EN FJENDE I MØRKET
Af samme forfatter:
Et spor i fjorden (Hildur)
En grav i kulden (Rósa & Björk)
SATU RÄMÖ
EN FJENDE I MØRKET
Krimi
På dansk ved Siri Nordborg Møller
GUTKIND
En fjende i mørket er oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller efter Jakob
Copyright © Satu Rämö, 2023
Denne udgave: © Satu Rämö og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Simon Lilholt / Imperiet
Kortillustrationer: © Ville Laihonen
Sat med Minion hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-0522-1
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Digtcitaterne på s. 70 og s. 135 er fra bogen Jólin koma af Jóhannes úr Kötlum, der blev udgivet første gang i 1932.
Denne oversættelse er støttet af FILI - Finnish Literature Exchange.
Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
Til min mor 1957-2023
S t y k k i s h ó l m u r
ð u r
H ól m a v í k
D a l v í k
R e y k j a v í k
H v e ra g e r ð i
S e l fo s s
ISLAND
FINLAND
Helsink i
Kom til mig
Jeg tager mig af dig
Jeg beskytter dig
Kom og læg dig her
Come to me (1993)
BJÖRK GUÐMUNDSDÓTTIR
FØR
Kapitel 1
Äkäslompolo, juni 1988
– Jeg vil ikke, sagde den yngste af drengene og viftede nogle myg væk. Den femårige kiggede på sin ældre fætter og fætterens ven, som stod inde på bredden. De ældre drenge var jævnaldrende, lige høje og hang sammen som ærtehalm. Når man så dem på afstand, kunne man kun skelne dem fra hinanden på hårfarven. Den ene havde meget mørkt, nærmest sort hår, den anden lysebrunt.
Vandet var køligt, selvom det næsten var højsommer. Solen bagte ned fra en skyfri himmel, fuglene sang. Den lille drengs hænder pillede ved badebukserne. Han var spændt.
De havde planlagt denne dags eventyr i fællesskab. Hjemme hos den yngste dreng havde de spist pandekager som mellemmåltid. De havde spillet Uno og lavet sjov. De ældre drenge havde fortalt den yngste om en spændende leg kun for dem, der ikke gik i skole endnu. Drengen var blevet begejstret over sin vigtige rolle og den spændende drejning, den lidt kedelige sommerdag havde taget. De havde stukket deres solbrændte fødder i joggingskoene, trukket kasketterne, der var bøjet på den helt rigtige måde, godt ned over hovedet og var cyklet hen til den lille bys badestrand.
På stranden havde legen nået et punkt, hvor der ikke længere var nogen vej tilbage.
– Af sted! Skatten ligger dernede på bunden, sagde den sorthårede dreng for gud ved hvilken gang.
De større drenge havde hele eftermiddagen fortalt den yngste en historie om et skib, der var sunket ned på bunden af søen for
længe siden. De syntes alle tre, det var en sjov og spændende historie. På det gamle skib havde der været tre dørhåndtag af guld, som stadig lå på bunden af søen.
Vandet gik drengen til knæene. Den sorthårede kastede et blik på sin ven, som stod ved siden af, og søgte støtte hos ham. Den brunhårede nikkede anerkendende og råbte:
– Der er ikke langt endnu. Tampen brænder! Ti skridt mere, så er du der.
Drengen ude i vandet bøjede hagen tættere ned mod brystet og så skeptisk på de to, der stod inde på bredden. Han bevægede sine små tænder i overmunden mod underlæben, eller de to af dem, som stadig rokkede.
– Godt, Mikael! Fortsæt bare!
Det opmuntrende råb fra den sorthårede fik drengen til at gå nogle skridt baglæns. Vandet gik ham allerede op til de slanke lår. Han havde gåsehud.
– Nu? spurgte han med bævende stemme. Det var ikke til at sige, om spagheden skyldtes frygt eller det kolde vand.
Fra vejen kunne man høre glade mennesker snakke og lyden fra cyklernes ringeklokker. Cyklerne drejede ikke af ned mod søen, men fortsatte videre. Kort efter var der stille igen.
– Hvorfor skal jeg hente skatten alene? spurgte drengen, selvom han ikke havde fået svar på det foregående spørgsmål.
