusement park and brought it back to life. In other words, she visually re-interpreted the complex story of vanished dreams and glorious hope. The smell of the coffee beans has the same effect as the fresh pastries in the episode of the madeleines by the French writer Marcel Proust; the aroma of the small scalloped-shaped tea cake can recall memories of the happy childhood. Together with the visual impressions and provoked allusions we remember the fortunate moments and wish to be back in the irrevocable lightness and lost easiness of our youth. Because of our dreams and wishes as well as our imagination, Mie Olise as an artist has the ability to make a carpet fly: she evokes the belief that a wonderful dream about paradise on earth can come true.

The spectator may become aware that in the end there is only one conclusion: to follow the philosophical postulate of the 17th century that the existing world is the best of all possible worlds. Our world that we are living in is our paradise that we can create and dream about. – Yes, it is very simple.

By the way, John Milton, who wrote the world famous epic “Paradise Lost”, also failed several times with his dreams and ideas. First, he needed to sell the right of his famous poem that was published in 1667; later on, the sequel “Paradise Regained” was not successful at all.

Mie Olise & den visuelle genfortolkning af Det Tabte Paradis They, looking back, all the eastern side beheld Of Paradise, so late their happy seat, Waved over by that flaming brand; the gate With dreadful faces thronged, and fiery arms: Some natural tears they dropt, but wiped them soon; The world was all before them, where to choose Their place of rest, and Providence their guide: They, hand in hand, with wandering steps and slow, Through Eden took their solitary way.

John Milton, Paradise Lost, end of book XII, 1667

Oliver Orest

Hvad er forbindelsen mellem et flyvende tæppe,

Tschirky

skabt af Mie Olise, og Adam og Evas tabte paradis?

Den udsøgte solo-udstilling med Mie Olise på SNYK Skive Ny

Videoen bekræfter disse indtryk; hele tivoliet er tomt og forladt. At-

Kunstmuseum, består af seks meget store malerier, en filmprojek-

traktionerne synes døde, og vegetationen har overtaget mange af

tion og en imponerende skulpturel struktur. Malerierne er figurative,

konstruktionerne. Som i et spøgelsestog følger kameraet skinnerne,

malet i hvidt og sort, med en masse pastelfarver og med en vild

sporene og konstruktionerne i den tomme park. Dette fører til, at

gestik. Noget af malingen er løbet ned ad lærredet, mens bille-

underlige og romantiske følelser opstår på samme tid. Pludselig

derne er blevet malet. Set lidt nedefra viser malerierne seks forskel-

bliver udstillingens konstruktioner tilgængelige og forståelige. Et træ-

lige tivoliattraktioner under overskrifterne Butterfly, Spider, Baby

agtigt og halvt malet stillads eller horisontalt en stigestruktur i tre lag

Flyer, Watergame, Jet Star 2 og Flying Carpet. Beskueren

hænger frit under loftet og fylder hele rummet i museet. Ophængt

af værkerne ser op på attraktionerne som et barn. Ved første øje-

i en krog i loftet og balanceret af en modvægt i form af en sæk

kast forekommer malerierne at være fyldt med glæde, ikke mindst

fyldt med kaffebønner, som har præcis den samme vægt som selve

på grund af farverne og bevægelserne i dem, men snart opdager

konstruktionen, svæver hele strukturen i luften. Værkets ramme ligner

beskueren, at attraktionerne er tomme; der sidder ikke nogen i de

en teknisk støttende struktur fra en maskine eller bagsiden af en

flyvende kabiner.

interimistisk og hul bygning i en forlystelsespark. Det kan alt sammen fortolkes som rester fra et forladt tivoli, efterbilleder fra en forlist drøm eller symboler på et tabt paradis.

Som hovedtema for udstillingen tager Mie Olise den surrealistiske

og fantasier, er Mie Olise som kunstner i stand til at få et tæppe til

stemning, som man kender fra forladte forlystelsesparker med ubru-

at flyve: hun vækker troen på, at en vidunderlig drøm om paradis

gelige attraktioner, placeret i ingenmandsland og dækket af natu-

på jord kan blive til virkelighed.

rens vegetation. De ligner mest af alt en industriel ruin i skoven, et både romantisk og melankolsk sted. Maleriernes dristige komposi-

Mie Olises kunstværker kredser om store eksistentielle temaer så-

tioner giver beskueren en oplevelse af sart skønhed og uvished på

som paradiset som et tabt utopia, længslen efter utopia som en

én og samme tid. Kigger man nærmere på billederne, opdager

romantisk myte, myten om den lykkelige barndom som et tabt pa-

man, at de rummer lyse himmelrum, som dog er malet med gråt; de

radis, frygt og ønsketænkning, tabte og forliste drømme, livet som

farverige striber på himlen i Butterfly-maleriet er ikke en regnbue,

en gave og som en tragedie, og den endeløse stræben efter en ny

men derimod maskinens teltdug. Alle de sjove effekter bliver fare-

og bedre verden. På den måde optræder kunstneren som hofnar;

truende og uhyggelige, fordi kabinerne er hævet over beskuerens

hun er i stand til at fortælle den dybe sandhed med lethed og

niveau. Nogle af maskinerne ligner endda store og farlige dyr.

glæde. I den forstand har hendes værker en spejlende funktion i

Sommerfuglene ligner mere kødædende vampyr-flagermus med

forhold til samfundet, for i værkerne ser vi vores styrker og vores

blinkende øjne, som er klar til angreb i luften. Og edderkoppen

svagheder. Hendes værker er sentimentale, melankolske, poetiske

med dens lange ben ligner snarere en gigantisk tarantel, som leder

og en anelse sarkastiske. Hun synliggør vores livs ambivalente følel-

efter mad. Attraktionerne er tilsyneladende bygget som porøse og

ser, psykologiske dilemmaer og uundgåelige modsætninger. De for-

svage strukturer, og det er umiddelbart kun et spørgsmål om tid, før

faldne strukturer og forladte bebyggelser skal læses som narrative

de bryder sammen og falder ned over beskueren. Stærke kontra-

udtryk for svundne minder og symboler på livets lyse og mørke

ster mellem lys og skygge underbygger blot disse observationer og

sider. De uendeligt lange skinner på rutsjebanen er en slags struk-

oplevelser.

turel repetition og derfor et billede på en uendelig gentagelse.

Med sit unikke, suggestive billedsprog formår Mie Olise at røre ens

I forbindelse med sine nye værker har Mie Olise sagt følgende:

hjerte og ens drømme, men hun appellerer også til den tålmodige

”Det er en mærkelig og forunderlig oplevelse at vandre ad de

betragter.

tomme stier i en forladt forlystelsespark, som engang har været fyldt med glade mennesker, og som nu i sin død er en kontrast til al det

Til slut bliver beskueren muligvis opmærksom på, at der kun er

liv, som har været. Det får mig til at mindes min egen barndom og

én konklusion: at følge det filosofiske diktum fra 1600-tallet, der

frembringer en række melankolske følelser.”

hævder, at den eksisterende verden er den bedste af alle mulige verdener. Den verden, vi lever i, er det paradis, vi selv kan skabe

Hun bruger således den forladte forlystelsespark og dens attraktio-

og drømme om. Ja, det er faktisk ganske enkelt.

ner som en kunstnerisk metafor for det tabte paradis. Ved at male, filme og konstruere geninstallerer og genopliver hun bogstaveligt

I øvrigt kom John Milton, som skrev det berømte episke værk “Para-

talt forlystelsesparken. Hun laver med andre ord en visuel gen-

dise Lost”, også til kort over for sine drømme og sine idéer. I første

fortolkning af den komplekse historie om forsvundne drømme og

omgang var han nødsaget til at sælge rettighederne til sit berømte

glorværdige håb. Duften af kaffebønnerne har den samme effekt

digt, som blev publiceret i 1667; senere viste det sig, at fortsættel-

som de friske kager i Madeleine-familien hos den franske forfat-

sen ”Paradise Regained” (Det Genfundne Paradis) ikke var nogen

ter Marcel Proust; duften fra den lille musling-formede kage kan

succes overhovedet.

frembringe minder fra den lykkelige barndom. Sammen med de visuelle indtryk og de tydelige allusioner kommer vi til at huske livets lykkelige øjeblikke og ønsker i den forbindelse at være tilbage i den uigenkaldelige stemning af lethed og uskyld, der hører barndommen og ungdommen til. Fordi vi alle rummer drømme, ønsker

videos videoer

Into The Pyramid Inhabiting Abandoned Spaces 5.48 min Melancholic Noise 8 mm film 7.22 min Into The Pyramid Giving back Speaker Sound Ballad 7.13 min

05

False memory is an illusion of the mind, a memory of an event that did not happen or a distortion of an actual experience. False memories can seem very alive, exactly like normal memories, and they are easy to induce. Often guinea pigs in psychological experiments, on whom a fake memory has been induced, will afterwards refuse to believe that the memory is fake, and will place full faith in this falsity as though it made up part of real and accurate memories.

False memories can be created in different ways, and the most accurate method is controversial. Scientific results indicate that some of these memories are formed by a repetition of an event that the person is not positive about actually taking place: after having thought about and visualized it repeatedly, the person can start to remember it as though it actually did happen. When the person is asked to recall the event, they will do this pursued by the fact that it is real, but in reality it is just the former visualizations that make the memories seem familiar.

