To lærere beretter

To lærere i henholdsvis i international økonomi og informatik og historie og samfundsfag skriver i det følgende om deres vej til gymnasiet og Ribe Katedralskole

IT og økonomi fascinerer

”Du burde blive gymnasielærer!” ”Nej det skal jeg fandeme ikke!” Jo, det blev jeg så. Efter endt uddannelse i 2007 – som var slutningen på en lang række af ”hmm hvad skal jeg nu?”–beslutninger (stx, hhx, handelshøjskole, universitetet) – skulle jeg have arbejde. Jeg boede på dette tidspunkt i min lejlighed i Århus. Eftersom jeg havde haft studiejob i en IT-butik i en del år og havde et godt netværk i IT-branchen, var det nærliggende for mig at kigge den vej. Derfor endte jeg med at blive accountmanager for en dansk IT- virksomhed. Det gik stærkt, var udfordrende, og pengene var gode. Så kom finanskrisen, og salgsjobbet blev efterhånden lidt mindre sjovt og profitabelt. Jeg så det som en mulighed for at prøve noget nyt, og i foråret 2009 begyndte jeg at søge job rundt omkring i landet. Jeg søgte alt indenfor en times køretidsradius fra Århus, som på en eller anden måde fangede min interesse og passede til mine kvalifikationer (IT/politik/økonomi/tysk). Så var der også det der job på Ribe Handelsskole... Det var jo egentlig den vej jeg ikke skulle... og det var godt nok mere end en times kørsel. Til gengæld lå det sydpå – tættere på ”hjemme” (Haderslev), og der var noget med international økonomi – og tysk kunne jeg jo også finde ud af. Så den stilling fik også et skud... og bum, så blev jeg kaldt til samtale et par dage senere. Efter endt samtale kørte jeg den lange vej til Århus igen og tænkte over, hvordan det var gået. Jeg var ikke kørt mere end 15 minutter, før telefonen ringede. Det var Sune Ahrenkiel – forstander på Ribe Handelsskole – som sagde til mig, at jeg kunne få jobbet, hvis jeg ville have det, selvom det gik ham på, at han ikke længere ville være den højeste mand på skolen. Jeg sagde ja tak, og pludselig var jeg i sommeren 2009 adjunkt i international økonomi og tysk. Et år, mange kilometer på E45 og mange lydbøger senere flyttede kæresten (nu min kone) og jeg til Ribe. Vi fik hurtigt etableret os i villa med vovse (Altdeutscher Schäferhund) og det hele. I 2013 fik vi vores første søn og to andre fulgte efter i 2015 og 2016. Interessen for økonomi har jeg beholdt i alle årene som gymnasielærer, og jeg bruger da også den dag i dag fritiden på at læse og snakke om verdensøkonomien, erhvervslivet og aktiemarkedet. Ikke hele min fritid – der skal foruden familien også være tid til fodbold (Hertha BSC, SønderjyskE), styrketræning, computerspil og alt muligt andet. Min interesse for IT døde ikke hen, og da rygterne gik på, at der snart ville komme et nyt fag i gymnasiet, som skulle handle om IT, fik jeg af Sune Ahrenkiel tilbudt at dygtiggøre mig endnu mere indenfor dette

felt (ved at læse på universitetet ved siden af arbejdet). Så kunne jeg blive en af de lærere, som ville kunne undervise i det fag, som skulle komme til at hedde informatik. Det sagde jeg ja tak til, og derfor underviser jeg i dag primært i informatik på tværs af de gymnasielle uddannelser – og det er jeg rigtig glad for! Fascinationen af IT er ikke blevet mindre i 2020, hvor samfundet blev vendt på hovedet for en stund. Nogle steder gik alt fuldstændigt i stå og andre steder kunne vi takket være teknologien fortsætte arbejdet. Sådan var det for eksempel på Ribe Katedralskole, hvor meget af undervisningen ganske fint kan faciliteters gennem samarbejdssoftware som for eksempel MS Teams. Så isolationsmånederne var ikke spildte. Jeg er vildt spændt på at opleve og betragte, hvordan denne her krise er en katalysator for den fremtidige teknologiske udvikling og digitalisering af vores samfund. Jeg er SÅ klar! Ulrik Jørgensen Rogge

