Over de blå marker
Af samme forfatter: DEN SLAGS SMÅ TING OMSORG
I SIDSTE ØJEBLIK
Claire Keegan
OVER DE BLÅ MARKER
Noveller
På dansk ved
Signe Lyng
Gutkind
Over de blå marker er oversat fra engelsk af Signe Lyng efter Walk the Blue Fields
© 2007 by Claire Keegan
Denne udgave: © Claire Keegan og Gutkind Forlag A/S, København 2024
1. udgave, 1. oplag, 2024
Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet
Sat med Berling LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-4340-667-9
Denne oversættelse er udgivet med støtte fra Literature Ireland.
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
Til Jim og Claire
Indhold
En lang og smertefuld død
Klokken var tre om morgenen, da hun langt om længe kørte over broen til Achill. Der lå den endelig, landsbyen: fiskerkooperativet, isenkræmmeren, købmanden og den lille kirke i rødlig natursten, alle aflåste og stille i de svage gadelygters skær. Videre kørte hun langs et mørkt stykke, hvor rododendronhegnene rejste sig vilde og afblomstrede til begge sider. Ikke et menneske så hun, ikke et vindue med lys i, kun et par sovende, sortbenede får og senere en ræv, der stod frygtsom og urørlig i lyset fra forlygterne. Den smalle vej steg stejlt og buede så ud i en bredere, øde vej. Hun kunne mærke havet, moserne – enorme, åbne vidder. Der var ikke vist af mod Dugort, men hun drejede fortrøstningsfuldt nordpå ad landevejen, der førte til Bölls hus.
To gange undervejs havde hun parkeret i rabatten og lukket øjnene og sovet kort, men nu, hvor hun var på øen, følte hun sig lysvågen og levende. Selv den bælgmørke vej, der nu faldt stejlt ned mod stranden, virkede fuld af liv. Hun fornemmede bjergets høje, skærmende tilstedeværelse, de nøgne bakkedrag og, langt under sig hvor vejen endte, Atlantens klare, behagelige dunken mod kysten.
Opsynsmanden havde fortalt hende, hvor nøglen lå, og hendes hånd famlede ivrigt rundt om gasflasken. Der sad flere nøgler i ringen, men den første, hun valgte, drejede låsen. Indenfor var huset blevet renoveret: Køkkenet og dagligstuen var nu slået sammen til ét langt, åbent rum. Det var samme hvidkalkede kamin i den ene ende, men i den anden var der kommet ny vask og nye skabe. Midt imellem stod en sofa, et bord i fyrretræ og et sæt hårde stole, der passede til. Hun lod hanen løbe og satte vand over, tændte beskedent op med tørv fra kurven og redte midlertidigt op på sofaen.
Lige uden for ruderne skælvede en fuchsiahæk strålende i det meget tidlige gry. Hun tog tøjet af, lagde sig ned og rakte ud efter sin bog og læste det
indledende afsnit af en Tjekhov-novelle. Det var et glimrende afsnit, men da hun nåede slutningen, mærkede hun øjnene glide i og slukkede lykkeligt lyset i bevidstheden om, at morgendagen ville være hendes, at arbejde i og læse i og gå langs vejene og ned til kysten i.
Da hun vågnede, mærkede hun den sidste snip af en drøm forsvinde – en følelse, som silke. Hendes søvn havde været lang og dybt forfriskende. Hun satte vand over og hentede sine sager i bilen. Hun havde ikke taget meget med: nogle bøger, lidt tøj, en lille kasse købmandsvarer. Der var notesbøger og adskillige papirlapper med halvt læselige notater på. Himlen var skyet, men lovende, med blåt i pletter her og der. Nede ved havet steg en strimmel vand til en glasklar bølge og gik i stykker mod stranden. Hun følte sig sulten efter at læse, efter at arbejde. Hun følte, at hun kunne sidde i dagevis og læse og arbejde, uden at se en sjæl. Hun sad og tænkte på sit arbejde og på, nøjagtig hvordan hun ville gå i gang, da husets telefon ringede.
