Kan vi lære noget af pandemien?

(En beretning fra april)

Intet tydede på, at den 11. marts ikke skulle følge min hverdags naturlige mønster, men ikke desto mindre var det den dag, min hverdag blev sat på pause. Det er nu mere end fem uger siden, og det er, som om pauseknappen sidder fast. Den dag tog jeg et senere tog hjem fra skole, end jeg plejer. Når jeg tager det sædvanlige tog, er det sjældent, at der er en tom siddeplads. Faktisk kan jeg være nødsaget til at stå oprejst ved indgangen, indtil jeg skal af toget. Det er netop i myldretiden, hvor elever skal hjem fra skole, og voksne skal hjem fra arbejde. Hvis man dog blot tager toget en enkelt afgang senere, er toget nærmest tomt. Sådan var det også denne dag. Jeg steg på toget, og bag mig hørte jeg for første gang en stemme i højtalerne på perronen sige: ”På grund af coronavirus anbefaler myndighederne, at vi tager hensyn til hinanden ved at holde afstand…” Det var alt, jeg nåede at høre, inden dørene lukkede sig bag mig. Meddelelsen sad lidt i baghovedet på mig resten af dagen, men jeg fortsatte min hverdag som jeg plejede. Jeg ankom til min hjemby og cyklede fra banegården. Jeg cyklede gennem en by, som stadig summede af liv, og hvor andre fortsatte deres hverdage ligesom jeg. Jeg var ikke bevidst om, at der muligvis ville gå lang tid, før jeg skulle se min by på denne velkendte måde igen, og derfor satte jeg heller ikke pris på den cykeltur. Mest af alt spekulerede jeg over de lektier, jeg skulle hjem og lave for at forberede mig på den skoledag, jeg var uvidende om ikke ville komme. Om aftenen gik min hverdag fuldstændig i stå i løbet af få minutter, ligesom den gjorde for så mange andre. I denne tid oplever vi alle en ny hverdag med nye regler og rutiner, som vi må indrette os efter. Aldrig har vi higet så meget efter noget velkendt, noget normalt, for aldrig havde vi troet, at vi skulle opleve noget så ekstremt. Hvis der er noget, vi har lært af pandemien, så er det at sætte pris på hverdagen. I virkeligheden går vi nok alle sammen og venter på, at vores hverdage skal blive normale igen. Selv skrev jeg automatisk ’når’ jeg tager det sædvanlige tog, som om det stadig er en del af min daglige rutine. Som om det aldrig holdt op med at være en del af min hverdag, og inderst inde forventer jeg, at jeg kommer tilbage til denne hverdag igen. Allerede dagen efter min hverdag gik i stå, oplevede jeg en af coronakrisens konsekvenser, da jeg gik en tur med min hund om eftermiddagen. Jeg så ikke så meget som et eneste menneske; hverken på gaden, på vejen eller i folks egne haver. Der var ingen bilister eller cyklister, så langt øjet rakte.

Det eneste jeg mødte, var tomhed. Jeg nåede at tænke; gør jeg noget, jeg ikke må? Den tomhed, der mødte mig den dag, var fuldstændig identisk med den tomhed, der eksisterede i toget dagen forinden. Det er den samme tomhed, mange af os nu bliver mødt med, hver eneste gang vi træder udenfor vores døre. Det er svært at forestille sig et tomt Times Square i New York, en tom Petersplads i Vatikanet eller en tom lufthavn i Los Angeles. Men når tomheden rammer centrum af ens egen by, mærker man det for alvor. Konsekvenserne kommer pludselig tæt på én. Som det ses på det fotografi, jeg har taget af centrum af min egen by, er denne tomhed og afstand en konsekvens af pandemien. Lige nu er den største konsekvens af coronakrisen muligvis uvisheden. Vi ved ikke, hvordan situationen ser ud i morgen, ligesom vi ikke ved, hvordan den ser ud om et år. Hvad vi dog med sikkerhed ved, er, at Danmark er et land, der handler, når det gælder. Så når vi møder tomheden, hvor der normalt summer af liv, må vi huske på, at det ikke er, fordi vi forholder os passive. Det er, fordi vi handler og tager situationen alvorligt. Jeg tror, at mange danskere har et billede af, at Danmark er et land, hvor vi hjælper hinanden, og hvis vi var i tvivl om det, kan vi vist ikke være det længere. For at hjælpe samfundet og hinanden i denne tid, er vi nødt til at give afkald på dele af vores hverdage. Vi ved ikke, hvilke ting der kun midlertidigt er blevet taget fra os, og hvilke vi aldrig får tilbage igen. Derfor tror og håber jeg, at vi alle fremover vil sætte mere pris på de ting, vi ellers har taget for givet. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv vil sætte pris på at cykle gennem centrum af min by uden at blive mødt af tomhed. Jeg vil sætte pris på at kunne møde andre med et smil og ikke med afstand. Jeg vil sætte pris på at kunne give mine bedsteforældre et kram. Jeg vil sætte pris på de små ting i hverdagen, som måske ikke er helt så små alligevel. Jeg vil sætte pris på det velkendte, for nu har jeg oplevet, hvordan alt det velkendte pludselig kan blive skiftet ud med noget fremmed. Freja-Karina Truelsen Dyg, 1r