Livsfortællinger
Fællesskab for livet
”Jeg kan godt lide den her,” siger hun, og så vender vi tilbage til samtalen om at være ny i Horsens:
AF KATJA MATHILDA CHRISTENSEN
Inger-Margrethe Habekost er tilflytter fra Randers til Horsens og er derfor i gang med at lære nye steder og mennesker at kende. ”Det er en fin kjole, du har på,” siger en nydelig dame, som jeg ikke har set før under kirkekaffen. Hun kigger indgående på kjolens sidelommer, og jeg tænker, at det dejligt at møde en, der også værdsætter et par praktiske deltaljer til hænder, der ellers let kommer til at flagre formålsløst omkring:
”Jeg kører rundt for at finde en kirke i byen, hvor jeg føler mig velkommen. Stemningen er god her. Det minder mig på en eller anden måde om kirkekaffen i Sct. Clemens Kirke i Randers,” siger hun. Inger-Margrethe fortæller med smittende begejstring om ”hendes kirke” i Randers, hvor hun var aktiv og havde siddet i menighedsrådet. Hun fortæller inspirerende om de ting, som de havde på programmet, og som hun deltog i – f.eks. en såkaldt salmelæsegruppe, hvor de læste og talte om salmerne som et stykke litteratur.
”Tak! Den er købt på et loppemarked,” svarer jeg og kigger tilbage på damens tøj og påbegynder en samtale, jeg ikke har meget forstand på: ”Dit tøj er heller ikke værst. Jeg vil gå så langt som at mene, at det er skræddersyet?”
En levende fortælling
”Ja, det er syet i Malaysia,” siger damen, som præsenterer sig som Inger-Margrethe Habekost og ganske rigtigt er både ny i Sønderbro Kirke og i Horsens. Under coronaen flyttede Inger-Margrethe fra rækkehuset i Randers til en lejlighed nede i det nye byggeri på havnen i Horsens:
Heldigvis vil hun gerne fortælle, og der går ikke længe for den opmærksomme lytter, inden man mærker, at der, udover familien og de mange rejser til østen, i Inger-Margrethes livsfortælling er noget, der har en helt særlig betydning for hende:
”Min datter Solveig bor i Horsens, og i "coronaens tid" sad jeg og tænkte, skal jeg selv bestemme, hvor jeg fortsat skal bo, så må det være nu. Så jeg fortalte min datter, at jeg gerne ville se på noget at bo i Horsens. Solveig blev glad, og det var jeg glad for,” siger Inger-Margrethe.
På udkig efter et rart sted
Inger-Margrethes 84-årige liv kunne godt skrives som et spændende stykke litteratur, selvom hun ikke selv mener, at der er noget at skrive om.
”Jeg blev grøn pigespejder, da jeg var 10 år, og er det stadig som en såkaldt Augusta, gruppen for de pensionerede spejdere,” siger Inger-Margrethe. Jeg konkluderer, at Inger-Margrethe nok let ville kunne ha’ klaret ”Alene i vildmarken,” hvis hun gad. Hun smiler og virrer på hovedet af den lidt fjollede kommentar og siger:
Inger-Margrethe er 84 år, og selvom ryggen aldrig har fået det godt efter den brækkede på en sognetur til Lübeck for fire år siden, så sidder Inger-Margrethe ikke hjemme, men tager sin bil og kører nysgerrigt ud i den by, hun stadig er ved at lære at kende med dets steder og mennesker.
”Det er jo ikke det, spejder handler om. Hos De Grønne Pigespejdere handler det om fællesskab, og om at der altid er nogen til at bakke dig op, uanset hvor du er i livet - også når du er 84 år,” siger Inger-Margrethe.
Denne søndag har Inger-Margrethe fundet godt selskab i én af kirkens frivillige, Arne Larsen, der på sin lune nordjyske facon, fortæller Inger-Margrethe om de aktiviteter, man kan gå til i kirken.
For Inger-Margrethe er spejderfællesskabet det, der står fast, når verden under fødderne til tider gennem et liv vakler, som f.eks. dengang hendes mand fandt en anden og lod hende tilbage med deres to små piger, Ellen og Solveig:
God stemning Samtalen bliver kort afbrudt af en afskedstale fra menighedsrådsformanden Tove Asmussen til Per Bach, der har været præstevikar i Sønderbro Kirke i næsten et år. Efter talen griber alle i foyeren efter deres kaffekop eller glas med bobler og siger ”skååål og tak!” i retning af Per. Inger-Margrethe kigger med sit indgående blik på boblerne champagneglasset: 10
Sønderbro’eren nr. 3 Efterår 2021
Noget står fast
”Selvfølgelig var det hårdt, men i bakspejlet fik jeg jo den gode del af det ægteskab. Jeg fik pigerne - og bilen,” siger Inger-Margrethe. Bilen har siden skilsmissen betydet frihed for Inger-Margrethe: ”Med en bil kunne jeg altid tage mine piger med på små eventyr,
