Kvindernes historie i 100 objekter by Gutkind Forlag

Kvindernes historie i 100 objekter

KVINDERNES HISTORIE I 100 OBJEKTER ANNABELLE HIRSCH

På dansk ved Paul Klitnæs

Gutkind

Kvindernes historie i 100 objekter er oversat fra tysk af Paul Klitnæs efter Die Dinge. Eine Geschichte der Frauen in 100 Objekten

Denne udgave: © Annabelle Hirsch og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Maurice Ettlin

Dansk versionering: Malene Diemar / Imperiet

Foto af vølvestav: © Nationalmuseet

Foto af Sofie Lindes kjole: © Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Foto af Alberto Giacometti – Simone de Beauvoir: © Succession Alberto Giacometti / VISDA 2025

Sat med Cera Pro hos Geethik Technologies og trykt hos Livonia Print, 2025 info@gutkind.dk

ISBN 978–87–434–1034–8

Digtene af Sappho side 29–30 er oversat af lektor i klassisk filologi George Hinge.

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

FORORD

AF GRY JEXEN

Siden jeg oprettede instagram-profilen Kvinde Kend Din Historie i 2018, har mit budskab været det samme: Kvinder skal skrives ind i historien som den majoritet, de er og altid har været i verden. Men det er ikke kun i bøger, historien findes. Uanset hvorhen vi ser, er historien indlejret, og det er netop det, som den tyske kunsthistoriker Annabelle Hirsch viser med bogen Kvindernes historie i 100 objekter. Medrivende og underholdende skriver Annabelle Hirsch om kvinders historie igennem objekter fra de sidste mange årtusinder – nogle af genstandene var helt ukendte for mig, andre kendte jeg, men ikke historien bag. Tag nu fx bidetet.

For et par år siden blev jeg husejer for første gang. I det meget charmerende rækkehus fra 1965, som vi overtog, er der et ret lille badeværelse. Alligevel havde den forrige ejer prioriteret at indsætte et bidet. Vi betragtede det med ironisk distance som en totalt unødvendig genstand fra en svunden tid, og vi var hurtigt enige om, at det skulle fjernes, så snart vi fik råd til at renovere badeværelset. Vi har endnu ikke fået råd til at renovere badeværelset, men efter at have levet med bidet i nogle år nu, er vi ikke så sikre på, at det skal fjernes længere. Eller rettere sagt, jeg er ikke så sikker længere. For i den tid har jeg erfaret fordelene ved et bidet! Måske fordi jeg er den eneste kvinde i husstanden? Jeg kendte nemlig ikke historien om bidetet, før jeg – med stor fornøjelse – læste om det i denne bog.

Det viser sig, at bidetet er en opfindelse fra midten af 1700-tallet. Det blev oprindeligt introduceret i det franske hof under Ludvig d. 15. På denne tid eksisterede der en udbredt skræk for noget så almindeligt i dag som at tage et bad. I løbet af 1600- og 1700-tallet havde en lang række epidemier som fx pesten hærget Europa og kostet mange menneskeliv. Da man ikke havde meget viden om bakterier og hygiejne, var

det svært at begrænse smitten. Angsten for at blive syg var stor, og da man opdagede, at folk blev dårlige gennem drikke- og badevand, holdt mange simpelthen op med at gå i bad. Det blev betragtet som livsfarligt.

I samme periode eksisterede der i det franske hof en ret udbredt interesse for sex. Og selvom man ikke umiddelbart skulle tro det i lyset af senere tiders kraftige undertrykkelse af den kvindelige seksualitet, så var dette en periode, hvor også kvinder (inden for bourgeoisiet) havde mulighed for at udleve deres seksuelle fantasier. I disse kredse var sex for sjov og med fokus på nydelse fremfor reproduktion derfor en mulighed. Og det er her, bidetet kommer ind i billedet. Kvinderne ville hellere overhælde sig med parfume end at bade (og som man også kan læse i bogen, købte de endda parfumerede handsker) for at overdøve kroppens naturlige og mindre flatterende dufte. Men der var alligevel ét særligt sted på kroppen, som måtte holdes rent – og helst ikke med parfume.

