Ny udstilling på Arktisk Institut
DANSKE ERINDRINGER
OM GRØNLAND I NYT LYS
Danskere har gennem generationer rejst til Grønland. I udstillingen inviteres du indenfor i et fiktivt dansk hjem præget af denne forbindelse. Yngre og ældre stemmer fortæller om at leve med historien i en tid, hvor relationen mellem Grønland og Danmark er i rivende udvikling.
Ændrer vi vores syn på Grønland – og på os selv?
11.4. – 24.10.2025 Mandag – fredag fra kl. 9-15. Fri entré
Arktisk Institut ● Strandgade 102, 1401 København K
Tlf. 3231 5050 ● arktisk@arktisk.dk ● arktiskebilleder.dk
TIDSSKRIFTET GRØNLAND
Udgives af Det Grønlandske Selskab
L.E. Bruunsvej 10
2920 Charlottenlund
Telefon 6160 5331. dgls@dgls.dk
www.dgls.dk
www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/
SE nr. 19 04 29 28
Spar Nord: 6506 - 3062474369
IBAN: DK 4965 0630 6247 4369
SWIFT/BIC: SPNODK22
Redaktion
Uffe Wilken
Det Grønlandske Selskab Telefon 3177 2016. uw@dgls.dk
De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde
Det Grønlandske Selskabs synspunkter.
Eftertryk i uddrag er tilladt med k ildeangivelse.
ISSN 0017-4556
Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.
Augustinus Fonden, Kong
Christian Den Tiendes Fond og Aage V. Jensens Fond
Grafisk udformning
Uffe Wilken
Tryk
Narayana Press
Forsidebillede:
Bordet er dækket med fotoalbum med mere, fra et af Thisted og Jørgensens forskningsinterviews om danske familie-erindringer om Grønland. Foto: Anne Mette Randrup Jørgensen.
INDHOLD
2
MA NUMINA LUND JENSEN OG MIKKEL HOLGER
ST RANDER SINDING: Ulvehundens historie i Grønland: En ku lturhistorisk og genetisk rejse
6 FLEMMING NIELSEN: Udfordringer og potentialer for retspsykiatrien i Grønland og Nunavut
12
KRISTINE JUUL: ”You have to share your blessings”: Grønland og den asiatiske arbejdskraft
30 LISBETH VALGREEN: Polarekspeditioner på film
34 JENS CHR. WORM GOTFREDSEN: ”Omkom 79 Fjorden — efter forsøg hjemrejse over Indlandsisen”. Del II: Jørgen Brønlunds ukendte beskeder
46 SILLE WEDEGE NIELSEN: Psykisk arbejdsmiljø i det grønlandske sundhedsvæsen: Udfordringer og mu lige løsninger *
53 EMILIE DYBDAL, ANNE METTE RANDRUP
JØ RGENSEN OG KIRSTEN THISTED: “DANSKERNE – DET KOLONISERENDE FOLK”: Studier i dansk erindringskultur om Grønland *
76 ME DDELELSER FRA DET GRØNLANDSKE SELSKAB
ARTIKLER MÆRKET MED EN * ER FAGFÆLLEBEDØMTE ARTIKLER.
AF KRISTINE JUUL
”You have to share your blessings”: Grønland og
den asiatiske arbejdskraft
RESUMÉ
Grønland har, ligesom Island, Færøerne, Nordnorge og Svalbard, oplevet stor til fl ytning af asiatisk arbejdskraft over de sidste 10 år. Især hotel og restaurationsbranchen samt fiskeindustrierne har fungeret som drivkraft for import af udenlandsk arbejdskraft, men tendensen breder sig til andre sektorer. Viden om den tilkaldte arbejdskraft har indtil videre været begrænset. Artiklen viser hvordan pionerer blandt migranter og arbejdsgivere har bidraget til at åbne det grønlandske arbejdsmarked for udefrakommende arbejdskraft, og kortlægger hvordan visumregler, arbejds- og levevilkår mm. både skaber muligheder og begrænsninger for de asiatiske migranters videre ophold i Grønland.
Kristine Juul er geograf og lektor emeritus fra Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet. Hun er pt. bosiddende i Ilulissat, Grønland, hvor hun arbejder med asiatisk indvandring til Grønland, som led i et fælles nordisk forskningsnetværk. Hun har tidligere skrevet om bl.a. vestafrikanske flaskesamlere i København, om serbiske migranters transnationale liv mellem Danmark og Serbien og om borgerinddragelse og stedsidentifikation i Gentofte. Hun har i 2024 redigeret antologien: Sted, Magt og Identitet, i samarbejde med Keld Buciek.
”SIK og Grønlands Erhverv er enige: Vi er for få i Grønland”, ”Økonomisk Råd: Uden asiater, ingen vækst i Grønland”, og ”Qeqqata Kommunia er desperate: Vil hente pædagoger fra Asien”. (Overskrifter i Sermitsiaq 7.10.2024, 30.09.2024 og KNR 08.10.24).
Arbejdskraftmangel og tilførslen af udenlandsk arbejdskraft til Grønland er, som det fremgår ovenfor, emner, der i stigende omfang skaber overskrifter i de grønlandske nyhedsmedier. Overskrifterne vidner om en bemærkelsesværdig udvikling på det grønlandske arbejdsmarked, hvor man på få år har bevæget sig fra høj ledighed til en situation med arbejdskraftmangel. De afspejler også, hvordan denne arbejdskraftmangel i stadig stigende omfang bl iver dækket gennem rekruttering af arbejdskraft fra fjerne destinationer som Kina, Thailand og Filippinerne. Endelig viser de, at behovet for udenlandsk arbejdskraft nu ikke længere kun gør sig gældende i den private sektor. Også i den offentlige sektor, herunder plejehjem og børnepasning, tales der nu om at anvende asiatisk arbejdskraft.
Tilførslen af udefrakommende arbejdskraft som løsning på Grønlands akutte personalemangel bringer dog mange nye udfordringer. Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede opfordrede i sin åbningstale
ved Inatsisartuts efterårssamling 20. september 2024 derfor grønlænderne til at tage ansvar og melde sig på arbejdsmarkedet som fuldtidsarbejdende. Samtidig varsledes tiltag for en bedre styring af tilkaldt arbejdskraft og en fortsat integrationsstrategi. Tanken om at måtte løse børnehavernes og plejehjemmenes akutte personalemangel med ikke-grønlandsktalende personale har vakt uro blandt borgerne i de berørte byer, der udtrykker bekymring for børnenes sprogindlæring og for de ældre beboeres trivsel. Men ifølge Grønlands Økonomiske Råd (GØR), tyder intet på at behovet vil ændre sig i den nærmeste fremtid. Fortsat økonomisk vækst i Grønland vil, ifølge rådet, også fremover være helt afhængig af fortsat tilførsel af udenlandske kompetencer (GØR 2, kv. 2024: 2).
Selvom arbejdskraftmangel således er på dagsordenen mange steder, er viden om indvandrernes virkelighed og de udfordringer, de møder i deres dagligdag, fortsat begrænset, idet interessen indtil videre primært har været rettet mod arbejdsmarkedets behov.
Men hvem er de asiater, der tager springet fra tropisk sol og varme til Grønlands sneklædte byer og bygder? Hvad gør Grønland til en attraktiv migrationsdestination, når man betænker de høje transport- og leveomkostninger, de barske vejrforhold, og de vanskelige sprogforhold? Med hvilke forventninger ankommer de nye borgere, og hvilke social/kulturelle netværk kan de trække på, når de ankommer?
Artiklen prøver at besvare nogle af disse spørgsmål og reflektere over, hvordan den relativt store asiatiske indvandring forventes at påvirke det grønlandske samfund fremover. Artiklen bygger på interviews med t hailandske og (især) fi lippinske migranter samt arbejdsgivere og myndigheder i Nuuk, Ilulissat og Upernavik i perioden fra 2022 til 2024. Dertil kommer data fra Grønlands Statistik, avisartikler mm. Artiklen trækker også på studier om asiatisk migration fra Island, Færøerne samt Nordnorge, idet det indtil videre ikke har været muligt at finde andre videnskabelige analyser af dette nye migrationsfænomen i Grønland.
Asiatiske pionerer har introduceret nye madvaner til Grønland. Her bubble-tea. Foto: Kristine Juul.
Figur 1. Indvandring til Grønland 2014-2025 (eks. danske statsborgere) efter statsborgerskab og tid. Kilde: Grønlands Statistik.
Asiatisk indvandring til Grønland Indvandring til Grønland er hverken et nyt og enestående fænomen. Grønland har en lang tradition for at blande sig med resten af verden og har huset alt fra hollandske hvalfangere, danske håndværkere og embedsmænd. Den aktuelle a siatiske migration er ganske vist ny, men samtidig del af en større befolkningsbevægelse, hvor arktiske områder som Island, Nordnorge, Svalbard, Canada og Alaska i stigende grad indgår som migrantionsdestinationer for sydøstasiatiske arbejdsmigranter.
