EINAR LUND JENSEN

AF EINAR LUND JENSEN

Grønlands kamp for ligestilling – eller den røde tråd fra koloni til selvstændig nation

RESUMÉ

Det grønlandske samfund har ændret sig markant gennem de sidste 100 år. Det gælder også forholdet til Danmark. Udviklingen er gået fra koloni over formelt ligestillet del af det danske rige til hjemmestyre og videre til selvstyre med mulighed for at tage den endelige beslutning om fuld selvstændighed.

I denne proces har Grønland været den udfarende kraft, og det er i hovedsagen initiativer fra grønlandske politikere og samfundsgrupper, der har drevet udviklingen frem. Danmark og de siddende danske regeringer har ofte været passive eller ligefrem modstræbende. Denne historiske tendens synes stadig at præge det til tider komplicerede forhold mellem de to parter i Rigsfællesskabet.

Et samfund i forandring

Tiden efter 1900 var præget af en række forandringer i det grønlandske samfund, der på længere sigt fik afgørende indflydelse også på det grønlandsk-danske forhold.

Grønland var omkring 1900 et udpræget traditionelt fangersamfund primært baseret

Einar Lund Jensen

(f. 1949 i Sisimiut), cand. mag. og ph.d. i historie og grønlandsk. Har undervist på skolen i Kuummiut og den gymnasiale uddannelse (GU) i Aasiaat, været leder af Det Grønlandske Hus i København og museumsinspektør på Nationalmuseet i Danmark.

på naturalieøkonomi med sælfangst som det helt dominerende erhverv. Hovedparten af fangsten gik til familiernes eget forbrug, mens overskuddet af sælskind og spæk blev solgt til den Kongelige Grønlandske Handel, KGH.

Langt den største del af de omkring 15.000 indbyggere boede spredt på små bopladser med mindre end 100 beboere, der måtte tage til den nærmeste handelsstation for at købe ind eller sælge skind og spæk. På de færreste bopladser fandtes en uddannet kateket, og børnene på disse steder blev som regel undervist af en såkaldt læser, der havde fangsten som hovedindtægt, og som ud over børneskolen ikke havde nogen boglig uddannelse.

Kvindelige ansatte pakker saltfisk til eksport, sandsynligvis i Nuuk i 1933 (foto: Arktisk Institut).

Befolkningen var forarmet. Den danske inspektør Rink dokumenterede allerede i midten af 1800-tallet, at koloniseringen havde forårsaget ændringer i samfundsstrukturen, der gav en negativ påvirkning på fangernes produktivitet. Samtidig hermed faldt bestanden af sæler med en deraf mindre fangst til følge, og da efterspørgslen efter tran faldt i Europa, faldt priserne på tran og dermed i sidste ende også fangernes indtægter.

Fra begyndelsen af 1900-tallet skete de første ændringer på erhvervsområdet. Ændringer i klimaet, som var årsag til nedgangen i bestanden af sæler, betød til gengæld, at bestandene af fisk – især torsk – steg i de grønlandske farvande. Det førte til indførelse af det såkaldte rationelle fiskeri, dvs. et fiskeri, hvor fangsten ikke kun var beregnet til familiens eget forbrug, men skulle sælges til videre behandling. I 1910 opførte KGH det første fiskehus ved Alluitsup Paa i det sydligste Grønland, og i løbet af de følgende omkring 25 år bredte fiskeriet sig stadigt længere mod nord langs den vestgrønlandske kyst.

De første år foregik fiskeriet for de fleste fra kajak og som et supplement til fangernes sælfangst, men efterhånden fik stadigt flere en jolle, og fiskeriet blev for dem det primære erhverv. Med indførelsen af det rationelle fiskeri opstod en stadigt stigende pengeøkonomi i det grønlandske samfund som følge af dels fiskernes indtjening ved indhandlingen af fisk, dels lønningerne til de mænd og kvinder, der blev ansat til at behandle fiskene. Denne situation betød bl.a., at en del kvinder som noget nyt kom ud på arbejdsmarkedet.

Det danske kolonistyre

Datidens Europa så befolkningerne i kolonierne og andre samfund uden for den vestlige verden som primitive og uudviklede samfund, der skulle hjælpes til at blive civiliserede og således komme på højde med fx de europæiske lande. Det gjaldt også Danmarks syn på Grønland.

Den danske stat havde monopol på al handel i Grønland og styrede alle institutioner, og ingen kunne komme ind i eller ud af landet uden statens tilladelse. Med Lov om Styrelse af Kolonierne i Grønland af 1908 fastsatte Rigsdagen nye rammer for styringen af Grønland. Administrationen af Grønland lå i Grønlands Styrelse, der stod for en meget centraliseret styring af kolonien. Som nævnt skete der i denne periode ændringer inden for erhvervslivet, og også på det uddannelsesmæssige område blev der indført reformer.