Bidetet blev altså specialdesignet til at holde hoffets kvinders underliv rene og klar til seksuel nydelse. Men det fik også en anden funktion. For selvom hoffets kvinder på denne tid i nogen grad kunne søge seksuel nydelse andre steder end i ægtesengen, var uægte børn fortsat totalt no go. En graviditet som følge af sex uden for ægteskabet var en katastrofe for kvinden, der omgående ville miste sin plads i samfundets øverste sociale lag. Derfor mener man også, at mange kvinder brugte bidetet til at ’skylle ud’ efter sex i håb om at undgå uønsket graviditet.

Annabelle Hirsch skriver i bogen, at opfindelsen og udbredelsen af bidetet gik hånd i hånd med kvinders begyndende seksuelle frigørelse i 1700-tallet. Men dette korte vindue blev hurtigt lukket, og fra 1800-tallet og frem fandt man ikke længere bideter i Versailles, men i stedet i byens bordeller, hvor de syndefulde og løsagtige kvinder holdt til.

Jeg ved ikke, om vi kommer til at beholde vores bidet, men jeg kan godt lide tanken om, at der står lidt af historien om kvinders seksuelle frigørelse og kamp imod uønsket graviditet i mit badeværelse!

Det er den slags nye erkendelser og perspektiver, Annabelle Hirsch formår at vække i mig med sine korte, velskrevne, skarpe og humoristiske tekster. Det er både tankevækkende, rørende og underholdende, når nogle af de største historiske begivenheder og udviklinger kan beskrives igennem selv de mindste hverdagsgenstande.

Hvad end det drejer sig om beskrivelsen af en brækket lårbensknogle fra 30.000 år f.Kr.., en slavegjort kvindes gamle bomuldspose fra 1852 eller Kim Kardashians ring fra 2016, mærker man historiens vingesus og relevans. Vi kan både lære om kvinders historie gennem, hvem de var, og –som denne bog viser – gennem, hvad de omgav sig med. Og igen får jeg bekræftet det budskab, jeg selv arbejder så aktivt for at sprede: Kvinder er medskabere af historien, uanset hvilken tid de levede i, eller hvilken socialklasse de tilhørte. Der har været kvinder alle steder til alle tider!

Som en del af arbejdet med at udgive denne bog på dansk er jeg blevet betroet opgaven at udskifte to af den tyske versions objekter med to objekter, der siger noget særligt om den danske historie.

I tæt samarbejde med historiker og formidler Mette Byriel og arkæolog og formidler Jeanette Varberg har jeg valgt at skrive om vølvestaven fra vikingetiden og den kjole, Sofie Linde bar til Zulu Comedy Awards i 2020. De to objekter adskiller sig meget fra hinanden i både tid og tema. Men det gælder for dem begge, at de har været afgørende genstande for at forstå og diskutere kvinders plads og betydning i Danmark – både i deres egen samtid og i et større historisk perspektiv.

Rigtig god rejse gennem objekternes historie – både de sjældne og dem, du helt sikkert kender fra dit eget liv.

Gry Jexen, 2024

INDLEDNING

For et par år siden besøgte jeg Karen Blixens hus i Rungsted. Til min egen forbavselse konstaterede jeg, at det, der fascinerede mig, ikke så meget var selve stedet, hendes skrivebord eller billederne på væggene, som hun selv havde malet. Det var derimod en tilsyneladende ligegyldig detalje: en stabel kobbergryder i et hjørne af køkkenet. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan den lille, spinkle kvinde havde rumsteret med dem, hvordan hun havde haft det imens, hvad hun havde tænkt på. Kunne hun overhovedet lave mad? Var det hendes gryder eller kokkepigens? Jeg spurgte mig selv, hvad køkkengrejet fortalte om forfatteren til Babettes gæstebud. Fortalte det overhovedet noget om hende, om hendes hverdag, om tilværelsen som kvinde, som dansker, som europæer på hendes tid? Gryder og lignende genstande er det modsatte af monumenter. De minder ikke om et vundet slag eller en revolution, de hylder ikke traktater eller andre entydige samfundsomvæltninger. Man kan sjældent forbinde dem med en bestemt dato, man kan ikke sige: Efter den dag blev alt anderledes. De hører ikke til den såkaldt store historie, men til et mere intimt område. Det stille og det oversete. Et domæne, som i lang tid blev anset for at være kvindernes og derfor uvigtigt.