En falsk erindring er en hukommelsesillusion, en erindring om en begivenhed, der ikke har fundet sted eller en forvrængning af en faktisk oplevelse. Falske erindringer kan virke meget levende, præcis ligesom normale erindringer, og er nemme at inducere. Ofte vil forsøgspersoner i psykologiske forsøg, i hvem en falsk erindring med vilje er blevet induceret, nægte at tro, at mindet er falsk, og vil have lige så stor tillid til dette, som til nøjagtige rigtige minder.

Falske erindringer kan skabes på forskellige måder, og den præcise mekanisme er kontroversiel. Forskningsresultater indikerer at nogle af disse erindringer formes ved repetition af en begivenhed, som personen ikke er sikker på er sket: efter at have tænkt over og visualiseret den gentagne gange, kan personen begynde at huske den, som om den faktisk fundet sted. Når personen bedes om at genkalde begivenheden, vil hun gøre dette overbevist om ægtheden, men det er blot de tidligere visualiseringer, der gør erindringen bekendt.

Melancholic Noise. 8 mm. film, 7.22 min.

Into The Pyramid 2008. Inhabiting Abandoned Spaces.

Video / stills. 5.48 min.

Melancholic Noise 2008. 8 mm film. 7.22 min.

Into The Pyramid - Giving back Speaker Sound Ballad Video. 7.13 min.

From car-battery and loudspeakers a Goodiepal-composed tune was played aloud for the abandoned city in front of Lenin.

The tune was originally created for the first film from Olise’s first trip to the Pyramid City, 2007.

No artificial sound has been heard in the city for more than 10 years.

Sound performance in The Pyramid City, by the Arctic Circle, at the Symmetric Town Sq in front of Lenin Statue. August 2008.

Foran Lenin spilleds, fra højtalere og bilbatteri, et Goodiepal komponeret musikstykke, højt for den forladte by.

Musikstykket var oprindeligt skabt til den første film fra Mie Olises første rejse til Pyramidebyen i 2007.

Ingen kunstigt skabt lyd er blevet hørt i byen i mere end 10 år.

Lyd Performance i Pyramidebyen ved den Arktiske Cirkel på den symmestriske plads foran Lenin Statuen. August 2008.

Structure konstruktion

180 kg wood 180 kg coffee + stone 180 kg trĂŚ 180 kg kaffe + sten

06

Investigations in model From workshop at Skowhegan, 2009.

Undersøgelser i model Fra vÌrksted i Skowhegan, 2009.

collapsing / rising, 2009 180 kg wood + 180 kg bag of coffee and stone Dimensions: same as windowband in roof x 3 (41’ 4.1”x20’ 4.1”x18’ 0.5”) collapsing / rising, 2009 180 kg træ + 180 kg pose med kaffe og sten Dimensioner: De samme som vinduesbåndet i tag x 3 (12,6x6,2x5,5 m)

interview interview

anabelle de gersigny

07

Interview

London / copenhagen october 2009 Anabelle de GErsigny Mie Olise Where does your name come from?

Olise I made up myself as a child, as my Dad’s name is Ole and my mums name is Lise. Mie is a common name in Denmark.

How did you become an artist?

I guess it is kind of a traditional combination of being a child, who was always drawing and coming up with stories, and being a “maker”. I always wanted to fix things, and if what I wanted did not exist or was out of reach, I would make it myself.

Do you come from an artistic background?

Not really. But my background is the source of my art anyway. My dad was a boatbuilder and we sailed for 10 years in the Scandinavian seas. I used to walk around huge docked-up industrial ships by myself at every harbour in Denmark, Sweden and Norway. At one point we had a sawmill, which we abandoned, as we went bankrupt.

Where did you grow up?

I grew up on the Island of Mors in Denmark. Actually the first few years of my life were spent living in a police-station, where the jails were all empty, and they became the backdrop of many of my doll plays. I really liked the very pretty pink carpet in the staircase to the jails. The Island of Mors, is also the home of the writer Axel Sandemose, whose story I am going to work with in my next project.

I want to start with the process of making art for you – your work has a very tactile aesthetic, something rough, touchable – you aren’t precious with your media. The detail is in the accumulation of media, in the elaborate imaginings that inject the work with life. The climax is a culmination of a new world from an abandoned one, with the many elements playing against each other in one space.

Are your different media different worlds for you or do you simultaneously work on separate aspects of one project/installation?

I think about my projects as simultaneous parallel systems. But I use myself very differently in the different processes. In the studio, I am a painter, and work the paintings up over time. There is the conceptual idea behind the work, but as a painting develops it becomes alive and in that way, has its own life and decisions. It takes over for a long while, until I step back and take distance and start to analyze and control the process again – I continue balancing those two processes, until I think the work is finished.

My videos on the other hand, are planned from beginning to end, and the nature of film, together with the fact that I am not a trained filmmaker, turns this process into something collaborative.

I have photographers, editors and sound experts to help me, and it becomes very much a process of expressing and understanding the images and feelings that I would like to evoke. The process is much more complex and I really enjoy managing all these different aspects of filmmaking because I am so often alone in the studio.

Building large scale constructions only happens in the very last minute of installation, on-site, in the exhibition space and you never really know the end of the story until you stand there underneath the structure. I build small models of the space and based on my analyses of the specific space, I discuss the architectural problems or features in these models. In the end, it becomes clear that there is one idea/model that is better than the others, and problem-solving starts: materials, “how-to” and assistants/experts come into the project and we build it bit by bit.

How does a day in the studio unfold?

A day in the studio starts a little late. I normally start with a break.

I always have many things to do, and I start with the fun things first. Sometimes I think that my biggest motivation is laziness, and I have to trick myself into working. Yet, I think that the studio-days are the main reason that I am an artist. I love being in the studio. So I read, drink coffee and at a certain point something already on the canvas is not good enough and I have to go and work on it. As I am working in so many different geographic places, and it is always not really my place, I need some things there that are constant. I have a suitcase with inspirational clippings, my brushes always travel with me and my chair and blanket for relaxing are also very important.

The journey back and forward to the canvas is a route I have known now for 20 years, so that is also a place I really relate to and feel comfortable in. I climb out on the roof outside the window to look at the paintings and get new perspectives.

At the end of the day, I have to do all the boring things, build new canvasses, clean brushes, carry heavy materials - all the things I postponed.

When you paint there is a fluid series of instinctive events that culminate in the paintings – you have said that the action of painting is a bit like the action of building for you – of layering strokes of wood/paint. Would you say that the structures are the sketches for your paintings or the paintings the sketches for your structures or neither?

When I “build” my paintings, I am thinking about them very much like paintings, the image between the four pieces of wood on the canvas. I am thinking about contrasts in colour, strokes, structures, layers and lines within the frame. And then there is a thing I can´t really explain that is the gut-feeling of the painting. Paintings - in my view - can not only be conceptual, because the brushstrokes and the layers of paint will always be in the way, to me that is the greatest thing about painting!

In the structures I am doing a bit of the same, just in the space; but on the other hand, the gut-feeling is often conquered by the conceptual. Not that they are opposed, because I feel that I always work poetically with my concepts. I can´t explain my concepts in one sen-

tence, it is more complex, both the structures, films and especially the paintings; and that is why I need to make them visually!

They are not really sketches for each other, but two different ways of approaching the same narrative.

Similarly, are the paintings an extension of the sculpture or the sculptures and extension of the paintings or neither? Talking into particular consideration for example your exhibition at the Barbara Davis Gallery where the painting and structure seemed to be linked with steps.

As I work with projects and a narrative idea of a story, I feel that the different medias definitely speak about it differently and from different angles, at the same time they overlap, because they are a product of me and my eternal discussion. The different medias can do different things, and that is why I want to work in them. In this exhibition the body stands under 180 kg wood, that is hanging from a hook with a bag of 180 kg coffee. How the body relates to this weight and smell is important, and it interacts with the body on a different level than the paintings do.

Is each media a separate line of enquiry or are they reliant on each other?

I think they could each stand alone and tell a part of the story and when they come together, they unfold sometimes overlapping and other times with a space between them. I have no intention of telling a full and finished story, so it is not because I want to tell the whole and true story through the use of different medias, maybe I want to contradict myself or open up for more interpretations.

You often use the twist of a bright sharp colour in your paintings – why is that?

In my mind, I have “true and untrue” colours (and sounds and songs), which I have had since I was a little child. Things I like by heart and things I don´t like. And when I have used all my favourite colours (or sounds or materials), I just need to ruin it a bit. I don´t love the bright colours, but somehow I think they bring a dynamism and contrast to the paintings and to the story about the abandonment. Like small lights in the darkness. Modern things in the old and worn-out.

Can you tell me a little more about the recurrence of boats in the paintings?

The boats are the most literal image in my works in that this is what I have seen. It is my language, I just know it. I can´t imagine abandoning this visual image, as for me this subject matter is a language I feel I can use most fluently, and capture it. In that way it also becomes the least literal because it can mean so many different things.

You create maquettes of your structures – are these to ensure they are structurally sound or are they sketches? Do you ever create a maquette that never becomes an installation?

They discuss the space and my ideas. And from those, I can discuss and talk with other people, so they know what I have in my mind.

They are working conceptually with the space, and not so much as constructions in an engineering sense. When I did my architectural degree, I often pretended that gravity didn´t exist. That is a concern that comes after the idea! A lot of the maquettes never go up as they were only investigations.

