Interview med René Karpantschof

René Karpantschof bor nu i København og lever som historiker og selvstændig forfatter. Han udgav i 2019 den anmelderroste danmarkshistorie, De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920, Gads Forlag.

I begyndelsen af oktober havde Katedralskolen besøg af sociolog og historiker René Karpantschof, som kom som foredragsholder til et fællesarrangement. René er student fra Ribe Katedralskole i 1983 og kommer oprindelig fra Vilslev. I forlængelse af besøget på skolen har lektor Katrine Lund Jørgensen fået lov at lave et interview med René, der centreres om forbindelsen mellem hans egne livserfaringer og hans faglighed – og om at vende tilbage til den gamle skole.

Hvornår var du elev på Ribe Katedralskole?

I 1980-83, jeg gik i 3y på den matematiskfysiske linje. Jeg husker først og fremmest skolen som et rart sted. Hver morgen samledes hele skolen til fælles morgensang i Sangsalen, og selvom vi drenge af en eller anden grund ofte havde noget at grine over, når vi burde synge, så var der noget trygt ved den måde at starte dagen sammen. Jeg kom til skolen fra landsbyen Vilslev, hvor min opvækst havde vist, at jeg hverken duede til landbrug eller håndværk. Men Katedralskolens mere boglige verden var lige den rette hylde for mig. Jeg husker lærerne som nogle, der var med til at åbne verden for mig. For eksempel den dansklærer, der tog sig tid til at tale udover pensum om dybdepsykologi og andet. Vores matematiklærer var streng, sådan som den slags skal være. Men han var virkeligt engageret og med til at øge min begejstring for videnskab. I 3y diskuterede vi meget politik, og jeg opdagede, at jeg faktisk var socialist. Der var også nogle konservative og naturligvis venstrefolk, men det gode var, at vi havde det fantastisk sjovt sammen. På skolen som helhed mødte jeg også en kreds af kreative unge, der kunne alt muligt imponerende med musik og teater. Nogle af dem var endda kommunister og aktive i fredsbevægelsen og den slags, og sådan endte jeg med at gå i min første demonstration.

Havde du en forestilling om dit fremtidige liv, da du blev student, eller hvad var dine ideer om fremtiden?

Jeg ville være astrofysiker og arbejde med højenergifysik for at løse universets gåde. Men tiden var 1983, og meget af 60’ernes hippiekultur levede i bedste velgående. I Ribe mødte jeg for eksempel en fyr, der havde bygget en pyramide inde i sin lejlighed, fordi pyramider besad en mystisk kraft. Det var jeg nu lidt skeptisk overfor, men alligevel gled min interesse over i ting som ligheden mellem vestlig højenergifysik og kinesisk taoistisk fi losofi , og så endte jeg med at søge ind på fi losofi studiet. Mest af alt var jeg dog bare en ung 18-årig mand, der ville ud og opleve verden. Derfor var jeg tiltrukket af hovedstaden, hvor jeg mente, der måtte ske en masse spændende. Det gjorde der også, og så glemte jeg snart alt om universitetet. Dermed måtte jeg skuff e Ripensersamfundet, som ellers havde givet mig et legat for at være særlig studieegnet.

Du tog til København og blev en del af BZbevægelsen, hvorfor det?

Jeg havde en trang i mig til at reagere mod uretfærdighed i verden, og for mig stod BZ netop for at gøre oprør. Samtidigt var 1980’erne en tid med kæmpe ungdomsarbejdsløshed. BZ blev et af de steder, hvor unge søgte hen for selv at skabe et fællesskab. Jeg var jo blevet socialist, og i BZ fandt jeg et miljø, der på en meget radikal måde afviste det etablerede samfund. I det miljø opfattede man nærmest alle politikere som løgnere og hele det kapitalistiske forbrugssamfund som meningsløst stressende og ødelæggende for naturen. I sensommeren 1983 fl yttede jeg ind i BZbevægelsens største hus i Ryesgade 58, og så var jeg BZ’er. Det skridt var ikke så overraskende, som det kan lyde. I min barndomslandsby Vilslev fandtes også en almindelig skepsis over for myndigheder og ”de store” i samfundet samt et levende landsbyfællesskab. I det samme år, hvor jeg blev BZ’er,

rasede desuden den store havnearbejderkonfl ikt, blandt andet så tæt på Vilslev som Esbjerg, hvor arbejderne sloges med politiet og satte ild til et skruebrækkerfi rma. BZ’s radikalitet var dengang ikke så enestående endda. Det, som vi BZ’ere gjorde, var at rykke ind i og overtage tomme huse, som vi så omdannede til vores egne fuldkommen selvorganiserede ungdomskollektiver. I 1980’erne stod mange bygninger i København tomme, fordi de skulle renoveres eller rives ned, og dem mente vi, at unge havde ret til at ”besætte” og gøre brug af. Vi var antikapitalister og respekterede ikke den private ejendomsret, som for os blandt andet betød bolighajer, der spekulerede i andres boligbehov. Samfundet burde indrettes for at mennesker kunne udfolde sig og ikke for at gøre ejendomsbesiddere rigere, mente vi. Vores egne huse skulle være alternative fristeder – ligesom fristaden Christiania – og vi havde også vores eget kulturhus på Jagtvej 69, som vi styrede helt selv, og som var rammen om et stort ikkekommercielt og alternativt kulturliv. Sammen med de besatte huse, hvor vi også drev billige folkekøkkener, så var BZ-bevægelsen en lille verden for sig, og det var vores verden.