Da jeg lige var begyndt på min research til denne bog, havde jeg en dag en interessant oplevelse: Jeg sad til et middagsselskab og fortalte om min helt nye idé om at fortælle kvindernes historie gennem objekter. Hvad kunne det være, spurgte en kvinde nysgerrigt – kunne jeg give et eksempel på sådan et objekt? Men før jeg overhovedet nåede at svare, før jeg fik forklaret, at det skulle være objekter, der fortæller om kvindernes hverdag, om store og små øjeblikke, objekter, som er forbundet med emner, der berører kvinder: kroppen, sex, kærlighed, arbejde, kunst, politik. Genstande, der vidner om bevægelser, som blev udløst af kvinder, om alle de myter, man altid har forsøgt at trække ned over hovedet på kvinder. Som sagde noget om, hvordan de forholdt sig til det, gjorde sig fri, kæmpede, nogle gange højrøstet, andre gange lavmælt. Om hvordan de altid har fundet eller i det mindste har prøvet at finde måder at være

sig selv på. At objekterne ofte, men ikke altid ville være forbundet med en særlig kvinde og hendes indflydelse. For det skulle ikke være “hundrede seje kvinders historie”, men et raritetskabinet, der viser, hvor rig og mangfoldig, hvor kompleks og alt andet end lineær kvindernes historie er … Før jeg nåede at sige alt det, prustede en ældre herre højlydt: “Kvinder og objekter? Men kvinder er jo objekter!” En dum sætning, meget klodset og ikke særlig sjov, men den leder opmærksomheden hen på noget: nemlig at historien ofte er blevet fortalt, som om den sætning var sand. Som om kvinderne det meste af tiden virkelig ikke havde haft større indflydelse og betydning end en vase, der blev stillet til pynt i et hjørne og nogle gange fyldt med noget (en baby). Selv i dag, hvor inspirerende kvindefigurer og kvindehistorie bliver trukket op af fortidens sump, lyder det nogle gange, som om det er noget nyt med handlende, tænkende, kæmpende, fortællende kvinder, med kvinder, som er i trit med sig selv og omverdenen. Som om kvinderne før os – med et par nævneværdige undtagelser – havde sovet, været tilskuere. Som om deres historie for det meste var en historie om passive ofre. Intet af det er sandt. Intet af det har nogensinde været sandt. I hvert fald ikke sådan, som vi for det meste fortæller det. Kvinderne har altid været der og har altid bidraget med noget. Objekterne, som de tit er blevet forvekslet med, og som de delte deres rum med, både de intime og de offentlige, vidner om det: om den side af historien, der alt for længe er blevet overset og ignoreret, fordi den blev anset for uvigtig, underordnet, ligegyldig. Disse genstande leder ikke opmærksomheden hen på den store tromlende historie, i hvert fald ikke altid, men mere på detaljer og anekdoter, på ting, som først har opnået betydning med tiden og gennem vedholdenhed. De fortæller verden på en anden måde. Mange af dem antyder større sammenhænge, og mange spillede en rolle på et bestemt tidspunkt. Andre står mere for en tendens, for en kvinde, som jeg ikke syntes, bogen kunne være foruden. For disse ting er udvalgt fuldstændig subjektivt. Der står ikke en historiker bag, men en kvinde, der er vokset op i Frankrig og Tyskland i slutningen af det 20. århundrede, og som elsker kvinder, deres historie og deres genstande. Af en kvinde, der har en svaghed for det uvigtige og anekdotiske, og som holder af at vandre rundt i fortiden i tankerne. Bogen fokuserer på vestlige kvinders historie, ikke på grund af manglende interesse for resten af verden, men fordi jeg synes, det ville være uærligt at bruge en så intuitiv og subjektiv tilgang til at nærme mig kulturkredse, som jeg ikke kender godt nok til at kunne yde dem retfærdighed.