I 1925 blev dansk indført som fag i den grønlandske folkeskole, og i forlængelse af ønsket om at styrke færdighederne i dansk blev det vedtaget, at udvalgte kateketer efter færdiguddannelsen på seminariet i Nuuk kunne sendes på videreuddannelse på seminarier i Danmark. Formålet var angiveligt at gøre grønlænderne i stand til en gang i fremtiden at leve i fri forbindelse med den øvrige verden. Trods de gode intentioner udeblev resultaterne imidlertid. Kun ganske få kateketer blev sendt på videreuddannelse, og i folkeskolen foregik danskundervisningen primært i de få kolonier, som var betegnelsen for datidens byer, mens der i de mindre beboede steder, hvor hovedparten af befolkningen boede, ikke var lærere, der havde tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne undervise i dansk. For at styrke danskundervisningen foreslog Sydgrønlands landsråd at sende danske lærere til Grønland, men det mødte modstand i Grønlands Styrelse og blev derfor ikke til noget.

De danske myndigheders tilbageholdenhed blev forklaret med, at man ikke ville forcere udviklingen af frygt for, at den grønlandske befolkning ikke ville kunne følge med, og at for store forandringer i samfundet ville være til skade for befolkningen. Derfor skulle udviklingen ske langsomt.

Men der var også et andet aspekt, nemlig det økonomiske. Den danske kolonipolitik byggede fra starten på et princip om, at udgifterne skulle balancere med indtægterne, altså at overskuddet af handelen med spæk og sælskind og senere også produktionen af fisk skulle dække udgifter til mission, uddannelse og andre samfundsaktiviteter. Imidlertid gav handelen og produktionen i Grønland på dette tidspunkt kun et beskedent overskud, og selv om staten accepterede jævnligt indtrufne underskud på det samlede regnskab over aktiviteterne i Grønland, medførte det grundlæggende princip, at der kun blev taget få initiativer til at finansiere investeringer til større og mere gennemgribende forandringer.

Grønlandsk krav om fremskridt og udvikling

Mens staten altså både principielt og i helt konkrete spørgsmål var tilbageholdende med reformer, opstod der i denne periode et pres fra grønlandsk side for at modernisere samfundet. Med styrelsesloven i 1908 fastlagde Rigsdagen også rammerne for de politiske organer i Grønland. Man indførte bl.a. to landsråd, et for Nordgrønland og et for Sydgrønland, der, som navnet siger, først og fremmest var rådgivende organer for det danske kolonistyre. Styrelsen i København kunne forelægge landsrådene sager af betydning for landet, men var dog på ingen måde bundet af landsrådenes udtalelser, og der er adskillige eksempler på, at den endelige beslutning gik imod landsrådenes anbefalinger.

Landsrådene fik alligevel en helt central rolle i landets videre politiske udvikling. Ifølge styrelsesloven var det nemlig muligt for landsrådene at diskutere fælles anliggender af betydning for regionen eller hele landet og til at komme med forslag til forandringer. Og den ret benyttede landsrådene sig af.

Fra venstre ses Frederik Lynge (1889-1957), Mathias Storch (i883-1957), Frederik Høegh (1895-1970), Karl Heilmann (1893-1958), Jens Chemnitz (1853-1929) og Gerhardt Egede (1892-1969). De markerede sig alle på forskellig vis gennem deres virke og i debatten om Grønlands fremtid (foto: Arktisk Institut).

Blandt de mange emner, der blev diskuteret, var den erhvervsmæssige udvikling og overgangen til et moderne samfund. Landsrådenes medlemmer vedtog fx et forslag om at fremskynde uddannelsen af grønlandske udstedsbestyrere, dvs. lederne af de mindre handelssteder, så denne funktion, der i vid udstrækning var besat med danskere, kunne besættes med grønlændere. I et andet forslag ønskede landsrådene at hæve lønningerne for de grønlandske præster, så de fik samme løn som de danske præster, der var ansat i Grønland. Begge forslag var et udtryk for et stigende grønlandsk ønske om at få mere indflydelse på driften af landets institutioner samt opnå samme rettigheder som danskere. Forslagene vandt ikke fremme i Grønlands Styrelse. Landets fremtid var ikke kun et tema i de politiske organer. Litteraturen fik tidligt en central placering i debatten om Grønlands udvikling og fremtid. Gennem sange, der blev udbredt og sunget over hele landet, opfordrede digtere som Henrik Lund og Josva Kleist deres medborgere, og i særlig grad ungdommen, til at tage medansvar, søge viden og oplysning og arbejde for fremskridt. Allerede i 1912 opfordrede Henrik Lund i Nunarput utoqqarsuanngoravit, der i dag er en af Grønlands to nationalsange, med de appellerende sætninger Kalaallit, siumut makigitsi (Grønlændere, vågn op og gå fremad) og saperasi isumaqaleritsi (Tro på jer selv) sine landsmænd til at stole på egne kræfter og evner og til at gøre en indsats for et bedre fremtidigt samfund.

Bladet Sujumut (Fremad) blev udgivet fra 1934 til 1948 af udstedsbestyrer Frederik Høegh, der for egne midler havde købt og drev et minitrykkeri. Logoet er tegnet af kunstner og forfatter Hans Lynge, der på denne tid også deltog aktivt i samfundsdebatten. Teksten under logoet oplyser, at målet med bladet var at skabe et forum for samarbejde mellem grønlændere og danske med henblik på at skabe udvikling i samfundet (kilde: Groenlandica, Grønlands Nationalbibliotek).