A l lerede i 2012 beskrev KNR (Grønlands Radio) hvordan det ”. i stigende grad [er] personale fra Thailand og Filippinerne, der svinger støvsugeren og rører i gryderne på hoteller og restauranter i Grønland." Gruppen, der som KNR så malerisk beskrev det, havde skiftet tropesolen ud med nordlys, bestod på daværende tidspunkt af 81 fi lippinere og 39 thailændere.
Siden er antallet af indvandrere til Grønland vokset betragteligt. I 2014 var det kun 1,75% af Grønlands befolkning, der var født udenfor Rigsfællesskabet. I 1. kvartal af 2024 var tallet vokset til 4,12%
af befolkningen, svarende til 2.338 personer. Af disse var over halvdelen (1.517) af a siatisk oprindelse1
Væksten i antallet af asiater har, som det fremgår a f figur 1, også ført til en ændret sammensætning af migrantgrupperne: Hvor de største migrantbefolkninger i 2014 var at fi nde blandt islændinge (177 personer) efterfulgt af thailændere (166), fi lippinerne (128), svenskere (100) og nordmænd (72), er feltet 10 år senere, i 2024, rykket, så fi lippinere nu indtager den absolutte førsteplads med 921 personer. Først herefter følger thailændere med 349 personer, mens polakker (138), islændinge (122) og Sri Lankanere (121) nu udgør mindretal blandt de udenlandske arbejdstagere (Grønlands statistik 1.1. 2024)2 . Sammenlignet med andre arktiske lande, herunder Island, hvor andelen af befolkningen, der er født udenfor Norden, er vokset fra knap 4% i 1990 til knap 16%
1 Tallene kan variere, da en del af indvandrerne glemmer at registrere deres flytning fra landet.
2 Tallene inkluderer kun de fastboende og altså ikke den udenlandske arbejdskraft, der er ansat midlertidigt, f.eks. på de store boligbyggerier og infrastrukturprojekter.
Tabel 1: Den asiatiske befolkning i kommunerne, 2019-24. Kilde: Grønlands Statistik. Herunder: Kommunekort. Kilde: Asiaq — Greenland Survey.
i 2022, er stigningen overskuelig 3, men fylder ikke desto mindre en del i en befolkning på kun 56.699 indbyggere (Grønlands Statistik). Det er således primært de asiatiske indvandreres fortjeneste, at befolkningstallet i Grønland det seneste år har været svagt stigende, trods øget udvandring af grønlændere til Danmark.
Geogra fisk er tilvæksten, som det fremgår af tabel 1 ovenfor, især sket i vækstområder, som Nuuk (Kommuneqar fi k Sermersooq), hvor den asiatiske befolkning er tredoblet i løbet af de sidste 10 år. Nordpå har Avannaata Kommunia (med Ilulissat, Uummannaq og Upernavik distrikterne)
3 Til sammenligning udgør indvandrere og deres efterkommere 15,9 % af den danske befolkning. Ca. 11.500 af disse er Filippinere (Danmarks Statistik, 2024). Antallet af ’etniske danskere’ i Grønland skønnes at være omkring 4.000. (Tallet er et skøn, da officielle statistikker udelukkende skelner mellem personer født indenfor og udenfor Rigsfællesskabet).
Filippinsk arbejdskraft har i vidt omfang erstattet den kinesiske. Foto Klaus Holsting.
ligeledes nydt godt af tilgange af udenlandsk arbejdskraft. I 2024 boede der næsten 1.000 mennesker af asiatisk oprindelse i Nuuk og knap 400 i Avannaata Kommunia. Fiskerivirksomhederne i Maniitsoq og Aasiaat (henholdsvis Qeqqata Kommunia og Kommune Qeqertalik) har ligeledes tiltrukket både fi lippinere og kinesere.
Fra arbejdsløshed til arbejdskraftmangel
Den hastige stigning i rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft er både et resultat af og en forudsætning for den aktuelle v ækst i den grønlandske økonomi. Gennem 1990’erne var det især den voksende turistindustri, der trak den asiatiske arbejdskraft til Grønland (se figur 2 side 17), idet operatører
indenfor hotel- og restaurationsbranchen begyndte at tilkalde asiatiske kokke, stuepiger, musikere og sangerinder til deres grønlandske hoteller. De fleste af disse blev rekrutteret fra Filippinerne eller Thailand via agenter i København og er stadig markant til stede i den grønlandske servicesektor. Som de fleste rejsende til Grønland vil have bemærket, er det i dag mere normen end undtagelsen, at personalet på caféer og restauranter tiltaler kunderne på engelsk.
I fiskeindustrien var rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft i starten mere tøvende. I 2000 inviterede Royal Greenland 10 arbejdere fra deres partnervirksomhed i Qindao i Kina til at demonstrere de særlige udskæringer a f fisk, der var populære i Kina. På baggrund af dette samarbejde besluttede man i 2016 at hidkalde 25 nye kinesiske arbejdere til koncernens fabrikker i Qasigiannguit og Maniitsoq. Kun få af disse arbejdere blev hængende, da deres to-årige kontrakter var afsluttede, men deres tilstedeværelse havde vist, at udenlandsk arbejdskraft kunne bidrage til at hæve effektiviteten betragteligt. I de følgende år steg antallet af udenlandske medarbejdere eksponentielt, nu primært med fi lippinsk arbejdskraft, der i modsætning til kineserne (og til i nogen grad thai’erne), udmærker sig ved at have gode engelskkundskaber. En del af disse fi k anvist arbejde på de mindre anlæg på bygdeniveau.
Denne udvikling er fortsat over de sidste 10 år, ansporet, ikke mindst, af de sidste 10 års voldsomme vækst i både fangstmængder og fiskepriser. I 2023 steg eksportværdien a f fisk og skaldyr til 5,5 mia. kr., hvilket er den højeste eksportværdi for fisk og skaldyr nogensinde (Grønlands Økonomiske Råd (GØR) 2024,2kv.:2). Det har gjor t fiskeriet til en attraktiv arbejdsplads for både mænd og kvinder. I dag har kvinder i stort omfang fravalgt arbejdet i fiskefabrikkerne for i stedet at tage med deres mænd ud på havet. Resultatet er en klar arbejdsdeling, hvor grønlænderne fanger, mens det primært er
Figur 2: Hovedbeskæftigelse blandt fastboende født udenfor Europa, efter branche og tid. Kilde: Grønlands Statistik.
den udenlandske arbejdskraft, der står for forarbejdningen. Eftersom ledigheden er på et meget lavt niveau og overordnet set slet ikke eksisterer blandt personer med erhvervsfaglige kompetencer, vil yderligere fremgang i økonomien, ifølge GØR, også fremover afhænge af en fortsat tilstrømning af udenlandske ressourcer og kompetencer. Som tiden går, bliver den grønlandske økonomi mere og mere afhængig af den udenlandske arbejdskraft.
I dag ha r fiskerikoncernen Royal Greenland 160 asiatere beskæftiget på 10 af deres fabrikker. På flere af deres anlæg i de små bygder er det nu fortrinsvis asiatisk arbejdskraft, der sikrer at driften er stabil, og at den indhandlede fangst af torsk, hellefisk, rejer og krabber bliver forarbejdet og i ndfrosset efter internationale standarder (Sermitsiaq 08.10.24).
Fra Royal Greenland har interessen for at rekruttere stabil udenlandsk arbejdskraft bredt sig videre til den privatejede fiskeindustri, der nu også overvejende betjenes a f fi lippinere. Som det fremgår af figur 2, har andre sektorer ladet sig inspirere af hotellerne og fiskeindustrien, hvad
a ngår import af udenlandsk arbejdskraft. I dag har supermarkeder og detailbutikker i stigende grad asiatisk arbejdskraft til at stå for kasseapparaterne og vareopsætningen. Også byggebranchen og transportsektoren anvender hyppig t fi lippinske elektrikere, malere og chau ffører. Dette har også ændret på migrantgruppens kønssammensætning. Fra en overvægt af kvindelige m igranter i 90’erne er repræsentationen nu nogenlunde lige (se tabel 1 side 15).
Selvom der med tiden er sket en vis branchemæssig forskydning, er den asiatiske arbejdskraft dog fortsat koncentreret i den lavtlønnede og ufaglærte del af a rbejdsmarkedet. Enkelte har arbejdet sig op til jobs som formænd eller som kvalitetskontrollører, men det er sjældent på ledelsesgangen, at ma n fi nder det asiatiske personale. Flere af medarbejderne viser sig dog at være ganske veluddannede. Flere er kontoruddannede, andre har bachelorgrader i hotelmanagement, psykologi el ler historie. Andre er færdiguddannede ingeniører, sygeplejersker eller pædagoger. Flere af de interviewede fortalte om t i ltag, som de havde taget initiativ til, der
Mange asiater er villige til at påtage sig et stort overarbejde. Foto: Klaus Holsting.
havde repareret og genstartet centrale produktionsenheder eller køleanlæg.