Where do you find the materials for your installations?

When I did the reclaimed wood installations it was always a struggle, and I have relied a lot on luck. Renting a car and driving around to find a house being torn down. I was lucky with that in London and Houston, Texas. With the structure Collapsing / Rising at SNYK Skive Ny Kunstmuseum I have used new wood. I wanted to copy the ceiling of the museum room and old wood would pose unnecessary questions. With the pink and dark purple colours the narrative about the amusement park has evoked quite a new language, but the deconstructivist lines are recognizable from the former structures, it talks about the collapsing roof or the growing of the roof.

In recycling materials, are you interested in the environmental issues surrounding the places you use as the source for your work?

Yes I am - not so much as a source of materials as a concern for the accumulation of things and the layers of materials in the city.

Reusing the places that are abandoned, but I am not suggesting how, I am focusing on these empty shells as something valuable and important, to use somehow.

In what ways would you like your work to alter the viewers perception of the world we live in?

I am primarily working in a psychological sphere combined with spatial perception: shared and personal memory, loss of time and childhood and poetic consideration of what once was, utopias and how ideas fell to the ground. I hope to evoke both a melancholic and romantic sense.

I believe that art can hit the individual person in the stomach in a very special way. That art is the only thing in the world that does not have to have a linear road to a specific result - understood by the brain immediately. It might take a while, it might take years, and sometimes it doesn´t happen. But I believe that art has the possibility to make you wonder, ask questions, induce a gut-feeling or just remember something you forgot, or come up with a new thought about life.

I am interested in Freud’s studies of the Uncanny (das Unheimliche/ unhomely), which is a term often being used when something dead shows signs of being alive, for example - if a doll suddenly blinks its eyes. That feeling of being afraid of the dead thing, expecting it to somehow become an unpleasant surprise, and the curiosity of exploring new territory to me is the step backwards and the step forward that can hold you in a psychological limbo that I find interesting and nerve-racking when I approach a new abandoned structure.

At the same time my interest in abandoned places and societies also carries a will to point out layers of history and where we are adding layers all the time. In a way I would like us to stand still for a second and rethink the speed and accumulation of our capitalistic society. Why didn´t this work? What can we learn from it? How can this become of new use and create new foundations for ideas and thoughts? I also have a problem with how age is seen in our society, old people are not respected, the young don´t want to learn from them. I have the deepest respect for my grandparents, they lived through the 2nd World War with very little trying to give us everything they could. In our society old is ‘uncool’ and people have a crisis when they turn 30!

What do you call your installations – structures, sculptures or something else?

I call them mostly constructions (sometimes structures) because for me everything is a construction or a system. The way society works and the way an artist works. The layers and timelines of the world.

As a viewer, we are kept out of your installations – often we can look in but we cannot explore the world inside – is there any particular reason for this? Would you say that Inside/Outside is a motif in your work?

Sometimes there is a way in. At the Barbara Davis Gallery Penetrating Pores of Constructions show, there was a hidden way in, and a little poem inside. At Istanbul Biennale there was a video inside, and in Skive you could walk inside the structure. There is definitely a big difference between the inside and outside of the constructions. And I feel it is always like that. That there is a big difference between being inside and outside, and how you want to break out or get in. And I try to capture people inside or outside, to see what it makes them think about and want to do.

You studied architecture before becoming an artist - are you now more influenced by the architecture of a space or by art?

I am influenced by a lot of things, psychology and society in general.

How we live amongst eachother, how we grow as human beings, emotionally and intellectually. Aesthecially I am very influenced by sound. I think my language and how I chose to express my ideas, is somewhere between architecture and art. I guess I can´t help thinking in structures, but having painted since I was 15, it is difficult to separate the two for me.

With regards to your influences – we talked once about contemporary artists from Copenhagen. Would you say there was any element in your work which you would credit to being routed in something Danish?

I think the Danish school of “thick paint”, which is actually more a German school, has influenced my work. When I was 13, I saw Kiefer and Baselitz, and I just knew I wanted to be a painter. I am influenced by a lot of people today, because I enjoy painting, and simply can get high on a section of a painting that I think works.

Would you say you are more influenced by European or American art?

I used to be mostly inspired by European art, because my origins are European, and that is what I grew up with. I can´t run away from that. But the American expressionists have also influenced me a lot and today I find it difficult to make a choice – we all build onto the same history.

If you mix Mike Kelley with Guston, Saville and the music of the musician Beirut it talks to me a lot. At the same time, I can imagine thousands of different expressions within that broad spectrum. I for sure would not come up with a combination like that, before I started working, it is just people I like for different reasons. I might build onto their work, but I’m not sure if it is visible.

Your work in some ways conjures up stories, narratives of the lives of the ghosts and creatures of your abandoned spaces - are there any authors that you have a special connection to, that have influenced this direction? What are you reading at the moment?

Paul Auster. I like his way of writing and exploring other people’s lives like a detective. I like how the cityscape is used in the writing. It is very much how I approach my abandoned places for the first time.

Making up rules about how I can travel around them and what I am investigating. I am re-reading the Danish/Norwegian writer Axel Sandemoses novels about the fugitive “Esben Arnakke”, who fled my Island, Mors, by ship in 1916 and went to Newfoundland. This summer I went in his tracks up there. My dad named our wooden ship after this character, and I am working with the tracking down of “Esben Arnakke”, both the sailor and our ship, which we lost in ´86. The last thing we know about it is that it is in Holland. I am also reading Kafka’s Slow for a group show I am co-curating and Poetics of Space is always on my table.

Your work inhabits the boundary between figuration and abstraction, reality and the imaginary. Is it important that it belongs to all four of these worlds both practically and psychologically?

I like my work to be able to be read at different levels. As I also see my work as “a construction” with many layers; within this construction the works are plotted in different places. I don´t think of it as I work, but I can see it afterwards. Some people might see the figurative reality, others see the abstract and imaginary, I like that a lot.

THE CURRENT EXHIBITION Does your work propose any resolutions/answers to the environments you explore or are they open to being further explored by you at some point in the future?

I don´t think I propose any answers, but I have a state of mind, and a political point of view, that might occur somewhere in the layers.

I could easily go back to a project and work further, as I did with my projects in The Pyramid (An abandoned Russian mining town by the Arctic Circle). As I don´t try to solve a project, or tell the full and whole story, it is open to being revisited if that makes sense.

You are moving around a lot now - you’ve said that your work derives somewhat from the environment you grew up in – would you say that you select your habitats now with that in mind?

I have travelled in Iceland, Berlin and Newfoundland this year, to work and study, so yes somehow it falls together. I am looking for places that have a certain feel of something I recognise. I seldomly find it close to home though. It is more in my mind, and I recognize it when it is there, but mostly in Northern areas because of the vegetation and light.

How do your new abandoned structures differ from your earlier ones?

The project at Skive is about an abandoned amusement park in the former East Berlin. It is the first time I am working with a fantastical world, in the sense that it is a magic fantasy world. It contains childhood memories, as well as the death of childhood. It has the magical puzzling front side of the constructions as well as the real back stage, the honest side. The fake and the real, the night and day.

The structure is made of new wood and it copies the architecture of the roof of the museum room and in that way it relates more specifically to the space than my former structures. It hangs from the ceiling by a hook, and a bag of 180 kg of coffee as well as standing on pillars and in that way it is a “dishonest” construction, like the amusement park attractions. The painted pillars are trying to be fantastical by being decorative both in their tilting ways and colouring. The bag is trying to evoke memories through the smell of coffee, the wood and the coffee bag both weigh 180 kg. So I am much more specific in this construction than earlier.

This situation has also evoked a more fantastical world for me in the paintings. The structures are more complex, and new colours are in play. I have not used green and yellow for many many years.

Patterns, I have never used either.

The paintings depict post apocalyptic scenes to me – panoramas of lost worlds – with the diversity of your media, are you creating an atmosphere or a world?

I am building on the abandonment of the amusement park and its stories, creating new layers of atmosphere, I would say. The specific narrative about the death af Spreepark, carries a load of personal emotion and political struggle for the late owner, Nobert Witte. I have worked with his story and it has unfold on several layers. I don´t try to make a whole new world, but smaller aspects of something - which when larger, could potentially be a world.

You are working more with film for this exhibition - what direction do you see your work taking? Do you think you will focus on one media more than another at any point and if so, which media do you think that will be?

Painting is still my primary language but I find that the way I work now is becoming more routed. I am not looking for new medias to tell my stories, I prefer to go deeper and get more precision.

So I think I will stay here a bit, looking further into painting, film and construction. I feel that within this field there is so much to explore, and I don´t feel like limiting myself to only one language. I have already narrowed my practice down from architecture, clothing and city-investigation (with the art-architecture group +Laboratorium).

Working with one project in these three medias for me is to use the languages I know, but in new ways. A balance between safety and development that I find very stimulating.

Often we are introduced to the creatures who inhabit your worlds – the polar bear, the wolf - is this consistent or is the emphasis with this exhibition the inhabitants who no longer go to the fair – the ghosts?

Is the emptiness reflected more literally anywhere? If you were to give this project inhabitants, what form would they take?

I think I would paint a sad clown but I don´t like faces in my paintings as you mirror youself in them and then you wouldn´t be alone in them anymore, which is important to me. The big scale of these paintings make them more brutal, and I like that you are all alone in the room with them.