I romanerne ”Sinnattugaq” (En grønlænders drøm) fra 1914 og ”Ukiut 300’nngornerat” (Tre hundrede år efter) fra 1931 gav Mathias Storch og Augo Lynge hvert deres bud på et fremtidigt moderne grønlandsk samfund med grønlænderne som samfundsborgere, der tager aktivt del i landets udvikling og styre.

Også i de statsfinansierede aviser Atuagagdliutit og Avangnâmioq (Nordgrønlænderen), men især i bladene TarK’igssût (Lampepinden) og Sujumut (Fremad) fandt der en udbredt samfundsdebat sted. De sidstnævnte to blade udkom begge i en forholdsvis kort periode fra midten af 1930'erne til sidste halvdel af 1940'erne og var startet på privat initiativ og finansieret via salget og privat støtte. De kom imidlertid bredt ud i hele landet og var medvirkende til at give alle, der var engagerede i samfundsforholdene i Grønland, mulighed for ikke alene at følge med i og men også at deltage i diskussionen.

Allerede før 2. verdenskrig var der således i Grønland en debat og en politisk national bevægelse, eller en modernitet, som det er blevet kaldt af Kirsten Thisted, der bl.a. behandler disse strømninger i sin nyudkomne bog Stemmer fra Grønland. De overordnede begreber var siumukarneq og ineriartorneq, fremskridt og udvikling, der ikke kun fokuserede på en udvikling af de materielle forhold, men også omfattede et krav om reel indflydelse. Udviklingen skulle således ikke kun skabe et moderne samfund med materielle og sociale forhold, der svarede til forholdene i Europa. Den grønlandske befolkning skulle have mulighed for at deltage aktivt i landets styring og besætte samfundsvigtige poster.

Der var ikke entydigt, i hvor høj grad man ønskede at udvikle det grønlandske samfund efter europæiske idealer og standard. Nogle argumenterede for en egentlig assimilering med danskerne, således Augo Lynge, der i en kronik i 1938 bl.a. gav udtryk for, at det grønlandske sprog næppe havde nogen fremtid i en udvikling, der ville åbne op til omverden. Deroverfor stod en mere moderat fløj med bl.a. Frederik Lynge, der fx i et møde i Rigsdagens Grønlandsudvalg i 1939 protesterede mod den opfattelse, at der kun var tale om kultur, hvor der var tale om dansk kultur, og slog fast, at der også fandtes en grønlandsk kultur, og at den måtte respekteres og støttes. Det gjaldt også det grønlandske sprog, og han gik ind for, at danske embedsmænd i Grønland skulle lære grønlandsk, hvorved mange misforståelser og ubehageligheder kunne undgås. Der var dog blandt de to fløje generel enighed om, at udviklingen henimod et moderne samfund skulle ske i samarbejde med Danmark, og at man måtte tilegne sig det danske sprog og kendskab til dansk kultur.

I sommeren 1939 syntes der at ske noget. En delegation bestående af fire repræsentanter udpeget af landsrådene blev inviteret til at deltage i forhandlinger med Rigsdagens Grønlandsudvalg. En række centrale emner som erhverv, sundhed og uddannelse blev diskuteret og forslag blev vedtaget, men gennemførelsen skulle ske inden for de eksisterende økonomiske rammer. Forhandlingerne blev imidlertid fremskyndet på grund af udbruddet af 2. verdenskrig, og de

grønlandske repræsentanter måtte endda haste hjem. En betænkning blev udarbejdet, men aldrig offentliggjort og indholdet blev ikke virkeliggjort.

Moderniseringen

Ved den tyske okkupation af Danmark i april 1940 blev al kommunikation med og tilførsel af varer fra Danmark afbrudt. I stedet iværksatte danske embedsmænd i Grønland en centralisering af administrationen i Nuuk, hvorfra man i samspil med den danske ambassade i Washington indgik en aftale med USA, der bl.a. sikrede forsyningen af varer. Dertil kom en forsvarsaftale med USA i 1941, der dels skulle sikre Grønland mod tysk okkupation, dels gav USA ret til opførelse og drift af baser og andre militære anlæg i Grønland. Varerne fra USA blev primært betalt med kryolit, der blev brudt ved Ivittuut i Sydgrønland, og som indgik i produktionen af aluminium, der blev brugt ved fremstillingen af fly. Den nye situation i Grønland gav en langt smidigere beslutningsgang, mange mærkede en økonomisk fremgang og kontakten til USA gav udsyn til en anden del af verden.

Grønland kom ud af krigen med en styrket bevidsthed om selv at kunne styre landet og om behovet for at fjrne monopolet og åbne op for landet. De grønlandske politikere fremsatte fornyede krav om reformer, nu støttet af en del af de danske embedsmænd, der havde arbejdet i Grønland under krigen.

