Kan vi lære noget af pandemien?
(En beretning fra april) Intet tydede på, at den 11. marts ikke skulle følge min hverdags naturlige mønster, men ikke desto mindre var det den dag, min hverdag blev sat på pause. Det er nu mere end fem uger siden, og det er, som om pauseknappen sidder fast. Den dag tog jeg et senere tog hjem fra skole, end jeg plejer. Når jeg tager det sædvanlige tog, er det sjældent, at der er
36
en tom siddeplads. Faktisk kan jeg være nødsaget til at stå oprejst ved indgangen, indtil jeg skal af toget. Det er netop i myldretiden, hvor elever skal hjem fra skole, og voksne skal hjem fra arbejde. Hvis man dog blot tager toget en enkelt afgang senere, er toget nærmest tomt. Sådan var det også denne dag. Jeg steg på toget, og bag mig hørte jeg for første gang en stemme i højtalerne på perronen sige: ”På grund af coronavirus anbefaler myndighederne, at
vi tager hensyn til hinanden ved at holde afstand…” Det var alt, jeg nåede at høre, inden dørene lukkede sig bag mig. Meddelelsen sad lidt i baghovedet på mig resten af dagen, men jeg fortsatte min hverdag som jeg plejede. Jeg ankom til min hjemby og cyklede fra banegården. Jeg cyklede gennem en by, som stadig summede af liv, og hvor andre fortsatte deres hverdage ligesom jeg. Jeg var ikke bevidst om, at der muligvis ville gå lang tid, før jeg skulle se min by på denne velkendte måde igen, og derfor satte jeg heller ikke pris på den cykeltur. Mest af alt spekulerede jeg over de lektier, jeg skulle hjem og lave for at forberede mig på den skoledag, jeg var uvidende om ikke ville komme. Om aftenen gik min hverdag fuldstændig i stå i løbet af få minutter, ligesom den gjorde for så mange andre. I denne tid oplever vi alle en ny hverdag med nye regler og rutiner, som vi må indrette os efter. Aldrig har vi higet så meget efter noget velkendt, noget normalt, for aldrig havde vi troet, at vi skulle opleve noget så ekstremt. Hvis der er noget, vi har lært af pandemien, så er det at sætte pris på hverdagen. I virkeligheden går vi nok alle sammen og venter på, at vores hverdage skal blive normale igen. Selv skrev jeg automatisk ’når’ jeg tager det sædvanlige tog, som om det stadig er en del af min daglige rutine. Som om det aldrig holdt op med at være en del af min hverdag, og inderst inde forventer jeg, at jeg kommer tilbage til denne hverdag igen. Allerede dagen efter min hverdag gik i stå, oplevede jeg en af coronakrisens konsekvenser, da jeg gik en tur med min hund om eftermiddagen. Jeg så ikke så meget som et eneste menneske; hverken på gaden, på vejen eller i folks egne haver. Der var ingen bilister eller cyklister, så langt øjet rakte.