Som omtalt i indledningen er der i øjeblikket et stærkt pres for at ska ffe flere hænder til omsorgsfagene, hvilket bl.a. har ansporet rådhuset i Sisimiut til at ansætte asiatiske pædagogmedhjælpere. Modsat andre lande i det arktiske, herunder Island og Norge (se Skapptadottir, 2016, 2019, Gotehus, 2021), der i vidt omfang ansætter fi lippinske sygeplejersker, hjemmehjælpere og pædagoger til at passe børn, syge og ældre, har Grønland indtil videre kun ansat ganske få indenfor disse fag. Det skyldes både problemer med certi ficering af de udenlandske uddannelser (som indtil 2023 foregik i Danmark) og sprogkundskaber (selvom flere sektorer, herunder
su ndhedsvæsenet, fungerer i en blanding af grønlandsk, dansk og i stigende omfang også engelsk).
Det kan derfor forekomme paradoksalt, nå r flere af de interviewede, herunder ansatte i fiskeindustrien, anførte at være uddannede indenfor netop omsorgsfagene. I realiteten har uddannelsen af især sygeplejersker (og søfolk), været en decideret eksportstrategi for den fi lippinske stat, der har satset hårdt på eksport af arbejdskraft som økonomisk løftestang. Siden 70’erne er over 10 mio. fi lippinere er sendt ud i verden for at sende kapital og ikke mindst fremmed valuta tilbage til deres familier i oprindelseslandet. På globalt plan er antallet a f fi lippinske sygeplejersker, au pairs, ’nannies’ og private ældrehjælpere svimlende; så stort at Filippinerne af migrationsforskere ofte omtales som ”omsorgens ø -rige’’, an archipelago of care (se f.eks. McKay, 2016, Skaptadottir 2020).
Det stigende behov for at få tilført arbejdskraft har ført til et holdningsskifte hos Grønlands største fagforbund SIK. Tilbage i 2012 var holdningen hos formanden Jess G. Bertelsen ellers forholdsvis skeptisk: “Vi har intet imod folk fra Thailand eller andre steder. Men det er et stort paradoks, når vi samtidig har høj arbejdsløshed” I dag hersker der bred anerkendelse af den udenlandske arbejdskrafts betydning, både for økonomien og for den erhvervsaktive befolkning i almindelighed: ”Mange SIK-medlemmer, i k ke mindst på plejehjemmene, er ved at køre trætte på grund af den konstante mangel på medarbejdere. (..) Hvis vi ikke skal miste denne gruppe medarbejdere, er vi nødt til at hente arbejdskraft udefra. Det v i lle jeg aldrig have sagt for 20 år siden, men det handler i dag om at beskytte vores medlemmer mod nedslidning.” (Sermitsiaq 7.10.24).
Som det fremgår af nedenstående er fi lippinere i Grønland ikke ubekendte med deres betydning for landets økonomiske vækst: "Uden fi lippinere vill e fi sken stadig ligge nede i havnen og rådne. Det er dem, der overarbejder, som ordner krabberne og er tilstede, når der kommer mange fisk ind." (Interview m . fi lippiner, Upernavik, aug. 2024).
Et u fleksibelt rekrutteringssystem
Ikke overraskende er arbejdsgiverne glade for denne tilførsel af stabile og hårdtarbejdende medarbejdere, der ikke er bange for at påtage sig et betydeligt overarbejde. At tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Grønland er dog en besværlig og bekostelig a ff ære for såvel arbejdsgiver som a rbejdstager.
Området vedrørende opholds- og arbejdstilladelser er ikke hjemtaget til Grønland og udlændingeloven for Grønland er, trods markante ændringer på det grønlandske arbejdsmarked, ikke blevet justeret siden 2001 (i nterview med Selvstyret nov. 2024). Ansøgning om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft skal derfor ske via Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) i Da nmark, som behandler ansøgningen efter høring af Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre). Sagsbehandlingstiden er i princippet op til tre måneder. Ifølge arbejdsgivere k a n behandlingstiden dog i mange tilfælde strække sig betydeligt længere.
Efter pres fra arbejdsgiverne er der siden 2021 blevet etableret en såkaldt fasttrack ordning, hvor virksomheder, der er forhåndsgodkendt af Selvstyret og som vil opfylde kravet om sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, kan indkalde udenlandsk arbejdskraft uden høring hos Selvstyret. Sagsbehandlingstiden kan dermed nedsættes til én måned. Formålet er, at ”styrke fleksibiliteten i rekruttering af udlændinge for at imødekomme behovet for udenlandsk arbejdskraft i perioder med lav ledighed”, som det fremgår af SIRI's hjemmeside NyiDanmark.dk. Som det fremgår af ordlyden, kan ordningen ophæves, hvis ledigheden falder.
Helt overordnet kan rekrutteringen ske på tre forskellige måder:
• Arbejdsgiveren fi nder en ansøger gennem et rekrutteringsbureau og betaler alle omkostninger ved indrejsen.
• Arbejdsgiveren rekrutterer nye medarbejdere efter anbefaling fra medarbejdere fra det pågældende land. I nogle tilfælde sponsorerer arbejdsgiveren rejsen.
• Arbejdsgiveren fi nder udenlandsk arbejdskraft lokalt, blandt familiesammenførte eller udlændinge, hvis kontrakter er udløbet, eller som ønsker sig en ny arbejdsgiver.
Hvis virksomhederne benytter rekrutteringsbureauer, står disse for den administrative sagsbehandling med myndighederne. Disse bureauer fi nder arbejdskraften i Filippinerne, hvor rekrutteringen er uddelegeret til et større antal private agenter under regeringens kontrol. Rekrutteringsfi rmaernes service koster arbejdsgiveren i omegnen af 10.000 kr. Dertil skal lægges flybillet, hoteludgifter, visumansøgninger og ikke mindst afgifter til den fi lippinske statslige arbejdsmigrationsorganisation POEA (Philippine Overseas Employment Administration), der udfærdiger de tilladelser, som dokumenterer, at arbejderen har ret til at påtage sig arbejde i udlandet. Disse er nødvendige for at arbejderen uden yderligere problemer kan vende tilbage til Filippinerne, enten på ferie eller permanent. Omfanget af afgifterne til POEA er uklare, men svarer ifølge nogle kilder til en halv månedsløn i det nye job. De samlede omkostninger for rekrutteringen fra Filippinerne koster derfor let omkring 50.000 kr.
Nogle rekrutteringsbureauer har derfor specialiseret sig i at fi nde arbejdskraft blandt fi lippinske arbejdere, der har jobs f.eks. i Mellemøsten, men som er villige til at flytte nordpå, hvor både løn og arbejdsforhold er bedre. Hvis den fi lippinske arbejdskraft rekrutteres, mens de opholder sig udenfor landet, f.eks. i Mellemøsten, kan man nemlig spare afgifterne til POEA, hvorved rekrutteringen kan gøres billigere. Arbejdskraft, der rekrutteres på denne måde,
kan dog sidenhen opleve at få problemer med indrejsemyndighederne, når de ønsker at rejse tilbage til landet.
Foruden rekrutteringsbureauerne har det blandt de grønlandske arbejdsgivere været en udbredt praksis at bruge deres udenlandske ansatte som jobformidlere, dvs. at spørge dem om de har familie eller venner, der kunne være interesserede i at arbejde på den pågældende virksomhed. I nogle tilfælde har virksomheder så ’sponsoreret’ rejsen og de tilhørende udgifter, ligesom de har påtaget sig papirarbejdet i forbindelse med arbejdstilladelser mv. I andre tilfælde er det det fi lippinske eller thailandske netværk i Grønland, der påtager sig at ska ffe arbejdsog opholdstilladelser. Her betales udgifterne af arbejdstageren selv, via lån hos allerede tilstedeværende familiemedlemmer eller bekendte, der tilbagebetales, når den nyansatte begynder at få udbetalt løn. Ofte vil dette også være dem, der påtager sig at fi nde bolig og introducere den nyankomne til lokalområdet.
Den sidste model omhandler ægtefæller og børn, der har fået opholdstilladelse som familiesammenførte, og som derfor har tilladelse til at søge jobs lokalt på lige fod med den lokale arbejdskraft. Her er det migranterne selv, der står for den administrative procedure med at søge om de nødvendige tilladelser og fi nde arbejdspladsen, når ansøgeren er kommet frem.
Pionererne og den migrantdrevne til flytning
Til flytningen til Grønland har også i et vist omfang været drevet af migranternes egen handlekraft. Et eksempel på en sådan handlekraft er den gruppe, der kom til Grønland via kampsporten taekwondo. Kampsportens succes i Grønland viser sig i høj grad at kunne tilskrives det pionerarbejde, som en kinesisk mand fra Singapore i de tidlige 1990’ere lagde i dens udbredelse. Pionerarbejdet sluttede dog ikke her. I takt med at taekwondoklubberne udviklede sig, åbnede
han også små asiatiske spisesteder langs kysten. På den måde blev grønlænderne ikke bare introduceret for kampsport, men også for billig asiatisk mad tilberedt og serveret af personale, som selv var kampsportsudøvere og rekrutteret af pioneren på diverse sportsstævner i Sydøstasien.
