Døden tager de unge

Onsdag den 11. marts 2020, kl. 20.30, holdt Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, et pressemøde i Statsministeriet. Med sig havde hun en række aktører fra forskellige off entlige myndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og ministerierne. Det centrale budskab fra statsministerens side var – efter et langt tilløb – at Danmark skulle lukke ned. I første omgang skulle nedlukningen vare to uger, startende fredag i samme uge. Pressemødet, som blev sendt direkte på DR, er formodentlig blandt de mest sete udsendelser i 2020, på linje med dronningens nytårstale. Hele dagen op til pressemødet, havde der været meddelelser i radio, tv, den trykte presse og på diverse hjemmesider om, at vi alle kunne forvente nyheder, der ville gribe ind i vores hverdag på afgørende vis. Som de fl este, der læser denne artikel, ved, var det da også det, der kom til at ske – og stadig sker. Statsministeren fastslog blandt andet, at ”det normale”, nok ikke ville vende tilbage foreløbig. Såvel statsministeren, som adskillige medier, begyndte meget hurtigt at beskrive den nye situation, som Danmark befandt sig i, som den værste siden 2. Verdenskrig. I skrivende stund (oktober 2020) er der gået 7 måneder siden den aften, og Mette Frederiksens forudsigelse har indtil videre holdt stik. Mangt og meget i vores hverdag er ”unormalt”, og der er indtil videre kun få tegn på, at en eller anden grad af normalitet vender tilbage igen i løbet af det kommende kalenderår. Med hensyn til selve årsagen, virussen COVID-19, eller ”Coronavirussen”, så er der ikke nogen tegn på, at den er ved at forsvinde af sig selv. Et stigende antal videnskabsfolk antyder tværtimod, at 2. bølge vil komme i løbet af efteråret og den kommende vinter. På den anden side har vi heller ikke set meget høje dødstal, og vores sundhedsvæsen er ikke kollapset, som det sås i lande, der kun i begrænset omfang tog forholdsregler over for pandemien. I denne artikel vil jeg prøve at redegøre for de kortsigtede konsekvenser, som de kom til at udfolde sig for nogle af mine historiehold og for den del af skolens liv, disse hold har andel i. Formålet med artiklen er dels at dokumentere en unik begivenhed i skolens historie for eftertiden, men også at berette om den ret hurtige og voldsomme omvæltning af elevernes og skolens hverdag. Sidst er det også hensigten at give et indblik i, hvordan jeg inddrog den nye virkelighed i det faglige stof, der arbejdedes med i undervisningen. Eftersom vi stadig er meget tæt på begivenhederne, der er i centrum, og stadig er i gang, vil der sikkert være nogle blandt læserne, som er uenige i mine tolkninger, eller ligefrem mener, at jeg undlader at inddrage visse kilder. Til dem vil jeg sende en opfordring om at bidrage med et indlæg til næste årsskrift. Det vil glæde redaktionen og de øvrige læsere.

Covid-19 og nedlukningen

Virussen COVID-19 dukkede op i de internationale medier, i slutningen af 2019, som en nyhed om en ukendt virus der spredte sig i Kina. Nyheden dukkede så småt også op i de danske medier i løbet af januar 2020, men på ingen måde som en vigtig nyhed, og den stod for det meste et stykke inde i aviserne, eller langt nede på nyhedshjemmesiderne. Ritzaus Bureau skriver for eksempel den 25. januar 2020, at: ” (…) Der er uenighed blandt eksperter om, hvor farligt virusset er, eller hvor meget

det smitter fra menneske til menneske. Bliver man ramt af virusset, kan det føre til lungebetændelse, der i nogle tilfælde kan være dødelig. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det for tidligt at klassifi cere udbruddet af Corona-virusset som en international sundhedskrise. I Danmark er der foreløbig heller ingen panik hos Statens Serum Institut, der følger situationen nøje.”1 Nogle uger senere, den 19. februar 2020, kunne Statens Serum Institut berette, at: ” (…) Efter syv uger tyder en ny kinesisk rapport på, at udbruddet med COVID-19 er på retur. Indtil videre er der påvist over 75.000 tilfælde i verden og fl ere end 2.000 dødsfald.”2 Den hidtil ukendte virus var blevet offi cielt navngivet af WHO den 7. februar, og i ugerne efter udfoldede virussen sig i stigende og hidtil uventet grad. Den 26. januar kunne Statens Serum Institut melde, at virussen alligevel ikke var på retur, men tværtimod nu var begyndt at dukke op i lande uden for Kina: ” Risikoområderne er aktuelt fastlands Kina, Sydkorea, Japan, Singapore, Hongkong, Iran og følgende fi re regioner i Italien: Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto.” Den 27. februar kom så meddelelsen om, at den første dansker nu havde fået konstateret Covid-19 på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. På trods af dette kategoriserede WHO stadig Covid-19 som en epidemi, så sent som den 4. marts. Antallet af smittede og dødsfald voksede i de kommende uger eksponentielt, og i slutningen af marts måned 2020, havde Covid-19 indfundet sig i de fl este lande på kloden.3 Nedlukning af hele samfund begyndte nu at forekomme rundt omkring på kloden. Et gennemgående mønster i disse nedlukninger var, at de demokratisk funderede stater med udbredte velfærdsmodeller – som de skandinaviske lande og andre europæiske stater – reagerede hurtigt og omfattende, hvilket afspejlede sig i smitte- og dødstallene, som var relativt lavere pr. 100.000 indbyggere sammenlignet med stater, der ikke reagerede, eller reagerede langsommere. Da Danmark lukkede ned, den 11. marts 2020, gik det meget hurtigt. Efter en meget kort hamstringsbølge om aftenen den 11. marts, som fi k politiets og statsministerens løftede pegefi nger i medierne, lod danskerne til at tilpasse sig til de nye retningslinjer.