Flere gange ringede den, før den blev tavs, og så begyndte den igen. Hun rakte ud, ikke så meget for at tage den som for at få den til at tie.
”Hallo?” sagde en mand med accent. ”Mit navn er …” og et udenlandsk navn.
”Ja?”
”Lederen sagde, at du er gæst. Jeg er professor i tysk litteratur.”
”Aha,” sagde hun.
”Kunne jeg se huset? Han sagde, du måske ville lade mig se.”
”Altså,” sagde hun. ”Jeg var ikke …”
”Åh, du arbejder?”
”Arbejder?” sagde hun. ”Jeg arbejder, ja.”
”Ja?” sagde han.
”Jeg er lige kommet,” sagde hun.
”Jeg har talt med lederen, og han sagde, du vil lade mig se. Jeg står uden for Bölls hus nu.”
Hun vendte sig mod vinduet og tog et grønt æble op af papkassen.
”Jeg har ikke klædt mig på,” sagde hun. ”Og jeg arbejder.”
”Det er en forstyrrelse,” sagde han.
Hun så ned i vasken – dagslyset blev kastet tilbage fra stålet. ”Kunne du komme en anden dag?” sagde hun. ”Hvad med på lørdag?”
”Lørdag er jeg borte,” sagde han. ”Jeg skal rejse, men jeg står uden for Bölls hus nu.”
Hun stod der i sin natkjole med æblet i hånden og tænkte på manden, der stod udenfor. ”Er du her stadig i aften?”
”Ja,” sagde han. ”I aften passer dig?”
”Hvis du kommer klokken otte, er jeg her,” sagde hun.
”Jeg må komme tilbage så?”
”Ja,” sagde hun. ”Du må komme tilbage.”
Da hun lagde røret på, kiggede hun på det og spurgte sig selv, hvorfor hun havde løftet det, og hvorfor de havde givet nummeret ud. Et øjeblik ærgrede det hende, at der var et nummer. Det, der var begyndt som en dejlig dag, var stadig en dejlig dag, men havde forandret sig. Nu, hvor hun havde fastsat et tidspunkt, var dagen på en eller anden måde nødt til at fortsætte i retning af tyskerens besøg. Hun gik ud på badeværelset og børstede tænder og tænkte på ham, på at han stod udenfor. Hun kunne skifte hurtigt fra natkjolen, gå ud og bede ham komme ind, og så ville dagen igen være hendes. I stedet satte hun
sig ved kaminen og stak til asken på risten og stirrede på en stor glaskande på kaminhylden.
Hun ville gå ned til vandet og plukke fuchsia fra hegnene og fylde kanden med de røde, hængende blomster, inden han kom. Hun ville tage et langt bad. Hun kiggede efter sit ur, men det tog flere minutter at finde det, i lommen på de jeans, hun havde haft på i går. Hun stirrede et helt minut på dets hvide skive. Klokken var nu, her på hendes niogtredivte fødselsdag, lige over middag.
Hurtigt rejste hun sig og gik ind i Bölls arbejdsværelse, et lille rum med en tom kamin og et vindue vendt mod havet. Det var i dette værelse, han havde skrevet sin nu så berømte dagbog, men det var for halvtreds år siden. Böll var død, og hans familie havde ladet hans hus omdanne til arbejdsrefugium for forfattere. Og nu havde hun fjorten dage her at arbejde i. Hun tørrede skrivebordet af med en fugtig klud og lagde sine notesbøger, sin ordbog, sine papirer og sin fyldepen på pladen. Det eneste, hun nu manglede, var kaffe. Hun gik ud i køkkenet og kiggede kassen med varer igennem. Hun brugte mere tid på at kigge i skabene, men fandt
ingen kaffe. Hun måtte også købe mælk – hun ville snart løbe tør for mælk – men det eneste, hun ville, var at arbejde. Sådan tænkte hun, da hun tog sine nøgler og kørte tilbage ad vejen til landsbyen.