Blandt pionererne var også ægteskabsmigranter, kvinder som kom for at gifte sig med d a nske mænd bosat i Grønland. Kontakterne blev skabt dels via arrangerede rejser, dels formidlet af enkeltpersoner, der fandt interesserede partnere i deres familie eller omgangskreds. Den viden, som disse kvinder med tiden erhvervede sig om lokale forhold og proceduren omkring arbejds- og opholdstilladelser, fi k siden betydning for den videre indvandring. Som en af de tidlige migranter forklarede: ”Vi fandt ud af, at der var andre veje til Grønland. For 10-15 år siden kendte vi ikke noget til arbejdstilladelser og til arbejdsgivere, der hyred e fi lippinere. Vi t roede, den eneste vej gik gennem ægteskab”. Med et større kendskab til det grønlandske arbejdsmarked og til immigrationspolitikken fulgte nye grupper, herunder ægtemænd, børn, au-pairs hvis arbejdskontrakter i Danmark var udløbet, men som ikke havde planer om at vende direkte hjem til Filippinerne. Netop på dette tidspunkt var turismen til Nordgrønland begyndt at tage fart, og mange entreprenører indenfor hotel- og restaurationsbranchen begyndte at kigge udenlands for at fi nde personale. For mange af de tidlige pionerer var branchen adgangsbilletten til at flere familiemedlemmer kunne få arbejds- og opholdstilladelser og dermed få indpas på det grønlandske arbejdsmarked.
Netværk og forpligtelser: ”You have to share your blessings”
At ska ffe arbejde til ens netværk er både en forpligtelse og en mulighed for at øge sin sociale kapital i såvel modtager- som oprindelseslandet. Især de fi lippinske migranter gav udtryk for at være under pres for at udbrede de muligheder, de selv har fået, til andre
Grønland 1/2025
fra deres netværk: "You have to share your blessings" som en af de interviewede formulerede det. Forpligtelsen til at hjælpe andre til Grønland har dog også fordele. Udover at gøre migrantlivet mindre ensomt, muliggør familiemedlemmernes ankomst, at de økonomiske byrder forbundet med at skulle forsørge familien i hjemlandet nu kan deles blandt flere, hvorved flere midler kan frigøres til personlig opsparing og investeringer i hjemlandet eller lokalt.
At bringe familiemedlemmer til Grønland omtales af de interviewede migranter derfor som ’familiesammenføring’. For dem dækker betegnelsen altså både over den formelle familiesammenføring af ægtefælle og børn, som formidles gennem SIRI, og dem hvor sammenføringen er muliggjort og fi nansieret af migranterne selv i samarbejde med den arbejdsgiver, der ansætter og udfærdiger kontrakten. Det er blandt Filippinerne at denne praksis har været mest udbredt, hvilket måske forklarer hvorfor denne gruppe er vokset hurtigere end de øvrige nationaliteter i løbet af de seneste år. Mange ’pionerer’ har gennem tiden investeret betydelige ressourcer i at formidle jobs til deres netværk i hjemlandet. Denne løsning har også vist sig fordelagtig for arbejdsgiverne, idet en del af byrderne i forbindelse med integrationsprocessen løftes fra arbejdsgiveren over på gruppen af udenlandske arbejdere, når anstrengelserne med at introducere den nyankomne til den nye arbejdsplads og dens rutiner og til det sociale liv og infrastrukturen i de nye omgivelser i stedet påhviler pionererne. Det gælder ikke mindst i de små byer og bygder, hvor der de institutionelle rammer for at modtage migranter er begrænsede. En sådan praksis skaber dog næsten uundgåeligt hierarkier, hvor de senest ankomne står i taknemmelighedsgæld til pionererne.
I takt med at migrantgrupperne vokser, svækkes forbindelserne på tværs af de asiatiske nationaliteter, mens interne grupperinger baseret på familiemæssige og geogra fiske
Mange migranter har påtaget sig et stort arbejde med at integrere deres landsmænd. Foto: Klaus Holsting.
bånd lukker sig om sig selv. Pionerernes rolle kan derfor nemt blive både systembevarende og kon fl iktafvisende. At være kommet til en arbejdsplads via en slægtning, der har anprist en s fl id og ordentlighed, gør det sværere for de nytilkomne at protestere mod løn og arbejdsforhold, som hidtil har været opfattet som acceptable.
Regulering af arbejdsforholdene
De første erfaringer med ansættelse af udenlandsk arbejdskraft var præget af begyndervanskeligheder og ’wild-west stemning’. Angsten for at blive fyret og miste arbejdsog opholdstilladelsen i Grønland efter den lange og kostbare rekrutteringsprocedure fi k mange asiater til at acceptere lange og
Generelt gør arbejdsgiverne sig umage for at skabe gode arbejdsforhold. Foto: Klaus Holsting.
udmattende arbejdsdage, hvor mange arbejdsopgaver, også nogle der ikke indgik i arbejdskontrakten, blev afprøvet. De interviewede, der havde prøvet kræfter med hotelbranchen, kunne fortælle om både tilbageholdte pas, 12 timer lange arbejdsdage uden overarbejdsbetaling og om kokke, der blev sendt ud på fiskerbåde uden hverken ordentligt tøj eller sikkerhedsudstyr. Med tiden er der kommet større viden om gældende regelsæt både hos arbejdsgivere og arbejdstagere, og forholdene er de fleste steder blevet normaliserede. Fagforeningen SIK får dog jævnligt indberetninger om sager, ikke mindst vedrørende manglende udbetaling af feriepenge og overtidsbetaling. Det er lykkedes SIK at vinde flere af disse sager, men da få er organiserede og
kendskabet til arbejdsmarkedets regler ofte er begrænset, giver de indberettede sager næppe et dækkende billede af de virkelige forhold. Blandt de fi lippinske arbejdere er mange tilbageholdende med at kritisere deres arbejdsgivere eller de personer, der har rekrutteret dem og retter i stedet skytset mod hinanden: ”Folk har så travlt med at kritisere x eller y, men de skal huske, at havde det ikke været for dem, var de aldrig selv kommet til Grønland.”
I dag er mange asiater ansat på større arbejdspladser som Royal Greenland. Som selvstyreejet virksomheder med en stærk CSR4profi l, gør disse arbejdspladser sig langt hen ad vejen umage for at sikre lige og rimelige vilkår for hele deres personale, hvilket også har smittet af på de privatejede fabrikker.
En forudsætning for at kunne hyre udenlandsk arbejdskraft er, som omtalt ovenfor, at løn og arbejdsforhold er svarende til det gældende niveau i landet, hvorved man i det store hele har undgået problemer med social dumping. Enkelte sager om underbetaling, manglende betaling for overarbejde eller udbetaling af feriepenge samt manglende indbetaling til pensionsopsparing5 er dog blevet rapporteret, heraf nogle i de rengøringseller cateringvirksomheder, som nogle af de tidlige pionerer har etableret.
Ifølge rygter har nogle nyankomne også måtte betale penge under bordet til de personer, der har stået for deres rekruttering. For at undgå potentielle udnyttelsesrelationer foretrækker nogle arbejdsgivere derfor at benytte rekrutteringsbureauer. Især i de tilfælde, hvor bu reauerne benytter sig af lokale agenter,
4 Corporate Social Responsibility (CSR) henviser til virksomheders arbejde med at integrere sociale hensyn i deres forretningsaktiviteter ved, for eksempel, at hjælpe udsatte ledige ind på arbejdsmarkedet.
5 Ifølge SIK er udenlandsk arbejdskraft i nogle tilfælde blevet trukket i løn for egen pensionsopsparing, selvom det er arbejdsgivernes forpligtelse at indbetale 8,9% af grundlønnen (10% i pension pr. 1. april 2025) til pension.
Nogle arbejdsgivere tilbyder deres udefrakommende arbejdere at bo i containerboliger.
Foto: Kristine Juul.
kan det imidlertid ikke udelukkes, at disse stadig kan udøve pression mod nyankomne.
En fleksibel tolkning af en ufleksibel lovgivning?
