At undervise via brevsprækken med et inspektionskamera eller Corona-undervisning med Teams

Da landet lukkede ned på grund af Corona virus den 12. marts, opstod et nyt behov på landets gymnasier – hvordan fjernunderviser vi vores elever bedst muligt? Det kom der mange bud på, forskellige platforme tilbød forskellige løsninger. På Ribe Katedralskole blev løsningen undervisning via Teams. Så står man som lærer overfor to nye udfordringer: dels en teknisk og dels en pædagogisk. Hvordan virker teknikken på denne platform, og hvordan kan jeg bruge den bedst muligt i forhold til at hjælpe mine elever til en grad af læring? Første trin var det tekniske. Efter at have ”leget” lidt med teknikken, fundet ud af, hvordan man har både billede og lyd

samt chat funktion samtidig, opstod der hurtigt konsensus blandt lærerne om, at det var en fordel at oprettet mindre grupper i Teams – de såkaldte kanaler. Man kunne så som lærer sidde ”face to face” med fire elever ad gangen – og de med hinanden. Man skulle også finde ud af den rette ”virtuelle adfærd”: hvordan rækker man for eksempel hånden op, når man har et spørgsmål eller svar på spørgsmål? Man fandt løsninger, og den virtuelle undervisning blev hverdag. Og nu kommer så ”inspektionskameraet”. Ved virtuel undervisning i Teams får vi jo

som lærere adgang til elevernes private sfære. Jeg fik hurtigt lagt en klar linje – man var på Teams med billede. Øjenkontakt er meget vigtig i den kommunikation, der hedder undervisning. Med billede/video slået til kommer man som lærer på virtuelt besøg på elevernes værelse, i køkkenet, på terrassen (da vejret jo blev skønt i maj), i sommerhuset og en enkelt elev sad sågar i en trillebør i haven. Det gav mange små pudsige oplevelser – som kæresteparret, der kom på fra hver sin ende af den samme seng, og veninderne, der sad sammen i sommerhuset. Først taler man med den ene på én kanal og derefter med den anden, og pludselig er det klart, at de er i samme rum. Efterhånden som tiden gik, og den virtuelle undervisning blev hverdag, blev ”besøget” i hjemmet også mere uformelt. Flere og flere elever deltog nu i undervisningen fra deres seng med dynen inden for rækkevidde! Savnet af det sociale fællesskab på skolen blev langsomt mere og mere tydeligt. Nogle elever blomstrede op og trivedes med den virtuelle undervisning. ”Klassen” bestod jo nu kun af fire elever og en lærer. Det var nemmere at komme til orde, arbejdsopgaverne havde man fået tid til at hjælpe hinanden med, og når læreren så ”kom forbi”, var man klar og velforberedt. Andre elever mistede gejsten og gik død, efterhånden som den virtuelle undervisning trak i langdrag. Som lærer blev udfordringen at tænke i nye arbejdsformer og i variation. Hvis alle lærere gav arbejdsopgaver til besvarelse med efterfølgende opsamling enten skriftligt eller virtuelt, ville elevernes dage blive alt for ens, så nogle dage kunne opgaven være at høre en podcast, mens man gik en tur og fik frisk luft og motion. Andre gange skulle eleverne hver for sig se en dokumentar og derefter anmelde den for hinanden. Det er mit klare indtryk, at lærerne har været meget kreative og opfindsomme i måden at variere arbejdsformerne på, men at der selvfølgelig – ligesom i den normale skolehverdag – også har været eksempler på den ”klassiske” undervisning med arbejdsspørgsmål/opgaver og opsamling. Som konklusion må man sige, at vi er blevet fortrolige med et nyt redskab til at håndtere virtuel undervisning rent teknisk, og vi har gjort os nogle erfaringer om, hvad der pædagogisk er velegnede arbejdsformer til virtuel undervisning – og hvad der ikke er. For mig at se er virtuel undervisning at undervise gennem en brevsprække. Det vil ikke kunne erstatte det levende nærvær, man har i et fysisk klasselokale, hvor elever og lærer frit og dynamisk kan interagere med hinanden på kryds og tværs, hvor der er plads til spontanitet og humor. Trine Ryhave