You have often explored spaces that are only inhabited by dangerous creatures and of course yourself. Is your presence reflected anywhere in the work - are you the protagonist?

As I set up the music at the Lenin Square in The Pyramid and record the sound of slamming doors and playing ball, I become a not present inhabitant of the spaces. But I would not call myself a protagonist. I think I try to evoke a specific feeling in the recipient, which makes my work a dialogue between me, as the artist, and the viewer. I never do documentary work. I go in, to make my subjective artificial work, but it is not really about me.

In this project you are exploring silence and death through the sound element of the work – are you also exploring this in the paintings and structures?

Yes, I think so. Death is an important element of all my work. If it is not present visually it is conceptually.

Are you giving life back to the dead by painting these lost spaces?

Or are you exploring the concept of life after death and death in life?

I think it differs. Sometimes I just overdo the death, so it almost becomes too much, and you have to laugh, because it becomes too romantic or melancholic. Other times there is grass or other signs of life. I think in layers and I think there will be more layers after I leave, I want to keep the story open for these new layers. It could be life, if the humans are clever enough, hopefully it will be - but I can´t promise.

If you could live with any work of art ever made – what would it be?

Well, I would gladly take Duchamp’s Urinal, Guston’s Back Side, Bernd and Hilla Becher’s Watertowers series; or the painting that made me want to paint when I was 13: Anselm Kiefers, Sulamith, 83.

Interview

london / København Oktober 2009 Anabelle de Gersigny Mie Olise Hvor stammer dit navn fra?

Repræsenterer dine forskellige medier nogle forskellige verdener

Olise fandt jeg selv på, da jeg var barn, eftersom min fars navn

for dig, eller arbejder du med forskellige aspekter af det samme

er Ole og min mors navn er Lise. Mie er et ret almindeligt navn

projekt på samme tid?

i Danmark.

Jeg tænker på mine projekter som parallelle systemer, der fungerer samtidig. Men jeg bruger mig selv forskelligt alt afhængig af

Hvordan blev du kunstner?

hvilken proces, jeg befinder mig i. I atelieret er jeg maler, og her

Det kom vel ud af en traditionel kombination af at være et barn,

arbejder jeg malerierne op over en længere periode. Der er den

som tegnede meget, og som altid fandt på en masse historier, og

konceptuelle idé bag værket, men maleriet får sit eget liv og tager

jeg ville altid ordne ting, og hvis det, som jeg ville have, ikke

sine egne beslutninger, efterhånden som det udvikler sig. Det

eksisterede eller var uden for rækkevidde, lavede jeg det selv.

tager over i en lang periode, indtil jeg træder et skridt tilbage og begynder at analysere det på afstand og får kontrol med proces-

Kommer du fra en kunstnerisk baggrund?

sen igen – jeg bliver ved med at finde en balance mellem de to

Egentlig ikke. Men min baggrund og opvækst er alligevel kilden

processer, indtil jeg mener, værket er færdigt.

til min kunst. Min far var skibsbygger, og vi sejlede i 10 år i de skandinaviske havområder, og jeg brugte meget tid på at gå

Mine videoer, derimod, er planlagte fra begyndelse til slut, og

alene rundt blandt store industriskibe i alle havnene i Danmark,

selve film-mediet og det faktum, at jeg ikke er en erfaren filmma-

Sverige og Norge. På et tidspunkt havde vi et savværk, som vi

ger, gør hele processen mere samarbejdspræget. Jeg får hjælp fra

forlod, da vi gik fallit.

fotografer, redigeringsfolk og lydeksperter, og det hele bliver en proces, hvor de følelser, jeg gerne vil vække i folk, skal udtrykkes

Hvor voksede du op?

og forstås. Processen er meget mere kompleks, og jeg nyder

Jeg voksede op på øen Mors i Danmark. Jeg tilbragte de første år

virkelig at styre de forskellige aspekter, der knytter sig til at lave

af mit liv på en politistation, cellerne var tomme, og de blev så ku-

film, fordi jeg tit og så er alene i studiet.

lissen til mange af mine dukkespil, jeg kunne virkelig godt lide det meget smukke lyserøde tæppe på trapperne i fængslet. Øen Mors

Når jeg bygger konstruktioner i stor skala, sker det altid i sidste

er også hjemsted for forfatteren Axel Sandemose, hvis historie jeg

øjeblik, på stedet, der hvor installationen skal være i udstillings-

skal arbejde med i mit næste projekt.

rummet, og jeg kender ikke rigtig slutningen på historien, før jeg står neden under selve strukturen. Jeg bygger modeller af rummet i mindre skala, og når jeg har analyseret det specifikke rum, diskuterer jeg de arkitektoniske problemer og kendetegn vha. modellerne. Til sidst bliver det klart, at der er en idé, som fungerer bedre end de andre, og så kan problemløsningen begynde: materialer,

Jeg vil begynde med at tale om, hvad den kunstneriske proces

assistenter og eksperter bliver inddraget i projektet, og så bygger

betyder for dig – dine værker er udtryk for en meget taktil

vi det op trinvist.

æstetik, de er rå og giver en lyst til at røre – du er ikke specielt forfinet i dit udtryk. Detaljerne hober sig op i dit udtryk, og dine

Hvad sker der i løbet af en dag i studiet?

elaborerede fantasier giver liv til dit værk. Klimakset indfinder sig

En dag i studiet begynder en anelse sent. Jeg starter ofte med en

som en kulmination på, at en ny verden opstår ud af en forladt

pause. Jeg har altid mange ting, der skal gøres, så jeg starter

verden, med de mange forskellige elementer, der spiller sammen

med de sjove ting først. Nogle gange bilder jeg mig ind, at do-

i det samme rum.

venskab er min største motivation, og jeg bliver nødt til at begynde

mit arbejde ved at snyde mig selv. Dagene i studiet er dog nok alli-

tion er ikke rigtigt skitser for hinanden, men repræsenterer to

gevel den stærkeste grund til, at jeg er kunstner. Jeg elsker at være i

forskellige måder at fortælle mine historier på.

studiet. Så jeg læser, drikker kaffe og på et tidspunkt kommer jeg til et punkt, hvor det, der er på lærredet begynder at provokere mig,

Er malerierne på samme måde en udvidelse af skulpturerne, eller

ved at stille spørgsmål, og jeg må i gang med at arbejde på det.

er skulpturerne en udvidelse af malerierne? Her tænker jeg f.eks. på din udstilling i Barbara Davis Gallery, hvor maleriet og struktu-

Eftersom jeg arbejder så mange forskellige geografiske steder,

ren så ud til at være forbundet med trin?

som ikke rigtig er mine, har jeg behov for nogle mere konstante

Når jeg arbejder med projekter og en narrativ idé til en historie,

ting omkring mig. Jeg har en kuffert med inspirationsudklip, mine

føler jeg, at de forskellige medier taler om emnet på forskellige

pensler følger mig hele tiden, og min stol og mit tæppe er også

måder og ud fra forskellige vinkler, men de overlapper samtidig

meget vigtige. Bevægelsen til og fra lærredet er en rute, jeg har

hinanden, fordi de alle sammen er produkter af mig og min indre

lært at kende gennem 20 år, så det er også et sted, jeg relatere

diskussion. De forskellige medier kan gøre forskellige ting, og det

til og føler mig hjemme i. Jeg klatrer ud på taget udenfor vinduet

er derfor jeg arbejder med dem. I denne udstilling står kroppen

for at se på malerierne og få nye perspektiver på dem. Sidst på

under 180 kg træ, som hænger fra en krog med en sæk med

dagen er det svært at komme udenom alle de mere kedelige ting,

180 kg kaffe og sten. Hvordan kroppen forholder sig til denne

at bygge nye lærreder, rense pensler, bære tunge materialer –

vægt og til den lugt er essentielt, værket interagerer med kroppen

alle de ting, som jeg har udskudt.

på et andet niveau, end maleriet ville gøre.

Når du maler, er der en flydende række instinktive handlinger,

Er hvert medie et selvstændigt undersøgelsesområde eller er medi-

som kulminerer i maleriet – du har sagt, at maleprocessen minder

erne afhængige af hinanden?

lidt om det at bygge noget – de forskellige lag af træ og maling.

Jeg mener, at hvert medie kan stå alene og fortælle en del af den

Vil du sige, at strukturerne er skitser til dine malerier, eller er maleri-

samlede fortælling, og når de forskellige medier bliver bragt sam-

erne skitser til dine strukturer?

men, overlapper de nogle gange hinanden, og andre gange er

Når jeg “bygger” mine malerier, tænker jeg meget på dem som

der et hul imellem dem. Jeg har ingen intentioner om at fortælle en

netop malerier, billedet mellem de fire stykker træ på lærredet. Jeg

hel og afsluttet historie, så det er ikke sådan, at jeg vil fortælle

tænker på kontrasterne i farverne, i penselstrøgene, i strukturen og

den fulde, sande historie ved at bruge de forskellige medier,

i lagene og linjerne inden for billedrammen. Og så er der en ting,

måske vil jeg snarere modsige mig selv eller åbne for flere for-

jeg ikke helt kan forklare, en slags mavefornemmelse. Maleriet

tolkninger.

kan efter min mening ikke udelukkende være konceptuelt, fordi penselstrøgene og de forskellige lag af maling vil stå i vejen. For

Du bruger ofte en selvlysende stærk farve i dine malerier – hvorfor

mig er netop dette det væsenligste ved at male!

gør du det?