– Det er kun de små, der kan hente den, det kan de store ikke. Sådan er historien, svarede hans sorthårede fætter overbevisende.
Fætterens brunhårede kammerat fortsatte:
– Den er lige i nærheden. Om lidt kan du hente det første dørhåndtag op til overfladen og vise os det.
I den lille drengs øjne tændtes en kortvarig trods.
– I må se på skatten, men så er den min, fordi det er mig, der henter den. Finderen får lov til at beholde den, det sagde I!
Den sorthårede satte en hånd i siden og sagde med en 10-årigs selvsikkerhed:
– Selvfølgelig er den din.
Fætterens ord fik drengen til at vende sig om. Man kunne se de smalle og skarpe skulderblade i hans ryg, mens han langsomt gik væk fra bredden. Skridtene var korte, kroppen vuggede let fra side til side, fordi han forsøgte at holde balancen i vandet, der blev dybere centimeter for centimeter. Det nåede ham allerede op til skuldrene.
Solen glitrede i vandoverfladen. Et sted i det fjerne tordnede det. Regnskyerne og koldfronten var langt væk, men den eksplosionsagtige lyd rungede over lang afstand.
Et par skridt mere og fødderne ville ikke længere nå bunden.
– Han kan ikke svømme endnu, grinede den sorthårede dreng inde på bredden til sin ven.
Atmosfæren ændrede sig som ved et lynnedslag, og glæden ved legen forduftede. Den sorthårede dreng kunne mærke, at han blev spændt i kroppen. Han fik rynker i panden, hænderne knyttede sig. Han kunne mærke hjerteslagene i halsen. Han fik en smag af metal i munden.
Der lød et dæmpet plop. Som om en lille sten forsigtigt blev sluppet tæt på vandoverfladen.
– Hov, han troede virkelig på os, sagde den sorthårede med et suk. Hans ven lo i panik, men latteren satte sig hurtigt fast i halsen. Den lette snak mellem drengene blev til en hostende prusten, da de løb ud i vandet.
De to venner dykkede og famlede på bunden med hænderne. Oppe over vandoverfladen trak de heftigt ilt ind, så lungerne blev udspilet.
Det var alt sammen til ingen nytte. Den lille var væk.
Til sidst gik drengene udmattede op af vandet. De samlede deres tøj sammen, klædte sig hurtigt på og undgik at kigge på den femåriges sammenrullede træningsbukser og T- shirten, som var havnet i en bunke på sandet. Den mindste af cyklerne blev liggende på stranden, da drengene trådte i
pedalerne, så benene syrede til, og kørte ind i den nærliggende skov. De så sig omkring som en flok småfugle, der iagttog deres omgivelser. Havde nogen set dem? Var der andre på vejen? Rundt om dem herskede imidlertid en blød og sommerlig eftermiddagsstilhed. Vinden susede i trætoppene. Et egern løb op ad stammen på en sibirisk gran i nærheden. Man kunne høre en livlig kratten fra dyrets kløer.
Den sorthårede dreng lå på maven på en tue. Han havde det, som om nogen gik på ham. Det vendte sig underligt i hans krop. Skovens fugtighed blandede sig med koldsveden på huden og blev absorberet af kroppen gennem sommertøjet. Han frøs. Ved siden af kastede hans brunhårede ven op, og mellem bræklydene, der vældede frem fra dybet, mumlede han det samme om og om igen:
– Det her siger vi aldrig til nogen. Aldrig!
Kapitel 2
Ísafjörður, december 2021
Lillesøsterens korte hår kildrede efterforsker Hildur Rúnarsdóttirs kind. Håret duftede af vandmelon. Hildur krammede til og kunne mærke Björks brede skuldre under den tykke vinterfrakke. Björk Holm. Hildur smagte stadig på sin lillesøsters nye navn og forsøgte at vænne sig til det. Eller det var jo ikke længere nyt, Björk havde været en Holm meget længere end en Rúnarsdóttir. Hun havde fået det nye efternavn, allerede da hun flyttede til Færøerne. Det havde været moster Huldas tidligere mands efternavn. Hildur omfavnede sin søster længe. Hun havde ikke lyst til at slippe, selvom hun vidste, at afrejsen ikke kunne udskydes længere. Det havde været meget nemmere at rykke plasteret hurtigt af ved at sætte Björk af ved lufthavnens hovedindgang og straks køre tilbage på arbejde på politistationen i bygden. Men det var ikke en mulighed. De havde været adskilt i mere end to årtier, og nu føltes hver afskedsstund sønderslidende.
