Interview med René Karpantschof René Karpantschof bor nu i København og lever som historiker og selvstændig forfatter. Han udgav i 2019 den anmelderroste danmarkshistorie, De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920, Gads Forlag.
I Ribe mødte jeg for eksempel en fyr, der havde bygget en pyramide inde i sin lejlighed, fordi pyramider besad en mystisk kraft. Det var jeg nu lidt skeptisk overfor, men alligevel gled min interesse over i ting som ligheden mellem vestlig højenergifysik og kinesisk taoistisk filosofi, og så endte jeg med at søge ind på filosofistudiet. Mest af alt var jeg dog bare en ung 18-årig mand, der ville ud og opleve verden. Derfor var jeg tiltrukket af hovedstaden, hvor jeg mente, der måtte ske en masse spændende. Det gjorde der også, og så glemte jeg snart alt om universitetet. Dermed måtte jeg skuffe Ripensersamfundet, som ellers havde givet mig et legat for at være særlig studieegnet.
I begyndelsen af oktober havde Katedralskolen besøg af sociolog og historiker René Karpantschof, som kom som foredragsholder til et fællesarrangement. René er student fra Ribe Katedralskole i 1983 og kommer oprindelig fra Vilslev. I forlængelse af besøget på skolen har lektor Katrine Lund Jørgensen fået lov at lave et interview med René, der centreres om forbindelsen mellem hans egne livserfaringer og hans faglighed – og om at vende tilbage til den gamle skole. Hvornår var du elev på Ribe Katedralskole? I 1980-83, jeg gik i 3y på den matematiskfysiske linje. Jeg husker først og fremmest skolen som et rart sted. Hver morgen samledes hele skolen til fælles morgensang i Sangsalen, og selvom vi drenge af en eller anden grund ofte havde noget at grine over, når vi burde synge, så var der noget trygt ved den måde at starte dagen sammen. Jeg kom til skolen fra landsbyen Vilslev, hvor min opvækst havde vist, at jeg hverken duede til landbrug eller håndværk. Men Katedralskolens mere boglige verden var lige den rette hylde for mig. Jeg husker lærerne som nogle, der var med til at åbne verden for mig. For eksempel den dansklærer, der tog sig tid til at tale udover pensum om dybdepsykologi og andet. Vores matematiklærer var streng, sådan som den slags skal være. Men han var virkeligt engageret og med til at øge min begejstring
70
Du tog til København og blev en del af BZbevægelsen, hvorfor det? for videnskab. I 3y diskuterede vi meget politik, og jeg opdagede, at jeg faktisk var socialist. Der var også nogle konservative og naturligvis venstrefolk, men det gode var, at vi havde det fantastisk sjovt sammen. På skolen som helhed mødte jeg også en kreds af kreative unge, der kunne alt muligt imponerende med musik og teater. Nogle af dem var endda kommunister og aktive i fredsbevægelsen og den slags, og sådan endte jeg med at gå i min første demonstration. Havde du en forestilling om dit fremtidige liv, da du blev student, eller hvad var dine ideer om fremtiden? Jeg ville være astrofysiker og arbejde med højenergifysik for at løse universets gåde. Men tiden var 1983, og meget af 60’ernes hippiekultur levede i bedste velgående.
Jeg havde en trang i mig til at reagere mod uretfærdighed i verden, og for mig stod BZ netop for at gøre oprør. Samtidigt var 1980’erne en tid med kæmpe ungdomsarbejdsløshed. BZ blev et af de steder, hvor unge søgte hen for selv at skabe et fællesskab. Jeg var jo blevet socialist, og i BZ fandt jeg et miljø, der på en meget radikal måde afviste det etablerede samfund. I det miljø opfattede man nærmest alle politikere som løgnere og hele det kapitalistiske forbrugssamfund som meningsløst stressende og ødelæggende for naturen. I sensommeren 1983 flyttede jeg ind i BZbevægelsens største hus i Ryesgade 58, og så var jeg BZ’er. Det skridt var ikke så overraskende, som det kan lyde. I min barndomslandsby Vilslev fandtes også en almindelig skepsis over for myndigheder og ”de store” i samfundet samt et levende landsbyfællesskab. I det samme år, hvor jeg blev BZ’er,