Regeringen og Grønlands Styrelse var imidlertid stadig meget skeptiske og nedsatte et udvalg, der i 1946 foreslog en række moderate ændringer. Det var imidlertid ikke nok for Grønland, der øgede presset for reformer. I mellemtiden havde en delegation af danske journalister for første gang været i Grønland, og de rapporterede i en række artikler om katastrofalt dårlige sociale og sundhedsmæssige forhold, høj dødelighed ikke mindst blandt børn, florerende tuberkulose samt en meget lav boligstandard. Reportagerne ramte den danske befolkning, og der opstod en stigende forståelse for behovet for reformer. Dertil kom et stærkt internationalt pres. Gennem FN lagde verdenskrigens sejrherrer, USA og Sovjetunionen, et stærkt pres på kolonimagterne – og altså også Danmark – om, at de skulle sørge for en udvikling i kolonierne, så disse kunne bevæge sig hen mod selvstændighed. Kolonimagterne blev pålagt hvert år at rapportere til FN om de tiltag, der var taget, og de fremskridt, der var opnået, for at nå disse mål.

De grønlandske reformkrav blev således understøttet af et pres fra både dansk og international side, og i 1948 nedsatte regeringen Grønlandskommissionen bestående af danske og grønlandske politikere, embedsmænd og repræsentanter for erhvervsliv og foreningsliv. I 1950 afgav kommissionen en betænkning – bedst kendt som G50 – med en række konkrete forslag til en omfattende reformering af det grønlandske samfund. I de følgende år skete der en modernisering af det grønlandske samfund og en statslig investering i infrastrukturen – veje, havne, skoler, sygehuse, kommunikation osv. Fiskeflåden blev moderniseret og nye og tidssvarende fabrikker til produktion af fisk og rejer blev opført. Dermed var den politik, der senere er kendt under betegnelsen danisering, sat i gang.

Iværksættelsen af reformer i Grønland ændrede imidlertid ikke på Grønlands status som koloni. Denne del blev efter igangsættelsen af de konkrete samfundsreformer i Grønland videreført i det arbejde, der allerede var sat i gang med henblik på at foretage ændringer af Grundloven, der som udgangspunkt ikke havde noget med reformeringen af grønlandspolitikken at gøre. Nu kunne man imidlertid slå to fluer med ét smæk. Grundlovens § 1 slår fast, at loven gælder for alle dele af det danske rige, og en efterfølgende paragraf indeholder en bestemmelse om, at Grønland skal være repræsenteret i Folketinget med to medlemmer. Det var dermed underforstået, at Grønland overgik fra at være en koloni til formelt at være en ligestillet del af Danmark. Grundloven blev vedtaget efter en folkeafstemning i

Danmark, men ikke i Grønland – som koloni var landet jo ikke omfattet af den daværende grundlov, og man syntes tilsyneladende ikke fra dansk side, at det var nødvendigt at spørge det grønlandske folk. Der er dog næppe tvivl om, at Grundlovens indførelse blev positivt modtaget i Grønland, og resultatet af den danske folkeafstemning blev fejret i flere grønlandske byer.

Danmark er senere blevet kritiseret for at have ført både FN og de grønlandske politikere bag lyset med denne manøvre og dermed frarøvet Grønland muligheden for at følge en vej, der direkte sigtede mod selvstændighed, senest i den prisbelønnede bog Imperiets Børn af Anne Kirstine Hermann. Hermann fokuserer i dette spørgsmål på forhandlingerne med og i FN, og ser tilsyneladende bort fra, at de ønsker, der fra grønlandsk side var fremført, havde som udgangspunkt, at udviklingen ikke alene skulle ske i samarbejde med Danmark, men også med det sigte, at Grønland skulle blive en ligestillet del af Danmark.

Den manglende ligestilling

Ligestilling var et helt centralt grønlandsk ønske. Målet var øget og reel indflydelse på egne forhold gennem overtagelse af politisk ansvar og besættelse af centrale stillinger. Men det gik ikke som ønsket. Grønland som et dansk amt på lige fod med de andre amter var en illusion – tværtom, så vedtog Folketinget love specielt for Grønland, og lovgivning for danske forhold gjaldt som oftest ikke for Grønland.

Beslutningsprocessen blev ikke flyttet til Grønland, tværtimod blev der i 1955 oprettet et selvstændigt ministerium for Grønland, der på nær i et enkelt tilfælde havde en dansk minister som politisk leder og med danske embedsmænd, der stod for at føre Grønlandspolitikken ud i livet. En del af administrationen blev lagt i Nuuk, der nu fik prædikat af hovedstad, men de centrale stillinger blev også her besat med danske embedsmænd, og retningen og de konkrete opgaver var som oftest allerede defineret i København. Landsrådet havde på visse områder fået større kompetence, men var stadig i den store sammenhæng blot rådgivende i forhold til den danske regering og administration og havde ofte svært ved at trænge igennem i udformningen af den overordnede politik. Kommunalbestyrelsernes opgaver bestod oftest i at føre de ting ud i livet, som var bestemt fra centralt hold. De praktiske opgaver som opførelse af boliger, veje mm. blev udført af danske håndværkere, der arbejdede hårdt og længe i en hektisk sommersæson for derefter for de flestes vedkommende at vende hjem igen, når vintersæsonen indtrådte.