Inde i mit hoved har jeg “ægte” og ”falske” farver (og lyde og

I strukturerne gør jeg lidt det samme, bare på en rumlig måde.

sange), og dem har jeg haft, siden jeg var barn. Ting, som jeg

Men den konceptuelle idé er mere fremtrædende end mavefor-

kan lide, og ting, jeg ikke kan lide. Og når jeg har brugt alle

nemmelsen. Ikke at de to størrelser står i modsætning til hinanden,

mine “ægte” farver (eller lyde eller materialer), har jeg et ibo-

for jeg synes altid, jeg arbejder poetisk med mine koncepter. Jeg

ende behov for at ødelægge dem. Mit melankolske sind kan

kan ikke forklare mine idéer i én sætning, det er mere komplekst,

egentligt umiddelbart ikke lide de klare farver, men på en eller

både strukturerne, filmene og især malerierne; og det er derfor,

anden måde giver de en udfordring i form af en dynamik og

jeg har behov for at udtrykke mig visuelt! Så maleri og konstruk-

noget kontrast til mine malerier og til hele historien om de forladte

steder. Som små lys i mørket. Moderne ting i en gammel og brugt

værk – interesseret i miljømæssige forhold omkring det sted, du

verden.

bruger?

Ja, det er jeg – ikke så meget hvor tingene kommer fra, men mere

Kan du fortælle lidt mere om de skibe, der optræder gentagne

det, at tingene ophober sig som lag i storbyen. Jeg genbruger ste-

gange i dine malerier?

der, som er forladte, men jeg fortæller ikke hvordan, jeg fokuserer

Skibene er de mest konkrete motiver i mine værker, da de er ba-

på disse tomme skaller som noget værdifuldt og vigtigt, der kan

seret på noget, jeg har set i virkeligheden. De tilhører mit sprog,

bruges på en eller anden måde.

mit “ur-vokabularium”. Jeg kan ikke forestille mig, at forlade dette motiv, da det for mig er et sprog, som jeg føler, jeg kan bruge me-

På hvilken måde vil du gerne have, at dine værker påvirker og

get enkelt og præcist. På den måde er det samme motiv også det

ændrer beskuerens syn på den verden, vi lever i?

mindst konkrete, fordi det kan betyde så mange forskellige ting.

Jeg arbejder primært på et psykologisk niveau kombineret med en rumlig perception: fælles og personlige minder, tab af tid og

Du laver modeller af dine strukturer – er det for at sikre dig, at de

barndom samt en poetisk fortolkning af det, der var engang,

fungerer strukturelt, eller er de skitser? Laver du nogensinde en

utopier og hvordan forskellige idéer er faldet til jorden. Jeg håber,

model, som aldrig bliver til en færdig installation?

at jeg kan vække melankolske og romantiske fornemmelser – og

Modellerne diskuterer rummet og mine idéer. Og herfra kan jeg

gerne give en mavepuster i ny og næ.

diskutere og tale med andre mennesker, så de ved, hvad jeg går og tænker. De arbejder konceptuelt med rummet og skal ikke

Jeg tror på, at kunsten kan ramme den enkelte person i maven på

betragtes som konstruktioner i teknisk forstand. Da jeg tog min

en meget speciel måde. At kunsten er en af de sjældne ting i

arkitektud-dannelse forestillede jeg mig ofte, at tyngdekraften ikke

verden, der ikke behøver at udvikle sig lineært i retning mod et

eksisterede. Det er en overvejelse, der først opstår efter idéen er

specifikt resultat, som skal forstås matematisk logisk af hjernen lige

på plads. Der er mange modeller, som ikke bliver til noget, og

med det samme. Det kan godt tage lidt tid, måske endda år, og

som snarere skal betragtes som undersøgelser.

nogle gange sker det bare ikke. Jeg tror på, at kunsten rummer muligheden for at få dig til at tænke og stille spørgsmål eller få

Hvor finder du materialerne til dine installationer?

dig til at huske noget, du havde glemt eller komme frem til et nyt

Da jeg lavede træ-installationer af brugt træ, var det altid en

syn på nogle aspekter af livet.

kamp, og jeg har ofte baseret mine værker på en stor tillid til tilfældet. I London og Houston, Texas, har jeg været heldig med

Jeg er interesseret i Freuds studier af the Uncanny (das Unheimli-

at leje en bil og bare køre rundt og finde huse, der var blevet

che), som er et begreb, der ofte bruges, når noget dødt ser ud til

revet ned. I strukturen Collapsing/Rising på SNYK Skive Ny

at være i live, for eksempel hvis en dukke pludselig blinker med

Kunstmuseum har jeg brugt nyt træ. Jeg ville kopiere loftet i udstil-

det ene øje. Eller en robot får en sjæl. Følelsen af at være bange

lingsrummet, og hvis jeg brugte gammelt træ, ville det stille nogle

for det forladte og døde og forvente, at det rummer en ubeha-

unødvendige spørgsmål. Ved at bruge lyserøde og violette farver

gelig overraskelse – kombineret med nysgerrigheden overfor at

har historien om forlystelsesparken givet anledning til et helt nyt

udforske nye territorier og det klassiske “væk-fra og hen-imod”

sprog, men de dekonstruktivistiske linjer fra de tidligere strukturer

dilemma, der kan fastholde én i et mentalt limbo, hvilket jeg synes

er stadigvæk fremtrædende, så der er både tale om loftets sam-

er utroligt nervepirrende, når jeg nærmer mig en ny forladt struktur.

menbrud og dets opbygning.

Min interesse for samfundet og forladte steder indebærer samtidig Når du bruger genbrugsmaterialer, er du så – som en del af dit

en vilje til at pege på lag i historien, som hele tiden bliver til flere

lag. På en måde kunne jeg godt tænke mig at stå stille et øjeblik

sprog og den måde, jeg udtrykker mig på, ligger et sted midt

og tænke på farten og ophobningen i vores kapitalistiske system.

imellem kunst og arkitektur. Jeg kan nok ikke helt undgå at tænke i

Hvorfor fungerede dette ikke? Hvad kan vi lære af det? Hvordan

strukturer, men eftersom jeg har malet siden jeg var 15,

kan dette give anledning til en ny praksis og skabe et nyt funda-

er det for mig svært at skelne mellem de to discipliner.

ment for idéer og perspektiver for samfundet.

Hvad angår dine inspirationskilder. Vi talte på et tidspunkt om Jeg har også et problem med, hvordan alder bliver betragtet i vores

samtidskunstnere fra København. Vil du sige, at der er en dimen-

samfund; ældre mennesker bliver ikke respekteret, de unge vil ikke

sion i din kunst, som kan jævnføres med dine danske

lære noget af dem. Jeg har den dybeste respekt for mine bedstefor-

rødder?

ældre, de levede under 2. Verdenskrig med meget lidt, men gjorde

Jeg tror, den danske tradition for pastøse tykke lag indenfor

alt for give os alt det, de kunne. I vores samfund er det at være

moderne maleri, som vel egentlig er en mere tysk ting, har haft

gammel yt, og mange mennesker har en krise, når de fylder 30!

indflydelse på min kunst. Da jeg var 13 år gammel, så jeg Kiefer og Baselitz, jeg var dybt foruroliget, og da vidste jeg, at jeg ville

Hvad kalder du dine installationer – strukturer, skulpturer eller

være maler. I dag lader jeg mig inspirere af mange forskellige

noget helt tredje?

mennesker.

For det meste omtaler jeg dem som konstruktioner (af og til strukturer), for alt er for mig en konstruktion eller et system. Den måde

Er du mest inspireret af europæisk eller amerikansk kunst?

samfundet fungerer på, og den måde en kunstner arbejder på.

Før i tiden var jeg mest inspireret af europæisk kunst, fordi jeg selv

Lagene og tidslinjerne i verden.

er europæer, og det er det, jeg er vokset op med. Det kan jeg ikke løbe fra. Men de amerikanske ekspressionister har også på-

Som beskuer bliver vi holdt ude af dine installationer – ofte kan vi

virket mig meget, og i dag er det svært at vide, eftersom vi alle er

se ind, men vi kan ikke udforske den indre verden – er der nogen

rundet af den same historie.

særlig grund til det? Vil du sige, at ude/inde er et tema i din kunst?

Hvis man fx blander Mike Kelley med Guston, Saville og musi-

Nogle gange er der en vej ind. I Penetrating Pores of

keren Beirut´s forskellige universer, taler det meget direkte til mig.

Construction udstillingen hos Barbara Davis Gallery er der

Jeg kan samtidig godt forestille mig mange andre udtryk inden for

en skjult vej ind og et lille digt indenfor. På Biennalen i Istanbul var

samme brede spektrum.

der en video inden i konstruktionen, og i Skive kan man gå rundt inde i strukturen. Der er helt klart en stor forskel mel-lem det indre

I dine værker møder man historier, der handler om spøgelser og

og det ydre i konstruktionerne. Jeg føler, at der er en stor forskel

væsner fra de forladte steder – er der nogle forfattere, som du fø-

på at være inde og ude og på, om du vil bryde ud eller trænge

ler dig særligt forbundet med, som har skubbet dig i den retning?

ind. Og jeg forsøger at fastholde folk ude såvel som inde for at

Hvad læser du for øjeblikket?

se, hvad de kommer til at tænke på, og hvordan de vil reagere.