Nødundervisning

Kort tid efter at statsministerens pressekonference sluttede den 11. marts, kom der meddelelse fra rektor om, at alle skulle blive hjemme. Ingen måtte møde på skolen næste dag. I ugen op til havde der dog været tegn på, at større tiltag formodentlig ventede forude. Den 6. marts fi k elever og forældre besked fra rektor om, at Sundhedsstyrelsen og de øvrige statslige myndigheder havde udsendt retningslinjer i forbindelse med de studieture, der var planlagt til afvikling i sidste halvdel af marts måned. Kindkys, kram og berøring af lignende art skulle undgås, håndsprit anvendes, og det nu kendte farvekodesystem for destinationslandene blev introduceret. Torsdag den 12. marts begyndte lærerne og eleverne så småt at indrette sig på en hverdag i nedlukningens tegn. Nu begyndte den periode, der for de fl este strakte sig indtil sommerferien, med den såkaldte ”nødundervisning”. Afgangsklasserne fi k i mindre omfang lov til at komme på skolen i cirka 25% af deres skemalagte timer i den sidste måned før feriens start. Studieturene blev afl yst eller udskudt. Hverdagen, som nu skulle indfi nde sig, bestod kort sagt, i at man fi k stablet en ”nødundervisning” på benene. Eftersom noget lignende aldrig er sket for de danske gymnasier, og da online, eller ”virtuel” undervisning stadig var et randfænomen i den samlede gymnasieskole, måtte langt de fl este skoler selv eksperimentere sig frem til en hverdag, der hang sammen på en nogenlunde fagligt acceptabel vis. I mine historie- og samfundsfagslektioner var grundlaget for undervisningen, at vi blev bedt om at bruge Microsoft programmet ”Teams”. På trods af de mange udfordringer med dette program, var der dog mulighed for både lærerforedrag, gruppearbejder og diskus-

sioner i plenum – selv om det krævede en tilvænning for såvel læreren som eleverne at overholde rækkefølgen for indlæggene. Et andet nyt tiltag, som var mere end velkomment, var den gratis adgang til undervisningsforlagenes samlede digitale udgivelser. Undervisningsministeriet havde givet midler til forlagene, så alle undervisere og elever nu kunne tilgå alle de digitale undervisningsbøger og hjemmesider gratis. Det, der nu føltes som den største opgave, var at vænne sig til tanken om, at jeg skulle være hjemme hele dagen, sammen med mine tre yngre børn og min kone, og få undervisning til at hænge sammen. Mine børn var på det tidspunkt 1, 5 og 7 år gamle, og min kone arbejdede også online. De efterfølgende måneders nødundervisning var udfordrende – mildt sagt – og en oplevelse jeg nødig vil gentage, hvis det kan undgås. Der var også lyse øjeblikke, som kunne bidrage med komik. Især i starten af perioden glemte mange, at de sad foran et kamera, og dermed ufrivilligt gav klassen et blik ind i en ellers skjult del af elevernes liv. Jeg har i fl ere tilfælde bevidnet elever, som gik i gang med at rydde op fremfor at lytte, faldt i søvn ”live”, boede i telt, på et skib, i et sommerhus, eller fi k besøg af familiemedlemmer, der ikke ænsede, at online nødundervisning var i gang.

