Døden tager de unge Onsdag den 11. marts 2020, kl. 20.30, holdt Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, et pressemøde i Statsministeriet. Med sig havde hun en række aktører fra forskellige offentlige myndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og ministerierne. Det centrale budskab fra statsministerens side var – efter et langt tilløb – at Danmark skulle lukke ned. I første omgang skulle nedlukningen vare to uger, startende fredag i samme uge. Pressemødet, som blev sendt direkte på DR, er formodentlig blandt de mest sete udsendelser i 2020, på linje med dronningens nytårstale. Hele dagen op til pressemødet, havde der været meddelelser i radio, tv, den trykte presse og på diverse hjemmesider om, at vi alle kunne forvente nyheder, der ville gribe ind i vores hverdag på afgørende vis. Som de fleste, der læser denne artikel, ved, var det da også det, der kom til at ske – og stadig sker. Statsministeren fastslog blandt andet, at ”det normale”, nok ikke ville vende tilbage foreløbig. Såvel statsministeren, som adskillige medier, begyndte meget hurtigt at beskrive den nye situation, som Danmark befandt sig i, som den værste siden 2. Verdenskrig. I skrivende stund (oktober 2020) er der gået 7 måneder siden den aften, og Mette Frederiksens forudsigelse har indtil videre holdt stik. Mangt og meget i vores hverdag er ”unormalt”, og der er indtil videre kun få tegn på, at en eller anden grad af normalitet vender tilbage igen i løbet af det kommende kalenderår. Med hensyn til selve årsagen, virussen COVID-19, eller ”Coronavirussen”, så er der ikke nogen tegn på, at den er ved at forsvinde af sig selv. Et stigende antal videnskabsfolk antyder tværtimod, at 2. bølge vil komme i løbet af efteråret og den kommende vinter. På
48
den anden side har vi heller ikke set meget høje dødstal, og vores sundhedsvæsen er ikke kollapset, som det sås i lande, der kun i begrænset omfang tog forholdsregler over for pandemien. I denne artikel vil jeg prøve at redegøre for de kortsigtede konsekvenser, som de kom til at udfolde sig for nogle af mine historiehold og for den del af skolens liv, disse hold har andel i. Formålet med artiklen er dels at dokumentere en unik begivenhed i skolens historie for eftertiden, men også at berette om den ret hurtige og voldsomme omvæltning af elevernes og skolens hverdag. Sidst er det også hensigten at give et indblik i, hvordan jeg inddrog den nye virkelighed i det faglige stof, der arbejdedes med i undervisningen. Eftersom vi stadig er meget tæt på begivenhederne, der er i centrum, og stadig er i gang, vil der sikkert
være nogle blandt læserne, som er uenige i mine tolkninger, eller ligefrem mener, at jeg undlader at inddrage visse kilder. Til dem vil jeg sende en opfordring om at bidrage med et indlæg til næste årsskrift. Det vil glæde redaktionen og de øvrige læsere. Covid-19 og nedlukningen Virussen COVID-19 dukkede op i de internationale medier, i slutningen af 2019, som en nyhed om en ukendt virus der spredte sig i Kina. Nyheden dukkede så småt også op i de danske medier i løbet af januar 2020, men på ingen måde som en vigtig nyhed, og den stod for det meste et stykke inde i aviserne, eller langt nede på nyhedshjemmesiderne. Ritzaus Bureau skriver for eksempel den 25. januar 2020, at: ” (…) Der er uenighed blandt eksperter om, hvor farligt virusset er, eller hvor meget