Paul Auster, jeg kan lide hans måde at skrive på og den måde, hvorpå han undersøger folks liv som en detektiv. Jeg kan godt

Du har studeret arkitektur, før du blev kunstner – finder du i dag

lide måden, bylandskabet bliver brugt på i litteraturen. Det er lidt

større inspiration i arkitektoniske rumvirkninger end i billedkunsten?

den samme måde, jeg nærmer mig de forladte steder den første

Jeg bliver inspireret af mange ting, psykologi og samfundsmæs-

gang. Jeg opstiller nogle regler for, hvordan jeg kan rejse rundt i

sige forhold generelt. Hvordan vi lever sammen, hvordan vi

disse steder, og hvad jeg skal finde frem til. Jeg genlæser også

vokser op som mennesker, følelsesmæssigt og intellektuelt. På det

den dansk/norske forfatter Axel Sandemoses romaner om flygt-

æstetiske plan er jeg nok mest inspireret af lyd. Mit kunstneriske

ningen ”Esben Arnakke”, som flygtede med skib fra min Ø, Mors,

i 1916 og tog til Newfoundland. Jeg rejste i ”Esben Arnakkes”

er tæt på hjemme. Det foregår mere inden i mit hoved, og jeg

fodspor denne sommer i New Foundland. Min far navngav vores

genkender det hurtigt, når jeg møder det, jeg finder mest stederne i

træskib efter ”Esben Arnakke”, og jeg arbejder med at opspore

nordligt liggende områder på grund af vegetationen og lyset.

både søhelten og vores skib, Esben Arnakke. Skibet mistede vi i ´86 og det sidste vi ved, er, at det var i Holland. Jeg læser også Kafkas ”Slow” i forbindelse med en gruppe-udstilling, som jeg er med til at arrangere, og ”Poetics of Space” ligger altid på mit bord.

Dine værker placerer sig på grænsen mellem figuration og

DEN AKTUELLE UDSTILLING

abstraktion, virkelighed og fantasi. Er det vigtigt, at værket tilhører

Hvordan adskiller de nye forladte strukturer sig fra tidligere struk-

alle fire kategorier, både praktisk og mentalt?

turer?

Jeg kan godt lide, at mine værker kan læses på forskellige niveau-

Projektet i Skive handler om en forladt forlystelsespark i det tidli-

er. Jeg ser altså mine værker som ”konstruktioner” med mange lag;

gere Østberlin. Det er første gang, jeg arbejder med en magisk

inde i værkets konstruktion optræder der narrativer flere steder på

fantasiverden. Den rummer barndomsminder, men også barndom-

én gang. Jeg tænker ikke på det mens, jeg arbejder, men jeg kan

mens endeligt. Det magiske dekadente præger tivoliattraktionens

se det bagefter. Nogle mennesker vil måske få øje på den figura-

forside, i kontrast til bagsiden, virkeligheden, det ærlige. Det

tive virkelighed, mens andre ser det abstrakte og fantasifulde, og

falske kontra det sande, nat kontra dag. En uærlig konstruktion.

det kan jeg mægtig godt lide.

Min struktur er lavet af nyt træ, og den mimer museumsrummets Tilbyder dine værker nogen form for svar eller konklusion i forhold

arkitektur i loftet, og på den måde relaterer den mere direkte

til de miljøer, du udforsker eller er værkerne åbne for en videre

til selve rummet end mine tidligere strukturer. Strukturen hænger

udforskning af dig en gang i fremtiden?

ned fra loftet i en krog med en modvægt i form af en sæk kaffe

Jeg synes ikke, jeg arbejder med svar, men jeg har en klar over-

på 180 kg. Samtidig står den på søjler på den måde er det i

bevisning og et politisk ståsted, som måske kommer til udtryk et eller

arkitektonisk forstand en ”uærlig” konstruktion ligesom forlystelses-

andet sted i lagene. Jeg ville nemt kunne gå tilbage til et projekt

attraktionerne. De malede søjler prøver at “gøre sig interessante”

for at arbejde videre med det, ligesom jeg gjorde med projektet i

ved at være dekorative i form af de skæve linjer og farvelægnin-

Into The Pyramid (den forladte Russiske mineby ved den arktiske

gen. Sækken prøver at genskabe nogle minder gennem duften af

cirkel). Eftersom jeg ikke prøver at finde en bestemt løsning til et

kaffe. Både træet og kaffesækken vejer 180 kg, så jeg er meget

projekt eller prøver at fortælle hele historien, er værkerne åbne for

mere specifik i denne konstruktion i forhold til tidligere værker.

et gensyn, hvis det skulle give mening.

Denne situation har også bevirket, at jeg arbejder med en mere Du rejser meget rundt – du siger samtidig, at dine værker har afsæt

fantastisk verden i mine malerier. Konstruktionerne er mere kom-

i det miljø, du er vokset op i – vil du mene, at du nu vælger dine

plekse, og nye farver kommer i spil. Jeg har fx. ikke brugt farverne

bosteder med en bevidsthed om dette?

grøn og gul i mange år. Jeg har heller aldrig før arbejdet med

Jeg har rejst i Island, Berlin og Newfoundland i år, for at arbejde

mønstre.

og studere, så ja, stederne lapper ind over hinanden. Jeg er tiltrukket af steder, der rummer en speciel følelse, som jeg kan genkende.

I malerierne optræder noget, der for mig er post-apokalyptiske

Det er imidlertid sjældent, at jeg finder et sted, der geografisk

scener – panoramaer, der forestiller en tabt verden. Når du

bruger forskellige udtryksformer og medier, skaber du så en

har, gør dem mere brutale, og jeg kan godt lide, at beskueren er

atmosfære eller en verden?

helt alene i rummet sammen med dem.

Jeg bygger oven på det forladte ved forlystelsesparken og dens historier og skaber på den måde nye lag af atmosfære, vil jeg

Du har ofte udforsket rumlige forhold, som kun har været be-

mene. Denne udstilling bygger på Spreeparks endelige og bærer

boet af farlige dyr og selvfølgelig dig selv. Kommer din egen

på personlige følelser og politisk kamp for den tidligere ejer,

tilstedeværelse til udtryk noget sted i værket – er du selv hoved-

Nobert Witte. I mit arbejde med historien udfolder hans historie

rolleindehaveren?

sig på flere lag. Jeg prøver ikke at skabe en helt ny verden, men

Når jeg starter musikken på Lenin pladsen i Pyramiden og op-

snarere små aspekter af et eller andet, som, hvis det var større,

tager lyden af døre, der bliver smækket, og af nogen, der spiller

potentielt kunne være en verden for sig.

bold, er jeg ikke selv til stede i rummene. Og jeg vil heller ikke kalde mig selv hovedrolleindehaver. Jeg tror mere, jeg prøver på

Du arbejder mere med film i forbindelse med denne udstilling – i

at vække en speciel følelse i modtageren, som gør, at værket

hvilken retning arbejder du? Tror du, du vil fokusere mere på et

mere bliver en dialog mellem mig som kunstner og beskueren.

medie end et andet på et eller andet tidspunkt, og hvis det er tilfældet, hvilket medie vil du så foretrække?

I dette projekt arbejder du med stilheden og døden gennem de

Maleri er stadig mit primære sprog, men jeg synes den måde, jeg

auditive elementer i værket. Arbejder du med de samme temaer i

arbejder på nu, er mere fokuseret. Jeg kigger mig ikke om efter

malerierne og i strukturerne?

nye medier til at fortælle mine historier, jeg foretrækker at komme

Ja, det tror jeg. Døden er et vigtigt element i alle mine værker. Hvis

dybere med tingene og derved opnå en større præcision. Så

den ikke er til stede visuelt, så er den det på et konceptuelt plan.

jeg tror, jeg bliver her et stykke tid endnu og kigger nærmere på maleri, film og konstruktion. Jeg føler, at der er meget mere

Prøver du at give livet tilbage til de døde ved at male disse tabte

at undersøge inden for dette felt, og jeg har ikke behov for at

og glemte rum? Eller udforsker du snarere idéen om livet efter

begrænse mig selv til et sprog. Jeg har allerede barberet mit

døden og døden i livet?

faglige spektrum ned fra også at arbejde med arkitektur, tøj og

Det skifter lidt, synes jeg. Nogle gange gør jeg lidt for meget ud

by-undersøgelser. At arbejde med et projekt i tre medier er for mig

af døden, og så bliver det næsten for meget, og man får lyst til

en måde at bruge de sprog, jeg kender, bare på en ny måde. En

at grine, fordi det hele er blevet alt for romantisk og melankolsk.

balance mellem sikkerhed og udvikling, som jeg synes er meget

Andre gange er der grønt græs eller andre tegn på liv. Jeg tænker

stimulerende.

i lag, og jeg tror på, at der kommer flere lag til, efter at jeg har været der. Jeg vil gerne holde historien åben for, at nye lag kan

Ofte bliver vi præsenteret for de ”monstre”, der beboer dine ver-

komme ind i værket. Det kunne godt være noget livgivende, hvis

dener – isbjørnen, ulven – er dette et gennemgående træk, eller

menneskene er kloge nok. Det er de forhåbentlig – men jeg kan

er der i denne udstilling lagt vægt på de bebor, der ikke længere

ikke garantere noget.

befinder sig i tivoliparken – spøgelserne? Bliver tomheden udtrykt mere konkret noget sted? Hvis du skulle placere nogle beboere i dette projekt, hvilken form ville de så tage?