Pandemier – historien som spejl

Da nedlukningen kom, havde mine to 2.g historiehold været i gang med et forløb om kolonialisme og imperialisme i et stykke tid. Mit ene 3.g historiehold var i gang med det afsluttende forløb om den kolde krig og globaliseringen. Jeg valgte derfor at afvikle et forløb om historiens pandemier på de tre hold efterhånden, som vi fi k afrundet de gamle forløb. Selv om der i historiefaget ikke er et krav om aktualitet ved valg af emner, på samme måde som i samfundsfag, var muligheden for at spejle vores samtid, med de historiske erfaringer, der var blevet gjort med pandemier, for oplagt til at forbigå. Eleverne skulle derfor arbejde med kilde- og grundbogstekster om pest, kolera, den spanske syge, syfi lis og Aids. De metodiske valg i forbindelse med de forestående forløb måtte nødvendigvis ske inden for rammerne af, hvad der var teknisk muligt. Det fysiske samvær i et klasseværelse med plenumdiskussioner og gruppearbejder kan ikke oversættes direkte til virtuel undervisning. Den menneskelige faktor er der ikke. I de få tilfælde, hvor vi prøvede det, kunne jeg se eleverne falde fra en for en, efterhånden som jeg fortalte og viste kilder af forskellig art. Gruppearbejdet fungerede heller ikke rigtigt i starten: i hverdagen kæmper de fl este med at få eleverne til at deltage i besvarelsen af alle arbejdsspørgsmålene, og ikke bare dele dem ud i gruppen. Da vi gik online var det stort set ikke til at undgå mere. Derudover havde vi nu også et ansvar for at muliggøre en erstatning for hverdagens sociale interaktion, som var forsvundet med nedlukningen. Jeg valgte af disse grunde at inddrage fi lmfremstilling som redskab i opgaverne, med henblik på at udfordre eleverne i forhold til at formidle deres historiske viden til forskelligt publikum. Der er ikke tale om revolutionerende metoder her, da andre gymnasielærere (og især mediefagslærere) sikkert har eksperimenteret langt mere, end jeg nogensinde har haft trang til. I praksis foregik processen via en tretrinsraket. I første omgang skulle mine tre hold vænnes til at bruge det tekniske udstyr som skolen stillede til rådighed, hvilket var Teams. Programmet indeholder en del muligheder for at optage og redigere fi lmsekvenser, man enten selv optager eller kopierer ude fra. Der ud over har de fl este elever smartphones, computere og andet udstyr som kunne inddrages i arbejdet. Eleverne blev derfor sat til at lave opgaver af en art, som de i anden halvdel af 2.g historie var bekendt med, nemlig en kildekritisk analyse og diskussion af forskel-

lige kilder, med henblik på at besvare en problemformulering, som de selv havde formuleret. Hele processen skulle fi lmes, og af den grund foregik gruppearbejdet i et af Teams grupperum. Resultaterne blev ganske gode. Eleverne kom alle i spil, da det er ret afslørende, hvis man ikke bidrager til gruppearbejdet, når det foregår i Teams. I fl ere tilfælde gik eleverne endda ret kreativt til værks. For eksempel inddrog tre elever, i et gruppearbejde om de europæiske stormagters kamp om kolonier i Afrika i sidste halvdel af 1800-tallet, både tropehjelme, stueplanter og andre rekvisitter. Resultatet var ikke alene fagligt forsvarligt, men også ganske underholdende for eleverne at lave (og for læreren at modtage). Næste trin i processen var i højere grad at få eleverne til at inddrage de tekniske muligheder, som de forskellige programmer indeholdt. Dette gik også ganske fi nt, og resulterede i formidling hvor der foretoges animationer på billed- eller tekstkilder, blev lagt ”speak” på uddrag af forskellige nutidige eller historiske fi lm, dokumentarfi lm eller tv-programmer, og sidste trin var, at få optaget historisk reenactment (genopførelse) af udvalgte historiske begivenheder. Alle elementerne resulterede samlet set i meget fl otte medieproduktioner. De faglige mål blev nået og eleverne tilkendegav, at processen også var ganske underholdende for dem.

