2 minute read
Interview
Aftenskolerne har en vigtig rolle i samfundet
Som HR-direktør hos Danfoss har Janne Bækgaard Sandholdt en travl kalender. Alligevel har hun valgt at bruge tid på bestyrelsesarbejdet i FOF Sønderborg. FOF har talt med hende og spurgt ind til, hvad der ligger til grund for det valg.
Hvorfor har du valgt at være bestyrelsesmedlem i FOF?
Det er der flere årsager til. Helt overordnet set vil jeg godt støtte op om en god sag. For mig at se har aftenskolerne en vigtig rolle i samfundet, fordi de tilbyder læring og oplevelser for alle. Der er en styrke i, at folk med meget forskellig baggrund kommer frivilligt og er sammen om en fælles interesse. Derfor vil jeg også godt være en del af bestyrelsen, hvor jeg kan være med til at præge, i hvilken retning FOF Sønderborg udvikler sig. Og hvor jeg kan byde ind med mine kompetencer og være sparringspartner for skolelederen. Endelig synes jeg også, at det giver mig noget på det personlige plan. Det giver mig et nyt perspektiv at arbejde med andre mennesker og andre problemstillinger end dem, jeg møder i mit professionelle virke.
Har du selv deltaget i nogle af FOF’s aktiviteter?
Det er ikke noget, jeg har brugt tid på tidligere. Men takket være mit bestyrelsesarbejde i FOF blev jeg opmærksom på, at FOF har et kursus i indisk madlavning, som jeg syntes lød spændende. Så det har jeg deltaget i.
Hvordan var det så?
Det var en rigtig fin oplevelse. Det giver nogle nye vinkler at tale med nogle helt andre mennesker end dem, jeg kender fra mit arbejde og min vennekreds. Det er lærerigt. Og så opstår der også et fællesskab, fordi vi er samlet om en fælles interesse. Så på dén måde har min egen deltagelse i indisk madlavning været med til at bekræfte dét syn på aftenskolen, der fik mig til at gå aktivt ind i FOF Sønderborgs bestyrelse.
Er du vores nye bestyrelsesmedlem?
Vi søger frivillige bestyrelsesmedlemmer, der brænder for folkeoplysning, oplevelser, fritidsaktiviteter og kurser for voksne i alle aldre.
Du har lyst til at engagere dig på et område, hvor du kan være med til at udvikle FOF Sønderborgs position som en moderne forening i fuld udvikling og dermed gøre en forskel for alle borgere i Sønderborg Kommune.
Der er ingen krav til din baggrund, så længe du vil deltage aktivt, er engageret og byder ind med din vinkel.
Har du lyst til at høre nærmere, så kontakt os for en uforpligtende snak. Deltagerindflydelse
Vidste du, at du som kursist har mulighed for at blive valgt ind i FOF Sønderborgs bestyrelse ved vores årlige generalforsamling? Kontakt os på info@fofsonderborg.dk, hvis du er interesseret i at høre nærmere.
Citat:
Bente Klarlund, overlæge, professor og sundhedsforsker ”En undersøgelse viser, at hvis vi er aktive, hører til i en social kontekst og engagerer os i omverdenen, så vil vi oftere have et godt liv. Vi bør pleje vores sociale relationer, være en del af noget, der er større end os selv og tænke over, hvad der er meningsfuldt for os.”