Hvis du frit kunne vælge at leve med et kunstværk – hvad skulle det

Jeg tror, jeg ville male en trist gammel klovn, men da jeg ikke kan

så være for et?

lide ansigter i mine malerier, fordi man spejler sig i dem og der-

Ja, så vil jeg tage Duchamps Urinal, Gustons Back Side, Bernd og

ved ikke længere kan være alene i malerierne, er det ikke noget,

Hilla Bechers Watertowers serie; eller det maleri, som gav mig lyst

jeg som sådan har arbejdet med. Det store format, malerierne

til at male, da jeg var 13 år gammel: Anselm Kiefers Sulamith, 83.

List of credits

ANABELLE de Gersigny Lives and works in London. Following studies in Fine Art, Anabelle started working for Phaidon Press in the contemporary art department, she then went on to set up the Tram Depot Gallery, London.

From 2006-8 she managed and curated the Alexia Goethe Gallery before starting in her present position at Hauser & Wirth, London.

OLIVER Orest Tschirky Works as an independent curator and art critic. He holds a Master degree in International Relations from the Universities of St. Gallen, Switzerland, and Strasbourg, France, as well as a Master of Art History, Philosophy and Film Studies from the Universities of Lausanne and Bern, in Switzerland, He has held positions as inter alia Assistant Curator at the Museum of Fine Art Bern, Curator at the Kunsthaus Langenthal, Vice Director at Art Basel and Art Basel Miami Beach, Gallery Director at Artvera’s, Geneva, and Director of the Art Academy of St. Gallen. As art historian, he has extensive experience with museums and experimental exhibition spaces as well as writing and editing exhibition catalogues and other publications and organizing cultural projects and events.

Oliver Orest Tschirky specializes in modern and contemporary art, prefers sustainable and interdisciplinary approaches.

Tina dicarlo Is a writer and curator living in Berlin and London. From 2000 to 2007 she was a curator at the Museum of Modern Art, New York and is currently a guest professor at the Berlage Institute, The Netherlands.

She holds advanced degrees in mathematics, philosophy, and art history from the Courtauld Institute, London and a Master’s of Architecture from Harvard University, Graduate School of Design.

Mette Moestrup Poet. Has published the poetry collections Tatoveringer (Tattoos) 1998, Golden Delicious (2002) and Kingsize (2006). And the collage novel Jævnet med Jorden (Leveled to the Ground) (2009).

She has an MA in Literature and for a number of years she has been teaching at the Writers Academy (Forfatterskolen) in Copenhagen and connected to similar institutions in Göteborg and Bergen. Moestrup is working within a trans-Nordic tradition and has performed at a large number of poetry festivals in Norway, Sweden, Greenland, Iceland - and Germany.

Rasmus Vestergaard Is director of SNYK Skive Ny Kunstmuseum and Department Manager in Museum Salling. He is former Director of Skive Kunstmuseum (Skive Museum of Art). Furthermore Rasmus Vestergaard is the chairman of the board in the Association of Danish Museums. Present field of research is contemporary art including new media art and Modern Architecture and Design. For a number of years his research focused on Roman Baroque architecture and Danish art from the 18th century inter alia in his research-scholarship at Aarhus University.

Rasmus Vestergaard holds an MA (Research Degree) in Art History from the of University Aarhus.

Photos from the sketchbook Childrens worlds and amusement park attractions: Riding a Flying Carpet 1880 painting by Viktor Vasnetsov.

The Flying Carpet by Anne Belle.

Pippi Longstocking by Astrid Lindgren. Swedish Television, directed by Olle Hellbom www.imagebank.sweden.se ©Jacob Fordell/Pressens Bild + Bo-Erik Gyberg.

Emil from Loenneberga by Astrid Lindgren. Swedish Television.

Directed by Olle Hellbom www.imagebank.sweden.se ©Jacob Fordell/Pressens Bild.

Our Gang 1922. Directed by Robert F. McGowan and Tom McNamara. Released by Pathé. Produced by Hal Roach.

Oliver Twist 1948, film. Directed by David Lean.

Photographer Guy Green.

The book History of the Carousel, 1978, by Frederick Fried.

Bor og arbejder i London. Efter at have studeret kunst blev Anabelle

Hun er Cand. Phil. i litteraturhistorie og har i en årrække været fast

ansat hos Phaidon Press i afdelingen for samtidskunst. Herefter arbej-

lærer på Forfatterskolen i København. Tilknyttet Litterär Gestaltning

dede hun med opsætningen af Tram Depot Gallery i London. Fra

i Göteborg og Skriveakademiet i Bergen. Moestrup har gennem

2006 til 2008 ledede og kuraterede hun Alexia Goethe Gallery,

hele sit virke arbejdet meget tværnordisk og har optrådt på et væld

indtil hun blev ansat i sin nuværende stilling hos galleriet Hauser &

af poesi-festivaler i Norge, Sverige, Grønland, Island og desuden

Wirth i London.

Tyskland.

Rasmus Vestergaard

OLIVER Orest Tschirky

Er leder af SNYK Skive Ny Kunstmuseum og afdelingsleder i Mu-

Arbejder som uafhængig kurator og kunstkritiker. Han har en master-

seum Salling. Han har tidligere været ansat som museumsdirektør for

eksamen i internationale forbindelser ved universitetet i St. Gallen,

Skive Kunstmuseum. Endvidere er Rasmus Vestergaard bestyrelses-

Schweiz og Strasbourg, Frankrig såvel som en master i kunsthisto-

formand for brancheorganisationen Organisationen Danske Museer.

rie, filosofi og filmstudier ved universiteterne i Lausanne og Bern i

Nuværende forskningsfelt er dels samtidskunst herunder kunst baseret

Schweiz.

på digitale medier, dels moderne arkitektur og design. Han har gennem en årrække forsket i romersk barokarkitektur og dansk 1700-tals

Han har haft stillinger som bl.a. kuratorassistent ved Museum of Fine

kunst blandt andet som forskningsstipendiat ved Aarhus Universitet.

Art Bern, kurator ved Kunsthaus Langenthal, vicedirektør ved Art Basel og Art Basel Miami Beach, galleridirektør ved Artvera’s, Geneve,

Rasmus Vestergaard er uddannet cand. phil og mag.art i kunsthistorie

og direktør ved Art Academy of St. Gallen. Som kunsthistoriker har

fra Aarhus Universitet.

han omfattende erfaring med museer og eksperimentelle udstillingsrum såvel som med at forfatte og redigere udstillingskataloger og andre publikationer samt med at organisere kulturelle projekter og events. Oliver Orest Tschirky har specialiseret sig i moderne kunst og samtidskunst og foretrækker den bæredygtige og interdisciplinære

Fotos fra skitsebogen

fremgangsmåde.

Børneverdener og forlystelser fra tivoliparker: Riding a Flying Carpet, 1880, maleri af Viktor Vasnetsov.

Tina dicarlo

The Flying Carpet af Anne Belle.

Forfatter og kurator, som bor i Berlin og London. I perioden 2000

Pippi Longstocking af Astrid Lindgren. Swedish Television,

-2007 var hun kurator på Museum of Modern Art, New York og hun

instrueret af Olle Hellbom www.imagebank.sweden.se

er i dag tilknyttet som gæsteprofessor på The Berlage Institute, Hol-

© Jacob Fordell/Pressens Bild + Bo-Erik Gyberg.

land. Hun har universitetsgrader i matematik, filosofi og kunsthistorie

Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren. Swedish Television.

fra Courtauld Institute, London og en kandidatgrad i Arkitektur fra

nstrueret af Olle Hellbom www.imagebank.sweden.se

Harvard University, Graduate School of Design.

© Jacob Fordell/Pressens Bild.

Our Gang1922. Instrueret af Robert F. McGowan og Tom

Mette Moestrup

McNamara. Udgivet af Pathé. Produceret af Hal Roach.

Digter. Har udgivet digtsamlingerne Tatoveringer (1998), Golden

Oliver Twist 1948, film. Instrueret af David Lean.

Delicious (2002) og Kingsize (2006). I 2009 udkommer romankol-

Fotograf Guy Green.

lagen Jævnet med Jorden.

Bogen, History of the Carousel,1978, af Frederick Fried.

Kreditering

ANABELLE de Gersigny

mie olise

Mie Olise (*74) Currently lives and works in New York City.

The Exquisite Capabilities of the Flying Carpet at SNYK Skive Ny Kunstmuseum, Denmark, is Mie Olise´s first solo Museum Show.