Det lyder som en tilværelse på kant med loven?

På kant med loven er nok en underdrivelse, vi var outlaws. Vores huse var barrikaderede, så ingen myndighedspersoner havde fysisk adgang. Alle samfundets normale love og regler blev simpelthen ikke respekteret i vores miljø. Vi bestemte selv, hvad der var rigtigt og forkert. Da vi var en slags socialister, så havde vi trods alt en etik. Vi måtte for ekstempel ikke stjæle fra byens småhandlende, kun fra store varehuse og supermarkeder. Men nogle gange blev vi ærlig talt nogle værre banditter, hvor etikken hang lidt løs.

Hvad er det mest dramatiske, du har oplevet?

Politiet forsøgte jo at forhindre vores husbesættelser og andre ulovligheder, og jeg har selv prøvet fl ere gange, at betjentene trak pistoler og skød med skarpt. Altså den slags voldsomheder, som BZ blev kendt for. Men det vildeste, jeg oplevede, var egentlig mere en følelse. Den følelse af ikke at bøje sig for dem, der ellers bestemte. Tværtimod var det nogle gange os, der bestemte. Det varede sjældent længe, men alligevel. Da vi for eksempel forhandlede med bystyret i København om at få lovliggjort vores hus i Ryesgade, og det så endte med, at vi fi k besked på at rømme huset, så gav vi ikke op. Det var i 1986, og vores reaktion var at gå på gaden og bygge barrikader rundt om huset, som vi ville forsvare til det sidste. Da politiet forgæves løb storm på barrikaderne, udvidede vi området og fi k faktisk erobret en hel lille bydel. Vi holdt ud i ni dage, og midt i det hele måtte jeg knibe mig i armen og tænke: ”René, du oplever sku’ en rigtig opstand!” Det var næsten som en lille revolution, hvor det var os, der styrede. Vi måtte sikre hjemmehjælp og indkøb til de gamle i området, stå for renovation, organisere mad til hundredvis af tilkomne sympatisører og sågar agere ordensmagt, så ingen plyndrede de små butikker. Nå, men den store revolution blev til gengæld aldrig til noget.

Senere læste du blandt andet historie på universitetet. Var det et stort spring fra et miljø til et andet?

I 1990 lykkedes det politiet at rydde de fl este besatte huse, og så døde BZ-bevægelsen ud. På samme tid ændrede verden sig med Østblokkens fald og neoliberalismens sejrsgang. Jeg holdt ikke op med at være socialist, men jeg fi k lyst til mere faglig fordybelse, og så var det, at jeg vendte tilbage til universitetet for at læse historie. Efter kandidatgraden fi k jeg også ph.d.-graden. På den måde gik min gamle drøm om at blive videnskabsmand i opfyldelse. Og Ripensersamfundet fi k lidt forsinket også

noget for det legat, som de så venligt havde tildelt mig. Springet fra BZ til universitetet var slet ikke stort. BZ var et meget lærerigt miljø, hvor mange udviklede deres evner som for eksempel håndværkere, socialarbejdere, kunstnere og kokke. Eller som akademikere, for der blev læst og diskuteret meget i de besatte huse, ikke mindst om arbejderbevægelsens historie og om oprør gennem tiderne fra slaveoprør til Vietnamkrig og meget andet.

Hvad har du især beskæftiget dig med i dine studier?

Historie er et fantastisk fag, der stort set kan handle om alt. Jeg interesserede mig for, hvordan man har organiseret magten, ejendomsforhold og produktionen gennem tiderne. Og jeg interesserede mig især for, hvad der kom ud af forskellige gruppers forsøg på at ændre samfundsholdene. I min egen forskning som ph.d.’er og senere postdoc har det handlet om dansk politisk historie fra 1800-tallets start til Påskekrisen 1920 med særlig fokus på samspillet mellem politik fra neden, det vil sige bevægelser og den slags, og politik fra oven, det vil sige stat og partipolitik. Jeg valgte bevidst et emne, der tidsmæssigt lå langt fra min egen BZ-tid – selvom det også var en måde at bearbejde det, som jeg personligt havde oplevet. Jeg synes selv, at jeg kan bruge min BZ-tid til at sætte mig ind i fortidens politiske aktører. Ikke kun dem på venstrefl øjen men også de borgerlige, politikerne og politifolk. Som samfundsborger vil jeg mene, at min forskning understreger, at demokratiet hele tiden forandrer sig og aldrig er nogen selvfølge, og at konfl ikterne selv i et samfund som det danske kan eskalere ganske alvorligt. Det sidste håber jeg kan undgås ved at styrke demokratiet og sørge for social retfærdighed. Nu var du tilbage på dit gamle gymnasium, som en del af etablissementet, hvordan var det?

Etablissementet ved jeg nu ikke. Jeg har forladt universitetet for at leve som uafhængig forfatter, og det er nok frit, men ak, pengene. Nå, gensynet med Katedralskolen var virkeligt dejligt. Min egen tid på skolen var fantastisk for mig, og det vækkede selvfølgelige mange minder at gå rundt på gangene igen. Jeg er glad for at kunne give noget tilbage, og det er skønt at se en ny generation på skolen, der skaber den og deres eget liv.

Hvis du skulle øse lidt af din livsvisdom til skolens nuværende elever, hvad ville du så fortælle dem?

De hører ikke efter alligevel. Det gjorde vi heller ikke, så jeg venter i stedet på, hvad de unge nu vil sige. Katrine Lund Jørgensen