Interessante tider

“Skriv om hvordan du endte her!”. Med disse ord blev jeg opfordret til at skrive denne artikel til årsskriftet. Problemet i denne forbindelse er, at det i sig selv ikke er en særlig interessant eller medrivende fortælling – derudover er den alt for lang. Efter en del overvejelser har jeg derfor besluttet, at jeg vil prøve at fokusere på den række valg af uddannelse og arbejde, som jeg har foretaget, og som foreløbig har ført mig her til Ribe Katedralskole. Eleverne på skolen står på et sted i livet, hvor svære valg står i kø, og om et til tre år, når huen forhåbentlig er i hus, vil antallet af valg tage kraftigt til. Måske kan min perlerække af mere eller mindre gennemtænkte valg inspirere til, hvordan man skal eller ikke skal gøre. Om jeg ”ender her” må tiden vise. Min tidlige historie læses som en reklame for den socialdemokratiske velfærdsmodel. Jeg blev født i Esbjerg, den 10. januar 1972, på Sct. Joseph fødselshospital i Nørregade. Mine forældre var begge ret unge og af arbejderklassebaggrund, og min tre år ældre søster og jeg havde da også altid nogle af de yngste forældre til skole-hjemsamtalerne. Kigger man tilbage i min families historie, er den ret repræsentativ for temmelig mange vestjyder: Mændene var for det meste bønder eller sømænd. Kvinderne blev husmødre, arbejdede på gården, på fabrikker, som syersker eller i fiskeindustrien på Esbjerg havn. Da min storesøster blev student fra Esbjerg Gymnasium i starten af 1990erne, var hun den første student i familiens historie. Jeg var den næste i sommeren 1992. Mine folkeskoleår var ret gennemsnitlige for tiden. Sammenlignet med nutidens folkeskoler, kan man dog hurtigt bemærke, at vi i dag ikke længere er i en velfærdsstat, men i en ”konkurrencestat”. Vi var i snit 15 elever i min klasse, hvilket også var tilfældet i parallelklasserne og på de andre årgange. Min tid i folkeskolen sluttede i 1988 – kort tid efter, at en studievejleder var dukket op med en seddel, som alle eleverne i min klasse skulle udfylde. På sedlen valgte vi ved at sætte kryds, om vi skulle på teknisk skole, på handelsskolen eller i gymnasiet. I min klasse var der 7, der skulle i gymnasiet. Resten af os satte kryds ved teknisk skole. Inklusive mig selv. Jeg havde dengang en drøm om en karriere i forsvaret. På det tidspunkt havde Danmark et såkaldt ”territorialforsvar”, hvilket betød, at forsvarets rolle var at forsvare dansk territorium. Den Kolde Krig var stadig i gang, og jeg kunne levende forestille mig selv i tårnet af en kampvogn. Hvis vi havde haft mulighed for at prøve ungdomsuddannelserne, før vi traf vores valg, kunne jeg have sparet mig selv for et år. Efter 6 måneder smed jeg håndklædet i ringen og meldte mig ud. Et bjerg af ødelagte printplader, skæve vandrør og ødelagt værktøj havde vist mig, at jeg hverken havde evnerne eller den fornødne interesse til at gennemføre teknisk skole. Resten af dette år tilbragte jeg som arbejdsdreng på en metalvarefabrik ikke langt fra, hvor jeg boede. I disse måneder fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle have en karriere inden for industrien. Da det blev sommeren 1989, så jeg frem til at komme væk og starte på en ungdomsuddannelse. Jeg holdt stadig drømmen om forsvaret i live, og for at kunne søge ind på officersuddannelsen skulle jeg have taget en ungdomsuddannelse først. Valget af, hvilken det skulle være, blev truffet på samme måde som de fleste drenge vist stadig træffer det valg: Man følger vennerne. Af den grund startede jeg i efteråret 1989 på Esbjerg Handelsskole, hvor jeg i løbet af tre år opdagede en del nye sider af mig selv. Jeg kunne konstatere, at jeg havde en interesse for og var god til de mere humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, men til gengæld var jeg uinteresseret i og dårlig til de matematiske fag på handelsskolen. En mere moden udgave af mig selv ville måske have taget konsekvensen, og være flyttet til gymnasiet (det du i dag vil kalde stx-gymnasiet), men jeg fortsatte af flere årsager bravt i alle tre år.