Education 2007 MFA, Central. St. Martins, London (UK) 1995-2001 MA Architecture, A-Aarch, Aarhus (DK ) / The Bartlett, UCL London (UK) 2009-2010 ISCP, International Studio and Curatorial Programme, NY (US) 2009 Skowhegan School of Sculpture and Painting, ME (US) Solo Exhibitions 2009 The Exquisite Capabilities of The flying Carpet, SNYK Skive Ny Kunstmuseum (DK) The Dreadful Sound when the Fish went Fishing, Duve Berlin (D) 2008 Penetrating Pores of Construction, Barbara Davis Gallery, Houston,TX (US) Selected Group Shows 2009 Ovengaden, Institute for Contemporary Art, RYK IND (DK) Hypersurface FX, Massa, (I), curated by Michael Stubbs Art Brussels, DUVE Berlin (D) CLUSTER, Barbara Davis, Houston Texas (US) 2008 Liverpool Biennale, John Moores 25th, Liverpool Museums (UK) Winter Salon, Temple Bar and Gallery + Studios, Dublin (I) The Ruins of the Future, Standpoint Gallery, London, UK, curated by Fiona MacDonald w. Mary Mattingly (US) 2008 ARTfutures, Bloomberg Space, London (UK) Art Brussels, DUVE Berlin (D) Tipping Point, Purdy Hicks Gallery, curated by Sarah Douglas (UK) 2007 “4 New Sensations” Saatchi Gallery (UK) 3 min. wonder, TV-portrait at Channel 4 (UK) w. The 4 New Sensations. ”Lost Boys”, ROD BARTON INVITES, London (UK) Istanbul Biennale, “The Triangle Project”, Turkey (TUR) MFA Degree Show at Byam Shaw, Central St. Martins, 2007 London (UK) Celeste Art prize 2007, Truman Brewery, London (UK) Finalist 2006 Kunstnernes Efterårsudstilling 2006 (DK) 2004 KunstRaum KREUTZBERG. Urban Narratives.

Curated by Ane Løkken, Berlin (D) Nikolaj Kirke, MutationsLABORATORIUM. Curated by Rasmus Nordquist (DK) 2003 Charlottenborgs Forårsudstilling (DK) 2001 Transcultural Exchange. Curated by Mary Sherman, Boston (US)

Awards and Funding 2009 Danish Art Council for the SNYK Skive Museum of Art show The Exquisite Capabilities of the Flying Carpet (DK) Danish Art Council, 2000 Work Grant (DK) Danish Art Council, for the book from the SNYK solo show (DK) NES Residency, Iceland (I) JP foundation, Residency, Berlin (D) Det Hiermstierne-Rosencronske legat (DK) 2008 Artist of the year, Rockwool Foundation (DK) Danish Art Council Work Grant 2008 (DK) Niels Wessel Bagges Kunsfond (DK) 2007 South Square Trust Scholarship, University of the Arts, MA Degree Fee (UK) 2005 Danish Art Council, for New York (US) 2004 Danish Art Council, for Berlin (D) 2001 Danish Art Council, 2 year talent grant (DK) Margot og Thorvald Dreyers Foundation (DK) 2001 Knud Højgaards Foundation (DK) Bibliography Art Forum, critics picks, August 2008 Art World, October, p.17, 2008 Art News, September, p.160, 2008 Blueprint Magazine, UK, October, opening shot, 2008 Børsen Newspaper, 11 December, 2008. Front of Pleasure + p.22-23 Catalouges and books 2009 The Exquisite Capabilities of The Flying Carpet Catalogue Mie Olise / SNYK 2008 ”Kjærgaard/Behr”, Catalogue, Alexia Goethe Gallery 2007 “Works by Mie Olise Kjærgaard, 2007” WAY TOO SCHOOL project, book published by magasinet KUNST Internships 1999 Zaha Hadid, Architects, London (UK) 1999 FAT (Fashion + Architecture + Taste), London (UK)

Bor og arbejder i New York City.

The Exquisite Capabilities of the Flying Carpet på SNYK Ny Skive Kunstmuseum, er Mie Olise´s første solo Museums udstilling.

Uddannelse 2007 MFA Central. St. Martins, London (UK) 1995-2001 Cand. Arch. A-Aarch, Aarhus (DK) /The Bartlett, UCL London (UK) 2009-2010 ISCP, International Studio and Curatorial Programme, NY (US) 2009 Skowhegan School of Sculpture and Painting, ME (US) Solo udstillinger

Priser & legater

2009 The Exquisite Capabilities of The flying Carpet,

2009 Statens Kunstråd for The exquisite capabilities of the

SNYK Ny Skive Kunstmuseum (DK)

Flying Carpet (DK)

The Dreadful Sound when the Fish went Fishing,

2009 Statens Kunstråd, arbejdslegat (DK)

Duve Berlin (D)

Statens Kunstråd for bogen The exquisite capabilities of the

2008 Penetrating Pores of Construction,

Flying Carpet (DK)

Barbara Davis Gallery, Houston,TX (US)

NES Residency, Island (I) Jyllanspostens Legatbolig i Berlin (D)

Udvalgte gruppeudstillinger

Det Hiermstierne-Rosencronske legat (DK)

2009 Ovengaden, RYK IND (DK)

2008 Årets Kunstner, Rockwool Foundation (DK)

HypersurfaceFX,Massa, (I) kurateret af Michael Stubbs

Statens Kunstfond. 2008 arbejdslegat (DK)

Art Brussels, DUVE Berlin (D)

Niels Wessel Bagges Kunsfond (DK)

CLUSTER, Barbara Davis, Houston Texas (US)

2007 South Square Trust Scholarship, University of the Arts (UK)

2008 Liverpool Biennale, John Moores 25th, Liverpool Museums.

2005 Statens Kunstfond, for New York (DK)

Winter Salon, Temple Bar and Gallery + Studios, Dublin (I)

2004 Statens Kunstfond, for Berlin (DK)

The Ruins of the Future, Standpoint Gallery, London, kurateret af

2001 Statens Kunstfond. 2 årige igangsætningsstipendie (DK)

Fiona MacDonald med Mary Mattingly (US)

Margot og Thorvald Dreyers Fond (DK)

ARTfutures, Bloomberg Space, London (UK)

2001 Knud Højgaards Fond (DK)

Art Brussels, DUVE Berlin (D) Tipping Point, Purdy Hicks Gallery, kurateret af Sarah Douglas (UK)

Presse

2007 ”4 New Sensations” Saatchi Gallery (UK)

Art Forum, critics picks, august 2008

3 minute wonder, TV-portrait at Channel 4 (UK) m. The 4 New

Art World, oktober, p.17, 2008

Sensations (UK)

Art News, september, p.160, 2008

”Lost Boys”, ROD BARTON INVITES, London (UK)

Blueprint Magazine, UK oktober, opening shot, 2008

Istanbul Biennale, “The Triangle Project”, Turkey (TUR)

Børsen, 11. december. Forside af Pleasure + p.22-23 2008

MFA Degree Show at Byam Shaw, Central St. Martins, London (UK)

Kataloger & bøger

2007 Celeste Art Prize, Truman Brewery, London (UK) Finalist

2009 The exquisite Capabilities of The Flying Carpet,

2006 Kunstnernes Efterårsudstilling 2006 (DK)

udstillings bog Mie Olise / SNYK

2004 KunstRaum KREUTZBERG. Urban Narratives.

2008 Kjærgaard/Behr, Alexia Goethe Gallery

Kurateret af Ane Løkken, Berlin (D)

2007 “Works by Mie Olise Kjærgaard, 2007”

Nikolaj Kirke, MutationsLABORATORIUM.

WAY TOO SCHOOL projekt, bog udgivet af magasinet KUNST

Kurateret af Rasmus Nordquist (DK) 2003 Charlottenborgs Forårsudstilling (DK)

Praktik ophold

2001 Transcultural Exchange, kurateret af Mary Sherman,

1999 Zaha Hadid, arkitekter, London (UK)

Boston (US)

1999 FAT(fashion+architecture +taste), London (UK)

mie olise

Mie Olise (*74)

“Mie Olise’s artwork is marked by a distinct postmodern cognition that the great narrations or ideologies have died. Today we are facing a fundamental challenge. We have to find a structure which contains a true personal meaning without offering a universal truth based on monocultural, political or religious, arguments. Or in other words; we can pick and choose from different sets of beliefs in order to create a paradigm of values and beliefs that correlates with our own lives. We do not take absolute truths for granted.

However, one of the side effects is a growing complexity in our lives. Nothing is already there, everything is worth a discussion, all things must be seen in context. This realization is visible in numerous places in public life, in society.

In Mie Olise’s production we do not find a “complete” story. The vision into the deepest layers of reality that pervades the artworks makes us faintly see the real as fragments of the truth. You meet glimpses of isolated truths that, put on a line next to each other, might offer a coherent picture of reality.”

“Mie Olise bygger sin kunst med en distinkt postmoderne erkendelse af ”de store fortællingers død”. Vi er i dag stillet over for en grundlæggende udfordring. Vi skal finde en struktur, der er sand for os, men som ikke rummer den politiske, religiøse enhedskulturs overordnede sandhed. Eller sagt på en anden måde; vi shopper rundt i forskellige holdningskomplekser for selv at sammensætte et tros-/holdningsparadigme, der stemmer overens med netop vores liv. Vi tager ikke totaliteterne, sandhederne for givet. Biproduktet er stigende kompleksitet. Intet er givet, alt er til diskussion, alle forhold må vurderes fra situation til situation. Denne erfaring er synlig et utal af steder i offentligheden, i samfundet. Hos Mie Olise finder vi ikke en ”hel” fortælling. Dybdesynet, der underbygger værkerne, lader os ane det reelle, giver fragmenter af sandhed. Det er glimt af de enkeltstående erkendelser, der, når de sættes på linje, muligvis kan danne et sammenhængende billede af virkeligheden.”

Rasmus Vestergaard Director, MA at SNYK Skive Ny Kunstmuseum