For halvandet år siden havde Hildur efter mange omveje fundet sin yngste lillesøster på Færøerne. I begyndelsen havde Björk været rystet over, at hun havde en søster mere, og at Hulda, som hun havde troet var hendes reservemor, var hendes moster. Björk havde vidst, at hendes rigtige mor var død, men hun havde aldrig talt med Hulda om det. Hun havde heller ikke rigtigt talt med Hulda om andre ting, for Hulda havde været stille og levet i sin egen verden. Björk havde dog aldrig tvivlet et sekund på, at det, Hildur fortalte, var sandt. Der var straks opstået en tillid mellem dem. Hildur huskede stadig sin lillesøsters ord, mens hun lavede kaffe til dem for første gang:
– Du virker så velkendt.
Indtrykket havde været gensidigt. Det havde været fantastisk at finde den forsvundne søster efter så lang tid.
Med nogle mennesker er det bare sådan, at der bliver bygget en bro mellem to åbne sind som ved et blink med øjet. Umiddelbart efter de første ord føltes det, som om den anden altid havde været der. I dagevis havde de talt sammen ved det lange almuebord i Björks køkken om alt det, der var sket. Hildur havde fortalt, hvad hun havde fundet ud af om deres fortid, og Björk havde fortalt om sine egne minder.
Barndommen på Færøerne havde været svær for Hildurs søstre. Hulda havde skam taget sig af Rósa og Björk, men på det følelsesmæssige niveau havde hun været fjern. Stille og tilbagetrukket. Demensen var begyndt påfaldende tidligt, og hendes greb om livet havde endegyldigt svigtet, da søstrene nærmede sig teenageårene. Pigerne havde måttet lære at være selvstændige fra en tidlig alder. De havde købt ind, lavet mad og gjort rent derhjemme. De havde ikke haft bestemte tidspunkter, hvor de skulle være hjemme, og ingen havde holdt øje med, hvad de lavede.
I sit politiarbejde havde Hildur set mange lignende skæbner. Ud over arbejdet som efterforsker havde hun også ansvaret for enheden for forsvundne børn, det vil sige først og fremmest børn, der var stukket af fra børne- og ungdomsforsorgen. Det var skæbnens ironi, at også hendes egne søstre var blevet forsømt og havde måttet blive voksne alt for tidligt. De første barndomsminder opstår som regel, når man er cirka tre år gammel. Men da Björk forlod Island som seksårig, havde hun stadig været for lille til rigtigt at kunne huske noget konkret fra den tragiske tid. Hun havde fortalt, at hun sommetider fik fantasibilleder af mørke og det rystende bagsæde i en bil, men hun havde hverken kunnet sætte tingene i kronologisk rækkefølge eller forbinde dem med andre begivenheder.
Hukommelsessporene var tilsyneladende forsvundet, og det havde formentlig blandet fantasibillederne endnu mere sammen, at hun var flyttet til et nyt sprogligt miljø blandt nye mennesker.
Hulda havde aldrig fortalt pigerne sandheden om deres mor og heller ikke andre ting om deres fortid på Island. Nu var det for sent at stille spørgsmål, for Hulda var død i begyndelsen af året. Derefter havde Björk bestemt sig for at flytte tilbage til Island. Hun havde sagt, at hun ville være tættere på Hildur, og med Huldas død havde hun efter eget udsagn ikke længere noget på Færøerne, som holdt hende tilbage.
Björk havde mange gange i løbet af det seneste år sagt til Hildur, at deres møde havde sat gang i forandringer, og at hun havde oplevet det som vigtigt omsider at føre sine planer ud i livet, så de ikke bare forblev drømme. I hele sit voksne liv havde Björk haft en fårefarm på Færøerne, men nu solgte hun fårene, lod huset stå tomt og flyttede til Island, hvor hun i stedet ville bruge sin uddannelse som sygeplejerske. Hun havde endnu ikke fået fast arbejde, men mente, at det snart ville gå i orden. Hun talte sproget, og der var mangel på medarbejdere inden for sundhedssektoren. Lige nu arbejdede hun i tilfældige vikariater på centralsygehuset i Reykjavík. Vikarerne var efterspurgt arbejdskraft, særligt i ferietiden.
