2 minute read
Personalia
Ved udgangen af februar måned tog vi afsked med lektor Bjørn Paulsen, der valgte at gå på pension efter 12 års virke som underviser i dansk og religion ved Ribe Katedralskole. Bjørn Paulsen var ansat på Ribe Statsseminarium og kom til Katedralskolen i 2008, da hf-undervisningen blev overtaget af Katedralskolen. Ved denne overdragelse fik skolen en meget dygtig underviser, hvis hjerte brændte for hf-kursisterne, og som havde blik for de relationelle kompetencer, der er helt nødvendige i arbejdet med kursisterne. Bjørn Paulsen har i mange år haft funktionen som læsevejleder og har på bedste vis hjulpet mange elever med læsevanskeligheder. I 2017 blev det obligatorisk med praktikforløb i hf- uddannelsen, men allerede længe inden da havde Ribe Katedralskole indarbejdet praktikbesøg i uddannelsen. Det var i høj grad Bjørn Paulsens fortjeneste. Ved skoleårets slutning gik lektor Poul Rene Bertelsen på pension. Poul Rene Bertelsen kom første gang til skolen i 1986 som årsvikar og blev i 1989 fastansat. Igennem årene har Poul Rene undervist i fagene matematik, fysik og filosofi. Hans iderigdom har ført til mange spændende undervisningsforløb også på tværs af fagene. Med sin store faglige indsigt og evne til at begejstre eleverne har han været særdeles afholdt af både elever og kolleger. Mette Bolding blev første gang ansat som skolesekretær på Ribe Katedralskole i 1987.
Inden da havde Mette Bolding været ansat
Advertisement
ved Ribe Amt i perioden fra 1975 til 1987. Efter en kort periode på Fyn blev Mette Bolding ansat på Ribe Statsseminarium og kom ad den vej tilbage til Katedralskolen i 2008. En skole som hun i øvrigt er student fra (hvilket man kan læse mere om i dette årsskrift). Mette Bolding har løst alle tænkelige opgaver i skolens maskinrum, altid med venlighed og omsorgsfuldhed overfor elever og personale, altid med en høj grad af sikkerhed i sagsbehandlingen. I forbindelse med fusionen i 2018 kastede Mette sig med nysgerrighed over alle de nye opgaver, der fulgte med. Mette Bolding gik på pension med udgangen af juli måned 2020. Margit Hesselager har i skoleåret 2019/20 været vikar i engelsk og dansk og Pernille Fjalland har været vikar i dansk. Begge vikarer har løst opgaven til skolens store tilfredshed. Henrik Lund Bonnichsen forlod skolen med udgangen af juli måned efter at have varetaget opgaven som skolens IT-tekniker i 10 år. I slutningen af oktober sagde vi farvel til Agnes Bræmer der havde været ansat på skolen siden 2012 og undervist i dansk. Skolen har igennem årene nydt godt af Agnes Bræmers ildhu, omhyggelighed og store faglige engagement. Agnes har valgt at søge nye udfordringer i hovedstaden. I skoleåret 2019/20 har adjunkterne Andreas Petersen Bech, Trine Graugaard og Louise Torp Jensen gennemført pædagogikumuddannelsen – alle tre med flotte resultater.