Dels var jeg ikke interesseret i at skulle på universitetet, hvilket var noget vi kun perifert kendte til i min omgangskreds. Dels anede jeg ikke, hvad jeg skulle bruge en universitetsuddannelse til. Studievejledning var på dette tidspunkt ikke et udbredt fænomen, og den smule, vi fik i folkeskolen, forholdt sig ikke til vores evner eller interesser. I mit sidste år på handelsskolen var jeg så til session (en egnethedsprøve til forsvaret) og blev ”kasseret”. Dermed var min drøm om en karriere i forsvaret slut. Det næste valg stod nu for døren. Hvad skulle jeg lave efter handelsskolen? Igen fulgte jeg strømmen, og søgte om at blive bankassistentelev. Mine klassekammerater blev enten bankassistenter, speditører, revisorer eller butiksassistenter. Allerede da jeg gik til den første optagelsesprøve, vidste jeg, at min motivation ikke var overvældende – men jeg havde ikke nogen ide om, hvad jeg ellers skulle foretage mig. På trods af dette bestod jeg optagelsesprøven som bankassistent med toppoint og blev ansat. Prøven bestod af en række tests, som primært skulle undersøge vores kreative evner, hvilket kan virke besynderligt, når man betænker, at tilværelsen som bankassistent på det tidspunkt var noget af det mindst kreative, jeg har prøvet. To år senere fik jeg mit uddannelsesbevis. Efter flere samtaler med diverse afdelingsledere om mit manglende engagement valgte jeg at opsige min stilling og søgte nye udfordringer. Næste del af mit arbejdsliv foregik på Esbjerg Havn, hvor jeg havde skaffet mig en stilling på ”Frysehuset”, en stor bygning fyldt med enorme industrifrysere, hvor eksportvarer blev anbragt, indtil de skulle læses på skibe og sendes til Storbritannien, Kina, USA og andre fjerne egne. I efteråret 1994 gik jeg i gang med at søge om optagelse på lærerseminariet i Esbjerg, og da det blev forår, fik jeg besked om, at jeg var blevet optaget. Dog ikke i Esbjerg, som jeg først troede. Seminariet i Esbjerg blev nedlagt, og nu skulle vi i stedet til Ribe. Dermed startede min tilknytning til Ribe så småt. I sommeren 1995 begyndte jeg så på læreruddannelsen i Ribe. Jeg var i praktik på Valdemarskolen, som meget belejligt lå på den anden side af gaden over for seminariet. Årene på lærerseminariet, fra 1995 til 1999, lærte mig endnu flere ting om mig selv. Jeg kunne godt lide at undervise og fik ganske gode vurderinger af mine forskellige seminarie- og praktiklærere. Ribe var jeg også blevet ret glad for. Desværre lærte jeg også, at jeg ikke var oven ud imponeret over det faglige niveau i folkeskolen, og at jeg havde appetit på mere faglighed. På trods af dette valgte jeg at søge en stilling i Ribe, som jeg fik. De næste 3 år tilbragte jeg på den nu nedlagte Nørremark Skole. Selv om jeg havde mange gode kolleger, befandt mig godt som ansvarlig for billedkunst og var glad for samværet med eleverne, indså jeg, at livet som folkeskolelærer i længden ikke var noget for mig. Jeg var på lærerseminariet blev opmærksom på, at min mangeårige interesse for historie måske kunne bruges til mere. Mit kendskab til universitetet, og hvad en uddannelse derfra kunne lede til, var også noget, jeg så småt forstod i løbet af årene på lærerseminariet. Spørgsmålet var så, hvilke interesser jeg skulle forfølge. Jeg havde specialiseret mig i fagene historie og billedkunst på seminariet, og jeg var i tvivl om, hvilken vej jeg ville forsøge mig med. Jeg valgte i første omgang at forberede mig til optagelsesprøven til kunstakademiet i København. Efterhånden som jeg lærte en del tidligere akademistuderende at kende, mistede jeg dog lysten til at sigte efter et liv som kunstner, da det forekom mig at være en alt for ustabil tilværelse for min smag. Set i bakspejlet kunne jeg måske godt have fået en sådan tilværelse til at hænge sammen økonomisk. Jeg havde for eksempel i de første år af min universitetstid en sidebeskæftigelse, hvor jeg rejste rundt i Danmark og afholdt tegnekurser. Det var startet ved en tilfældighed, da den daværende bibliotekar på Ribe Bibliotek spurgte, om jeg ikke ville prøve at afholde et tegnekursus for børn. Dette gjorde en økonomisk forskel, da min kæreste og jeg i 2003 flyttede til København for at starte på universitetet. Jeg havde nu som mål at blive gymnasielærer i historie. Da jeg i november måned 2003 fik en studenterstilling på det Medicinhistoriske Museum, som hørte under Københavns Universitet, stoppede jeg med at afholde kurserne og fokuserede nu helt på historiestudierne på Roskilde Universitet og