Ribe Katedralskole i pandemitider

Skoleåret 2019/20 var næsten færdigt, da jeg modtog en næsten poetisk forespørgsel om at lave fi lm om nedlukningen på Ribe Katedralskole sammen med eleverne: ”I det herrens år 1985 skrev den colombianske og Nobelprisvindende forfatter Gabriel García Márquez romanen Kærlighed i koleraens tid. Et af romanens temaer er blandt andet en altfortærende kærlighed, der kan holde ud trods adskillelse og afstand i mere end 53 år og dét trods koleraepidemiens hærgen. Nu er det Coronaen, der fylder spalterne og er genstand for verdens opmærksomhed. Også på Ribe Katedralskole er vi ”sammen – hver for sig”, og vi holder hjerterne varme! Kunne det i den forlængede undervisningstid primo juni være noget for dig at kaste jer ud i at lave en lille kort fi lm, der dokumenterer ”RK i Coronaens tid” på skolen – og som skal fungere som et vidnesbyrd for eftertiden – for nu at blive højstemt. Filmen kan måske gemmes på Lectio, lokalarkivet eller lignende. Format, indhold, vinkling og dramaturgi bestemmer naturligvis instruktørerne! Vi håber, du kunne have lyst til at være med på ideen”. Jeg præsenterede eleverne for ideen, og de var med på konceptet med det samme. På det tidspunkt havde 2.g været hjemsendt siden marts, og i slutningen af maj måned var de ved at være ret trætte af at opholde sig hjemme det meste af døgnet. Al afveksling blev derfor budt velkommen. Mit 3.g historiehold var på det tidspunkt ved at forberede sig til den mulige mundtlige eksamen, og de fi k fred til at gøre sig klar til den sidste omgang ved det grønne bord. I den daværende 2z og 2t resulterede gruppearbejdet om RK-fi lmene i ret interessante (og ofte ret sjove) fi lm. Grupperne kiggede nærmere på alle aspekter af deres hverdag under nedlukningen, fra samværet i hjemmene, fritidsarbejdet, skolearbejdet, vennerne, kærester og ikke mindst deres hobbyer. En gruppe havde været ude ved kysten og lave optagelser i waders med fi skestang og alt, der hører til disse elevers hobby. Deres fi lm var udført som en række beretninger fra gruppens enkelte elever. Andre grupper valgte mere avancerede fortællerstile og producerede nogle meget lange nyhedsindslag. I løbet af cirka 10 minutter, kom de vidt omkring i Ribe, i bedste nyhederne-stil, samtidig med at de satte den lokale fortælling ind i en større national og delvis global fortælling om livet under nedlukningen. For eksempel lavede en gruppe en genopførelse af den første aftens hamstringsbølge, ved at fi lme tre af gruppens medlemmer mens de panisk rev toiletpapir ned af hylderne i den lokale Netto. Den sidste elev stod i mellemtiden og berettede, med blikket stift rettet ind i skærmen, som en anden udsendt

medarbejder fra DR´s tv-avis. Denne og de fl este andre af de elevproducerede fi lm, bar præg af et stort engagement, faglig kunnen og en til tider ganske underholdende humoristisk sans. En af præmisserne for fi lmproduktionen var, at de skulle kunne tåle at blive vist for et større publikum, for eksempel på skolens hjemmeside eller en af de sociale medieplatforme skolen bruger. Derudover skulle fi lmene også afl everes på Rigsarkivet, som på dette tidspunkt var i gang med at indsamle kilder om danskernes hverdag under nedlukningen. Efter at vi vendte tilbage fra sommerferien har vi endnu ikke haft lejlighed til at lave nye fi lm, da det blandt andet kræver, at jeg kan få klasserne i 4 sammenhængende lektioner. Dette var en del lettere at arrangere under nedlukningen, men prøves skal det helt sikkert igen. For eleverne var denne alternative tilgang til historieundervisning et velkomment og underholdende skift i hverdagen, og for mig var det interessant at se eleverne arbejde på en helt ny måde med faget. Filmene viste mig også en anden og opmuntrende ting, nemlig at det store fl ertal af mine elever måske nok fandt livsbetingelserne under nedlukningen udfordrende, men at ingen af dem var i nærheden af at udvikle stress eller deciderede psykiske sygdomme, som pressen ellers var fyldt med på dette tidspunkt i slutningen af skoleåret. De få af mine elever, der var pressede af omstændighederne, fi k hjælp til at håndtere livet under nedlukningen. Alle var til gengæld glade, da vi kunne vende tilbage igen efter sommerferien til en hverdag, hvor alle de ”sjove” sociale aspekter godt nok mangler (fest), men hvor man kan mødes med klassen og dens lærere igen. Nu krydser vi så alle vore afsprittede fi ngre, tager maske på, holder god afstand til alle uden for klasserne og håber, at der ikke kommer endnu en nedlukning af hele samfundet i løbet af den kommende vinter og forår. Henrik Tjørnelund

1 Ritzaus Bureau, 25. januar 2020. Coronavirus slår kinesisk læge ihjel - dødstal stiger til 42. www.Ritzau.com 2 Statens Serum Institut, 19. februar 2020.

Udbrud af lungebetændelse med ny coronavirus (COVID-19) - Status 19. februar 2020. www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2020 3 Statens Serum Institut. Nyheder 2020, www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2020 4 World Health Organization (WHO).

Forsiden – Covid-19 quick links. Se blandt andet Covid-19 Dashboard, som løbende opdateres med smittetal, dødstal og udbredelse, vist på et virtuelt verdenskort. https://www.who.int/