Hensigten med Kvindernes historie gennem 100 objekter er at vise vej gennem fortiden som gennem en korridor, hvor jeg åbner en dør her og der, tager en genstand ned fra reolen for at belyse et synspunkt eller fortælle en historie. Der er hundred objekter, men der kunne lige så godt have været to hundred, tre hundred eller tusind. Det har været en vanskelig øvelse at begrænse sig. For kvindernes og deres tings historie er ufattelig rig, nogle gange sørgelig og tit vanvittig underholdende. Nogle gange får man lyst til at juble over, hvor stærke og opfindsomme og snedige kvinder altid har været, hvor forbundne vi er selv med de fjerneste slægtninge, hvor meget vores tanker, spørgsmål og bestræbelser trods alle forskelle ligner hinanden. Denne kvindernes historie er hverken fuldstændig eller endegyldig, og den forsøger heller ikke at være det. Bogen skal først og fremmest vække lysten til at grave videre, til at hente ting frem fra historiens reoler, lede efter detaljer, anekdoter og alt det, der synes uvæsentligt. Det er der, vi finder sanselige forbindelser til den stadig alt for ukendte verden, som fortidens kvinder levede i.

HELET LÅRBENSKNOGLE

CIRKA 30.000 ÅR F.KR.

For flere årtier siden holdt den amerikanske antropolog Margaret Mead en forelæsning på et universitet, hvor hun blev spurgt, hvilken genstand hun anså for at være det første tegn på vores civilisation. Den studerende havde nok forventet, at hun ville begynde at tale om noget håndfast som en lerkrukke eller en spydspids eller måske endda en eller anden teknisk landvinding. Men efter at have tænkt sig om et øjeblik svarede Mead kryptisk: “En helet knogle.” Når et dyr i naturen brækker noget, lød hendes argumentation, er dets overlevelseschancer lig nul. Det tager flere uger for sådan et brud at vokse sammen igen, og i den tid kan dyret hverken komme hen til et vandhul eller jage. Derfor vil det tørste eller sulte ihjel eller blive ædt af andre dyr. Knoglefund, som beviser, at et menneske har overlevet med et lårbensbrud flere årtusinder før Kristus, taler for, at der har været nogen til at tage sig af vedkommende. Nogen, som kom med mad og drikke og blev hos personen og på den måde gav ham eller hende muligheden for at komme sig i fred og ro. Det første tegn på vores civilisation var altså ikke et våben eller en anden opfindelse, men vores evne til ikke kun at sørge for os selv, men også for andre. “We are at our best when we serve others,” sagde Mead og sluttede med opråbet: “Be civilized.”

Når vi tænker på stenalderen i dag, ser vi som regel billeder fra vores skolebøger for os: På en af siderne ser man et forskræmt væsen klædt i pjalter, som sidder sammenkrøbet og apatisk ved siden af en børneflok: kvinden. På næste side ser man en behåret skabning, som ikke sidder ned, men står op, ikke inde i den mørke grotte, men ude i vildmarken, ikke resigneret, men handlende. Stort bifald til: manden. Han holder triumferende et spyd op i luften. Et dyr på størrelse med et hus, lad os sige en mammut, tårner sig op foran ham, men han, manden, kender ikke til frygt, han nedlægger kolossen og slæber den hjem til sin taknemmelige familie. Billedet giver det indtryk, at det altid har været manden, der bragte menneskeheden fremad med sin erobringstrang. Kvinden skulle “bare” føde børn, meget andet kunne hun ikke bruges til. For det kræver mod at gå på jagt, og børnepasning, tja, det kræver som bekendt

– ingenting. Men der er et fundamentalt problem med dette billede, der stadig spøger i hovedet på folk den dag i dag, og som har legitimeret mangt og meget: Intet taler for, at virkeligheden faktisk så sådan ud for stenalderens mennesker.

