![](https://assets.isu.pub/document-structure/200820091631-7737431050f7c77fa3ed95b2344bce46/v1/b43c025715d1e5f50c18a04a1323c30f.jpg?width=720&quality=85%2C50)
3 minute read
Områdefortællinger
På udkig efter legekammerater Børnehuset Ta´fat fik ved årsskiftet ny leder, den 42-årige Klaus Kühne fra Hedensted, der kan lide den åbne stil både i indretning og i samarbejde.
AF KATJA MATHILDA CHRISTENSEN, RED. SØNDERBRO’EREN
Børnehuset Ta´Fat ligger på Sønderbrogade 74 i Horsens. Muligvis har du ikke bemærket det ude fra vejen, da det ligger godt gemt bag plejehjemmet Gefions Have. Lokale kender institutionen under navnet Gefionsgården, som den blev døbt ved grundlæggelsen i 1976.
Siden er der løbet en del vand under broen og 40 års skiftende pædagogik og ledelse. I nyere tid har stedet taget navneforandring til Ta’fat, som er et andet navn for fangeleg.
Ny stil
Men kun få måneder inde i året 2020 fik navnet Ta’fat også den betydning, vi bruger, når noget trænger til at blive gjort. Og den der skulle tage fat, var den 42-årige Klaus Kühne, der i februar var blevet ansat som ny leder i den privatejede institution med vuggestue, børnehave og ungdomsklub. Klaus Kühne var opsat på, at der skulle ske nye ting på stedet, men at hans første opgaver blev meget lavpraktiske havde han måske ikke lige set komme:
Klaus Kühne leder af Børnehuset Ta’fat. Foto: Katja Mathilda
”Coronaen kom nærmest lige da jeg begyndte, og så var det ligesom oplagt at gå i gang med at modernisere på det ydre plan” siger Klaus Kühne.
I virkeligheden gav det rigtig god mening at vise den nye stil med en heftig omgang oprydning, hvide vægge på stuerne, i personalerummet og på kontorerne, så det hele virkede mere lyst og åbent.
Klaus fik flyttet sit kontor op til de andre ansatte og med en åben dør fortæller han, at han ikke kun er en leder, der sidder på sit kontor, men at han også har lyst til at tale med både forældre og de andre ansatte på stedet.
Tæt på naturen
De indre rammer hos Ta’fat er med andre ord blevet moderne, men stedets store styrke, er den gamle have og legeplads. Se, sådan skal en lykkelig barndom se ud; masser af græs, klatretræer og små skjulesteder. Her er der mulighed for at komme tæt på naturen og finde snegle, biller, grave huller og sidde i bålhuset på en regnvejrsdag med snobrød.
Dertil kommer et stykke græsmark, hvor der kan spilles fodbold og rundbold, når de små vuggestue- og børnehavebørn en dag bliver så store, at de fortsætter i Ta’fats ungdomsklub Between-klub for de 13 - 18-årige.
Sommerfestival
Faktisk havde Klaus Kühne før coronaen tænkt flere store tanker for græsmarken: ”Vi havde planlagt, at der skulle ha’ været afholdt en sommerfestival, hvor vi ville invitere alle Sønderbros institutioner til at gå sammen om et program,” fortæller han.
Heldigvis er planen blot udsat til 2021, og i det hele taget ønsker Klaus, at Ta’fat skal bruges mest muligt af flest muligt:
”Hvis nogen har ideér, så vil vi gerne være med. Og hvis nogen tænker, at de kan bruge noget af det vi har, så vil vi meget gerne samarbejde, ” siger Klaus.
Selv er han på udkig efter nogen, der har nogle konkrete forslag til, hvordan man får flere piger ind i ungdomsklubben:
”Ja, går man rundt med ide, så skal man endelig bare ringe til mig, og så får vi en snak om mulighederne,” siger Klaus.
Praktisk info om Ta'fat
Vuggestue og børnehave Ta'fat er en privat institution og dermed ikke en del af den kommunale pladsanvisning. Ønsker du plads, skal du udfylde en indmeldelsesblanket, som du får på kontoret. Henvendelse på telefon 7625 4848 eller mail info@tafat.dk Det koster det samme, at have dit barn gående i Ta'fat som i et kommunalt tilbud. Ungdomsklubben Between-klub (12-18 år) Åbningstider: Mandag-torsdag kl. 15.00-21.00.