studiearbejdet som formidler og rundviser på museet. Jobbet på museet var meget spændende. Medicinhistorie var på det tidspunkt et underbelyst forskningsfelt i Danmark, og derfor var der rig lejlighed til at grave glemte eller hidtil ukendte historier frem fra de omfattende arkiver på museet og fra forskellige andre arkiver i Danmark. Bygningen, der husede museet, havde indtil 1942 huset medicinuddannelsen i Danmark. Da man flyttede denne uddannelse i andre lokaler, opstod medicinmuseet på initiativ af en flok ældre pensionerede læger, der indsamlede alt, hvad enhver form for sundhedsfaglige klinikker, hospitaler eller læger nogen sinde havde brugt i deres arbejde. Der var – kort sagt – bjerge af alle mulige genstande proppet ind i hver en krog af den gamle bygning. En ny professor havde heldigvis været i gang med at planlægge en større renovering af museet, så i de år, hvor jeg arbejdede på museet, var jeg derfor så heldig at være med til at lave det gamle museum om og i sidste ende skabe et nyt og tidssvarende museum, som kunne være med til at udbrede viden om mennesket og medicin. Resultatet blev det nuværende Medicinsk Museion i Bredgade, København. I løbet af årene på museet fik jeg snart samlet flere mulige medicinhistoriske emner sammen, som kunne udforskes og blive til den specialeafhandling i historie, der ventede forude. Min bacheloropgave handlede om et aspekt af Ribe Katedralskoles historie i reformationstiden. Med den lidet mundrette titel, ”De privilegerede tiggere – Latinskoledisciplenes ændrede vilkår i forbindelse med Reformationen af kirkerne i Danmark, i perioden fra 1523 til 1536”, fik jeg og tre andre medstuderende produceret en ret nørdet bacheloropgave, som nu samler støv i kældrene under Roskilde Universitetsbibliotek. Alt, hvad jeg arbejdede med på universitetet efter bacheloropgaven, handlede – i større eller mindre grad – om medicinhistorie. Der ud over udviklede jeg mig til at blive det, man inden for historikerkredse, kalder en ”arkivrotte”. Det betød, at jeg inddrog og arbejdede i stadig flere arkiver, hvilket for mig forekom som en form for detektivarbejde, hvor jeg kunne glemme alt og alle omkring mig og i lange perioder fokusere på at få besvaret mine spørgsmål i arkiver, der i en del tilfælde ikke havde været åbnet i årtier. Min specialeafhandling tog det mig af den grund også 1,5 år at færdiggøre, da jeg endte med at arbejde i et udvalg af arkiver i Danmark, Tyskland og Storbritannien. I sensommeren 2006 fik jeg så min første stilling i gymnasieskolen. Jeg blev ansat som årsvikar på den skole der hed Vestreborgerdyd Gymnasium og hf, i Valby. I de næste 3 år var jeg i pædagogikum og blev derefter ansat som adjunkt på skolen. I 2009 fik jeg – efter en lang og besværlig ansøgningsproces – et såkaldt Ph.d.stipendie fra Statens Forskningsråd, og derfor vendte jeg i januar 2010 tilbage til Roskilde Universitet for at uddanne mig til historiker (forsker). I perioden fra 2010 til 2013 arbejdede jeg på fuld tid på Roskilde Universitet og forskellige universiteter i Europa med en Ph.d.-afhandling om udviklingen af den første danske penicillin under 2. Verdenskrig. Universitetskarrieren opgav jeg dog efterhånden, som det gik op for mig, hvor dårlige arbejdsvilkår man har på de danske universiteter, og hvor kompliceret en karriere på et dansk universitet ville være. Efterhånden, som børnene kom til, blev min kone og jeg gradvist opmærksomme på hvor svært og dyrt det var at bo på Frederiksberg og i København. Vi drømte om mere plads, et større hus, at komme tættere på familien. Af disse og andre grunde vendte vi hjem til Ribe i 2018, da jeg fik muligheden for at få en stilling på Ribe Katedralskole. Dermed er vi ankommet til skrivende stund. Afstikkerne i min beretning er mange, for beretningen er stor – for stor til at presse ned på disse få sider. Jeg håber dog, at læseren har fået et nogenlunde sammenhængende indtryk at ”hvordan jeg er endt her” på Ribe Katedralskole. Hvis ikke, så kom gerne og spørg! Henrik Tjørnelund