De grønlændere, der blev ansat som funktionærer i fx administrationen, skolevæsenet, sygehusvæsenet og andre af statens institutioner, blev ikke ligestillet med deres danske kolleger med samme arbejde og med samme kvalifikationer – og her blev kendskabet til grønlandske forhold og sproget ikke regnet som en særlig kvalifikation. Uligheden blev tydeliggjort i 1964 ved indførelsen af det såkaldte fødestedskriterium, der betød, at grønlandske funktionærer fik lavere løn end deres danske kolleger, der derudover fik tilskud til bolig og frirejser for hele familien.

Oven på begejstringen over de mange nye reformer opstod der derfor blandt de grønlandske politikere og offentligt ansatte en stærk skuffelse over den manglende indflydelse over udviklingen i deres eget land. Og i landet som helhed var der en følelse af, at hele udviklingen var fjrnstyret, og at den grønlandske befolkning blot kunne stå på sidelinjen og være tilskuere. Den hidtidige politik havde ikke ført til ligestilling, og det skabte basis for en revurdering af det grønlandsk-danske forhold, ikke mindst blandt den nye generation.

Et mere grønlandsk Grønland

Mens de danske politikere og embedsmændene i Ministeriet for Grønland fortsatte arbejdet efter de afstukne principper, blev det tydeligt for de fleste i Grønland, at den

Maniitsoq 1962. Umiddelbart efter Grundlovsændringen i 1953 slog Statsministeriet i en bekendtgørelse fast, at man fremover ville anvende betegnelsen ’by’ om de oprindelige handelsstationer, der indtil da normalt gik under betegnelsen ’koloni’. I tiden herefter oplevede byerne en udbygning af infrastrukturen, der helt ændrede bybillederne. På grund af en kraftig stigning i befolkningstallet og tilvandring fra bygd til by begyndte man at opføre etagehuse. For at skabe plads er en del af klippevæggen bag husene sprængt væk (foto: Arktisk Institut).

førte politik ikke ville give den forventede og ønskede ligestilling. Det førte til et opgør mod daniseringen og den danske dominans og krav om en ny politik, der tog udgangspunkt i grønlandske forhold. Denne bevægelse var i vidt omfang præget af de uddannelsessøgende, og et af de centrale kritikpunkter var den hidtil førte skole- og uddannelsespolitik.

Fra begyndelsen af moderniseringen var dansk, dvs. sproget dansk og kendskabet til dansk kultur, mente man, vejen til at opnå ligestilling. En ny skolelov i 1950 åbnede op for, at bogligt stærke elever kunne gå i klasser, hvor dansk efterhånden blev det dominerende undervisningssprog, og hvor eleverne i sidste ende skulle tage en realeksamen, der lå på niveau med den danske. I 1967 vedtog Folketinget en ny skolelov for Grønland, der gik endnu videre, idet der blev givet mulighed for – dog med forældrenes samtykke – at faget dansk blev indført allerede i 1. kl., mens faget grønlandsk blev udsat til 3. kl. Fra 1961 til 1976 sendtes omkring 1.600 elever efter 6. kl. til et års ophold i Danmark, hvor de boede hos danske plejeforældre og gik i dansk skole. Og i tiden efter 1950 skulle stort set alle såvel videregående som faglige uddannelser tages under helt eller delvist ophold i Danmark. Disse ophold gav gode faglige resultater for mange, men der er heller ikke nogen tvivl om, at det for mange unge havde store omkostninger med frafald, tab af identitet og sociale problemer.

Dette skete i en tid, hvor der blandt unge i Europa opstod en antiautoritær bevægelse, der ikke blot gjorde oprør mod de eksisterende samfundsnormer, men også søgte nye løsninger. Mange unge grønlændere fandt inspiration heri og satte den førte grønlandspolitik til debat med krav om markante ændringer. I forhold til ligestilling var holdningen, at ville man behandle den grønlandske befolkning som ligeberettigede partnere, så måtte man acceptere dem, som de er. I 1969 omdefinerede den senere fremtrædende politiker Moses Olsen forståelsen af ligestilling således, at på samme måde, som udviklingen i Danmark måtte ske ud fra danske forhold, således skulle også udviklingen i Grønland ske ud fra grønlandske forhold. Det var ligestilling! Denne nye definition af ligestilling skulle vise sig at blive grundlaget for fundamentale forandringer i det dansk-grønlandske forhold.

De nye tanker slog rod i den grønlandske kunst, og som i første halvdel af århundredet blev samfundskritikken og de nye politiske tanker også formuleret og delt gennem kunst, litteratur og teater. I den nye musik, rocken, blev tekster skrevet på grønlandsk, og de nye ideer nåede ikke kun ud til ungdommen, men bredt til befolkningen. Gennem Aasivik-bevægelsen mødtes folk på sommerlejre og diskuterede politik og samfundsforhold, herunder hvordan man kunne bevare og styrke den grønlandske kultur og det grønlandske sprog.