Generelt opleves opholdet i Grønland som positivt af de asiatiske medarbejdere. De anfører, at grønlænderne er venlige og tager godt imod dem, og at kravene fra arbejdsgiveren ikke er så hårde, som dem man oplever i hjemlandet. Vigtigst er selvfølgelig lønnen, der er betydeligt højere, end hvad man kan tjene både i Filippinerne og i Mellemøsten. For at en arbejdskontrakt kan godkendes af SIRI, skal løn og arbejdsforhold være de sædvanlige for Grønland. Timelønnen ligger derfor mellem 110 og 140 kr i timen6 Der skal som udgangspunkt være tale om en fuldtidsbeskæftigelse, hvilket normalt vil sige 40 timer om ugen. Dertil kommer mulighederne for overarbejde, der i spidsbelastningsperioder kan øge indtjeningen
6 Efter overenskomsten mellem Grønlands Erhverv og SIK for Service og Transport er grundlønnen pr. time for ufaglærte over 18 på lidt over 100 kr. og 118 kr for faglærte. Ved overarbejde gives der et tillæg på 50% af grundlønnen.
betydeligt. Netop disse indtjeningsmuligheder gør, at mange ender med at opholde sig i Grønland i mere end 10 år, enkelte endog op mod 30 år 7 . Dette betyder dog ikke, at opholdet er uden udfordringer. Det altoverskyggende problem knytter sig til arbejdskontrakterne og deres midlertidighed. Ifølge lovgivningen skal arbejdskontrakten være tildelt inden arbejdet og opholdet kan påbegyndes. Man kan altså i princippet ikke søge arbejde, hvis man allerede er i Grønland f.eks. på turistvisum, men skal udrejse og søge via et konsulat. Dette kan selvsagt medføre betragtelige udgifter. Dertil kommer, at arbejdskontrakten er knyttet til en enkelt arbejdsgiver. Uanset om man får arbejde via et rekrutteringsfi rma eller et familiemedlem, må man kun arbejde i den virksomhed, man har fået tilladelse til. Hvis man påtager sig bijobs, kræver dette en særlig tilladelse. Endelig skal man, hvis man tilbydes et nyt job,
7 Ifølge Selvstyrets arbejdsmarkedsafdeling er gennemsnitsopholdstiden i Grønland fi re år. Dette afspejler dog især, at størstedelen af den asiatiske arbejdskraft er kommet indenfor de seneste tre til fi re år. Hvor længe opholdet vil vare er vanskeligt at gisne om på nuværende tidspunkt.
søge om ny tilladelse, før det nye arbejde kan påbegyndes, også hvis dette sker indenfor den samme virksomhed.
Arbejdstilladelsen skal fornyes hvert år, og man kan tidligst ansøge om forlængelse tre måneder inden udløbet. Da sagsbehandlingen ofte er betydeligt længere, befi nder ansøgeren sig gennem lange perioder i en tilstand af usikkerhed og midlertidighed. Dette kan afholde folk fra at prøve at skifte jobs, ikke mindst fordi opholdstilladelsen er betinget af arbejdstilladelsen. Har man intet job, mister man sin opholdstilladelse og må forlade landet. Dette sætter dem, der endnu ikke har fået permanent ophold, i en tilstand af konstant usikkerhed.
Et sidste, men nok så væsentligt usikkerhedsmoment, er adgangen til bolig. For at tiltrække arbejdskraft tilbyder mange arbejdsgivere i Grønland boliger til deres arbejdere. Dette er særdeles attraktivt, da ventetiderne på lejeboliger i mange byer kan være endog meget lang og ejerboliger er dyre.
Mens ansatte i selvstyret eller i en kommune tilbydes lejligheder med eget bad og køkken, er tilbuddet til den ’udefrakommende’ arbejdskraft ofte et værelse i et hus, hvor køkken og bad deles med andre8. På den måde holdes huslejen nede på et overkommeligt niveau (mellem 1.000 og 2.500 kr. om måneden — i Nuuk dog noget højere). Når boligen er knyttet til arbejdskontrakten, mister man også sin bolig, hvis arbejdsforholdet ophører. Finder man et alternativt job, er det ikke sikkert, at den nye arbejdsgiver har boliger at tilbyde. Man kan derfor let ende i en meget van skelige boligsituation.
For arbejdsgiverne er boligsituationen også en stopklods: Selvom der fortsat er behov for mere importeret arbejdskraft, begrænses arbejdsgiverne af, at de ikke kan ska ffe boliger (Sermitsiaq 43:12, 2023). Paradoksalt nok gælder dette ikke kun i de
større byer. Også i bygderne kan boligmangel være et problem, da det bebyggede areal, pga. topogra fien, kan være begrænset.
Forvaltningen af arbejdstilladelser og integrationen af udenlandsk arbejdskraft kan, som det fremgår ovenfor, fremstå ganske u fleksibel. Praksis har dog i visse tilfælde tilpasset sig de eksisterende forhold. Under corona, hvor mange af de ansatte i turismebranchen mistede deres arbejde, lykkedes det f.eks. i mange tilfælde jobcentrene o.a. at fi nde nyt arbejde til de udenlandske arbejdere, der således ikke var tvunget til at rejse hjem, før de kunne ansøge om jobs indenfor andre brancher i Grønland. På samme måde har de fiskefabrikker, der har oplevet lav produktion i perioder, søgt at videresende ’overskydende’ personale til andre fabrikker langs kysten, herunder også konkurrerende virksomheder, der har manglet mandskab9. Erfaringerne fra coronaperioden har således bidraget til at muliggøre mere smidige jobskifter, end de lovmæssige rammer lægger op til. Denne fleksible tilgang er understøttet af fast-track ordningen, der åbner for at man kan søge nyt arbejde, mens man opholder sig i Grønland, uden at dette godkendes af selvstyret.
Den voldsomme stigning i udenlandsk arbejdskraft har imidlertid overrumplet det grønlandske selvstyre, der stadig er i gang med at fi nde sine ben indenfor dette område. Forvaltningen via SIRI, der er lokaliseret i Denmark, giver arbejdsgiverne en fornemmelse af, at der ikke tages hensyn til lokale forhold. Samtidig har der været begrænset kapacitet til at føre kontrol på de enkelte arbejdspladser, hvoraf en del er lokaliseret langt fra de store byer 10. Endelig har den fleksible tilgang under corona, ifølge myndighederne, bidraget til en vis forvirring i
9 Som en fra arbejdsmarkedsafdelingen i Selvstyret udtrykte det: ”Hvis det viser sig, at arbejdsgiver og arbejdstager ikke matcher hinanden, prøver man at fi nde en løsning, så opholdet ikke er mislykket ”.
8 Familier med børn tilbydes normalt bedre forhold.
Tidsskriftet Grønland 1/2025
10 Selvstyret har et rejsehold, der er ansvarlig for at kontrollere opholds- og arbejdstilladelser.
forvaltningen af gældende love og regler, der bidrager til at skabe usikkerhed om migranternes rettigheder, hvilket man nu søger at rette op på.
Skatteydere med begrænsede rettigheder
Selvom den udenlandske arbejdskraft betaler skat på lige fod med den grønlandske befolkning, er rettighederne ikke de samme. Som udenlandsk arbejder skal man nemlig kunne forsørge sig selv og har ikke ret til sociale ydelser. Hvis man selv eller et familiemedlem modtager offentlige ydelser, risikerer man at få inddraget sin opholdstilladelse og blive sendt ud af landet 11 .
Som skatteborgere har de udenlandske arbejdere i lighed med andre borgere ret til gratis sundhed og tandpleje, skolegang mv.
Selvom SIRI søger at oplyse dem om deres rettigheder ved indrejsen, kan det være vanskeligt for ikke-grønlandsk og ikkedansktalende borgere at få fuld klarhed over disse, idet skriftlige informationer fra offentlige og kommunale instanser normalt ku n fi ndes på grønlandsk og dansk. Som omtalt ovenfor hersker der på nogle felter desuden nogen usikkerhed om omfanget af de udenlandske borgeres rettigheder 12 . Kommunerne har ofte forskellige vurderinger af, hvilke ydelser der omfatter alle, og hvilke der er sociale ydelser og dermed ikke må tildeles borgere med tidsbegrænsede opholdstilladelser. Nogle byer som Nuuk, der modtager mange udefrakommende, holder jævnlige informationsmøder på engelsk for 11 See nyidanmark: https://www.nyidanmark.dk/ da/Du-vil-ansøge/Færøerne-og-Grønland/Arbejde-iGrønland.
12 En udenlandsk borger angiver således at have fået afslag på at få sit barn i gymnasiet, ifølge borgeren med henvisning til, at barnet ikke havde permanent opholdstilladelse. Dette udsagn har jeg ikke fået veri ficeret hos myndighederne, men vidner om en udbredt usikkerhed, hvad angår udenlandske medborgeres rettigheder.
nye til flyttere, men ellers er det Majoriaq13 der guider de nye borgere igennem de administrative procedurer. Information om kommunale forhold på engelsk er indtil videre ikke et prioriteret område (interview med Majoriaq i Nuuk nov. 2024).
I Inatsisartutloven14 om sprogpolitik indgår ganske vist en ambitiøs plan om sproglig integration, der i udgangspunktet giver enhver i Grønland, med behov herfor, ret til undervisning i sprogene grønlandsk, dansk og engelsk, samt i grønlandsk kultur, historie og samfundsforhold. I praksis kan disse gode hensigter dog være vanskelige at indfri pga. manglende kapacitet og kompetencer. Et vigtigt punkt er dog generelt indfriet: Ifølge sprogloven (Inatsisartutloven om sprogpolitik nr. 7 fra 2010) har virksomheder pligt til at sikre, at informationer og orienteringer til medarbejdere skrives på grønlandsk, dansk og engelsk. På samme måde skal virksomhederne ved ansættelse af udenlandsk arbejdskraft udarbejde ansættelseskontrakter på engelsk. I nogle byer oprettes der gratis aftenskoleundervisning i grønlandsk både for dansk- og engelsktalende, men frafaldet er stort, da mange af de asiatiske medborgere har lange arbejdsdage ligesom grønlandsk vanskeligt lader sig lære på en time om ugen. Til trods for at mange af de interviewede myndighedspersoner og arbejdsgivere anpriser deres udenlandske arbejderes evner til at tale grønlandsk og til at falde ind i det lokale kulturliv, er virkeligheden ofte en anden.
