Livsfortælling

Livsfortællinger

Fællesskab for livet

AF KATJA MATHILDA CHRISTENSEN

Inger-Margrethe Habekost er tilflytter fra Randers til Horsens og er derfor i gang med at lære nye steder og mennesker at kende .

”Det er en fin kjole, du har på,” siger en nydelig dame, som jeg ikke har set før under kirkekaffen. Hun kigger indgående på kjolens sidelommer, og jeg tænker, at det dejligt at møde en, der også værdsætter et par praktiske deltaljer til hænder, der ellers let kommer til at flagre formålsløst omkring:

”Tak! Den er købt på et loppemarked,” svarer jeg og kigger tilbage på damens tøj og påbegynder en samtale, jeg ikke har meget forstand på: ”Dit tøj er heller ikke værst. Jeg vil gå så langt som at mene, at det er skræddersyet?”

”Ja, det er syet i Malaysia,” siger damen, som præsenterer sig som Inger-Margrethe Habekost og ganske rigtigt er både ny i Sønderbro Kirke og i Horsens. Under coronaen flyttede Inger-Margrethe fra rækkehuset i Randers til en lejlighed nede i det nye byggeri på havnen i Horsens:

”Min datter Solveig bor i Horsens, og i "coronaens tid" sad jeg og tænkte, skal jeg selv bestemme, hvor jeg fortsat skal bo, så må det være nu. Så jeg fortalte min datter, at jeg gerne ville se på noget at bo i Horsens. Solveig blev glad, og det var jeg glad for,” siger Inger-Margrethe.

På udkig efter et rart sted

Inger-Margrethe er 84 år, og selvom ryggen aldrig har fået det godt efter den brækkede på en sognetur til Lübeck for fire år siden, så sidder Inger-Margrethe ikke hjemme, men tager sin bil og kører nysgerrigt ud i den by, hun stadig er ved at lære at kende med dets steder og mennesker.

Denne søndag har Inger-Margrethe fundet godt selskab i én af kirkens frivillige, Arne Larsen, der på sin lune nordjyske facon, fortæller Inger-Margrethe om de aktiviteter, man kan gå til i kirken.

God stemning

Samtalen bliver kort afbrudt af en afskedstale fra menighedsrådsformanden Tove Asmussen til Per Bach, der har været præstevikar i Sønderbro Kirke i næsten et år. Efter talen griber alle i foyeren efter deres kaffekop eller glas med bobler og siger ”skååål og tak!” i retning af Per. Inger-Margrethe kigger med sit indgående blik på boblerne champagneglasset: ”Jeg kan godt lide den her,” siger hun, og så vender vi tilbage til samtalen om at være ny i Horsens:

”Jeg kører rundt for at finde en kirke i byen, hvor jeg føler mig velkommen. Stemningen er god her. Det minder mig på en eller anden måde om kirkekaffen i Sct. Clemens Kirke i Randers,” siger hun.

Inger-Margrethe fortæller med smittende begejstring om ”hendes kirke” i Randers, hvor hun var aktiv og havde siddet i menighedsrådet. Hun fortæller inspirerende om de ting, som de havde på programmet, og som hun deltog i – f.eks. en såkaldt salmelæsegruppe, hvor de læste og talte om salmerne som et stykke litteratur.

En levende fortælling

Inger-Margrethes 84-årige liv kunne godt skrives som et spændende stykke litteratur, selvom hun ikke selv mener, at der er noget at skrive om.

Heldigvis vil hun gerne fortælle, og der går ikke længe for den opmærksomme lytter, inden man mærker, at der, udover familien og de mange rejser til østen, i Inger-Margrethes livsfortælling er noget, der har en helt særlig betydning for hende:

”Jeg blev grøn pigespejder, da jeg var 10 år, og er det stadig som en såkaldt Augusta, gruppen for de pensionerede spejdere,” siger Inger-Margrethe.

Jeg konkluderer, at Inger-Margrethe nok let ville kunne ha’ klaret ”Alene i vildmarken,” hvis hun gad. Hun smiler og virrer på hovedet af den lidt fjollede kommentar og siger:

”Det er jo ikke det, spejder handler om. Hos De Grønne Pigespejdere handler det om fællesskab, og om at der altid er nogen til at bakke dig op, uanset hvor du er i livet - også når du er 84 år,” siger Inger-Margrethe.