Også i det mere etablerede politiske liv var der grobund for de nye tanker, og i 1970 inviterede landsrådet repræsentanter for politik, erhverv og foreninger i Grønland til Holsteinsborgkonferencen, navngivet efter den danske betegnelse for stedet for konferencens afholdelse, Sisimiut. Der var her bred enighed om princippet om et mere grønlandsk Grønland, og i en særskilt udtalelse understregede et mindretal bestående af unge deltagere, at deres mål var et mere uafhængigt Grønland. Debatten om og resultatet af afstemningen i Grønland om medlemskab af EF i 1972 blev en afgørende katalysator for den videre proces. Danmark havde i midten af 1960'erne søgt medlemskab af EF, hvilket inkluderede Grønland. Oprindeligt havde landsrådet været positivt, men som den politiske situation i Grønland var forandret og nye folk valgt ind, blev også holdningen til EF forandret. Et af EF-modstandernes væsentligste argumenter var, at hvis Grønland blev medlem af EF, ville fjrnstyringen ske endnu længere væk, end den allerede gjorde i forvejen, nemlig i Bruxelles, mens man jo netop arbejdede på at få flyttet beslutningsprocessen til Grønland. Desuden var man nervøs for, at den store europæiske fiskeflåde ville sætte sig på ressourcerne i de grønlandske farvande. De grønlandske politikere krævede en separat afstemning i Grønland, men det afviste regeringen. Efter en kort og intens valgkamp stemte 70% af den grønlandske befolkning nej til EF.

Som en konsekvens af det grønlandske afstemningsresultat nedsatte Landsrådet et udvalg, Hjemmestyreudvalget, bestående af grønlandske politikere, hvis konklusioner blev fremlagt i et såkaldt forhandlingsoplæg. Derefter nedsatte Folketinget en Hjemmestyrekommission med danske og grønlandske repræsentanter, hvis arbejde mundede ud i en betænkning og et lovforslag om indførelse af hjemmestyre i Grønland. Lov om Grønlands Hjemmestyre blev vedtaget i Folketinget i 1978 og fulgt op af en folkeafstemning i Grønland. Mere end to tredjedele stemte ja, og 1. maj 1979 var Grønlands Hjemmestyre en realitet.

Grønlands Hjemmestyre

Med indførelse af hjemmestyre fik Grønland fra 1979 sit eget parlament, Inatsisartut, og sin egen regering, Naalakkersuisut, der inden for Hjemmestyrelovens rammer kunne lovgive og administrere. En række områder blev hjemtaget, i første omgang fx skole- og uddannelsesforhold og kultur, altså områder,

der havde stået centralt i debatten om et mere grønlandsk Grønland, og hurtigt derefter blev også administrativt og økonomisk tunge områder som erhverv, boliger, transport og sundhedsvæsen hjemtaget.

Udenrigspolitikken var i princippet forbeholdt den danske regering, men grønlandske repræsentanter deltog fast i forhandlinger i fx hvalfangstkommissionen og ved indgåelse af aftaler omkring fiskeriforhold med atlantiske lande. Desuden indgik Grønland efterhånden også – sammen med Danmark – særskilte aftaler om samarbejde med andre lande, eksempelvis en fornyelse af aftalen på forsvarsområdet med USA. I slutningen af

21. juni – årets længste dag – har fra 21. juni 1985 været Grønlands nationaldag, og samme dag hejstes for første gang det grønlandske flag. Nationaldagen og flaget er vigtige symboler på den grønlandske nationale identitet (foto: Tusagassiivik).

I 2004 underskrev landsstyremedlem for udenrigsanliggender Tuusi Motzfeldt sammen med USA’s udenrigsminister Colin Powell og Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller Igaliku-aftalen, der bl.a. slår fast, at Grønland skal høres i alle udenrigsanliggender, der vedrører Grønland. Aftalen blev underskrevet i Tuusi Motzfeldts hjembygd Igaliku (foto: KNR).

1990'erne havde USA planer om at etablere et missilforsvar, der også ville inddrage Thule Air Base. Landsstyret erklærede da, at en udbygning af basens faciliteter ville kræve en ny forsvarsaftale, hvor den grønlandske regering indgik som ligeberettiget partner. Resultatet blev Igaliku-aftalen fra 2004 mellem Grønland, Danmark og USA, der reelt er en anerkendelse af Grønlands legitime ret til at blive hørt om lokale forhold i forbindelse med sikkerhedspolitiske forhold.

Derudover var grønlandske politikere meget aktive i forbindelse med udvidelse af samarbejdet med andre inuit-samfund gennem Inuit Circumpolar Council (ICC). Det internationale engagement udviklede sig efterhånden til en kamp for oprindelige folks rettigheder, og ICC og Grønland var drivende kræfter bag FN’s vedtagelse af Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder og oprettelsen af FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folk. Dette arbejde har bidraget til at give Grønland en international placering.

Overførelsen af områder til Grønland gik hurtigere end forventet, ligesom det internationale engagement og aktiviteterne så at sige sprængte rammerne for Hjemmestyreloven. Skulle man videre, måtte der nye rammer til. Initiativet til at erstatte hjemmestyret med nye rammer kom fra grønlandsk side og processen fulgte modellen op til indførelsen af hjemmestyre. Et

Repræsentanter for Inuit Circumpolar Council (ICC) i forbindelse med møde i FN's Permanente Forum for Oprindelige Folk i 2011. Længst til venstre daværende formand for ICC Aqqaluk Lynge, der også har været formand for Inuit Ataqatigiit (IA) og landsstyremedlem, og som er en af de grønlandske politikere, der har været fremtrædende i arbejdet for at fremme oprindelige folks vilkår (foto: ICC).

udvalg udelukkende bestående af grønlandske repræsenterer udarbejdede et udspil til en modernisering af det dansk-grønlandske forhold. Udvalget pegede på behovet for et egentligt partnerskab, altså et danskgrønlandsk samarbejde, der tog udgangspunkt i, at de to lande skulle betragtes som ligestillede partnere. For at dette kunne ske, skulle Grønland have øgede kompetencer under en styreform benævnt som selvstyre. Udvalgets betænkning var grundlaget for diskussionerne i en kommission med danske og grønlandske medlemmer, hvis arbejde i 2009 mundede ud i et forslag til Lov om Grønlands Selvstyre.