Nogle asiater angiver derfor at opholdet primært har øget deres sprogfærdigheder på engelsk. Andre, især dem der har ambitioner om at få job i sundhedsvæsenet, er
13 Majoriaq fi ndes i alle større byer og er det grønlandske svar på et danske jobcenter. De varetager sagsbehandling, vejledning og opkval ificering til arbejdsmarked og uddannelse.
14 Inatsisartut er det grønlandske Landsting. se Forslag til Inatsisartutlov om sprogpolitik (9. mødedag, tirsdag 13. oktober 2009, Punkt 88, s. 2) .
Filippinere til hundeslædevæddeløb i Ilulissat, 2024. Foto: Kristine Juul.
blevet rådet til at koncentrere sig om at lære dansk. Denne prioritering har man også mærket på den internationale sprogskole i Sisimiut, hvis kurser også certi ficerer de sprogkrav, der er nødvendige for at opnå statsborgerskab og permanent ophold. At deltage i sprogkurserne i Sisimiut er dog de færreste forundt. Medmindre arbejdsgiveren betaler, skal der betales kursusafgifter og ophold samtidig med at man må afstå fra sin løn i flere uger under kursusperioden. Derfor er meget af den dagligdags sprogindlæring overladt til sidemandsoplæring. Her er det givetvis en fordel, hvis man er placeret ude i nogle af de små bygder.
Sidemandsoplæring karakteriserer også andre dele af integrationsprocessen. Heldigvis er mange af migranterne erfarne, både hvad angår det at slå sig ned og skabe sig et liv på nye steder og i fht. at formidle disse erfaringer videre til deres landsmænd. Erfaringsudvekslingen sker primært gennem uformelle sociale kanaler, herunder også den katolske menighed i Nuuk, der er fi nansieret fra Danmark, men som primært omfatter medborgere a f fi lippinsk herkomst.
Blandt fi lippinerne er det ikke ualmindeligt at producere live blogs, hvor man deler ud af sine erfaringer i det nye land.
In fluenceren, som står bag YouTube kanalen ’Pinoy in Greenland’15 med over 46.000 abonnenter, udsender f.eks. jævnligt små videoer, der udover at beskrive hverdagslivet som fi lippiner i Nuuk også videregiver informationer om, hvordan man søger arbejde, visum og arbejdstilladelser. Kanalen giver også informationer om, hvor man kan købe asiatiske madvarer, hvordan man skal være påklædt, når man arbejder udendørs om vinteren, om nødvendigheden af at skrabe forruden på bilen før man kører, når det er koldt og andre lavpraktiske råd, der kan være gode at have in mente, hvis man sidder hjemme i Filippinerne og overvejer, om Grønland skal være ens nye arbejdsplads.
De fi lippinske netværk er således helt centrale når det gælder om at sprede viden om rettigheder og pligter som borger i Grønland. Indtil videre er de imidlertid på ingen måde knyttet til kommunikationsstrømmene og beslutningsprocesserne på rådhusene og i landstinget. Dette øger naturligvis også mulighederne for misforståelser og fejlkommunikation.
15 Se ”@Pinoyingreenland-hg1nj”. ’Pinoy’ er en uformel betegnelse på tagalog (Filippinernes hovedsprog) for personer fra Filippinerne, inklusive dem der arbejder og lever i udlandet.
Til flyttere eller udefrakommende?
”De vil bare arbejde – bo i et lille værelse, tjene penge og vende hjem” (Arbejdsgiver, Ilulissat, dec. 24).
Når myndigheder, arbejdsgivere og medier omtaler Grønlands asiatiske medborgere, bliver de primært betragtet som arbejdskraft. O ffentlige myndigheder beskriver ofte migranter som ”udefrakommende arbejdskraft”, hvilket kan understrege en opfattelse af midlertidighed i deres ophold. Denne tilgang kan medføre, at fokus på de nye borgeres behov, levevilkår, muligheder samt de udfordringer, de møder i det grønlandske samfund, får mindre opmærksomhed.
Mange asiatere, især de nytilkomne, oplever også deres situation som midlertidig. For mange er målet så hurtigt som muligt at tjene mange penge til familien og eventuelt investere i hjemlandet, så alderdommen er sikret. Men som det fremgår af migrationslitteraturen, ændres motiverne ofte undervejs i ens livscyklus. Et centralt dilemma for mange af respondenterne udfolder sig derfor omkring børnene. På den ene side vægtes uddannelse meget højt især i det fi lippinske samfund og angives ofte som et hovedmotiv for at rejse ud: Med penge tjent i udlandet kan ens børn komme på college og senere på universitetet. Uddannelsernes kvalitet og problemerne med sprogene i det grønlandske uddannelsessystem kan således spille en rolle for beslutningen om at efterlade børnene hos familien i hjemlandet. På den anden side skal familiesammenføring af bør n fi nde sted inden de fylder 19 år, hvilket får nogle forældre t i l at sende bud efter deres børn ”før det er for sent”. Og når størstedelen af familien er samlet i Grønland, er det sandsynligt, at ønsket om at vende hjem dæmpes, og nye mere lokalt orienterede strategier vinder frem. Grønlands asiatiske borgere er f.eks. i stigende grad begyndt at manifestere sig i næringslivet. I de større byer investeres i nye restauranter og i butikker, der specialiserer sig i asiatiske madvarer. Også wellness-, massage og skønhedssaloner med udenlandsk
ejerskab vinder frem, hvilket ligeledes gør sig gældende i rengøringssektoren. Forhindringerne for at kunne skabe den slags virksomheder er dog mange. Eftersom man ikke må opholde sig i Grønland uden en arbejdskontrakt er det at være selvstændig erhvervsdrivende i realiteten kun muligt for dem, der har opholdt sig længe nok i Grønland til at have permanent opholdstilladelse og/eller dem, der er gift med en dansk statsborger.
Ifølge Selvstyret har kun 40-50 personer fået permanent opholdstilladelse i Grønland (og dermed statsborgerskab i Rigsfællesskabet) i løbet af de sidste 10 år. Dette tal afspejler især, at det store flertal blandt asiaterne, som tidligere omtalt, er kommet efter 2021, hvor bl.a. COVID-19 og de meget strenge nedlukninger i dele af Filippinerne havde sat mange i en svær økonomisk situation (se Ducanes og Daway-Ducanes, 2024). Også mange, der havde arbejdet i Mellemøsten, mistede deres job og måtte søge efter nye græsgange.
De relativt store udgifter, der er forbundet med at flytte teltpælene til Grønland, tilskynder til at man opererer med et længere tidsperspektiv. At arbejde på kortere sæsonbegrænsede kontrakter, som foreslået af visse arbejdsgivere i fiskerivirksomhederne og i hotelbranchen, opfattes sjældent som et attraktivt tilbud. Selvom det umiddelbart lyder tiltrækkende med en årlig ferie på trefi re måneder i hjemlandet, evt. med arbejdsgiverbetalt hjemrejse, indebærer dette ikke bare fi re måneder uden løn men også store udgifter til gaver, hvis familiens forventninger skal indfries.
Hvad vil Grønland med sine nye medborgere?
I erkendelse af, at Grønland også i fremtiden kommer til at have brug for asiaternes stabile og effektive arbejdskraft, forekommer det oplagt at myndighederne fremover må interessere sig mere for at sikre de nye indbyggeres arbejds- og -levevilkår, i stedet for at
fastholde midlertidigheden. Et første skridt her kunne være at kommunikere mere direkte med de asiatiske til flyttere vedrørende deres bekymringer og behov samt sikre en bedre repræsentation af indvandrere i de politiske beslutninger, der angår borgernes velfærd. Ved at garantere gode forhold for de nye borgere kan man også bedre sikre, at de mange ressourcer, som de kommer med i form af uddannelse, arbejdsmoral og kultur, kommer det grønlandske samfund til gode. Derved mindsker man risikoen for at skabe en ny underklasse med begrænsede rettigheder. Det er i den sammenhæng interessant, at udkastet til en ny forfatning ikke nævner den udefrakommende arbejdskraft med et ord.
Samtidig påhviler der Grønlands arbejdsgivere et meget stort ansvar, hvis man også fremover vil holde jobmarkedet åbent for de grønlændere, der af forskellige grunde ikke deltager fuldtids på det grønlandske arbejdsmarked. Det gælder i særlig grad de mange unge, der ikke er hverken i uddannelse eller i beskæftigelse. I 2022 udgjorde denne gruppe 30% af de 16 til 22-årige (Grønlands Statistik). Blandt arbejdsgiverne i Grønland gøres der en stor indsats for at integrere folk og tage hånd om dem, der kommer med en svær baggrundshistorie, og virksomhederne har generelt løftet et stort socialt ansvar ved at integrere hjemløse, tidligere indsatte m.fl . og være fleksible overfor den enkelte ansattes situation og behov. Men den konstante oplæring af nye trætter også den stabile gruppe af medarbejdere.