Hildur havde opdaget, at når Björk ikke var på arbejde, gik hun op i hækling og kickboksning, læste mange krimier og så politiserier i fjernsynet. Björk var meget interesseret i Hildurs arbejde. Det var en god følelse.
I væggen bagerst i Ísafjörðurs lille lufthavn var der to døre. De ankomne passagerer gik ind i terminalen gennem den sydlige dør, den nordlige dør var forbeholdt de afrejsende passagerer. Men Björk skulle ikke flyve til Reykjavík, hun havde bare tænkt sig at leje en bil i lufthavnen.
Efter coronapandemien havde biludlejningsfirmaerne solgt det meste af deres materiel, men nu hvor restriktionerne efterhånden
21
var ved at være fortid, var turismen begyndt at blomstre op igen.
Da julesæsonen nærmede sig, forsøgte man at få så mange som muligt af de tilbageværende biler ud i trafikken. Det betød, at bilerne blev flyttet rundt mellem kommunerne. Det havde passet Björk godt, for hendes egen bil var til reparation for tiden.
–Det ville have været fantastisk at tilbringe mere tid her, men jeg lovede at tage nogle vagter. Lige nu er der mange vikariater at få.
Hildur forstod godt Björk. De var ens i den henseende: Arbejdstiderne betød ikke så meget, for der ventede ikke nogen derhjemme.
–Tager vi så af sted til påske? spurgte Björk. Hun fik en lodret streg mellem øjenbrynene. Hildur havde lagt mærke til, at den altid dukkede op, når hun koncentrerede sig om noget.
Hildur nikkede resolut. Den lange påskeferie var det længe ventede højdepunkt i foråret. Da rejste man med familien sydpå til De Kanariske Øer eller Florida, eller man forskansede sig i familiens sommerhus og spiste kæmpestore påskeæg og læste de små sedler med visdomsord højt, som lå inde i æggene. Hildur og Björk havde besluttet, at de skulle flyve til Færøerne sammen med moster Tinna. De ville besøge Huldas grav, og Björk ville vise dem rundt.
Hildur opdagede, at klokken var lidt over to. Inden længe ville lyset begynde at aftage. Det var bedst, at Björk kørte nu, så hun var igennem fjeldene, inden det blev bælgmørkt.
Hildur kunne mærke den imaginære knude på brystkassen. Den velkendte angst, den trykkende fornemmelse, som hun havde mærket i flere dage nu, strammede sit greb. Det kunne kun betyde én ting. I hendes nærmeste omgivelser var tingene ved at udvikle sig sådan, at der ville ske noget forfærdeligt. Hun frøs om tæerne. Hun skulle have taget vinterstøvler på i stedet for løbesko. Hun stillede sig et par gange på tæer for at få blodet til at cirkulere bedre. Björk tog sin rygsæk på.
Hildur vidste, at hun ikke burde stille dette spørgsmål, men hun kunne ikke lade være.
– Hvordan mon Rósa har det?
Smilet i Björks ansigt smeltede bort, og hun begyndte at dreje nøglerne til lejebilen nervøst i hånden og se sig til siderne. Hun rettede på rygsækken og svarede inde bag stramme læber:
– Du ved godt, at vi ikke taler om det.
TREDJE BIND I EN AF FINLANDS BEDST SÆLGENDE KRIMISERIER
Det er den mørkeste tid på året i landsbyen Ísafjörður. Da julen nærmer sig, bliver landsbyboernes ro forstyrret – på et fiskeopdræt i Vestfjordene bliver et lig fundet i vandet.
Kriminalinspektør Hildur Rúnarsdóttir og hendes makker
Jakob Johanson når knap nok at begynde efterforskningen, før der bliver begået endnu et mord i en anden afsidesliggende del af Island. Og snart et tredje.
Alt imens er Hildur plaget af den manglende kontakt til sin søster Rósa. Jakob gør alt, han kan for at vinde kampen om forældremyndigheden – men hvor langt er han villig til at gå for sit barn?