Grønlands Selvstyre

Lov om Grønlands Selvstyre danner grundlaget for det nuværende forhold mellem Grønland og Danmark. I loven slås det fast, at ”det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten” og at loven bygger på en ”overenskomst mellem Nalakkersuisut og den danske regering som ligeværdige parter”.

Bloktilskuddet for allerede hjemtagne områder bibeholdes. Men når Grønlands Selvstyre ønsker at hjemtage yderlige sagsområder, skal Grønland selv sikre finansieringen af disse områder, og således vil indtægterne fra staten på sigt udgøre en stadig mindre del af den samlede grønlandske økonomi. Til gengæld vil indtægter ved udvinding af råstoffer som udgangspunkt tilfalde det grønlandske samfund, idet der dog samtidig skal ske en reduktion af bloktilskuddet.

Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er i medfør af Grundlovens bestemmelser stadig et anliggende for Folketinget og den danske regering, men Selvstyreloven indeholder et kapitel, hvori rammerne for Grønlands muligheder for at kunne agere selvstændigt på dette område fastsættes. Dermed er den praksis, som efterhånden udviklede sig i tiden under hjemmestyre, formaliseret og sikrer Grønland bedre muligheder for at kunne handle selvstændigt i udenrigspolitiske anliggender.

Endelig slår Selvstyreloven fast, at ”beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk”. Det er altså helt op til Inatsisartut, Landstinget, og den grønlandske befolkning – fx ved en folkeafstemning – om man ønsker at tage det ultimative skridt at udtræde af Rigsfællesskabet og blive en selvstændig nation. Det er unægtelig en anden situation end i 1953, hvor Grønland blev inkorporeret i det danske rige efter en dansk folkeafstemning uden grønlandsk deltagelse.

Selvstændighed står da i dag også på dagsordenen hos alle grønlandske partier og i den grønlandske befolkning. I 2016 nedsatte Naalakkersuisut, regeringen, en forfatningskommission, hvis opgave er at udforme et forslag til en forfatning, der kan ligge til grund for en fremtidig selvstændig grønlandsk stat. Det kan virke lidt tidligt at tage så konkret et initiativ, men er omvendt et tegn på, at målet er udstukket, og at man ønsker i god tid at blotlægge og diskutere og dermed forholde sig til fx de juridiske og statsretlige problemstillinger.

Der er mange praktiske og vitale samfundsområder som fx økonomien, det sociale område og uddannelsesområdet, der står øverst i det daglige politiske arbejde i Grønland, men løsningen og udviklingen af disse kan hele tiden ses i lyset af ønsket om at opnå selvstændighed. Dertil kommer nye udfordringer. Således vil den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation efter udbruddet sf krigen i Ukraine givet have indvirkning på denne diskussion, og det er svært at forestille sig, at der ikke også henad vejen vil forekomme andre ting, der vil få indflydelse på den endelige beslutning om selvstændighed. Men spørgsmålet om selvstændighed og dermed forholdet til Danmark og den øvrige omverden er hele tiden aktuelt.

Opsummering

Denne gennemgang er en meget generel beskrivelse af, hvordan forholdet mellem Grønland og Danmark har forandret sig gennem de sidste 100 år – fra et forhold mellem koloni og kolonimagt til en relation,

Mødesalen for Inatsisartut, Landstinget. I forbindelse med åbningen af Inatsisartuts sessioner er deltagerne klædt i nationaldragt (foto: Inatsisartut).

der med formuleringen i Lov om Grønlands Selvstyre bygger på et ønske om at fremme ligeværdighed og respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland. Spørgsmålet om ligestilling ligger som en rød tråd i denne fortælling, der samtidig tydeligt viser, at processen frem mod det nuværende forhold i hovedsagen er drevet frem af grønlandske kræfter.

I den samfundsdebat, der fra begyndelsen af 1900-tallet fandt sted i Grønland, var det grundlæggende ønske, at Grønland skulle blive en ligestillet del af Danmark, og at grønlænderne skulle blive ligeberettigede borgere i det danske rige. Dette ønske blev formelt opnået med vedtagelsen af en ny dansk grundlov i 1953 og satte gang i en modernisering af det grønlandske samfund ud fra et ønske om at opnå en levestandard, der svarede til forholdene i Danmark, og som i høj grad var styret af danske politikere og embedsmænd, mens hovedparten af den grønlandske befolkning billedligt talt så til fra sidelinjen.