Der købte hun rask kaffe og mælk, optændingsblokke, en pakke kagemiks, en halv liter fløde og avisen. Solen skinnede varmt på tilbageturen op ad vejen, så i stedet for at køre direkte hjem, slog hun et sving sydpå langs Atlanterhavsruten, hvor husene var få, og der knap var en busk, der kunne holde sig oprejst. Hun tænkte på, hvordan det måtte være at bo her om vinteren – den voldsomme blæst, der drev sandet langs strandene og flåede i hækkene, den ubarmhjertige regn, mågernes kolde skrig – og hvor dramatisk alt det ville ændre sig, så snart vinteren endelig sluttede.
Langs vejen trissede en lille, buttet høne målbevidst af sted over stenene med hovedet strakt frem. Det var sådan en fin høne med hvide stænk i fjerdragten, som om den havde pudret sig, inden den gik hjemmefra. Den hoppede ned på græsrabatten, og uden at se sig til nogen af siderne,
pilede den over vejen, hvorpå den stoppede, rettede på vingerne og satte af sted igen i lige linje ud mod klippeskrænten. Kvinden så, hvordan hønen sænkede hovedet, da den nåede kanten, og hvordan den uden at tøve et sekund sprang ud over den. Kvinden standsede bilen og gik hen til det sted, hvor hønen havde kastet sig ud. Noget i hende ville ikke kigge, men da hun gjorde det, fik hun øje på hønen og adskillige andre, der gik og skrabede eller lå og dasede i et sandet hul på en græsklædt afsats et kort stykke under hende. Hun blev stående lidt og betragtede scenen med et lille smil, og kiggede så ud over havet, så stort og blåt under den store, blå himmel. Længere væk lå en lille vig, hvis dybe, klare vand åd sig ind på en hvid klint. Hun lod bilen stå og fulgte en fåresti hen imod vigen, men stien forsvandt, og skrænten blev for skræmmende og stejl. Fra det sted, hvor hun stod, kunne hun se det hele: den perfekt dybe vig, klipperne og det mørke, filtrede søgræs under vandoverfladen. Hun klatrede tilbage ad samme vej, hun var kommet, krydsede over til den anden side af indskæringen og fandt en anden sti ned mod en bæk med brunt vand,
der kom piblende oppe fra højmoserne. Hun krydsede den varsomt på de flade, brune sten, fulgte den glatte sti og kom ud i vigens hvide sol.
Højvandet havde skyllet forskelligt materiale i land, men overalt omkring hende lå der dybe lag af glinsende, afblegede sten. Aldrig havde hun set så smukke sten, og de skramlede som fajance under hendes fødder, hver gang hun bevægede sig. Hun grundede over, hvor længe de mon havde ligget der, og hvilken slags sten, det var, men hvad betød det? De var her, nu, ligesom hun var. Hun så sig om, og da hun ikke kunne få øje på nogen, tog hun tøjet af og trådte vaklende ud på de grove, våde sten i strandkanten. Vandet var meget varmere, end hun havde forestillet sig. Hun vadede ud, til det pludselig blev dybt, og hun mærkede det slimede gys af søgræsset mod lårene. Da vandet nåede ribbenene, tog hun en dyb indånding, rullede om på ryggen og svømmede langt ud. Det her, sagde hun til sig selv, var, hvad hun burde foretage sig med sit liv i dette øjeblik. Hun så ud mod horisonten og tog sig i at opsende en tak til noget, hun ikke for alvor troede på.
Hun var nu nået til det punkt, hvor vigen bredte sig ud og blev til åbent hav. Aldrig før havde hun været på så dybt vand. Længslen efter at fortsætte endnu længere ud var stærk, men hun kæmpede imod den, flød et stykke tid, og svømmede så tilbage til stranden, hvor hun lagde sig på de lune sten. Som hun lå der, fornemmede hun højt over sig nogens tilstedeværelse, oppe på klippekanten, men hun kunne ikke se ordentligt i solen. Hun blev liggende, til hendes hud var tør, og klædte sig så hurtigt på og begav sig op ad den stejle sti til bilen.