Med et voksende udbud a f fl ittige, effektive og stabile medarbejdere fra Asien, er der en oplagt fare for, at produktionen i høj grad bæres af de udenlandske medarbejdere, der gerne vil arbejde over i et omfang og i et tempo, som især mere udsatte grupper på det grønlandske arbejdsmarked ikke kan eller har lyst til at følge med i. Samtidig betyder det længere tidsperspektiv, som mange asiater med tiden anlægger på deres grønlandske eventyr, at flere ønsker at få mere
ud af deres tilværelse end udelukkende at koncentrere sig om shrimp, supermarket and sleep. Nogle virksomheder, som det selvstyreejede Royal Greenland, arbejder derfor henimod øget mekanisering, så den enkelte medarbejder ikke slides ned ved at arbejde alt for mange timer.
Konklusion
Artiklen viser, hvordan arbejdskraftmangel i stigende grad udgør en barriere for v idere udvikling på det grønlandske såvel som de øvrige arktiske arbejdsmarkeder. De seneste års økonomiske vækst har i vidt omfang bygget på en forudsætning om fortsat adgang til udefrakommende arbejdskraft. Som det fremgår af artiklen, er international migration fra asiatiske lande til Grønland på en gang blevet lettere og mere besværlig. På den ene side er det blevet lettere, sikrere og hurtigere at rejse og fi nde legalt arbejde og ophold i de grønlandske byer og bygder. Dette skyldes ikke m i ndst pionererne, der har banet vejen for en videre kædemigration, hvor familiemedlemmerne hentes op til primært ufaglærte jobs, mens familiebaserede netværk sørger for integrationen af de nytilkomne i lokalsamfundet. Processen er dog også blevet mere kompliceret, idet et voksende antal aktører (POEA, SIRI, selvstyret, arbejdsgiverne, rekrutteringsvirksomhederne og m igranternes egne netværk) samt et stadig mere vidtspændende regelværk bidrager til både højere omkostninger og større usikkerhed. Indtil videre har især den højere løn, de gode jobmuligheder og de forholdsvis enkle indrejseprocedurer været vigtige fa ktorer i migranternes valg af destination. Med tiden har mange udviklet nye og mere langsigtede strategier, herunder ’familiesammenføringsstrategien’, der sigter mod at m indske presset fra familien i hjemlandet ved at være flere om at dele udgifterne, men også en øget interesse i at starte egne virksomheder. Fra at være midlertidig, udefrakommende eller tilkaldt arbejdskraft,
Tidsskriftet Grønland 1/2025
orienterede mod et kortvarigt, men velbetalt ophold, har mange, især i de fi lippinske m i ljøer, udviklet sig til egentlige familier med stærke netværk og bånd til deres nye lokalsamfund. I det grønlandske tilfælde har myndighederne, indtil videre, udvist smidighed og imødekommenhed overfor de nye borgere. Derved har man undgået en stærk opdeling i ’os og dem’. På den anden side står de nye borgere stadig i en sårbar situation, hvor opholdet i landet står og falder med en eksisterende arbejdskontrakt og fortsat adgang til bolig. I det politiske liv, både på lokalt og nationalt plan, forbliver de i vidt omfang usynlige.
Tak!
Tak til Klaus Holsting for udlån af billeder. Tak til SIK og Selvstyrets Departement for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked og mange andre for nyttige kommentarer til tidligere udgaver af denne artikel. Indholdet er dog udelukkende forfatterens ansvar.
Referencer
Ducanes, G.M. og Daway-Ducanes, S.L. 2024 Covid Lockdown and Employment in the Philippines. The Journal of Development Studies.
Fang, Fang. Conditions for positive contact and a positive organization: a case study of Chinese workers in Maniitsoq fish factory. Arctic Yearbook 2023.
Gotehus, A. 2021: Agency in deskilling: Filipino nurses’ experience in the Norwegian health care sector. Geoforum.
Grønlands Økonomiske Råd (GØR): Økonomisk Råd Rapport 2. halvår 2024. Udarbejdet for Departementet for_Finanser_og_Skatter, Naalakkersuisut.gl.
Inatsisartutlov om Sprogpolitik , 2009.
McKay, D. (2016). An archipelago of care: Filipino migrants and global networks. Indiana University Press.
Skaptadóttir, Unnur Dis og Ólöf Gardarsdóttir, 2020: “Becoming an immigrant Country, The case of Iceland 1990-2019” I Loftsdóttir, K. Skaptadóttir, U.D. og Hafsteinsson, S.B. (red) Mobility and Transnational Iceland, current Transformations and Global Entanglements. University of Iceland Press.
Skaptadóttir, Unnur Dis 2016: Women and men on the move: From the Philippines to Iceland. In Remapping Gender, Place and Mobility (pp. 143-156). Routledge.
Skaptadóttir, Unnur Dis, 2019: Transnational practices and migrant capital: The case of Filipino women in Iceland. Social Inclusion, 7(4), 211-220.
Sokolickova, Z. 2023. The Paradox of Svalbard; Climate Change and Globalisation in the Arctic. Pluto Press.
Sokolickova, Z. 2022. The golden opportunity? Migration to Svalbard from Thailand and the Philippines. Nordic Journal of Migration Research, 12(3), 293-309.
Spanger, M. og Hvalkof, S.D., 2020: Migranters Mobilitet; mellem kriminalisering Menneskehandel og udnyttelse på det danske arbejdsmarked. Ålborg Universitetsforlag.
Andre:
Grønlands Statistik
Danmarks Statistik
Sermitsiaq – Diverse artikler
KNR – Kalaallit Nunaata Radioa- Grønlands Radio – diverse artikler.
INDKALDELSE TIL
GENERALFORSAMLING (2. INDKALDELSE) d. 10. april
2025 kl. 18
Der indkaldes hermed til generalforsamling d. 10. april 2025 kl. 18 på GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K. Generalforsamlingen efterfølges af medlemsmøde og foredrag.
Dagsorden er i henhold til vedtægterne § 5 i selskabets vedtægter. Vedtægterne kan ses på hjemmesiden www.dgls.dk.
Endelig dagsorden inkl. forslag til valg af medlemmer, der er på valg til bestyrelsen m.m. sendes per e-mail senest tre uger før generalforsamlingen. Medlemmer, der ikke har oplyst e-mail til selskabet, henvises til hjemmesiden for endelig dagsorden.
På selskabet vegne
Johnny Fredericia Formand
Om
tilmelding
og adgang til
Det Grønlandske Selskabs arrangementer
Hvis ikke andet er angivet under det enkelte arrangement, er der fri entré for medlemmer af selskabet, og der kræves ingen tilmelding på forhånd.
Gæster er velkomne til selskabets arrangementer mod betaling af entré. Undtaget herfra er generalforsamlingen.
Ved vores arrangementer på GEUS serverer vi ofte pizza og vin inden foredraget (se pris for dette på www.dgls.dk) for alle – både medlemmer og gæster – og kræver ingen tilmelding på forhånd.
Vi modtager betaling kontant og på MobilePay, og der betales ved ankomst.
Selskabets arrangementer kan også ses på vores hjemmeside www.dgls.dk, hvor eventuelle ændringer opdateres. Orienter jer gerne her inden besøg. Medlemmer af selskabet modtager også løbende besked om nyheder og ændringer på mail.
Program for forår 2025
Marts
Therkel Mathiassens to-årige ophold under 5. Thule Ekspedition og hans betydning for arkæologien i Grønland
Kraemer Hus, L.E. Bruunsvej 10, 2920
Charlottenlund, torsdag den 27. marts 2025 kl. 19.00
Dobbeltforedrag ved Dorte Rørbeck Mathiassen, forfatter, geolog og barnebarn a f T herkel Mathiassen, og Bjarne Grønnow, forskningsprofessor ved Etnogra fisk Sam ling, Nationalmuseet.
Dorte Rørbeck Mathiassen har udgivet og kommenteret Therkels dagbøger fra hans deltagelse i 5. Thule Ekspedition. Bogen ”Rejsen til Nordlysets land” kaster et helt nyt lys over ekspeditionen. Vi følger Therkel på den eventyrlige rejse igennem to år, i tykt og tyndt. Vi f å r herved et helt nyt indblik i, hvad datidens ekspeditionsliv krævede, når man både skulle bedrive videnskab og overleve.
Bjarne Grønnow vil berette om Therkels arkæologiske arbejde på 5. Thule Ekspedition og dets betydning for forståelsen af inuits kulturhistorie. Therkel regnes som den arktiske a rkæologis grundlægger, og hans indsats blev internationalt anerkendt. Han blev læremester for en hel generation af arktiske forskere i Danmark, og samlingerne fra 5. Thule Ekspedition er i dag en af Nationalmuseets skatte.
Gæster er velkomne mod betaling, Der er ka ffe, vand, vin, øl og småkager.
April
Grønlændernes fætre og kusiner i Canada – ligheder og forskelle v. Michael Böss
Det Grønlandske Hus Aarhus, Dalgas Avenue 52, 8000 Aarhus C , t irsdag den 8. april 2025 kl 19.00
Historiker og samfundsforsker Michael Böss vil fortælle om grønlændernes fætre og kusiner i Canada – ligheder og forskelle.