Den opfattelse af ligestilling, der lå til grund herfor, samt de praktiske erfaringer og menneskelige omkostninger, som datidens politik medførte, skabte især i den grønlandske ungdom modstand mod den førte assimilationspolitik. Det mundede ud i en ny opfattelse af begrebet ligestilling, der lagde til grund, at det grønlandske samfund ikke skulle udvikles ud fra danske standarder, men ud fra grønlandske forudsætninger og med grønlandsk kultur og det grønlandske sprog i centrum. Denne nye forståelse af ligestillingsbegrebet blev et paradigmeskifte i forholdet mellem Grønland og Danmark.

På grønlandsk initiativ blev der igangsat en proces, der i 1979 førte til indførelse af Grønlands Hjemmestyre. Landstinget og Landsstyret overtog kompetencen på en lang

række områder og havde som overordnet mål at ændre retningen henimod Et mere grønlandsk Grønland som overordnet mål og som udgangspunkt for de praktiske løsninger.

Hastigheden af overtagelse af områder fra den danske stat og Hjemmestyrets øgede deltagelse i det udenrigspolitiske arbejde sprængte efterhånden rammerne for hjemmestyreloven, og på ny tog grønlandske politikere initiativ til at revidere det dansk-grønlandske forhold. Resultatet blev indførelse af Grønlands Selvstyre, der bygger på ideen om et ligeværdigt partnerskab mellem Grønland og Danmark, og som åbner op for en grønlandsk beslutning om uafhængighed.

Efterskrift

Det kan næppe virke overraskende, at initiativerne til ligestilling er kommet fra grønlandsk side – som udgangspunkt har det først og fremmest været den grønlandske befolkning, der har haft noget at kæmpe for. Den danske stat udviste en manglende tro på, at den grønlandske befolkning kunne gennemføre en udvikling mod et moderne samfund. Og det er nærliggende at antage, at man fra dansk side ikke ønskede at miste kontrollen over Grønland, såvel i kolonitiden som i tiden efter indførelse af den formelle ligestilling.

Det umiddelbart logiske og naturlige næste skridt i den proces, der har fundet sted, synes at være, at Grønland forfølger den ultimative ligestilling, altså uafhængighed. De mulige scenarier frem til en sådan status og spørgsmålet om det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark ligger uden for rammerne af denne fremstilling. Imidlertid har Ulrik Pram Gad i en afhandling fra 2017 fremlagt en række overvejelser over både hvilke knaster og hvilke muligheder, der foreligger, for at Grønland kan nå sit mål – og en diskussion af, hvilke konsekvenser det kan få for Rigsfællesskabet.

Et yderligere skridt mod selvstændighed er imidlertid ikke kun afhængigt af landets indre forhold, men påvirkes også af ydre omstændigheder. Det blev tydeligt i foråret 2022, da krigen i Ukraine brød ud, og den danske regering på baggrund af den ændrede sikkerhedspolitiske situation indgik en aftale om et nyt forsvarsforlig med en række danske partier. Grønlands geografiske placering, så at sige, skaber den geopolitiske situation og position, som giver Rigsfællesskabet og dermed Danmark en vigtig rolle inden for både Arktisk Råd og Nato. Det kan måske være den situation, der kan få Danmark ud af sin passive rolle og gå aktivt ind i en diskussion og videre udvikling af både konstruktionen af Rigsfællesskabet og det praktiske samarbejde mellem Rigsfællesskabets tre parter?

Èn ting synes dog at være sikker: Grønland vil også fremover være dagsordenssættende i det grønlandsk-danske forhold.

Supplerende litteratur

Gad, Ulrik Pram: National identity politics and postcolonial sovereignty games: Greenland, Denmark and the European Union. Meddelelser om Grønland, Man & Society, vol. 43. København 2017. Gulløv, H.C. (red.): Grønland — den arktiske koloni.

Gads Forlag 2017. Heinrich, Jens: Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse. Inussuk 2012. Hermann, Anne Kirstine: Imperiets børn. Lindhardt &

Ringhof, 2021. Jensen, Einar Lund: Grønland og EF. En undersøgelse af

EF-debatten og dens sammenhæng med den grønlandske debat om hjemmestyre frem til februar 1975.

Kragestedet, 1977. Lynge, Augo: Tre hundrede år efter. Atuakkiorfik,

Nuuk 1989. Olsen, Moses: Grønland-Danmark. Ensartethed eller lighed. i: Grønland i fokus (red.: Jan Hjarnø), s. 81-92. Nationalmuseet, 1969. Rosing Olsen, Tupaarnaq: I skyggen af kajakkerne.

Grønlands politiske historie 1939-79. Atuagkat.

Nuuk, 2005. Storch, Mathias: En grønlænders drøm. Ilinniusiorfik – Grønlands Skolebogsforlag. Nuuk, 2014. Sørensen, Axel Kjær: Danmark-Grønland i det 20. århundrede – en historisk oversigt. Nyt Nordisk

Forlag. København 1983. Thisted. Kirsten: Stemmer fra Grønland. Den danske koloni i 1920’erne. Kristeligt Dagblads Forlag, 2021. Wendel-Hansen, Jens Lei: Grønlands Amt 1953. Aarhus

Universitetsforlag, 2019.w