Da hun var tilbage i huset, tænkte hun på sit arbejde, mens hun lavede en chokoladekage, ikke fra bunden, men med kageblandingen. Det eneste, hun behøvede at gøre, var at tilsætte æg, olie og vand. Mens hun rørte dejen sammen og hældte den i en form, tog en del af hendes sind igen fat på tyskeren, der skulle komme. Et kort øjeblik spekulerede hun på, hvordan han mon så ud, om han var høj. Sans for humor regnede hun ikke med, at han var i besiddelse af, men måske havde han noget interessant at sige om Heinrich Böll. Hun følte sig rådvild og lettere
flov over at vide så lidt om den mand, i hvis hus hun opholdt sig.
Klokken fire gik hun ned ad vejen forbi den protestantiske kirke mod havet. Der lå en skolebygning med kun et enkelt klasseværelse og en legeplads fuld af døde, pjuskede tidsler. Som hun stod der og kiggede, løsnede et pludseligt vindpust nogle af tidseldunene, der svævede af sted for hendes blik. Videre gik hun, ned til enden af vejen, hvor en samling ordinære sommerhuse stod tomme med deres askespande tømt af blæsten. Det var køligere nede ved havet, så hun gik tilbage op ad bakken og knækkede fuchsiaer af hækkene undervejs.
Nogle af de spinklere kviste gav nemt og pænt efter, mens andre strittede stædigt imod, så hun måtte vriste dem af. Hun syntes godt om deres højrøde, hængende blomster og robuste, takkede blade. Da hun nåede tilbage til huset, standsede hun op for at kigge på skiltet: Lad venligst de gæstende kunstnere være i fred. Hun blev stående et øjeblik og så på ordene, inden hun gik ind i haven og lukkede lågen for at holde fårene ude.
Bemærkninger om folketro, sagn og steder
Det betyder uheld at bringe en barnevogn ind i sit hus, før barnet er født.
Svangertræ (i Irland: quicken tree) er et andet navn for rønnetræet. I folketroen anses det for et træ med mægtige magiske og beskyttende egenskaber. I mytologien nævnes, at det besidder trolddomskræfter. Det irske navn, caorthann, kommer af ordet caor, som betyder både et bær og et blussende bål. Quicken henviser ligesom svanger- til dets frugtbarhedsfremmende eller livgivende egenskaber.
Lisdoonvarna er en lille by i grevskabet Clare og berømt for sin ægteskabsfestival.
Ordene i morens sang: ”Hvordan skal vi klare os uden træ, nu hvor skoven er fældet?”
En pucán er en seksuelt aktiv gedebuk.
Inis Mór er den største og vestligste af Aranøerne.
Folk fra Wicklow bliver kaldt for gedepattere.
At lægge en tang på tværs af barnevognen siges at forhindre elverfolket i at stjæle barnet og efterlade en skifting i stedet.
”Overgivelse” er inspireret af en anekdote fra John McGaherns erindringer om hans far, der satte sig på en bænk i Galway og spiste fireogtyve appelsiner, inden han giftede sig.
EN FUNKLENDE SAMLING AF NOVELLER
OM ET IRLAND, DER KÆMPER MED SIN FORTID, OG
OM MENNESKER, DER SØGER EN NY FREMTID.
EN KVINDE FLYTTER IND hos en præst og sætter ild til hans møbler. En landmand vågner halvnøgen og indser, at hans penge er væk. En forfatter rejser ud for at skrive, men bliver konfronteret af en ubuden gæst. En præst kæmper med mindet om en kærlighedsaffære, og en skovridder rejser til en kystby for at finde sig en kone.
Over de blå marker består af otte uforglemmelige noveller om tidløs fortvivlelse og længsel af anmelderroste Claire Keegan.