Noget står fast

For Inger-Margrethe er spejderfællesskabet det, der står fast, når verden under fødderne til tider gennem et liv vakler, som f.eks. dengang hendes mand fandt en anden og lod hende tilbage med deres to små piger, Ellen og Solveig:

”Selvfølgelig var det hårdt, men i bakspejlet fik jeg jo den gode del af det ægteskab. Jeg fik pigerne - og bilen,” siger Inger-Margrethe.

også selvom pengene ikke var store for en lærer dengang. Vi pakkede bilen med telt og grej og kørte til Norge, Tyskland, ja sågar til Oberammergau Spillene i Sydtyskland” siger Inger-Margrethe.

Rige på oplevelser

Men selvom pengene skulle bruges med omtanke, var der i den lille familie enighed om én ting, når Inger-Margrethe fremlagde tingenes realiteter for sine piger:

”Jeg spurgte dem ligeud, om de var klar til at spare i løbet af året for at kunne komme på ferie om sommeren,” siger Inger-Margrethe.

Hvert år svarede pigerne uden tøven ja, og senere, efter at pigerne var blevet voksen, og Inger-Margrethe nævnte det, kunne de faktisk ikke huske, at der skulle spares.

”Vi var rige på fælles oplevelser, er vi enige om” siger Inger-Margrethe.

Rejseminder

At det at rejse har været en stor del af Inger-Margrethes liv, ser man tydeligt, når man træder ind i den spritnye lejlighed på Jenny Kammersgaard Vej på Nordhavnen i Horsens. Overalt er der tegn på rejser fra eksotiske steder. Der er bl.a. en fin elefantsamling i et glasskab, asiatiske malerier over en kommode og en kær koalabjørn på en dragkiste.

I den lange gang fra køkkenopholdsstuen mod soveværelset hænger Inger-Margrethes egne sort/hvide fotos af templer og fjerne egne. Ved siden af, også på væggen, hænger tre store sakse:

”Det er mine forældres skræddersakse,” siger Inger-Margrethe og fortsætter: ”De var skræddere i Ruds Vedby på Sjælland. Min mor, Ellen, dameskrædder og min far, Kristian, herreskrædder og faktisk også selveste dronning Alexandrines skrædder,” siger Inger-Margrethe. skaffe stof og arbejde i Ruds Vedby, så faren fik i 1944 arbejde i Randers og tog afsted for at finde et sted, hvor familien kunne bo. Moderen og den 6-årige Inger-Margrethe flyttede ind hos moderens veninde, Christa, der også havde arbejdet som syerske i forældrenes forretning:

”Christa var som en ekstra mor for mig, så da min mor, min mormor og jeg flyttede efter min far til Randers, holdt Christa og jeg kontakten, og det var altid hende jeg kunne spørge, når jeg manglede et godt råd,” fortæller Inger-Margrethe.

Store tab

Christa – navngivet af en lille Inger-Margrethe, der endnu ikke kunne sige frøken Christensen – døde for ca. 10 år siden. I det hele taget har de seneste 10 år været forbundet med store tab af vigtige mennesker i Inger-Margrethes liv. Senest, for to år siden, døde moderen, Ellen, 102 år gammel, og for syv år siden døde datteren Ellen af brystkræft i en al for ung alder af 53 år.

Jeg spørger forsigtigt, om Inger-Margrethe og datteren Solveig kan tale om Ellen, eller om det er for hårdt?

”Jo, vi kan godt tale om hende og vores dejlige fælles minder, selvom det også gør ondt” siger Inger-Margrethe.

Gennem generationer

Heldigvis er der også sket gode ting, der muligvis har holdt Inger-Margrethe oppe. Hun og datteren Solveig, hendes mand og ældste datter var i 2018 i Australien for at hente Solveigs dengang 23-årige datter Kathrine hjem, der havde været dernede for at studere biologi: ”Det var en stor oplevelse. Vi kørte rundt i en måned og bagefter gjorde Kathrine og jeg holdt i Malaysia i 14 dage,” siger Inger-Margrethe og tilføjer stolt, at Kathrine netop lige har fået fast job på Mors som biolog.

Som tilhører til en lille flig af Inger-Margrethes liv, kan man ikke lade være med at tænke, at hun har sat tydelige spor hos egne børn og børnebørn, og måske særligt med det fællesskab, som har betydet så meget i hendes eget liv:

”De har alle valgt at blive spejdere og dermed del af et større fællesskab, der fortsætter livet igennem,” siger Inger-Margrethe glad.

I morgen er det fredag, og så kommer der fire Augustaer til frokost hos Inger-Margrethe, for fællesskab for en Augusta er ikke noget der stopper, fordi man bliver ældre eller flytter til en anden by.