Som de fleste billeder, der præger vores kollektive forestilling om historien, blev også dette billede tegnet af mænd. I dette tilfælde skete det i det 19. århundrede, altså i en tid, hvor det borgerlige ægteskab og dets kønsroller blev normen, og den diskrete husmor blev det nye kvindeideal. De første arkæologer og antropologer betragtede deres fund gennem den optik, som hørte til deres egen overvejende kvindefjendske tidsalder, og overførte stort set ukritisk datidens forhold mellem kønnene og dens værdiforestillinger (jagt: alletiders, omsorg: tja) til forhistorien. Deres fortolkninger underbyggede, hvad alle i forvejen tænkte dengang og kun var glade for at få bekræftet af videnskaben, nemlig at kvinden altid, altså “fra naturens hånd”, havde haft den underordnede rolle, og at hun altid havde siddet yndig, men forvirret på sidelinjen, mens manden alene drev evolutionen fremad. Der findes bare ingen håndfaste beviser for det. For det første er der fund, som tyder på, at kønsrollerne var langt mindre faste, end mange hævder – af og til gik kvinder også på jagt. For det andet virker det usandsynligt, at menneskene på en tid, hvor det stod øverst på dagsordenen at holde sig i live, tillod sig den luksus at give halvdelen af deres samfund en følelse af at være værdiløse og ubetydelige. I kampen for at overleve havde man jo brug for alle de motiverede deltagere, man kunne finde, uanset køn. Man kan endda antage, at stenaldermændene (i modsætning til deres brødre i slutningen af det 19. århundrede, som var mindre truede på deres eksistens) vidste, at man ikke kommer ret langt i evolutionen alene ved at jage og erobre, og at omsorg spiller en central rolle for en gruppe mennesker, der lever sammen. Hvilket den såkaldte “bedstemor-hypotese” også har forsøgt at bevise i et stykke tid.

Præcis som Mead i sin tid sagde, har det ifølge “bedstemor-hypotesen” gjort os stærke som art, at vi tager os af andre. Tankegangen er som følger: Ud over hvalen er kvinden det eneste pattedyr, som har menopause, altså det eneste, der lever videre, selvom det ikke længere kan få børn. Siden Darwin har vi vidst, at de færreste ting sker uden grund, der er som regel et evolutionsbiologisk formål. Derfor spurgte videnskabsfolkene sig

selv: Hvorfor har menopausen vundet indpas hos mennesket? Muligvis, lød svaret, fordi bedstemoren – altså en kvinde, som ikke længere forplanter sig – hjalp sin datter med at opdrage børnene og på den måde sørgede for, at hun kunne sætte flere børn i verden og samtidig stadig deltage i gruppens liv. Desuden medvirkede hun til, at en større del af efterkommerne nåede voksenalderen og selv kunne forplante sig. Selvfølgelig har folk dengang næppe været eksplicit bevidste om de ældre kvinders artsbevarende funktion, men man kan alligevel sagtens forestille sig, at vores forfædre levede i et mere lige og mindre kønsopdelt samfund, før de blev fastboende og begyndte at drive landbrug, før der fandtes ejerskab og de magt- og undertrykkelsesstrukturer, som fulgte med. De vidste instinktivt, at de havde brug for de to elementer i lige høj grad: unge mænd, som svingede med spyd, og unge kvinder, som fik børn og hjalp med at opspore vildtet under jagten. Og bedstemødre, som opfostrede børnene og sad tålmodigt hos de sårede og ventede på, at deres knogler helede.

Hvad fortæller hulemalerier om kvinders rolle under jagt i stenalderen? Hvad har Katarina af Medicis undertøj at gøre med prostitution i det 16. århundrede? Hvilken betydning har mobiltelefoner haft for partnerdrab?

Gennem 100 objekter, som bærer på hver deres unikke og overraskende fortælling, belyser Annabelle Hirsch kvindernes historie gennem årtusinder. Ikke den historie, der fortælles gennem storslåede monumenter, men den, der gennem simple dagligdagsobjekter vidner om kvinders oprørstrang og ønske om frihed.

Med forord og nyskrevne bidrag af historiker og forfatter Gry Jexen.

ANNABELLE

HIRSCH, født i 1986, er forfatter og kulturjournalist med tyske og franske rødder. Hun har læst kunsthistorie, dramatik og filosofi og arbejder som freelancer for bl.a. Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), samtidig med at hun skriver noveller og oversætter fransk litteratur. Hun bor i Rom og Berlin.

PAUL KLITNÆS er oversætter fra tysk, spansk, engelsk og svensk og har bl.a. oversat bøger af Peter Handke, Gabriel García Márquez, Eva Menasse og Pilar Quintana.