Der er fri entré for alle.
Grønland efter den nye grønlandske regering og de nye sikkerhedspolitiske toner i Arktis. v. Jeppe Strandsbjerg
GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K, torsdag den 10. april kl. 19.30.
Foredraget vil give en status på den politiske situation i Grønland efter valg og regeringsdannelse i sammenhæng med de amerikanske drømme og den bebudede danske oprustning. Det nærmere indhold vil afhænge af den politiske udvikling.
Aftenens foredragsholder Jeppe Strandsbjerg er ph.d og lektor ved Forsvarsakademiet, hvor han leder Arktiske Sikkerhedstudier. Han arbejder ved Ilisimatusar fi k
(Grønlands Universitet), hvor han er tilknyttet Nasi ffi k – Center for Udenrigsog Sikkerhedpolitik. Foredraget vil blive holdt efter selskabets generalforsamling.
De nye lufthavne i Grønland
Kraemer Hus, L.E. Bruunsvej 10, 2920
Charlottenlund, tirsdag den 15. april 2025 kl. 19:00.
I november sidste år blev den nye lufthavn i Nuuk indviet og en ny æra i lufttra fi kken til/fra og i Grønland blev indledt. Til næste år åbner også lufthavnen i Ilulissat for helt store fly og i Qaqortoq anlægges ny lufthavn til indenrigsfly.
Direktør Jens Lauridsen, Greenland Airports vil fortælle om de store projekter.
Der vil blive tale om tilmelding til mødet – se mere i Nyhedsbrevet for april herom.
Den nye lufthavnsbygning i Nuuk. Foto: Morten Jørck, februar 2025.
Medielandskabet i Grønland og dets udfordringer
Kraemer Hus, L.E. Bruunsvej 10, 2920
Charlottenlund, onsdag den 23. april 2025 kl. 19.00 (bemærk ugedagen, onsdag i stedet for torsdag).
Foredrag ved journalist Helle Nørrelund Sørensen (KNR).
Grønland er et geogra fisk stort land med en lille befolkning og et begrænset medielandskab. Hvordan når medierne rundt i hele landet? Hvilke vilkår arbejder medierne under – journalistisk, juridisk, økonomisk, kulturelt og strukturelt? Og hvordan tegner fremtiden for medierne i Grønland?
Helle Nørrelund Sørensen har været korrespondent i Danmark for KNR Nyhederne siden 2014 og før det freelancer med Grønland som fokus. Hun har dækket valg til Inatsisartut og Folketinget, politiske forhandlinger, Trumps ønske om at købe Grønland, naturkatastrofer, dækning af spiralsagen, juridisk faderløse, m.m.
Maj
De aktuelle menneskerets- og retssikkerhedsforhold i Grønland GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K, torsdag d. 8. maj 2025 kl. 18:30-20.30. Gæster er velkomne mod entré, 50 kr. Ingen tilmelding påkrævet. Herudover serveres pizza og vin fra kl. 17:30 mod betaling.
Helle Nørrelund Sørensen. Privatfoto.
Jeppe Strandsbjerg. Privatfoto.
Dobbeltforedrag v. juridisk chef Marya Akhtar og generalsekretær Andrew Hjuler Crichton
1. Menneskerettigheder i Grønland – hvor er udfordringerne?
Aftenens første foredrag vil handle om den fulde og effektive nydelse af menneskerettigheder og vil fremhæve aktuelle sager og væsentlige udfordringer, som borgere i Grønland og borgere med kalaallit/inuit/grønlandsk baggrund bliver mødt med .
Foredraget vil både komme ind på tidligere tiders systematiske krænkelser herunder spiralsagen og sagen om de juridisk faderløse, samt nye sager, som er kommet for dagen herunder om forældrekompetenceundersøgelser.
Ma rya Akhtar er juridisk chef ved Institut for Menneskerettigheder. Instituttet arbejder med borgeres rettigheder i Da nmark og i Grønland og udgiver en årlig rapport om menneskeretsforhold i Grønland. Hun har en baggrund som advokat og ekstern lektor ved Københavns Un iversitet.
2. Retssikkerhed i Grønland I aftenens andet foredrag vil Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet, fortælle om Advokatrådets a rbejde for at forbedre retssikkerheden i Grønland.
I rapporten "Retssikkerhed i Grønland" fra maj 2024 betonede Advokatrådet, at retssikkerheden i Grønland trods fremskridt st adig er utilfredsstillende. Utilstrækkelig adgang til juridisk bistand og mangel på jurister i retsvæsenet er nogle af de udfordringer, der stadig eksisterer.
Foredragsholder Andrew Hjuler Crichton er generalsekretær i Advokatsamfundet, som arbejder på politisk neutralt grundlag for et velfungerende retssamfund.
Zoologen Christian Vibe, naturen og menneskene i Grønland
Kraemer Hus, L.E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund, torsdag den 22. maj kl. 19.00
Aftenens foredragsholder er ph.d. Jørgen Trondhjem, tidligere arkivchef ved Arktisk Institut, eskimolog og kunsthistoriker.
Christian Vibe havde et særligt blik på naturforvaltning i Grønland og grønlænderne. Med udgangspunkt i Vibes tidlige ekspeditioner op til 2. verdenskrig, der i høj grad formede hans liv, fortælles om hans fascination a f den grønlandske fangerbefolkning, og hvad
Marya Akhtar. Foto: Institut for Menneskerettigheder.
Andrew Hjuler Crichton. Foto: Advokatsamfundet.
Fra Christian Vibes anden tur til Grønland (Dansk Thule- og Ellesmere Land ekspedition). Fotografen er antageligvis Christian Vibe. Arktisk Instituts fotosamling.
det kom til at betyde for han s s yn på naturforvaltning. Herunder oprettelsen af verdens største nationalpark i Nordøstgrønland, fredningsbestemmelser og flytning af moskusokser.
Desuden fortælles om hans betydning for nyhedsformiding i avis og radio under krigen samt hans involvering i undersøgelserne ef ter B52-ulykken i 1968.
Nunarsuarmi suliffiit kusanarnersaat – tulluussimaaruterput
Verdens smukkeste arbejdsplads – og det er vi stolte af
DAGLIGDAG I KRYOLITMINEN
Bogens forfatter, Gunnar Solvang, præsenterer et originalt manuskript fra 1916-19. To mænd fra Sønderjylland rømmede fra tysk militærtjeneste og rejste til Grønland. Bogen skildrer i tekst og billeder de to mænds usædvanlige oplevelser i kryolitminen og i den flotte, omgivende, grønlandske natur.
Bogen sælges til særpris: 175 kr. → 100 kr.
Medlemspris: 125 kr. → 75 kr.
Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com eller dgls@dgls.dk / 61 60 53 31
Den dag solen stod op Oqaatsut
– en bygd
i Grønland
Lene Leed, Nikoline leed la Cour, David Storch Leed
168 sider
Pris: 200 kr. / medlemspris: 150 kr.
Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com dgls@dgls.dk / 61 60 53 31
Læseren følger livet i bygden
Oqaatsut (Rodebay) gennem 7 år med store udfordringer og store glæder. Familien Leed delte vilkår med bygdens befolkning og præsenterer i bogen overraskende erfaringer med hverdag i skole, i butik, i kirke, på slædefart, på ture til Ilulissat og meget mere. Og læseren bliver inviteret med til de store oplevelser som bryllup, konfirmation, telefonopkald til præsident Obama, spøgelseshuset, Hollywood filmoptagelser – og en tur på fjeldet Den dag solen stod op!
Det Grønlandske Selskab
L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund 61 60 53 31 / dgls@dgls.dk www.dgls.dk
TONER I KUNST
Hansina Iversen / Astri Luihn/ Margrethe Odgaard og Teitur / Heðin Ziska Davidsen
Guðrið Poulsen / Jóna Rasmussen / Vigdis Petersen / Olivur við Neyst / Ingálvur av Reyni
William Heinesen / Rammatik / Heiðrik á Heygum / & Bartal og Maria Tórgarð
Strandgade 91 / Christianshavn nordatlantens.dk
TO GENERATIONER I GRØNLAND
Vi følger i bogen to generationer – far og søn –som tilsammen boede i Grønland det meste af det 20. århundrede.
Hans Jacobi ankom som ung assistent til Grønland i 1926 og arbejdede i otte forskellige byer i Vestgrønland. Beskrivelsen slutter med udnævnelsen som kolonibestyrer i 1949, hvor han flyver med det første SAS-fly til Grønland for at arbejde i Maniitsoq og Ilulissat.
Sønnen, Ole Jacobi, er opvokset i Grønland. Vi følger hans barndom i Grønland og senere den farefulde sejlads til Amerika under Anden Verdenskrig. I 1950’erne arbejde han for GTO og var medvirkende til etablering af ingeniøruddannelsen i Sisimiut i 2001.
162 sider
Pris: 250 kr. / medlemspris: 175 kr.
Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com dgls@dgls.dk / 61 60 53 31
Det Grønlandske Selskab L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund 61 60 53 31 / dgls@dgls.dk www.dgls.dk